Aldamar's øjne fulgte de tanker der tegnede sig over det solbrunede ansigt, og et lille smil gled over ham ved de første ord. Havde hans hænder ikke hvilet ved baghovedet, havde det været en kommentar der afkrævede et drillende lille prik. Mange års træning simpelthen. Det var ikke blufærdigt sagt overhovedet, og en lille sidebane i adelsmandens hjerne gav sig til at overveje hvor længe Fabian egentlig havde gjort det her, og om han havde haft et andet arbejde før i tiden. Nogle blev måske født ind i det, men det virkede ikke sådan... den tanke nåede dog ikke langt, da Fabians næste spørgsmål krævede en god del af hans overvejelser i sig selv. Fordi det var et godt spørgsmål.
Aldamar havde ikke decideret været utilpas - faktisk lå han lige nu meget bedre end han plejede at gøre, og det var endda med tanke på at hans seng var ret fantastisk. Men han tøvede, og Fabian havde med utrolig opmærksomhed samlet op på det. "Nej" svaret var kortfattet, han havde ikke foretrukket det ene frem for det andet. Men han vidste også at han ville tøve igen næste gang. Fordi som de her møder efterhånde udspillede sig, ville der være en næste gang.

Aldamars fingre flettede sig rastløst ind i hinanden bagved hovedet; han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af dem heller. "... men jeg var ikke utilpas" endte han alligevel med at beslutte sig at sige,  en kommentar som Fabian måtte tage som han ville egentlig, fordi sandheden var at han ikke havde været utilpas omkring Fabian. Nej, han var utilpas med hvor... lidt han reelt set vidste - Aldamar havde aldrig brudt sig om at... vide mindre.  

Fabian var ikke bange for at indrømme sit baggrund og liv i Dianthos. Det var alment kendt, især for de kunder som havde været med ham det meste af tiden, men at indrømme det, var også at indrømme at han efterhånden var ved at blive gammel. Måske ikke så gammel at det gjorde noget endnu, men årerne var ved at hale ind på ham, som han stillede bevægede sig mod de 30 år. Heldigvis havde han i hvert fald 10 år endnu i sig, men han var ikke sikker på hvordan hans krop ikke kunne klare ned, den var ikke ligefrem blevet behandlet pænt.

Hans øjne kiggede på Aldamar, indtrængende, som de var mens han ventede på et svar, og et smil gled over hans læber. ”Hvad var det så der stoppede dig, hvis det ikke var fordi du var utilpas?” spurgte Fabian. Han nød at se Aldamar vride sig under ham, for at komme med en forklaring på de få ting han gav ud. Fabian havde måske lidt forventet at Aldamar kendte til hvordan man generelt gjorde mellem dem, men hvis han ikke gjorde, så kunne Fabian sagtens undervise ham. Det var ikke ligefrem noget der lå uden for hans ekspertise. 

Det var ikke fordi det ligefrem var pinligt, og havde det ikke omhandlet ham selv, jah så ville Fabian have set en meget mere reflekterende side af Aldamar. En side der gerne tog samtaler ud på hvad der i manges øjne kunne være en akavet kurs, fordi i selve reflektionen følte Aldamar at samtalen begyndte at blive spændende. Men her skulle han selv stå for skud for alle de ting han muligvis sagde. Og måske endnu mere alle de ting han ikke sagde.
Derfor var det et noget undvigende blik der gled over ham ved Fabians ord, da han på mange fronter sagtens kunne lade værd med at spørge sådan - han var ikke dårlig til at aflæse adelsmanden, og vidste godt at Aldamar næppe havde sagt nej, skulle de være forsat. Faktisk var han irriterende god, og elektriciteten summede stadigvæk i de yderste lag af hans lyse hud. Men de ord Fabian ledte efter, og de forklaringer om Aldamar han var nysgerrig omkring, jah de ord kom nu engang sjældent fra Aldamars egen mund. I hvert fald ikke uden at blive gravet frem. 

Da han derfor ikke helt vidste hvad han skulle sige, var det et drillende dask der i stedet blev sendt imod hans brystkasse, og Aldamar møvede sig lidt mere til rette; et tvetydigt blik over Fabian. "Du vil bare gerne høre mig sige det.." mumlede han, og lukkede øjnene. "Måske blev jeg bare overvældet af din uanstændige charme?" prøvede han at tale sig udenom med et skævt smil om det hvilende ansigt.

Dasket var venligt, og hånden var en anelse køligere end Fabians egen varme brystkasse. Kortvarigt var der også et rødt mærke efter slaget, men det forsvandt hurtigt, da slaget næppe var hårdt. Fabian vidste ikke om det var fordi Aldamar ikke havde musklerne til at slå til, eller om han bare lå i en dårlig position og ikke gad at bruge musklerne. Han var trods alt ikke så markeret som Fabian selv var.

Selvom Fabian også stadig kunne mærke påvirkningen af Aldamar og hvad de havde gjort tidligere, så var hans krop blevet langt mere afslappet, som havde den fundet ud af at der ikke ville ske mere, heldigvis. Intensiteten mellem dem var også faldet gevaldigt.
”Det er en af de store nydelser i mit liv,” drillede Fabian. Aldamar så næsten helt fredfyldt ud som han lå med sine lukkede øjne. Forhåbentlig ville prinsen ikke begynde at falde i søvn på ham, det ville være lidt en streg i regningen, mest fordi Fabian ikke havde tænkt sig at sove sidden, hvis det her var hvor han skulle bruge natten. ”Så håber jeg ikke det kommer til at ske hver gang, for den uanstændige charme, forsvinder nok ikke.” Uanstændig var et ord han havde hørt meget i forbindelse med sig selv.

Et enkelt øje blev åbnet ved hans stemme, og et noget drillende smil trak hans mundviger opad ved de ord. En af de store nydelser simpelthen? Det undrede ham egentlig ikke, skulle det i hvert fald være halvt sand - Fabian havde et eller andet med at rykke grænser, som i og for sig slet ikke fandtes omkring ham selv på samme måde. Adelsmandens tanker favnede det pust af frihed han kom med, men red slet ikke samme bølge; og ville nok heller aldrig komme til det. Hans frihed udspillede sig på mange andre fronter tilgengæld.
"Hmmm?" Aldamar's blik lged drillende over ham, og dovent strakte han sig en anelse på hans lår.  "Men hvis det gør... så må vi jo hellere forlade os på sofaens gode siddepladser?" kom det med et fornøjet såvel som drillende smil fra Aldamar, der ærlig talt ikke vidste hvor meget det gik Fabian på - eller ikke gik ham på, at de altid endte med at ligge som de gjorde nu. Småsludrende, lidt putte agtigt. Måske var det et ønsket afbræk i hans hverdag? Hvad end det var, så kunne Aldamar sagtens møde ham på den front, selvom en lille stemme hviskede at det joh ikke var helt sandt. Det var ikke der han ville møde ham, selvom truslen om at forblive i den her efterhånden afprøvende kredsen om samme emne, ville være underholdende at holde ham op imod. 
Hvis de da overhovedet gik ham på, ellers var der ikke megen drillen ved det. 

Set i bagspejlet, var der mange grunde til at det ville være en bedre ordning, selvom de ord ikke talte godt til hans hjerne eller hjerte.

Fabians latter ekkoede ud i rummet, og tog kortvarigt sine hænder væk, som Aldamar begyndte at strække sig som en doven kat. Følelsen var i hvert fald lidt den samme. Aldamar var ligeså lidt tilbøjelig til at vise at han kunne lide en og give komplimenter, som en kat var, til trods for at de gerne ville kæles, når de lige følte for det. Det var en lidt anden dynamik end hvad Fabian egentlig var vant til, men han nød det.

”Jeg kan næppe tvinge dig,” pointerede Fabian, men han måtte ærligtalt indrømme at han nok ville blive lidt frustreret hvis Aldamar aldrig ville gøre det med ham. Han var ikke sikker på hvorfor, fordi han havde visse kunder der kun var med ham for noget ekstra selskab. Var det fordi at det var en prins? Eller var han bare nysgerrig på hvordan Aldamar kunne præstere i sengen? Der måtte Fabian indrømme at han faktisk ikke var helt sikker. ”Selvom det da ville gøre mig lidt trist ikke at kunne få fingrene i en mand så køn som dig,” indrømmede han, et kækt smil på hans læber. Han lod ikke Aldamar vinde i en leg som denne her så let.

Latteren fra Fabian fik kortvarigt Aldamars hjerte til at slå et lille slag ekstra, og selvom han nok ikke ville kunne se det, smittede den nok til at Aldamar også selv lo indeni. Lo og brummede fornøjet, fordi der var bare noget rart ved den lyd, og Fabian formåede da også at få Aldamar til at føle sig nogenlunde underholdende. En velkommen forandring for en der ellers blev taget - og tog folk, seriøst meget af tiden. Selv samme latter var til at finde i hans smil, som han lyttede til Fabians pointe. Nej, tvinge ham kunne han næppe... dog talte komplimenterne alligevel til et lyttende sind, og Aldamar løftede et enkelt øjenbryn i påtaget overraskelse. Køn simpelthen? Han ville sjældent betegne sig selv som køn, men havde da nogle fine træk her og der, primært noget han måtte have arvet fra sin mors side. 
"Har han andre kvaliteter end at være køn, ham manden?" fiskede Aldamar leende efter med et overvejende smil der mødte hans kække bemærkning. Komplimenter sagde han aldrig nej til, og lagde heller ikke skjul på at der gerne måtte komme flere. 

Dog varmede det mere end Aldamar umiddelbart lod ham se af sig, selvom et forræderisk lille sus af blod steg ham til kinderne ved komplimenten. Så helt overlegen kunne han ikke være omkring det, selvom han ikke selv følte eller så den tilføjede nuance. 

På mange punkter var de to mænd forskellige. Fabian var næppe rigtig seriøs, mens Aldamar osede af det, men derudover så var deres mening om køn måske også forskellig. Fabian havde set mange mænd og kvinder i sin tid. Hans fornemmelse for køn var måske blevet lidt bøjet og fordrejet over årerne, for hvornår kunne man egentlig sige at nogen var grim? Fabian havde trods alt sovet med folk der kunne betegnes som det, og det var næppe af den grund der stoppede ham for stadig at reagere på dem. Alligevel var han stadig ganske sikker på at Aldamar ville blive betegnet som en køn mand. Velplejet og rank. Ingen tydelige pletter, men måske lidt hård på visse kanter. Velproportioneret.

Et drillende smil gled over Fabian som Aldamar virkede til at ville fiske efter flere komplimenter, men Fabian kunne godt være generøs, mere generøs end Aldamar nogensinde havde været med dem. Han havde intet imod at puste lidt til egoet, især som Aldamar var ganske fuld, og han nød hvordan Aldamar smilede og lo. ”Hmmm.. lad mig tanke,” sagde han og lod som om at han tænkte sig om, selvom flere komplimenter allerede var på vej ud af hans mund. ”Han er veltalende, og.... hurtig i mælet. Man kan altid forvente en god samtale.” Det drillende smil strålede nærmest fra Fabian som han sagde det næste. ”Faktisk er han god med munden på flere måder.” Der var ingen tvivl om hvad Fabian mente præcist med det.

Aldamar's smil kunne kun vokse, sådan som Fabian villigt tilføjede mere til kommentaren om hvor køn han var. Tilbagelænet lukkede han øjnene, lod dem rigtigt synke ind med tilfredshed lurende i mundvigen og enkelte nik her og der. Veltalende? Så bestemt. God med munden? Selvfølgelig, 
God med munden? 

Aldamar åbnede øjnene med et sæt ved de vovede ord - havde han hørt rigtigt? Og et lusket grin spillede om mundvigen da han fangede det drillende glimt fra manden. "En af hans bedre kvaliteter" kom det glat fra adelsmanden, der dog følte genkendelig forlegenhed krybe over hans kindben. Han prøvede virkelig, men ville nok aldrig kunne smide sådan en kommentar så henkastet som Fabian formåede at gøre det gang på gang, omend han sagtens kunne lade selvtilliden i hans stemme bærer størstedelen af ordene. At han så ikke nødvendigvis kunne leve op til dem, se det var en helt anden snak. 
Aldamar strakte sig en sidste gang, inden at han endelig rejste sig fra sin liggende position, og i stedet drejede sig med fronten imod Fabian igen, ligesom tidligere; han havde været utrolig begrænset i sin liggende stilling. Og selvom det havde været behageligt, var det også begrænset hvad hans hænder kunne række ud til liggende, de ville ikke længere forholde sig helt passive. Og lige nu, gled de overvejende over Fabian's muskuløse arm i stedet, som undersøgte de hans fine krop vurderende... selvom der ikke var meget at vurdere for Aldamar. De vidste vidst begge to at den var ret så formidabel. Irriterende tiltrækkende.
"Er det så noget du har hørt, oplevet eller... forventer?" Aldamar's stemme var drillende, og et veltilpas smil fulgte med kommentaren. 

Fabian ventede, og ventede så lidt mere, og smilet blev bare endnu større, da sættet så kom fra Aldamar, som overraskelsen blev tydelig, men så kom han minsandten med et mere vovet svar tilbage. Hurtig med kommentarerne var han da som altid, selvom kinderne begyndte at blive lidt røde.
”Det vil jeg også mene,” var Fabian hurtig til at svare tilbage, og fugtede sine læber, og lod ellers Aldamar komme op. Det var dog underligt hvordan Fabians hjerte virkede til at blive lidt hurtigere. Forventede han noget fra manden? Var de ikke allerede blevet enige om at de ikke ville gå videre i aften, men måske en del af ham ikke havde forståe det endnu.

Fabian lod Aldamar undersøge med sine hænder. Han havde lyst til at gøre det samme, men det ville sætte dem i en lidt mærkelig position, siden Aldamar havde gang i hans muskuløse overarme. ”Jeg har oplevet det,” sagde Fabian selv lavmeldt og kiggede på Aldamar gennem halvlukkede øjne. ”Men jeg forventer det måske også lidt. Jeg glæder mig til at finde ud af hvad den præcist kan.” Hvis det ikke var fordi Fabian allerede havde lagt det på bordet for i aften, så kunne man næsten tro at han bad Aldamar om at forsætte hvor de var sluppet. Fabian kunne dog godt være tålmodig, når han virkelig skulle.

Selvom der måske ikke var mere at forvente i løbet af den her aften, kunne Aldamar ikke helt forlade sig på at Fabian fik lov til at sidde helt i fred. De (måske) overraskende bløde fingre gled halvt om halvt kærtegnende, halvt om halvt stadigvæk undersøgende over hans overarme, men arbejdede sig langsomt imod hans hænder. Dem tog Aldamar dog alligevel ikke i sin egne, men lod med en afslappet bevægelse den ene arm også hvile opad sofaens ryglæn, dog bagved Fabians egen arm. Han kunne ikke helt lirke en elegant måde at røre mere ved manden ind på, og lod derfor helt værd med det. For nu.
Han følte bare virkelig at han måtte, at det måske endda var ønsket. Og derfor var det svært for den mørkhårede mand at lade værd.

Ved hans ord smilede Aldamar en anelse mere, selvom han ikke helt formåede at holde øjenkontakten ved de opfølgende tanker der kom fra den blonde mand. Aldamar kunne ikke holde den leende latter tilbage, der dog havde en kant af usikkerhed omkring sig. Ikke fordi at han var usikker omkring Fabian - kun en gang imellem... men nok nærmere fordi han var usikker på sig selv og hvad han skulle gøre med den kommentar. Hvordan skulle han kunne overraske eller møde en forventning, fra en mand der muligvis - og højest sandsynligvis, havde mødt væsner med samme ufortrødne drivkraft og momentum som ham selv?
Ikke fordi at han decideret skulle. Men et eller andet sted hen ad vejen, havde Aldamar aldrig kunne lade værd med at overveje hvad Fabian selv ville - ligemeget hvor arrogant han kunne sige at han selv var, så var han uhyrer opmærksom på sit selvskab, og ønskede en grad af deres velvilje, et eller andet sted. Og selv når Fabian sagde at det var ham der havde 'magten', så at sige... jah så ville det nok ikke føles sådan, førhen Aldamar decideret pådrog sig en mere magtsøgende rolle end hans medfødte overlegenhed kunne præstere.

Det gør jeg også, var derfor de tanker der gled igennem den tavse Aldamar. Stilheden trak lidt for længe ud til at det kunne siges at være helt med vilje, og endelig fik hans svømmende hjerne sat en sætning sammen, siden den ikke ville nævne sine tanker. "Hvorfor har du piercinger i dine.." Adelsmanden gestikulerede med et kort blik på manden bryst, inden at han så væk igen. En ret så uelegant måde at dreje samtalen væk fra Aldamar og hans mund, og sætningen bar også præg af at han ikke havde en kommentar at give igen. På det punkt havde Fabian nok vundet den korte leg, hvis ikke den stadigvæk var igang.

Som Fabian fik en arm fri fra udforskningen, tog han den og lagde den mod Aldamars ofte, hvor bukserne og den bare hud mødtes hinanden. Huden var lidt varm, og stadig lidt svedig efter deres tidligere roderi med hinanden, og der var stadig den kraftige lugt af mand mellem dem. Ikke at man lagde særlig meget mærke til det, når de blev ved med at være så tæt på hinanden. Den var overvældende men dog betryggende.

Aldamars usikkerhed var ikke fremtrædende, det ville fyrstesønnen næppe lade den, men det var alligevel nok til at Fabian opfangede det svagt. Det var jo ikke fordi at Fabian ville gøre Aldamar nervøs overfor potentielt at skuffe ham, for det mente Fabian aldrig rigtig ville kunne ske, og selv hvis det viste sig at Aldamar ikke var så god, som Fabian håbede, så var der altid muligheden for at oplære ham i det, hvis han ønskede det. Fabian håbede i hvert fald at deres møder varede ved, det var et rart afbræk, og der var også bare noget ved Aldamar som bare sugede Fabian helt ind.
Det så dog ikke ud som om at Aldamar havde mere at sige, og selvom et forslag om at oplære Aldamar var på læberne af Fabian, lod han samtale emnet fordufte, for noget mere interessant åbenbart.

Fabian kiggede lidt ned af sig selv, som Aldamar pegede på hans brystkasse og hvorfor der var piercinger der. ”Det er en længere historie,” indrømmede Fabian grinende, selvom han aldrig helt havde fundet hoved og hale i det. ”Men jeg har fundet ud af at de gør dem mere sensitive, som du da også opdagede her tidligere.”

Det var ikke noget han havde set før, og selve idéen om hvordan man fik dem, forekom Aldamar ret så smertefuld. Og så var det en underlig kropsdel at besmykke, var det ikke? Men så igen, så fandtes der vel efterhånden smykker til flere forskellige væsner og dertil også flere forskellige kropsdele. At han så havde valgt kun at have ring i det ene øre, betød ikke at alle var på samme måde. Det havde bare været uforventet.
Derfor var det en smule mere undersøgende Aldamar betragtede dem nu, hvor at det ikke virkede  som en tilføjelse der bar nogen nedtrykt historie med sig, men dog alligevel en historie fulgte med dem.
"Det har vi da tid til" kom det med et smil fra Aldamar, der lurede sig en anelse nærmere. Var det en hemmelig historie, eller bare en oprigtig lang historie?

Til deres anden funktion måtte Aldamar dog tage sig selv i at grine lidt mere dæmpet men mindst ligeså oprigtigt, og adelsmanden kløkede sig i de mørke stubbe en anelse. "Så lad os sige det er den første og bedste grund... hvad var den anden?" Aldamar's blå øjne glimtede nysgerrigt i den svage belysning; han vidste at Fabians historier sjældent kunne have noget til fælles med historier Aldamar var van til at høre fra det selskab han plejede at færdes i. 

Det var næppe unormalt til at dekorere sig selv med smykkerne, selvom ørerne var mest normale. Fabian ville aldrig selv have overvejet brystvorterne, hvis det ikke havde været fordi at det lidt havde været en situation, som han ikke havde kunne nægte at det skete for ham, og måske emnet var lidt for nedtrykt foran Aldamar, men på den anden side. Han ville jo gerne vide det.

Fabians hånd på Aldamars ofte nussede ham blidt mod hoften. ”Så kan du heller ikke fortryde det bagefter,” pointerede han, selvom smilet var lidt mere afdæmpet nu. Han kunne tage let på historien, fordi der ikke var blevet forvoldt nogen større skade på ham, men han vidste også godt at den lod voldsommere end den var.
”Jeg fik en kunde på et tidspunkt, ikke nogen jeg havde regnet for noget specielt, men som vi skulle til at...” han kiggede lidt overvejende på Aldamar, før han rystede på hovedet. ”Vi skulle til at have sex, så tror jeg hun gav mig noget. Jeg blev i hvert fald bevidstløs og det næste jeg vidste var at jeg var i en underjordisk ruin, fastbundet og hun sad oven på mig. Jeg var lidt omtumlet, men hun snakkede noget om at udøve sin hævn mod mig, pga. en af mine forfædre? Jeg ved det ikke helt, men hun gav mig så dem her i... og jeg har ikke rigtig kunne tage dem ud siden,” indrømmede han, og kiggede på Aldamar, klar på en eller anden form for reaktion. Det lød overdrevet og dumt, men det var rigtigt og noget der faktisk var sket for Fabian.

Et eller andet sted, så var det meget ironisk hvordan man kunne tage så meget fejl i forhold til situationer og historier. Hvor at Aldamar havde fornemmet en ret så nonchelent tone fra Fabian, skulle han havde overvejet at den nonchelance kom fra et meget mere farvet liv end hans eget. Ikke fordi at han fortrød det, idet at han lænede sig længere ind for bedre at kunne hører mandens mere afdæmpede stemme... men man kunne tydeligt se, at det var ikke sådan en historie Aldamar havde forventet.
Det var jo overgreb?
Da han sagde at han vågnede op i en underjordisk ruin, dannedes der en bekymret rynke imellem Aldamars øjenbryn i det han trak dem lidt sammen, og det var svært ikke at afbryde ham. Hvor lang tid siden var det her? Det var en helt anden verden end Aldamar's egen, og det havde han vidst fra starten af... han havde trods alt altid vidst den var derude. Men det her var jo næsten absurd. Men også kun næsten.
Når han kiggede på den blonde mand, var det ikke overdrivelse han sporede i stemmen eller i øjnene.

".... " Aldamar lod en hvid hånd følge ryglænet op til hans nakke, hvor at han kort fjernede en forvildet hårtot fra hans mere kortklippede sider. "Har du anmeldt det?" kom det en anelse blidt fra ham. Ikke fordi at der var meget decideret medfølelse i eller omkring Aldamar - han vidste om nogen at medfølelse ikke var noget alle havde brug for, eller noget han som sådan kunne give, overraskende nok. Men noget måtte han trods alt have gjort bagefter, og byvagterne havde til arbejde at tage hånd om overfald, såsom det Fabian havde været ude for. 
Han kunne umueligt bare have accepteret det, og så gået videre med sit liv og sin hverdag.

Fabian var godt klar over at historien nok ikke ville falde helt i fyrstesønnens smag, mest fordi det nok var mere end han havde bedt om, og egentlig havde Fabian også udeladt detaljer. Overgreb var et af mange år der kunne blive brugt, men kvinden der havde taget ham, havde trods alt også brugt hans krop, for ikke at nævne, at han havde skulle trave hele vejen fra Rubinien tilbage op til Dianthos efterfølgende. Nu om dage tænkte han dog ikke så meget om det mere, han havde trods alt ikke set hende siden, og piercingerne var næppe i vejen.

Da Aldamar spurgte om han havde meldt det, så kunne han dog ikke lade vær med blot at grine, over hvor absurd det lød i hans ører. Hvornår havde byvagten nogensinde gjort noget for ham? Det var bedre at håndtere sådan nogle ting selv. ”Hvad skulle jeg anmelde? Hun var en formskifter, og jeg har ikke set hende siden. Desuden er byvagterne ofte ret så uduelige, og gider ikke hjælpe folk som mig,” sagde han og ville have rystet sit hoved, hvis det ikke var fordi han mærkede fingrene pille ved hans hår, muligvis bare for at rette det til.
”Det tager for meget tid at dvæle ved sådan nogle ting,” tilføjede han efterfølgende. Han kunne trods alt ikke leve i nuet hvis alting handlede om engang han blev kidnappet, overgrebet og voldtaget på en og samme gang. Måske var der en kortslutning i Fabians hjerne, men hvis der var, så var han glad for den på nuværende tidspunkt. 

En af de primære grunde til Aldamar's utilfredshed, var at det handlede om Fabian, og han virkede som om at det ikke betød det store, når det handlede om ham selv. Havde det været en anden mand - en mand som han knap nok kendte, jah så ville han også knap nok have reageret. Skulle han være ærlig, ville det ikke have lirket mere end et lidt overfladisk skuldertræk fra ham, da han hverken kunne eller ville bekymre sig om hele verdenen; han havde virkelig nok i sin egen familie på den front.
Men det var ikke tilfældet her. Og når det så endelig gjaldt en person man... måske var kommet til at holde lidt af, jah så bekymrede det ham at han ikke passede bedre på sig selv. Adelsmandens udtryk af bekymring forsvandt ikke på trods af at Fabian slog det hen i latter. Det blev tværtimod en anelse tungere på indersiden, selvom han ikke lod det se på ydersiden.
"Du skulle anmelde at du er blevet overfaldet" kom det prompte fra Aldamar, der med et bestemt udtryk rystede på hovedet. "Det er ikke et spørgsmål om at gide, Fabian. Det er et spørgsmål om pligt. Desuden ville det give dem muligheden for at holde øje med det, skulle en hændelse der minder om ske igen" Aldamar's stemme havde en snert af selvskrevet fornuft over sig, og på det punkt kunne man se at han havde haft sin gang i den politiske skole. En hånd blev lagt på skulderen, og Aldamar krævede at Fabian ikke... slog hans bekymring hen til noget absurd. At han i hvert fald kiggede på ham, i stedet for at le det af sig som før.

"Fordi hvad hvis det er sket før?" kom det uddybende fra ham. Fordi hvad nu hvis Fabian ikke havde været et uheldigt tilfælde, og det her var noget der var sket over flere omgange - muligvis overfor folk som var mindre... tykhudede. Hvad hvis det næste gang var en ung dreng eller pige? En ældre mand eller dame?
Byvagterne var kun så uduelige som man satte dem op til at være, og uden de rigtige informationer, var det jo klart at de ikke kunne gøre meget. En tanke han dog holdt for sig selv lige nu, da hans billede af byvagterne var farvet af et liv i de højere sociale lag. Han forstod - og ville nok aldrig kunne forstå den her fjendtlighed, selvom han havde sin anelse når Fabian omtalte sig selv som 'folk som mig'. 

Fabian var god til at slå voldelige begivenheder hen som ingenting. Det var sjældent han bad om hjælp, og måske handlede det noget om at han ikke ville være sårbar overfor andre? For han kunne godt blive ved på baggrund af andre der ikke var blevet behandlet pænt. Det var sket over flere omgange, men det var om dem der var tætte på ham, og åbenbart var han selv ikke så vigtig.

Et affejende smil var på Fabians læber, som han himlede lidt med øjnene. Han havde hørt smørren fra Aldamar før, måske ikke lige fra fyrstesønnen, men så fra nogle andre. Forældre og bekendte, og til tilder også kunder som nu, men de forstod det bare aldrig.
Som Aldamar pressede mere og mere på, forsvandt smilet også mere og mere, og det drillende blik var væk og erstattet af et mere seriøst. Den kælende hånd var også stoppet og Fabian fangede Aldamars øjne endnu engang. Hvis han ville have at de var seriøse, så kunne Fabian godt være det, selvom han ikke brød sig om det. ”Ved du hvad de siger til mig, hver eneste gang jeg har prøvet at anmelde noget?” sagde han, stadig lavmeldt, men det var ikke den frækhed der havde været de andre gange. ”At det var hvad der skete for en som mig, og det kunne de ikke gøre noget ved.” Det havde været hårde ord, og efter de første par gange havde Fabian givet op. Det havde ikke nyttet noget, og han havde hurtigt lært at det var det samme med mange af de andre prostituerede. Jo længere nede i samfundslaget, jo mindre vigtig var man. ”Det er ikke første gang noget i den dur er sket. Det har været noget af det meste absurde, men det er ikke som om at det ikke stadig sker for mig. Man tager den forkerte person ved et uheld, og man kan ikke gå i en uge hvis man ikke passer på, så en tur ned i en underjordisk ruin? Det er til at overkomme.” Det hjalp hvis man kunne få lidt hjælp fra healerhuset, men det var ikke altid. Hvis det var rigtig slemt, så tog Fabian også til Sif. Sif var altid tilbøjelig til at dele ud af godterne der var af at leve i et bordel frem for at køre det på den måde Fabian gjorde, alene og sårbar.

Det var som om en forandring gled over Fabian, idet at han fik øjenkontakt med adelsmanden og så at han faktisk mente det. Hvorvidt det var en god forandring, jah det måtte tiden vel vise idet Aldamar aldrig havde set Fabian i det seriøse lys - men lige nu bød Aldamar det velkomment. Aldamar lyttede dertil også til hvad han havde at sige... at han så var uenig, det var en helt anden ting.
Og det kunne de ikke gøre noget ved, andet end at snakke om det - ligesom de gjorde nu. Hans reaktion til ordende var minimale, adelsmanden lod ikke Fabian se den simrende uenighed der voksede ved hans ytrede mening. Men det var simpelthen en alt for opgivende holdning at have til sig selv og sine problemer... det var simpelthen for nemt. Det lød næsten på ham, som om at det bare var sådan verden var, og bare var sådan den altid ville være. En mentalitet Aldamar ikke selv havde kunne leve under siden mørket indtog Arys slægtens områder for flere år tilbage.
Hans uenighed ville nok ikke gavne noget, da han fornemmede noget.... defensivt i den her lille diskussion også.
Som om at han ikke ville lade Aldamar hjælpe ham, selv hvis han kunne.

"Overkomme?" gentog han endelig, og knyttede brynene. "Hvis det stadigvæk sker for dig, gør du måske dit arbejde -" Aldamar stoppede sig selv, da ordet 'forkert' ikke var noget han kunne tillade sig at bruge. I stedet rykkede Aldamar sig mere overfor Fabian, og trak et ben op i sofans stof for at kunne sidde med fronten direkte overfor ham. Han bed sig kortvarigt i læben; der var ingen grund til at angribe ham... selvom det var svært at holde irritationen ude af sin stemme. "Så hvad så hvis det sker igen, og du forsvinder i en uge. Eller vent, lad os sige to uger. Skal jeg så bare antage, at du måske - måske ikke, vender tilbage? Er det konsekvensen af at starte nogen form for relation til dig?" Aldamar's blå øjne glimtede skeptisk. Skulle han bare acceptere at Fabian satte sig selv i det sted? "Du lyder som en mand, der giver byvagterne ret. At det bare er hvad der sker for en som dig". Aldamar rystede endnu engang på hovedet. 

Fabian var defensiv omkring det, men det havde ligeså meget at gøre med at han havde set og følt på egen krop hvad det betød når byvagterne ikke tog deres job seriøst. Der var en grund til at de prostituerede stod sammen, når de stødte ind i nogen der ikke var gode, dem man skulle holde sig fra. Det var for at beskytte hinanden, når de vidste at der var folk i byen de ikke kunne stole på eller tage ind. Bordellerne var den grund og gode af mere end en af grund. Med mindre man gik ned i den lusede del af byen, eller til dem som teknisk set ikke holdt slaver, men bare meget dårligt lønnede folk. Det var dog ikke Fabians job at gøre noget ved det.

”Så gør jeg måske mit arbejde hvad?” spurgte Fabian, med en irriteret mine. Han kendte farerne bedre end de fleste, men han ville aldrig mene at han gjorde sit arbejde forkert, som Aldamar havde lagt op til. Det frustrerede ham dog at Aldamar ikke forstod at ikke alle have loven på deres side, og ikke alle var født med en guldske i munden.

Han tog en irriteret indånding, men han bakkede ikke væk fra diskussionen, selvom han nok godt kunne. Han kunne føje sig, som han så ofte gjorde med kunder, men hvad Aldamar ønskede var noget mere ægte ikke? Så mere ægte måtte det vel blive. ”Det er konsekvensen af at leve, Aldamar. Der mange skidte folk på gaderne, og der er aldrig nogen der tænker på det når et af gadebørnene pludselig er væk. Jeg passer til modsætning af mange, godt på mig selv, uanset hvor voldsomt det kan lyde, at jeg er vant til overgreb,” sagde han bestemt tilbage. Han havde været selvstændig i over 10 år. De fleste overlevede ikke 2, da det var den hårdere måde at gøre det på. ”Og det er hvad der sker for en mand som mig, tro det eller lad vær. Jeg ved næsten ingenting om dig, men her sidder jeg stadig i sofaen med dig. Ville det ikke være det samme, hvis du blev overfaldet i dit eget hjem? Var det ikke fordi at du var dum nok til at tage en skøge med hjem, som du ikke kunne stole på?” Det var hårde ord, men Fabian mente dem, ikke at han nogensinde ville gøre Aldamar fortræd, det lå slet ikke til ham, men nogle folk havde aldrig lært konsekvenserne af deres handlinger tydeligvis.

Fabian havde dog ikke gjort meget for at lukke diskussionen ned, formegentlig, men han håbede virkelig at Aldamar snart ville droppe det. Det ødelagde stemningen, og ærligtalt kunne Fabian også godt langsomt se hvordan fyrstesønnen som stamkunde begyndte at glide ud af i sandet. Det var jo ikke fordi han ønskede at skræmme ham væk.