Leander nulrede sin næsespids imod hendes og trak på smilebåndet ”Javel… Det så i hvert fald ud til du nød det” svarede han kækt op så på hende som hun rejste sig fra hans skød. Han så hvordan hun skævede væk, han var ikke sikker på han skulle kommentere på det, så i stedet rakte han blot en hånd op og nussede hendes ben før hun steg op af karet.

Han rejste sig selv fra karet som tæppet blev rakt over mod ham. De sølvhvide lokker hang ned over hans ansigt og gjorde det måske lidt svært at se så meget. Han slog tæppet omkring sig og rettede så blikket mod hende og lod et muntert grin undslippe over hendes kommentar ”Hov, hov unge dame” svarede han med et kækt smil på læberne og lod en hånd glide gennem lokkerne for at fjerne dem fra hans ansigt.

Han gik over bag hende og hev hende ind til sig og bukkede sig ned for at kysse hendes hovedbund.

Leander skar en grimasse som kedlen røg ned på gulvet og trillede lidt over gulvet, dog kunne han ikke lade være med at lade et muntert grin undslippe over hendes lille hvin. Han så ned på hende og trak let på smilebåndet som han bemærkede de rosa kinder, det klædte hende.

Han trak let på skuldrene ”Træt? Jeg tror ærligt ikke, jeg har været mere klar på at falde om i sengen med dig i min favn” svarede han med et skævt smil på læberne. Leander lod hende fjerne lokkerne fra hans ansigt og hørte hendes knurren af ham, hvilket han returnerede med en knurren tilbage.

”Ellers havde jeg bare taget dig over skulderen, gået i seng og holdt dig fanget i min favn” svarede han med et smil på læben.

Leander lod sig føre igennem huset efter hende uden at sige noget. Nok bemærkede han de gik forbi et større kammer, men han stillede ikke spørgsmål, for han vidste huset havde tilhørt hendes familie, så det havde sikkert noget at gøre med det. Han ville sikkert ikke selv syntes om at lede sin elskerinde ind i sin moders kammer. Gennem huset gik de til de nåede til Rox’ eget kammer, her var der alligevel også blevet gjort mere klar til ham i form af skodderne der var sømmet fast.

Leander kunne ikke sætte ord på, hvor taknemmelig han var for hun tog hensyn til ham. Han vidste godt det nok ikke altid var lige nemt at han var vampyr, men hun var vel sammen med ham af en grund ikke?

Han satte sig på sengekanten og rettede blikket mod hende med et varmt smil, men stadig uden at sige noget.

Som de sad der, følte Roxanne hvordan tyngden tog til i hendes krop. I alt der var foregået, havde endorfiner og adrenalin fosset rundt i hendes blod. Det var først nu, det var ved at gå op for hende, hvor udmattet hun var. Men det var det her hun havde savnet: Følelsen af Leander, der drev stilheden på flugt.

Fra en trækiste bag sengerammen, fiskede hun en ny natkjole frem. Det var tydeligt at den var gammel, for den havde engang været hvid og var slidt. Tæppet løsnede hun fra sin krop og nulrede det gennem sit hår, inden hun hang det til tørre over stoleryggen ved natbordet.

Da hun fik smyget kjortlen ned over de runde former, vendte hun sig pludseligt imod Leander. Uden ord, kastede hun sig imod ham, i et forsøg på at vælte ham ned i madrassen. Et lidt ynkeligt forsøg, givet hvor let den luftige fe var og styrken en mandlig vampyr besad, men et forsøg var det, som hun sprællende slog armene om Leanders brede skuldre.

”Rawrz!” råbte hun. Lige så faretruende hun kunne.

Leander’s krop blev også tungere som de var kommet ind til sengen og havde sat sig ned også på trods af det var mørkt uden for, dog havde han intet imod at ligge i sengen med hende mens hun sov, der var et eller andet over det, hun så bare så fredfyldt ud. Det var i sandhed rart at være tilbage hos hende.

Han så på hende som hun fiskede en natkjole op fra trækisten og da tæppet løsnede sig fra hendes lille fine krop, trak hans læber sig i et smil. Han følte sig heldig, at hun var hans var næsten uvirkeligt. Leander trak sit tæppe lidt længere op omkring sig og begyndte at tørre sine sølvhvide lokker en smule mere.

Som hun vendte sig og kastede sig imod ham, tog han imod hende med åbne arme og faldt ned på sengen. De rubinrøde øjne så op på hende og han så chokeret ud ”Årh nej, hvad skal jeg gøre… En eller anden, hjælp mig” svarede han og lod hende ligge oven på ham.

Leander lod et lille muntert grin undslippe over hendes protesterende ord ”Så må du angribe når jeg mindst venter det” svarede han med et glimt i øjet. Han skævede let mod det flakkende stearinlys og mærkede godt vindstødet, ikke det påvirkede ham på samme måde som hende. Leander sørgede for at holde hende ind til sig, nok havde han ikke meget kropsvarme at give af, men så kunne han give tryghed. Han skævede ned mod hende og derefter mod taget ”Det må vi få lappet, jeg hjælper gerne… Med mindre du er så stædig og gør det i løbet af dagstimerne” svarede han og lod en hånd stryge hendes ryg en smule. Han ville så gerne hjælpe hende, men han kunne ikke medmindre det var efter mørkets frembrud.

De rubinrøde øjne skævede ned mod hende og et smil havde fundet vej til læberne. Det var sødt hun sådan begravede sig under tæpperne, men for hende måtte det også være væsentligt mere køligt, for Leander lå ikke rigtig mærke til det, men hendes kropsvarme føltes dog rar, nærmest som der blev pustet en smule liv i hans egen ellers kølige krop.

Han ville ønske han kunne fortælle hende alt der var foregået, hele historien om ham… Men hun havde kun fået bider i ny og næ, for sandheden var at han var bange for hvad hun ville sige, hvis hun kendte hele historien, specielt om hans egentlig job. Leander skubbede tanken væk som han spottede de blå øjne så op på ham og han sendte hende et varmt smil ”Få noget søvn Roxie… Jeg passer på dig” svarede han og lænede sig ned og kyssede hende i hovedbunden.

Med en dyb vejrtrækning, smilte Roxanne op til Leander.
”Du kender mig for godt. Men jeg kunne godt bruge lidt assistance. Det er nemmere, når man er to. Måske kan jeg vente lidt”.

Hun aede sin hånd imod hans kind.
”Det ved jeg at du gør. Altid” hun aede hånden mod hans kind. Hendes øjne begyndte at blive tunge og glide i.
”Min helt… Slukker du lyset for mig?”.

Leander returnerede hendes smil ”Hvem ved… Måske det hele er ordnet når du vågner” svarede han og blinkede til hende. Der var i hvert fald en ting han havde tænkt sig at tage sig af… Den døde mand i skuret, det var hans skyld og det var ikke noget Rox skulle stå med.

Følelsen af hånden mod hans kind fik ham til at lukke øjnene et kort stykke tid, blot for at nyde det. Leander’s hånd rakte op og strøg hendes hår, den anden hånd rakte ud efter lyset som han pustede ud og satte tilbage på bordet. Han lænede sig lidt ned og kyssede hendes pande ”Sov godt min bevingede dronning” svarede han og begyndte at nusse hende med små strøg.

Der kom ingen svar. Men feen møvede sig kort op og kyssede Leander, inden hun puttede sig helt ind til ham. Da flammen var gået ud, var det eneste lys genskæret fra de andre rum for enden af gangen. Med de bløde strøg ned af hendes ryg blev hendes vejrtrækning tungere. Indtil hendes bevidsthed flød væk.

Leander lå i noget tid og sørgede for hun rent faktisk sov og da han var sikker, møvede han sig ud under hende og smilede for sig selv. Så fredfyldt hun så ud... Han havde noget der skulle ordnes, men han havde ikke noget rent tøj så vidt han vidste. Han gik gennem huset i mørket og til kammeret de havde passeret, rummet med den gamle jakke han havde spottet. Han fandt noget henlagt tøj og klædte sig kun i et sæt bukser, bare for at være en smule dækket. Han havde gået og forsøgt at spotte det hul der var i taget som hun snakkede om og ganske rigtigt, der var et hul i taget, men han var sikker på, hvis han begyndte at arbejde på det på denne tid, ville Rox sikkert vågne, desuden ville hun sikkert have nemmere ved at komme op på taget end han selv. plus hun vejede mindre end han og der var ikke nogen grund til at lave flere huller i taget... Han fandt noget at skrive på og med og lavede en lille seddel der skulle sendes med manden i brændeskuret ”Tag dette som en advarsel… Ser jeg jer igen… Dør i” skrev han og tog tingene med sig ud.

Leander gik ud ad hoveddøren og ud i mørket. Hun havde ret, der var ved at trække op til storm, for nok var han vampyr, men denne kulde kunne faktisk mærkes. Han spejdede rundt efter fårene og så dem ligge godt pakket, men Gumle var vågen og på vagt, hvilket fik ham til at gå med langsomme skridt mod brændeskuret. Som han åbnede døren, mærkede han hvordan alle følelserne fra tidligere skyllede ind over ham, men han var knapt så ked af det længere, men mere rasende… Han sparkede en enkelt gang til mandens ene ben før han satte sig til at klargøre en portal frem til det sted han var flygtet fra tidligere. Der gik nogle minutter og han samlede manden om i sin favn efter at have placeret hans lille note på ham og kastede ham igennem portalen, før han lukkede den. Det var ovre nu… Rox behøvede ikke at tænke på manden… Nu skulle hun blot tænke på taget…

Han gik indenfor igen og fandt nyt at skrive på ”Jeg har ordnet manden… Han er væk. Jeg har lokaliseret hullet i taget, længere nede ad gangen, men ville ikke tage mig af det mens du sov. Sørg for du er i sikkerhed i dagstimerne, min dronning… Din Nattergal” fik han skrevet pænt og gik tilbage på hendes soveværelse, lå noten på bordet ved lyset og møvede sig ind til hende igen. Daggry ville komme før eller siden.