Den anden sæbe, eller olie som det jo egentlig var, fik lov til at sidde i noget tid. I det tidsrum var gled Aldamar's hænder ned omkring skuldrene på Fabian for tålmodigt at nusse den ømme krop en anelse, og måske også for at varme manden en anelse op, da han virkede nok så skeptisk i forhold til Aldamar's spørgsmål. Dem alle sammen? Overrasket spærredes hans øjne en anelse op ved størrelsen af Fabian's familie, og fyrstesønnen nynnede en anelse overvejende. Måske ikke dem alle sammen. 

Den ene hånd gled ned omkring hans hage for at vippe hans blik opad, så Aldamar's blå øjne med et stilfærdigt smil kunne fange hans, lurende over ham. "Måske bare dem der var vigtigst, så" tilføjede han spørgende, og slap igen - gled i stedet ned omkring hans skuldre endnu engang, så han ikke behøvede at kigge op imod ham, selvom han da ikke ville have noget imod det hvis han blev ved. 
Aldamar var ikke naiv, og der var altid nogle man var tættere med end andre, specielt i en søskendeflok som den Fabian kunne præsentere. Og i og for sig var dem der ikke betød noget for ham ligeså personligt, heller ikke vigtige for den mørkhårede Arysprins at høre om, eller kende til. 
Olien skulle sidde i, i små fem minutter. Den ville gøre det blonde hår silkeblødt at røre ved, og selvom Fabian's hår var glat som bare pokker, ville det muligvis skabe en anelse fald. Måske. 
Nu var det heldigvis ikke fordi at Fabian som udgangspunkt manglede volumen i sit hår, heldigvis. 

Det var udelukkende af instinkt, at Fabian mærkede sine egne hænder komme op og lagde sig hen over fyrstesønnens hænder der holdt om ham. Det var næsten helt fredfyldt, også selvom hans krop stadig værkede en lille smule, og at han var ved at blive helt rynket af at sidde i badevandet. Det var lang tid siden at han havde givet sig så god tid til at blive badet, og heldigvis var stenkaret god til at bibeholde varmen i vandet. Måske var der indlagt magi i det? Det ville ikke komme som en overraskelse for Fabian hvis adelen brugte så mange penge på komfort.

Hans øjne mødte kortvarigt Aldamars øjne, men var glad for at han ikek skulle holde positionen i alt for lang tid, og han kunne vende tilbage til at se lige ud.
”Du mener jeg skal favorisere min egen familie?” sagde han, et smørret smil på sine læber, for det kunne han nu engang sagtens. Der var dog ingen han var speciel tæt på mere. ”Min lillesøster har altid været.... fuld af energi. Hun var mere en af drengene end noget andet,” sagde han. Han håbede stadig hun havde det godt. ”En af mine storebrødre har altid været... mere indelukket. Han er også blevet læge, meget fornemt.” Det var ikke dem alle der kun kunne finde en levevej i den lave ende af samfundet, men Vitus havde nu altid skiltet sig ud fra alle de andre. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, og det var ikke ligefrem fordi Fabian følte sig mindre værd pga. ham

Hænderne greb endnu engang ud for at gøre sit arbejde med håret færdigt, og den fedtede men samtidigt nu bløde tekstur gjorde det behageligt at køre fingrene igennem. Når han var færdig med ham, kunne det jo være at der kom flere bade invitationer en dag i fremtiden, især når han fandt ud af hvor godt det føltes når man kom ud herindefra. Det var i hvert fald ikke noget han ville have synderligt meget imod - om det blev timet så huset ikke var fyldt - det var så helt sikkert. Og næste gang ville han bestemt også selv være med.
Desuden, så var det sjældent at de talte sammen sådan her, og måske var der bare en bestemt fornemmelse eller energi når man var i bad, frem for når man ikke var. 

Hvad end det var, så gjorde det at Aldamar nysgerrigt hørte ham fortælle en smule som sine søskende, og et stilfærdigt grin lurede i fyrstesønnens stemme da han dertil også selv svarede. "Læge siger du? Måske er det ham vi ender med at få fat i, når helbrederen kommer" kom det drillende fra Aldamar, der dog ville foretrække hvis skæbnens ironi kunne holde sig en anelse ude af hans liv, de her dage. "Så, næsten klar" tilføjede han derefter hurtigt og greb fat i spanden ved siden side...
For at tømme hele indholdet over Fabian med et tilhørende lille grin, og noget der måske også ville afbryde ham i hvad end han kunne have tænkt sig at svare. 

Fabian ville i hvert fald ikke være typen der sagde nej til en badeinvitation en anden god gang, især når han var i lidt bedre stand. Mange af de gode ting man kunne lave i et bad, blev lidt elimineret af at hans krop fysisk ikke ville synes det var specielt sjovt lige nu. Der var fingrene i håret noget der var meget nemmere at håndtere, selvom han stadig havde et par påbegyndende buler og lignende i hovedet. Det var dog mest hans hjerne der gjorde ondt deroppe.

Han begyndte alligevel at grine lidt lavmælt og kort, da Aldamar foreslog at hans bror måske ville komme forbi. ”Du ønsker du vel en magisk healer ikke?” Det var ikke noget Vitus lå inde med, med mindre det var blevet udviklet de seneste par år. ”Desuden praktiserer...” mere fik han ikke sagt som vandet blev dumpet ud over ham, og en lidt spruttende lyd lød fra ham, som han lukkede øjnene og munden i, mens vandet løb af ham. Det var først da han fik tørret noget af det væk, at han trude åbne øjnene igen. ”En advarsel?” sagde han, og kiggede sig om for at kigge på Aldamar. Han følte sig lidt som en våd hund, og bare for at sælge det lidt bedre, så vendte hans mundviger nedad og han kiggede lidt alvorligt på Aldamar, som han grinte af ham. Der var dog stadig et hint af morskab i de blå-grønne øjne. 

Aldamar klukkede morende for sig selv, og havde det vist sig at Fabian reelt set var blevet sur, så  ville han nok heller ikke have moret sig så fint over det. Men det blev han heldigvis ikke, og trods tonen var anklagende var øjnene funklende, og Aldamar rejste sig op og tørrede en ikke eksisterende tåre væk fra det sure ansigt "En advarsel?" gentog han 'uforstående', som havde han ikke helt et begreb om hvad han dog skulle advare ham imod. 

Aldamar fik dog grebet et håndklæde, og rakte inviterende en hånd frem for at hjælpe ham op af badet, hvis han ikke planlagde at ende som en rynket daddel dernede. Det var efterhånden tid til at han måtte komme op, der kunne ikke være meget mere end en halv time tilbage, af den time fyrstesønnen havde skaffet dem og der skulle også tages højde for at alt foregik bare lidt langsommere end det plejede, for den kære mand. 
Når han trådte ud af karret, ville Aldamar dog ikke selv være langsom til at få lagt et håndklæde om overkroppen på den nyvaskede, blonde Fabian, hænder der greb fat i hver sin ende af håndklædet og lukkede det, som en bizar form for krot kappe. Han slap ikke stoffet, men holdt det lige sådan i nogle sekunder, kiggende drilskt op på noget højere mand, førhen at han momentært - og noget der ikke skete ofte - rejste sig en anelse på tæerne for at kunne plante et lille kys imod ham. Så velduftende. 

Hvis ikke han både ville være bange for at falde, og det faktum at hans fod stadig dunkede svagt, så ville han havde rejst sig op og eventuelt hevet Aldamar med ned i karet. Der var dog også det faktum, at Fabian var ret sikker på at Aldamar ville blive en anelse sur over at blive våd, nu når han var så bange for at blive opdaget.
I stedet for blev det en lille stille opstigning af badet. ”Ja, du ved udmærket hvad det går ud på,” sagde han, og lod sig hjælpe, mens hans udtryk blødte lidt op. Et enkelt gys gik igennem ham over den stadig lidt køligere og fugtige luft der var herude.

Han var glad for den ekstra assistance der kom med at Aldamar var her, og også håndklædet der lidt tog noget af luften væk fra ham, og så han var tæt på fyrstesønnen.
Smilet blev lidt større, som Aldamar stillede sig på tæer og han så mærkede de bløde læber mod hans egen. ”Okay, du er ikke helt slem,” hviskede han da de brød. For til trods for at han blev nødt til at læne sig kun på den ene fod og alting værkede lidt, så var det her helt fint. 

En våd Aldamar ville ikke ligefrem være en tilfreds Aldamar, og der var heldigvis en ganske god fornemmelse af at være 'beskyttet' så længe de ikke havde mere tid end som så. Han tvivlede nemlig ikke et sekund på, at Fabian var hævet over at give den mørkhårede prins samme behandling som han blev udsat for - vrissende eller ej. Så det eneste der holdt ham tilbage, måtte være hans strenge holdning, nej, fornemmelse omkring emnet 'de to sammen'... selvsamme nagende fornemmelse som af og til fik ham til a skutte imod døren til værelset, når Fabian ikke så det. 

Ah, han var altså ikke helt slem? Aldamar grinte en anelse for sig selv ved den kommentar, øjnene stadigvæk låst imod det kønne ansigt, og fyrstesønnens ene hånd fandt - uden at kigge endda - skøgens egen hånd, for at løfte den op til håndklæde kappen han havde på, så den ikke gled af ham da Aldamar slap. "Kun halvt slem, og kun en gang imellem?" kom det undersøgende fra fyrstesønnen, der endelig formåede at vriste sine hænder fri fra ham (det var sværere end man umiddelbart ville tro), og i stedet greb den skjorte han havde efterladt derinde, så de kunne komme ud igen. 
Han vidste ikke om Backer ville komme herop og banke på, eller om han holdt sig nok ude af det til blot at vente på at Fabian og Aldamar kom ned igen. Han regnede halvt om halvt med det første, imens at han virkelig håbede på det sidste... om ikke andet, havde de velsagtens stadigvæk noget tid. 

Blev han ikke stoppet, ville Aldamar bevæge sig hen til sengen og sætte sig der, imens at han fumlede med at få den (en smule) fugtige skjorte på igen. 

Heldigvis havde Aldamar taget den mindre ødelagt arm, så der kom ingen umiddelbare protester fra Fabian, som hans hånd holdt fast i håndklædet. Han følte sig stadig lidt som en våd hund, men han var blevet mere blid i trækket, også selvom han ikke helt kunne stoppe den drillende energi der omsluttede dem begge to. ”Ja, kun engang imellem,” sagde han drillende tilbage, selvomd et langt fra var sandheden. Aldamar var sjældent slem, og når han var, så... var Fabian det også ofte tilbage igen. Det var efterhånden et stykke tid siden at de havde haft et solidt skænderi. Der var stadig de små ting, men de var til at... overkomme.

Da Aldamar så også overlod Fabian til sig selv, så begyndte Fabian at tørre sig selv af. Ligeså forsigtigt. Der var ingen hast, og det var først da han havde tørret hvad han kunne, uden at komme til skade, at han begyndte at humpe over mod værelset igen, hvor tøjet vidst var.
Det var primært hans nedre krop der stadig var våd, og håret, fordi den ene arm ikke var særlig samarbejdsvillig, og han kunne ikke rigtig bøje sig. Håndklædet var dog slået omkring ham igen, og holdt med den ene hånd fat i det for at det ikke gled. Hvis Aldamar ville have nogen ting var anderledes, så kunne han jo hjælpe.

Det tog ikke lang tid for fyrstesønnen at få taget skjorten på igen, og man kunne - givet den sorte farve - heldigvis ikke se de mørkere steder hvor at vand alligevel havde formået at ramme ham. Imens at Fabian tørrede sig af, blev knapperne langsomt knappet og det var først da han humpede ud af baderummet at Aldamar kiggede op igen. 
Den humpen... det mindede endnu engang Aldamar om at det faktisk var vigtigt at få skaffet ham en til helbreder, og alternativet der havde været over ham, hvis det ikke havde været ham der havde fundet Fabian i gyden. Hvor lang tid ville han så have holdt det hemmeligt? Ville han overhovedet være mødt op, den kommende torsdag? 

Aldamar klappede på pladsen ved siden af hvor han sad, for at få ham ned og sidde. "Har du brug for hjælp med tøjet?" kom det undersøgende fra ham, omend en anelse påpasselig, da han ikke ville at Fabian afviste ud af stolthed. På den akkord, var det at Aldamar alligevel rejste sig, men ikke for at hjælpe ham over til sengen - endnu - men derimod for liiige at tjekke om døren faktisk var låst - det skulle lige godt passe at den ikke var det, igen. Heldigvis synes erfaringer ikke at ville lade fyrstesønnen glemme den vigtige detalje, nogensinde igen, og han vendte sig med et opmuntrende smil omkring. 
"Jeg håber at du kan passe det... det skulle lige godt passe, at det sad for stramt, mmh?" imens at han gik tilbage imod ham blev det sagt, og Aldamar rakte prøvende armen frem, om Fabian ikke var kommet alt for langt. 

Der var kun så meget stolthed man kunne beholde, når man allerede var blevet fundet banket halvt til døde. Han følte sig ærligtalt lidt som en invalid, men det var også første dag. Et par dage til, og så ville det nok blive lidt bedre. Heldigvis blev der ikke stillet spørgsmålet om hvad hvis Aldamar ikke havde fundet ham. Han ville ærligt ikke kunne svare på det. Han arbejdede stadig når han havde skader, men ville han turde at se Aldamar i øjnene?

Han fik dog humpet sig over og sat sig på sengen, og nåede ikke engang at placere hænderne på Aldamar, inden han begyndte at rykke sig igen. Et lidt skuffet udtryk kom kort over skøgens ansigt, inden det forsvandt igen. ”Mon ikke jeg godt kan, med mindre... det er for stramt,” sagde han og grinede drillende, hvilket nok i sidste ende var for at skjule den underliggende ubehag og pinlighed over at han potentielt skulle have hjælp
Han rakte lidt prøvende ud efter skjorten der lå i hans umiddelbar nærhed. Det ville nok være nemmere at få på, så han tog den over til sig, inden han prøvede at tørre spidserne af håret endnu engang, inden han begyndte at trække den på.
Selve armene kom med nogenlunde nemhed igennem, han sørgerede også for at starte med den der ikke var i så god stand, da han  bedre kunne manøvre den anden, og det var først da han rakte ud efter bukserne, at han begyndte at overveje det kunne være et problem. Han kunne ikke bukke sig særlig godt i øjeblikket, men hans øjne nægtede at kigge over mod Aldamar. 

Det var ikke sådan, at han med det samme virkede til at tage imod hjælpen. Han begyndte selv at ordne skjorte, og Aldamar lod ham gøre det, uden de store indvendinger imod det. Lige så underlig en situation som det var for Fabian, jah ligeså underlig en situation var det for Aldamar. Han... han vidste ikke hvordan han helt skulle greje det her - kommentaren var sagt for at lette stemningen, men desto nærmere han arbejdede sig imod resten af tøjet, desto mere tvivlede han på at det ville blive noget han kunne ordne selv. Han virkede så stiv i kroppen, at... 

Aldamar rykkede sig ned ved siden af Fabian, en kort hånd på hans ene lår og et blik imod bukserne på den anden side af den blonde mand, inden at det gled op imod ham. "... det er lidt en omvendt situation, heh.." Aldamar smilede prøvende og gav låret et lille klem, inden at han lod hånden glide op imod ansigtet, for at dreje det, om han stadigvæk nægtede at se på ham. ".. normalt plejer jeg ellers at få dig hurtigst muligt ud af dem, men... nogle siger jo, at forandring gør godt?" kom det med et stille smil fra ham, og de mørkeblå øjne betragtede ham en anelse afventende, en anelse forsigtigt i sin ømhed. Han kunne ikke tvinge ham til at tage imod hjælp, men han ville... helt bestemt foretrække at han gjorde det. Han behøvede ikke at mosle rundt med det, han behøvede ikke at gøre det sværere for sig selv. 

Men det havde altid været et lidt ømtåleligt emne, når han prøvede at... gøre ting for ham, og det vidste han inderst inde godt. 

Det var lidt svært at blive ved med at benægte at se Aldamar i øjnene, som han mærkede varmen fra den anden mand, og det lille klem om låret. Især som Aldamar fysisk tvang hans hoved mod ham. De blå-grønne ramte de blå, og de var i det her øjeblik ulæselige. Der var i hvert fald noget Fabian forsøgte at gemme for Aldamar, og han var ikke helt villig til at virke så skadet som han nu engang var. Dog kunne hans ord og væremåde ikke ligefrem gøre noget, når alle skaderne var til fuld skue for dem begge. Skjorten dækkede kun en smule og den var ikke ligefrem knappet endnu. Det var så meget nemmere at hive tøj af frem for at tage det på.
”Men det er altså langt mindre ophidsende,” hviskede han alligevel grinende tilbage selvom det ikke nåede hans øjne.

Derfor greb Fabian også ud efter bukserne for selv at tage dem. Han kunne godt. Det var som om at hvis han fortalte sig selv det nok, så ville det nok ske, Han fik sig da også lænet sig lidt ned, en lille trækning om øjet som smerten begyndte at sætte ind, men det var først da han også forsøgte at få hans brækkede arm til at samarbejde, og få benet igennem at han måtte erkende sit nederlag. Et jag af smerte, og dermed en hissende lyd af smerte kom fra skøgen, og han blev nødt til at sætte sig op, og få noget ordentlig luft igennem kroppen, mens han prøvede at få smerten til at gå væk. Aldamar var virkelig den sidste han havde lyst til at skulle se ham sådan her. Det var også kun viljestyrke der gjorde at tårerne ikke fik presset sig selv på. ”Okay,” kom det også endelig fra ham, sammenbidt og frustreret. 

Han forsøgte at gemme det, og forsøget var også delvist lykkedes, hvis det ikke var for alle de ydre faktorer der spillede ind. Han havde ondt, ellers havde han ikke tøvet. Og Aldamar vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, foruden at vente i irriterende og næsten pinefuld tålmodighed, imens at han endnu engang skubbede hjælpen væk med en lille, ironisk hvisken. Her måtte fyrstesønnen dog give ham ret - en ufrivillig lille latter forlod ham ved de ord, fordi det var i dén grad langt mindre ophidsende, så meget at det næsten var komisk for Aldamar's til tider sorte humor. 

Fabian greb selv fat i bukserne, og Aldamar stoppede ham som sagt ikke i det forsøg der fulgte med. De mørkeblå øjne stoppede dog heller ikke med at betragte ham imens, og da det første stik af smerte, skarpt efterfulgt af en hvæsen forlod ham, krympede han sig ufrivilligt, trods han ikke prøvede at lade det vise på sig. Hånden der havde forladt hans lår skød næsten automatisk frem for at holde om ham, men stoppede sig selv i sin egen bevægelse. Ikke endnu. 
Først da han med et sammenbidt 'okay' accepterede hjælpen, kunne Aldamar ånde en anelse lettere ud, og hurtigt rejse sig for at få hjulpet stoffet op af benene, så de kun skulle op over røven til sidst. 
"Jeg.. kom her med din hånd" mumlede han idet at han rakte ud efter Fabian's raske arm, for at hive ham op fra sengen i nogle sekunder, så resten kunne komme ordentligt på. Detaljerne med at få skjorten ned i, eller lukket bæltet, det kunne de altid ordne senere. 

Blidt ville Aldamar få skubbet ham tilbage at sidde i sengen, og selv sætte sig ved siden af ham, hvis han altså ikke direkte nægtede at sidde ned mere, en nussende hånd på den ene skulder. 

Det var ikke fordi Fabian ikke godt var klar over at han havde behov for hjælpen, eller at det var stolthed og stædighed der satte en stopper i det. Men selvom han var klar over alt det her, så var det stadig en bitter viden at have, især som hans krop bare måtter erkende at han ikke kunne gøre meget indtil han havde fået lov til at blevet helet. Enten af tidens gang, eller af den healer som eftersigende burde være på vej.

Han var dog ikke på tværs da hjælpen så også kom, selvom man godt kunne se på det hårde udtryk i ansigtet, at han ikke var glad for det.
Benene blev hjulpet i, stadig med en lille hvæsen da hans hævede fod skulle i, men ellers så lod han Aldamar gøre som han ville, og lod sig også hjælpe op på benene og så ned og sidde igen. Han følte sig så hjælpeløs.

Den trøstende hånd på skulderen hjalp desværre ikke meget på humøret. "Kan du stoppe med at se sådan på mig?" var desværre også de eneste ord der fandt hans mund. De var ikke nødvendigvis hårde af tone, men det var tydeligt at han ikke fik det bedre af sympatien. Det højeste punkt i hans humør havde uden tvivl været mens de stadig havde kunne drille hinanden, som om intet var hændt, og det var også hvad han foretrak at lade som om.

Skæbnens ironi ville have det sådan, at ligesom Aldamar ikke selv ønskede medlidenhed eller trøst, så ville Fabian tydeligvis heller ikke. Og i et kort sekund, følte han hvor uretfærdig den henstilling var. Han ville jo bare gerne hjælpe ham, han syntes virkelig ikke det var retfærdigt hvad der var sket, og i den forstand, havde den blonde mand intet at skamme sig over. Men det var svært ikke at tage imod ordene, når han - om det var ham der sad i den omvendte situation - ville afkræve præcis det samme. 
Måske havde Fabian ikke fundet fyrstesønnen så fysisk hærget som han selv var nu, men mentalt? Ordene ekkoede som en genklang af dengang, og Aldamar slap ham som havde han brændt sig. 

Kæben spændtes en anelse idet at det dog ikke var helt frivilligt at han slap, men at slippe ham gjorde han, og kiggede i stedet for i et ryk frem for sig, selvom dét heller ikke ligefrem var nemt at gøre. "...." Aldamar tøjlede også hvad end der måtte være kommet ud af svar tilbage, da det umuligt ville have kunnet efterkomme hans ønske om ikke at se eller for den sags skyld høre medlidenhed, også. Og det provokerede ham en anelse, at han ikke måtte have ondt af ham, selvom han ikke mente at det var værd at nævne lige nu. 
I stedet rejste han sig, Fabian's håndklæde i den ene hånd og gik hen for at kaste det ind i baderummet og lukke døren ordentligt. 

Da han vendte sig om, var der et mere muntert glimt i de mørkeblå øjne, trods det var tvunget frem; han vidste ærligt talt ikke om det var bedre, end at han ikke måtte have plads og tid til at have ondt af ham. ".... jeg fik Backer til at gøre klar til at vi kunne sidde i en af de mindre stuer... hvis vi skal komme derhen nogenlunde til tiden, bør vi gå snart" indlagt at Fabian gik langsomt - nu jokede de jo bare med det. 

Fabian var ikke helt sikker på hvorfor Aldamar reagerede som han ville, og uheldigvis var han også dybt nok i sit eget selvmedlidenhedshul, at han også var lidt ligeglad. Det var vel ikke for meget at forlange. Han drog absolut ingen parallel med hvad der var sket blot et par måneder forinden, hvor han havde fundet Aldamar i dårlig stand. De havde trods alt aldrig snakket om det, som var det en hemmelighed selv mellem de to. Der var ingen grund til at snakke om de hårde ting.

Men selvom Fabian kunne se og mærke at der var noget galt, så var han ligeså hurtig til at gribe muligheden om at lade som om at intet var galt.
Det var selv et muntert smil der blev tvunget frem på Fabians læber og i hans øjne, selvom det hele føltes lidt skævt lige nu. Som om at de ikke helt passede sammen som de normalvis gjorde.

Han fik rejst sig op, men denne gang søgte han ikke Aldamars hjælp til at gå, men sørgerede for at skjorten i det mindste var knappet. ”Jeg er også næsten klar, ellers, så kan jeg sikkert godt forvilde mig selv derned af... hvis jeg ikke finder Arya i stedet for,” han forsøgte at holde det muntert men det var svært. Heldigvis var hans ene hånd nok til knapperne, selvom han nok ikke ville se så ordentlig ud som Aldamar nok ville have ham til det.

Det gjorde ondt og sveg, at hans omsorg ikke blev mødt med taknemmelighed eller ømhed, men derimod tog form som en blank afvisning. Det havde han ikke forventet, han troede de var tættere end det, og han var ikke et stort nok menneske til at ryste det af sig, bare lige sådan. Følehornene var trukket til sig, og Aldamar bandede indvendigt over at Fabian ikke reagerede - han burde reagere. Men nej... selektiv hjælp blev valgt til, og Aldamar's sjæl knyttede indvendigt sine hænder ved det muntre smil der sprang frem på Fabian's læber, så nemt. Ah, lift hjem kunne han godt tage imod. Hjælp til badet, det kunne han godt tage imod. Men et venligt klap på skulderen - noget der ikke var pengemæssigt eller fysisk? Det var svært ikke at blive såret, når man så det fra den vinkel.

Han betragtede hans arbejde med knapperne - sjusket arbejde - men kommenterede ikke på det, og vendte i stedet blikket imod døren, idet at han selv lod hænderne trække skjorten ordentligt ned og rette de rynker der ikke hørte til, ud. "Det er nok nærmere hende der finder dig" kom det med et lidt strammere smil men stadigvæk munter tone fra ham, nu hvor at han heller ikke virkede til at ville have Aldamar med sig på vejen derned, og han sank noget spyt fra sin efterhånden tørre mund; han var nødt til at komme lidt væk fra ham, og komme ud med den her pludselige kulde der havde sat sig der hvor varmen ellers normalt sitrede. 
"Hvis du farer vild, så spørg efter Sølvstuen, så bliver du vist derhen... jeg kommer så snart jeg kan, je-jeg har lige et ærinde" måske sagt en anelse hurtigt, jah snublende  til sidst, og Aldamar nikkede  førhen at han med hurtige skridt bevægede sig igennem rummet, for at kunne komme ud på den anden side af døren. Hvis han ville klare sig selv, måtte det jo være sådan. 

Hvis Fabian havde haft mere hjerne lige nu til at tage sig af den anden mands følelser, så ville han sagtens kunne sætte sig ind i hvor ondt det måtte gøre. Han ville nok føle det samme, hvis det havde været ham, især på det her punkt i forholdet. Desværre var det svært at se udover sig selv, når man var grebet af følelser man ikke ofte havde, og frustrationen over det hele overskyggede de sidste empatiske tanker der kunne snige sig ind i hovedet på ham.

Han kunne også mærke sig selv blive frustreret på Aldamar, over den måde han forsøgte, men alligevel ikke formåede at lade som om intet var hændt. Umådelig uretfærdigt af Fabian, men desværre kun der hvor han var med sine tanker lige nu.
Alligevel ramte det ham lidt hårdt da Aldamar pludselig havde et ærinde alligevel, og man kunne se hvordan Fabian gik i stå og et kort øjeblik var det næsten fortvivlelse på hans ansigt, men hurtig som han var, maskerede han det. ”Jeg... ser dig derhenne,” kom det lidt langsommere fra ham, som han så Aldamar forlade ham med hastige skridt.

Turen ned til Sølvstuen blev derfor taget i stilhed, nu når Fabian endnu engang var alene, og han kunne gå med sin egen bitre følelse i maven. Han mødte heldigvis en tjener som kunne pege ham ned i den rigtige retning, og da han ankom satte han straks vejen mod sofaen der stod tættest ved pejsen som var tændt op. Han ville stadig gerne have lidt varme.

Aldamar ventede ikke på at se udtrykket han efterlod Fabian med, da han lige fluks styrede imod døren, og hurtigt fik den lukket bagved sig, en mere skælvende udånding til følge; den havde bygget sig op i det korte tidsrum temperaturen var dalet så drastisk derinde. Aldamar tog sig lige nogle sekunder ved døren, hånden knugende om dørhåndtaget så knoerne blev helt hvide, inden at han med et fnys slap, for at bevæge sig imod palæets have med hurtige og stive skridt. 

Udenfor, gik der ikke lang tid før at den krydrede duft af en pibe spredte sig i det lille afdække der skærmede for regn og vind, og Aldamar betragtede med et stivnet udtryk natten foran ham. Forbandet. Han vidste ikke hvor det kom fra, men det gjorde ondt på en helt specifik måde... som mindede ham om sorg - hvilket var decideret uhørt. Og i stedet for at anerkende at det havde gjort ondt, begyndte Aldamar i sit oprørte sind i stedet at udskælde den blonde mand i sine tanker, vrede havde altid været lettere at forholde sig til, og han var skam også vred over at noget så uskyldigt, kunne blive afvist så groft. Aldamar bappede på piben for dens beroligende effekt - det havde også været tåbeligt af ham - og lod den de næste 15 minutter dulme nerverne en anelse, dog ikke videre hensigtsmæssig overfor Fabian's frustration med hvad der var sket, i sine stadigvæk støt stigende irriterede tanker - det var jo ikke skøgens egen skyld, det gav ingen mening at han var så frustreret, fra Aldamar's synsvinkel i hvert fald. 
Derfor gik der i alt 20 minutter fra da Fabian var kommet, til at Aldamar selv med en stille knirken i døren trådte ind i Sølvstuen, og hurtigt fandt Fabians silhuet i sofaen imod pejsens flammer. Tjeneren der var kommet ind i mellemtiden, bukkede kort førhen at han forsvandt, og Aldamar bevægede sig uden et ord hen, og satte sig i den anden sofa, overfor. Det ene ben foldedes karakteristisk over det andet, og Aldamar lænede sig tilbage, et noget mere passivt udtryk og ro nu hvor at han havde fået raset ud, ude i haven. "... helbrederen kommer om ikke så forfærdelig længe" kom det henkastet fra ham, og han betragtede med et fint, lille, skævt, lidt for afslappet smil Fabian. Det burde han vel være glad for. 

Måske var intet godt nok for Fabian lige nu. Han følte sig umådelig frustreret over Aldamar, og selvom Aldamar måske havde formået at rase ud, så sad Fabian bare med sin egen frustration, ude af stand til at komme ud med den. Hans norm var ikke ligefrem bare at rase ud, og ofte ikke for sig selv. Alle frustrationer han havde, de endte ofte med at komme til udtryk mere fysisk. Der var nok en grund til han var endt hvor han var, for den eneste måde han rigtig bearbejdede noget, var gennem sex. Derfor var processen desværre også længere.

Hans øjne fulgte dog Aldamar som han kom ind, men da fyrstesønnen bevidst valgte at sætte sig væk fra ham, så tvang han i stedet for sine øjne mod flammerne, og lænede sig mere tilbage i sofaen. ”Godt,” var svaret der kom. De to mænd havde aldrig rigtig været gode til at kommunikere sammen.
Fabian havde heller ikke lyst til at starte et stort skænderi. Han var for træt og øm til overhoved at tænke sig til at han kunne overskue det. Han havde bare behov for hvile, varme, og måske en krop der ikke kastede ham bort som Aldamar lidt havde gjort tidligere. Han kunne forstå at være påpasselig om at de var i hans hus og at blive opdaget, men at se Aldamar decideret flygte fra ham, det var alligevel noget andet.
I det mindste havde han fået opfyldt et af sine krav, det var varmt.