Det var ikke fordi Fabian mente at han gjorde mere ud af det end han normalvis gjorde, som han udforskede kroppen, og helt ærligt, så var Aldamar ligeså tilbøjelig til at gøre det, som han selv var. Det var bare altid svært at være tålmodig, når man var den der lå og ventede på at noget skulle ske, og den position kendte Fabian nu alt for godt. Mængden af gange han havde ligget og vredet sig, tigget for at Aldamar skulle tage sig sammen og tage ham.

Det var dog også ordene der skubbede Fabian til endelig at skubbe lidt længere. Han kunne være drillende, og bede Aldamar faktisk fuldføre sin sætning, men han vidste jo godt hvad det betød.
Hans fingre fandt endelig stoffet, og møvede det så ned, og hev det af Aldamar, så endelig at han var fuldstændig nøgen. Fabian kunne mærke blodet bruse gennem hans krop, og lysten der bare bankede i ham. Det var næsten lidt uretfærdigt hvor godt Aldamar så ud, rød, hvid og mørk.

Han lænede sig op igen, lod deres kroppe, og deres underliv strejfe hinanden endnu engang, dog denne gang var det for at række op, for at få fat i noget smørrelse, som han vidste Aldamar havde liggende ved sengen, eller det plejede det i hvert fald. Hans fingre fandt det nemt, mens hans øjne forblev på det flotte ansigt. Han vidste jo tættere de kom på det, jo mere virkeligt ville det nok også blive for Aldamar. 

Endelig var det at han følte stoffet glide væk fra underlivet - endelig, og ikke længe skulle der gå, førhen at noget meget bedre fulgte med. Idet at Fabian's ansigt fandt vej op igen - det smukke ansigt han kendte så godt - var det at han følte kroppen gnide sig lokkende imod hans, og endnu et støn af iver gled over de smalle læber, ved den nydelse det bragte med sig. Værende i forvejen ganske sensitiv, var det mildest talt fantastisk, og hovedet lænede sig tilfreds tilbage. 
Fantastisk nok til at ryggen atter blev lagt ned imod madrassen, og Aldamar's øjne gled halvejs i, trods han formåede at holde dem åbne idet at han mødte det blå-grønne blik fra den anden mand. 

Hænderne strøg ham dertil over den nøgne ryg, jah bevægede sig nok af ren vane længere ned imod lænden for at skubbe ham tættere på, førhen at det gik op for ham at Fabian havde rakt ud efter noget på natbordet, og se dét gibbede lidt i ham. Blandet med den ellers flammende lyst, som havde farvet kroppen og øjnene i deres egne farver - noget der var så fantastisk fremprovokeret af alt hvad han havde gjort indtil nu, var det at en grad af overraskelse flakkede over de næsten sorte øjne hos Aldamar, og hans blik skævede kortvarigt imod hånden. Oh, jah... inden at det fandt tilbage til Fabian. Han havde ganske rigtigt lige glemt at det var retningen for aften. 
Men han sagde intet - lod overraskelsen svinde ind - da han i stedet lod fingrene glide op til nakken igen, og skubbede hans læber imod hans med en dybere brummen end før; lukkede øjnene imens hele følelsen af Fabian tog over. 
Meget kunne man sige, men om noget var han resolut til at skubbe tøvelsen væk igen. I hvert fald lige nu. Og med hele hans væsen så tæt på, var det også nemmmere end man skulle tro. 

Aldamar var ikke den eneste der var sensitiv, for Fabian havde trods alt fået en god behandling tidligere, og han kunne også mærke hvordan deres kroppe gned op af hinanden og sendte elektricitet gennem kroppen. Havde han ikke et mål med alt det her, så havde han nok også bare udnyttet deres position som det var, men der var noget der var væsentlig mere interessant lige nu, og han ønskede ikke at overstimulere Aldamar totalt, også selvom det var fristende.

Den lille bøtte fik han i hvert fald grebet om, selvom den tøven der kom op i Aldamar ikke gik forbi hans næse, men heldigvis blev det overtaget af et kys, som Fabian lod sig trække ned i. Han lod deres kroppe presse sig lidt mere mod hinanden, så de kunne rigtig mærke hinanden mens de kyssede, så selv et lille støn fra Fabian blev dæmpet af Aldamars mund.
Kysset varede dog ikke en evighed, og som han gav slip, lod han kyssene endnu engang falde ned mod Aldamars hals, inden han møvede sig længere ned. Han hjalp med at sprede Aldamars ben så det var i en bedre position, inden han endelig åbnede bøtten, og spredte noget af cremen ud på hans fingre. ”Det er nok lidt køligt,” hviskede han, og da han var sikker på at Aldamar ikke ville begynde at bakke ud af det begyndte han at forberede Aldamar med næsten en irriterende forsigtighed. 

Han var så nær, at Aldamar ikke kunne lade være med at stille synkront med Fabian, når han følte ham bevæge sig. Så nær at en del af ham ville ønske at han bare blev lige her, da friktionen i sig selv non i sidste ende  ville være nok for ham. Men det var ikke planen, og Aldamar lod ham en kende modvilligt bryde kysset, og følte med en ligedele voksende uro, såvel om en voksende iver efter mere, hvordan at læberne bevægede sig givende ned over halsen, med retning imod de nedre regioner.  
... det var ikke farligt. Den rationelle del af Aldamar, holdt det mantra op imod hans instinktive forbehold om at lade Fabian komme til, da han spredte benene en anelse. Det var en god beslutning, var den anden sætning han holdt i sig selv.  

Blikket var vendt imod loftet, da Fabian talte, og en lille brummen kom fra ham som svar, køligt var måske meget godt givet hvor tændt hans krop ellers følte sig. Alligevel gled et lille gys igennem kroppen da han begyndte; om det var kulden eller indtrængelsen, det kunne han ikke svare på.  
Der var det dog også at det gik op for arysprinsen at han spændte i kæben, jah også i kroppen, og han manede den en anelse til ro, med et lidt dybere suk.
Det her... det var ikke slemt. Han var uhyre bevidst om at Fabian var forsigtig, han havde trods alt selv gjort den her del et par gange, selv. Men af forsigtigheden vidste han ikke om han burde mærke noget -  Aldamar endte med at lægge sig en anelse bedre til rette, og lod den ene hånd søge længere ned imod Fabian's ansigt, som fik et lille strejf over kinden af de bløde fingre. Tålmodighed var virkelig en dyd for ham i aften. 

Som Fabians fingre trængte ind, så kunne han også godt mærke hvordan hele Aldamars krop spændte mod ham, og hans øjne kiggede op mod ham, for at se hvordan han havde det. Han vidste godt at det ikke nødvendigvis var modvillighed fra Aldamars side af, men mere nervøsitet, og han lænede sig også ned og gav et kys mod Aldamars ene ben, inden han forsatte ligeså stille.

Han skulle til verbalt at minde Aldamar om, at han altid kunne sige hvis det blev for meget, da han mærkede fingrene mod sin kind, og han forsøgte at fange Aldamars blik, lidt overraskelse at spotte i de blågrønne øjne. Det blev dog hurtig erstattet med noget mere blidt. Han sagde det måske ikke højt, men han håbede at Aldamar i hvert fald vidste at skulle det blive for meget, så kunne han altid stoppe hvad de havde gang i.

Der var i hvert fald masser af mulighed som Fabian ligeså stille fik forberedt Aldamar. Først en finger, og så endnu en, og som det sidste den tredje, hvor han blev i et godt stykke tid, og i stedet for bøjede dem lidt, og så hvordan Aldamar havde det med det hele. De var i hvert fald snart der hvor det ville være ved at være tid. 

I sidste ende, var der ingen tvivl i Arysprinsen om at et nej ville være et nej, og der ville ikke være meget at sige til det, om det kom dertil. Men. Men han vidste at det ville være skuffende, og et kernested i ham, var skuffende det sidste han ville være, slet ikke overfor Fabian. Det var en stædig stolthed der hviskede til hans princip-følelser - han burde kunne og ville gerne - og en nok så dyb kærlighed til den anden, som også gerne ville give ham det med. Han havde virket så glad. Og den glæde ville indeholde samme mængde skuffelse i et stop, ville den ikke?

Desuden... så var det ikke værst. 
Øjnene gled en anelse i da Fabian tilføjede endnu en finger, og så dermed ikke det overraskede blik der blev sendt ham. Men det behøvede han heller ikke, for at fornemme hvor nær Fabian var - han var jo lige der. 
Endnu en finger, Aldamar følte noget begynde at røre på sig indeni ham, en tungere udånding forlod ham i det rolige tempo der fulgte med. Noget var godt. Men det var da Fabian pludselig bukkede, vinklede - eller hvad man nu end sagde - sine fingre, at de i et overrasket ryk gled op, og munden åbnedes tavst i ligedele undren og velbehag. Oh... Knuden der samlede sig i hans mave, var dog ikke til at tage fejl af og en begyndende rislen af nydelse spredte sig fra det knudepunkt, som fik Aldamar's tæer til at krumme sig en anelse sammen, sammen med en mere overfladisk lyd af luft taget ind imellem tænderne; han møvede sig op på albuerne igen, og lod et blik af... mange forskellige ting, møde Fabian's lyst-sorte øjne. 
I det næste stød det jævne tempo fremprovokerede, var det at hovedet atter vippedes tilbage så krøllerne svandt ned over den løftede nakke, og han kvalte et støn i en usammenhængende mumlen. Det var slet ikke værst. 

Fabian var spændt, men frygtede også lidt for Aldamars reaktion, skulle den ikke være så god som han håbede, så da han mærkede, og så, hvordan Aldamar reagerede på behandlingen, så forsvandt nervøsiteten.
Hans øjne kiggede stadig op på ansigtet af Aldamar, og som deres øjne mødtes, var det som om at der førte elektricitet gennem ham. Han kunne ikke bedømme hvad der foregik i fyrstesønnens hoved, men han kunne se at han kunne lide det. Det kriblede i maven på Fabian, og han kunne ikke lade vær med at presse lidt mere der, som da også fik Aldamars hoved til at vippe tilbage igen. Det var næsten for godt at se på. Han havde aldrig set sig selv været en der blev meget opstemt af at se på en anden person, selvom han nu godt kunne nyde synet, men han kunne stadig mærke hvordan hans nedre dele reagerede på synet.

Han forsatte i et stykke tid med de pirrende fingre. En ting var at se Aldamar ligge og vride sig på den måde han gjorde, men han kunne også mærke sig selv blive så forfærdelig utålmodig. Han ville dog ikke presse på før han var sikker på at Aldamar var klar. Lidt ukomfortabel ville det nok blive til at starte med, men det vigtige var at det ikke gjorde ondt.
Endelig trak han dog fingrene ud, tørrede dem af i sengetæppet, det havde Aldamar gjort så mange andre gange, før han tog noget mere af smørrelsen, for at være sikker på at alt ville gå som smurt. Han greb forsigtig fat i Aldamars ben, for en bedre position, inden han gjorde sig klar. ”Klar?” spurgte han, og det var først når han havde fået en eller anden indikation fra Aldamar at det var okay, at han ville trænge ind. Der havde ingen hast, og han ville også give Aldamar tid til at vænne sig til den noget anderledes størrelse. 

Lidt tid fortsatte Fabian, og i det tidsrum nåede Aldamar alligevel at føle en snigende fornemmelse af hvad end den her følelse var, som nåede at blive bedre. Vejrtrækningen blev gradvist dybere og mere farvet af nydelsen som skyllede igennem hans krop, det var nemmere og nemmere at give sig hen til, og da fingrene så endelig blev trukket tilbage, kunne han sværge på at han følte et stik af ærgrelse, som fik de mørke øjne til at glide op igen. Det måtte betyde at... som øjnene fandt Fabian's igen, flakkede de kortvarigt ned for at se hans afventende position. Åh, det ville aldrig passe. Og alligevel endte Aldamar med at nikke, da spørgsmålet kom.  

Som Fabian pressede sig op i ham,  smækkede tænderne sig  imod hinanden i en besværet indånding - et his, imens øjnene blev knebet hårdt sammen og han atter faldt tilbage imod sengens underlag.  Der var ikke plads.  

Men det var der. Gradvist kom han længere og længere ind, længere op, og Aldamar's tunge vejrtrækning blev hurtigere,  og mere fokuseret, mere overfladisk. Brystet hævede og sænkede sig i sekunderne der passerede, indtil at det kom til et holdt;  et støn mere af ubehag slap over læberne
Han var faktisk inde. Den stadigvæk sensitive krop sitrede svagt i de af musklerne der spændtes op, men efter et par sekunder, kom der faktisk bevægelse.  Og i dét bukkede ryggen sig igeb - svajede  i et støn mere -- den her gang i en blanding af overraskelse og ulmende velvære, øjnene gled en kende blankt op, med hænder der søgende gled ned for at finde bare et eller andet at holde fast i, ved bølgen ad nydelse der ville følge det umiddelbare ubehag. 
Havde han ikke fat i benene, ville i hvert fald det ene af dem glide omkring hans krop, og et opmuntrende smil nåede at trækkes op.

Det føltes aldrig rigtig som om at der var plads, og det var også snævert. Fabian kunne mærke det som han pressede ind, og han næsten holdt vejret selv, indtil at han var helt inde, og også hans vejrtrækning føltes lidt tungere. Han lænede sig lidt frem. ”Jeg er lige her” hviskede han blidt, i håb om at Aldamar bare fik slappet lidt mere af, inden han ligeså stille begyndte at røre på sig.
Det var tydeligvis bevægelsen der fik Aldamar til at overgive sig mere til den velvære der var i positionen han var i, og Fabian kunne umuligt forklare følelserne der gik gennem ham som han så Aldamar bare tage imod, som havde det ikke været noget han havde været usikker og nervøs for. Hans hjerte hamrede, og han hankede lidt mere op i hans ben for en bedre vinkel, som han begyndte at bevæge sig hurtigere.

Farten tog til, og ligeledes gjorde stønnene fra Fabian, men også et hav af små ord og halve sætninger. Hele hans krop føltes som om at den var i en form for ekstase, og som han kom tættere og tættere på, blev det også kun hurtigere mellem dem.
Ville Aldamar ikke gøre noget for at stoppe det, så ville det ligeledes forsætte den vej, indtil at de endelig kom. 

Det var en underlig ting, at give sig hen til. En underlig grænse at krydse, værende en person der holdt krampagtigt fast i egne forestillinger om hvordan det ene eller det andet burde være. På mange fronter var hele den mentalitet blevet udfordret af hans relation til Fabian - på mange måder gav han mere og mere op til tilfældighedernes rygter og reaktioner, hver eneste gang han sagde jah til at se ham igen. Han kunne ikke kontrollere hvad folk så, hvad de tænkte og hvad de vidste. Han kunne inddæmme det, men aldrig fuldkommen kontrollere det. 
Derfor var det ikke kun hele... positionen Aldamar havde gruet for, da Fabian's stød begyndte at tage fart. Men givet at han blev hvor han var - givet at Aldamar selv uden problemer kunne vride sig, strække sig og mærke luften omkring ham ikke begrænsede ham, eller holdt ham nede... 
... så var det nemt - nemmere - at overgive sig til. 

En række dybere og samtidigt mere overfladiske støn kunne høres fra fyrstesønnen, som med smil der imellem støn flakkede over læberne, og tænder der kværnede imod hinanden - men i nydelse - følte en underlig eufori begynde at røre på sig. Og da han så hankede op i benet, var der et eller andet som blev ramt rigtigt, og Aldamar hørte en overrasket hvisken af mere glide over hans læber, imens at endnu en rislen af nydelse fik ham til at knuge hænderne om lagenet under ham. Noget der blev besvaret af Fabian's opmuntrende, opfordrende ord, da han yderligere satte tempoet op. Aldamar's krop rystede en anelse. Det var næsten for meget. Han kunne ane hvordan at de faste bevægelser fik krøllerne til at danse i mandens momentum. 
Og selvom det var fristende at lukke øjnene og lade den ekstatiske følelse gøre hans arme ligeså slappe som han følte de var, var det alligevel at Aldamar fik møvet sig op på albuerne igen, så han med blanke, ulmende øjne og stødvise støn af nydelse kunne låse øjne med Fabian, for at kunne se hans klimaks nærme sig. Se det, føle det, tage imod det. Det var ikke noget han ville undvære; det var hans at se, men den her gang fra et andet perspektiv. 

Ordet var virkelig alt hvad det tog for Fabian bare at forsætte derud af, et ønske om at høre flere af de ord fra fyrstesønnens stemme, og høre mere af hans lyde fra sig, og kom det gik hurtigere og hurtigere, og hårdere og hårdere, så kunne Fabian mærke sit klimaks nærme sig. Hans øjne var låst fast i Aldamars øjne, som hans vejrtrækning blev tungere, og han kunne mærke hele kroppen være elektrisk, varm og næsten som skulle den til at give op. Så tæt på.
Med sin frie hånd, fandt han Aldamars eget lem, og begyndte i ligeså desperate bevægelser for også at få Aldamar nærmere.

Endelig blev det dog for meget for Fabian, og med et stort støn kom han med alt han var værd ind i Aldamar. Han lod sig selv ride bølgen ud, som hele hans krop blev fyldt med ekstase, og han håbede blot at Aldamar havde det på samme måde, men hvis ikke… så ville han gerne tage sig af Aldamar så han kunne opnå til sit fulde, også selvom Fabian allerede kunne mærke hvordan hans krop føltes bare lidt slap. 

Hurtigere og hårdere, det var med en underlig - men dog fantastisk - følelse at Aldamar lod de overfladiske, hurtige støn glide over læberne, og samtidig følte sin krop sitre ved den behandling der blev ham givet, som i det her tilfælde, faldt i en fantastisk god jord. Han kunne næsten ikke få nok. Det var en lille løgn imellem mange, hans grænser var om noget trukket hårdt op i det indre, men da ingen af dem blev overskredet, måtte det være den krævende, libidodrevne og ikke mindst ekstatiske Aldamar, som Fabian så foran sig. 

Det krævede dertil også en hel del viljestyrke at holde sig på sine albuer, men han ville ikke være foruden det intense blik, og den forbindelse det bragte med sig. Særligt som den ene af hænderne fandt vej til hans eget lem - stimulerede det i takt med bevægelserne - og var i sidste ende nok dét som drev Aldamar ud over kanten der nærmede sig med stormskridt. Det næsten gibbede i ham, da han først begyndte på det. Og da han så fortsatte, var det til sidst nok til at han selv kom, ikke længe efter Fabian nåede sit længeventede klimaks; kroppen spændte op i sin nydelse. 
Åhh... Aldamar's krop rystede en anelse i efterskælvet af orgasmen - ryggen havde sluppet sengekanten kun for at falde tungt tilbage imod den - og de mørke øjne fandt i det sitrende velbehag loftet over dem, efter at have haft den intense øjenkontakt med Fabian, så længe som han nu engang formåede. Det var en underlig og i den forstand, nok mest af alt en fremmed form for nydelse der ekkoede igennem hans krop. 
Men på trods af alt, var det godt, godt nok til at han udmattet lod udmattelse følge den bølge der var skyllet over ham, og han havde ikke engang gjort noget. Var det sådan her skøgen følte hver gang?

Synet var fantastisk og ikke som noget han havde set Aldamar gøre med ham før. Det var nyt, fremmede og så forbandet godt, og et sted var Fabian lidt skuffet over at han ikke regnede med at det ville være ofte at de ville gentage denne oplevelse. Det var dog som om at hans krop næsten sukkede lidt lykkeligt, som han hev sig selv ud af Aldamar, for derefter at kravle langt nok op til at han kunne lægge sig ved Aldamars side.

Det var ikke en position han blev lang tid i, som han vendte sig om på siden børstede nogle af de svedige krøller væk fra Aldamars ansigt. Hans egen vejrtrækning var stadig dyb og hurtig, som prøvede han at få vejret, og hele hans krop var slap.
”Du var fantastisk,” hviskede han, ikke helt færdig med at lade komplimenterne falde omkring Aldamar. Det var dog tydeligt at se på Fabian, at der også var en anden glød omkring ham, end når de normalvis gjorde det. Det var ikke fordi Aldamar ikke havde set den før, men smilet var reserveret til de gange hvor det bare var…. Lige lidt ekstra godt. Når Aldamar gjorde mere for at opfylde Fabians ønsker, de udforskede noget nyt, eller at det bare var en meget følelsesmæssig præget omgang. Der var ingen tvivl om at det her havde været noget Fabian havde brudt sig frygtelig meget om. 

Vejrtrækningen var dyb og stadigvæk en anelse stødvis. Som prøvede den at udfordre det hurtigt bankende hjerte i en eller anden underlig, intens konkurrence, som handlede om meget mere end bare tempoet de førte sig frem med. Men... i sidste ende måtte det dog være hjertet der vandt det kapløb. Fordi stille og roligt blev Aldamar's vejrtrækning langsommere, omend hjertet fik lov til at fortsætte derudaf, særligt da han endelig bevægede sig op til ham igen. 
En dybere lyd af undren forlod fyrstesønnen da han trak sig ud, det føltes... underligt, men han kommenterede ikke på det, da blikket i stedet fik lov til at glide sidelæns hen og betragte Fabian's svedige skikkelse. Som drejede sig om på siden. 

Ru hænder gled over de sorte krøller, og Aldamar sukkede en anelse mere taknemmeligt over den kompliment der fulgte med, førhen at han også selv drejede sig, betydeligt langsommere, men næppe en alarmerende forsigtighed. Bare... han vidste ikke helt om hans arm ville have fungeret da han forsøgte at løfte den - den føltes så tung. Men en hånd formåede at lægge sig imod den varme kind, og Aldamar betragtede med et voksende smil, hvordan at han nærmest glødede. Øjnene dansede næsten; det kunne ikke lade være med at smitte. 
Og med en lille latter på tungen, lod han hånden følge kroppens hals, skulder, side, og stoppede først da den nåede livet. Det fik også et lille bekræftende klem. "Fantastisk ligefrem..." den hæse stemme havde en varm kant omkring sig, og Aldamar møvede sig en anelse tættere på for at mærke varmen fra den anden. "Det... du, var heller ikke helt værst" 
Sagt i en lille hvisken, imens at han betragtede de blå-grønne øjne. Ikke helt værst, var næppe dækkende nok. 

Fabian lod blot sit blik beundre Aldamar foran sig, som han mærkede hånden glide ned af sin krop. Det gav et lille gys igennem ham, men han rykkede sig ikke væk, nok nærmere tvært imod, som han mærkede Aldamar rykke sig lidt tættere. Luften ville nok også før eller side ramme deres varme og svedige kroppe, men for nu prøvede de stadig at slappe lidt af igen.
Fabian fik møvet sig lige det nærmere, og flettede deres ben ind i hinanden, inden hans ene hånd lagde sig mod Aldamars bryst, det eneste der var bare lidt imellem dem.

Den hæse stemme bekræftede kun alt hvad Fabian vidste, og selv ikke Aldamars forsøg på at snige sig uden om et fuldt kompliment, kunne få smilet til at dæmpe sig fra skøgens læber. ”Det ville jeg da også håbe på,” hviskede han. Hans fingre lavede nogle små cirkler på brystet af Aldamar. ”Er du okay?” Bekymringen var der lige i kanten af hans stemme, og som hans øjne flakkede ned, var det nok ikke svært at gætte hvad Fabian egentlig spurgte om. Han havde gjort sit for at sørge for at det ikke ville gøre ondt, men han var ikke sikker på hvor øm Aldamar egentlig var, selvom han virkede til at være ganske afslappet i øjeblikket. Kunne også være det kom lidt senere. 

En tilfreds brummen kom fra ham, da en hånd fandt vej til brystet og ganske roligt gav sig til at kærtegne de mørkere hår der krøllede sig over bringen på ham. Et eller andet sted længere nede, vidste han at det var en anelse mere... beskidt end hvad sved alene kunne gøre godt for, men lige dét var han ikke i tvivl om at Fabian udmærket godt vidste. Han havde jo båret næsten hele 'skylden' for det. 
Benet krøllede sig en anelse omkring hans, i et lille bestemt ryk - han skulle ingen andre steder end tættere på. Selvom Aldamar nok på et eller andet tidspunkt... lige måtte sørge for at rengøre sig selv, bare lidt. Det ville måske også være godt for den ømhed der var begyndt at snige sig tættere på ham, når han bevægede sine ben. Godt brugt, ville nogle påpege. 

Og næsten som kunne hans tanker læses, var det at Fabian's blik flakkede nedad og ham med en næsten bekymret stemme, spurgte om han var okay. Til det var det at et smil trak op - det var meget sødt - og Aldamar's hånd gled atter op så han med et lille puf kunne vippe blikket opad igen, en hånd under den stubbede hage og hvide fingre kærtegnende over kæbelinjen hos manden. "Selvfølgelig er jeg okay" 
Ord sagt med et strejf af dril over at han bekymrede sig sådan. Det behøvede han virkelig ikke. Havde han ikke været okay, ville han både have hørt og følt det på ham. "Stop med at være urolig - jeg skal nok sige, hvis noget ikke føles... som jeg tror det burde" og med selvsamme smil, var det at han trak han en anelse nærmere til et forsikrende kys. 
Han skulle nok... selvom han nok mest af alt kunne være tilbøjelig til at ignorere det. Hvem ønskede at fjerne den varme gnist der emmede over Fabian lige nu? I hvert fald ikke Aldamar, og så slet ikke med bagateller. 

Havde det været enhver anden, så havde Fabian ikke været nær så urolig, men det her var Aldamar, og dermed var det noget andet. Det var dog en underlig følelse for Fabian at være så bekymret omkring et andet individ. Han havde gjort det her så mange gange med folk der ikke var rutineret, eller som skulle gøre det første gang. Selv nogen der havde sagt at han skulle nærmest tale dem ind i det, fordi de i sidste ende gerne ville. Der havde det dog altid været lidt mere lige meget om de kom tilbage igen. Her var Fabian bekymret bekymret for at det ville blive sidste gang, men også at Aldamar ville døje med det dagen efter, han håbede det ikke.

Som de lå klistret op af hinanden, så kunne Fabian dog også mærke hvordan han selv blev rørt mere af det Aldamar var sølet lidt ind i, men han havde nu ikke rigtig lyst til at flytte sig, ikke når de lå så godt her. ”Okay,” hviskede han, lidt små grinende, inden det blev forseglet i et kys. Der var ikke ligeså meget hast hos dem mere, nu når deres kroppe føltes lidt brugte. ”Men… du plejer ikke at ville ubelejlige mig,” lød den drillende tone, ikke et sekund efter deres læber havde brudt hinanden, og de blågrønne øjen slå op igen. Det var ikke lang tid sødmen kunne ligge over dem. 

Han havde knap nok sluppet læberne, førhen at de talte igen, og Aldamar himlede opgivende med øjnene over hvad han sagde, omend det teknisk set, ikke var forkert. Så langt fra. Det var dog mere tonen der satte gang i arysprinsens muntre humør, mere end hvad han sagde, og en anelse rettende var det at hånden på hans kind, lige gav den stubbede hud to hurtige klap. "Og du plejer ikke at være så bekymret" var han hurtig til at sige, et løftet øjenbryn til følge. Hvorfor gnavede det så meget? 

Værende en overvejende ligetil person, var det oftere Aldamar der var den bekymrede, og Fabian der var den ubekymrede, når man snakkede om de to. Alligevel kunne han ikke helt slippe det, og med et lille fnys var det at Aldamar skubbede sig en anelse mere op med armen der vendte ind imod madrassen, så han kunne møve sig en anelse ind i luftrummet der var over Fabian. Armen som ikke holdt ham en anelse ud fra madrassen, fandt vej over den glatte hud over torsoen, stadigvæk varm og en anelse svedig. 
Benene prøvede til gengæld at fange hans i en drillende benlås, omend han ikke vidste hvor meget succes han helt reelt ville have med det, skulle skøgen sætte sig imod. Han var trods alt overvejende meget stærkere end Aldamar selv - det var bare utrolig nemt for ham at glemme. Men måske en smule sværere nu, hvor at han i hvert fald også kunne mærke at han var stærkere, ved måden hvorpå hans krop brokkede sig. 
Det var dog ikke nok til at få andet end et drillende, næsten udfordrende lille smil fra ham, da han betragtede ham lidt under sig. "Hvad er det som du er bekymret for, siden at du spørger?" 

Fabians latter lød ud i rummet, som han blevet givet to klap på kinden som et lille barn, og blev irettesat i at han normalvis ikke var så bekymret. Aldamar havde en pointe der, men det var jo ikke hver dag man fik adgang til en prins’ røv vel? De grove ord var dog ikke noget Fabian havde tænkt sig at sige højt til den anden mand, selvom det drillende smil ingen vegne gik.

Han kunne mærke hvordan Aldamar forsøgte at få overtaget igen, og bare for et øjeblik, virkede han næsten til at stritte imod, men til trods for at han nemt kunne have forhindret det, lod han Aldamar hurtig vinde det, så han ikke bare kunne løbe væk fra deres omfavnelse. Det gjorde bare at Fabian lo lidt lavere af deres nye position.
Han havde nu altid nydt at være under Aldamar, og det ville aldrig ændre sig, uanset hvor meget han ønskede at de lidt oftere også gjorde som de havde gjort her til aften.

Stilheden spredte sig dog lidt mellem dem, som Aldamars spørgsmål ramte Fabian, og han lå pludselig og overvejede om han burde fortælle sandheden eller maskere den i drilleri. Stilheden føltes længere for Fabian end den egentlig var, og han vidste allerede der at Aldamar nok ville se igennem det meste.
Den drillende tone forlod ham dog ikke, selvom seriøsiteten ikke var at tage fejl af. ”Det ville jo være lidt kedeligt hvis det var første og sidste gang.” 

Det var en legesyg lille brug af styrke, der blev gejlet op til - og Fabian var heldigvis hurtigt til at overgive sig for den mørkhårede mands lille ønske om at være bare en smule over ham. Den tætte omfavnelse motiverede den hvide hånd til at glide kærligt ned over den stærke skulder, jah lokkede ham næsten til at lægge sig ordentligt til rette, her henover brystet og holdt ham godt tæt, da de ord der egentlig lå og brændte på Fabian's tunge, kom ud. 
Første og sidste gang? Ordene var sagt med et smil, men Aldamar vidste at det trods alt var noget han mente. Han kunne fornemme det, han kunne ane modviljen overfor et afslag... og selvom han ikke sagde noget de første par sekunder, var det ikke fordi at overvejelse var hvad der lurede i hans blik. 
Det var nok nærmere uforståenhed. Havde han hele tiden ville det her, eller var det noget der var kommet snigende med tiden? 

Hvad end det var, kunne Aldamar's læber trækkes en anelse leende op, og han nikkede umærkeligt, stadigvæk med de mørke øjne over Fabian. Det var vel også lige meget... "Det ville det joh..." det var en forstående bekymring, at Aldamar skulle trække i land når han vågnede imorgen og på en lidt anden måde ville kunne mærke hvad der var sket. Den ene hånd gled ned over panden, og børstede nogle af de lyse totter væk. Men han ville gerne se det her smil noget oftere. Så det var svært at trække i land, og det havde jo også været ganske godt. "Og jeg vil alt andet end at kede dig, trods alt.." sagt i en mere overvejende tone, Aldamar spidsede munden en anelse tænksomt idet at blikket gled til siden - som var det noget han virkelig skulle tænke over - bare for shows skyld.