Det tog ikke lang tid for fyrstesønnen, at fornemme hvilken træthed der hvilede over den kære Fabian. Aldamar nød i sandhed den kærlige hånd der bevægede sig ned fra kæben og hen imod livet, men da der ikke var mere at føle end at den var der, valgte han med et lille smil at trække sig en anelse tilbage, og i stedet plante et summende kys på den solbrune pande. Hånden i baghovedet nussede ham vagt, og han klukkede en anelse. "Du er træt" konstaterede han, og møvede sig en anelse længer op i pudefortet, så han kunne kramme ham ind til sig - hovedet over hans. "Sådan er det jo" tilføjede han derefter i en hvisken. 

Det var ikke skuffelse, det var ikke irritation. Nej, Aldamar fornemmede døsigheden omkring den anden, og havde intet imod at følge den til dørs i sit kælne og givende humør. En del af ham havde selvfølgelig ønsket at  han var ligeså mageligt tilpas som Aldamar selv, men da det ikke var noget man kunne afkræve af en anden person, faldt han til ro i tanken om at han også var der imorgen. Heldigvis. 
Fyrstesønnens arm og tilhørende hånd (tættest på madressen) greb fat i ham, for med et lille brum at vende ham omkring så de kunne ligge i ske; det var ligeså meget et behov som det var et ønske, da Aldamar krammede ham ind til sig, uhyrer bevidst om den nøgne krops varme og velkendte form. 
Nok var han ikke størrer, men det betød ikke meget når han bukkede knæene ind imod Fabian's knæhaser, og ansigtet fandt sin vej ind imod det blonde hår, som duftede så fantastisk genkendeligt og beroligende. 
"Jeg håber ikke du har travlt imorgen" mumlede han ind imod det løse hår. En kommentar der var sandfærdig og oprigtig, da han trods alt håbede at have ham bare en del af morgenen når han skulle vågne, på trods af at han vidste hvordan den blonde mands skema kunne være ligeså tralvt som en fyrstesøns; bare på sin helt egen måde.