Han fik kort tid efter hjælp til det sidste af vesten og skjorte, som de endelig fik fumlet fri. Aldamar så den ud af øjenkrogen blive kastet lidt væk fra sofaen, men fokus blev ved med at falde tilbage til foran ham, hvilket betød at Aldamar lukkede øjnene og bare tog imod. På trods af at hans krop ikke ligefrem føltes kold, kunne han ikke slippe for enkelte kuldegysninger der gled over hans ryg og arme i den tætte kontakt med Fabian. Den stille nussen og det bløde kys var - nok mere for Aldamar end Fabian, en velkommen afveksling i tempoet der indtil nu havde været hurtigt i hans verden. Men hurtigt var ikke nødvendigvis dårligt, hurtigt var bare mere fremmed.
Aldamar vristede sin kæbe fri fra Fabians nussende hænder, og lod nu undersøgende læberne bevæge sig fra hans kæbe og nedover halsen. Der var noget meget prøvende i det, og for dem med bare en grad af referencer at trække på, ville hurtigt opdage at Aldamar måske ikke ligefrem var synderligt god til glidende overgange eller fancy twists af positioner eller handlinger. Men lidt kærlighed blev der i hvert fald givet til Fabians brystmuskler i små flygtige kys, imens han overvejde hvorvidt han skulle bevæge sig længere ned.

En tanke der fik Aldamar til at vride sig i sin egen forfjamskelse, som desværre altid nåede at finde ham lige når han følte at han faktisk var ved at have styr på det, men det fik ham kun til prøvende at forsætte. Læberne stoppede forundret deres lille kærlige vandring da han kortvarigt ramte noget hårdt og koldt. Piercinger? Forvirringen omkring dem dansede over Aldamar's ansigt, inden at han med en skuldertrækning forsigtigt - og måske en anelse bange for at han ville ødelægge et eller andet, førte sin mund over den for at se om det gjorde et eller andet. 

Fabian vidste at Aldamar godt kunne lide at styre det, om ikke andet bare lidt. Det var trods alt noget nyt for ham, og det var sikkert ligeså meget fra hans opdragelsesside, at han havde lært at tage hånd om situationerne. Det her var blot en situation hvor Fabian egentlig var mere erfaren, ikke at han havde tænkt sig at påpege det til Aldamar, for det virkede trods alt som om at han prøvede, og at han var ligeså villig til at tilfredsstille Fabian, som han var at tilfredsstille sig selv, hvilket var rart.

Munden begyndte at bevæge sig ned af hans hals, og han lagde hovedet lidt på skrå, for at give Aldamar mere rum til at udforske. Det var rart, lidt simpelt, men man kunne alligevel mærke hvad Aldamar lagde i det, til Fabians store glæde.
Kortvarigt stoppede kyssene dog, og Fabian kiggede ned på Aldamar, som så ud som om at han overvejede situationen, og så gik hans mund længere ned, videre i sin eftersøgning. Fabian tænkte at før eller siden ville han komme langt nok til at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre med sig selv.

Hvad Fabian ikke havde regnet med, var da Aldamar endelig nåede til hans brystvorter, at få føle den selvsamme mund, lukke sig om den. Der var en ganske simpel grund for piercinger, eller, nok mere en, men Fabian havde fundet ud af at de havde gjort hans krop mere sensitiv. Derfor kom der også et skarp indtag af luft, og hans hånd greb lidt fat i Aldamars hår i nakken. Ikke for at hive ham væk. Det var nærmere at han ikke var parat på det, men at han ingen problemer havde med det.

Det var helt sikkert at foretrække, at have en nogenlunde hånd på pulsen og tempoet for Aldamar. Måske handlede det bare om tryghed, måske handlede det om hans egen selvtillid. Måske endda grænser - bundlinjen var nu den, at han slet ikke var klar til at give tøjlerne til Fabian på det punkt. Det var lidt for nervepirrende at gøre nu, men det ville det nok ske. Og når det gjorde... han var efterhånden ikke i tvivl om hvordan hans krop næsten kunne synge under de trænede fingre, som spillede den blonde mand på et eller andet specialtrænet instrument. Og selvom han slet ikke kunne det samme - heldigvis, ville mange her sige, så prøvede han alligevel at give så godt som muligt igen. 
Og han virkede da også til at ramme rigtigt en gang imellem. En skarp vejtrækning lød over ham, og Aldamar følte hvordan han kortvarigt blev holdt en anelse strammere, hvilket formede et næsten lusket smil omkring hans mund, og prøvende bed Aldamar en smule sammen. Tungen legede med det fremmede stykke metal, og Aldarmars hænder dansede undersøgende videre over Fabians krop. Den ene fandt vej til den anden piercing - mest af alt for at udnytte det sensetive område han havde fundet, imens den anden holdt ham bagved ryggen for at støtte sig selv og ham. Og et eller andet sted var det en fantastisk følelse, at se hvordan det ikke kun var ham der spjættede en gang imellem.

Aldamar bevægede sig efter noget tid længere ned, og langsomt prøvede han at snige Fabians siddende krop ned og ligge på sofaen, dog uden at slippe nogen eller noget form for greb i ham. Ikke tale om. Men skulle han bevæge sig videre, måtte han have en lidt anden vinkel.

Fabian gav ikke ligefrem slip på Aldamar, men borede nærmest bare sin hånd dybere ind i krøllerne, for at holde ham mere fast i hans udforskning af brystvorten. Et meget lavmeldt støn undslap Fabians læber da han mærkede tænderne mod den. Det var virkelig ikke retfærdigt hvor hurtigt at Aldamar havde fundet den sensitive del af hans krop. Det var ikke som om at han ikke kunne holde sig tilbage normalvis, men det var lidt som om at hele hans krop bare summede, hvilket gjorde det sværere at holde det hele inde og holde sig selv ordentlig.
Det føltes uretfærdigt meget som overstimulering, da den anden brystvorte også blev angrebet af Aldamars hånd. Aldamar kunne uden tvivl også mærke hvordan vejrtrækningen blev lidt tungere, som Fabian begyndte at sidde lidt uroligt oven på Aldamar. Spjætte var nok så meget at sige, men Fabians krop reagerede i hvert fald.

Da Aldamar gjorde tegn til at ville bevæge sig længere ned, og det krævede at Fabian lagde sig ned, var det med en snilde og lethed, som kun en der havde gjort det før, kunne formå at vende dem. Han hev Aldamar med sig, så de trods alt ikke skulle separeres, og Fabian følte de bløde puder under sig, som han kiggede op på Aldamar. Havde fyrstesønnen lyst til at forsætte, så ville Fabian absolut ikke gå imod ham.
Der var heller ikke nogle flabede ord der faldt over skøgens læber, som han kiggede op på Aldamar. Måske var han lidt bange for at det ville få Aldamar til at stoppe, eller også var det blot fordi han intet havde at sige. Det føltes også lidt som om at det ville bryde noget imellem dem, at noget ville gå i stykker, hvis han forsøgte. Så i stedet for prøvede Fabian blot at bede om mere, som han lå og kiggede op på Aldamars smukke skikkelse.

Det føltes lidt som om at fyrstesønnen opdagede en hemmelighed med de piercinger, selvom han ikke helt vidste hvor hemmeligt det helt reelt var. Men for ham havde det været en god lille overraskelse der førte til en mere urolig krop, som i næste øjeblik med lethed og snilde fik skubbet sig selv ned på sofaen; Aldamar nu hvilende over ham med et knæ ud fra hans talje og hænderne slået i sofaens bløde betræk. Og knitrende øjenkontakt med Fabian.
Det var en underlig intim følelse at ligge sådan, og på trods af at der ikke var noget at decideret blive pinlig over, gled en alt for bekendt varme over hans ansigt igen - godt forstærket af det hastigt bankende hjerte. Dog var den ikke uvelkommen, og kom mest af alt som et sus af glæde, da han forsigtigt lænede sig nedover ham, og lod bløde hænder løfte hans baghoved en anelse for endnu engang at kræve et kys; hans stemme syntes nemlig ikke at ville virke. Han havde dog heller ikke så meget nyt at sige, som hans krop ikke allerede sagde for ham.

Med et nydende suk slap Aldamar kysset, og bevægede sig nu igen henover hans overkrop, men blev slet ikke så længe omkring piercingerne som sidst. Nej, Aldamar's flygtige kys nåede til mandens navle, hvor at han - måske ikke til nogles store overraskelse, stoppede sit foretagende og usikkert holdt en pause i det hele, stadigvæk med læberne hvilende imod hans solmarkerede hud. Hvad... hvad nu. Fingrene gled en anelse fraværende over de hårde linjer i Fabians muskulatur, og et noget tvivlende glimt kunne anes i Aldamar's øjne idet han kortvarigt løftede blikket igen. Hvorfor blev han pludselig så nervøs, når han samtidig var så tændt? Det gav sku da ingen mening - en frustration der ikke ligefrem blev holdt hemmelig.
De fleste af paraderne var smeltet væk i løbet af aftenen.

Aldamar havde været lidt smårød i hovedet hele aftenen, måske efter alkohollen, men også ligeså meget fordi han blev nervøs. Han var trods alt ikke særlig svært at læse i deres nuværende situation, og det var ofte en rekation som Fabian prøvede at få ud af ham. Det var sjovt når en prins blev forlegen, eller også var det bare Aldamar. Fabian havde trods alt ikke været sammen med andre prinser i sin levetid.
Det forsigtige kys var rart, men det var ikke det som Fabian ønskede, hvad hans krop ønskede ud af det mellem dem, men hvis det var med til at berolige Aldamar, så var det ikke et problem. 

Fabian vred sig en lille smule under den undersøgende mund, selvom Aldamar snart bevægede sig videre, til mindre sensitive ting, og så... stoppede han. Et øjeblik lå Fabian blot og kiggede lidt op i loftet, før han løftede hovedet lidt og kiggede ned på Aldamar.
Uanset hvor tændt Fabian end måtte være, så havde han haft sin del af sensitive kunder, og på få øjeblikke blev hans hoved lidt mere klart. Bare fordi han havde lyst, betød det altså ikke at Aldamar nødvendigvis havde ligeså nemt ved det. Deres erfaringsniveau var meget anderledes, og det her var vel formegentlig Aldamars første gang.

Fabian tog sine hænder væk fra Aldamars hår, hvor de ellers havde hvilet, og brugte den ene til at skubbe sig lidt op, så han bedre kunne se ned på Aldamar. Spørgsmålet var bare hvordan han bedst fik trøstet Aldamar, for noget sagde ham, at de altså ikke kom længere i dag. Fabian kunne nok presse på for det, men det... føltes bare ikke rigtig.
”Kom her,” hviskede Fabian endelig, i et forsøg på at trække Aldamar hen, så de kunne ligge, måske lidt klemt, side om side. ”Der er ingen hast,” sagde han endelig. Aldamar kunne sende bud efter ham, hvis han ønskede noget mere en anden dag. De skulle nok kunne finde ud af at få opfyldt Aldamars behov, men lige nu var det vigtigere at Aldamar ikke fortrød sine valg fordi han var lidt fuld, og en ting havde ledt til en anden.

Hænderne blev fjernet fra hans hår, og et lille stød af underlig frygt gled igennem ham - ville Fabian gå nu? Ikke fordi at det skulle betyde noget, men et eller andet sted vækkede det en klagende hvæsen i Aldamar, der på det punkt slet ikke var klar til at kalde aftenen for færdig. Desuden, så kunne han ikke bare tillade sig at gå, kunne han? Ikke fordi at Aldamar nogensinde ville kunne tvinge ham til at blive, foruden at føle dårlig samvittighed.
Overvejelserne om at forsætte nåede også at glide igennem ham idet han fik øjenkontakt med manden - det ville bare være endnu en barriere der skulle brydes. En barriere der mest af alt var skabt af selvsatte fordomme og normer, og liggende foran ham lå en nøgle til at sparke den første dør ind. Men det føltes... jah hvad føltes det som? En beslutning hans ædru selv hviskende bad hans fulde selv om at genoverveje?

Nok noget i den retning. Alle overvejelserne gled dog til side til fordel hvor hans hviskende ord, og forundret løftede Aldamar hovedet en anelse. Kom her? Adelsmanden følte sig selv blive trukket ind i en omfavnelse, og masede sig villigt ned på den plads der var tilbage ved siden af ham, ansigtet tæt nok på til at han kunne føle Fabians ånde da han talte.
"Hmmmm...." brummede han en anelse hæst, blikket stadigvæk knitrende af en berusende lyst og et næsten trodsigt blik i hans øjne. Ingen hast. Han kunne ikke sige det med sikkerhed, men Fabian virkede skuffet... og det ville han ikke have hængende over sig, selvom han i princippet burde og kunne være ligeglad. "Men..." Aldamar's stemme svømmede en anelse, idet at hans fingre kærtegnende gled over Fabians smukke ansigt, han kunne ikke lade værd med at røre ham og flyttede en vildfaren hårtot om bagved øret. "... men det er ikke fordi.." mumlede han, og prøvede at forklare hvordan Fabian ikke var problemet her.

Selvfølgelig var Fabian skuffet. Han kunne stadig mærke blodet pumpe rundt i sin krop, og han længtes efter at røre Aldamar, også under tøjet der var på hans krop, men hvis der var en ting som Fabian trods alt ikke var, så var det en voldtægtsmand. Aldamar var fuld, og hans krop havde tydeligvis prøvet at forklare at han ikke var i sit rette sind til at gøre det her, og hvilken slags mand ville Fabian være hvis han pressede videre, for ikke at nævne, så også at opkræve penge for det? Det ville han ikke have på samvittigheden.

Han holdt Aldamar tæt, som han strøg en hånd ned langs hans ryg i en beroligende bevægelse, mens han kiggede på manden foran sig, og prøvede at læse hvad der foregik i det lille kønne hoved. Sikkert mange ting, for det var klart at en side af Aldamar havde været ligeså villig i det her som Fabian selv, og det var aldrig sjovt at være den der måtte sige nej. Det var kun sket for Fabian selv for mange år siden, men skammen huskede han dog godt.
”Jeg ved det,” sagde han, bekræftende, uanset hvad det var Aldamar ville sige her, så var Fabian ret sikker på at han vidste det. Undskyldningerne var der mange af, men ingen skulle have sex mod deres vilje. ”Der er altid en anden dag, hvor... vi måske begge har fået mindre at drikke,” sagde han med et opmuntrende smil. Selv havde han ikke fået meget, men han havde ingen idé om Aldamar, eller om hvor meget han kunne holde til.

I mellemtiden måtte Fabian selv prøve at tænke på mindre opstemte ting, som gamle damer der skriger om anstændighed. Hvad end det ville tage for at hans krop til at acceptere at der ikke ville komme nogen udløsning i aften.

En af de næste par dage, ville det gyldne personlighedstræk der stoppede Fabian her til aften, blive husket mere kærkomment af Aldamar end det blev lige nu. Et eller andet sted, jah der viste han godt at det var den rigtige beslutning som skøgen overraskende nok tog for dem begge to. Det gjorde den dog ikke mindre anstrengende, og med et frustreret støn lænede Aldamar kortvarigt hovedet tilbage imens hans øjne lukkedes. Det havde ellers været tæt på... og uanset hvad han mente om dét, var det en stemme af fornuft der talte med et opmuntrende smil til ham.
Aldamar vippede om på siden igen; hovedet liggende op af Fabians arm som en form for hovedpude der snoede sig under hans hoved.
"Så det er mine alkoholvaner der gør at du ikke vil have mig alligevel?" sukkede han, men lød slet ikke nedtrykt over det faktum idet at han med et blik af længsel kort betragtede ham. Nej.... når han lå her og tænkte over det, var det kvaliteter en mere ædru Aldamar bestemt ville gribe fat i; fordi det fortalte meget om en mands karakter.

Aldamar møvede sin egen arm ind under Fabians nakke. Til dels for at gøre det mere behageligt, til dels for at kunne ligge tættere på ham og selv kærtegnende lade sin hånd følge den stærke rygs linjer. Havde hans plan været at lokke Aldamar til som kunde, kunne man roligt sige at det var lykkedes. Ikke noget han ligefrem behøvede at sige højt dog, men han havde virkelig ikke set sig selv falde så hurtigt for de relativt simple tricks han havde fyret af - han havde sat sig selv som værende mere kostbar end det. 

Ikke at han følte det var sådan, nu hvor at han lå her og nød de mere uskyldige berøringer. 

Fabian var ikke sikker på hvordan Aldamar ville reagere på at blive fortalt at de ikke behøvede at gøre noget. Fornærmet var ofte en følelse, men også en lettelse. At Aldamar skyldte skylden på hans alkoholvaner, kom fuldstændig fra en blind side af, og et øjeblik så Fabian næsten komisk forvirret ud, før at en latter undslap ham. Ikke særlig højt, næsten som en hviskende, som blot var mellem dem.
”Ja, det er dine alkoholvaner. Alkoholikere er forfærdelige elskere,” drillede Fabian ham med. At være elskere var måske at strække sandheden, for Aldamar købte trods alt Fabian, men det var det eneste ord der virkede rigtig som de lå der og kiggede ind i hinandens øjne. Det var intimt, og slet ikke hvad Fabian havde regnet med for hans aften. Han havde selvfølgelig heller ikke regnet med at Aldamar ville være dukket op i midten af alle de mennesker, eller at han ville have opdaget ham. 

Selvom Fabian blot havde trukket Aldamar op for at trøste ham, blev det dog hurtigt tydeligt at det her heller ikke var den mest ideelle position for nogen af dem. Fabian lå inderst, og holdt ordentlig fat i Aldamar, så han ikke faldt udover kanten, men der var ikke meget plads mellem to fuldvoksne mennesker at ligge på denne her måde. Helt parat på at bryde kontakten var Fabian dog ikke, selvom forslaget lå på hans tunge.

Den lille latter der forlod Fabian, fik et drillende smil til at glide over Aldamar's læber. Han havde næsten set forvirret ud der, men den kvikke hjerne var ikke sen til at samle den liggende joke op og gøre den til sin egen. Alkoholiker ligefrem? Aldamar lod tænkende en lille brummen glide fra hans liggende skikkelse, og et rettende lille dask gled over Fabians ryg med et leende glimt - om det var for 'alkoholiker' delen eller 'forfærdelig elsker' delen, det måtte han gøre op med sig selv.

Han mere fornæmmede end så at deres liggende position ikke var helt optimal, og med et skuffet suk rullede Aldamar om på ryggen, for derefter at langsomt at sætte sig og svinge benene ud over kanten. Skuffende sofa... hænderne slap noget modvilligt den blonde mand, og gled i stedet over det bløde stof, og Aldamar så en anelse fraværende frem for sig, imens hans omtumlede hjerne og hjerte prøvede at hitte rede i hvad han ville nu. At sende Fabian hjem virkede... underligt. Forkert.
Med et kort blik på vinflasken der stadigvæk var mere end halvfuld, poppede en idé op og Aldamar greb den med et fornøjet glimt. "Når jeg nu allerede er en forfærdelig elsker, må jeg i det mindste sørge for at jeg ikke er alene i den båd" kom det med et skævt smil fra ham, og Aldamar kiggede sig over skulderen på Fabian med et løftet øjenbryn, og rystede flasken en smule.

Alkohol kunne altid løfte en stemning, selvom han ikke ligefrem ville kalde stemningen er nedtrykt. Desuden, så var han allerede fuld og vidste at der nok ville gå længe inden at han var det igen; så at udnytte rusen var noget han uden skam gjorde. Måske kunne  han endda fritte nogle hemmeligheder ud af en påvirket Fabian... han tvivlede på at han nogensinde havde set ham mere påvirket end et enkelt krus øl - hvis man strækkede den, så to. 

Fabian tog ikke sig så tungt af dasket.. Det var venskabeligt gjort, og det gjorde på ingen måde ondt. Det var blot at indikere at Aldamar var uenig. Ikke underligt, når han næppe var en alkoholiker. Han havde virket meget afholdende fra alkohollen de to første gang de havde set hinanden, men denne her aften havde det vidst været meningen at han ville være mere løssluppen, hvilket han tydeligvis var blevet.

En lille lyd af utilfredshed undslap Fabian, som Aldamar bestemte sig for dem at positionen ikke var ideal. Fabian var godt klar over det, men den pludselig kulde som Aldamars krop fjernede sig, sendte et lille gys gennem ham, før at han også selv fik sat sig op. Der var stadig behageligt varmt herinde, men det var trods alt ikke en anden krop.

Endnu engang gled et forvirret blik over Fabian, som Aldamar pointerede at han var en forfærdelig elsker. Hvad i alverden tænkte han? Fabian var en fantastisk elsker, og så landede Fabians blik på flasken. Oh... skulle hans vittighed virkelig gå så vidt. Hans øjne landede tilbage på Aldamar, og det sagde vidst det hele.
”Har du tænkt dig at drikke mig fuld?” spurgte han langsomt, for at være sikker. Han kunne holde til en del, men det var lang tid siden at han faktisk havde bestemt sig for at sætte sig ned og drikke, så han anede ikke hvor hans tolerance lå mere. Derudover havde Aldamar jo også fået lidt af en start på det.

Forvirringen og derefter erkendelsen, fik Aldamar til at le. En rumlende latter, og drillende lænede Aldamar sig en anelse tilbage og 'fangede' hans ben imellem sin ryg sant sofaens egen ryg.  Armene blev smækket over kanten i en afslappet holdning, idet Aldamar næsten dovent nu betragtede den blonde mand. Om han havde tænkt sig at drikke Fabian fuld? "Ville det være helt forfærdeligt, hvis det var planen?" kom det en anelse indsmigrende fra adelsmanden, der selv rullede ret godt rundt i det muntre humør drikkelsen igennem hele aftenen havde bragt med sig. Bllikket gled kortvarigt imod de flakkende flammer i pejsen - brændet var efterhånden ved at dø ud, og med et lille brum rejste Aldamar sig fra sin ellers magelig tilbagelæning, for ikke at lade ilden slukke helt endnu.

Selvom han nok sagtens kunne, var det med snigende bevidsthed at Aldamar ikke havde gjort noget antræk til at tage hverken trøje eller vest på igen, og puttede da også godt med brænde på for at det ikke ville blive en nødvendighed. Det orange lys tegnede skarpe linjer over Fabians markerede krop, og det var trods alt et syn Aldamar i sit stille sind sagtens kunne nyde uden at sige det til ham og dermed øge hans ego.
Aldamar vendte sig endelig væk fra flammerne - betragtede omtalte syn med overraskende åbenlys tilfredshed, gik tilbage imod sofaen og greb med sin frie hånd om de to glas, der generøst blev hældt op til tæt på kanten. Måske gjorde promillen og den mere 'sikre' situation noget ved selvsikkerheden, fordi det var alligevel en noget bestemt måde Aldamar rakte glasset ud imod ham på; og det ville i den grad skuffe prinsen skulle Fabian nægte at komme nogenlunde op på samme niveau som ham. 

Fabian lod som om at han overvejede det en smule, selvom han mest af alt holdt ved, for at Aldamar ville blive i positionen lidt mere. Det kunne godt være at hans egne ben var låst fast, men måske han bare holdt lidt meget af at røre ved folk, og lade dem røre ved ham, uanset hvor småt det måtte være.
”Jeg er ikke sikker på at jeg er meget værd, når jeg er fuld,” indrømmede Fabian, hvilket nok ville komme ud som en løgn hos Aldamar. For han var faktisk ret sikker på at han stadig var en del værd som fuld. Det kunne godt være at det var flere år siden, men han havde nu stadig været ganske god da han tog kunder ind som fuld. Problemet var bare at de så ofte snød med pengene, og han opdagede det ikke. Derfor var den side hurtigt lagt væk.

Han satte sig rigtig op, som Aldamar forlod ham alene på sofaen og bare nød synet. Flammernes skær dansede over den langt mindre markerede krop. Han havde intet problem i at fortælle Aldamar at han var pæn, smuk ligefrem, men det var ikke ligefrem noget der kom op som emne.

Han tog imod glasset da det blev rakt frem til ham, før han lagde den ene arm henover Sofa-ryggen, en hentydning til at Aldamar var mere end velkommen til at sætte sig med ham på sofaen igen, tæt. Bare fordi de var stoppet med en ting, behøvede de jo ikke at være fremmede for hinanden. ”Hvis vi endelig skal drikke, hvad så med at gøre det lidt mere festligt?” spurgte Fabian med et glimt i øjet. Ikke at han selv kendte man druklege, men en mand som Aldamar? Han burde have prøvet et par stykker, selvom det næppe kunne være noget med at lyve. Der ville Fabian komme i problemer, især som han kom i tanke om at Aldamar jo faktisk kunne høre løgne. Det havde han nær glemt.

Aldamar's blik glimtede næsten leende ved de ord, da de begge to vidste at Fabian var i hvert fald noget værd - nok også som fuld. Faktisk overraskede det ham næsten at høre så.. ydmyge ord fra Fabian omkring ham selv, hvilket kun bekræftede ham mere i hans lille idé om at den blonde mand måske prøvede at snige sig til få tårer med lange mellemrum imellem dem. Ikke at han ville lade ham, summede tankerne bestemt igennem ham idet at han tog imod den åbentlyse plads og satte sig tæt opad Fabian; fingre stadigvæk svagt summende efter den falske indrømmelse. 
Der hang en lille lugt af sved omkring ham så tæt på, som han ikke havde lagt mærke til før. Men det gjorde intet - det var trods alt noget han godt kunne regne ud hvorfor var der, og han tvivlede på at han selv lugtede som han plejede.
"Lidt mere festligt?" gentog han, som skulle han lige smage på idéen og kiggede med let sammenknebne øjne på den blonde mand, idet at han halvt drejede kroppen imod ham. Under bordet var der en mindre skuffe, som tilfældigvis - og ganske belejligt, havde terninger og raslebægere i sig. Med foden - og uden at slippe den søgende øjenkontakt han havde med det blå-grønne blik, trak Aldamar skuffen ud. "Jeg er ikke en festlig taber. Og så spiller jeg overraskende sjældent fair.." gled det med et smørret smil over Aldamars læber, der ikke havde nogen intentioner om at tabe et spil bare fordi han ofte havde en fordel.

Prinsen løftede glasset til sine læber, dog uden at drikke noget endnu. "Så, vil et knusende nederlag i snyd, være festligt for dig?" ordende blev sagt med et grin, og han tog endelig en tår, imens han ventede på svar.
Fabian ville ikke få et ben til jorden, hvis spillets natur faldt til ham.

Fabian lod armen blive, nu om Aldamar, og tog den selvsamme lugt af sved ind fra Aldamar. Fabian havde intet problem i det, det var naturligt, især som varmen tog fat i rummet, selvom det irriterende nok mindede ham om hvad de ikke havde gjort. Det kunne godt være at Fabian måtte forberede sig på næste møde, i tilfælde af at de skulle blive ved med at tage et lille skridt ad gangen, som det virkede som om lige nu.

Øjnene var fastlåst på hinanden, indtil at skuffen gled op og Fabian lod sit blik glide ned på skuffen og hvad der var dernede. Et decideret spil ligefrem. Her havde Fabian tænkt på noget langt mere uskyldigt, som ikke gik ud på at snyde sig selv frem at få den anden til at drikke. Især som Fabian ikke kendte spillet, ikke rigtig, og det ville automatisk give Aldamar en fordel.
”Men hvis du ikke er en festlig taber, hvorfor ville jeg så spille det med dig?” spurgte Fabian drillende, som han snoede ordene om sine fingre. ”Jeg vil jo næppe have lyst til at være den eneste der drikker, det var trods alt din idé. Jeg synes bare at det er kedeligt at drikke sig fuld uden grund.” Hans hånd der var blevet sænket til Aldamars skulder, begyndte lidt at lave nogle små kælne cirkler, lidt ubevidst fra Fabians side, som han stadig overvejede situationen. Han havde absolut ingen planer om at blive fuld, men Aldamar havde vidst bestemt sig for at det var planen.

En lettere tilfreds lyd kom fra Aldamar ved de små kælne cirkler over skulderen, men blikket forlod aldrig Fabians ansigt, idet at han med snilde fik vinklet ordene væk fra selve spillet, og atter fik det vendt imod Aldamar selv. Det var charmerende, og det var en af hans bedre kvaliteter, skulle det ske at nogen spurgte Aldamar en dag  hvor at han kunne tale åbent og frit. Nok var han ikke ligeså.... lært som Aldamar selv og det selskab han normalt omgav sig med. Men det gjorde ham ikke mindre kløgtig, og på det punkt var Fabian menneskeklog - en egenskab langt de fleste skulle bruge flere år på at udvikle og forfine. 

Så han stejlede lidt? Aldamar lænede sig en anelse længere ind imod Fabians ansigt, men stoppede sig selv små 10 centimeter fra at de reelt rørte hinanden.. "Du vil spille det... fordi det er mig?" kom det drillende fra Aldamar, med ekstra tryk på 'er'. Fordi det var jo ham -  hvordan kunne Fabian nægte fyrstesønnen noget så simpelt som et spil?

Med en søgende hånd gled hans fingre over skuffen og da han stadigvæk holdt den intime øjenkontakt med Fabian, var det en anelse fumlende bægrene blev samlet op, men han lod dem stå på bordet. Endnu. "Jeg kan give dig mit fremtidige og fyrstelige ord på, at du ikke drikker helt uden grund..." fulgte han fristende op med, omend det sagtens kunne være en anelse kryptisk hvad han mente med det.
Aldamar vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at lokke Fabian med på den idé, så han prøvede sig vel med... charme. Charme, men med modet til at flirte så åbentlyst godt pustet op af hans i forvejen summende rus

Fabian havde ikke forventet at Aldamar ville vende den om igen, og så bruge kortet om hvem han var. Det kunne ligge mere i det. Han var fyrstesøn, men han var også den der betalte for Fabians selskab i øjeblikket, og desværre kom kunderne altid først. Hvilket var hvad der gik op for Fabian som han kiggede ind i Aldamars øjne, et par øjne som tydeligvis var meget beslutsomme om, at det var den måde aftenen skulle gå på.
”Du ved virkelig hvordan du skal få din vilje, er det noget der kommer med at være en prins?” slyngede Fabian tilbage mod Aldamar, med et drillende smil på læberne, dog også lidt opgivende. Hvis det ikke var fordi Aldamar ville betale ham en fyrstelig sum i slutningen af aftenen eller natten, så ville Fabian nok aldrig havde gjort det. 

Det var lidt som om at det var en modigere Aldamar Fabian sad overfor i dag. Det var underligt, men det var ikke ubekvemt, bortset fra at han måske pressede lidt mere på med visse ting, så som at de skulle drikke. ”Ville nu være rar med en grund, inden vi påbegynder det, eller er grunden blot at du vil se mig fuld?” spurgte Fabian overvejende. Så måske trak han det lidt ud, for måske ville Aldamar have drukket alt sin vin, hvis det her forsatte. Så havde Fabian i det mindste et større forspring.

En lille latter kom fra Aldamar, der dog med et smil rystede på hovedet. At være prins hjalp helt sikkert, det var han ikke særlig meget i tvivl om. Men til tider håbede han dog også at det var af andre grunde. En lille del af ham håbede derfor også at Fabian kunne fristes til det ekstra glas vin, uden at være motiveret af titlen bagved tilbuddet, men... det virkede ikke sådan. Ikke at han bebrejdede ham, da han et eller andet sted nok lod sig rive for meget med af den lette stemning det var at være omkring Fabian. Han måtte minde sig selv om at alt var bundet op af penge, selvom det nogle gange kunne være svært at huske på når stemningen nogle gange blev så... rar.  Aldamar trak sig tilbage imod sofaens ryglæn, et næsten uhørligt suk over hans læber. Det havde nu heller ikke været for at tvinge ham, og med et blik rettet imod loftet, gled hånden fra bordet til Fabian's lår, hvor at han kort klappede det forsikrende. "Man behøver vel ikke en grund for at nyde en god vin" kom det afvæbnende fra ham - sjældne ord at høre fra Aldamar, og den frie hånd svirlede dovent den røde drik, inden at han løftede glasset til læberne igen.

Og tømte det. Han ville alligevel vågne med en summende hovedpine imorgen, så om han drak 2 eller 5 glas, jah det kunne vel et eller andet sted betyde det samme."Men jeg tror du har ret... jeg vil  nok bare gerne se dig fuld." tilføjede han dog efter ikke særlig lang tid, tonen var overvejende og ærlig. Hånden trak han til sig, men gjorde ikke mine til at rykke sig. Fordi det var måske bare hvad det handlede om i sidste ende; alkohol havde det med at fjerne folks parader - ligesom han selv oplevede på egen krop nu. 
Nogle gange kunne det være svært at gennemskue ham, hvorimod arys prinsen følte sig gennemskuet på minutslig basis hver gang han befandt sig omkring den blonde mand. 

Fabian kiggede ned på sit glas. Der var intet galt i at nyde et godt glas vin. Det havde Aldamar så sandelig ret i, men det var stadig den umiddelabre bagtanke i hans hoved, at han ikke kunne være fuld. Han brød sig ikke om at være så løssluppen, også selvom Aldamar næppe ville tage ham ved røven. Desuden var han ikke klar på at lade en anden person se ham så... fri.
Hans øjne kiggede lidt op på Aldamar igen, som han bundede glasset. Selvfølgelig virkede det også som om at Aldamar havde behov for det, så ligeså stille løftede glasset og sippede af glasset. Det var en god vin, men Fabian havde ikke behov for meget for at nyde livets goder.

Ordene virkede ærlige, men Fabian kunne ikke helt gennemskue hvorfor det skulle være, især ikke med den tone. De fleste ville vel have folk til at være fulde, for at se hvordan de dummede sig, men det var som om at der stak noget andet under ordene.
”Hvorfor? Jeg er næppe meget anderledes end når jeg er ædru,” pointerede han og han prøvede at fange Aldamars blå øjne med sine egne blå-grønne, som om at han kunne få alle hemmelighederne at vide, hvis han bare stirrede nok på prinsen. Det var dog desværre ikke en evne besad, selvom det ville have været praktisk.
Måske Fabian burde have overvejet at Aldamar blot ville se en Fabian der ikke overvejede situationen ligeså meget, men på den anden side vidste Aldamar heller ikke hvor meget af Fabians personlighed allerede lå der i deres møder. Aldamar havde trods alt aldrig tvunget ham til at være en anden end den han var.