Selmys afsluttende ord fik Ashken til at stoppe med den ene fod på trappen op tilbage på dæk, og han ventede ikke engang for dramatik, før han drejede sig halvt om for at se tilbage på sin truende dobbeltgænger. Ashken var som sådan ikke af nogen intimiderende figur. Ikke på samme måde som en som styrmanden… eller kaptajnen, når han virkelig blev prikket forkert til. Ashken var lige så intimiderende som Selmy. Og Selmy udgjorde på ingen måde nogen skrækindjagende trussel i Ashkens øjne. De var bare to knægte der var blevet gnedet forkert opad hinanden. Statik var havde så småt bygget sig op til lidt for store mængder.

”Bare drop det der storbysvrøvl,” vrissede Ashken tydeligtvist fortsat irriteret og provokeret. Hvem skulle have troet, at de havde samlet en så stor røv op? Det var lige ved at jungmanden fortrød at nogensinde have bekymret sig om ham. For alt i verdenen kunne Selmy havde gjort sig selv fortjent til at få ryggen flænset sådan op! Den mulighed var i hvert fald ved at virke mere og mere sandsynlig, sådan som Selmy opførte sig. Hvordan Selmy sked på alt. ”Jeg vil ikke slås, men hvis det er, hvad du vil, så kom da! Hvis du tør. Men det gør du jo ikke. Jeg ved, jeg ikke har gjort noget forkert! Med Valeria som mit vidne.”
Trampende førte han den anden fod op på det næste trappetrin efter at have turde vende Selmy ryggen. Selmy var et barn! Han var så barnlig! Ja, han var et offer, men det gav ham ikke alle frikort i verdenen! Hmpf! ”Lad være med at spilde min tid. Du er ikke fyldt med andet end tomme trusler. Men baare rolig. Jeg skal nok lade være med at rapportere dig videre til kaptajnen denne gang.” Ashken fnyste højlydt og skubbede døren til dækket op for at komme ud i den friske luft igen. Han havde dog for det. Selmy kunne blive under og klynke sin sag for knasterne, der havde de eneste ører, der ville lytte til det.

Men uh hvor han sitrede. Var det virkelig muligt at være så møgforkælet, at man blev krænket over sådan noget?! Havde Ashken ikke på forhånd været afklaret ved at aldrig slå sig ned i storbyen, så havde han da bestemt nu.

Vand skvulpede op ad skibets skrog og for den sovende passager der i bunden var det en trofast vuggevise. Lyden af skridt fra mændene på dækket kom oppefra og ingen afbrød den unge mands søvn. Alle disse lyde var med til at kamuflere de våde skridt fra... ja, nøgne fødder var det vel. Skikkelsen havde i hvert fald ingen skotøj på. Men hvert enkel skridt imiterede det at træde ned i en vandpyt. Hvert skridt fra træspanden med vand, der stod til rådighed inde i sovekammeret, efterlod også et vandet fodaftryk der efter lidt tid sivede fint ned imellem træbredderne igen eller blot forduftede i luften. Luften var blevet en ganske lille smule mere fugtig end den normalt var under dækket. Magien holdte luftfugtigheden fra over vande til et minimum, men dette var noget andet. Dette var ikke den naturlige luftfugtighed der havde sneget sig derned og igennem den magiske barriere.

Vandnymfen var nøgen. Men med hendes gennemsigtige og vand-skabte krop var det ikke noget der var fremhævet. Hun var for flydende. Frem for at blot være en nøgen kvinde, så var hun blot omridset af en. Med silhuetter af kurver og blødhed og manglende detaljer. Hendes hår var lige sådan. Bobbet ved skulderne. Blot formeret havvand. Dog klarer og renere, end når man blot så ned i det fra skibet eller havnen. Disse væsner var af vandet de kom fra, men de var ikke fyldt med helt de samme urenheder. Hendes øjne var det mest livagtige ved hendes elementale dukke lignende skikkelse. Blå og skinnende. Et hint af guld prikker hist og her, hvis man så godt nok efter.

Der lød et mildt plask, idét hun faldt først ned på hug ved Selmys sovende side og så helt ned at sidde på sine knæ. Hænderne hvilede på hendes lår, mens hun blot kiggede på ham. Han lignede hende ikke. Ikke på samme måde som alle andre som hende gjorde. Hun fniste og et smil kunne ses i hendes næsten helt gennemsigtige ansigt.

Første kontakt var en peget finger, som hun prikkede ind mod hans varmblodige kind. Prøvende, men ikke just forsigtig for ikke at vække ham. Det var ikke hendes bekymring. Hvor havde den her været? Langt borte fra havet, det var sikkert. Hans hud var spændstig og berørt af saltvandet. Hun møvede sig lidt tættere på. Tænkte ikke rigtig på, hvordan hun efterlod en mindre pøl af vand, der hvor hun sad.
Hun rakte begge hænder op mod hans ansigt. Kuplede en hånd på hver af hans kinder og kæbeben og drejede stille og roligt hans ansigt mod sit, så hun kunne få et direkte udsyn til hans fredsfyldte udtryk. Hun tillod sig sågar at lige blævrer hans kinder. Ikke at de blævrede meget, men de var bløde at holde om. Mennesker var så bløde og faste på samme tid. Han var ikke en undtagelse, selvom han også var som hende.

Den chokerede effekt, det havde på ham, at vågne op til vandnymfen helt oppe i ansigtet på ham, var ikke nok til at forskrække vandnymfen væk. Gispet fik blot hendes øjne til at blive større af forundring, men ellers forblev hun stationær, hvor hun var. De forstørrede øjne faldt til ro igen og sank stille og roligt ned mod hendes blålige, gennemsigtige hænder, som hun stadig holdte, som holdt hun stadigvæk hans hoved imellem dem. Men han havde trukket sig så hurtigt væk, at nu var der kun luft imellem dem. Hvilket virkede til at være dét der var kommet allermest bag på hende. Hvorfor havde han gjort det? Hun så atter på ham. Knugede sine hænder og lagde dem ind mod sin nøgne og detaljeløse overkropskurve.
Han var bange. Men bange havde han ikke været der i vandet. Han havde været alt andet end bange i de øjeblikke. Det havde været noget langt mere tiltrækkende end frygt, som havde tiltrukket hende og hendes arter.

Med ét forsvandt al den begyndende bekymring dog fra hendes skikkelse. Det blev næsten til en helt anden form for bekymring. En desperation, der i særdeleshed kom til udtryk, da hun skød frem mod ham. Hendes hænder blev sat støttende ned i skibets gulv, en på hver sin side af ham, som hun nu havde rykket sig selv helt tæt på. ”Men du hører til hos os!” udbrød hun både stensikkert og som om, at ordene fløj lidt for hurtigt ud af hende. Hun manglede et filter, ville nogle sige. Men i det mindste talte hun krystalliansk selvom....

At være så uanstændigt lænet ind over ham, rørte ikke vandnymfen. Nærhed var en anden ting for væsner, som hende. Væsner som konstant var kropsnær med vandet. Det samme element som de var skabt af. Så på en måde gned de sig alle op og ned ad hinanden. Alle flød i et med vandet på en eller anden måde. Selv i deres fastere forme.
”Du er så tør. Du vil tørre ud heroppe.” Hun løftede sin ene hånd mod hans ansigt igen og strøg hans kind. Ikke nært så kærtegnende, som man kunne forvente. Hendes hånd ville ikke føltes våd, som var den bestående af vand. Men den var heller ikke tør som Selmys hud. Hun var stille for en stund. Og da hun atter talte igen, var hun klar til at tage fat om den første råde tråd.
”Du hørte os ikke? Vi forsøgte at tale til dig, men du flygtede i dybere skjul fra havet. Du forstår os. Jeg hørte dig tale vores sprog. Ikke engang den gode kaptajn taler eller forstår vores sprog.” Hånden gled fra hans kind og placerede sig tilbage på gulvet ved siden af ham. Hun vidste ingen intentioner over at ville flytte sig lige foreløbigt.

Forbavselse slog kraftige bølger i nymfens ansigt og hele kropsmimik. At blive flyttet så pludselig og så skarpt var kommet bag på hende, og hun forstod virkelig ikke, hvad der havde fået ham til at blive så aggressiv ud af ingenting. Store, blinkende øjne stirrede længe på ham. Længe efter at han havde fjernet sit blik fra hende. De fulgte ham, som han kom på benene. Han måtte ikke gå! Hendes artsfæller havde ladet ham op ad havet, da han var faldet i, men hun vidste bedre. Han hørte til der med dem! Han ville tø ud! Han ville komme til skade, hvis han blev over vande på den måde. Sådan var det jo for hende. Så det måtte være det samme for ham. Også selvom han ikke var hel.

”NEJ!” råbte hun med en skinger og desperat stemme. Det var svært at sætte en finger på, om hun rejste sig som et menneske eller om hendes kropslige facon bare formerede sig til, at hun ikke længere sad på sine knæ. Det var overnaturligt glidende. Ubehageligt yndefuldt. Foruroligende væsner, de nymfer.
”Du er af os! Det er farligt for dig at være her!” Som om at hun blot havde kopieret Selmy, lagde hun insisterende en gennemsigtig hånd ind mod sin brystkasse. ”Jeg lyver ikke! Hvorfor siger du, at jeg lyver!!” Selv med en klart mere kvindelige skikkelse, så opførte hun sig mere og mere som et barn. Et forkælet barn, der følte sig uretfærdigt behandlet. Han var ikke fair over for hende lige nu! Hun prøvede at hjælpe. Men han kaldte hende en løgner! Det var ikke fair…


En voldsom bølge slog med ét ind mod det prægtige skib. Vippede det faretruende til den ene side, inden at skibet fandt balance igen og faldt hårdt tilbage på det nu meget bevægelige vand. Flere på dækket oplevede overraskelsen med at være uforberedt. Himlen var jo skyfri og klar. Blå som mors søndagsdug. Der var ingen tegn på stormvejr, men havet var pludselig begyndt at skabe sig omkring dem.
”Hold fast!” blev det råbt fra styrmandens post ved røret. Manøvre, som tæmmede han en panisk hingst, svang han røret fra side til side. En ny større bølge ramte. Slog skibet den modsatte vej. Endnu en ramte nær snuden og vand brusede over rælingen. Vådgjorde Bastians finpudsede støvler, som han stod stabilt med et tag i et opspændt sejls-reb. Ansigtet bleg af søsyge. De ellers altid så venlige øjne skuede i bekymrende forvirring udover horisonten. Fremad, bagud, fra side til side. Der stank af noget overnaturligt. 
”Kaptajn!” Ashkens højrøstede stemme skar sig igennem til admiralen og han så sig over skulderen mod den kære jungmand. Fanget i et vandsprøjt og nu med fugtige skuldre og hårtotter, stod han usikkert på sine ben. ”Selmy! Jeg tror han stadig er under dæk.” Det var rigtigt. Bydrengen var ikke hos dem på dækket. Han var ikke blevet set der i et stykke tid nu. Men der burde ikke være noget at frygte. Skibet kunne holde til mere end hvad man skulle tro.

”Fasthold sejlene!” kommanderede Bastian efter et sidste overblik udover sine mænd, inden han slap sin støtte og tog lange skridt mod døren til lasten. Han rev den op lige i dét at endnu en bølge ramte ind og havde nær kastet ham ind i dørkanten, havde han ikke været mere vant til uvejr. Han fik øje på Selmy med det samme. Panisk og allerede på vej i hans retning. Men det tog kun at skifte blikket en lille grad for ham at se den vandede skikkelse.
”Hvad gør en vandnymfe ombord?!” Vandnymfer var ikke farlige. Ikke så længe man ikke gjorde dem noget. Strakte rakte Bastian en hånd ud mod Selmy.
”Hvorfor tager du ham?! Han er ikke din!” Nymfen var vred. Følte sig truet. Lyden af knirkende træ var den første og eneste advarsel, før en bredde flækkede og sprang op i væggen, hvor Selmy for lidt siden havde klemt sig op ad. Vand fossede ind i en hulens fart og opslugte nymfen. Oversvømmede gangen.

Skubbet skabt af vandstrømmen gjorde det lige akkurat, at det lykkedes Bastian at få et tag i Selmy. Hans stærke fingre lukkede sig som et jerngreb omkring knægtens underarm, så voldsomt, at der var risiko for, at et aftryk af hans fingre ville være at finde på huden senere. Han spildte ikke et øjeblik på at tøve, før han trak Selmy til sig i et ligeledes ublidt ryk. Fangede ham i sin favn, svang sin anden arm omkring og knugede den unge mand for et øjeblik, for lige at sikre sig, at han havde ham og ikke ville miste ham til det fossende vand.
Et sekundært øjeblik skulle også lige bruges med blikket stift mod den stigende vandmængde. Det var lige ved at det gav ham kvalme, at se magien forsvinde og flimrer fra indersiden af skibet. Hvordan vægge nærmest trak sig sammen. Hvordan ting blev mast.

”Skynd dig op herfra!” hastede han så snart, at han var kommet tilbage til sine fulde sanser. Og selvom han havde givet ordren til Selmy, så var det mere Bastian, der kunne tage æren for, at få dem op ad de sidste par trappetrin, igennem døren og tilbage ud på dækket. Det var lige ved at Bastian bare havde taget Selmy under armen og marcheret fremad.

Det tætte greb i drengen varede dog ikke for evigt. Intet varede for evigt. End ikke admiralens endeløse gode humør. Han var en anden nu. Ansigtet var trykket mere sammen og rynkerne var mere fremtonede. Kæben var stram. Han slap Selmy i en abrupt bevægelse og kastede ham fra sig. Blot for Selmy at blive grebet igen af Ashkens hænder på hver sin skulder, kun lige med begyndende hård hud. Jungmanden stadig svajende.
”Skroget er bristet! Det ser ikke godt ud for lasten. Jeg frygter at vandet før eller siden vil tynge Øjet ned til havbunden,” forklarede han i al hast med orde toner. Der var ingen tid til høfligheder. Men der var heller ingen tid til panik. En besked, han sendte igennem et blik, der blev sendt Selmy. Et blik der flygtigt faldt fra hans ansigt og ned til hans hænder. Dog sagde han ikke noget yderligere, før opmærksomheden var tilbage på jungmanden, der automatisk rettede sig op til trods for balanceproblemerne.

”Hvilken kurs vil tage os tættest på det nærmeste land?”
Ashken sank. Det var ikke et godt tegn. ”Lige nord, kaptajn! Mod sumpen!”
”LIGE NORD, JACQUE!!” skreg Bastian efter kun lige at have ladet hovedet falde tilbage i retningen af styrmanden. Det var en melding til styrmanden, men som i kor lød et højt "AYE!" fra hele den omliggende besætning.

Et stort brag lød fra under dem og hele skibet buldrede faretruende. Tvang Bastian til at træde et bredere skridt for ikke at vælte. Hurtigt var en hånd lagt støttende mod Selmys skulder for at hjælpe med at holde både ham og Ashken mere stabilt stående.

Det var helt refleksivt at Bastian greb om Selmys håndled, idét at han havde grebet sig fast i kaptajnens skjorte. Ashken havde ligeledes været ned at vælte, så han ville ikke være til meget nytte for ekstra støtte. Der var ingen tvivl om, hvilken af individerne der var mest hærdede til at omgå sig på et skib i bevægelse. Ironisk som det så end måtte være kendte man nok til den kære admiral. Men kvalme og ubehag og mavesammentrækninger var ikke længere nok til at vinde over en mand som Bastian i en situation, hvor andet var meget mere kritisk.

Selmy blev ikke beriget med et svar om, hvorvidt han kunne hjælpe til med noget, for ærligtalt var der meget lidt, som en som ham kunne gøre. Andet end at stole på at sømændene ikke ville bringe ham og dem selv i havets kolde og dybe dødsrige. Kile ventede dem ikke endnu! Og med Valeria på deres side skulle de nok blive bragt nåde. Det var en alt for dejlig dag til at dø. Solen skinnede og havet var blåt som lapis. Men det var en svær morale at videregive til knægten. Panikken og skrækken havde overtaget og der var intet der holdte bedre fast i en end dét.
”Find noget at holde fast i i! OG HOLD FAST!” kommanderede han videre til den yngre generation og vred erfarent sig selv fri fra Selmy’s krampende hånd, inden han slap sit eget tag om hans håndled. Ashken var den første til at brave sig videre. Alt der kørte rundt i hans tanker var at ikke være i vejen for de andre. Hans evner ville ikke være til megen mere nytte end den havde været i forvejen. Og han var bange. Præcis som Selmy var. Hans hjerte bankede på livet løs i hans spinkle brystkasse. Men årene på skibet havde gjort ham mere beskyttet mod de samme lammelser.
Jungmanden stolede ikke på at Selmy selv kunne tage vare for sig selv, så selvfølgelig trak han ham med sig henover det glatte dæk. Der var ikke tid til nænsomhed, desværre. Men frem til et par godt spændte reb nær rælingen nåede han da. Med Selmy på slæb eller ej. Og om rebet blev der klamret.

Khrrrrrruuuunnnsh.. KNÆK UNK!

Skibets sejlads kom til et meget brat stop. Træ blev højlydt splintret og flået op ad det grove klippestykke, der stak op ad havet, indtil at skibet havde sat sig godt og grundigt fast i en tiltet position, der gjort det sværere at være på dækket uden at glide mod styrbordsiden. Ashken havde mistet sit tag i rebet over det voldsomme stop og inden længe brød han vandets overflade. En mast knækkede ved roden og væltede tværs over skibet. 
Men sumplandets kyst var i nær syne.