"Det ligner det også," sagde Mirabelle blidt og skubbede lidt af Zirras hår væk fra hendes ansigt. Hun så stadig lidt søvndrukken ud, men det var svært at mene andet om hende end at hun var smuk, når hun lå der ved siden af Mirabelle.
De kunne dog ikke blive liggende, og Mirabelle tog det på sig selv at være den første der stod op. Luften var kølig mod hendes bare hud som havde nydt den naturlige varme fra Zirra og at ligge under et tæppe, men alligevel strakte hun sig lige, inden hun begyndte at samle det tøj sammen hun kunne finde. Det meste af Zirras var lagt i en pæn bunke, men hendes eget var jo blivet pillet af lidt efter lidt, og lå derfor og var blevet lidt krøllet på gulvet.

Det var heldigvis ikek svært at finde, og fik sine bukser, og skjorte, inden hun kiggede mod Zirra igen, for at se hvor langt hun var kommet, og om hun overhoved havde bevæget sig op af sengen, eller om Mirabelle lige måtte hjælpe hende på vej.

Zirra nød synet af Mirabelle, som hun strakte sig og derved viste sin flotte krop frem for hende. Hun smilede og bed sig lidt i læben, inden hun rullede ud af sengen og landede på knæ foran bunken med tøj, Mirabelle så fint havde fået taget af hende ét stykke ad gangen. 
"Jeg tror ikke jeg behøver låne noget andet," sagde hun og begyndte at trække i underdelene. "Selvom det ville give mig en fin undskyldning for at komme tilbage og aflevere det, vil min familie nok stille lidt mange spørgsmål. Det er mærkeligt nok, at jeg må tage mit hår ned for ikke at se for filtret ud, og vi må have gået en lang tur i haven for at få så røde kinder."
Hun sagde det sidste med en mild latter. Det havde været fantastisk. Ingen af dem var i en position til at føre dette videre til noget fast, det vidste hun godt, men måske de kunne finde undskyldninger for at ses nu og dag til lidt fælles nydelse, når de begge var i byen.

Mirabelle trak i resten af sit tøj. Skoene, og jakken, men hun kunne stadig godt mærke at hun var lidt varm, og der var nok nogen der ville stille spørgsmål til de to af dem. Men om ikke andet så ville Mirabelles gode omdømme nok kvæle den værste spekulation.

"Det ville nok alligevel være lidt nemmere hvis du besøger mig oppe på paladset," pointerede Mirabelle lidt mere eftertænksomt. Det var stadig begrænset hvor seriøst eller ofte hun kunne se sine 'ekstra gode' venner, men undskyldningerne kunne der nok være mange af mellem hende og Zirra. "Og jeg kan da godt finde en børste hvis dit hår er for slemt," kom det lidt mere leende fra Mirabelle. En lidt sværere ting at finde her på dette værelse, men Mirabelle kunne jo sagtens besøge hendes lillesøster værelse, hvor der udentvivl ville være en børste til hurtig at ordne Zirras hår. Selvom Mirabelle måtte indrømme at hun foretrak det nu når det så lidt mere uglet ud.

"Paladset er et fint sted," sagde hun og samlede resten af tøjet op for at se, hvad der var hvad. "Jeg kommer der alligevel rimeligt ofte."
Zirra trak kjolen over hovedet og satte sig på sengen, mens hun fik sine støvler på igen. Kjolen var stadig åben, og den posede foran og blotlagde hele hendes ryg. Hun snørrede støvlerne og rejste sig op, vendte ryggen til Mirabelle og sænkede hovedet. 
"Vil du snøre mig sammen igen?" spurgte hun og førte sit uglede hår ned langs ansigtet, så hun kunne fingerrede det imens der blev snørret. "Jeg tror det går uden en børste. Jeg fletter det bare lidt løst. Jeg kan altid sige, at båndet faldt ud og jeg ikke lige gad bruge lang tid på at sætte det i igen."

Mirabelle nikkede. Det var alligevel rart at vide at den potentielt kunne blive til mere end en gang, men hun havde ikke alt for høje forventninger. Enten stødte de ind i hinanden igen, eller også gjorde de ikke, og det måtte også være fint. Mirabelle var ikke typen der græd over noget der alligevel ikke var i hendes magt, og hun havde alligevel vigtigere ting at tage sig til end at knalde til højre og venstre... for det meste.

Hun havde lige netop knappet sin jakke, da Zirra spurte om hun ville snørre hende. "Selvfølgelig," sagde hun, og trådte over for at tage fat i snørrene. Hun brugte nok væsentlig mere tid på det, end hun burde, for at lade sin fingre glide lidt over den smukke lyse hud under hendes fingre, men til sidst fik hun snørret den op.
"Er du parat?" spurgte hun. De havde nok allerede brugt mere tid end de burde på at gøre sig klar, men ting tog tid, og hun tvivlede på at tjenestepigen ville komme op igen for at spørge hvor langt de var kommet.

Det gøs i hendes krop, som Mirabelles fingre legede med hendes hud, mens hun snørede kjolen sammen. Den hang stadig en halv størrelse for stor på hendes krop, men det betød ikke, at det ikke var rart at få spændt stoffet ind omkring sig. Det var en af de eneste ting, Zirra godt kunne lide ved kjoler – rigtige, formsyede kjoler. Var der ikke et korset involveret, var det lidt som at få et kram hele tiden, mens man bar den.

”Så parat, som jeg bliver,” svarede Zirra og lavede en hurtig fletning i sit tykke hår, så det ikke så helt så viltert ud. ”Sikken lang og god gåtur vi har fået os, hva?”
Hun smilede til Mirabelle og blinkede, inden hun fulgte med hende ud ad værelset og nedenunder til resten af selskabet. De var godt i gang med at ønske hinanden farvel og på gensyn, og Zirra deltog i det, da de kom ned. Treston sendte hende straks et mistroisk blik, og hun kunne se at han lurede, at der var sket mere end blot et bånd, der var faldet ud af hendes hår. Sådan var de med hinanden. De kendte hinanden så godt, at de sjældent kunne løbe om hjørner med hinanden. Zirra ville komme til at høre for det længe, vidste hun, men Treston var også klog nok til ikke at bringe noget op, mens de stadig var her. Ingen af de andre – og slet ikke Ersten – ville tage særligt godt til at høre, at de to piger havde brugt tiden på at lære hinanden lidt mere intimt at kende.

”Det har været en sand fornøjelse. Tusind tak for selskabet,” sagde Zirra høfligt, og gav et nej til Pompadour-familien. Et ekstra langt smil blev sendt til Mirabelle, før hun fulgte med sin familie ud til vognen, der ville føre dem hjem.
Tænk at en familiemiddag, der startede så kedelig, kunne udvikle sig til at ende så tilfredsstillende.

Mirabelle smilede blidt til Zirra, og tog hende med ned til entréen, nu når de var klar. Selv så hendes hår måske også lidt mere uglet ud end et havde gjort, men det ikke var værre end lidt vind kunne være forklaringen.

Hun sagde høfligt farvel til Reynslest familien, men sendte alligevel et ekstra blik til Zirra. Det havde været en god familiemiddag, selvom det måske ikke var hvad nogen af dem havde forudset ville ske.