Vreden han kunne se i hende var ny og han var sikker på hun nok skulle lærer at blive en ond person det krævede blot lidt mere ligegladhed, og lidt mere arrogance så vil hende mentalitet stort set være i orden, han sad og følte med i kampen der forgik i få øjeblikke kunne han se den gamle Ithilwen der nede, men han kunne også se en ny på vej.

Kravenoh kloner forsvandt og det samme gjorde ild menneskerne, han gik ned til hende nede ved stranden han kunne mærke hvor våde sandet havde været da han gik på sandet det var næsten som om det var kviksand. han så på hende og nikkede til hende "kom" han gik op af trapperne og ind i huset og forventede at hun gik med ham, eller han regnede med det. han gik hen til hans bogreol hvor han stod og ventede på hende, han begynde at kigge efter en bog lige indtil han fandt den rigtige han hev bogen ud og reolen flyttede sig, og frem kom en skjult gang med nogle trapper der gik ned ad, der var lys hele vejen ned af siderne på den gang, Kravenoh gik ned af trapperne til han kom til hans arena som han kalde den.

I rummet der var nogle høg ligende mænd hvor der var placeret knive i, som en slags træning hvor man kunne øve sin færdighed, lidt længere henne var der en forhindrings bane med hvor man skulle gå igennem ild, pile, knive, og sandsække, stort set alt på den bane kunne slå ihjel hvis man blev ramt af dem.
Han ventede blot på hun vil komme ned, måske var det dumt at vise hende dette men lige nu var der ikke noget der tydet på hun skulle blive god igen, måske han skulle slette meget mere fra hendes sind, måske placere endnu to nåle i hende hoved bare for at slette de sidste gode der måtte være tilbage i hende.

Kravenoh gik ud fra at hun kom med så snakken begyndte " som du ser er dette en trænings bane og en færdigheds bane, ser gerne du klare dem alle og en ting du skal vide det hele er ægte, du kan komme til skade du kan dø men du er nød til at lærer at se frygten i øjne, tro at du kan overvinde alt" sagde han bestemt, Kravenoh havde selv brugt denne bane til at blive den han var og havde mange ar efter banen på ryggen og andre steder.

Wens øjne fulgte de forskellige kloner der pludselig forsvandt ud af det blå igen. Vandet havde formet sig omkring hende så hun havde været klar til angreb, hvis nogen gik imod hende igen. Dette var ikke længere tilfældet som Kravenoh nærmede sig hende i det våde sand og bad hende følge med. Hun stod kort og kiggede efter ham. Spekulerende over, hvad han skulle betyde for hende eller om han overhovedet havde nogen betydning. Han hjalp hende. Efter at minderne var væk og alt var så forvirrende, guidede han hende ud af den vej som hun forhen havde taget. Det måtte være sådan det hang sammen.

Vandet løsnede sig fra hendes greb og faldte ned på det iforvejen væddede sand. Hun fulgte endelig efter mørkelveren op af trappen og ind i huset igen. De let matte øjne studerende rummet mens Kravenoh stod ved reolen, som få sekunder senere flyttede sig. Wen hævede et øjenbryn og kiggede undrende på ham. Hun fulgte efter ham derned og tog alle indtryk til sig som det store arenalignende område åbnede sig for hende. "Hvorfor er jeg her? Hvad er formålet med at du lærer mig alt det her? Hvad gør mig speciel?" spurgte hun endelig dybt alvorligt og så på ham med de grågrønne øjne. Hun vidste ikke hvad hun ventede at høre. Bare et eller andet. Noget der gav mening for hende, og som kunne hjælpe hende til at forstå, hvorfor det her førhen havde været vigtigt.

Kravenoh vidste virkelig ikke om det her var en god ide, for lige nu satsede han på at hun aldrig vil blive sig selv eller god igen, og det var måske et farligt sats for han havde jo sådan set kun fjernede hendes gode minder også prøvede at placere onde minder i stedet, så hvordan det virkede vidste han jo sådan set ikke på nogen måde, for Kravenoh var jo bare ond af natur og kunne ikke forstille sig som et godt menneske, men lige nu var han da ved at gør en elver til en bedre person, han rystede på hovedet af sig selv om tanken.

Kravenoh kiggede på hende da hun stillede ham et spørgsmål et spørgsmål som han måtte tænke over, " du er her for at få en bedre kamp dygtighed, for at få dine evner bragt tilbage i kroppen ,for at du kan gå her fra uden at komme tilbage og vil kunne klare sig selv der ude. Ser du når du først forlader dette sted, sletter jeg mindet om dette sted i dit hoved, sådan du ikke kan finde tilbage til mig for alt hvad jeg er for er ingenting, jeg er blot en mørkelver der valgte at hjælpe en uskyldig elver som dig, og i manges øjne var det et forkert valg, og jeg vil nok være pænt meget eftersøgt når folk fandt ud af det, så når jeg føler du er klar til at du kan begive dig ud på egen hånd så bliver du det. " sagde han og smilede kort, han havde allermest lyst til bare at lukke hende inde, men han håbede hun vil sprede sig som en ond virus og fjerne fokuset lidt væk fra Kravenoh.
" så kom i gang med din træning rødtop " sagde han og bed sig let i tungen ide han lige kom til at betragte hendes former lidt for meget ide han stod og kiggede på hende med hovedet lidt på skrå.

Ithilwen kiggede roligt på ham og lod ham forklare. Hun forstod meningen med hvad han sagde, men hun forstod stadig ikke hvorfor han lige havde valgt at hjælpe hende. Hun huskede godt at han fortalte om hendes familie og hvad de inderst inde havde håbet på. At de havde kæmpet for at racerne ville kunne leve i harmoni. Mod alt hvad enhver anden ville havde regnet med, på grund af mørkelvernes simple navn, var det elverne som havde slået først. Den race som anses for at være ren og intelligent. Racen som i Ithilwens lige nu sarte hovede, ikke var konfliksøgende, havde lige præcis gjort det. Kravenoh havde åbnet hendes øjne op for hvor grusom det hele var. Men hun ville ikke sidde tilbage og se sin egen undergang. Ikke denne gang.

Ithilwen gjorde som han sagde og gik nogle skridt, inden hun vendte sig og kiggede på ham. "Jeg ved du har dine grunde.. Men for hvad det end er værd for dig, håber jeg, at jeg aldrig glemmer dig." Et lille smil kom frem, men forsvandt hurtigt tilbage i alvorlige folder. Hun følte sig rusten, selv efter at havde været ude ved vandet. Hun tog to dolke ud af en af holderne og kiggede let på dem. Betragtede dem og følte kraften vende tilbage i sine fingre. Hun satte dem ned i skaftet ved sit bælte og trak vejret dybt, inden hun tog de første skridt ind i banen der skulle afprøve hendes færdigheder til det yderste. Der gik ligeledes ikke mange sekunder før det første hagel af pile skød mod hende, og hun kastede sig fladt mod jorden og rullede hen til en væg. Den lille ting havde allerede fået hendes hjerte til at hamre afsted, som gulvet begyndte at bevæge sig. Jamen det her skulle da nok blive interessant. Det meste af gulvet forsvandt på et mindre område og Ithilwen var ikke i tvivl om at det resterende gulvareal var fyldt med fælder. Ithilwen kom let og elegant på benene som hun hoppede videre hen på en ny afsats og undgik med nød og næppe en flamme der skød ud af væggen, som nær havde ristet hendes næse af.

De ord " håber jeg aldrig glemmer dig " var et ord der fik alle de gange han havde lavet lort over for elverly, alle de gange han havde skadet eller drabt en elver, de ord gjorde virkelig at et lille smil kunne ses på hans læber og han stod blot og tænker over alle de gange oppe i hovedet.
" bare rolig du kommer ikke til at glemme mig" mumlede han for sig selv da hun var i gang med at træne.

Kravenoh satte sig over på en skammel han havde i rummet, hvor han satte sig over for at holde øje med hende og lærte vært lille bevægelse hun tog, for hvis hun skulle vende sig imod ham på noget tidspunkt måtte han lærer hendes svagheder.
måske det var tid til at lade hende gå hvis hun klarede banen, eller skulle han besøge elverly imens han stadig havde hende her, han vidste det ikke endnu han kunne jo også bare smide hende for porten gi hende en gave, og måske så se hvad der ville ske ved det.
Han kunne dog godt lid tanken om at have et es på hånden hvis han skulle være uheldig og blive taget til fange eller noget andet, " når du er færdig rødtop så kom lige her hen" råbte han sådan hun vil kunne hører det.

Kravenoh hev nogle knive frem og kastede dem imod hende " du skal lærer at der kommer angreb fra alle side og når du mindst venter det" råbte han, og begynde at kaste knive efter hende ikke nogen dødlige steder blot arme ben, og steder hvor det kun vil have en betydning hvis der gik dage hvor man ikke havde fjernet dem.

Ithilwen tog en dyb indånding og hoppede mere elegant rundt og undgik diverse forhindringer. En enkelt kniv ramte dog hendes skulder og lavede et langt mærke. Hun blev kort distraheret, da Kravenoh begyndte at råbe til hende. Det betød at Ithilwen nær var røget på røven da hun undgik den tygge bjælke som faldte ned fra over hende. Hvem havde dog lavet den her dødsmaskine.

Et mindre smertesudbrud kom fra hende, som en kniv ramte hendes højre lår og fik hende til at knække sammen og derefter blive ramt i siden af en fælde der forårsagede at Ithilwen ramte væggen rimelig hårdt. I det mindste var det den første store fejl hun havde lavet, og hun hev den spidse kniv ud af sit lår og kæmpede sig op at stå igen. Da hun endelig slap ud af dødsmaskinen havde hun mest af alt lyst til at falde sammen og blive liggende. Blodet begyndte at strømme ned af hendes ben, selvom hun gik uforstyrret videre. Hun kunne sagtens mærke smerten, men valgte at gå alligevel. "Det kunne være gået bedre.. Jeg har brug for en pause.. mit hovede føles som om at det er ved at eksplodere."

Nogle smil kom frem på hans læber ide hun blev ramt af de forskellige ting og ide hun kom til skade, han havde heller ikke regnet med andet for selv han kom til skade første gang han prøvede den, han rystede på hovedet ide hun kom hen til ham for at bede om en pause " pause nej tror dine fjerner holder pause, der er ikke tid til pause, du for 20 sekunder til at holde pause også er det bare op igen på den bane." sagde han bestemt sådan hun vidste at han mente det.

Kravenoh vil ikke dræbe hende han vil blot udmatte hende skade hende gør hende hjælpe løs, for han kunne godt lide at se andre folk komme til skade og det var det han vidste hun ville komme til jo mere udmattet og træt hun blev," så er de sekunder gået så op på banen igen nu!".
Kravenoh var en hård fyr og hvis hun vil have en pause skulle der mere til, ind blot sige man havde brug for det men han var dog klar til at finde ud af hvor meget denne elver kunne holde til rent fysiks og mentalt.

Ithilwen tog sig til hovedet og sendte ham et træt og ikke mindst irriteret blik. Nok vidste hun at han mente det, men det gjorde ikke hendes irritation mindre. Hun sukkede og gik målrettet hen efter stofstumper til at binde om sit ben og arm, hvor hun havde tilegnet sig nogle skader. I hvert fald så hun kunne nå det, inden hun skulle tilbage i dødsmaskinen.

"Javel." kom der knurrende fra den rødhårede elver som gik ind på banen, dog lidt mere forberedt denne gang, selvom hendes få skader selvfølgelig var en irriterende faktor. Den første halvdel af banen forløb gange fint uden knaster, andet end hun nær havde mistet balancen et sted. Det var først ved sidste halvdel at hendes ben med skaden bukkede under på et forkert tidspunkt og hun blev ramt af en form for træbjælke som slyngede hende tilbage og højst sandsynligt også havde haft sin indvirkning på de nu meget ømme ribben. Et irriteret udbrud blev sendt afsted, som hun kom på sine ben og begav sig videre. Denne gang var hun dog mere aggresiv på banen, da hendes skader nagede hende. Dette resulterede i at hun rent faktisk udøvede skade mod selve banen og dens fælder når de kom frem. Fik knækket nogle spyd der kom op fra jorden og udnytte de enkelte ting rundt omkring som ikke var fælder, til at forsvare sig mod de pludselige angreb. Det bedste værktøj indtil videre var en mindre tønde. Den havde vist sig at være ganske effektiv.

Ithilwen kom ud på den anden side, med en arm beskyttende om sine ribben. Hun var en smule forpustet, men ikke noget der slog hende omkuld. Det værste var den gnavende hovedpine, som voksede og voksede, selvom hun ikke mente at hun var blevet ramt der en eneste gang. "lad mig gætte. 20 sekunder, og så skal jeg stå nede for enden igen?" hendes stemme begyndte at blive mere rug og hård når hun snakkede, og uden rigtig at vente på svar, begav hun sig ned i den anden ende igen.

Der var ikke så meget for Kravenoh at gøre lige nu for hun gjorde faktisk det han havde tænkt sig at sige til hende, så det eneste han gjorde var at nikke til hende og smile.
han sad blot og ventede og ventede på hun skulle komme igennem banen, og på hun skulle komme mere og mere til skade.
" du behøver ikke at gi mig det blik, for hvis du gerne vil overleve dit næste møde med en elver så skal du være klar til hvad som helst, men se nu at blive færdig det skal gå meget hurtigere." råbte han.

Kravenoh tog en kniv frem og begyndte at lege lidt med den i hans hånd, han overvejret om han skulle sige til hende at hun skulle stoppe, og at hun var klar til at begive sig ud på egen hånd, " Rødtop kom lige her hen "
sagde han og stoppede med at lege med hans kniv, og rejste sig op fra stolen af og stod blot og kiggede på hende.
Måske var hun klar til at begive sig ud på egen hånd, men måske ikke men han havde fået det ud af hende som han vil, så det eneste der manglede var at hun fik en afmærkning fra ham, sådan alle de andre elver vil vide hvem der stod bag.

Ithilwen himlede helt automatisk øjne af ham, selvom han havde sagt at hun ikke skulle give ham det blik. Af en eller anden årsag havde hun svære og svære ved at følge ordre og blev mere og mere selvstændig. Hvilket nok ikke var den største forandring, da ordre ikke havde været hendes ynglings kop the allerede til at starte med. Men hun satte alligevel farten op. Hun gad ikke til at diskutere eller skændes. Specielt fordi hun vidste i sidste ende at han havde ret. Efter et par ture mere igennem banen, blev hun kaldt hen til ham.

Ithilwen kiggede hen på ham og gik, svagt viste sin påvirkelse af diverse skader, op mod ham og stoppede foran ham og kiggede afventende på ham. "Ja?" svarede hun. Dog kunne man alligevel se at hun ikke bare stod og slappede af. Efter de forskellige kniveangreb fra hans side, som en del af træningen, havde hun en følelse at alt kunne ske ud af ingenting. Hvad der nok havde været hensigten allerede til at starte med. At hun altid var forberedt på det værste. De grågrønne øjne hvilede på ham og holdte knivens position i sin øjenkrog.

Kravneoh kunne godt fornemme at man ikke bare sådan gjorde en god person ond bare sådan, han rejste sig op og kiggede på hende" det var okay du er færdig og jeg vil håbe du er klar, så det eneste du skal nu er at helbredes også er du fri til at gå" han begyndte at gå op igen men lige inden han nåede til trappen vende han sig om og så over på hende " men kom med jeg skal nok tag mig af dine sår, for har det rette til dig oven på ".

Kravenoh gik op af trapperne og oven på og op til hans soveværelse, han hev et nyt lagen på hans seng for han gad ikke at have blot over det hele, han gik ud for at hente noget varmt vand i en spand, og nogle stof ligende klude til at han kunne tør hende med hvis det var. han forventet lidt han hun kom så han stillede sig blot og ventede på hun skulle komme op og ligge sig på sengen

Ithilwen kiggede ret faktisk skeptisk på ham. Som om hun ikke helt var sikker på at han mente det. Fri til at gå. Det havde hun vel været hele tiden, men havde taget imod hans hjælp til at blive trænet. Ithilwen kiggede lidt efter ham og blinkede nogle gange. Hun havde dog behov for at blive lappet sammen igen, selvom hun forsøgte at skjule smerten.

Ithilwen sukkede og gik med ham op af trappen, dog lidt efter Kravenoh, da hun havde stået stille lidt tid. Det gjorde dog ondt i hendes lår hver gang hun tog et skridt og knurrede let af smerten. Da hun ankom til værelset hun var vågnet op i kiggede hun lidt omkring sig. Han havde hentet varmt vand og stof, samt at lagnet var blevet skiftet. Hun gik forbi ham og satte sig ned på sengen. "Hvad sker der efter det her? Du mener at jeg er klar, men til hvad?" spurgte hun ham roligt og forventede tydeligt at han svarede inden at hun ville ligge sig ned.