Der kom mange sidste forsøg på at få det sidste ord, eller få vristet en sidste morsom reaktion ud af lægesønnen. Det kunne Selmy sagtens fornemme. Men han forblev uændret hele vejen hen til døren, og skulle bare have knægten ud. Hovedet skulle da tjekkes, ja, men den bedste behandling han kunne tilbyde sig selv lige nu, var at få noget ro. Og det krævede, at der ikke var små nævenyttige lillebrortyper omkring ham lige nu.

Så stod han der i døren, blokerede ind til lægestuens lys og varme, og så på Theodore, hvis kappe flagrede vildt om ham. Man kunne næsten få medlidenhed med ham. Men kun næsten.

Han skulle til at lukke døren til, men til hans store fortrydelse, stoppede han bevægelsen, da han hørte Theodores hurtige ’for resten’. Han burde have set det komme. Han burde efterhånden have stiftet nok bekendtskab med drengens gøren og små skift i hans ansigtstræk, til at han burde have forudset, hvad der ville komme nu.

Fordi det blæste sådan omkring dem, havde Theodore været nødt til at råbe-tale, for at Selmy skulle høre det. Og han hørte det. Og måske hørte nogle af naboerne det også. Selmy lukkede øjnene i og vendte hovedet til siden. Den dreng altså...! Han åbnede øjnene skarpt op, og fulgte knægten med blikket. Han var ved at stikke af, så Selmy førte sine hænder op omkring munden, skabte et hulrum, så hans ord kunne trænge igennem stormen ”Jeg skal nævne det for Livets Moder under mine aftenbønner, Hr. Ljungberg!”

Bare lige en påmindelse!

Hans iltre blik blev gradvist roligere og hans opspændte krop gav sig, og han besluttede sig for, at han nok hellere måtte se at lukke døren til, før han fik problemer med nogle af naboerne for at råbe op sådan frem og tilbage med en teenager. Og helst før hans fars tålmodighed med ham blev testet. Døren blev derfor lukket i relativt kort efter.