Hænderne rystede og Orcus var lige pludselig i tvivl om han ville ende med at vække hende, hvis han blev siddende. Alligevel tvang han sig til at sidde stille i nogle timer, da han var nervøs for, at han faktisk ville vække hende, hvis han lige pludselig flyttede sig. Måske han endda var døset lidt hen, men vågnede med et mindre sæt, som hans hånd var gledet ud af hendes og han lå lånet forover. Han vendte hurtigt blikket imod Nianna for at sikre sig, at hun ikke var blevet vækket af ham også. Men hun så ud til at sove tungt, som han skævede rundt i haven og overvejede, hvad han skulle gøre ved sig selv. Langsomt og yderst forsigtigt kom han på benene, eller næsten, da han faktisk endte med at kravle væk. Blikket hvilede imod bålet, der sagtens kunne være gået ud efter de timer, de havde tilbragt ved hulen. Så han følte lidt, at han var nød til at vende fokus imod ilden og derved glemme sin egen krops tilstand. Han fandt hurtigt noget brænde i nærheden af bålet, så han kunne fodre ilden en smule. Men så faldt han også hurtigt hen i en afslappende position, som han stirrede ind i ilden.

Timerne gik, som han fra tid til anden skævede imod Nianna for at se om hun stadig sov. Til sidst gled han blik dog på de grøntsager hun havde fundet frem for noget tid siden. Han skævede lidt frem og tilbage, før at han fik fadet til at svæve hen i hans skød, som han krydsede benene og sikrede sig at fadet stod stabilt. Så fortsatte han med at ordne grøntsagerne, skubbede ærterne ud af bælgen, som han havde set hende gøre tidligere. Det endte med at han fordybede sig så meget i indholdet i fadet, at han ikke altid fik tjekket til Nianna, men så længe han kunne høre hende snorke og trække vejret, så behøvede han heller ikke kigge til hende.

Der gik endnu en rum tid, som Orcus endte med at prikke lidt til grøntsagerne, fordi han faktisk ikke vidste, hvad Niannas plan var med dem nu. Men nu var de da i hvert fald blevet snittet, så måtte han afventede yderligere instruktioner. Stille lænede han sig fremad for at smide mere brænde på bålet, men som han var på vej tilbage mærkede han lige pludselig noget tæt på og snart havde han nogle arme omkring halsen. Det gav et sæt i ham, som han forsøgte at vende blikket imod hende. "Godmorgen, kære" lo han stille, som der dog hvilede et uroligt smil på hans læber. Han begravede hurtigt hænderne i sit skød for at skjule den svage rystelse der hvilede over dem. I stedet skyndte han sig at tjekke hendes tilstand, som han lod blikket vandre rundt på hendes krop. "Det hjalp?" konkluderede han næsten, selvom det faktisk var et spørgsmål, men han kunne jo se på hende, at kroppen måtte have det bedre.

De lange blonde lokker, var let rodet efter den lange søvn, men hun var heldigvis født med noget helt fint blødt hår, der var let at tøjle, når ellers hun gav det opmærksomhed, hvilket nok manglede i dette øjeblik, hvor hun omfavnede Orcus med et strålende smil. "Selvfølgelig...." klukkede hun fornøjet, med et tydeligt præg af hun aldrig havde tvivlet på sine botaniske evner. Hun nappede ham drillende i halsen, og bemærkede slet ikke den måde han havde skyndt sig at skjule de dirrende hænder. Hun rynkede dog ganske let i panden, for havde han slet ikke hvilet? Hun kunne jo se han havde holdt liv i bålet, og endda også snittet grøntsagerne færdige. Hun trykkede let panden imod hans kind, inden hun rettede sig op, og lod blikket glide rundt. 

Med lette bevægelser, var hun hurtigt rundt og plukkede de sidste krydderurter til at give smag til retten, inden hun kom tilbage, med den fornyede energi og de kun minimale smerter der var tilbage, var der ingen grund til at bebyrde Orcus med at skulle ordne tingene. Hun knuste urterne i en sten med en spejlblank fordybning, inden hun dryssede det over grøntsagerne og hældte lidt vand over, så kunne det have lov at stå i bålet og hygge sig imens hun koncentrerede sig om den herlige mand, der havde holdt sit ord, vogtet over hende imens hun havde sovet og kommet til hægterne igen. 

Siddende et par skridt fra ham, hvorfra hun havde lavet de sidste ting, vendte hun blikket imod ham, inden hun lod hænderne glide igennem de blonde lokker for at rette dem lidt, så de i stedet hang fint ned igen og ikke så så forpjusket ud. Inden hun med et glimt i øjne kravlede hen bag ham på alle fire, hvorefter hun igen lagde armene omkring ham, og knugede sig ind imod hans ryg, påpasselig med ikke at ramme hans vinger så det ville være ubehageligt for ham. "Har du sovet?" spurgte hun dæmpet, for det endte med det snart var hende som måtte tage sig af ham, hvis han fortsatte, gjorde det ikke?

Der hvilede en svag rynke imellem hans bryn, som hun gav udtryk for at det var en selvfølge at hendes sår havde healet. Måske han ikke skulle undervurdere hendes magiske evner, men han havde nu alligevel været slemt bekymret for hende. Men til sidst endte han også med at sukke lettet, som han fjernede hænderne fra stålfadet og løftede dem op for at hvile dem over hendes i omfavnelsen. Det var godt at se, at hun atter kunne stå på sine ben, men han kunne godt mærke, hvordan hun også hvilede sig op imod ham. Han blev dog lydigt siddende, som han nød stunden og faktisk ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre. Det var lidt op til hende at færdiggøre retten, for han vidste ikke meget om halvdelen af ingredienserne, så det ville nok blive en besynderlig ret, hvis han færdiggjorde den. "Godt, du er dig selv igen" svarede han efter noget tid, som han lænede hovedet imod hendes kind. Endnu en gang tog han en dyb indånding for at dufte til hende.

Så længe hænderne var beskæftiget med at holde om hendes, kunne han sagtens kontrollere de ustyrlige bevægelser. Det var ikke helt så nemt at få øje på. Men som hun forsvandt for at vandre rundt i haven og plukke nogle finurlige sager, skjulte han atter hænderne i sit skød. Der hvilede et forsigtigt smil på hans læber, som han fulgte hendes bevægelser med øjnene. Han følte ikke lige for at følge efter hende, så ville hun sikkert også føle sig forstyrret, når hun gik i sine egne tanker eller tænkte over måltidet. Han kunne høre, hvordan hans mave begyndte at rumle, som han hurtigt flyttede hænderne fra skødet imod maven. "Ups.." mumlede han for sig selv.

Blikket gled ind i bålet, som hun havde sat maden over og han allerede nu glædede sig til at sætte tænderne i det. Men kort tid efter mærkede han hendes arme omkring sig igen, som han forsøgte at kigge sig selv over skulderen for at møde hendes blik, da hun talte. Langsomt løftede han den ene arm for at tage fat rundt om hende og hive hende op på hans skød, så kunne han også bedre sikre sig, at hun var okay. "Jeg døsede hen et par timer" indrømmede han med et forsigtigt smil på læben. Kroppen føltes muligvis lidt træt, men det kunne sagtens skyldes det kommende behov for rusmidler snart. Mon hun havde noget, der kunne dæmpe behovet?

Nianna kunne ikke lade være med at le dæmpet, da hun hørte hans mave knurre, han måtte være lige så sulten som hun var ved at være, så hun håbede blot på at der ville være mad nok, og vigtigst af alt, at han ville kunne li hendes mad, for hvad mon han var vant til at spise? Hun puttede sig blidt ind til hans krop, men blev en smule overrasket, som han rakte rundt og trak hende op på sit skød at sidde. Hun lænede sig blidt ind imod hans krop, som hun sad der med siden til ham. Hun følte sig allerede meget bedre tilpas, som de fleste af smerterne for længst var gået væk og hendes søvn behov endelig stillet igen, men hun kunne ikke lade være med at bekymre sig let om Orcus, for hun vidste intet om hvor ofte han måtte tage sine rusmidler, men hun vidste det var længe siden han havde fået dem, og hvad skulle hun gøre hvis han fik et anfald som før? Hun bed sig lettere usikkert i læben, inden hans ord fik hende trukket lidt ud af tankerne og et lille smil indfandt sig om hendes læber. 

"Godt du fik sovet lidt..." svarede hun blidt, som hun løftede blikket imod hans dybe brune øjne. Men hun kunne ikke ryste bekymringen helt af sig, hvor han før havde bekymret sig for hendes ve og vel, var rollerne omvendte nu. Hun ledte efter et tegn på hvordan han virkelig havde det, om der var noget der kunne afsløre hvordan han havde det. "Dine rusmidler......." kom det helt forsigtigt fra hende, som var det et farligt emne at tage op, for enten måtte han rejse tilbage, eller også måtte han forklare hvad han behøvede og så kunne hun måske genkende en plante der kunne stille det behov, hun havde jo så meget i den lille oase, noget måtte kunne hjælpe, hvis hun da var heldig. Hun kyssede ham blidt på kinden, inden hun lagde hovedet imod hans skulder og for en stund blot lyttede til hans vejrtrækning.

Hvis han bare kunne holde fat i denne ro, så ville han bestemt ikke have problemer med at blive der. Han kunne sagtens vænne sig til det, hvis han stadig kunne få bare en smule afløb for sin rastløshed, der måtte være en løsning, ikke sandt? Orcus søgte i hvert fald hurtigt hendes nærvær igen, så snart hun følte sig ovenpå, så mon ikke han ville have problemer med at efterlade for at se til sine øvrige behov? Det måtte være grunden til at Orcus ikke var vendt hjem efter de nødvendige rusmidler, grunden til han ikke havde lyttet til sin krop og taget hjem, imens tid endnu var. Men som han trak hende op på hans skød, glemte han bekymringerne og strøg hende i stedet ned over kinden for at sende et smil i hendes retning. Det var godt at se hende ovenpå igen.

Orcus nikkede stille til hendes udtalelse. Hvis ikke han havde sovet på det tidspunkt, så havde trangen noget været endnu større og så ville han næppe kunne blive siddende der uden at få det virkelig dårligt. Han måtte fokusere på noget andet, som blikket gled bort fra hendes og imod bålet, hvor maden kogte lige så stille. Kunne han afvente maden eller skulle han finde en midlertidig løsning nu? Svagt bed han sig i læben, som han mumlede for sig selv, men straks rettede blikket imod hende, da hun ramte en nerve. Så skar han en grimasse over hendes ord. Havde hun opfanget hans dirrende hænder eller hvad havde afsløret hans abstinenser? "Ja.." han vidste ikke hvad han skulle svare hende, som han i stedet førte en forsigtig finger ned over hendes ryg. Hun burde ikke bekymre sig om ham nu, ikke når hun lige havde fået det bedre. "Det går nok" fortsatte han for at skubbe hendes bekymring bort og sin egen.

Hun trykkede sin kind let ind imod hans blide berøring, den sendte et behageligt sus igennem hendes krop, så mange år var gået uden at mærke noget lignende, og det var som om hendes krop higede efter at mærke dem igen og igen, hun ville aldrig blive træt af hans berøringer eller nærvær. En varme steg op i hendes kinder, der let blussede under hans berøring og det smil han sendte, et sted dybt inde frygtede hun at han ville kunne få hende til alt, hvis blot han sendte hende sådan et smil. Hun ville gøre alt for at se ham smile på den måde, smile til hende. Hun lagde blidt sin hånd over hans og knugede den ind imod sin kind, med et lille uskyldigt smil om læberne.

Hun rykkede ganske let på sig, så hun sad med fronten lidt mere imod ham, hun havde svært ved at ryste bekymringen af sig, også selvom han forsøgte at overbevise hende om det nok skulle gå. "Men Orcus hvis du... hvis.." Hun stoppede sig selv, da den følelse af magtesløshed hun tidligere havde følt skyllede ind over hende, smerten var let at spore i hendes blik for hun havde ikke længere muligheden for at kalde på Philo, hvor lidt hun end også ønskede nogensinde at se den mand igen. Kunne hun mon have en plante i haven der kunne hjælpe ham? Der var så mange.. Hun løsrev ganske kort blikket for at lade det vandre rundt i haven, efter muligheder, inden det søgte tilbage til ham igen. Hun rykkede igen på sig, som hun satte vægten på det ene knæ og løftede det andet ben hen over ham, så hun sad med et ben på hver side og fronten imod ham. Hans finger der let strøg hende ned over ryggen, fik hende til at skyde brystet en smule frem imod ham, da det sitrede så behageligt igennem hele hendes krop, og næsten fik hende til at glemme alt om den store hindring der lå og ulmede. Blidt lagde hun begge hænder om hans kinder, hvor hun kærligt strøg tommeltotterne over hans kinder. 

Selvom hun havde fået chancen for at komme til kræfter igen, følte Orcus stadig, at han skulle være bare en smule forsigtig med hende. Derfor valgte han også at røre hende ganske blidt, så hun ikke følte sig presset ud i noget, der ikke rigtig var kræfter til. At han så havde trukket hende op på sit skød var en anden ting, primært fordi det var svært at se hende, når hun kravlede rundt på den måde, her følte han i det mindste, at han havde bare en smule mere styr på hende end ellers. Orcus lod sit blik hvile i hendes, som han ikke rigtig ønskede at slippe det. Han kunne sagtens blive siddende der, men havde også lidt på fornemmelsen at de begge ville glemme tiden og måske endda maden.. Noget mad han så frem til at smage, men måske også var en smule skepsis over, fordi han havde fået fornøjelsen af ærten tidligere. Men mon ikke hun vidste, hvordan tingene skulle smage sammen, når det nu smagte underligt hver for sig? En svag latter rejste sig fra hans hals, som han så hendes lette kulør og bevidst valgte at prikke ganske let til hendes kind i stedet. Hun var simpelthen for kær nu.

Orcus holdt hende ikke fast, så hun kunne sagtens flytte sig, hvis det blev nødvendigt, han så dog helst, at hun ikke flyttede sig helt fra hans favn, som hun dog blot vendte fronten mere imod ham. Nianna ville tydeligvis ikke lade emnet ligge, som han sukkede ganske svagt og forsøgte at sende hende et opmuntrerende smil. "Rolig nu.." han måtte forsøge sig med ord, selvom hun tydeligvis ikke var i stand til at forme sin sætning, så havde han en fornemmelse af, hvor hun gerne ville hen med det. Ja, han kunne risikere at reagere ligeså voldsomt som han havde gjort tidligere i deres eventyr, men forhåbentlig ville det ikke komme så langt. "Jeg kunne ikke forlade dig.. for hvad ville du så ikke tænke om mig, hvis du vågnede, før jeg kom tilbage?" forsøgte han roligt at forklare, som han sagtens kunne have vendt snuden hjemad for at hente de nødvendige stoffer, men så kunne han nemt have risikeret, at hun var vågnet uden ham og han orkede virkelig ikke at blive kastet ud i endnu et skænderi med hende. Det fortjente hun ikke. Orcus løftede let det ene øjenbryn, som hun rettede på sin stilling og nu vendte fokus helt imod ham. Pupillerne var en smule trætte, men han havde følt, at han sagtens kunne håndtere det. Smilet var dog tydeligvis svagt, som han i stedet forsøgte at distrahere hende med kærtegn over ryggen og hen over skulderne.

Nianna kunne ikke lade være med at le, som han gav sig til at prikke til hendes kinder. Hun slog drillende hans hænder væk, inden hun lagde sine egne hænder over de nu voldsomt blussende kinder. Hun himlede let med øjne som hun rystede på hovedet over ham. "Vær sød....." formanede hun drillende, inden hun dog alligevel slap sine kinder igen, for at lægge dem om hans nakke i stedet, hvor hun blidt strøg fingerspidserne over hans nakke, blidt masserende. Hun lagde hovedet ganske let på skrå, som hun betragtede hans smukke brune øjne, inden hun forsigtigt lænede sig frem, og fandt hans læber med hendes egne, i den blid berøring. Et lille suk slap over hendes læber imod hans, mens smilet bredte sig om hendes læber. Hun kunne aldrig blive træt af den følelse, af hans læber imod hendes egne, og slet ikke nu hvor hun var kommet så meget til hægterne igen, lysten til ham, til mere blussede atter på ny som det pustede til den evige flamme i hendes der ikke kunne slukkes.

Som Orcus forsøgte at mane hende til ro, sukkede hun opgivende af ham, men som han fortsatte måtte hun alligevel erkende at han havde ret, den frygt hun havde følt øjeblikket hun indså han ikke var ved hende, havde hun jo panisk vendt sig for at lede efter ham, hvis han havde været helt væk, hun turde slet ikke tænke tanken til ende. Det ville have knust hende at gå rundt i uvished, om hun nogensinde skulle se ham igen, så hun var nok egentligt glad for han havde ventet, men hvad så nu? Hun mærkede hvordan hans hænder, begyndte at kærtegne hendes ryg, og havde hun været en kat var hun uden tvivl begyndt at spinde, for sagligheden lagde sig over hendes øjne, som han formåede at sætte en ro i sindet på hende, det kunne ikke være helt slemt, hvis han faktisk kunne distrahere hende på den måde, kunne det? Der måtte stadig være tid inden han fik behov for sine rusmidler, så skulle hun ikke blot nyde ham? Hun lænede sig en smule frem imod ham, for at lade deres læber mødes igen, lidt mere krævende end før, som hans kærtegn måske prikkede lidt ekstra til gløderne i hendes indre. Hun rykkede sig en smule tættere på ham, tættere på hans krop så deres overkroppe mødtes. "Lov mig at sige til, mens tid er...." hviskede hun dæmpet imod hans læber, inden hendes blik søgte op til hans.

Det var simpelthen umuligt at lade vær med at prikke bare en smule til de røde kinder. Det var så oplagt, at Orcus simpelthen ikke kunne lade vær. Det måtte hun da også kunne se, som han ikke var helt så villig til at slippe hendes kinder, men alligevel flyttede hænderne til i stedet at stryge hende ned langs med halsen. "Er jeg ikke det?" spurgte han noget så uskyldigt, selvom han ikke ligefrem kunne føre det uskyldige blik helt ud, som han endte med at bryde ud i en let latter. Det var svært at styre, når det kun var dem lige nu, han følte sig virkelig afslappet, men vidste også godt, at det ville være nødsaget til at stoppe på et tidspunkt. For han skulle vel hjem igen? Eller var det hjemme? Nianna formåede hurtigt at distrahere hans tanker, som hun lagde armene omkring nakken på ham og pressede deres læber sammen. Han kunne mærke flammen blusse op igen, som han dog forsøgte at holde sig tilbage, da han ikke følte, at hun var klar endnu. Eller var han selv klar? Måtte de overhovedet kaste sig ud i den slags igen? Midt ude i skoven?

Det lod til at hans ord fik hende til at holde inde med sin bekymring. Orcus følte ikke selv, at han kunne efterlade Nianna, når hun var så svækket, som hun var. For hvem ellers skulle beskytte hende, hvis ikke han gjorde det? Han vidste jo ikke meget om hendes familie, om hun havde familie eller hvem hun ellers omgav sig med. Men han kunne ikke forlade hendes omfavnelse lige nu, som han strøg hænderne ned over hendes ryg og langsomt forsøgte at kærtegne hendes krop. Han var meget forsigtigt, da han ikke var sikker på, hvorvidt hun var healet helt eller måske stadig kunne have ondt nogle steder. Det var også grunden til at han så vidt muligt forsøgte at undgå hendes højre side, så han ikke endte med at provokere en smerte, der ikke ville være behagelig for hende. Orcus lukkede svagt øjnene, som hun kom tættere på og pressede deres læber sammen igen. Han sukkede blidt imod hendes læber, før at han åbnede øjnene, da hun atter gav udtryk for sin bekymring. "Jeg skal prøve.. Men den eneste løsning ligger derhjemme" mumlede han stille, ikke fordi han ønskede at ødelægge stemningen, men hun måtte være klar over, at han ikke havde midlerne der. Så langt havde han ikke tænkt, da de havde forladt Dødens Kløft for et par dage siden.

Nianna kunne ikke lade være med at le, for nej han var da ikke sød når han sådan drillede hende, med det røde kinder, hun kunne dog ikke blive sur på ham, for det var jo sjovt, trods de varme kinder, kun gjorde hun flov. Hun himlede opgivende med øjne over hans kommentar, ingen hun rystede lattermildt på hovedet, som svar til hans kommentar. Hun sukkede dog nydende over hans berøringer ned over halsen, der fik hende til at smelte helt, men hun kunne fornemme han lod sig bremse en smule, hun måtte altså forsøge at holde hovedet koldt, selvom han gjorde det ufattelig svært, alt ved ham gav hende jo lyst til at droppe alle gøremål og blot blive ved ham, mærke ham. 

Hun havde svært ved ikke at skulle kysse ham, især som hans hænder begav sig hen over hendes krop, trods de hensyn han tog til hendes højre side af kroppen. Hun flyttede lettere bestemt på hans hænder, for han behøvede ikke denne forsigtighed, hun ville mærke ham, mærke hans hænder, men hans ord bragte virkeligheden til hende, for hun vidste godt at han måtte afsted, at hun måtte undvære hans nærvær, og risikere han ikke kom tilbage. For uanset hvor gerne hun ville det, havde hun ikke nogle planter i oasen, som ville kunne give ham den effekt, ikke nogle hun kendte til med sikkerhed hvert fald. Med et suk rettede hun sig let op, tog om hans hænder og knugede dem imellem sine egne, inden hun blidt trykkede læberne imod dem. "Jeg ved det......" hviskede hun dæmpet ned imod hans hænder, inden hun løftede blikket imod ham, inden hun rejste sig op, hun havde svært ved at finde sig selv i denne situation, for hvad skulle hun sige eller gøre, det bedste ville være at han rejste mens han stadig havde kræfterne, og hvis de ventede for længe ville han så kunne nå frem til kløften? Knuden i maven på hende voksede, for hun ønskede ikke han allerede skulle drage tilbage, hun ville slet ikke undvære ham et sekund hvis det stod til hende. Hun trådte nogle skridt væk og  lod blikket glide rundt i oasen, som søgte hun svaret et sted der, men hun fandt det ikke, i stedet vendte hun fronten tilbage imod Orcus. 

Der var muligvis en fare for at de begge ville glemme maden, særligt fordi Orcus ikke længere holdt øje med bålet, efter at hun var stået op og faktisk havde forstyrret ham. Ikke at han kunne beklage sig, fordi han nød hendes selskab. Den slags selskab, som han ikke vidste, at han faktisk havde savnet, som han dog ivrigt søgte hen imod, så snart hun bare kom lidt tæt på. Alligevel forsøgte han at være forsigtigt, som han dog hurtigt blev sat på plads af det lille fine menneske, der havde invaderet hans liv, noget så heftigt. Han lo ganske let, som hun flyttede på hans hænder og forsøgte at fortælle ham, at han bare skulle tage fat i hende. Indvendigt nikkede han for sig selv, som han lod hænderne gå på opdagelse på ny. Han strøg dem roligt langs med hendes hofte, og længere op, før at han pausede omkring hendes første ribben og søgte hendes blik. Orcus sendte hende et stille smil, som hun havde taget hans hænder og nu knugede dem i sine. Så nikkede han forsigtigt til hende. De behøvede vist ikke sige det højt, men på et tidspunkt måtte han vende hjem igen.

Det var ikke svært for ham at fornemme på hendes ord, at hun kendte til alvoren, men måske ikke helt ønskede at indse det. Dog rynkede han på brynene, som hun lige pludselig valgte at rejse sig. Han løftede hænderne imod hende, som forsøgte han at gribe fat i hende igen. Men samtidig lod han hende gå, fordi hun tydeligvis også var påvirket af den snart forstående afstand, der skulle være imellem dem. Orcus kom dog hurtigt selv på benene, som han gik hen til hende og bukkede sig ned for at gribe fat om hendes ben og løfte hende op med armene lige under hendes røv. "Jeg kommer tilbage igen" forsikrede han hende, som han flyttede ganske let på sine hænder, for at placere dem imod hendes røv, så hun i stedet kunne slog benene omkring ham. "Jeg tager nok med til at kunne blive, så længe det er muligt" fortsatte han, før at han lagde panden imod hendes kraveben og tog hendes duft til sig. Forhåbentlig havde Philotanus kaste sig over noget arbejde, så han kunne liste ind uden at blive forhindret i at komme tilbage.

Hvor behagelige hans berøringer end var for hende, mindede stemmen bagerst i hendes hoved hende hele tiden, om det faktum at snart skulle hun undvære dem på ubestemt tid. Hun lod blikket glide rundt i haven, som hun kun nåede at stå selv et øjeblik, hun frygtede det tomrum han ville efterlade hende med, for hun vidste ikke hvad hun kunne forvente, hvordan det ville føles, det var ukendt territorium hun var på vej imod, og han ville ikke være der med hende. Da hun mærkede hans hænder gribe om hendes lår, som han med lethed løftede hende op i sin favn, kunne hun ikke lade være med at le dæmpet, trods latteren ikke nåede helt ind i hjertet. Hun lagde sine arme omkring hans nakke, og svang benene om hans hofter, som hun knugede ham tæt ind imod sig. Hun ønskede han skulle blive, at han ikke var nød til at forlade hende nu, men han var nød til det, og hun måtte finde en måde at klare det på så længe. "Det bliver ikke sjovt uden dig...." hviskede hun dæmpet, inden hun løftede blikket imod ham, længslen efter ham var allerede at spore i hendes blik, trods han endnu ikke var draget afsted. 

Hun begravede ansigtet i hans skulder, og trak vejret dybt igennem næsen, indåndede den nu så velkendte og dejlige duft af ham. Inden hun nappede ham drillende i halsen ganske blidt, hun måtte finde en måde at vende følelserne, for hvis det blev ved sådan ville hun ikke kunne slippe ham, hun måtte finde sit smil og glade sind frem igen, hvor dybt hun end måtte grave. Lettelsen nåede da også dybt ind, da han forsikrede hende om han ville tage rigeligt med til så længe som muligt, og smilet bredte sig straks om hendes læber inden hun gjorde et lille nik. Ganske kort skævede hun over imod maden, det var ved at være færdig og hvis ikke det skulle brænde på, måtte de have det fjernet derfra. "Kan du fjerne fadet?" spurgte hun stille, for med hans evne måtte han kunne gøre det uden at de skulle stoppe lige nu, hvis han skulle væk, havde hun ikke i sinde at bruge den sidste tid på lidt mad. Hun knugede benene tættere omkring ham og lagde hovedet let på skrå med et drilsk glimt i øjne, som hun bed sig ganske let i underlæben.

Der var en blandet stemning imellem dem, som Orcus dog straks søgte hendes nærvær igen. Han følte ikke rigtig at han ville slippe hendes favn eller at han kunne. Men hvis han ikke gjorde, så ville det få store konsekvenser, det var ikke fordi han kunne skaffe rusmidlerne på anden vis, for Mitrazapine ville heller ikke være en mulighed lige nu. Der ville være mindst ligeså langt hjem til hende, eller det følte han i hvert fald. Desuden så ville Nianna næppe bryde sig om den tid det ville tage ham at skaffe midlerne fra en anden kvinde. En kvinde, der kunne være noget så nærgående og pirrende, selv for ham. I stedet ville han langt hellere vende hjem og finde de rusmidler han allerede havde, så var der større sandsynlighed for at han kunne komme hurtigt retur. Men lige nu søgte han at være så tæt på hende, som overhovedet muligt. "Forhåbentlig skal du ikke vente for længe" hviskede han imod hendes hovedbund, før at hun rettede blikket imod ham. Hendes længselsfulde blik fik ham straks til at søge hendes læber i et dybt kys.

Orcus flyttede let på hænderne for at holde hende mere stabilt imod sin krop, selvom det gav ham en undskyldning for at gramse let på hendes bagdel. Men som hun var travlt optaget af andre ting, altså hans skulder og hals, så kunne han vel godt tillade sig det. Han fniste dog lidt, da hun valgte at nappe ham i halsen. Løftet om at blive her var nemt at give hende. Han havde ikke behov for at tage snakken med Philotanus lige foreløbig, så han ville gerne være foruden det. Orcus rynkede let i panden, da hun snakkede om et fad, men så gik det op for ham, hvad hun talte om. "Maden! Den havde jeg nær glemt" indrømmede han lettere forhastet, som han dog stadig holdt fat i hende, før at han nikkede til hendes foresprøgelse. Havde han ikke haft Nianna i sin favn, så var han nok løbet hen til det for at løfte det af bålet. Uden lige at tænke på at han kunne brænde sig. Derfor var det heldigt at hun endnu var i hans favn, som han i stedet brugte sine evner til at løfte fadet af bålet og sætte det ned på jorden. Han forsøgte at placere det så stabilt så muligt, så det ikke ville vælte. Så vendte han blikket retur imod Nianna, der tydeligvis strammede sit greb om ham. "Du burde altså spise noget.." mumlede han knap så overbevisende dog.

Det var en besynderlig følelse som ramte hende, da en latter slap over hendes læber. Den længsel hun allerede følte blokerede for alt andet, og gjorde hendes latter halvhjertet. "Du vover at lade mig vente længe..." Hun forsøgte at smile det bedste hun kunne, som hun slog til hans skulder. Tanken om at undvære ham i dagevis virkede skræmmende for hende. Hvad skulle hun dog få tiden til at gå med? Ville hun kunne fordybe sig i de gamle vaner igen, eller ville han hjemsøge hendes tanker hele tiden. Frygten for det ukendte fik hendes mave til at knuge sig sammen, som hun lagde armene om hans nakke og knugede sig ind til ham, med alt sin væsen. Det var som om hun skulle sige farvel for altid, men det kunne ikke passe, hun vidste han ville holde sit ord og vende tilbage, spørgsmålet var blot hvor længe hun skulle vente. Hans læber på hendes, fik dog hendes krop til at slappe lidt af, før hun klemte livet ud af ham, hun smeltede i hans arme under hans kys, velvidende om hvad hans berøringer og hans læber gjorde ved hende. Passioneret og længselsfuldt holdt hun kysset, og lod sin tungespidse glide over hans læber. Følelsen af hans hænder om hendes bagdel, gjorde det heller ikke lettere for hende ikke at henkaste sig til lysten, hun pressede sit underliv tæt ind imod ham, for at lade ham vide hvad præcis han gjorde ved hende.

Selvom hans fokus for et stund bevægede sig over på maden, var hun ikke sådan at distrahere, hendes blik og opmærksomhed lå boltet fast på den sexede mand i hendes vold. Hun brummede dæmpet ind imod hans hals, til hans kommentar om at hun burde spise, inden hun nappede ham i halsen med tænderne ganske let, hun havde noget helt andet end maden fra bålet i tankerne, noget hun meget hellere ville sætte tænderne i og nyde. Hun nappede sig blidt vej op af hans hals, op til hans øreflip, hendes varme ånde der lagde sig imod hans øre som hun hviskede: "Vil hellere smage dig igen.." 

Orcus kunne sagtens fornemme på hende, at der var noget i vejen, men han var samtidig også klar over, at det var noget de begge ikke kunne gøre meget ved. Han kunne desværre ikke være begge steder på én gang og han ville heller ikke kunne bede Philotanus om hjælp, fordi han ville bestemt ikke være velkommen i hendes lille oase, så han var altså tvunget til at gøre noget ved det selv. "Det tør jeg simpelthen ikke" lo han stille, som han flyttede ansigtet tættere på hende for at nusse hende let med næsen. Det var lige, hvad han havde frit lige nu. Han flyttede dog ganske let på den ene hånd, for at placere den imod hendes ryg, så hun kunne fornemme den støtte, han bare gerne ville give hende lige nu. Han smilte ganske let imod hende, som hun knugede sig ind til ham. Han var altså ikke gået endnu og kunne godt finde på at strække den bare en smule, for hendes skyld, sådan som hun frygtede at han skulle gå lige nu. Det bekymrede ham en smule, at hun reagerede på den måde, men han vidste også godt, at hun sagtens ville være i stand til at klare sig selv. Kysset var et forsøg på at få hende til at slappe bare en smule mere af i kroppen. Orcus blev dog en smule overrasket, da hun pressede sit underliv sådan imod hans. Hånden på hendes ryg greb helt automatisk mere fat i hende, som han sukkede ganske let imod hende slæber.

Fadet blev flyttet på hendes ordre, men hun var tydeligvis ikke interesseret i at spise maden lige nu. Det kunne han i hvert fald nemt fornemme på hendes iver efter at holde sig fast omkring hans krop. Han strakte halsen en smule, som hun nappede ham i halsen og sendte et gys igennem kroppen på ham, som han forsøgte at ryste af sig ved at flytte let på sig. Han vred sig ganske let, da hun nåede op over hans hals imod øreflippen. "Maden bliver kold" hviskede han med en tydelig latter i stemmen, som han dog strammede grebet om hendes balle og igen pressede deres kroppe imod hinanden med hånden imod hendes ryg.

Hun kunne ikke holde latteren tilbage, da hans ord lød, så han turde ikke trodse hende? Hun kunne godt se det morsomme, og brugbare i den situation, især fordi hun mærkede hvordan varmen var begyndt at ulme i hele hendes krop, hans berøringer og nærvær, det var alt sammen mere end hendes fornuft kunne stå imod. Hans næse, der løb over hendes fik hende for en stund til at hvile panden imod hans, til deres læber mødtes. Hvordan skulle hun kunne undvære dette? Hun sukkede saglig imod hans læber.

Lyden at hans stemme, fik hende til at blinke et par gange med øjne, i forsøget på at vække hende fra den rus han vækkede i hendes krop, med sine berøringer. Hun kunne da ikke være mere ligeglad med maden lige nu? En drilsk mine lagde sig over hendes ansigt, for hun var kommet til kræfterne igen og overvejende smertefri, og nu hvor hun var hjemme i sit rette element, så kunne hun vel godt tage kontrollen en smule ikk? Hun bed sig ganske let i læben, inden hun forsøgte at finde det mest uskyldige smil frem, hun kunne præstere. Bag ham voksede der ganske lydløst to kraftige rødder op, på hvor side af hans ben, til de var store nok til at nå hans knæhaser, et solidt slag imod begge knæhaser, ville forhåbentligt være nok til at han ville miste balancen med dem, så hun kunne få overtaget, jovist hun ville snyde og bruge sine evner, men der er vel ingen som har påstået en kvinde behøver at spille retfærdigt altid? Hun knugede sig let til ham, som hun fik begge rødder til at slå i retningen af hans knæhaser, hun håbede blot at han ville miste balancen helt, omend det måske kunne gøre lidt ondt.

Den fysiske kontakt var mere end velkommen, som Orcus havde forsøgt at holde igen, men lige nu var ved at smide hæmningerne helt. Han kunne mærke hvordan hun flyttede ganske let på hendes krop og pirrede ham til at fortsætte, som deres pander mødtes og han lod blikket glide ind i hendes. Kontakten var velkommen og havde været savnet i al kaosset, som han bestemt ikke havde brudt sig om. Man kunne fornemme glæden i hans blik, som han ikke søgte at skjule den, men bestemt gerne ville lade hende vide, at hun var mere end velkommen i hans favn. Han ville for altid søge hendes favn, hvis hun ville tillade det.

Niannas ønske om mad, var tydeligvis ikke at spore i hendes bevægelser eller blikket. Orcus kom i tvivl om hvorvidt det ville være en god ting at lade hende undgå maden mere end højst nødvendigt. Men samtidig så kunne han heller ikke benægte sin egen lyst, der voksede med hver berøring de delte sammen. Hvad havde hun dog gjort ved ham? Var han allerede mere afhængig af hende, end han nogensinde havde været efter sine rusmidler. Ville det overhovedet være muligt? Det uskyldige smil fik ham til se en smule mistroisk på hende, for hun var bestemt ikke uskyldig, men han var slet ikke klar over, hvad det handlede om. Ikke at han anede noget, som hun valgte at knuge sig ind til ham. Han lagde blot begge armene omkring hende, da han lige pludselig mærkede slaget imod knæhaserne og knækkede sammen i benene for at lande på ryggen og vingerne med et bump. Heldigt nok kom vingerne ikke galt afsted, som han dog måtte ømme sig noget så voldsomt. "Argh" udbrød han lettere fortvivlet, som han ikke var sikker på, hvad der var sket. Ikke før at han fornemmede rødder på hver side af hans ben. Så skulede han bare på hende. Nianna måtte forklare sig.

At se glæden i hans blik, bekræftede blot hendes egne følelser for ham, hendes egen afhængighed efter hans smil og nærvær. Hun måtte dog skjule sin egen overraskelse, da hun havde forventet Orcus ville vælte den anden vej, men hun forsøgte dog ihærdigt at afværge han skulle mærke vægten fra hende krop også, hun var trods alt forberedt på hans pludselige fald. Hun bed sig let i læben, som smilet forsatte med sin uskyldige mine, inden hun rettede sig op, siddende over ham. Kælent strøg hun hænderne ned over hans brystkasse, til den øverste knap. Med et lystens blik, lod hun blikket glide ned, som hun betragtede sine hænder ganske behændigt åbne knap efter knap, til stoffet gled ned langs hans sider og blottede hans sexy overkrop for hende. Hun rykkede sig en smule ned, inden hun strøg håret omkring den ene skulder, før hun bukkede sig ned over ham, for at plante en række af kys fra hans brystkasse ned over hans mave. Hun nappede ham blidt i maveskindet, helt forvisset om han godt vidste nu hvad hun havde været ude på lige fra starten af, da hun fik ham til at vælte. Hun tog styring, for at få lige præcis det hun ville have, lige nu! Ganske behændigt, løsnede hun hans bukser og plantede et sidste kys lige i buksekanten.

"Åh ikke se sådan på mig..." spandt hun kælen, som havde hun ikke gjort noget som helst. Inden hun rettede sig lidt op igen, for til sidst at rejse sig stående over ham, med et ben på hver side af hans hofter, inden hun lod hænderne glide ned over sin egen krop, ned til kanten af hendes overdel, inden hun ganske stille trak den hen over hovedet, blottede sin nøgne overkrop for ham ganske stille, til hun fik den helt af og lod den falde ned på græsset ved siden af dem. Med blikket rettet imod ham, lod hun hænderne glide ned over sidst bryst, med fingerspidserne der let fulgte hendes bryster kontur, inden de fortsatte ned over maven til nederdelen, hvor hun lod fingrene glide ind under skindet, for stille at trække den ned, inden hun trådte ud af den, første med det ene ben, efterfulgt af det andet, før hun stille satte sig ned over ham igen, med yderst tilfreds smil om læberne.

Det var kommet fuldkommen bag på ham, at hun overhovedet kunne finde på den slags. Havde det ikke været mere behageligt for dem begge, hvis hun havde bedt ham om at lægge sig ned i stedet for at få ham til at knække sammen. Orcus kunne dog ikke helt lade vær med at le, som han endte på ryggen og fik lagt sig bare nogenlunde behageligt. Hans hænder placerede han helt automatisk imod hendes lår, som hun havde fået plads over ham. Blikket vandrede dog ned, som hun søgte imod knapperne på hans skjorte igen. Havde hun glemt trætheden eller smerterne? Måske hun bare var forblændet af den lyst, han ligesom kunne fornemme i hendes blik. Han gøs let under hendes bevægelse, som hun førte fingrene over hans krop og åbnede knap for knap. Man kunne se i hans blik, at han var forventningsfuld, som han lod hende arbejde og skubbe skjorte væk fra brystkassen. Orcus spændte ganske let i overkroppen, som hun førte sine læber over han hud. Det fik ham til at smile yderligere, som han bed sig ganske let i underlæben, da hun ihærdigt fortsatte nedad. Han himlede let med øjnene, som hun var rimelig klar i spyttet lige nu.

"Du kunne bare have ytret dig" lo han lystigt, som hun ikke havde behøvet vælte ham så voldsomt. Ikke at han havde ondt mere, men altså.. Han ville da gerne have undgået det. Orcus formåede dog ikke at beklage sig yderligere, som hun rejste sig og hev overdelen over hovedet. Der var tydeligvis ingen chance for at hun gik langsomt frem lige nu. Behøvede han overhovedet være forsigtig med den tydelige lyst, hun allerede udviste? Han forsøgte at rejse sig på albuerne, før at hun ville kunne blokere ham igen. Han fik dog hurtigt lagt sig ned igen, som hun førte fingeren ned over sin krop og nåede til nederdelen. "Skynd dig herned, så jeg kan varme dig" hviskede han lokkende, som han forsøgte at række ud efter hendes hånd for at trække hende til sig. Orcus ville gerne trække hende til sig, men hun havde sat sig nådesløs ovenpå ham og ville muligvis ikke følge med helt ned.

Nianna måtte indrømme overfor sig selv, at hun elskede den måde han så på hende nu, med lyst i blikket, lysten til hende. Den påvirkning hendes berøringer og kys havde på ham, den kunne hun ikke få nok af, hele tiden nysgerrig efter om hun kunne gøre noget anderledes, om hun kunne blive så god til at forføre ham at selv et blik kunne være nok, til at han mistede fatningen med hende. Hans dæmoniske side havde ikke skræmt hende, selvom den måske burde var den en del af ham, og hvis hun virkelig skulle indrømme det, var hun vild med det. Hendes blik vandrede med et lystent glimt ned over hans nøgne overkrop, selvom hun ikke sådan lod sig mærke af hans første kommentar, hun himlede blot let med øjne, for hvad ville det sjove dog være i det? Overraskelsen i hans blik, kontrollen over situationen, havde uden tvivl været det hele værd for hende. 

Hun var dog ikke sen til at lystre hans ord, som bad hende komme nærmere, det løfte om at blive varmet af ham, var nok til hun overgav sig. Som hun fik sig sat over ham igen, lænede hun sig roligt frem, til hendes nøgne bryst strøg imod hans. Hun strakte benene stille ned langs hans sider, men hun forsøgte dog at tage lidt af sin vægt af ham, ved at støtte på albuerne så godt hun kunne. "Glæder mig allerede.." lød det kælent fra hende, som hun placerede en række kys fra hans brystkasse, op over hans kraveben, inden hun drillende nappede ham lidt med tænderne. Maden kunne vente, det ville hun altid kunne lave, men nyde ham lige nu, inden han måtte rejse det kunne ikke vente. Hun måtte have hans duft på sig igen, høre og mærke hans nydelse.