Vent! Flammerne havde virkelig ikke været ment for at indkapsle hende eller adskille andre fra, at ildelementalen alene kunne straffe hende for hendes trodsighed. Han hjalp. Hvem skulle have troet... Langt mindre iagttagende blikke fulgte ham lidt efter lidt og til trods for den meget anspændte situation, faldt hendes spinke skuldrer markant. Det havde næsten fået hende til at grine. Det her var perfekt! Men end ikke en antydning til et smil voksede sig frem på hendes stramme ansigt. Endnu.
Alt det tog var det sidste blik hun delte med Jyoti, og Ahra trak sig fra salen. Ikke løbende med marcherende med formidabel kvindelig sikkerhed uden nogen tvivl om, at ingen ville stoppe hende denne gang. Lige som hun selv havde fulgt elementalen trop og bevæget sig igennem portene, nåede hun at se den mandlige skikkelse forsvinde og blive i et med flammerne på den nærmeste fakkel. En fakkel hun efter meget kort overvejelse sprang frem og fjernede fra dens trofaste holder i vægge, før hun bestemte deres næste kurs i god tro om, at han havde de samme tanker og planer som hende. At komme ud.

Hun nåede lige akkurat et par skridt hen mod gangen, der gik i den modsatte retning af ceremonisalen, før hun stoppede op. Ganske afslappet, selvom hun havde haft rigeligt travlt med at komme væk. Hun drejede sig smidigt sin krop halvt omkring for at få en direkte linje mod den rasende Onelyas. Her rankede hun ryggen yderligere, skød brystkassen frem og hævede hoverende sin hage. Selv et sagte hint af en hævning i hendes ene mundvige var vel på plads for hendes tilsyneladende sejr. Hun var den stående tilbage med ilden i sin fakkel. Ikke ham. Ikke længere.
Hun sendte ham et sidste hadefuldt blik – så afgjort at hun ikke ville skulle se hans ellers tiltrækkende ansigt med de modbydelige øjne nogensinde igen – og så drejede hun ryggen til ham igen og fortsatte op ad gangen mod udgangen. Lige som før: Først et par kontrollerede skridt, og så satte hun i løb.


Ahra var så småt ved at blive forpustet. Det var ikke hårdt for hende at løbe, men hun havde hidtil været rigeligt aktiv under anstrengende atmosfære. Så så snart hun ikke længere kunne høre salens summen eller skimme dens lys, sænkede hun farten og begyndte at gå i stedet. At bære på faklen var også ved at blive tungt. Dog haltede hun ikke efter. Hun skulle gerne være tæt ved udgangen. Og ganske rigtigt var loftet pludselig ikke mere end en håndsoprækning fra hendes hoved. Og en hånd rakte hun automatisk op for at røre de kolde og fugtige grottesten. Undertryk panik stønkede i hendes hals.
”Der burde være en måde at få åbnet indgangen. Selv uden den… stav.” For første gang siden deres fællesflugt lod hun sin opmærksomhed glide hen på faklens flamme, hvor hun egentlig forventede at møde et ansigt. ”Så som dig.” Templet var dedikeret til Jyoti. Han var den tilsyneladende øverste leder – trods hun havde opfanget at det ikke helt var sådan. Men ville det ikke stadigvæk give mening for ham at kunne åbne deres vej ud? Han kunne da umuligt også være en fange her under jorden…

Det var ikke just glæde der kom sig over halvræven, da det først gik op for hende, hvad de utilregnelige bevægelser fra Jyoti’s flammer prøvede at fortælle hende, og selv derefter håbede hun inderligt, at det bare var hendes øjne, der spillede hende et pus. Det kunne ikke være sandt, at han ønskede hende at vandre tilbage, vel?! Der var kun én vej frem og tilbage i den her gang eller tunnel. Af hvad hun havde nået at lægge mærke til i sin fast, havde de ikke kommet forbi nogle andre kryds i vejen ens den der skete helt nede tilbage ved porten, så hvad var der den anden vej, der ikke for hende betød at gå direkte ind i sin smertefulde død. Hun havde lagt sin blinde tro i at ildelementalen var hendes idiotsikre vej ud.

Det var med meget usikre trækninger i ansigtet, at hun så frem og tilbage og hver end ellers. Ned ad den mørke gang tilbage til grotternes civilisation. Op ad den til hvor loft og gulv mødtes og fuldkommen blokerede hendes vej. Op til loftet, som hun så desperat havde håbet ville åbne sig for hende og vise hende den ulidelige varme sol, blive badet i dens hede og lys. Fra side til side, som ville en dør mirakuløst skære sig ud i stenene. Og ned på faklen med et sidste ønske om, at flammerne ikke have sin egen intelligens og vilje og at hun bare havde forestillet sig hans henvisninger.

”Dæmp dig,” bedte hun med en tone, hun hidtil aldrig havde haft overfor hverken Onelyas ellers hans vagter. Eller Jyoti for den sags skyld, men det var kun fordi, hun ikke havde haft ham alene indtil nu. Den var fast og bestemt, men den manglede magten af en beordring. Kanterne var blødere. Og tonelejet sænket uden at blive til en hvisken. Hun begyndte dog at gå ned ad tunnelen allerede før, at hun havde gjort sig sikker på, at hendes følgesvend havde gjort, hvad hun sagde, men forhåbentlig var væsnet klogt nok til at forstå, hvorfor. At det ville gøre dem mindre synlig på afstand.

Der var foruroligende stille, og hun var ikke helt sikker på, hvordan hun havde det med at de ikke stødte på nogle udfordringer på deres tur tilbage ad tunnelen. Hun var veltilfreds med letheden ved det, men det nagede hende stadigvæk gevaldigt i hendes baghovedet. Der var for stille og for tomt. Det eneste sted, hun havde opfanget summende lyd var, da de nåede trefork-splitningen igen. Dog med porten lukket og de levende væsner forblivende på den anden side, var det ikke megen fare der. Hun sørgede nu alligevel for at træde umådeligt forsigtigt. Lette og lydløse spring fra pote til pote fik klaret afstanden til de mindre åbne gange på hver sin side af salen.

Med umådelig forsigtighed fulgte hun Jyoti som sin flammende guide. Lettere uventet for hende selv, tøvede hun aldrig med at dreje om et hjørne fordi hun ikke stolede på, at han ledte den korrekte vej. Hver gang hun ventede med at snige sig omkring var ikke på grund af andet end, for at forsikre sig selv om, at der ikke stod en vagt klar. Eller bare en af de almindelige beboere. Selv de kunne blive et problem, for hun var sikker på, at hun var blevet set og husket af mængden, der havde være til stede, da hun tilsølede deres leder.
Endelig stoppede de foran en bestemt dør. De havde gået forbi mange døre før den, men hvis hun da kunne aflæse sin fakkels små henvisninger på rigtige manerer, var kursen rettet ind igennem den dør. Hun havde egentlig troet, at døren blot ville føre til en anden gang eller en anden afdeling af grottesystemet, men som hun så langsomt og nænsomt som overhoved muligt drejede håndtaget om og skubbede døren op, lige nok til at hun kunne møve sig indenfor, blev hun mødt af… et værelse?

Med de skarpe øjenbryn krummet misfornøjet og øjnene på grænsen til at være skulende, så hun sig omkring. Døren havde hun sørget for at ikke lukkede sig helt i bag dem, men i stedet stod lige akkurat på kanten for ikke at tiltrække opmærksomhed fra andre udefra kommende. Som noget af det første placerede hun faklen og dermed også Jyoti med den brændende spids ind i kaminen for at både lade ham brede sig hvis nødvendigt og for at have begge hænder fri. Hun havde oprindeligt ikke forstået, hvad de lavede her, men der stank af ham, så inden længe gik det op for hende, hvor de var henne. Og med dét blev hun mindet om staven igen. Selvfølgelig!
Hendes ører strittede til vejrs og vippede opmærksomt ved hver enkel lille lyd, idét en velkendt, ja direkte hjemlig duft nåede hende næse. Kaffe. Og ikke bare hvilken som helst sort, men hendes. Hun ville altid kunne genkende sin egen rist. Men hvad lavede den duft et sted som her?

Hvad skete der?! Hvad havde han gang i?!

Ahra havde knap nok nået at tage sit første skridt hen til den del af rummet, som hendes skarpe næse førte hende hen mod. Egentlig havde hun kæmpet en brav kamp for at ikke vige for meget væk fra søgningen efter staven – det var trods alt deres eneste vej ud – men hun kunne ikke ryste af sig, hvad duften af hendes vare hang så kraftigt i luften herinde. Hun havde desuden fået overtalt sig selv til, at hun kunne lede efter begge ting samtidigt. Der var jo stadig en del af rummet, som hun ikke havde fuldt udsyn til med mindre, at de fratrukne gardiner ikke dækkede for andet end en væg.
Men så langt nåede hun aldrig, da en værre støj pludselig hærgede i hendes sarte ører. Forskrækket skød hun sammen i et jag og havde meget hurtigt opspilede øjne rettet mod først det ene sted, hvor ting og sager faldt til gulvet og så det andet. Hun kunne kun lige skimme flammen, der farede rundt som en sindsforvirret fe. Hun fik virkelig dårlige nerver og flere gange faldt hende blik mod døren, som ville der træde nogen indenfor når som helst og tage dem på fersk gerning. Hun måtte stoppe ham!

”Hvad har du ga-…” Hendes hævede stemme holdte straks inde, da han allerede før hun kunne nå at råbe, at han skulle holde op, var stoppet og hun så forvirret til, som den nøgne, røde mand havde fået fingre i… et eller andet? Hun hørte lyden af en mekanisk melodi, men hun trådte nu alligevel tættere på ham for at kunne se, hvad han havde fundet.
Hun kunne ikke helt lade være med at sammenligne den voksne skikkelse med et barn. Især nu hvor noget så simpelt som en spillende lyd, havde holdt ham fra at flå værelset fra hinanden. Det satte en spænding omkring brystkassen, for hun havde haft håbet oppe om, at han faktisk var et intelligent væsen. Men ne-…

”Argh!” Slaget ramte både hårdt og perfekt, og det sendte hende tungt i knæ med en enkelt hånd sat i gulvet for at holde sig støttende oppe. Den anden havde med det samme fundet sig vej om til, hvor slaget havde landet, hvor den blev mødt af en skræmmende, våd fornemmelse, inden slagets effekt kom fuldt til udtryk. Hun faldt helt sammen og ned at ligge fladt på maven. Håret lagde sig lidt som et sjal og en rødlig nuance kunne ses titte frem fra de lyse totter. Øjnene var lukkede i takt med hendes halve vej til at besvime, og selvom hun stadig ikke var helt væk endnu, lå hun stille. Kun lige hendes fingre bevægede sig sagte i et meget ynkeligt forsøg på at knuge sig sammen. Og lidt derefter vred hendes ansigt sig smerteligt. Det hele snurrede faretruende for hende.

Man skulle næsten tro, at hun selv i sin bevidstlæse tilstand fortsatte med sin trodsighed overfor ham. Han kunne bare have ladet være med at så hende ned, hvis han ønskede hende vågen. Men før ellers siden tvang virkeligheden hende alligevel tilbage fra den trygge og smertefri verden i underbevidstheden. Der var intet til at udpege om hvorvidt hun blev trukket i af den dybe kaffe-aroma, der snoede sig forførende omkring hendes næse eller om det blot var tiden brugt til at komme sig over det noget voldsomme slag, men omsider begyndte der at komme mere liv i hende.

Beklagende lyde klikkede som noget af det første fra hendes strube i takt med at øjnene klemte sig mere sammen og øjenbrynene krummede sig pinefuldt, også selv med hovedet hvilende på en blød pude og ligeledes drejet til siden for ikke at ligge direkte på såret. Øjenlågene sitrede advarende, inden hendes krop endelig var vågnet nok op til, at de kunne åbne sig, bare en smule. Hun strakte næsten mageligt sine ben for at kunne mærke det bløde underlag af sengen blive gnedet mod sin hud og pelsede områder, og ligeledes førte hun en hånd ned i madrassen for at støtte hende i at sætte sig op. Det eneste problem; som hun flyttede den ene hånd, fulgte den anden ufrivilligt med.
Endelig gik det hele langt mere op for hende, og hun blev kastet ud af sin døsige opstart, som havde hun brændt sig på sin egen hale. Øjnene blev åbnet helt og stirrede kun i et splitsekund på sine sammenbundne hænder, der lå så fint ud foran hendes ansigt, inden hun skød op at sidde i sengen. En gerning der viste sig at være noget mere besværlig end det normalt ville være. Mavemusklerne og hendes naturlige smidighed fik gjort det meste af arbejdet, og hun nåede da også op i en stilling siddende med et bøjet ben på hver side af sig, men hun mistede meget hurtigt balancen og krøllede sig så snart, hun havde rejst sig halvvejs, sammen med panden ned i sengen. Halen, der oftest var hvad der holdte hende stabil, var ikke så brugbar i øjeblikket.

Til trods for at man sikket ikke kunne se det med det lange hår, der faldt ned omkring hendes ansigt, skar hun smertende en grimasse med hårdt sammen bidte tænder, dog kom hun med et uundgåeligt klynk, der kunne fortælle tilskueren som sagen. Det samme præsterede de fremadlagt ører. Hovedet dunkede faretruende. Han måtte have slået hårdt, hvis ikke det allerede var kommet til udtryk, da hun mistede bevidstheden ved første slag.
Hun gjort igen et forsøg på at bevæge halen, men blev kun mødt af samme tryk af rebet ind mod hendes brystkasse, og forsigtigt begyndte hun at rette sig op igen. Hun behøvede ikke at tænke sig længe om, for at komme frem til, hvem der havde gjort det her ved hende. Selv hvis det egentlig have været en anden, var hendes tanker automatisk faldet på [i[ham[/i]. Onelyas. Og rigtigt nok var det ham, som hun fandt siddende som den eneste anden i lokalet. Hadet boblede på ny.

Ahra ignorerede blot Onelyas beklagende kommentar. Han havde absolut intet at skulle have sagt! Lige meget hvor meget han sikkert ville snørkle fortællingerne, så var han stadig den overordnede grund til, at hun var endt i den langt fra ønskede situation. I stedet så hun væk fra ham og hen mod vognen med mad, der stille og roligt trillede hen til hende.
Straks blev hun gjort opmærksom på, hvor længe siden, det havde været siden hun sidst havde spist, og hendes mave trak sig pirrende sammen i hendes indre. Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun havde ligget bevidstløs – manden i hendes selskab kunne meget vel have løjet bare for at provokere hende, som han var blevet alt for god til – men så hun tilbage, så havde hun ikke indtaget andet end en simpel rod, hun havde gået og gumlet på, da karavanen af templets tilhængere havde samlet hende op mod hendes egen vilje i ørkenen. Hun kunne mærke savl samle sig i hendes mund, og hun kæmpede ihærdigt en kamp mod ikke at smaske sultent. Hun ville for alt i verdenen ikke gøre sig selv mindre, end Onelyas allerede så hende som. Også derfor at hun priste sig lykkelig, da hendes mave i det mindste ikke gav lyde fra sig.

”Du har ikke ligefrem gjort det nemt for mig at spise,” sagde hun så endelig med en lille klump i halsen ved det første ord. Røde øjne lagde sig tilbage på ham og de sammenbundne hænder blev løftet hentydende op efterfulgt af et instinktivt kast med hovedet for at få det faktisk stadig pænt siddende hår væk fra ansigtet. Hun kunne nok godt gnave sig igennem rebene, men hun tvivlede stærkt på, at han ville give hende lang nok tid til den slags. Ikke siden han havde brugt tid og energi til at faktisk vikle hende ind i dem til at starte med.
Ahra brød ikke den nok mest ensidede stirre-konkurrence, hun havde med ham. ”Behold din mad og slip mig fri. Du kan ikke bare holde mig fanget her, som et eller andet dyr.” Trods varmen kunne tonen i hendes stemme fryse vand til is. Før eller senere skulle hun nok komme ud. Og gerne hellere ’før’ end ’senere’. Hun brød sig ikke om at forestille sig, hvad der ville ske i selskabet med Onelyas. Hun spyttede godt nok med ord skarpe nok til at skære, og hun havde været heldig med sine forsvarsmetoder, men når alt kom til alt, så ville hun nemt kunne blive overmandet når det kom til rå fysisk styrke og kropslig holdbarhed. ”Du kan endda beholde varerne fra min vogn. De virker til at have faldet i din smag.” Hun nikkede mod hans kop med kaffe. Hun kunne nu ikke helt skjule, hvordan hun egentlig havde det med, at han havde haft sine beskidte fingre i bønnerne.

”Hvor gavmildt,” svarede hun ham spydigt og fuldkommen uden nogen form for følelser, der kunne give hendes ord andet end høj-ironisk baggrund. Der var muligvis mange andre finere ord, hun kunne havde brugt, men ærligt bredte hendes ordforråd sig ikke langt nok til at have så sofistikerede ord til rådighed og klar på tungen til at smide efter ham, så han måtte nøjes med, hvad hun kunne præstere. Og for alt i verdenen ville hun også helst undgå at være nød til at stoppe op midt i en sætning bare for at huske sig selv på udtalen af visse ting overfor ham.

Endelig så halvræven væk fra ham for at i stedet tage sine omgivelser lidt bedre ind. Det var det samme rum, hvor han havde slået hende ned. Samme rum, hvor Jyoti havde ført hende hen til og for hvad? En spilledåse! Hun kunne ikke lade være med at føle et stik af forræderi ved påmindelsen om hændelsen. Havde det ikke været for elementalens hysteriske anfald, ville hun nok have kunne undgå at være placeret midt på ingen mindre end Onelyas’ seng med et healende sår i baghovedet. Det havde bare at ikke efterlade et ar. Nu havde hun sørget hvileløst at holde sin krop fri fra ar og andre uønskede mærker, at selvom hendes manke af hår ville skjule det, ville det sikkert gå hende på.
Måden hun kiggede rundt var måske lidt for åbenlyst søgende efter noget der kunne hjælpe hende med at komme fri. Og væk. Men helt nyt kunne det ikke længere være, så hvorfor skjule det. Men intet kom til hende. Ingen ideer. Det hjalp heller ikke, at hun var noget så ør i hovedet, at det halve kunne være nok.

Roligt og erfarent fik hun flyttet sit ene ben frem for sig i stedet for at have det bøjet akavet tilbage. Hun beholdte det dog bukket og trukket en smule ind mod brystkassen. En diskret barriere mellem dem, selvom det ikke just fik hende til at føle sig mindre blottet for ham. Hun havde mere tøj på end da hun først var ankommet til templet, men at hun var påklædt noget givet af ham, gjorde det næsten nemmere for ham at afklæde hende med øjnene – føltes det som. ”Hvor er Jyoti? Hvor er din gud? Ikke her til at se guddommelig ud for dig?” Hun havde ikke været ved bevidstheden til at se til, hvordan Onelyas havde dæmpet ildvæsnet med vand. Hun havde så småt flyttet nok på sig selv til at kunne føre sit andet ben ud at hænge udover sengekanten.

Hun fnyste. ”Så du sætter selv dine guder i skammekrogen, når de ikke opfører sig, som du vil have det,” kommenterede hun hånligt, til trods for at hun var mere en godt klar over, at han i princippet kunne gøre netop dét overfor folkets udadtil højeste bare var endnu mere overbevisning til, at det ikke just var Jyoti, der var den der sad med magten i sine hænder. Hun kunne allerede mærke flovheden ætse sig frem, undertrykt, et sted inde i de bagerste dele af hendes kinder, over at hun havde hævet hagen på den måde, da elementalen havde valgt hendes side frem for Onelyas, men selvfølgelig var det ikke noget, som hun nogensinde ville lade stå klart for ham. Han skulle ikke have den ære.

Lettere forskrækket skød Ahra op og ørene fulgte med idét, at det pludseligt bankede på døren, og det ikke kun fangede Onelyas’ opmærksomhed, men også hendes, som hendes blik på ingen tid var revet væk i retningen af den. Hun var ikke helt stolt af hvor voldsom hendes reaktion havde været over sådan en lille ting, men i den tid fra, da hun var vågnet bundet og smertende alene med Onelyas i hans gemak, havde hun været mere og mere som en spændt fjeder.
Selvom om at hun virkelig forsøgte at både virke desinteresseret i, hvad der foregik samt strakte hals for at få fornemmelsen af, hvad der blev leveret, lykkedes det hende ikke at fange andet end de ord, der blev delt mellem de to stående i døren. Fra hendes synsvinkel kunne hun kun lige skimme en boks af en har og hørte da også den skarpe lyd af den blive klappet sammen. Men lige meget hvad det var, så havde hun allerede en fordom om, at det ikke var noget der kunne tegne godt, hvis det involverede hende. Måske var hun heldig, og det blot havde noget at gøre med hans almene gøremål.

Forsigtigt så hun tilbage på maden, nu hvor Onelyas havde ryggen mere eller mindre til hende, og hun måtte så diskret som muligt synke en større mængde spyt, der havde samlet sig under tungen. Hun var virkelig ikke meget for det. Hun havde allerede klokket i dét at lade sig lege med til en sikker sejr var i armslængde fra hende, så en evig modgang var hvad hun sad tilbage med. Alligevel gled hun mere til kanten af sengen indtil hun kunne nå skålen, som hun holdte begge hænder omkring så godt, som det nu kunne lade sig gøre, inden hun med omhug løftede den op til sine læber og fik hæft den første mundfuld grød ned i sig. Det var ikke det mest elegante, men hun havde ikke i sinde at gøre sig til grin ved at bruge en ske med håndleddene tvunget sammen på den måde.
Hun nåede lige at synke, da hun kunne mærke hans beskidte blik mod sig igen, og i takt med at hun så tilbage på ham, blev skålen stillet på plads på vognen blot for at have hænderne frie til at samle et stykke frugt op, som hun stoppede i munden uden at bryde den isnende øjenkontakt. Langsomt. Pirrende, der sammen med resten af hendes hadske udstråling forsikrede ham om hvilket sensuelt væsen, hun var, men at han ikke kunne have hende. 

Om hvor vidt det faktisk var en god idé at provokere ham på de forskellige måder, hun indtil videre havde forsøgt sig med, var hun desværre ikke intelligent nok til at vide med en vis sikkerhed. Hun var ikke nødvendigvis en strategisk person, det havde hun ikke rigtigt haft brug for at være. Et liv som en ung og aktiv kvinde i det hærgende Sarghos havde altid været mere ovre i det spontane. At være parat på pludselige højtråbende debatter om priserne på stof eller krydderier. At ikke lade sig blive set ned på ellers var det præcis ligesom at blive kastet for løverne.
”Han stjal mig bestemt ikke,” vrissede hun så bestemmende som muligt. ”Jeg er ikke en ting. Hverken dig eller Jyoti eller nogen anden ejer mig.” Hun havde da ellers troet, at hun havde sat det meget godt på plads allerede første gang, de havde stået i hinandens selskab. Ufatteligt at han ikke havde forstået det endnu. Hun var ikke et objekt. Hun var ikke en slave. Og hun var ikke hans! Særdeles ikke hans. Hvis – og kun hvis! – hun nogensinde skulle være nogens, ville hun endda tage sin tildelte vagt over Onelyas.

Uden at vise den egentlige tøven, hun følte, fjernede hun det optrukne ben og førte det udover sengekanten sammen med det andet. Poterne kunne snildt nå gulvet og hun sørgede da også for at kvindeligt holde sine knæ og lår samlet mens underbenene var spredt ydmygt for en mere ubehagelig stilling. ”Hvis du ikke kan lide min måde at spise på, kan du meget nemt lade være med at kigge sådan på mig,” sagde hun og slog selv fornærmet sit blik væk fra ham. Hun havde bidt mærke i, hvordan han havde sagt ’i går’. Så hun havde virkelig været slået ud i en del tid. Hvilket tidspunkt det var på dagen, havde hun dog stadig ingen idé om. Sådan var det vel at bo under jorden. Hun gøs ved tanken.

Hun rakte igen ud efter et stykke frugt og spiste det på præcis samme måde, bare uden at se lokkende i manden retning. Hun var blevet noget overvældet af dilemmaet over om hun skulle vise ham, at hun ikke havde tænkt sig at slippe ham fra sin opmærksomhed og dermed vende sig og følge ham, idét han begyndte at cirkle hende som et rovdyr, og eller om hun skulle sætte på plads, at hun ikke fandt han farlig eller højere hævet og dermed bare blive siddende og lade ham få ryggen mod sig.
”Jeg har altid haft et formål. Lige siden jeg blev tvunget i dine lænke af dine mænd, har mit formål været at få dig til at fortryde det.” Ryggen rankede sig så mere op, men selvom at hun havde valgt at virke ligeglad med, hvad han havde gang i, var hendes ører fokuserede på hans bevægelser. Halen, trods den var bundet ind mod hende, kunne sådan set også stadig aktiveres, hvis han skulle snige sig ind på hende bagfra. Hun gjorde sit bedste for at ikke have sine egne tanker drive for meget over på hans egentlige underlæggende. Det ville bare give hende kvalme.

Ahra løftede sit blik op mod ham, som han stod der foran hende og tårnede sig endnu mere over hende, end når de begge var stående. Hun lod sig dog stadigvæk ikke intimidere. Selv ikke da han nærmede sig hende mere og mere, så hun væk fra ham med det misfornøjede udtryk ikke kun i øjnene men spredt udover hele hendes ansigt. Alligevel ønskede hun ham tydeligvis ikke alt for tæt på sig, og da særdeles ikke, når han lukkede afstanden mellem dem med et så åbenlyst gøremål. Ørene lagde sig tilbage samtidig med at hun selv rykkede bagud. Det vidste sig desværre en del mere besværligt end, hvad hun havde forudset. For med hænderne ude af stand til at blive sat støttende bag sig, blev det problematisk at flytte sig fra hendes oprindelige placering ved kanten. Så ved det første ryk bagud mistede hun balancen og landede i stedet ned at ligge fladt på ryggen og bed den svage svigen fra slaget i baghovedet i sig. Det var bestemt ikke optimalt. Ikke for hende.

”Hvad er så svært for dig at forstå, at du skal…” Det lå vel til hendes held, at han endnu ikke havde kvalt mellemrummet mellem deres kroppe, for dét, sammen med hendes uheldige liggende stilling, gav hende muligheden for at løfte sine ben op. I den tid sørgede hun ihærdigt for at opretholde deres øjenkontant, selvom de blikke hun sendte ham ikke var de varmeste. ”…holde dig fra mig!” Med ét fik hun møvet sine poter op og ind mod hans overkrop – om hun fik placeret dem på den omkring hans mave- eller hans brystparti, var hverken vigtigt for hende eller kordineret – og sparkede fra sig med forhåbentlig nok styrke til at sende ham tilbage. Hvis guderne virkelig skinnede over hende, ville vognen stå i vejen for ham. Hvilken fryd det ikke ville give hende, at se ham vælte over den.

Havde det ellers lykkedes for hende, og han ikke længere jo over hende som en hungrende hyæne, ville hun ikke tøve et sekund med at rejse sig fra sengen. Denne gang helt og straks var rebet om hendes hænder ført op til munden, hvor skarpe tænder satte i gang med at flå det over. Havde det blot været tyndere, ville det have taget hende ingen tid at gnave sig igennem.