Måske dragen havde problemer med at skaffe et offer? Det tog i hvert fald lang tid, når man tog i betragtning at hun kunne flyve over store afstande på ingen tid, men det var næppe en opgave, hun var blevet kastet ud i før. Så det var sandsynligt, at hun stødte ind i problemer, ikke at det var noget som bekymrede Deavás. Hans fokus hvilede mod Xaphan lige nu.

Smilet blev gengældt, som han ikke slap halvdæmonens blik. Han var nysgerrig efter at se, hvordan han kunne drage nytte af sin evne, for han var ikke overbevist om at han var van til at bruge det i en situation, som den Deavás havde planer om at putte ham i. ”Så længe De ikke presser ofret for langt” lo han stille. Det var ikke fordi han var bekymret for det, men det var jo meningen, at de skulle have det sjovt, så der var ingen grund til at overmande ofret med smerte, for så endte de fleste med at besvime og det var altid problematisk at vække dem igen, hvis kroppen gav op. Deavás kunne mærke, at han var begyndt at blive rastløs, og et smil gled over hans læber, som han trådte op til ham endnu engang og lagde en hånd mod hans bryst. ”Har De brug for at vi fordriver tiden med noget andet, imens vi venter” lød det lokkende, som han langsomt strøg fingrene langs med hans sår. Det var blot for at pirre ham lidt. Men måske dæmonen ikke var fan af smerte? Det kunne han selvfølgelig ikke vide.

Xaphan sendte et smil til Deavás og rystede på hovedet. "Hvorfor presse et offer så langt?" måske var det planlagt fra Xaphan's side at have det lidt sjovt, men det kunne nu også være meget sjovt når de var besvimet. Så kunne man i det mindste gøre som det passede en. Så slap man også for at de skreg. Det orkede han ikke lige frem at høre på lige nu. Han bed sig i læben da Blizz stadig ikke var nogen steder at se. Hvor blev hun af?! Det kunne da ikke være så svært at fidne et offer. Ellers måtte han jo gøre det selv!

Deavás tog fat i hans sår og han smilte lidt. "Hvilken slags tænker du på?" spurgte han og vendte blikket ned imod Deavás hånd. Han havde godt regnet lidt ud hvad det var. Det omhandlede Xaphan han vidste det bare. Men hvorfor skulle det gå ud over ham? Det kunne lige så godt gå ud over Deavás. Men nej denne dæmon vidste hvad han lavede han havde arbejdet onder Vepar så hvorfor skulle han ikke vide hvad han lavede. "Vi kunne have det lidt sjov mens vi venter. Men så skal jeg vide deres navn. Deres sande navn" kom det fra ham og trak lidt på smilebåndet. Der var ingen dæmoner som ville opgive deres sande navn, men hvorfor skule Xaphan sige ja til noget som han ikke engang ville få noget ud af.

Et skummelt smil gled over hans læber, som Xaphan betvivlede hans ønske om at lade offeret forblive vågen. Det var en sygelig tankegang, men han havde bestemt ikke noget imod det og han vidste udmærket godt, at et eventuelt offer ikke ville kunne holde til meget, når de var nød til at tilfredsstille to dæmoners ønske om smerte og tortur. Det var dømt til at gå galt på forhånd og Deavas var ikke bekymret for det. Han nød tanken for en stund, før at han trak på skulderne. ”De har ret” lo han køligt, som de jo bare måtte se tiden an, det var ikke til at vide, hvilken lyst han blev grebet af, når først de kunne begynde. Hvis de fik chancen for at begynde.. Dragen skulle jo lige dukke op først.

Ventetiden blev dog hurtigt erstattet af noget andet, som Deavás ikke havde noget imod at få beskidte fingre og da slet ikke når det var blod han fik på fingrene. Spørgsmålet var velkommen, men Deavás følte ikke det var nødvendigt at besvare, for glimtet i hans øjne fortalte hele historien. Han lod sine fingre vandre videre over Xaphans overkrop, neglene strejfede huden få steder, før kærtegnene vandrede mod hans bukser. Dog stoppede Deavás op, ønsket om at kende hans sande navn var en anelse uventet, som han trak hånden til sig. ”Det ved vi begge to ikke kommer til at ske” svarede han med et løftet bryn. Xaphan var kun halvdæmon og den anden halvdel var den værste slags. Hvad ville forhindre dæmonen i at afsløre navnet overfor englen, ridderen? Deavás brugte aldrig sit sande navn, der var ingen som vidste det. Og sådan skulle det helst blive ved med at være.

Xaphan kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet selvfølgelig havde han ret. Han havde altid ret, sådan for det meste. Men det gik jo nok at det ikke altid var sådan. Han rakte ned i siden af sin trøje og ned til sit bælte, tog en kniv frem og lagde spidsen af kniven mod sin ene finger. Han kørte den lidt rundt og nød at mærke kniven imod sin fingre. Han nikkede lidt som tilsvar og kiggede på Deavás og så ud mod horisonten hvor man kunne se en flyvende prik på himlen.

Da Deavás ikke ville sætte et navn på sit sande jeg kunne han ikke lade vær med at le. Selvfølgelig ville han ikke sige sit sande jeg. Der var ingen dæmoner der var så dumme nok til at gøre det. Men skulle det ske at en dæmon ville sige sit navn så måtte det jo være sådan det var. Men nej ikke engang her ville en dæmon sige sit sande jeg, hvilket Xaphan egentlig godt kunne forstå. Hvem vidste om hans engel side ville lytte med, han tvivlede stærkt, og det var jo ikke lige frem fordi hans engel side kunne huske hvad der forgik når dæmonen i ham først var kommet frem. "Der ser du, jeg vidste du ikke ville sige dit sande navn. Hvorfor skulle jeg så tillade en dæmon at gøre mig fortræd om jeg kan lide det eller ej. Frem for ikke at få noget til gengæld?" kom det roligt fra ham og vendte blikket hen imod Deavás og sendte ham et smil. "Ser du bare fordi du kender min mor burde du være klog nok til ikke at give dit navn til kende hvilket jeg finder acceptabelt. Men at ville have det lidt sjov på min krop for at tilfredsstille dig selv. Tsk tsk. det ville ikke komme til at ske" han vendte blikket ud imod horisonten igen som prikken kom tættere og tættere på.

Deavás lod blikket dale mod kniven, som Xaphan fandt frem. Han fulgte hans bevægelser uden at sige en lyd. Hvad havde hen egentlig gang i, var det meningen, at han skulle trække sig på grund af kniven? Deavás havde set hans evne i aktion og det var uden tvivl mere frygtindgydende end en kniv nogensinde ville blive, så han forholdt sig rolig, uden at slippe hans blik. Han var ikke bekymret for at dragen skulle vende retur, da hans fokus hvilede mod halvdæmonen foran ham. Han var langt mere interesseret i ham lige nu. Xaphan havde fanget hans opmærksomhed, og den var nok svær at undgå, hvis de fortsatte med at prikke til hinanden på den måde.

Men det ville aldrig komme på tale, at Deavás skulle dele sit navn på nogen. Der var en grund til at dæmoner holdt det skjult og han mente ikke at gevinsten var stor nok til at han ville risikere fangenskab og slaveri. Det passede ikke til hans karakter, noget som hans blik også afspejlede. Hvilken dæmon ville frivilligt fortælle sit navn til en fremmed, medmindre at de var fanget under en besværgelse, eller blev tvunget til at afsløre det? Ingen ville give det frivilligt, det tvivlede Deavás på. Hvis Xaphan havde kendt svaret, hvorfor komme med den slags krav? Ikke at svaret burde komme bag på nogen. ”Du vil gerne have noget til gengæld?” blikket i hans øjne var farlig, som han bed sit let i læben og løftede hånden mod hans hals. ”Jeg kan også sagtens være blid, hvis du er nervøs” lo han stille, som han rakte hånden frem for at strejfe hans hud. Han trådte dog frem samtidig, som Xaphan rettede blikket mod horisonten og dragen. Han bevægede sig langsomt, som han flyttede læberne mod hans hals og lod dem strejfe huden kort.

Nu var det ikke første gang at Xaphan havde været ude for dette her, men han fik altid hvad han havde sat sig for, dog vidste han godt at dette ikke ville blive en nem opgave. En opgave som praktisk talt var umulig. Han kiggede lidt ned i jorden og kørte stadig kniven rundt på fingeren så der til sidst kom et hul. Han fjernede kniven suttede lidt på fingeren og så op på Deavás "Ja faktisk vil jeg gerne have noget til gengæld, og nydelse er ikke en del af det." kom det roligt fra ham og vendte sig mod horisonten for et kort øjeblik. Han drejede sig helt om og stod nu ansigt til ansigt med Deavás. Han sendte ham et kort smil og lagde hovedet på skrå. "Mig nervøs? Du tager fejl. Jeg er ikke nervøs for noget. Det er ikke første gang jeg har været under tortur, lige så vel det ikke er din første gang." kom det roligt fra ham og rettede hovedet op. Han kiggede lidt ned imod jorden og så op på Deavás igen. Det var også på tide at den drage snart dukkede op, i håb om at det var noget andet den kom med end bare mad så det ikke skulle gå ud over Xaphan. Hvorfor var det egentlig kommet op? Hvilken dæmon ville gøre sønnen af Vepar fortræd. Deavás måtte tydeligt vide hvad det var Vepar kunne gøre. Han trak lidt på smilebåndet igen og lagde hovedet på skrå igen. "Så hvad har du at tilbyde for at gøre mig fortræd?" spurgte han og fjernede ikke blikket en eneste gang fra Deavás. Kun lige indtil  han havde fjernet blikket ud mod horisonten og et par læber strejfede hans hals. Hvad skulle dette nu til for. Var det en form for tillid? for det var ikke lige frem det som Xaphan havde brug for. Han havde brug for svar.

Hvis Xaphan gik efter Deavás navn, så ville han aldrig få, hvad han ønskede, for det var uden tvivl det sidste han ønskede at dele med nogen. Det ville aldrig komme på tale og det burde dæmonen vide, medmindre denne var forblændet af hans udstråling? Kniven lod ikke til at interessere Deavás længe, som blikket hurtigt vendte retur til hans blik. Et langsomt smil gled over hans læber, som han så en anelse afventende på ham. Hvis han krævede noget til gengæld, så ville det måske være på tide at komme med sit krav, ellers ville han intet valg få. ”Jeg ved ellers godt, hvad jeg laver” lo han stille, erfaring havde Deavás nok af. Han havde prøvet det med mange, rigtig mange og han følte endnu ikke at han havde skuffet nogen, så hans selvtillid fejlede intet.

”Du nyder det måske ligefrem?” hans stemme var kølig og lettere interesseret, som man jo kunne håbe, at Xaphan ville få noget ud af det, hvis bare han gav sig hen, så ville de ingen problemer have. Men nej, det var bestemt ikke forsøgte gang at Deavás havde tortureret en anden, måske det var en af de første gange, at han havde valgt at ville torturere en artsfælle, men det kunne han altid forklare med at Xaphan var halvengel, så det betød ikke så meget igen. De gyldne øjne søgte hans efter svar. ”Jeg kan ikke tilbyde mit navn..” konkluderede han stædigt, som det aldrig skulle komme på tale igen. Han ville ikke risikere at skulle opgive sit liv, bare fordi Vepar havde besudlet sit minde med en engel. Det var ikke det værd. Han var ikke interesseret. Men de kunne sagtens vende det til noget andet. Alt han havde brug for var fysisk kontakt, så han kunne styrke deres forbindelse og så han i fremtiden ville kunne vide, hvor denne ridder af lyset befandt sig. For det kunne være nyttig informationer, hvis nogen var ude efter ham. Deavás løftede den ene hånd mod Xaphan brystkasse, som han pressede fingrene ind i hans sår. Han var kold, hvad angik den slags fremgangsmetoder.

Xaphan kiggede lidt på ham og rystede på hovedet. Nok vidste Deavás hvad han lavede, men alligevel var der ikke nogen grundt til at udøve vold på Xaphan. Han kiggede lidt ned i jorden og så ud på horisonten hvor prikken var blevet større, og var kommet betydeligt tættere på dem. Blizz var på vej og det var jo egentlig rart at finde ud af hvad det var hun var kommet med. Så slap de da for at snakke om at gøre skade på ham.
Et smil faldt på hans læber og han kiggede lidt på Deavás "Det er altid rart at du ved hvad du laver, men noget for noget." kom det roligt fra ham og kiggede lidt ud mod horisonten igen.

Det kunne godt være at han kunne lide at få smerte påført, men det var meget bedre at påføre smerte. Han kiggede lidt på Deavás og smilte lidt. "Måske" kom det roligt fra ham og vendte blikket imod horisonten igen. Blizz var kommet betydeligt tættere på, det var dog ikke helt til at se om hun havde noget med sig eller om hun ikke havde. Dette måtte tiden jo stadig vise sig.

Selvfølgelig kunne han ikke tilbyde sig sit navn. Hvilken dæmon ville tilbyde sit navn på den måde? Men noget for noget sådan så Xaphan det jo altid. Han kiggede lidt på Deavás og rystede på hovedet. "Jeg ved godt du ikke kan tilbyde dit navn, men du kan til..." mere noget han ikke at sige da der blev presset en finger i hans sår. Han kiggede lidt ned imod hånden og sendte Deavás et smil. Han gjorde ikke noget ved det og gjorde ikke noget for at fjerne hans hånd eller gøre noget for at fremvise nogen form for smerte.

Hvis Xaphan var så meget imod vold og den slags, så kunne Deavás sagtens skifte taktik og i stedet få ham til at glemme alt om deres samtale. Nok kunne Deavás godt lide tortur, men der var noget andet, som han nød næsten lige så meget, de mere intime affære. Men det var ikke alle mandlige dæmoner, som havde lyst til at underkaste sig. Og Deavás havde lidt svært ved at læse dæmonen og hans intentioner. Så havde det været nemmere at læse foragten i englens udtryk. Dog fulgte hans blik, Xaphan’s, som han kiggede mod horisonten. Snart ville diskussionen blive irrelevant og så kunne de begge vende fokus mod et eventuelt bytte eller offer. Begge dele var tiltalende, om end Deavás ikke var typen til at spise meget mad, så kunne han vel god nyde det lidt. Dæmonen var smart nok til at forlange noget af ham, men der var ingen grund til at være urimelig i sine krav. Han svarede dog ikke på hans ord.

Blikket hvilede mod dragen i det fjerne. Han vidste, hvad det betød, men samtidig så var han ikke sikker på hvorvidt dragen havde gjort, hvad Xaphan havde bedt hende om. Mon hendes humør var skiftet halvvejs, når hun var kommet på afstand af Xaphans aura? Det var ikke til at sige. Men hun havde været længe undervejs. Han havde lidt troet at drager var nogle hurtige væsner. Selvfølgelig kunne hun være rejst langt efter det rette bytte.
Hans navn var ikke noget han havde delt med nogen. Og dæmonen foran ham ville bestemt ikke blive den første han ville dele det med, så måtte han komme med et andet krav. Dog blev fokus hurtigt ved mod dæmonens sår over brystet. Deavás kunne ikke lade vær med at undersøge hvor dybt såret var og eftersom at dæmonen ikke stoppede ham, valgte han at presse flere fingre igennem såret. ”Jeg kan hvad?” spurgte han uddybende, som dæmonen var stoppet midt i en sætning. De gyldne øjne søgte hans efter svar, imens at han flyttede let på fingrene. Der var ingen tegn på smerte fra Xaphan, så det ville være ærgerligt ikke at kunne udnytte det. Men prisen skulle være rigtig, før Deavás ville slå til.

Deavás havde måske ret i hvad han havde sagt. Men Xaphan stod fast noget for noget og det var sådan det var, i hvert fald i hans hoved. Han kiggede lidt på Deavás og kiggede ud på horisonten. Blizz var kommet tættere på, tæt nok til at han kunne se der var noget i kløerne på ham. Han kiggede lidt rundt for at kigge på Deavás.

Der var ikke noget som Xaphan ikke kunne tåle. Så et par fingre i såret på ham fik ham blot til at trække på smilebåndet. Det var faktisk en skøn følelse på en eller anden måde. Det var en følelse han ikke havde mærket længe, så hvorfor ikke bare nyde det. Han lod blikket gå ned imod trøjen der langsomt blev mere og mere fyldt med blod, men det gjorde ham ikke spor. Hans fik blot et lumsk blik i stedet for. Han vendte øjne op imod Deavás og søgte hans øjne. Han tog fat i Deavás hånd og førte den tættere på toppen af såret hvor det ikke var så stort. Han bed ikke mærke i at han havde kørt hans fingre op og hans sår blev større og større, men det gjorde ham virkelig ikke noget.

Blizz var nu kommet så tæt på og et brøl lød fra hende. Han vendte blikket ud mod horisonten og han kom med et smil. Så varede det ikke længe før han fandt ud af hvad Blizz kom med. Måske var de heldige nok til at Blizz ville dukke op med et stykke kød af den ene eller den anden art, forhåbentligt var det et menneske af den ene eller den anden art. Det ville passe ham bedre så det ikke gik mere ud over ham end det allerede havde gjort. Han kiggede lidt ned i jorden og så ind i Deavás øjne. Han sendte ham et smil, og vendte blikket ned imod hans hånd som han stadig fastholdte Deavás's. Han svarede ikke på Deavás tiltale, da han egentlig havde glemt hvad det var han ville have sagt, det var der ingen tvivl om. Det var bare spørgsmålet om hvilke spørgsmål som Deavás kunne finde på at stille nu. Han rystede lidt på hovedet og kiggede væk fra Deavás øjne og ud på Blizz der nu var kommet så tæt på dem.
Blizz kom med et brøl mere og det lød ikke rart. I det fjerne kunne man høre en råben under hende. Hvilket bare fik Xaphan til at smile endnu mere. Han vendte blikket ud mod Blizz.

Blizz fløj længere ned imod jorden og dumpede sig ned med manden i forklørene og smed ham på jorden. Han vendte blikket mod manden fjernede Deavás hånd og bevægede sig over til manden som han tog fat i kraven på. Blizz kom med et brøl mere og vendte blikket mod Deavás, hun så tydeligtvis ikke særlig tilfreds ud. Dog lagde Xaphan ikke mærke til dette.

Dragen vendte hjem.. Omsider, men Deavás var ikke helt sikker på situationen, for Xaphan lod til at have noget i hovedet, men han undlod at dele det. Skulle det bekymre ham, eller skulle han bare være ligeglad for så vende fokus mod det bytte, som dragen forhåbentlig havde bragt hjem. Det var svært at vide om dragen havde forstået beskeden eller om den ikke var meget klogere end et simpel dyr. Deavás havde ikke ligefrem meget erfaring med drager, faktisk undgik han dem. Men der var noget tid før at dragen ville nå bredden og Deavás var travlt optaget af dæmonens sår. Han var ikke i tvivl om at det var ægte, men der lod ikke til at være noget i vejen for at han undersøgte det nærmere. Noget kunne endda tyde på at Xaphan ikke havde noget imod, hvilken retning det hele gik i. Han modsatte sig ikke hans bevægelser, som fingrene blev ført op til begyndelsen af såret og langsomt pressede på for at udvide det. Var han ikke bange for at forbløde? Der viste sig et farligt glimt i Deavás gyldne øjne, som han rev neglene hen over kanten på såret. Han løftede hånden let, som forsøgte han at gribe fat i huden og trække let i det. Xaphan lod ikke til at være påvirket af det, så Deavás kunne lige så godt udnytte det og se lidt nærmere på såret og hvad hans evne havde gjort ved det. Det lignede et nyt sår, men han havde også set hvordan det tidligere bare havde været et ar. Det var faktisk imponerende og yderst overbevisende.

Dragen kaldte.. Eller brølet bragte Deavás blik mod hende, som han dog ikke fjernede hånden. Han var næsten for optaget af såret til at give slip. Desuden så holdt Xaphan endnu fast i hans hånd, altså var det i orden, at han ikke holdt sig tilbage. Han forsøgte at få fat i kanten af huden for at rive i det. Aldrig havde han prøvet at flå et andet væsen før uden at bruge de rette redskaber, men muligheden var indenfor rækkevidde, men så skulle han nok også handle hurtigt, før dragen kom meget tættere på. Han var endelig ved at få et greb i huden, da dragen atter brølede af dem. Han følte lidt at brølet var henvendt til ham, som han sukkede irriteret. Men så hørte han en anden tone, et råb og stemmen var tydeligvis ikke tilfreds med behandlingen.

Det hele blev vendt bort fra Xaphan og det lange slår på hans bryst, som han gav slip i Deavás hånd og gik hen til byttet, som Blizz havde skaffet dem. Deavás rettede blikket mod dragen, som hun brølede af ham. Han fnøs let, som han viftede med hånden af hende. Han fik øje på blodet på sine fingre, måske hun kunne lugte, at det tilhørte sin herre? Han trak let på skulderne, før at han langsomt slikkede blodet af sine fingre. En efter en med blikket rettet mod dragen, imens at han lod Xaphan se byttet an. Langsomt tørrede han resterne af blodet af i sine mørke bukser, før at han gik op på siden af Xaphan og kiggede på manden. Et ynkeligt bytte, han ville næppe være i stand til at holde sig vågen længe. ”Din drage bryder sig ikke om mit selskab” lød det køligt fra ham, som han havde rettet blikket mod manden foran dem. Der hvilede et koldt smil over hans læber, som han stille slikkede resterne af blodet af sin underlæbe og rakte hånden frem mod Xaphan. ”Må jeg?” spurgte han roligt, som ville han have ham til at give manden fra sig, som var han blot en ting, et objekt, de skulle dele. Han var vel heller ikke mere end det.

Xaphan lod sig ikke bide mærke i hvad det var Deavás havde gang i. Smerten var der ja, men det gjorde ham bestemt ikke noget. Han vringede dog lidt på ansigtet et par gange da der blev flået i hans hud. Han tog sig ikke yderligere af det andet end at smerten var en lille smule ulidelig. Dog gjorde han ikke noget videre ved det. Deavás måtte gøre hvad han ville, for nu.. Dog havde han stadig betingelsen af at der skulle være noget for noget. Dette måtte Deavás forstå på den ene eller den anden måde. Dog noget Deavás ikke så langt da Blizz var kommet med byttet.

Xaphan havde bevæget sig hent il byttet og havde taget far i mandens krage. Da Blizz kaldte igen slap han mandens krave og satte en fod på mandens brystkasse for at han ikke kunne slippe væk. Blizz bevægede sig tættere på Xaphan så han kunne ligge en hånd på hendes snude. "Ja du er dygtig." kom det fra ham og mærkede hvordan blodet strømmede ud af hans nu ellers endnu mere åbne sår. Måske havde det været en dum ide at lade Deavás gøre hvad han ville. Sket var dog sket og der var ikke noget at gøre ved det. Han tog sig lidt til brystet med den frie hånd og lagde hovedet ind imod Blizz. Et kort fnys kom fra hende og han sendte hende et smil.
Manden prøvede at slippe fri hvilket bare gjorde at Xaphan skubbede til med foden for at få ham til at ligge stille.

"Ser du, du gjorde mig jo fortræd så hvorfor skulle hun kunne lide dig?" spurgte han henvendt til Deavás. Der var ingen grund til at lade dæmonen vide at det havde gjort mere ondt end hvad det havde. Han kiggede lidt ned på manden og så over på Deavás. "Desuden lugter du af mere blod end du burde, og det blod tilhøre mig. Hun er ikke dum lige meget hvad du så end tror." han fastholdte et blik på Deavás og sendte ham et kort smil inden han vendte blikket ned imod manden.
Han fjernede sig fra Blizz og satte sig på hug stadig med et ben på brystkassen af manden. "Hvad skal vi stille op med dig?" spurgte han manden og lod en finger glide lidt rundt i ansigtet på ham. Manden skreg fortsat og han ville helt klart ikke være her lige meget hvad der skete, han ville væk og det var tydeligt at se.
Han vendte blikket op imod Deavás og sendte ham et smil. "Selvfølgelig må du det." han kiggede lidt ned på manden og rejste sig op. Han tog fat i sin trøje og strammede bælterne lidt mere ind for at stoppe blødningen fra sin brystkasse. Forhåbentlig ville det stoppe, men han vidste godt allerede nu at han skulle sys på det ene eller den anden måde. Lige meget hvordan det så skulle ske. Hvis han var heldig kunne han undgå det, men han tvivlede stærkt på om det ville komme til at ske.

Der var ingen grund til at komme med krav, hvis disse ikke var rimelige, så Deavás havde ikke i sinde at tilbyde noget, når hans første krav havde været af for høj værdi. Det fik Deavás til at tvivle op, hvad han så ville få ud af det. Hvis han mente at det var det værd, så måtte han sænke prisen og komme med et bedre bud. Uanset hvad så redede dragen dem begge fra en akavat samtale. To dæmoner, der diskuterede pris, var næppe et godt udgangspunkt, i hvert fald ikke hvis de skulle bygge videre på forbindelsen. Deavás udstråling gav ikke anlæg for trusler eller noget. Han var som han var, og han lagde ikke skjul på det, specielt ikke overfor Xaphan. Dragen var blot uheldig at dukke op i begyndelsen.

Det kunne have udviklet sig i mange retninger, men fokus forsvandt fra Xaphan og blev i stedet vendt mod offeret. Eller måske det nærmere var et bytte, for der var virkelig ikke meget gejst over manden. Måske han havde tabt pusten af flyveturen? Deavás ignorerede Xaphan og dragens ordvekslinger, som de ikke betød noget for ham. Det var blot en underlig måde at skabe et bånd til et dyr. Noget han ikke forstod. Det havde nok noget at gøre med, at han ikke følte, at han havde et bånd til nogen. Udover de forbindelser, som hans evne havde skabt for ham. Men det var ikke andet end et stykke snor, der forbandt ham med dem. Der var intet andet imellem dem og sådan forblev det, lige som det havde gjort det i mange år. Årtusinder faktisk.

En svag latter undslap Deavás læber, som han vendte blikket mod dragen. Han havde intet imod at dragen ikke brød sig om ham, tværtimod faktisk, for hvad skulle han også med et kæledyrs hengivenhed? ”Jeg ville heller ikke kunne lide mig” hans stemme var kold, det gik ham ikke på, at dragen ikke kunne lide ham. Så længe at Xaphan tillod ham at være i nærheden af ham, så behøvede han vist ikke dragens tilladelse. Desuden så var Xaphan ridderen. ”Jeg har aldrig sagt, at hun var” pointerede han smilende, han valgte dog at gå væk fra dragen og vendte fokus mod manden. Hans forsøg på at stikke af var virkelig ynkeligt. Noget fortalte ham, at han måtte være menneske. Så skrøbelig et væsen. De havde kun magien, dem der var så heldig at have magi i kroppen. Deavás betragtede Xaphan og mandens udbrud, han lagde stille armene over kors, som han overvejede situationen. Han skulle lige indstille sig på det nye fokus. Desværre for ham ville han faktisk foretrække Xaphan lige nu, men det var ikke længere en mulighed, så han måtte i stedet nøjes med manden.

Heldigvis for ham havde ridderen ikke noget imod at give ham væk. Deavás tog glædeligt imod, som han betragtede ham i noget tid uden at sig et ord, satte sig på hug for at komme tættere på. Manden havde svært ved at læse situationen, som Deavás forholdt sig roligt, blikket vandrede over hans krop. Hans små bevægelser og forsøg på at stikke af. En hver bevægelse blev læst, indtil han fik øje på det, han havde brug for. Manden trak lettere underligt på det ene ben, som fik ham til at rode rundt i inderlommen på kappen. Han fandt skalpellen frem og greb ud efter bukserne for at skære stoffet over. Under kunne man fornemme et længere ar. Såret lod til at være kommet af en større skade, noget der påvirkede måden hvorpå manden bevægede sig. ”Vil du være behjælpelig?” spurgte Deavás stille, som han kiggede sig over skulderen for at måde Xaphans blik. Deavás kunne sagtens stikke skalpellen igennem arret, men det ville uden tvivl gøre mere ondt, hvis Xaphan brugte sin evne til formålet. Imens havde Deavás et hårdt greb i mandens ben, så han ikke kunne flygte.

Xaphan fastholdte et blik på Blizz og undgik at kigge på Deavás, han var mere koncentret om Blizz end noget andet. Selvom hun havde været væk i kort tid havde savnet alligevel været stort, men det gjorde ham ikke noget. Blizz var en stor del af hans hverdag og de var tæt forbundet, så hvorfor ikke bare nyde det mens de havde hinanden? Der var jo ikke nogen tegn på at nogen af dem skulle væk lige foreløbig, men man kunne jo aldrig vide hvad der ville ske i fremtiden. Det kunne gå alle veje, og en af dem kunne jo gå hen og dø dagen efter, men det var vel bare sådan tiden var.
Han vendte blikket mod Deavás da han snakkede og et smil kom frem på hans læber. Hvem kunne lide en dæmon? Godt nok var Xaphan kun halv dæmon men han mødte da stadig fordomme omkring det at være dæmon, så det kom ikke bag på ham at Deavás så sådan på livet. "Jeg behøver ikke at have ondt af dig vel?" kom det drillende fra ham og han vendte blikket tilbage på Blizz som han aede hen over kæben.

Han vendte blikket tilbage til Deavás da han snakkede igen og han vendte hurtigt blikket væk fra ham igen da Blizz kom med en knurrende lyd. "Sssh" kom det roligt fra ham og lagde hånden ned på hendes næse for at få hende til at falde lidt til ro. Han blødte stadig fra såret i brystet og Blizz lagde hovedet ned imod det for at ville slikke såret, eller for at være tæt på Xaphan han var ikke helt sikker, dog skubbede han hende lidt væk da såret dunkede. "Nej det har ud ikke, men jeg ville bare lige minde dig om det." sagde han og vendte blikket ned imod manden. Han fastholdte stadig sin fod på brystkassen af ham for at få ham til at blive liggende. Men sådan som han sprællede gjorde det ikke opgaven nemmere at få ham til at blive liggende. Han fastholdte et blik på manden og satte sig på hug for at give manden en lussing. "Så lig dog stille eller det bliver værre for dig selv." kom det køligt fra ham. Godt nok ville det ikke blive et kønt syn på noget tidspunkt, men det skulle manden jo ikke vide noget om.
Han rejste sig op og vendte blikket mod Blizz igen. Sådan en skønhed skulle man lede længe efter. Men nu var det ikke alt der omhandlede Blizz men om manden. "Gå ud og leg" mumlede han til Blizz og vendte blikket ned imod manden og så kiggede han ind i Blizz øjne. Hun forstod hentydningen, vendte rundt så halen var ved at ramme både Deavás og Xaphan, dog snittede den kun lige Xaphan's arm da hun hoppede ud i vandet.

Et smil spredte sig på hans læber da Deavás spurgte om hjælp. Han havde egentlig ikke være særlig opmærksom på hvad han havde gjort siden manden var stoppet med at sprælle sådan. Han kiggede hurtigt på manden og så på Deavás. Manden var tydeligvis chorkeret over hvad der skete, og han tænkte sikkert diverse tanker, men Xaphan havde ikke nogen perverse tanker i hovedet lige nu. Han satte sig ned på hug da han havde fjernet foden fra brystkassen. I stedet satte han et kæn på brystet af manden og han vendte blikket mod Deavás og sendte ham et smil. "Jeg vil altid være behjælpelig for en broder." han vendte blikket ned imod aret som var tydeligt. Han fik et endnu større smil på læben og han satte en finger for starten af aret. Stille og roligt lod han en finger køre ned langs aret. Jo længere ned han kom jo mere skreg manden, og jo mere begyndte det at bløde. Xaphan stoppede halv vejs ved aret og slikket lidt af blodet af sin finger. Han vendte blikket op imod Deavás og sendte ham et grumt smil. Han lod fingeren gå ned til det friske sår hvor han var kommet til og lod fingeren glide længere ned. Jo mere han kom ned jo mere åbnede aret sig. Han smilte lidt for sig selv og nød synet af et nyt ar der blev åbnet. Det var altid bedre end at det gik ud over ham og hans ar. Han kiggede lidt på manden ind i øjne som hylede og skreg på at de skulle lade ham være. Xaphan kiggede lidt ordentligt på ham og kunne nu se hvor han havde set manden før. Det var en fra Kiles orden, hvilket bare gjorde det hele meget bedre. "Næh har vi fået en fra Kiles Orden på krogen, se det gjorde det hele meget bedre." kom det fra ham og stak et par fingre i såret for at udvide det. Blodet puslede ud af såret og Xaphan kunne ikke andet end bare at grine af det. Han fjernede dog fingrene og kiggede på Deavás. "Vil du have lov?" spurgte han og sendte ham et smil.

Der var ingen problemer imellem dem, så længe at dæmonen var fremme og englen var gemt langt væk. Selvfølgelig skulle Xaphan også helst holde styr på sin drage, så han ikke lige pludselig ville få problemer med hende. Det var ikke noget han ønskede at opleve, så han så sig helst fri for den slags. Alligevel kunne han ikke lade vær med at grine koldt, som Xaphan lige skulle sikre sig, at han ikke var ude efter at få medlidenhed. Det lød virkelig absurd, men tanken var virkelig morsom. Han endte med at ryste på hovedet, som han bed sig let i læben for at stoppe latteren. ”Det ville være synd at spilde den slags følelser på mig” lo han, han rystede endnu på hovedet, men faktisk også roligt sig selv under kontrol. Dæmonen havde i hvert fald en interessant personlighed, det kunne han godt arbejde med.

Det ville være dumt at fornærme en drage, så meget vidste han da, men der var intet i vejen med at lege lidt med ilden. Deavás kunne jo ikke lade vær, eftersom at dragen lod til at beskytte sin ridder, som havde de kun hinanden. Det var måske også tilfældet, men han var ikke interesseret i at komme i problemer med nogen af dem. Han bar selv på en del ar, så Xaphan ville kunne gøre meget skade, hvis han ønskede, så var det bedre at holde sig ude for problemerne og i stedet nyde muligheden for at torturere et andet væsen. Manden var en oplagt mulighed for at få lagt samtalen på hylden. De havde for længst bevæget sig væk fra hinanden, at torturer en anden dæmon var ikke noget Deavás gjorde hver dag, men havde han haft chancen, så havde han nok ikke sagt nej. Lussingen gav genlyd dog, som Deavás atter vendte retur til muligheden foran dem. Manden forsøgte endnu at kæmpe for sit liv, hvilket også var fint, så længe at han ikke forsøgte at stikke af. Men det var selvfølgelig svært, så længe at Xaphan låste ham til jorden på den måde.  ”Jeg kommer ikke til at holde mig tilbage” lo han køligt, blot for at fjerne det sidste håb manden havde for at slippe afsted derfra i live. De havde planer om at lege med manden og Deavás havde længe gået med ønsket om at udforske nogle nye teknikker og nu hvor manden var der, så kunne de lige så godt udnytte situationen. At dragen så til gengæld blev sendt væk passede ham fint, alligevel måtte han dukke sig let for halen, der ellers ville have ramt ham over skulderen. Han fnøs køligt, som han så hendes hoppe mod vandet og han straks vendte blikket retur til manden på jorden.

For at kunne gøre brug af Xaphans evner, så var de nød til at finde frem til nogle ar, som de kunne rive op i. Hvilket gjorde det nødvendigt at tjekke mandens bevægelser for de led og områder, som var mest sårbare. Hvis bevægelserne ikke var naturlig, så var det et tydeligt tegn på at han allerede havde smerter der. Derfor var det også nemt at finde frem til et gammelt ar. Så manglede han bare sin broder.. Hvilket var grunden til at han henvendte sig til Xaphan og han var tydeligvis frisk på at give ham en hånd. Deavás holdt manden nede, så Xaphan kunne arbejde uden at blive forhindret. Det var nemt nok at holde benet nede, som Deavás holdt øje med såret, der langsomt åbnede sig for hans blik. Der gled et koldt smil over hans læber, som han svagt flyttede den ene hånd mod såret og førte nogle fingre ind i såret. ”Det er virkelig nyttigt” lo han lystigt, som han så såret udfolde sig for sit blik. Han pressede selv fingrene længere ind i såret og op for at udvide det yderligere, imens at Xaphan arbejdede sig ned af arret. Det faktum at det drejede sig om en fra ordenen lod ikke til at genere Deavás. Selvfølgelig ville det kun betyde problemer, men de havde kun kontrol over hovedstaden, så han skulle bare holde sig derfra.. ”Så må vi hellere gøre en indsats” lo han koldt, som han nikkede til hans forslag om at han kunne tage overfor nu. Deavás rettede atter fokus mod manden, som han greb fat om hans ben og rev neglene langs med såret. Manden skreg og vred sig, men Deavás slap ikke grebet, han blev ved.

Englen i Xaphan var gemt langt væk hvilket var meget heldigt i denne situation de nu stod i. Hvis englen i ham kom frem ville det blive værst fra Deavás. Der ville komme en efterlysning på ham lige meget hvad der så end ville ske. Godt nok ville Xaphan selv komme i problemer og højst sandsynligt blive smidt ud af lysets ridder, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Så det var vel egentlig meget godt at englen i ham var gemt så langt væk som muligt. Hvilket jo på sin vis også var Deavás skyld med de energier der sprang ud af ham. Lige meget hvad kunne Xaphan ikke gøre andet end at absorbere energierne. Hvilket bare gjorde ham stærkere og mere modig. Ikke at han ikke var modig for det var han da. Det handlede vel bare om hvad man havde i hjertet, det var jo det der talte. Xaphan var så uheldig at der både var en dæmon og en engel i hjertet, den eneste af slagsen af hvad han vidste af. Men det gjorde ham jo også bare unik og speciel. Deavás ord fik ham ud af sin tankegang og han kunne ikke lade vær med at smile. "Det tænkte jeg nok, det ville også være en skam" han kom selv med et lille grin og fastholdte der efter et smil.

Blizz var ikke en man skulle gøre grin med eller gøre vred, men det vidste alle vel når der var en drage til stede. Xaphan regnede da også med at Deavás kunne forstå det. Han vendte blikket ud imod Blizz som dykkede ned under vandet og kom op igen. Hun var og forblev et legebarn, men det gjorde ikke Xaphan noget. Hun ville snart være fuldvoksen og så ville legebarnet i hende sikkert forsvinde. Et eller andet sted synes Xaphan at det var synd da det var en del af hendes personlighed. Men samtidig kunne han godt forstå at hun ikke kunne leve i barndommen hele livet.
Han fik lige set at Deavás undveg halen og fik set ned på manden inden han sagde noget. Xaphan kunne ikke andet end at smile over hans ord. Så havde de da noget tilfælles. Han vendte blikket lidt rundt for hurtigt at se hvad Blizz lavede for at vende tilbage til manden på jorden. "Ikke for min skyld" kom det køligt fra ham og kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Han vendte blikket lidt op og ned af Deavás for at vurdere hvad han ville gøre og ikke gøre. Han smilte dog lidt .

Xaphan kiggede på såret han havde fået åbnet, det lignede at det var en kniv der havde skåret det op. Det var så fint og uden at møde noget modstand af nogen art. Det var virkelig en gave han havde fået lige meget hvordan man så så på det. Det var en fantastisk gave at have fået, og Deavás gav ham jo ret med sine ord. Det var nyttigt, og det kunne bruges til mange ting. Selv friske sår kunne han åbne hvilket bare gjorde det hele meget sjovere. Han bed sig lidt i læben og nød synet af blodet der fossede ud af manden som de begge satte fingre i såret får at åbne det yderligere. Manden kunne ikke andet end at ligge og skrige, men der var ingen der hørte hans klagesang da der ikke var nogen i miles omkreds. Sådan så det i hvert fald ud lige her og nu. Man kunne jo aldrig vide om der ville komme nogen senere hen. Men så måtte de jo om det. Lige nu skulle Xaphan og Deavás have det sjovt, og det ville de uden tvivl komme til.
Xaphan overvejede lidt hvad en fra Kiles Orden lavede helt her ude, var de nu ude på at finde flere medlemmer til deres orden eller hvad var de? Måske han skulle overveje at spørge? Men nej det var ikke lige frem på tegnebrættet. Han kiggede der imod ind i mandens øjne og kiggede så over på Deavás der havde sine fingre godt begravet i såret. Han kunne ikke andet end at smile da han så hvad Deavás havde gjort. Han vendte dog blikket ned imod såret som han stadig havde fingrene i. Han fjernede dem for at tage fat i en hudflage og trak lidt i det. Det der med at flå et menneske lød nu meget spændende, så hvorfor ikke prøve det nu hvor de var to om det?

Deavás ønskede ikke, at have selskab af englen igen, men skulle det ske, så var der mange måder at komme ud af situationen på. Selvfølgelig ville det blive svære for ham, så snart at han havde fået beskidte fingre og Deavás var ikke ligefrem diskret i sine planer, så han fik ofte hurtigt beskidte fingre og denne gang ville næppe blive en undtagelse. Men så kunne man også håbe, at englen ikke ville være i stand til at holde til det, for Deavás ville ikke lægge noget imellem, hvis han først blev truet på livet, så kunne det være fuldkommen lige meget, at han ville åbne op for hans ar, for han skulle nok finde en måde hvorpå han ville ramme ham uden at dragen ville finde ud af det. Men så længe at Deavás var tæt nok på ham, så lod det ikke til at være noget nogen af dem skulle bekymre sig om, de dæmoniske energier havde i hvert fald ingen ende, så længe at han var vågen og udsigten til tortur og morskab kunne holde ham i vågen i dage, hvis det blev nødvendigt. Han nikkede roligt til hans udtalelser og trak let på skulderen. Følelser var aldrig noget han bekymrede sig for, så der var ingen grund til at Xaphan tænkte på det. Det betød intet, hvis nogen ikke brød sig om ham. Det var kun godt.

Hvad dragen valgte at foretage sig, var ikke noget Deavás koncentrerede sig om, så længe at han kunne høre at den ikke var i nærheden, så havde han mulighed for at arbejde i fred, så der var ingen grund til at bekymre sig om det. Han kunne dog godt høre vandet plaske og bølgerne, som ramte bredden ikke langt fra dem, men det var slet ikke nok til at han blev forstyrret af det. Han var van til langt værre lyde, så han kunne sagtens lukke af for den slags småting. Desuden hvis Xaphan blev for distraheret af dragen, så ville Deavás bare nyde mandens lidelserne selv. Det skulle ikke komme an på det.
Hvornår havde Deavás overhovedet holdt sig tilbage? Han kunne ikke selv komme i tanke om en periode, så han tvivlede faktisk på at det overhovedet var muligt. Det var spild af tid at holde igen, i stedet havde han planer om at føre det hele ud i livet, gøre hvad der passede ham, om dæmonen havde mave til det eller ej, bekymrede ham ikke. Deavás havde trodsalt prøvet lidt af hvert igennem sin levetid, så han havde aldrig problemer med maven eller samvittigheden. ”Perfekt” kommenterede ham med et nik, som han vendte blikket bort fra Xaphan og i stedet vendte det mod manden og hans sår, som langsomt var begyndt at åbne sig op.

Evnen var yderst brugbar og Deavás havde ikke noget imod at Xaphan tog del i det. Det øgede smerten, som han kunne forvolde manden. Han kunne sagtens høre det på ham, som han pev og forsøgte at forklare sig ud af situationen. Noget med at det ikke var Kile’s ønske for ham. Men Deavás hørte ikke rigtig efter, han havde aldrig været den store troende, så han bekymrede sig ikke for gudernes mening, kun sin egen og måske lidt, hvad Xaphan selv mente om situationen. Men så længe at han ikke brød ind, så kunne han fortsætte uden problemer. Fingrene blev presset længere ind i såret, som blodet flød ud over benet og over stoffet. Men Deavás fortsatte indtil han ramte knoglen med neglen. Så rev han den over. Manden vred sig i smerte og skreg op, som han forsøgte at lange ud efter Deavás for at få ham til at slippe. Han sendte Xaphan et smil, som han brugte den anden hånd til at holde ham nede ved at holde hånden mod hans brystkasse. Neglene blev brugt til at lægge et ekstra pres på, som han borede dem ned i takt med neglene på den anden hånd.
At Xaphan valgte at tage fat i huden, fik Deavás til at smile yderligere, som han hev fingrene ud og tog fat på den modsatte side af huden og nikkede til ham. ”På 3?” foreslog han med et sygeligt smil på læben, så kunne de hive til fra begge sider på samme tid. Det ville uden tvivl gøre ondt.

Xaphan nød dette her til fulde, han havde længe ville have fat i en fra Kiles orden, og her havde han en. Det gjorde kun det hele meget bedre. Han kiggede lidt på Deavás og kunne ikke lade være med at komme med et lille grin. Dette her var virkelig godt.
Deavás ville have de skulle hive på 3 og Xaphan var helt vild med tanken. Han holdte stadig fast i stykket af huden og kiggede på manden der rystede på hovedet. "1... hans stemme var rolig og han kiggede ned på såret. Han havde egentlig ikke taget sig af at Deavás havde taget fat i knoglen og revet over. Han bed sig lidt i læben som manden prøvede at slippe fri. Hvilket bare gjorde at Xaphan slap hud stykket og gav manden en knytnæve i hovedet. Han tog hånden ned imod kødstykket igne og tog fat i det, han rev lidt i det og sagde. "2.. han kiggede op på manden der havde fået blodnæse og smerten strålede ud i øjne på ham. "Gør det ikke, jeg ber dig i Kiles navn. Jeg vil sørger for at du kommer til at fortryde hvis du gør det. Jeg vil sørger for at du..." mere noget manden ikke at sige før Xaphan hev lidt i huden igen og et klages skrig kom fra manden. Xaphan kiggede på Deavás og smilte til ham. "3 kom det fra ham og hev til i huden så blodet puslede mere og mere ud af såret. Xaphan havde hævet så hårdt at han nu sad med et 20cm langt hudstykke i hånden. Han kiggede lidt på det. "Satans." kom det fra ham og kastede det væk bag ham. Hvor det ramte henne anede han ikke, men han var faktisk også lige glad. Som Deavás hev samtidig kunne manden ikke andet end at skrige. Xaphan kunne ikke holde det ud. Han ville virkelig ønske at Lykke havde været her for at få manden til at grine i stedet for. Han manglede et eller andet og putte i munden på manden. Men han havde ikke lige et eller andet ved hånden. Han kiggede på det blodige stykke stof og rystede på hovedet. Måske de bare skulle leve med skrigene. Han himlede lidt med øjne og rejste sig op. Han satte en fod på mandens brystkasse og trykkede ned. Han trykkede hårdt så man kunne høre et par riben brække.

Tortur havde en beroligende effekt på ham og han blev egentlig aldrig træt af det, som han altid kunne begynde på noget nyt. Der var mange måde at gribe det an på og teknikker var uendelig, hvis bare man havde tid til at undersøge det og lære metoder at kende. Det var ofte ærgerligt, hvis man ikke vidste, hvad man havde gang i, for så ville man ikke få det fulde udbytte af torturen og så kunne man bare starte forfra. Deavás fik altid et sus af at torturere andre, men han havde ikke noget imod at smerten blev rettet imod ham, så længe han kunne styre det i den retning, som han ønskede. Desværre for præsten, så var al opmærksomheden vendte imod ham og det var ikke ligefrem en behagelig form for opmærksomhed.

Grunden til at Deavás foreslog, at de kunne hive på tre var for at give præsten en chance for at vide, hvornår det skulle ske. Så vidste han hvornår han skulle frygte og at det var uundgåeligt. Det var altid rart at se hvordan ofrene reagerede, når det gik op for dem, at der ikke var nogen vej uden om. Det var der at man havde deres fulde opmærksomhed. Deavás nulrede dog huden imellem sine fingre, som han spændt ventede på at Xaphan nåede til tre. Der var intet i vejen med at rive lidt i huden, om end det sidste ryk ville være det, som gjorde mest ondt. En ond latter slap fri af hans læber, som manden vred sig og Xaphan reagerede med en knytnæve mod skallen. Det var ganske morsomt at kigge på, men Deavás flyttede ikke fingrene fra huden, for han havde faktisk fået ordentligt fat, så det ville være dumt at slippe nu. ”Jeg har aldrig været den store troende..” kommenterede han køligt, som manden forsøgte at bringe religion på tale. Han var ikke interesseret i emnet og Xaphan lod til at tænke noget i samme stil. Han rev i hvert fald til eller bare en anelse. Det var nok til at manden beklagede sig. Deavás smilte lumsk, da Xaphan nåede til 3 og de begge hev til. Skriget af smerte var vidunderligt, som Deavás udstødte et dybt suk af nydelse, som han mærkede hvordan huden gav slip på hans krop og snart sad han med huden i hånden. Såret var stort og langt. Det blødte noget så voldsomt, som Deavás lagde huden fra sig og presset mandens ben mod jorden, så han ikke kunne trække benet til sig. ”Er du lidt sart?” lo Deavás med blikket rettet imod Xaphan, der hvilede et drillende smil over hans læber. Der var ikke andet i det end morskab. At Xaphan valgte at rejse sig op for at træde på mandens brystkasse gjorde intet. Lyden af ribben der knækkede fik et skummelt smil frem på hans læber, før at han pressede fingrene imod mandens åbne sår på benet. Hans fingre blev smurt ind i blod og den varme væske var yderst behagelig, det samme var lugten.

Xaphan kiggede ned på manden som han nærmest stod på. Han kiggede lidt på Deavás og så tilbage til manden igen. Manden skreg fortsat og det begyndte at skærer i hans ører. "Hvor er Lykke når man skal bruge hende..." mumlede han og anede ikke om Deavás kunne høre ham. Han kiggede lidt ned på manden fjernede foden fra brystkassen og tog fat i kinderne på manden, med en hånd hen over munden. Han kiggede ham dybt ind i øjne. "Du overlever ikke dette, det ved du godt ikke?" kom det roligt fra ham og smilte til manden. Manden kunne ikke svare så meget som Xaphan trykkede hånden ind imod kinderne. Han vendte blikket ned imod Deavás der var dybt begravet i såret. Han havde sagt noget til Xaphan men han var ikke sikker på hvad han havde sagt. Han havde været lidt for koncentreret om manden til noget andet. Dog kom der glimt af Deavás stemme igennem hans hoved. Noget med ham og at være sart. Måske lignede det at han var sart, men det var han langt fra. Han havde bare ikke samme tankegang som Deavás havde, måske var han bare en bedre mand til at kunne klare dette her. Xaphan rystede lidt på hovedet af Deavás og kiggede lidt ned på manden. Han vendte sig helt om og satte sig på mandens brystkasse hvor af manden straks fik problemer med at trække vejret en lille smule. Han kunne dog stadig trække vejret. "Mig være sart? Jeg tvivler stærkt. Der skal også lidt mere til end bare så lidt." kommenterede han og lagde sin blodige hænder over kors. Han lagde hovedet lidt på kors og kiggede lidt på Deavás. "Men når alt kommer til alt har jeg jo ikke så meget erfaring med at torturere folk sådan på nu værende tidspunkt. Man kan sige at jeg er ude af træning, det er jo ikke tit jeg komme frem for lyset." kommenterede han videre og kiggede lidt på ham med fortsat hovedet på skrå. Han kravlede lidt længere ned af manden. Han havde nu armene fri til at kunne sætte sig op og prøve at flygte eller slå Xaphan i ryggen. Men uanset hvad manden ville prøve på ville Xaphan ikke rører sig ud af flækken. Han var gledet så meget ned at han sad på mandens underliv med et ben på hver side af benene. Han studerede såret lidt som han havde fået åbnet. Han gravede en hånd ned i såret og fik fat i knoglen, men det var ikke det han søgte det var noget helt andet. Han gravede videre frem for at finde frem til musklen. Manden vred sig i smerte så meget kunne Xaphan da mærke, men han rørte sig stadig ikke nogen steder. Hvor sad den muskel henne. Hvorfor skulle der være alle de sener og blodkar alle steder! Godt nok havde han allerede sprunget op til flere blodkar efter sin søgning på musklen men han var helt lige glad.