Jezebels lys blev kraftigere og kraftigere som hun faldt, den lilla glød dybere og mørkere. Hun emmede af kraft, men var stadig ude af stand til at stoppe sin egen undergang. Det var ironisk, virkelig. Alt den magt, og så blev hun slået ud af et glas vin for meget. Dræbt, af sin egen last.

Valkars råb nåde hende som gennem en tåge. Havde hun hørt rigtig eller bildte hun sig selv det ind?
Svaret kom før hun havde troet, som Valkar kastede sig udover kanten, og susede ned mod hende. Hendes egne tåre faldt over hende, og ramte Valkars kinder, og som hun rakte op efter ham, bredte der sig et lykkeligt smil på hendes læber.
Han ville redde hende, hendes lysende engel. Han ville redde hende fra hende selv.

Lyset omsluttede hende og hun lukkede øjnene og lo. Lo af sig selv for nogensinde at have tvivlet på ham, lo af alle deres fælles tåbeligheder, lo og blev så med et stille da hun ramte jorden. Hun slog øjnene op, og de lyste kraftigt op, glødende lilla og spørgrende, inden de blev tomme.
Hendes krop forsøgte desperat at holde ved, men efter en enkelt rallende hvertrækning blev gav den op, og hendes krop blev slap.
Hendes lys gik dog ikke ud, men blev kraftigere. Kraften samlede sig og flød til sidst over, bølgede ud af hver en porre i hendes hud, som en tæt tåge. Først da falmende gløden i hendes øjne, og en lysende, sart lavendel orb gled ud af hendes bryst. Hendes sjæl. Den mørke-lilla, næsten sorte tåge omhyldede den instantant, og trak den med sig, op mod den sorte nattehimmel, op og mod nord.

Jezebels krop lå tilbage, men uden kraften til at holde den ved lige, gik den hurtigt i forrådnelse, og skrumbede ind til den tunge kjole hang løst om liget, som det eneste tilbage der gav et hint til hvem kvinden havde været for blot minutter siden.

Skælvende fandt Valkars fingre fæste på hans ansigt. Ekkoet af hendes latter forsvandt ud i den nu alt forstille nat.
Det var som alting stoppede. Det var intet. intet han kunne gøre for hende nu, Han havde fejlet, som han aldrig havde gjort før, men skammen var den værste. Den borede sig som en kniv ind i hans hjerte, han kunne ikke ikke mere, og han faldt det sidste stykke ned på jorden til hende. Smerten der fulgte ligegyldig.

Han knugede hende ind til sig, badet i hendes lys. Hans hjerte slog et ekstra slag som den lavendelfarvede orb steg op fra hendes bryst. Inderst inde viste han godt at det kunne ske, men han havde aldrig set det ske... 
Det var smukt... tårerne trillede atter ned af hans kinder, hun ville leve igen. Smerten fra hans skam gennemborede atter hans hjerte. Hun ville hade ham. Hun havde set ham for den fiasko han var, og hun ville holde det imod ham næste gang de mødtes. Han havde forspildt sin chance. 
Som hendes lig svandt ind og lugten af død fyldte hans verden, han kunne ikke bærer det længere! Hans forpinte skrig brød stilheden. 
Med tunge vingeslag forlod han Dianthos, med den mørke kjole i favnen.
Det eneste spor om hvad der var hent, var er råddent indtørret lig, og to store hvide og sorte fjer, indsmurt i en elskers blod...