Anastasia kunne stadig ikke undgå at være taknemmelig for ham, men smilede et af sine karakteristiske skæve og kække smil tilbage med et glimt i øjet. Anastasia havde som sådan ikke spor svært ved at læse mennesker, specielt ikke mænd, men der var individer som overraskede. Som han gjorde nu. Han virkede ikke til at være af den type hun normalvis mødte, og det var hun lige nu taknemmelig for. Det betød nemlig at hun ikke skulle frygte for at blive løftet op i endnu et kvælertag fordi hun havde gjort noget i fortiden der måske godt kunne ses på med knap så venlige øjne. Livet var ikke en dans med roser! Og jo før folk accepterede det, blev livet nemmere at leve.

Anastasia fulgte hans pegen mod et bord og nikkede roligt. Det var vel udmærket. Hun valgte nok altid sine borde efter hvad underbevistheden fortalte hende. Om hun var på arbejde, eller blot var i en tilstand hvor hun forsøgte at blende ind. At flygte var ikke noget hun gjorde sig i ofte. ”Nok et godt valg, taget aftenens tidligere seance i betragtning.” svarede hun tilbage med en drilsk undertone og bevægede sig over mod bordet. Hun satte sig i stolen der havde mest udsigt mod udgangen. Noget af hendes underbevidsthed var nok stadig bange for at manden kom tilbage ind af døren for at hive hende ud i på gaden igen. Det ville hun helst undgå hvis hun kunne komme til det.

Hans blik gled rundt på de forskellige individer, holdt øje med dem og gjorde klar, hvis der var nogle der var dumme nok til at tage kampen op mod ham. Alexander fulgte efter hende over til bordet og placerede sig på den anden side, med ryggen til døren, mens Anastasia havde udsigten til udgangen, så hun kunne holde øje med manden fra tidligere. Alexander løftede et øjenbryn ”Du siger bare til hvis der kommer en fra døren.. Så skal jeg nok klare det lille problem” sagde han og sendte hende et kækt smil.

Hans blik blev rettet mod glasset med rom og han sukkede. Det var ved at være noget tid siden han havde drukket denne alkohol, men det var bestemt ikke den værste alkohol man kunne få. Han hævede glasset og tog en lille tår og sendte hende et smil ”De er allerede begyndt med rygterne...” han så omkring sig, så hvordan folk sad og skulede over på dem mens de talte, startede rygter om at Alexander sikkert var det nye offer.. At han var en idiot for at sidde her sammen med hende og drikke rom. Han personligt var ligeglad og tog så endnu en tår af rommen ”De vil sikkert også have en bid af kagen” sagde han og holdt en kort pause, hvor han tog en tår af rommen inden han fortsatte ”Men med sådan en skønhed.. Så forstår man dem godt” sagde han og sendte hende et kækt smil. Han levede for det her... Beskyttelse, druk og charmere sig ind på kvinder uden at have nogen intention om at bruge det for at komme i deres bukser, han syntes blot at hver kvinde fortjente at vide de var smukke.

Anastasia lod blikket forlade døren, hun ellers havde holdt ganske aktivt øje med, for at kigge på Alexander i stedet og smile skævt. "Tak, det er sødt af dig" umådelig venligt og Anastasia var skam også taknemmelig for at han var villig til at gøre det. Hun kunne ikke undgå at lege med tanken om prinsen på den hvide hest - bare ikke i så meget et romantisk øjemed. Romantik var alligevel ikke noget hun gjorde sig i! Noget alle omkring dem efterhånden vidste, specielt ud fra de blikke deres lille ord efterhånden fik.

Anastasia spejdede kun ganske kort rundt med blikket, men meget opmærksom på at der blev skævet til hende fra forskellige hjørner. Man vænnede sig aldrig helt til det. "At starte rygter er en persons deperate måde at fortælle at han eller hun er blevet overset" så måske han havde ret i at de ønskede en bid af kagen. Men Anastasia var ikke fornøjelsespige, ikke i den forstand man var vant til. Hun behøvede ikke at have sex for at få hvad hun ville.
Hun smilede tilbage til Alexander, ganske tilfreds med at få komplimenter. "De mener du er dum for overhovedet at tale med mig. Jeg har nok skabt mig lidt af et ry på disse kanter" Han havde reddet hendes røv. Ingen grund til at lege omkring grøden med sandheden. Hun vidste godt hvad de tænkte.

Kort bukkede Alexander hovedet som gestus ” Der er ingen grund til at takke mig... Du har ikke brug for at komme mere i slåskamp med mænd der er retarderede og ikke fatter at kvinder ikke er til at slås med..” sagde han nærmest ud gennem sammenbidte tænder. Princippet bag at en mand slog en kvinde eller forgreb sig på hende, var blot et tegn på svaghed fra mandens side ganske enkelt! Og han hadede at der var nogle mænd der var dumme nok til at gøre det, da det satte alle andre mænd i dårligt lys, plus det gav kvinderne større tillidsbesvær, hvis de ikke allerede havde det. Det var næsten til at se på ham at han var irriteret over den slagt mænd, men rystede da kort tanken ud af hovedet og rettede blikket mod Anastasia.

Selv Alexander havde bemærket de mange blikke hun fik, sikkert fordi de andre vidste hvordan hun var... Måske fordi de tænkte at Alexander var hendes nye offer. Eller også var de bare jaloux, over det ikke var dem der fik hendes opmærksomhed. Kort trak Alexander på skuldrene ”Dum for at tale med dig? Det er da kun fordi de ved hvad du gør ved mænd.. Men hvad hvis de mænd måske vil lokkes i fordærv?” sagde han med et kækt smil på læberne og så over på nogle af deres tilskuerer og blinkede kort til manden. Han var ligeglad, for om hun så havde tænkt sig at lokke ham i fordærv, ak ja, så var det ikke første gang det var sket for ham. Så han tog det egentlig ikke så tungt og fandt det nu ganske underholdende, at alle folk stirrede sådan på dem.

Det talte til hans fordel at han var sammenbidt omkring det. En tydelig mening omkring mænd der udnyttede deres fysiske styrke til at slå på dem der er mindre og svagere end dem selv, blot fordi de var utilfredse. Mange af dem kunne naturligvis heller ikke stykke en ordentlig sætning sammen, når det kom til stykket. Det gjorde dem til noget drøje samtalepartnere. Hun kommenterede ikke på irritationen hun kunne se, men noterede sig den bare i stedet med et smil på læben. Han kunne naturligvis spille skuespil for at lokke hende, som hun brugte skuespil på at lokke andre. Man vidste aldrig, men hun havde heller ikke så meget imod det hvis det var sagen.

Anastasia lænede sig frem over bordet, hvilende på sine albuer som hun sendte ham et kækt smil. Ganske let bed hun sig i underlæben og lagde hovedet på skrå. "Vil du da gerne lokkes i fordærv" Anastasia kiggede ikke på deres omgivelser. Hun var ret ligeglad med dem. Om det var jalouxi, morskab eller foragt de kiggede over på hende med, rørte det hende egentlig ikke. Hun havde efterhånden fået blikke af enhver art, og kunne ikke bruge det til noget lige nu. Derimod var det sjovere at holde den drillende kække tone når hun talte med Alexander. Han virkede til at kunne tage det.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt inden i over de mænd der sad der og stirrede på dem, som var de et eller andet maleri eller sådan noget. Han hyggede sig med det og det så egentlig også ud til hun efterhånden havde vendt sig til det. Som hun lænede sig indover bordet og bed sig i underlæben og virkede forførende. Han satte selv den ene albue i bordet og støttede hagen mod hånden og så hende i øjnene ”Hvad hvis jeg vil?” sagde han og sendte hende et kækt smil tilbage. Han blev siddende i sin stilling, lænet ind over bordet med blikket rettet mod hende, trods han kunne se ud af øjenkrogen, at de mange folk på værtshuset stadig stirrede, men han var ligeglad... Måske ville han lokkes i fordærv? Måske ville han bare se om hun egentlig kunne gøre det ved ham, for han var efterhånden så hærdet... Syntes han i så fald selv, så han var næsten sikker på det ikke ville fungere på ham, men nu måtte han se.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt inden i over de mænd der sad der og stirrede på dem, som var de et eller andet maleri eller sådan noget. Han hyggede sig med det og det så egentlig også ud til hun efterhånden havde vendt sig til det. Som hun lænede sig indover bordet og bed sig i underlæben og virkede forførende. Han satte selv den ene albue i bordet og støttede hagen mod hånden og så hende i øjnene ”Hvad hvis jeg vil?” sagde han og sendte hende et kækt smil tilbage. Han blev siddende i sin stilling, lænet ind over bordet med blikket rettet mod hende, trods han kunne se ud af øjenkrogen, at de mange folk på værtshuset stadig stirrede, men han var ligeglad... Måske ville han lokkes i fordærv? Måske ville han bare se om hun egentlig kunne gøre det ved ham, for han var efterhånden så hærdet... Syntes han i så fald selv, så han var næsten sikker på det ikke ville fungere på ham, men nu måtte han se.

Han var underholdende. Det kunne hun godt lide. Det gjorde i hvert fald dagen lidt sjovere, og selv hvis hun ikke var i stand til at manipulere rundt med ham, eller forføre ham til det rene fordærv, var det stadig ganske forfriskende at have en samtale som denne. Det kække smil fik hende til at grine svagt. "Jeg antog dig ellers for at ville tage det du ville have" men hvis han gerne ville fordærves, var det ikke et problem hun så. Anastasia smilede muntert, men fortsatte med at være lænet hen over bordet, som hun lagde hovedet ganske let på skrå.

"Så igen. Du virker ikke ustabil nok til at blive drejet om en lillefinger. Måske det tunge skødts skal tages i brug" hun blinkede til ham, velvidende at folk kiggede. Nogen var allerede begyndt at himle med øjnende, klar over hvad hun foretog sig. Selvom hun lige nu ikke på samme måde mente det som når hun lokkede penge ud af folk. Det her var ganske fint for sin egen morskabs skyld. Det var sjovt. Om det virkede eller ej, måtte tiden jo vise. Normalvis var hun vant til at mænd ønskede at udnytte hende tilbage, men ud fra måden han havde reddet hendes røv og ikke forlangt noget til gengæld, begyndte det at blive svært.

Han så på hende med et skævt smil ” Det er ved at være nogle år siden sidst jeg bare har taget det jeg ville” sagde han o trak kort på skulderen. Siden den ulykke har han ikke været specielt frembrusende, men havde holdt sig tilbage, for han ville ikke overrumple nogen, trods han ville have ret nemt ved det. Denne leg de  havde gang i var der næsten mere fornøjelse i, end han skulle til at tage det han ville. Bevares indenfor hjemmets fire vægge kunne han sagtens gøre det, men mellem så mange andre, holdt han sig tilbage.

Han grinede kort ”Ustabil nok? Jeg tager det som et kompliment” sagde han og så på hende som hun også sad lænet hen over bordet, kun med ganske kort afstand fra ham selv. De tunge skyts? Hun syntes måske ikke den måde hun opførte sig på var rigeligt? Han glædede sig på en eller anden måde til at se hvordan hun ville gøre det værre for ham. Ikke at han tvivlede på hun kunne, for det var han ikke engang i tvivl om hun kunne.

Anastasia lagde hovedet på skrå over hans ord, betragtede ham med nysgerrige øjne og bed sig let i underlæben. Det var en finurlig mand, der ikke tog det han ville. Hun vidste de fandtes, men hun mødte dem ikke ligefrem ofte. "Hvordan kan det være?" spurgte hun ind, ikke nødvendigvis snagende efter hans fortid hvis han ikke ville tale om det, men stadig nysgerrig nok til ikke bare at lade den ligge. Han måtte havde en grund, om grunden var noget hun kunne sætte sig ind i, eller måtte ryste på hovedet af måtte tiden vise.

Anastasia grinede med ham, og lod let sin tunge fugte læberne. "En god kompliment! Det gør dig meget mere interessant at bruge tid sammen med." og det mente hun! Nok var hun en svindler, og god til at være det, men hun måtte også have små fornøjelser i livet selv. Som at bruge tid sammen med en spændende fremmed, som ikke bare sådan lod sig nedtynge. Hvad de omkringsiddende tænkte, var for hende ligegyldigt. Om det så det som et nederlag for ham, hvis hun tog ham med op, eller med ham ud, var deres problem. Det kunne hun vitterligt ikke tage sig af. Diskret, lod hun sin ene fod kæle en smule op af hans ben under bordet, intet vanvittig grænseoverskridende, men alligevel en måde at komme tættere på. Diskret og roligt. At han var klar over hvad det var hun gjorde normalt, betød selvfølgelig også at nogle metoder slet ikke ville virke. Hun kunne ikke ligefrem bilde ham ind at hun var uskyldig, og måske det var en ganske god ting. Indtil videre var hun i hvert fald blot ganske indtaget og nysgerrig efter hvad han var for en mand.

Han sukkede kort ”Efter hvad der skete i min gamle flok, så har jeg holdt mig selv tilbage med næsten alt jeg foretager mig... Men dog har jeg alligevel formået at komme i en ny flok..” sagde han og trak kort på skuldrene. Egentlig havde han ikke regnet med de ville lade ham komme ind, for en vigtig del af en flok var, at alphaen skal beskyttes, koste hvad det koste ville... Og han havde før fået det fucket up, men der var tid til forandring! Han ville bevise overfor Miranda samt resten af flokken at han var det værd.

Han fulgte nærmest hendes tunge glide over hendes læber for at fugte dem og sendte hende et smil ”Bevares... Har måske lidt kanter her og der, men de kan altid finpudses” sagde han og blinkede til hende. Da han mærkede hendes fod glide op af hans ben, smilede han kækt til hende. Grænseoverskridende ja, men et problem? Slet ikke. En mand der sagde nej til en smuk kvinde som Anastasia måtte være af sten, eller blind, for denne kvinde var smuk, det indrømmede han gerne uden tøven, men han vidste også hvad hun var, ikke det skræmte ham væk, for bare lidt kvindelig kontakt... Var altid rart.

Anastasia lagde hovedet lidt på skrå. Den eneste flok hun kendte i miles omkreds var ulveflokken. Det generede hende ikke at vide at han tilhørte den. Heller ikke hans race, som tidligere var blevet lagt på bordet foran hende. Eller faktisk mere afsløret som han havde reddet hendes yndige røv fra at ende i fedtefadet. "Jeg er sikker på de er glade for at have dig." ellers havde han nok ikke fået lov til at blive. Hun kendte ikke hans historie, men han virkede en smule tynget af den. At den havde givet ham en mere tilbagetrukket personlighed. Fortiden kunne gøre ondt.

"Det skal jeg gerne melde mig til at gøre" svarede hun tilbage med et lige så kækt smil og blinkede til ham. Det var sjovt det her, men også meget åbent. Hvor meget hun end kunne ignorere andres blikke, var det stadig belastende at mærke dem brænde ind i nakken fra tid til anden. Anastasia lænede sig frem over bordet, for bedre at kunne holde deres samtale privat. "Hvad siger du til at vi flytter samtalen til mere private omgivelser? jeg lover at der ikke behøver ske mere med mindre du selv vil" Om det bare var for at bruge tid sammen og snakke, kunne hun også håndtere. Man havde sine forhåbninger.

Alexander trak kort på skuldrene. Han håbede da uden tvivl de var glade for han var med i flokken, ganske vidst holdt han sig meget for sig selv, men det var mest af alt fordi han havde nogle indre konflikter og lige nu var de så småt begyndt at sparke ind. Hvis han ikke tænkte over det, blev de vel væk? Han ville i hvert fald give det et forsøg. Han smilede skævt "Jeg håber da de værdsætter jeg er der, trods jeg er god til at holde mig, for mig selv" sagde han og smilede skævt for sig selv. Ja, han fortid jagtede ham, men han forsøgte at ligge den bag sig, men det var som om, at hver gang han så Miranda, så satte det gang i de gløder der var tilbage af mindet. 

Han så hendes kækkesmil og hendes blink "Jamen dog" sagde han med et smil på læberne. Hvordan hun ville gøre det, vidste han ikke og egentlig ville han heller ikke tænke på det, eftersom det blot ville ødelægge det for ham, hvis han havde en eller anden forventning om hvordan det skulle foregå. Som han så hun lænede sig indover bordet, gjorde han det også selv og lyttede til hendes ord. Han var enig.. Han ville egentlig også hellere have de kunne sidde uden alle disse folk der nedstirrede dem. Han sendte hende et smil "Lyder som en fin ide.. Kom" sagde han med et smil og rejste sig op og rakte hende den ene hånd. Han gik mod disken og smed nogle penge "Et værelse..." sagde han og så at krofatter pegede mod et af værelserne ovenpå. Han så på Anastasia med et kækt smil "Kom" sagde han og begyndte at gå mod værelset, stadig mens han holdt hendes hånd. 

Anastasia smilede et roligt smil som hun kiggede på ham. Der var bestemt noget der lå og lurede om bag ved, men han virkede heller ikke helt tilbøjelig til at sætte alt for beskrivende ord på det. Det var mere, at han ikke ville tænke på det. Hun var her ikke for at snage i det, trods hun faktisk var god til at lytte. Men det skulle være hans valg. At grave alt for dybt ned, kunne være mere farligt end som så. På flere punkter. Specielt med hendes forventninger til aftenens forløb. Hun svarede ikke på hans ord, med andet end det smil hun gav. At han stadig var i klanen betød jo at de på en eller anden måde værdsatte ham. At han holdte sig for sig selv, var nok heller ikke noget de andre ikke havde prøvet før. Ikke alle ulve var gode til at være sociale.

Hvordan præcist hun skulle pudse kanterne ned og få den finere side frem, se det vidste hun faktisk ikke. Det var svært at vide hvordan man præcis skulle takle en person man lige havde mødt, trods hun var god til det normalt. Men mest af alt var det den fysiske del af et møde hun kunne udnytte bedst. At han var enig i at de skulle forlade de mange blikke fik hende til at smile mere. Ikke fordi hun havde fået en sejr som mange af de andre omkringsiddende sad og tænkte, men mere fordi, hun kunne få lov at snakke med ham uden konstant at være overvåget. Og hvis der så skete mere, jamen det vil kun blive taget imod med velkomne arme. Bare tanken om hvad der gemte sig bag skjorten fik hende til at bide sig i underlæben.

Anastasia tog imod hans hånd og fulgte glad med ham op af trappen til værelserne. Hun havde været her før, måske lidt for mange gange, men det var der ikke nogen grund til at ytre noget om. Da de kom ind på værelset og roen faktisk faldte over stedet, sukkede hun forløseligt og mærkede den lille smule anspændthed der var kommet, forsvinde fra kroppen. "Det var dejligt."

Alexander vidste godt det af og til ville hjælpe at tale om sådanne ting, men han ville ikke sætte sig selv i dårligt lys, ikke mere end han allerede var. De få der havde overlevet, mente stadig det var hans skyld at det meste af flokken blev slagtet, eftersom han ikke havde holdt ordentligt øje med fjenden. Han måtte være et eller værd, ellers havde han nok ikke fået lov til at blive i den nye flok. Miranda vidste godt hvad der var sket, men hun var nok også en af de eneste... han havde ikke fortalt det til mange andre end hende og vidste heller ikke om han egentlig havde lyst, i frygt for at de ikke ville stole på ham og se ham som et udskud, måske endda kæmpe for at få ham ud af flokken.

Han sukkede nærmest lettest op som han lukkede døren da de begge var kommet ind " Det var dog befriende" sagde han og sendte hende et smil. Det var rart at være fri for alle de dømmende blikke, men inderst inde vidste han også at folk havde deres tanker nu, specielt når de nu gik ovenpå hånd i hånd. Han var egentlig ligeglad med hvad de tænkte, for han havde endnu ikke andre intentioner end en mere privat samtale, men skete der andet, ville han da ikke klage.

Anastasia åndede lettet op og bestemte sig ret hurtigt for at sætte sig ned. Det var ikke fordi der var meget i lokalet, forståeligt nok. De fleste kroer havde kun det der var nødvendigt. En stol, et lille bord og en seng. Anastasia valgte at sætte sig på sengekanten, med det en ben lagt ganske elegant over det andet, mens hun lænede sig tilbage for at hvile mod sine hænder.

"Meget befriende. Selvom folk nu tror deres nu" svarede hun med en munter tone og blinkede til ham. Bare at snakke var også hyggeligt, og hvis der skete mere, kom det dertil. Det ville blive budt ganske velkommen. Han så stærk ud, og oven i det, interessant. Men han så ud til at have brug for at snakke, bare en smule. Hun var fremmed, men også ukendt for flokken, der så ud til at tynge ham. Hun ville ikke kunne lave ravage i noget alligevel. "Vil du fortælle mig hvad der skete dengang?" spurgte hun med en nysgerrig mine og hovedet let på skrå. Afventende på om han ville, eller hellere ville snakke om andre ting.

Alexander så på hende og trak på skulderen ”De må tro deres... ” sagde han og sendte hende et kækt smil. Hvis folk troede de var gået her op for sex, så ville han lade dem leve i troen, for det var på ingen måder det som han havde i tankerne, han ville egentlig bare væk fra de spader der blev ved med at stirre på dem som de sad i baren. Jo bevares så vidste han godt hvad hun var for en, men derfor ville han ikke miste chancen for at tale med hende, for overfor hende, virkede hun ret venlig og forsøgte hun på noget, ak ja så måtte han spille samme spil.

Han gik roligt over til sengekanten ved siden af hende og sukkede nærmest opgivende. Hvor skulle han starte? Han lagde sig tilbage på sengen og lod sig dumpe ned. Hans blik var rettet mod hende ”Kort sagt... Min flok blev overfaldet, jeg skulle have beskyttet alphaerne, men jeg fejlede og de blev slået ihjel.. Jeg fik sparket og blev flokløs indtil fornyeligt” sagde han og kunne svagt mærke tårerne der pressede på. Ganske vidst var det ved at være noget tid siden det var sket, men det gjorde stadig ondt når der blev talt om det.

Anastasia lænede sig tilbage, hvilende på sine hænder, forsøgte at aflæse ham. Hvis det var den fysiske aktivitet han i bunden var efter, skjulte han det godt. Hun ville ikke modstå tanken om at se figuren under hans tøjlag, men det var ikke noget hun absolut skulle gøre. Desuden. Der var noget helt andet over ham. At han rent faktisk havde brug for at snakke. At han havde brug for at hele kroens forsamling ikke nedstirrede ham og fratog ham privatlivet der ellers ville være at finde mellem to personer når de sad og snakkede for dem selv. Ganske vidst hendes fortjeneste når alt kom til alt. Sådan var det med hendes erhverv.

Anastasia kiggede på ham, med et roligt blik der blev medlidende som hun hørte han sorg. Hun forstod ikke hvor stærkt et bånd man kunne have i en flok. Hun ejede ikke de evner eller gener. Hun var ofte at finde alene, specielt efter hendes bror skred for at prøve lykken andet steds. "Det gør mig ondt at høre. Hvad skete der helt præcist? Du kunne jo ikke vove over dem nat og dag!" han skulle jo også have en form for liv. Desuden, enhver kan lave en fejl. At det havde kostet nogen livet, var en meget hård kendsgerning, men måske var det alligevel ikke helt hans skyld. Hun kunne tydeligt se smerten i hele hans udstråling og holdning. Anastasia lænede sig frem igen, for at ligge en hånd blidt mod hans knæ og se op på ham med et venligt blik. "Hvor længe var du alene efter det?"

Alexander var stadig ligeglad med hvad folk tænkte nede i krostuen... De kunne tro hvad de ville, for der skete intet imellem dem, i så fald ikke endnu, selv hvis det skete, var det vel også ligemeget? Han så på hende og sukkede svagt " Flokken blev angrebet af vampyrer. Det var nogle vi havde været i kamp med i længere tid, men vi plejede som regel at vinde... Alphaparret havde fået hvalpe, så derfor var de endnu mere sårbare end normalt... Jeg skulle hente noget i min hule, og så angreb de.. Jeg nåede ikke tilbage til dem og ungerne... Jo den ene overlevede, med voldsomme skader... Om han stadig er i live... Ved jeg sådan set ikke" sagde han og sukkede. I og for sig ønskede han ikke der var nogle fra den gamle flok der var i live, for han ville ikke kunne se på dem uden at få de forfærdelige flashbacks til den dag det hele gik galt. 

Som hun lænede sig frem kunne Alexander mærke, hvordan hans hjerte nærmest hoppede nogle slag over, men alligevel blev han siddende hvor han var. Et skævt smil kom frem på hans læber som hendes hånd blev placeret på hans ene knæ "Jeg vil skyde på... Omkring fem, seks år" sagde han nærmest opgivende. De første år havde været et helvede, men derefter begyndte han stille og roligt at vende sig til det. Selv efter han var kommet med i den nye flok, isolerede han sig. Han vidste ikke helt hvordan han skulle gribe det hele an, for hvad nu hvis der skete noget igen? Hvis han lavede endnu en fejl? 

Egentlig var det nok en ringe trøst hun kunne give ham, men Anastasia tog det med umådelig ro og tålmodighed. Lod ham tale og fortælle hvad han ønskede at uddybe. Det var en sørgelig historie, og den var endnu mere påvirket af at manden foran hende tydeligt var påvirket. Hvordan kunne han været andet. Hele hans familie, som en flok eftersigende skulle være, var blevet taget fra ham. Og han bebrejdede sig selv. "Du ville bare væk, og dermed aldrig sætte dem i fare igen?" en blanding af et spørgsmål og en antagelse af hans ord. Skyldfølelsen havde været for meget. Ædt ham op indefra og sendt ham ud i et liv i isolation.

"Er det ikke et ensomt liv?" det ville hun i hvert fald kunne sige at det var, bare ved tanken. Men Anastasia var også dybt afhængig af selskab - på godt og ondt. Afhængig af at hun ikke var efterladt alene og uden nogen at tale med. At forestille sig til et liv hvor man kun havde sig selv, og ingen andre at tale med. At være selstændig var en anden ting, for Anastasia foretrak også at klare tingene selv, men selskab var noget helt andet. "Hvad fik dig til at vende tilbage til livet i en flok" hendes tommelfinger begyndte ganske roligt og blidt at glide over hans knæ. Bringende nærvær gennem en ganske simpel berøring - trøst hvis han behøvede det.