Det havde ærligt overrasket Galavant lidt at hans herre bare sådan lod dem være alene. Alligevel anede han at vagten højest sandsynligt stod udenfor døren, nær sprækken i tilfælde af at tumult skulle opstå. Hans hånd var kommet tilbage igen, mens han lænede sig op imod væggen. Han kunne tydeligt fornemme den mængde magi og beskyttelse der lå i rummet, og at han stadig havde det magineutraliserende halsbånd på gjorde det ikke meget bedre, ikke når der i forvejen var magineutraliserende segl i hvert hjørne af rummet, det lagde bare en ekstra byrde på ham, som et tungt åg. En tung sukken løs fra ham mens han kradsede ned i gulvet. 
"Hvis der var et arbejde der bestod i at fremprovokere og skabe vrede ville jeg være perfekt til jobbet. " Lød det lige så dæmpet tilbage. " Jeg går ud fra det her kommer til at gå videre til din 'snemand'?"  Et nyt øgenavn omkring den fremmede dæmon efter Galavant havde fundet ud af hvorfra han befandt sig. Gyseligt sted. " Så ved i da begge hvor i har mig, medmindre det lykkedes min herre at finde en n herre til mig.. Men foreløbig løber jeg ingen steder... Heh. Der er ikke engang plads til at man kan løbe her.. " Han skævede rundt i det lille rum. " Men jeg må indrømme at der ærgrer mig du så mig i sådan en ydmygende position.. " Men der var ikke noget at gøre ved det, gjort var gjort og sket var sket. Det kunne ikke ændres. For nu kunne han bare være tålmodig og se fremad. " Er du ok..?"

Florence kunne ikke lade være med at smågrine af hans øgenavn til hendes herre. Men hans næste sætning fik gjordt hende tavs igen. Hun rykkede sig til siden og rundt så hun sad ansigt imod ham. "Men ser du.. til trods for at det ville fryde min herre at se hvem som helst i det bur som dette så er det ikke det jeg vil have" sagde hun men rettede hurtigt sig selv "Jeg vil ikke se NOGEN i sådan en bur". 
På trods af at magi ikke var en synderligt stor del af hende kunne hun godt mærke hvordan alt magi og brug af det var helt umuligt og man blev næsten drænet jo længere tid man var hernede. Det og så prikkede det lidt ekstra det at han sådan bare skulle havde ny herre som om det var det mest naturlige i verden at give ham videre fra person til person. Hun rettede dog sit sunkede blik op til ham igen da hun hørte ham tale igen bare lavere end før. Spurgte han lige..? Hun rystede lidt på hovedet hvis hun nu havde hørt rigtigt og faktisk spurgte ind til hvordan hun havde det. En langsom og lidt forvirret rysten men faktisk et nej til om hun var okay. Hun var frustreret og splittet. Alt væltede omkring hende og det gjorde hende hjælpeløs.

Han rystede på hovedet. '' Jeg tror ikke det vil fryde ham at jeg er her, medmindre han har opgivet at få mig fri og sætte mig i gæld til ham. " Lød det tankefuldt. '' Jeg nægter at skulle arbejde for ham.. Jeg kan altid håbe at min tid hernede denne gang er kortere tid det lyder sådan på min herre. Ser du Lyset er bange for os dæmoner... Derfor de holder os spærret hernede under al den beskytelsestingeltangel, sætter os på 'pause' kan man vel kalde det, når vor herre dør og ingen vil tage over.. Indtil håbet er at vi har været hernede længe nok til at vi er tæmmede. Det at vi går fra person til person.. Kaldes 'Lysets arveret' blandt krigerne, jeg kalder de noget værre pjat.  Man tæller ikke dagene hernede, Du kan fornemme beskyttelsen ikke? "


Han betragtede hende. " Den lader en i en form for dvale tilstand. Jeg har ikke styr på hvor lang tid jeg var her sidst, men det har nok været en god håndfuld generationer. ''
Hvorfor fortalte han hende alt dette? Han forstod det ikke. Var han blevet så svag og ynkelig i sine seneste år? Han rakte en hånd ud mellem tremmerne og greb om hendes skælvende ansigt, strygende hendes kind med en overraskende blidhed.
" Det er som jeg sagde før; verden er et stort grumt sted hvor kun den stærkeste og snedigste vinder. Og jo mere du ser Florence, jo mere vil du lære, og muligvis også forstå, uden at den 'fine', lære du er vokset op med vil gå ind over det. " Han kunne kun gætte sig frem til hvilket virvar af følelser der fik hende til at ryste sådan.

" Med en smule held og anstregelser kan det være at vi ses igen en dag.. Men først skal jeg sætte mig ind i en ny husholdning og få dem til at stole nok på mig, hvis det lykkedes min herre at finde mig en ny ' ejer' '' Han himlede igen med øjnene ved udtrykket, men der var jo ikke ligefrem nogen bedre beskrivelse af dæmonens situation.

Forence kunne ikke huske sidste gang hun havde ladet sig selv græde over for en anden person før, men det var som om det hele flød over nu hvor han rørte ved hende. Hvorfor gjorde han det her ved hende. Hvis hun skulle stole på en ridder hun for et halvt års tid siden ville have gjordt det blindt? For så ville alt hvad Galavant sagde og viste være et tanke spil hvor hane hende viklet om sin lillefinger. Hun hadede den her person over alt på jorden, men kunne stadig ikke finde andet end medfølelse og begær for ham.
Hun lagde sin egen hånd ind mod hans så han ikke trak den til sig. Det startede bare ud med at hendes skuldre rystede lidt men ikke kort efter strømmede tårene ned ad hendes kinder og hun hulkede lavmælt. Det var yndmygende og han var en af de sidste hun ville vise sig sådan over for, men lige meget hjalp det. Hun bøgede sig frem så hendes ansigt ikke var til at se. Det gjorde ondt både indvendigt og ud og det virkede ikke som om noget kunne lette smerten.
"Hvorfor er jeg kommet til at stole på dig Galavant?" sig sagde hun lavmælt. "Alle tegn og personer råder mig det modsatte men alligevel" hun lød lige så udmattet som hu følte sig. Med et forvirret blik løftede hun blikket til hans halvt oplyste ansigt. "Hvorfor har du ikke gjordt mig noget?" spurgte hun da med alt hun havde fået fortalt gav det ikke mening at hun stadig var i et helt stykke.

Galavant bed kort sig selv i tungen som han tilsyneladende fik hende til at bryde sammen foran ham. Blikket skævedeover imod døren inden han tavst lod hende græde ud, for nu.. Selvom han ærligt var en smule nervøs for om man ville tro at han havde skadet hende..
Sådan sad de i en stund; dæmon og vampyr.
Først da hendes stemme hikstende gennembrød gråden så han fra deres hænder. " Det burde du ikke gøre Flo.. Stole på et væsen af mørket.. " Hvordan var han kommet til at kalde hende Flo? Han var ikke sikker, men ex-nonnen lod ikke til at have noget imod dem.
Blikket blev mere eftertænksomt ved det næste spørgsmål hun kom med. " Tjae.. Helbredelseshuset ville ha været et dårligt sted, ballet ligeledes.. Hvis jeg havde gået amok der var jeg uden tvivl kommet i en celle noget før.. Nok ikke helt så dybtliggende, men stadig egnet til dæmoner. .. Muligheden kunne selfølgelig have været der ved vores sidste møde, men min herre ser helst ikke at jeg skader civile, selvom jeg var meget tæt på at gøre det dengang. '' Han anede svagt bevægelse og dæmpet samtale ude på gangen. '' Hvis du bliver her meget længere.. svarer jeg dig ikke for hvad du kommer til at se. '' Lød det dæmpet til hende, mens en glød nærmest synes at være gået op i de hvide øjne. Friheden.. Selv i en celle ville han være fri hvis hans navn blev bragt tilbage. 
'' Og jeg har gjort dig noget, jeg er kommet ind i dit liv for en stund, folk der krydser veje med en af os dæmoner, kan ikke undgå at blive påvirket, på den ene eller anden måde.''  Han slækkede sit greb i hendes hånd og trak sin egen til sig, idet døren blev åbnet op og vagten trådte ind. Hun sagde intet, sendte istedet de to mindre skabninger et nærstuderende blik. Det rynkede kort i hendes ansigt da hun så resterne af tårer på kvindens ansigt. Til hvilket Galavant tavst svarede ved at løfte sine hænder, som en tavs overgivelse og bevis på at han ikke havde gjort hende ondt. 

Men var hun ikke også et væsen af mørket? Florence skulle lige til at åbne munden for at protestere imos hvad han havde sagt, men da dørens bevægelse kunne høres var hendes opmærksomhed blevet revet i den retning. Hun sendte vagten et undskydende smil imens hun tørrede sine kinder med sit ærme. "Jeg skal nok få dig fucking ud det her helvedshul" sagde hun lavmælt med hendes halvdårlige men dog forståelige dæmonsk i det hun rejste sig op fra knæene og børstede sin olivengrønne nederdel af. Tonen og hendes beslutsomme blik passede på ingen måde til det modbydelige sprog, men det var nu engang det hun havde lært på så kort tid siden de sidst havde set hinanden. "Men det kræver lidt at jeg ser det her til ende" fortsatte hun da konteksten nok ikke kunne misforstås. 
Igen blev opmærksomheden rettet til vagten. "Hvis det ikke er for meget at forlange vil jeg gerne observere? Hele den her side at dæmon forkastelse er helt ny for mig og jeg vil gerne lære mere" anmodede hun selvom det måske ikke engang var den tungt byggede dame. Fra det tidligere milde smil hun havde givet var hendes blik nu mere seriøst og beslutsom. Et blik som havde fået flere af Ra's dæmoner til ikke at røre et hår på hendes hoved.

Lyden af det dæmonskesprog fik vagten til at hæve blikket let af Florence, mens Galavant mentalt lod sin hånd møde sit ansigt i et facepalm, dog kunne han ikke lade være med at smile kort. Sprogbruget var grimt, men hun var da ved at komme efter det, faktisk overraskende hurtigt for en vampyr. Nåh det ville da give ham lidt at tænke over nu han skulle være hernede i magterne måtte vide hvor lang tid.

Den robuste vagt sendte et meget lignende blik tilbage til Florence, tydeligt at hun var vandt til at have med barske typer at gøre o ikke lod sig skubbe runddt af andre, selv ikke små piger. " Det er heller ikke tit det sker, men det sker en sjælden gang.. Og se ikke på mig sådan der.... " Knurrede hun, mens en tilsvarende knurren lød fra Galavants side af tremmerne. " Hr. Sherrane. Har De noget imod publikum, tøsen vil gerne se på og tage ved lære..? " 
" Så længe hun holder sig udenfor tremmerne og nær døren... Og huske lige at give hende en krystal nu du har gang i det. " Brummede Hr. Sherrane som han kom ind af døren, spændende et par læderhandsker på.

Vagten nikkede og ledte hende hen til et bestemt punkt ved døren. Herpå blev en lysende pink krystal, med en indgravering givet til Florence. " Hold dig her, rør dig ikke ud af flækken, og hold krystallen tæt på dig til hver en tid. " Lød det advarende.
" Tch.. Som om jeg ville besætte hende.. " Lød det kort for hovedet fra Galavant, henledende til hvad krystallen gjorde. 
" Haha meget morsomt, hen til væggen, og det lidt tjept. " Kom det kontante svar fra vagten der begyndte at låse dørre ind til cellen op, mens Galavant lydigt gik hen til væggen med kæderne. Som døren til cellen blev åbnet hev vagten en mindre armbrøst frem, tydeligt specialbygget til hendes arbejde. Ind fulgte Hr. Sherrane efter, lukkende døren i, mens et par sveddråber dannede sig på hans ansigt. Tavst hev han kæderne ned og frem så han kunne binde dem om dæmonens håndled. Galavant forholdt sig tavs, men opmærksom på hver af deres bevægelser. Ja noget direkte rovdyrisk var kommet over ham i det øjeblik de begge var trådt ind i cellen. Han vidste at så længe armbrøsten pegede mod hans hoved havde han ikke mange chancer, men stadig var der et par stykker. Det stivnede let i kroppen idet hr. Sherrane tog et fast greb om Galavants hals, inden han i samme øjeblik lænede sig frem mod Galavants øre og med en dæmpet hvisken, nok mest for at sikre sig at påhørerne ikke hørte navnet, frigav Galavant sin tjeneste: " Galavant Ian Adelmar Nynniaw Ira Talbot, jeg Alfried Sherrane, fritager dig, fra og med i dag, fra mange års tjenste i og for min slægts navn... " 
En tung indånding hørtes fra Galavant som han kunne mærke  hvordan båndet imellem dem blev brudt, kunne se hvordan navnet direkte blev slettet fra Sherranes hukommelse indtil han virkede nærmest forvirret i hvad han havde gang i.. Det var nu Galavant havde ventet på. Med et vrid med kroppen fik han formået at løfte benet nok til at han kunne få 'alfried' til at give slip på sit tag i ham. Hvilket manden da også vaklende gjorde. Endnu et ben røg ud og forsøgte at sno sig om ham. Et mindre støn af smerte forlod ham idet en pil fra vagtens armbrøst ramte ham i armen. " Jeg troede du havde lænket ham fast!?" Lød det bebrejdende fra hende. " UD, nu. For helvede.. " Endnu en pil røg ind på Galavant der på trods af den lammende gift der var på sidsen af pilene blev ved at forsøge at kæmpe. " Dig,, dit fandens svin. Dumme møgdyr! Må alle dine ih og åh så fine børn, dø inden året er omme. " Kom det stønnende ud, mens Alfried formåede at få sig selv fri af Galavants ben. En kraftanstrengelse fra dæmonen mere og et spark fik Sherrane til at få nærkontakt med både gulv og den modsatte mur. 
Et kort øjeblik flimrede det omkring galavants krop inden den endte med at hænge tungt, med en prustende vejrtrækning. '' Jeg kan se i har oppet jer lidt siden sidst hva? '' Knurrede han imod vagten som hjalp Alfried ud af cellen, med en vis besvær. " Jeg skal nok få jer.. Især dig 'Alfried' for alle de år.. og i dag... '' En nærmest manisk prustende latter kom frem fra ham mens vagten lukkede celledøren i igen, sendende et blik imod Florence. '' Der er ikke mere at se.. '' Lød det i en monoton stemme, mens den robuste kvinde lagde sin armbryst tilbage i sit hylster på hendes ben..

Florence havde næsten slået hovedet ind imod muren bag sig da hun så kampen gå for sig. Det undrede hende ikke at Galvant havde kæmpet imod i det sekund han kunne komme til det, men at han ikke var bundet ordentlig fast havde alligevel overrasket hende. Med ukontrolleret åndedræt havde hun bare set til. Holdningen til hvad der skete for øjnene af hende kunne hun dog ikke fastsætte. Forbandelserne af ridderens børn var heller ikke kommet som nogen overraskelse. Det var sikkert ord som havde været spærret inde i hans hals i rigtig lang tid.
På trods af at vagten sagde at det var ovre rykkede Florence sig ikke. Hun knugede stenen i sine hånflader imens hun stirrede hen imod dæmonen i sin celle. Hun turde ikke røre sig. Hvis alt Galavant havde sagt og gjordt var en facade frembragt af hans lænke til sin herre ville det hele være slået itu nu. Tanken var hvad der fik hende til at stå frossen i nogle sekunder. Men det var også det der fik hende til at tage et par skridt hen imod cellen for at se nærmere på hvad der var blevet efterladt. Hendes sko gav genlyd i den underjordiske gang inden hun stoppede op foran cellens tremmer. Med en hånd omkring det kolde metal gitteret udgjorde kikkede hun ind i halvmørket.

På trods af at Galavant stadig delvis var i lænker, blev cellens dør låst forsvarligt inden vagten hjalp Alfreid ud på gangen, hvor de gav sig til at tale dæmpet sammen, mens lyden af tykt lærredsstof kom ind imellem.
Imens sad Galavant, lænet op mod murværket, hængende en smule i lænken der holdt ham oppe, kæmpende imod lammelsen. "Forbandede fnatmider... Hele bundtet.. Irriterenn.. Iirri... Lortedyr!" Med en kraftanstrengelse fik han hævet hovedet op fra brystet og set hen imod døren. Svag overraskelse var at se i de vrede øjne. '' U nød n..ok rigtig sjo.. showet.. hva! " Lød det, mere og mere snøvlende, indtil hovedet igen faldt ned mod brystkassen. Halen slog et enkelt slag, så meget det nu kunne lade sig gøre i det mindre rum og med halen spændt fast.
Talen ude fra gangen stoppede mens et par støvler gik videre væk, derudefra, kom vagten tilbage ind igen, dene gang med en sprøjte i hånden og små stumper stof. døren til cellen blev låst op igen og lukket efter hende som hun gik tilbage hen mod dæmonen, årvågent betragtede hun ham som han hang der. " Er du oppe? " Lød det fra hende, til hvilket et dæmpet ' hrmmgn.. ' lød til svar. Prøvende blev der sparket til det ene ben som straks slaskede ned mod gulvet, mens en noget mere brokkende og smertefuld lyd om fra ham. " Jaja, vi skal jo lige være sikre. " Lød det, mens hun fik løsnet lænken så også armen daskede ned. " Bliv du nu liggende som en fin dæmon og du kan få halsbåndet af dig og vi kan få gjort noget ved de pile. " 
En grynten til svar.
Sprøjten kom frem og stukket ind i den ene arm. " Nu ikke forsøge noget vel..?" Lød det mens hun holdt en fod i ryggen af ham for at opnå den fulde kontrol over ham idet hun fik låst halsbåndet op og pillet det af ham.

" Jeg... Neeijj.. Du har taget på.. " Mumlede han.   " Ja jeg er sku lidt større i omkreds end min mor, men hva faen, mere af mig betyder mere bekyttelse. " Lød det overraskende muntert som sprøjten blev hevet ud og hun istedet gav sig i gang med at få rokket først den ene, dernæst den anden pil ud. Op rejste hun sig  og fik skubbet Galavants korpus længere ind mod væggen så en halsbåndslænke der hang ned fra væggen kunne nå ham. " Op og sidde.. Sådan der ja... God dreng. "
" Jeg er ikk.. Jeg ikkn hund.." For helvede det var blevet svært at tale. Hvor meget havde hun lige puttet på de pile..? Brokkede han sig mentalt, mens han dog lod hende binde sig fast, for nu. lammelsen gjorde det alligevel umulig med andet. 
Vagten fik samlet tingene sammen inden hun igen låste sig ud og fik låst cellen igen. Denne gang faldt blikket over på Florence. 
" Hvad er du til ham? '' Lød det spørgende mens hun rakte en støttende hånd ud imod det lille spetakel.

De bekymrede øjne havde hurtigt ændret sig til mild irritation. Hvad i al verden kunne få ham til at tro at hun havde nydt at se ham blive ydmyget på den her måde. Der var måske en hvis fryd over at han ikke længere var bundet til en herre, men ikke på den her måde. Den her måde fik hende til at falde fra hinanden. Det føltes godt nok fysisk med det skulle nok kategoriseres som psykisk. Florence åbnede munden men ingen lyd kom ud, heller ikke da hun trådte lidt til siden for at vagten kunne komme til. Der var ikke noget hun kunne sige eller gøre lige nu for at gøre nogen forskel så hun så bare til imens den halv bedøvede dæmon fik revet pilene ud. Dog øjeblikkene metallet blev revet ud af armen på ham blev hun nød til at kikke den anden vej. Nok var hun blevet sultet i nogle dage som en straf for en episode hun helst ikke ville tænke på, men for en gangs skyld var det mere tanken om smerten der fik hende til at vende blikket.
Hvad der fik hende igen til at vendte hovedet var da der blev stillet hende et spørgsmål. Et spørgsmål hun stod og kunne nærmest ikke svare på. med armen over kors fik Galavant et hurtigt blik inden hun sagde "Ærligt talt så ved jeg det ikke. Jeg ville ønske jeg kunne svare en ven, men jeg tror kun det ville være ensidigt" 
Det var et ynkeligt svar syntes hun selv. Hun nærstuderede kvinden foran hende så godt man nu kunne i det dæmpede lys. Hun måtte være vant til disse episoder, hvis ikke værre. Havde hun så også samme foragt for hendes fanger som alle andre? Hun undlod at spørge dog da hun ikke ville høre mere om folks had.
Hurtigt satte hun tanken til siden og rettede blikket ind i cellen igen "Hvad vil du mene?" spurgte hun til Galavant selvom hun nok ikke forventede et svar man kunne finde hoved og hale i.

Stille... Helt stille sad han bare der op af væggen og lod det beroligende og lammelsen gøre deres opgaver, der var ligesom ikke meget han kunne gøre for at modsætte sig dem.  Men han lyttede, opmærksomt, og dog døsigt, lyttede han til deres samtale.
Han betragtede dem indtil spørgsmålet tilsyneladende blev kylet hen på ham.
Han skar en grimasse ved anstrengelsen af at sætte sig ordentligt op så det var lettere at svare.  Tankefuldt stirrede han ud i luften mens han overvejede hvad hun var til ham.
''.. FFøørst samarbejdspartnere... nødvendig info til krigerne og byvagterne..... ting i den duer. " Han holdt inde, forsøgte delvis at få vejret, delvis at tænke over hvad de var nu. " beke.. bekendtskab.. noget nær venskab... tror jeg.. '' For en stund stirrede han bare på Florence indtil han rystede på hovedet. " Men hun... Du er farlig for mig... schåh jeg tog afstand."
En skælvende hånd røg op og kløede hans pande inden  den slaskede ned igen, mens han bare stirrede på de to, som de stod der udgjorde de et temmeligt umage par.  
Vagten så opmærksomt på dæmonen, inden blikket blev mere spekulativt og faldt på den lille tøs foran hende.
'' farlig?  Hvad gjorde du ved ham? ''
Blikket blev hurtigt afledt af Galavants lænker som han forsøgte at bryde ind, komme hen til Florence, men det var ham en umulighed, til dels var han lammet til dels ville lænkerne ikke række så langt. " NEj...nejnejnej, nej! .. -vil ikk... Det dyr... Det... Nej Flo... " Den ubekendte vrede, der stadig var en slumrende del af ham, vækkede tydeligt ingen begejstring hos dæmonen. Lyden af metal mod metal genlød snart i rummet idet vagten sparkede med en jernbeslået støvle mod tremmerne '' Ro på derinde, eller du vil måske gerne ha en sjant mere til du falder i visselulle?" Et stort tandsmil blev bredt imod Galavant der skar en grimasse og demostrativt så væk fra hende. '' Det tænkte jeg nok~ "

Florence havde været lettere overrasket over at få et så seriøst svar fra ham. Et øjeblik bobblede en smugle indvendigt i hende over at han faktisk havde set hende som et ven. For en stund. Det som startede ud med et lille voksende smil blev erstattet af en sammentygget mine. Hendes hænder slap vagtens hånd og blev samlet omkring stenen som hun havde fået tidligere for bare at holde om noget. det var lige før hun troede hun kunne knuse den som hun stod der og fik helt ondt i håndfladerne af kanterne der kunne mærkes igennem stoffet på hendes handsker.
"Ehm.." startede hun imens hendes blik flakkede fra vagten tilbage til Galavant. "Jeg eh..." hendes stemme skævlede og blev afburdt af lænkernes lyd som lød skreg hende i ørene. Hans bevægelse hen imod sig fik hende til at tage nogle skridt tilbage. Ikke så meget i skræk for ham selv, mere hvad han sagde. Var hun virkelig grunden til den udtale? Hans frygt og rædsel? Det var lige før stenen i hendes hænder skar igennem ind til stoffet lige inden hun blev trukket tilbage af støvlen der ramle cellens tremmer.
"hhh.. hvis det ikke har været tydeligt nok i forvejen så er jeg vampyr, har ingen erindring om at have været andet" startede hun imens hun endelig gav slip på krystallen og pegede på riften forsaget af flintestenen der havde været ment til at ramme Galavant tidligere. På trods af hvor dyb en rift den havde lavet i hendes kind havde ikke en dråbe blod vist sig, det var ikke engang hævet op. "Vi.. vi havde lavet nogle småhandler frem og tilbage hvor min andel af aftalen ville være at få lov til at drikke af ham. Jeg kan nok ikke forklare det på samme måde som han kan, men da han blev for svækket.. eller hm" hun tog sig et øjeblik for at tænke over sit ordvalg. "hvis jeg gik over gevind, ville han snakke løs om den her ting, næsten som en person, men alligevel ikke som kunne tage overhånd." 
Florence lignede næsten et barn som var taget i at stjæle sådan som hun stod der med armene på hver side af sig og hovede lettere bøjet. Men følelsen hun havde var lang værre end bare det.

Vagten havde godt bemærket at den lille vampyr stadig stod med den beskyttende krystal i hendes hænder, ikke noget vagten dog havde sagt noget til foreløbigt.
Istedet lyttede hun med et stramt ansigtsudtryk, ignorerende den dæmpede snøvlende brokken dæmonen kom med.
" Jeg vil lade som om jeg ikke hørte det du lige sagde, selvom jeg havde mine anelser. De er jo trods alt jaget af Lyset. " Hun rakte hånden frem for at tage den lyserøde krystal fra den hvidhårede. 
 En sukken gik igennem vagten inden hun tog Florence ved skulderen og hørte hende ud på gangen for at finde en anden, tom celle hvor de kunne snakke uden andre dæmoners ører.
" Tro ikke at jeg vil dig noget ondt, men det jeg vil sige her er en dyb hemmelighed som jeg håber du kan bevare lige så vel som jeg vil bevare din hemmelighed om... " Hun gjorde en kort gestus til Florences tænder som om de kunne forklare hvad hun var uden hun behøvede at sige det højt.

Florence lod sig trække med da det nok ikke lige var tidpunktet at stritte imod. Plus hun kunne heller ikke fornemme at Vagten ikke havde nogle onde intentioner. Men var det så slemt det hun lige havde fortalt? Hun priste sig lykkelig over at det var hende hun havde fortalt det til og ikke en helt forkert person. Hvilket også var grunden til at hun villigt have givet krystallen tilbage.
Da hun dog henviste til hedes tænder lukkede hun munden stramt i da hun havde trukket vejret igennem mundet et stykke tid. Hun viste hvad hun hentød til og det fik hende til at se ned på hendes fødder som om det næsten var pinligt. "Jeg er efterhånden ret god til det der men hemmeligheder, så det kommer ikke over mine læber" sagde hun lidt lavmælt imens hun ventede pp at den store kvinde skulle fortsætte.

"Og det håber jeg at du holder til dig selv, ellers må Gudinden og Kile se i nåde og trøst for dig når du engang dør." Lød det dystert som hun fangede øjenkontakten med den, iøjenfaldende lysøjede  lille vampyr.
" Ser du, han er ikke som de fleste andre dæmoner. Han har en del af sig forseglet væk, af sikkerhed for hele riget, men også for sig selv. Han er en omvandrende syn, og derfor kan vi ikke bare have ham frit gående. Og ja, jeg mener synd i den mest bogstavelige forstand. Hans titel ligger i hans navn; Ira. Altså Vrede..." 
Lød det alvorsfuldt.
'' At du skulle påvirke ham med dit bid på sådan en måde, lyder meget foruroligende. Han er ikke selv klar over sin rang selvom det ligger i hans navn, vi tror det ligger i at han har været så såret da han vandt over den tidligere synd for Vrede, men det er kun et skud i tågen. I al fald vi vi foretrække at have ham et sted hvor vi kan holde bedst muligt øje med ham og træde til hvis noget skulle vågne i ham. '' 
Hun klappede kort på den kolde væg ved siden.
" Så ja.. Her har du den altså.. Vi ved ikke engang hans præcise alder, men den er i stedet beregnet ud fra de første oberverende journaler man har fundet om ham."

Det var næsten som om rummet blev et par grader koldere. Eller også var det måske bare hende. Det var lige før man kunne se hendes øjenfarve falme fra den normale dybe rosa til en grålig lyserød. Jo, hun havde fået fortalt om hvordan dæmoner var ondskabens skabninger, men de syv døds synder var i klosteret mere brugt som historier til at skræmme de unge donner i oplæring. Hun huskede hvordan hun havde sneget sig ind i biblioteket og læst historierne for at kunne fortælle med de andre. På trods af de mareridt det gav hende i flere uger efter. Tegningerne hun havde fundet af hver enkelt synd, afbildninger og illusioner der kunne skræmme livet af et hvert barn med en livlig nok fantasi. 
Men nu stod hun dybt under jorden i en mørk fangkælder kun oplyst af enkelte krystallers svage lys og fik fortalt at alt hun havde frygtet i hendes drømme var virkelighed. Ikke nok med det var en af de værste kun et par vægge væk fra hende. Hendes hals var blevet så tør at hun end ikke kunne synke den klump der havde formet sig i hendes hals og hun fik åndenød. det eneste der bevægede sig på hende var den lille røsten på hendes skuldre der var kommet tilbage endnu engang. Sådan stod hun bare der og stirrede op på vagten imens billeder og mareridt flimrede for hendes indre øje.

En stor hånd blev placeret støttende på ryggen af den lille x-nonne. " Rolig nu. Bøj dig fremover og tag en dyb indånding, før du besvimer. " Faktisk var hu ikke sikker på om vampyrer havde behov for at trække vejret, men hvad pokker, det var standard procedure når folk fik fortalt så grumme historier der viste sig at være virkelighed.
" Du kan nok forstå at det er lidt af en overraskelse at det er lykkedes dig at skabe et form for bånd til ham, ikke? " 
Hun nussede kort den lilles ryg. " Tør du tage en ordentlig afsked med ham, og tror du at du kan gøre det uden at bryde helt sammen? " Lød det spørgende.
" Hvis du har spørgsmål så er det nu de skal stilles eller må jeg tilbage til ham og sikre mig han opfører sig ordentligt, inden jeg kan følge dig ud uden du ender i ballade."

Der kom noget der mindede om et lille hik fra vampyren da hun blev rørt og hun snappede tilbage fra hvorend hun havde været. hun tog sig til halsen og tog en stor indånding fort at genfinde fatningen. Vent.. afsked?! Forventede vagten at hun bare ville efterlade ham nu hvor hun viste hvad han var? Der var svaret kort sagt nej. Nej hun ville ikke kunne tage en afsked uden at bryde sammen. Nej hun havde ikke nogen spørgsmål. Nej hun ville ikke efterlade ham alene hernede til andres nåde!
Hun trak skuldrene op til sig for at stoppe det lille tick hun havde fået sig imens hendes blik blev alvorligt. "Du forventer vel ikke at jeg efterlader ham til jeres beslutninger?" spurgte hun med en mistro til vagtens alvor. "Om så det er mørkets herre selv der sidder derinde ville jeg ikke efterlade ham til et flok uden nåde eller medfølelse for ham! Jeg har muligvis ikke kendt ham eller overhovedet levet i generationer, men jeg er overbevist om at han selv ikke vil gøre nogen fortræd ham selv! Var det ikke mig der var grunden til at vreden var ved at slippe ud af ham? Hvad hvis jeg bare holder mine selviske lyster i skak?! NEJ jeg kan ikke efterlade en jeg holder af i jeres beskidte hænder!" hun hævede stemmen jo længere tid hun talte. Hendes stemme gav genlyd i det lille rum de var i stod næsten på tæer for at komme op i hovedhøjde med vagten.

" Jeg forvenetr ikke at du gør det velvilligt, men enten bliver du hernede med ham, eller også tager du din afsked. " Hendes toneleje ændrede sig en anelse. " Eller der kan muligvis laves en aftale om et besøg et par gange om måneden indtil han har fået sig en ny herre. Måske det vil påvirke ham til det bedre, til at hole sig i ro, ved at have dig i nærheden.. "
Hun lød næsten spekulativ som hun så ned på det hidsige spetakel foran hende. Hun måtte tage sig selv i ikke at grine, for pokker hvor tøsen mindede hende om hendes knægte når de ikke fik lov at få noget lækkert.
Hun forholdt sig tavs i forhold til hvad den lille synes at mene om Lyset og dets gerninger, velvidende at det ikke var alle der var lige begejstrede for opbevaringen eller behandlingen, der til tider kunne være grumme ved særligt dårlige dæmoner. 
"Men hvordan vil du overleve uden blod? Og hvad med dine venner? Familie?"

Det slog hende først nu hvor dybt i sumpen hun egentlig sad lige nu. De andre dæmon havde nok for længst færdig gjordt deres ærinde der var i byen og var formegetlig skredet uden hende. Det løb hende næsten koldt ned ad ryggen ved tanken om at tage tilbage. "Lås mig inde her.." kom det en smugle fraværende fra hende. "I holder vel jeres fange i live ikke? Jeg slag nok slug hvilken som helst blod i komme med for at holde mig i live. Bare lås mig inde hernede!" 
Nu var det lige før det også var til fordel for hende t blive så hun ikke skulle tilbage til Ra's borg i nordlandet. Tanken om at rejse tilbage dertil for at udstå en værer straf end at sidde i en mørk celle og sulte fik hende til at få et desperat udtryk over sig. "Jeg vil gøre alt for at Galavant kommer til at opføre sig... mere normalt" sagde hun da hun nok ikke kunne få ham til at opføre sig pænt. Det skulle der nok noget af en mirakel til for. Florence rakte sine hænder ud til vagten som en form for overgivelse i håb om at hun ville opfylde hendes ønske om at få lov til at blive.