"Med min tilladelse?" gentog hun ham for lige at tænke over det. "Har De ikke vagt tjeneste da? De skal da ikke tage tid ud af deres arbejde for at eskortere mig hjem" sagde hun da hun allerede havde det skidt med at tage hans tid til at vise hende vej gennem paladset. Florence løftede så ansigtet med et bredt smil på læberne "Desuden er jeg en stærk af en kvinde af være, De skulle bare vide hvor tunge de klokker katedralen der hænger i katedralen er" sagde hun og lagde armene over kors. Det var ikke fordi hun ville afslå hans tilbud, hun viste godt at hun var en smugle sårbar på åben gade på trods af hendes fysiske styrke, men han skulle nok overbevise hende mere hvis han ligeferm ville have hendes tilladelse til at gøre det.

Sivoy nikkede da hun gentog hans spørgsmål, og han afventede hendes svar. Da hun spurgte om han ikke var på arbejde, rystede Sivoy på hovedet, og hans øjne funklede svagt i morskab.
”Jeg har ikke vagttjeneste i aften. Jeg var på vej tilbage til mine gemakker da jeg lagde mærke til Dem, og tænkte at De måske havde brug for hjælp,[/color]” forklarede han. Hvis han havde været på vagttjeneste havde han haft sin rustning på, men det var selvfølgeligt ikke sikkert at hun vidste at det var en nødvendighed for vagterne. ”Og De må ikke tro at det er fordi jeg mistænker Dem for ikke at kunne beskytte Dem selv, men jeg anser det som min pligt at sikre De kommer sikkert hjem.[/color]”
Han så op fra nonnen da han begyndte at høre stemmer, og han nikkede resolut. De var tæt på de områder af slottet hvor der stadig var folk der arbejdede, primært køkkenet og andre lignende rum. Han hankede lidt op i den arm som holdt blomsterkurven, som han åbnede døren ind til køkkenet for nonnen.
”Efter Dem, Søster,[/color]” bød han høfligt, med endnu et lille halvbuk. Dog sikrede han sig at blomsterkurven stadig blev holdt ret, så indholdet ikke faldt ud.

Hvis kan gjorde det af egen fri vilje kunne hun vel ikke benægte ham i at følge hende afsted. Florence kunne ikke lade være med at holde et lille grin efter hans kommentar til hendes evne til at forsvare sig selv og undlod at sige noget igen.
Da han åbnede døren nikkede hun som tak til ham og gik ind. Et par af køkkenpigerne der stadig arbejdede sent kikkede op på hende og et par stykker hilste også på Florence. Et par af den gik endda op til hende for at hilse ordentligt og gik straks igang med sladder snakken. Det var ikke ofte at køkkenpigerne kom uden for paladset så hun var nærmest deres kilde udadtil. Hendes eskorte fik et hurtigt blik og inden opmærksomheden kom tilbage til hende med spørgsmål til hvad hun egentlig lavede sammen med ham.
Florence vendte sig om og smilte til ridderen inden hun gik hen til ham for at få sin kurv med ind i køkkenet. Hun forklarede lavmeldt til køkkenpigen hvad hun havde været igennem og snakken fortsatte videre derudaf imens blomsterne blev delt ud imellem to tre piger inklusiv hende selv for at binde dem i bundter.
Imellem al hønse snakken vil hun hurtigt sendt et undskyldende smil hen til lys ridderen imens hun skyndte sig så meget hun kunne for at få sit arbejde gjordt færdigt.

Da nonnen og køkkenpigerne satte sig for at gøre deres arbejde med blomsterne færdigt, stillede Sivoy sig op af væggen, med armene krydset over hans slanke brystkasse. Han ignorerede køkkenpersonalet som stillede nonnen spørgsmål omkring hvad i alverden hun gjorde med ham, og nonnen gav et hurtigt resume over hvad der var forløbet i løbet af aftenen. Sivoy åndede tungt som han lod sig selv slappe en smule af, så han ikke udmattede sig selv mens han ventede. Han tvivlede på at der var nogen fare i køkkenet, så han lænede sig op af væggen med benene krydsede. Han lyttede ikke umiddelbart til køkkenpigernes samtale med nonnen, men han lagde mærke til det undskyldende smil som nonnen sendte ham, og han rystede blidt på hovedet. Hvis han var utålmodig kunne han jo blot gå til hans gemakker. Som hun selv havde sagt, så var hun i stand til at komme hjem på egen hånd.
I stedet brugte Sivoy ventetiden på fredfyldt meditation, mens han betragtede et af de mange stearinlys som gav lys og varme til køkkenet. Det var en god måde for ham at hvile sig på, uden nødvendigvis at skulle lukke øjnene og tage en lur. Han fandt meditation meget revitaliserende, og han følte altid at ventetid gik hurtigere ham forbi når han mediterede. Han lukkede forsigtigt øjnene i, som kvindernes samtale blev en beroligende baggrundsstøj i udkanten af hans opfattelse.

Der gik en tyve minutters tid inden det sidste bundt var bundet og Florence tog sin kurv igen fra borden. Hun blev dog prikket på skulderen hvor efter en af pigerne blinkede til hende og puttede en lille kage i kurven med et grin. Hun rystede bare på hovede men takkede for den inden hun bød sine farvel og gik hen til sit tilbud om selvskab på vej hjem.
"Beklager at det tog tid" sagde hun og tog i døren ud til gangen igen med kurven på armen. Da hun var ude på gangen tog hun sit nonneslør af og foldede pænt sammen hvorefter det blev lagt forsigtigt ned i kurven. Hun tog så en dyb indånding, holdt den et par stykker og pustede udmattet ud. Det kunne godt være hun syntes dem i køkkenet var søde og godt selvskab, men de blev meget hurtigt trættende at være sammen med.

Sivoy blev rusket ud af hans meditation da nonnen gik over imod ham, og han åbnede de isblå øjne for at se på hende. Han rystede langsomt på hovedet da hun beklagede ventetiden. Han havde forventet ventetid, og han havde ingen problemer med utålmodighed, så der var ingen grund til at hun undskyldte. Han rettede sig op som hun tog i døren, og fulgte efter hende ud i korridoren efter et buk til køkkenpersonalet.
”Det er intet problem. Jeg besluttede selv at følge Dem hjem, så lidt ventetid er forventeligt. Skal vi gå?[/color]” spurgte han venligt, som han fratog hende kurven igen. Godt nok var den ikke tung mere, og han forventede ikke at hun ville have problemer med at bære rundt på den, men det føltes bare ikke rigtigt for ham at lade hende bære rundt på den, hvor han ingen byrde havde. Han begyndte at lede vejen imod udgangen fra paladset. Han gik lidt ud fra at hun ikke vidste hvor det var heller, og selv hvis hun gjorde, så skulle de den vej alligevel.
”Har De tit ærinder i paladset køkkener, Søster?[/color]” spurgte han langsomt.