Drakhans blik forblev hvilende på nordkrystalisianerkvinden og barnet, efter de havde taget plads ved bordet. Forhåbentlig ville dette besøg ikke blot være en udgift - hans formål var trods alt at finde ud af, hvem han havde med at gøre. For nu lagde han dog ansigtet i venlige folder: "Navnet er Drakhan, forresten."
Naturligvis var det blot et navn, han selv havde valgt til sin identitet som menneskemand, omend det var inspireret af et af hans dæmoniske navne. Han havde aldrig valgt et efternavn, som der ellers var skik blandt mennesker: hvis folk skulle være høflige, tiltalte de ham som regel blot 'Herre' eller 'Herre Drakhan'.

Barnet lod til at opføre sig som et typisk barn i hvad alder det-nu-end-var. Skulle Drakhan være ærlig, havde han aldrig brugt lang tid på at studere menneskebørn: han fandt dem mildt irriterende og ikke værd at beskæftige sig med. Det gjorde det naturligvis også vanskeligere at vurdere, om der var noget særligt ved ungen her, men man kunne håbe, at det ville afsløre sig på en eller andet måde.
"Hvad for en slags kød vil frøkenen foretrække?" Spurgte han afslappet med et kort blik på krigerne. Den ene tørrede sig stadig over panden med et lommetørklæde, men de så begge lettede ud over, at være kommet ind i skyggen. Rummet her havde en kølig og behagelig temperatur, omend det var en anelse dunkelt.

"Jeg er sikker på, at vi kan finde nogle velsmagende grøntsager eller frugter også. Jeg lever ikke normalt her i Sarghos, så jeg kender ikke udvalget for godt, men jeg tror ikke, vi kommer til at mangle noget." Gæsterne ved et af bordene i nærheden så i hvert fald ikke ud til at mangle noget: der var både steg på bordet, masser af tilbehør og vin i glassene.
"Et måltid og lidt at drikke er en ringe udgift for mig, så De skal ikke bekymre dem." Der var ingen i nærheden, der kendte ham, så for nu kunne Drakhan have fornøjelsen af at spille godhjertet og forbarmende. En rolle han ikke særlig ofte påtog sig.

Zidiac nikkede let imod rigmanden. Om end hun stadig ikke følte sig helt sikker ved hans væsen. Blikket blev drejet imod Prisma. '' Rødt og råt! '' lød det bestemt og sikkert fra den lille dame. Zidiac selv ville holde sig fra mad og væske, årvågen som hun var overfor sin unges sikkerhed.
" Mit navn er Zidiac." Et ud af maange navne hun havde erhvervet sig igennem tiden. Efternavne blev kun sjældent brugt. " Og pigen er min datter; Prisma." et let advarende blik blev sendt imod den nærmeste kriger der skævede interesseret over til pigebarnet med det underlige navn. Et navn som var givet som det første da tøsen var født efter aftale mellem forældrene.
Personligt lod den dunkle belysning ikke til at belaste dem sønderligt, faktisk lod det næsten til at pigebarnet trivedes bedre under mørket end hun havde gjort under sollyset.
Diskret fik Zidiac rettet på kappen så den dækkede mere over datterens arme. Mens krigeren der sad ved hendes side smed en knapt så diskret hånd på hendes lår, hvilket nærmest straks resulterede i at hun greb fat i hans håndled, med et par kloligneende negle skjult under håndleddet, pressende mod hovedpulsåren. Han skulle ikke tro at hun på noget punkt ville nedværdige sig til at mingle med et menneske på den måde. " rødt kød og frugt til Prisma. jeg nøjes med et glas vand." et let anstrengt smil blev sendt til fyren foran hende mens hun stadig havde et fast greb i krigerens hånd. " hvis De tror jeg er sådan en kvinde må jeg hellere få Dem og deres kammerat henvist til nærmeste bordel.." lød det ud mellem tænderne Ikke om hun ville finde sig i den slags overhovedet. Om det så skulle få hende smidt ud fra spisestedet.

De spøjst kligende navne, fik Drakhan til at løfte øjenbrynet en anelse. Han vidste dog ikke særlig meget om nordboerne, da han ikke brød sig om de kolde omgivelser, og områdets primitive folkefærd aldrig havde interesseret ham. "Nordkrystalisianske navne?" Bemærkede han derfor, idet han vinkede en tjener over til bordet.
Pigebarnet havde så sandelig også nogle mere specielle spisevaner, tænkte han. Han havde faktisk ikke særlig meget lyst til at se barnet sidde og mæske sig i råt kød ved bordet - en afskyelig form for spise efter Drakhans mening. Ungen ville have godt af at lære lidt finere manerer, men det var naturligvis ikke op til ham.

Tjeneren noterede hvad Prisma skulle have, og Drakhan bestitle en (veltilberedt) Rubinhøne samt noget frisk frugt til sig selv. Krigerne fik lov til at gøre deres egne bestillinger - den ene ganske rød i kinderne efter Zidiacs tydelige afvisning. "De ville ellers have godt af en mand af status som mig. Sådan som De rejser rundt alene." Bemærkede han bittert, tonefaldet tydeligt afslørende hvad hvad han mente om kvinder, der rejste for sig selv uden en mand.
Drakhan så blot udtryksløst på de to krigere - deres tilstedeværelse irriterede ham, men han kunne ikke rigtig slippe af med dem uden at pådrage sig lige lovlig meget opmærksomhed. "Jeg tror ikke, at Damen er interesseret I Deres selskab." Bemærkede han blot køligt.
Han greb et glas, som tjeneren kom hastende med en kande køligt kildevand, og hældte op til sig selv. Han håbede, at han ikke kom til at fortryde sin pludselige gavmildhed - forhåbentlig ville det være muligt at be- eller afkræfte mistanken om Prisma snarest.

Zidiac nikkede let til Drakhans spørgende udtryk, vel fornemmende at han sjældent begav sig langt udenfor ørkenens varme hvis han kunne blive fri for det; ikke at hun bebrejdede ham det. Tværtimod. " Ja, De gør.. Gjorde megen brug af uvandte navne i vores lille samfund. " Blikket blev sænket let med et dydigt smil dansende på læberne.
Indtil krigeren begyndte at åbne munden igen.
Hun kunne ikke dy sig for at sende ham et andet langt mere lynende blik mens hun langsomt lod neglene bore ind gennem den bløde hud, stadig diskret under bordet. " Tro det eller ej, nogen kvinder kan forsvare sig selv, og ja.. Jeg er en af dem. Hvis de vil ha en lille tøjte til at hygge med og om Dem, må De gå andetsteds hen. Jeg er optaget."

"Jeg ser ellers ikke nogen ring på Deres finger." Kom det nærmest anklagende fra ham, mens hans kammerat forsøgte at holde vennen tilbage i et venskabligt kram. " Så, så Karl.. Vi har jo ikke alle råd til dyre ringe vel..?" Lød det grinende fra ham.
Prisma derimod flimrede endnu engang i de kølige skygger som blikket var blevet rettet stift imod krigeren. Det var tydeligt for Zidiac at hun måtte gøre noget eller pigebarnet ville afsløre dem begge overfor den mand hun stadig havde en fornemmelse af var en af hendes slags, måske ikke helt det samme, men det lå om ham, som sollys der spejlede sig i et glas vand. Mon han prøvede hende af?

Tjenerne kom tilbage med maden, som blev sat på bordet foran gæsterne. Krigeren Karl var tavs et øjeblik, ind til tjeneren var forsvundet. "Måske skulle hun lære at gå efter mænd, der rent faktisk kan betale for en ring.." Brummede han, idet han rakte ud efter et glas kildevand stadig sendende lange blikke efter Zidiac. Det var tydeligvis ikke nemt at få stillet sine lyster herude i ørkenen, så ihærdig som han var.

Drakhans hånd var rakt ud efter et stykke frugt, men hans bevægelse stivnede, idet han lagde mærke til den tydelige flimren fra det unge barn. "Har Deres datter det godt?" spurgte han lavmælt, idet hans kølige blå blik stirrede indgående på barnet. Hans fingre greb hårdt om frugten, som han førte til munden og tog en bid af. Den var sød og saftig, som de fleste frugter her i Rubinien.
Karl og den anden krigere kiggede lidt undrende på hinanden - de havde tydeligvis ikke lagt mærke til, at der var noget underligt ved pigebarnet, og de fandt tydeligvis Drakhans interesse en anelse underlig.

Zidiac betragtede hvordan Prisma knapt kunne kontrollere sin iver efter at få maden indenbords, som hun blev distraheret fra sin stirren ved synet og ikke mindst duften af maden, noget der nærmest blev understreget som endnu en flimren gik over hendes skikkelse ved synet af det røde kød.
Hun tog selv glasset med vand med en kort nikken til tjeneren, inden hun tog en tår af vandet som hun over glassets kant bemærkede hvordan Drakhan lod til at stivne.
Endnu engang begyndte 'Karl' på sin jagen rundt med hende og hun kunne ikke holde sig fra at sende ham et skarpt blik.
" Han behøves ikke sætte en ring på mig, jeg er ikke en genstand man bare lige kan eje. " En vandret løgn siden hun jo ligefrem var ejet af Samson nu. Enhver dæmon kunne blive en slave, eller tjener for en herre, det var et spørgsmål om kløgt og viden.
Slanke fingre gled ned imod amuletten der skaffede hende illusionen mens hun så fra krigerne til Drakhan til datteren.
"Min datter har det udmærket hun er blot ikke alt for trænet i at blive i sin krop. " Lød det direkte, mens hun komplet ignorerede blikkene fra de to krigere over hendes ordvalg. Hun sukkede tungt, ville egentligt ikke skabe nogen scene her, men med mandens interesse i hendes datter og dennes herkomst og de to krigere der ikke lod til at have travlt med at komme ud i solen og arbejde på deres opgaver lige straks, kunne hun vel blive nødt til at fremskynde processen. Eller i det mindste få krigerens manddom til at falde ned igen; hun havde skam godt bemærket at det havde trykket imod hans bukser i et lille stykke tid nu.
Ergo åbnede hun for armbåndet, og lagde den ned i en lomme mens illusionen af nordkvinden forsvandt og tilbage sad blot en meget blå Zidiac, hvor tøjet virkede en del for stort indtil hun brugte sin evne til at fremkalde sin mere dæmoniske strukturer, fik hudens underlag til at virke mere ru, men holdt dog vingerne inde. Der var alligevel ikke den store plads til at hun kunne få dem ud her.
Det rykkede voldsomt i Karl som hastigt tog sit krus op til munden; en god undskyldning for ikke at se direkte på den kvinde han mente havde været en svag lille flygtning. En blå arm gled instinktivt ud foran Prisma, mens hun ignorerede blikkene fra flere af gæsterne som rykkede rundt eller nærmest flygtede ud, andre lod til at være mere nysgerrige som de forsøgte at nærme sig dem.
Skærende krystalblå øjne mødte Drakhans, tålmodigt aflæsende hans reaktion.

Dæmon.. ganske afgjort. Og en speciel slags. Tænkte Drakhan, idet han fremtvang et udtryk af voldsom overraskelse, og nærmest kastede sig en anelse bagud i stolen. Ved siden af ham havde Karl taget en solid slurk af kruset, hvilket havde resulterede i, at han fik dets indhold galt i halsen. Hans krop blev gennemrystet af en voldsom hoste og hans krigerkammerat så fra den ene til den anden - nærmest lammet og tydeligvis usikker på, hvad han overhovedet skulle stille op.

Hans fornemmelse af barnet havde været ganske rigtig, men han havde ikke været sikker på moderen. Egentlig havde han taget hende for at være et menneske med en form for dæmonisk afkom - men det viste sig slet ikke at være tilfældet. ".. Hvad .. Hvad er du? En form for dæmon?" Fremstammede han. Han måtte være påpasselig med ikke at overspille, men det var tydeligt, at de fleste ville være voldsomt overraskede over kvindens forvandling.
Det var altafgørende at han ikke afslørede sin identitet, nu hvor hun havde afsløret sin. Det sidste han ønskede var, at rygter om hans eksistens ville dukke op i dæmonkredse, og han ville faktisk ønske, at han havde fulgt sine første instinkter og holdt sig på lang afstand af kvinden og barnet. Forbandede nysgerrighed..

Zidiac ignorerede tydeligt krigernes reaktion på den uventede forandring som hun skulede imod Drakhan, langsomt rejsende sig op smækkende det venstre ben op på bordet hvor både krigere og Drakhan tydeligt kunne se mærket. Som slaveejer måtte Drakhan idet mindste kende lidt til mærkerne rundt omkring, så håbet var lidt at han genkendte Samsons initialer.
Prisma derimod betragtede nysgerrigt optrinnet, fyldende sig selv med den saftige røde kød. Sædvanligt havde de undgået byer så det var pændende, direkte sjovt at se hvordan moren agerede i de sociale situationer.

" Hvis I ikke skulle være helt dumme ved I hvad det mærke betyder... " Hendes blik blev vendt imod Karl og hans kammerat der stod som lammede. " Og ikke mindst hvem det betyder stadig er her i landet og..!"
Mere nåede hun ikke at sige før det pludselig brændte, nej ikke kun brændte... Det direkte trak i hende. En dæmpet banden, fulgt af en grimasse kom fra dæmonen , som hun tog fat i det røde kød på tallerkenen, velvidende at hun ikke ville kunne undgå at følge den indirekte ordre når først det begyndte at trække i mærket. Benet var allerede gledet ned fra bordet. " Prisma! ud, nu!" Forvirret gloede den unge dæmon på sin mor, stadig med kød i kæften som hun forsøgte at brokke sig, men tav idet hun så morens blik der ikke indvilligede i nogen protester. Hastigt bukkede Zidiac imod Drakhan. " Jeg takker for måltidet til min datter, og ikke mindst venligheden De har udvist. " Hun følte stadig der var noget forkert ved ham, men der var ikke længere tid til at udpege det præcise, og hun fik med, grebet om kødet og en hånd om prismas spinkle arm, trasket ud af den lille værested. Ude i solen var hun ikke sen til at sprede sine vinger ud og få Prisma til at hoppe op på ryggen idet de var tørre nok. Det rykkede uroligt i folkene omkring dem, mest af alt i Drakhans minotaur-slaver. Karl var klogeligt blevet indendørs, men hans kammerat fulgte efter udenfor hvor han akkurat nåede at få det sidste blik af dæmoninden inden hun, besværet af mærket og vægten fra datteren, lettede fra grunden. Måbende og med grebet om hendes ejendele så hun op efter dem.

Der var ikke længere tid, og Zidiac gruede noget så uendeligt for hvordan det skulle lykkes hende at overtale Samson til at beskytte og ikke skade eller æde barnet. For ikke at nævne introducere ham for den skabning der i flere år havde boet i hans borg, i hendes tårn, uden han havde vidst det.

//out

Drakhan rynkede brynene ved synet af mærket, der blev smækket op i hans ansigt, da dæmonen placerede sit ben på bordet. Han havde lyst til at råbe til hende, at hun skulle stoppe med at pådrage sig al den opmærksomhed, men det var allerede alt for sent: de fleste af stedets gæster havde nysgerrigt vendt sig for at følge med i optrinnet og flere pegede mod Zidiacs blå hud. Den svage mumlen af forundrede stemmer kunne høres i baggrunden, for selvom folk naturligvis kendte til dæmoner, var dette ikke en skabning, de havde set før.

"Jeg har hørt om Samson Oceans, ja." Sagde han, omhyggeligt sørgende for, at stemmen var vag og rystende, som om han var voldsomt overrasket over hendes pludselig forandring. "Men det forklarer ikke.."
Mere nåede han ikke at sige, før dæmonens ansigt fortrak sig, og hun hastigt begyndte at hive sin unge med sig bort. Drakhan rynkede brynene - hendes pludselige behov for at forlade stedet lod ikke til at have noget med ham at gøre, nærmere brændemærket på hendes ben. Han havde troet, at den berygtede bandeleder var død, men disse nyheder kunne måske vise sig at være nyttige.
Hvad bedre var - hvis dæmonen var underlagt en menneskelig herre, var det usandsynligt, at hun havde kontakt til nogle af de ældre dæmoner. Forhåbentlig betød det, at han ville være sikker for nu - han mente ikke, at han havde givet noget indtryk af sit virkelige jeg.

"Jeg er rystet.. jeg troede at hun var en enlig mor på flugt." Han rystede let på hovedet, skævende til den tilbageblevne kriger. Det var på høje tid at komme af med dem. "Spis endelig resterne - Jeg har brug for at komme hjem ovenpå denne .. mærkværdige .. oplevelse." Sagde han, idet hans blik stadig var rettet mod døren, som Zidiac var forsvundet ud af. Heldigvis var de fleste af gæsterne optaget af hende - og ikke af ham.
Han smed en håndfuld krystaller på bordet som betaling for måltidet, før han med hastige skridt stormede ud af beværtningen, kaldende minotaurslaverne til sig. Turen tilbage til Balzera kunne ikke gå hurtigt nok.

/out