Moana så på ham, som Cyraneus svarede hende og hævede så muntert et øjenbryn. Hvorfor undrede det hende ikke at han bare havde fulgt med og drukket som resten? På mange måder virkede Cyraneus som den perfekte kriger. Han fulgte reglerne og stille få spørgsmål ved dem. Sagde en med autoritet noget skulle være på en bestemt måde, ja så blev det sådan. Hun havde det egentlig på samme måde, hvilket også var en af grundene til at hun ikke var kommet med antydningen af protester. Man fulgte jo ordre hvis intet talte skarpt imod dem.
Så nikkede hun let. "Det lyder nu ikke så slemt - og øl det heller ikke." Det var i hvert fald hvad hun håbede - hvad drikken så end var.

Hendes blik var da også forundret på det skummende krus, som Cyraneus svarede hende. Uden at tage blikket fra det hvide stads, der virkede til at forsvinde ved ånde, men gendanne sig også, begyndte hun svare. "Det føles ikke som om jeg er noget ret langt. Alt er så anderledes heroppe - bare det her!" Hun så nu en anelse mistænksom på kruset, der havde udviklet løbende skum og hvor en gylden glød var begyndt at vise sig i midten hvor der før havde været skum. Så hævede hun endelig blikket, så han havde løftet kruset til læberne og fulgte så trop. Skummet var nu kun i vejen og ikke spor interessant af smag! Det samme kunne hun ikke helt sige om selve væsken, der havde en del mere smag end hun havde forventet og fik hende til at tage en tår mere for at være sikker på hun havde smagt rigtigt. "besynderlig smag..."

Hun satte kruset på bordet, men lod hånden hvile om det, som hun havde set andre gøre. "Hvilket vel egentlig giver mening, nu de to er så dominerende heroppe. Jeg havde fået dem beskrevet - fuldmånen og solens nedgang, men det er intet imod at se det selv..." Fascinationen var at høre i hendes stemme, som hun smilede let til ham. Var der noget hun aldrig troede hun blev træt af, så var det at se på de to ting.
Hans næste spørgsmål fik hende fik hendes opmærksomhed til fuldt at samle sig om ham. Der var noget her, som stak dybere end til lige under havets overflade. Roligt tog Moana en tår mere af kruset, før hun lukkede begge hænder om det og spændte en smule. "Ikke meget forandre sig nogensinde dernede. De ældre styre stadig alt med sikker hånd. At jeg og nogle få andre er sendt op er vist mest for at vise de gør noget." Hun fangede hans blik. "En gruppe af de mørke drage med deres ryttere brugte en eftermiddag på at jage og slagte havfolk ved kysten af krystallandet. Det rystede Aquarin og kaldte på en reaktion." Så skar hun en grimasse for hvor alvorligt det end var, så kunne hun ikke lade være med at smile skævt som hun fortsatte. "Vær bare glad for du ikke var nær de fine damer dernede som rygterne løb..."

Cyraneus løftede et øjenbryn, som han kiggede på hende. Hun virkede alt for forundret over det skummende krus end hvad han lige umildbart havde regnet med. Og så slog det ham, endnu engang, at hun selvfølgelig stadig var ny til det hele. Nok havde han løftet et undrende øjenbryn, men han kunne alligevel ikke afholde sig fra at smile, inden han selv vendte opmærksomheden ned på krusset foran sig, inden en slurk blev taget.
Han smilede igen, og huskede tydeligt hvordan han selv havde reageret på alt det nye han havde mødt heroppe. "Meget.. Men den skulle være meget vanedannende!" det var i hvert fald hvad mange beboere havde bekendtgjort. Endda nogle af de andre byvagter og lysets krigere var forfaldne til den let bitre smag som ølet bragte. Dværgene var dem med størst interesse for det, så vidt Cyraneus havde opfanget.

Cyran nikkede og måtte indrømme at hendes fascination var forfriskende. Det undrede ham skam ikke at hun havde de tanker. Men desværre, som alt andet, vænnede man sig til det med tiden. Cyran aldrig troet at han skulle få nok af månens golde skær, eller solens opgang og nedgang. Men det var normalt nu. Det var normen. Det var stadig flot, men ikke overvældende mere. "Forhåbentlig beholder du din fascination af landjordens forunderligheder. Når man har set det for tit, begynder man at tage det for givet." Cyran tog sig aldrig den samme tid mere, til at sidde og studere nattehimlen eller stå op i tid til at se solopgangen.
Cyran holdte sit fokus på krusset i rigtig lang tid, selv efter at Moana var begyndt at fortælle. Han sukkede dybt, som kun fik skummet på hans øl til at bevæge sig utilfreds og let forsvinde. Han løftede blikket og var ikke undrende over faktummet af de ældre stadig var herre over havet. Noget ændrede sig aldrig. Cyrans blik og udtryk blev umuligt endnu mere alvorligt som nedslagtning og jagning af havfolket blev nævnt. Han havde vitterligt håbet at det aldrig ville komme så vidt. Hans første tanke løb også med det samme til hans tre yngre søstre.
Han blinkede forvirret ved hendes sidste sætning, som var han blevet vækket ud af en trance. "Fine damer?... oh! Oh ja.. Ja, der har nok været en del snak der." et halvhjertet smil kom frem på hans læber, som han tog krusset til sine læber igen, og mærkede for første gang at øllet rent faktisk var tiltrængt. "Jeg har allerede spenderet for meget tid med højvands havfolket. Sladderen går som en stærk strøm i det område."

Atter engang sendte Moana havmanden et mistænksomt blik over hans udtalelser. Med den smag væske havde og den effekt den efter sigende skulle have også kunne hun ikke helt forstå hvordan den kunne være vanedannende for folk. Gik de ligefrem efter at miste al kontrol? Det var udenfor hendes forståelse, men på den anden side så var det landvæsner. De var meget mindre respektfulde end havfolk og langt hurtigere til at modsige folk de burde lytte til.
Hun kunne så heller ikke lade være med at følge sit blik op med et skævt smil. "Har du selv erfaringer i den retning?" Han havde ikke virket sådan - ikke som de andre krigere havde moret sig over at sende ham på kro med hende - eller var det det at han skulle på kro med hende der havde moret dem? Tanken gav hende en let rynke i panden, til hun skubbede den væk. Det var alligevel ikke noget hun kunne blive klogere ved at fondere over ligenu, så det kunne vente.

Øllet var også langt mere interessant sammen med samtalen med en fra hendes eget folk der havde fundet en plads heroppe. Hun hævede et spørgende et øjenbryn over hans ord, men nikkede så. Det håbede hun egentlig også. "Så når det kommer til stykket er det ikke så anderledes end derhjemme. Alt bliver hverdag givet tid nok." Hun tog en tår af kruset mere. Det var og blev en særpræget drik og den havde en ganske ubestemmelig eftersmag og effekt. Ikke meget, men nok til at hun svagt registrerede det og sendte kruset et undersøgende blik mere.

Mere interessant var dog at se Cyraneus reagere på hendes ord om deres hjemland. Det første suk var hvad hun selv kunne være kommet med, skønt hun stadig havde ganske stor respekt for de ældres visdom. Det var bare flere ord end handlinger der kom derfra og det var ikke rigtig hende. Det var da også tydeligt at han ikke havde hørt om nedslagtningerne før og alvoren lagde sig for alvor over deres bord. Om ikke andet til hun brød den og fik ham til at blikke af hende. Det gjorde kun hendes smil mere skævt. "En del snak kan slet ikke beskrive det. Jeg er kun glad for at jeg ikke behøvede at deltage i den, men kun var nød til halvt at lytte til den." Som del af æresgarden havde hun opgaver med at beskytte de finere damer for alle fare der kunne tænkes at tilstøde dem i paladset eller udenfor det. Havet var intet fredeligt eller sikkert sted, hvad end havfolket gav udtryk for og der var derfor altid noget klar til at gribe ind overfor problemer.

Så var det dog Cyraneus' tur til at overraske hende. Om ikke andet nok til at se spørgende på ham. "Du har haft din gang blandt højvandsfolket?" Det var ikke mange der havde grund til det og det var ikke noget hun havde ventet fra en der havde boet på land så længe - eller måske burde hun lige præcis have ventet det? De fine damer havde da godt nok flere gange fået hende til at ønske at lægge en havoverfladen mellem sig og dem.

Cyran løftede et øjenbryn, mens et skævt smil voksede frem på hans læber. Intet svar kom fra ham, han lod den hellere hænge og lade hende regne den ud for sig selv. Han var ikke ligefrem erfaren hvad angik store mængder af alkohol. Eller alkohol i flere dage i træk for den sags skyld. Men Cyran havde oplevet at være alt for påvirket af det snaskede stof! Dagen efter var faktisk den værste. Siden den første dag han skulle afprøve det, havde han aldrig drukket det i samme mængde. Det var kun små mængder, og han var begyndt at blive mere opmærksom når han endelig blev hevet med ud.
Cyraneus nikkede let. "Med tid nok. Selvom, der er ting som overrasker! Stadig, efter du faktisk føler at du er godt integreret heroppe" svarede han med et smil, som kun blev lidt breddere af at se hendes reaktion på drikken. Han sad selv og tog en slurk af sin øl engang imellem, men hendes fascination og undersøgende blik var stadig hvad der underholdte ham allermest.

Bortset fra da emnet begyndte at skifte. At Hjemlandet kom frem som samtaleemne, var en blandet fornemmelse. Han ville høre alt hvad han kunne om sit hjemland, og alligevel føltes det som flere verdener væk at tænke på havet og det folk han kom fra. Han vidste ærlig talt ikke om han hørte til dernede mere. Hans familie var ikke begyndt at lede efter ham, så de burde ikke savne ham. Alligevel nåede de frem til et mere løst og morende emne. Sladderen som løber omkring som alle andre steder. "Jeg har altid haft så ondt af folk som skulle høre på alt det sladder uden at kunne gå sin vej! Mine søstre er ikke ligefrem de nemmeste at snakke med, specielt ikke når de går op for dem at man er tvunget til at blive og høre efter.. Men hvorfor kunne du ikke bare 'flygte' fra det" han var løsnet langt mere op end da det de var taget afsted! Måske var det alkoholen, måske var det Moana, eller måske var det bare i virkeligheden at han fik lov til at være sig selv og snakke om ting som han før havde undertrygt, fordi ingen af de andre krigere rigtig forstod sig på det.

Han sukkede pustende og lænede sig tilbage i stolen, mens han fik drukket det sidste af sin øl. Det gik faktisk overraskende hurtigt med at få den ned. "Ja, alt for meget... Jeg er Joceans Neerues søn. Eneste søn, ud af hans fire børn." forklarede han hende roligt, og hun ville nok nemt kunne regne ud hvordan hans tilstedeværelse havde været nede i dybet.

Moana svarede hans øjenbryn med et af sine egne hurtigt efterfulgt af et skævt smil. Hun kunne næsten gætte svaret på sit spørgsmål ud fra den ene sigende gestus og det beroligede hende at det virkede til hun ikke havde fejlbedømt ham helt. At øllen dog havde en effekt oplevede hun før ved ham end hun indså den ved sig selv også. Den før så stive vagtmakker, løsnede op og smilede mere naturligt, som han også drillede hende! Det var en ganske fascinerende effekt, som hun ikke kunne helt afvise selv at synes om. Så hun tog da også en tår mere, før hun svarede med en forstående nikken. Som med havet måtte landjorden være for evigt fyldt med overraskelser.

Den lette stemning faldt desværre en del, som emnet skiftede til havet og de begivenheder der havde bragt hende op til overfladen. Den tålte dog dykket, som den vendte tilbage op, som snakken kort efter gled videre og Moana muntert lyttede til Cyraneus ord. Han havde allerede sagt han havde tilbragt tid blandt højvandsfolket og det blev da også kun tydeligere for hende, som han talte det. Også at han ikke havde den fjerneste ide om hvordan hun passede ind der. Det holdt kun smilet på hendes læber, som hun lagrede oplysninger og så tømte de sidste tre mundfulde fra kruset i et drag. Som hun satte det tomme krus fra sig på bordet fangede hun hans blik og holdt det drillende. "Har man vagt så har man vagt - hvor belastende dem man beskytter end er!" Hun gav den et øjeblik til at synke ind, før hun tilføjede. "Jeg nåede otte år i æresgarden, før jeg meldte mig til nye udfordringer og en god del af dem har jeg tilbragt på paladset - for damernes skyld, bestemt ikke for min lidelses - som min kaptajn så pænt udtrykte det..." Hun havde set kamp, men mest af alt træning fordi hun mentalt havde kunne holde til de beskyttende vagter.

"Et krus mere til at skylle det ned med?" Det var med vilje hun intet havde sagt før om hvor hun havde tjent før hun kom til lysets hær. Overfladen var alligevel for anderledes til at hun rigtig kunne drage nytte af det - udover at være trænet til at kæmpe og til at tage imod ordre. Noget andre manglede basalt. Som hun tog imod hans svar om det andet krus gjorde hun tegn til pigen der vimsede rundt og rakte to fingre i vejret. Det tegn havde hun hurtigt lært at genkende såvel som gennemskue. Så var hendes opmærksomhed dog helt tilbage på Cyraneus, som det var hans tur til at overraske hende. "Den Jocean Neerues? Og så er du heroppe nu?" Som hun sagde det gled først en rynke frem i hendes pande kun for kort efter at blive afløst af et skævt smil. "Ahh ja, så derfor er du heroppe nu..."

Cyran løftede overrasket et øjenbryn. Vagt? Jamen dog. Han begyndte at overveje hvad hun kunne være vagt som, siden hun havde været blandt dem som man nok ville kalde adelige. hvis ikke der rent faktsik var nogen af dem der var kongelige, når det kom til stykket. Ikke destro mindre, var de ikke mange forskellige former for vagter han kom frem til. Der var nogle familier som havde privat ansat folk til at forsvare dem og vogte deres hjem og rigdomme. De andre måtte være blandt æresgarden, hvis ikke han tog meget fejl. Noget han ikke længere var klar over efter så mange år oppe på landjorden. En svag erinding syntes også at fortælle ham at æresgarden ikke ligefrem var barnepiger for pigebørnene. Men igen, han kunne tage fejl, og var nok heller ikke den mest observante da han boede dernede, hvis han skulle være helt ærlig.
Endnu engang måtte øjenbrynet skyde overrasket i vejret, skarpt efterfulgt af det andet. Den havde han virkelig ikke set komme. "Æresgarden? Efterfulgt af lidelser blandt paladsets piger. Du er fuld af overraskelser må jeg sige!" svarede han med et smil. Det var virkelig en overraskelse. Det forklarede også mange ting. De mange ting som hun i forvejen vidste, som en ny vagt eller kriger, skulle bruge år på at lærer. Hvilket kun var en god nyhed for ham.

"En mere kan vel ikke skade." og gav hende lov til at bestille to mere. Cyran var let påvirkelig, men han skulle alligevel op og have nogen stykker før det begyndte at gå helt gal. En enkelt eller to var virkelig ikke det som bragte hans skål ud af balance. Det var kun når vi var nået til nr. 4...
Cyran lod informationen synke ind og nikkede kun ganske kort til hendes genkendelse af faderens navn. Han nåede dog ikke at åbne munden for at svare, før hun dragede en ret præcis konklusion. "Blandt andet derfor, ja.." svarede han med et roligt smil, men rystede derefter svagt på hovedet. "Stiftet bekendtskab med ham, eller blot hørt de skræmmende rygter?" Det var noget andet at snakke om sin familie, men en som rent faktisk, omend måske svagt, vidste hvem det var. Normalvis plejede han bare at ignorere tanken om sin familie og lade det ligge til når han var alene og skulle tænke over tingene.

Moana fulgte hvordan Cyraneus' ene øjenbryn skød i vejret. Først af overraskelsen over at hun tilstod hun havde været vagt før hun kom på land og så endnu engang som hun stod ved at det havde været som del af æresgarden. Ikke helt hvad hun havde troet hun ville komme til da hun søgte ind i den prestigefyldte eliteenhed, men heller ikke noget hun helt havde beklaget. Tiderne havde bare skiftet i løbet af de otte år hun havde været i garden og det havde ændret behovet for dens virke med sig. "Jup. Den og ingen anden. Og det var kun de sidste år jeg havde vagterne blandt pigerne - heldigvis!" Hun lo let og sendte ham så et skævt smil sammen med en blinken. "Ville andet ikke også være kedeligt?" Hun var begyndt at slappe rigtig af i hans selskab og tage atmosfæren fra den lille kro ind.

Der gik ikke langt fra hun havde afgivet sin bestilling til pigen kom med det ønskede. Moana rakte hende krystallerne, som hun lukkede hånden om kruset med et smil til pigen, før hendes blik var tilbage på manden overfor hende. Hun havde set pigens lidt længere blik i hans retning og det fik det kun til at trække let i havkvindens mundvige. Cyraneus var intet dårligt syn. Tanken om hans familie og specielt far slog dog hurtigt kold vand i blodet på hende. "Desværre det første og desværre mere end en enkelt gang også. Dine søstre er nogle ihærdige små størrelser." Hun smilede skævt til ham og skiftede så en smule emne for at talen og den overstrikse højvands-adelsmand ikke skulle ødelægge stemningen helt. Eller hun skiftede det sådan delvist. "I det mindste fandt han mig ikke så upassende selskab som en af mine venner. Sjældent har jeg set en fra garden være så meget på flugt uden at bevæge sig ud af stedet!" Hun lo og tog den første tår af det nye krus. At se vennen taget på fersk gerning i at flirte med damerne havde været kosteligt.

Det var ikke nemt at komme ind i æresgarden. Så meget vidste Cyraneus trods alt! han havde aldrig selv prøvet, men han havde heller aldrig rigtig følt sig tiltrækket af at være en del af vagtstanden dernede. Jo, han var opvokset med at kunne forsvare sig selv, men slet ikke i samme dur som mange andre havmænd og kvinder. Han var fra en rigmandsstand og skulle opføre sig derefter. Noget Cyran ikke havde klaret særlig godt, for at være ærlig.
"Ja, heldigvis siger jeg også. Der er grænser for hvor meget tortur selv den bedste kan klare." svarede han med en let brummende latter og rystede let på hovedet over tanken omkring hvad hun havde været udsat for. "jo, det ville det. Men må indrømme at jeg ikke bliver overrasket så tit længere!" påpegede han. Han havde efterhånd lært alt hvad der kunne læres heroppe, men selvfølgelig var der enkelte ting som stadig frembragte en undren eller hævet øjenbryn. Man kunne ikke vende sig itl alt.

Cyran bemærkede intet, andet end at han gav kvinden et nik som tak og tog imod sit krus og gav hende krystaller retur. Han var dårlig til at opdage når andre sendte ham blikke, andet end observationer som han skulle være opmærksom på. Som at blive iagtaget af fjender. Dette skete bare så sjældent og når han følte sig i trygge omgivelser, som ved kroen, syntes evnen til at bemærke blikke, at forsvinde fuldstændig. Blindhed overfor hvad der stod foran en, kunne man kalde det. Han tog en tår af øllen som han hørte hende fortælle om hans familie. Som han ikke havde set i flere år.
Et let fnys mens det skæve knap så troværdige smil kom over hans læber, afslørede også at han alt for tydeligt kendte sin fars omdømme. både på godt og ondt. "Det er de. Prøv at forestil dig at vokse op med dem." stemningen var dog ikke faldet helt til jorden, og Cyrans smil blev troværdigt igen meget hurtigt efter. De havde godt nok givet ham kamp til stregen, de tre uhyre.
"Man skal passe på med hvad man laver foran den mand.. Hvad blev han fanget i? Sove på jobbet?" Der var mange grunde, som kunne føre til at man blev set ilde til at den kære Jocean.. Alligevel opnåede den gamle havmand at opretholde et ry og vel hos de andre beboere. Hvordan, det var stadig Cyran en gåde...

Moana grinede tilbage og nikkede. Der var grænser, men det havde været rart med et afbræk og et nødvendigt et af slagsen. Havet var blevet farligere, som det virkede til at overfladen var blevet det. Ikke at hun kunne udtale sig om det sidste. Så hun hævede et øjenbryn af ham. "Du må leve et meget kedeligt og beskyttet liv!" Hun kunne ikke lade være med at drille ham med den udtalelse. Overraskelser havde altid været en del af hendes dagligdag. Om det havde været ændringer i opgaver til opgaver der bare viste sig alt andet end forventet, så var det altid sikkert at noget i løbet af dagen overraskede hende. Om det så bare var at hendes seng stadig var der når hun nåede til at lande i den.

At se ham fnyse over hendes beskrivelse af hans søstre fik hende til at skjule et grin bag et hævet krus. Øllen var vokset på hende, som hun var kommet ned i det første krus. "Åh helst ikke! Jeg har selv tre søstre, så tror jeg kan forestille mig det ganske levende!" Hendes var dog ikke højvandsfolk som hans var og det gjorde måske en forskel. De var dog alle fuldt ud i stand til at sige deres meninger og starte skænderier over dem. Ingen af dem havde dog kunne måle sig med hende når det kom til kamp og det priste hun sig stadig lykkelig over.

Moana så på Cyraneus med muntert spillende øjne, som han spurgte ind til hvad hendes kammerat var blevet taget i. Der var to veje hendes svar kunne blive taget - latter eller alt andet end det. Hvilken ville snart vise sig, men hun vidste hun stadig reagerede med det først hver gang hun tænkte på den episode. "Værre endnu... En af dine søstre havde trængt ham op i en krog og var ved at overbevise ham om et nærmere bekendtskab var på sin plads..." Moana så afventende på Cyraneus, som hun tog en tår af kruset. Nu måtte hun så se hvor godt den anden kendte sine søstre.

Cyran himlede let med øjnene mens han smilede. Han havde trods alt ikke ment det som at der aldrig skete noget nyt i hans liv, og at han aldrig blev overrasket. Jo, det gjorde han stadig. Bare ikke i lige så stor omfang som da han ankom til overfalden. "Du ved hvad jeg mener! Overraskelserne kommer i mindre pakker efterhånden." svarede han og kunne ikke undgå at more sig over at hun på trods af alting, stadig valgte at være drillene overfor ham. Det krævede alligevel ben i næsen. Og dog. Han havde ikke givet udtryk for at han ikke tillod det og hvis han først begyndte at være skeptisk overfor humor nu, så var der gået noget helt galt i byen. Det var bare de færeste der vidste at de kunne tillade sig at drille Cyraneus, med mindre der var undervisning.

At være ene dreng blandt fire børn, havde aldrig været en drømme tilværelse. Men man kunne vel altid finde noget at brokke sig over, ligemeget om man var ene dreng, ene pige eller flokken var blandet. Alligevel mente Cyraneus ganske tydeligt at tre søstre var en mundfuld, men det hjalp lidt at høre at han ikke var den eneste der havde været udsat for det. "Og du overlevede ligeledes. Jeg er imponeret." svaerede han morerne. At de ikke var vokset op det samme sted, var tydeligt. Han løftede kruset og mærkede igen den skummene drik mod sine læber og fik sig en ordentlig slurk. Det var faktisk slet ikke så slemt at bruge sin fritid på det her.

Som han tog mundfulden af øl, talte Moana videre. Kom ind på emnet omhandlende hvad den kære vagt havde gjort til at få Cyrans far efter sig. Hvad resultatet vidste sig at være, havde nær fået Cyraneus til at spytte øllen ud igen. Han fik det med besvær synket og gav sig derefter til at hoste i en rum tid, mens han fik banket luft tilbage i lungerne. Puha, den havde han virkelig ikke været forberedt på at høre. "Oh gud.. Alt efter søsteren undre det mig egentlig ikke. Men det var en meget pludselig overraskelse der blev sendt efter mig der!" kom der let halvkvalt fra ham, inden han begyndte at grine let. Det var helt bestemt en episode som kunne havde fået farens puls alt for højt op. "Stakkels fyr."

Moana så med leende øjne på Cyraneus, som hendes drillende ord trængte ind og fik ham til at himle med øjnene. Det havde været så oplagt at drille ham med den udtagelse at hun slet ikke kunne lade være. Slet ikke med den afslappede fornemmelse hun havde i krop og sind og som kun blev stærkede for hver mundfuld hun tog af øllen. Det var da også grunden til at hun sad og drillende en overordnet, som hun kun lige var begyndt at se fra en mere afslappet side end den overbærende han havde lagt for dagen til træningen. Helt stivnet var han tydeligvis ikke, men han var stadig langt mere tillukket end de havmænd hun var vant til at omgås. Morende hævede hun et øjenbryn. "Sidder du der og kalder mig lille?" Hun var på ingen måder en stor kvinde blandt havfolket, men heroppe var hun klart højere end gennemsnittet.

Så lo hun dæmpet og hævede kruset som han. "Tydeligvis! - men jeg havde også en storebror til at tage det værste..." Hun havde tit haft ondt af sin bror, når han forsøgt at gå i mellem og pludselig fundet sig som eneste mål fra fire ophidsede piger. Mest fra tre, for Moana havde da gerne smuttet lidt på afstand for at nyde showet og det havde som oftest været det der fik hendes storebror mest pisset af. "Han virkede dog ikke så glad for det..." hun smilede på tvæs af bordet. Det var ganske hyggeligt det her og meget hjemligt. Det var nok også en af de første gange siden hun kom på land at hun følte sig forstået.

Cyraneus' reaktion lod ikke vente på sig, men var bestemt ikke helt hvad hun havde ventet. Måske havde det heller ikke været særlig sødt af hende at sige det på den måde, men billedet af den unge mand mast op af en væg med den unge dame klistret til sig og hendes hænder om hans nakke var bare for godt til ikke at dele. "Overlever du?" Der var svag bekymring i hendes stemme over hans hosten, der dog forsvandt, som han svarede og fik latteren tilbage op i hendes blik. "Beklager at smide den sådan på dig, men ja. Hun er en ihærdig lille størrelse!" Hun tog en tår af sit krus og sendte det så et mistænkeligt blik. Det faldt alt for hurtigt i væsken og hun tvivlede lidt på det var en fuldstændig god ting. Det var dog glemt, som hun mødte Cyraneus' blik og sluttede sig til hans latter. "Vi havde alle meget ondt af ham..." Også den unge dame der havde insisteret på at gøre det godt igen... men det måtte hun hellere lade være med at fortælle den allerede hårdt prøvede storebror.

Cyraneus rømmede sig lidt og kiggede lidt væk fra hende, med et smil på læben, tydeligt undgående at svare på spørgsmålet. "Lille? Arh.." hun var ikke stor overhovedet, men hun havde en anstændig højde på land, og det havde hun måske også i vand. En ting der endnu var ukendt, da han ikke kendte hendes havform. Det var forskelligt fra havfolk til havfolk hvor meget de lignede mennesker, eller noget fra havet. Der var ikke kun en slags havfolk jo.

Cyraneus lyttede til hendes lille fortælling om sin storebror som hun havde haft til at hjælpe sig med at tage skraldet.. eller nok nærmere, tage hele skraldet kunne det tyde på. "Hvis dine søstre minder bare lidt om mine, forstår jeg udemærket hans fustration!" svarede han med et smil. Han kunne virkelig nemt sætte sig ind i hvad hendes bror måtte være gået igennem. Men også at det nok heller ikke altid var lige nemt for tøsserne. Han havde hørt deres skænderier og hvordan de nogengange var overfor hinanden. Det var selvfølgelig ikke alt sammen dårlige tider! langt fra. De havde nu også et ret godt bånd til hinanden, nu han tænkte efter.

Cyran hostede stadig lidt engang imellem og forsøgte at få rømmet sig nok til at hans sammenkrøllede hals begyndte at slappe af. Det var også med en hvis halvkvalt stemme han fik svaret hende "Jeg havde aldrig troet at jeg skulle opleve druknefølelsen!" men som han fik hostet færdig og forsøgt at slette det meste af det mentale billede af sin lillesøster, pustede han ud og så heldigvis lidt mere afslappet ud igen. Det var en vigtig del at kunne få luft. "Ja, der er ingen tvivl. Ihærdig, stædig og måske også en kende anelse forkælet." svarede han med et glimt i øjet og kiggede derefter ned på øllet. Turde han tage en slurk mere, eller skulle han frygte flere nyheder. "Når først en af mine søstre har udset sig et 'offer' så slipper hun ikke taget igen." påpegede han og huskede tydeligt at han engang havde set den ældste af sine mindre søskende, jage en forskræmt havmand rundt i flere timer, mens han desperat havde forsøgt at flygte fra hende. Cyran rystede let på hovedet af tankerne, dog stadig med et smil på læben. Det var faktisk rart at tænke på dem igen.

Moana så bare på Cyraneus et øjeblik, som han tydeligt undgik det noget drillende spørgsmål. Så var det som om hun indså at hun sad og så op og huskede sig selv på at hun havde tilbragt en hel dag med at lægge nakken en smule tilbage for at kunne møde hans blik. Det fik hende til at skære en grimasse, før hun slog det hen. "Okey, måske i forhold til dig, så..." Hun kunne dog ikke lade være med at more sig lidt over at hun skulle være stødt ind i en der var så meget højere end hende selv som en af de første. Ikke at Kalitresh ligefrem havde været lav. Åh hvem forsøgte hun at narre? Hun var og blev bare omgivet af folk der fik hende til at se lille ud lige meget hvor hun var! Altså lige bortset fra blandt højvandsdamerne.

"Efter at have mødt begge sæt er jeg bange for at sige de på nogen punkter er værre... De har trods alt alle sammen fået kamptræning." Hun smilede til ham som hun sagde det og lod den så hænge lidt der, så han rigtig kunne lade den synke ind. Det havde sine fordele at de alle sammen havde været igennem den samme grundtræning. Blandt andet fordi de lystrede ordre råbt af dem overraskende hurtigt alle sammen. Moana inklusiv. "Men så har dine jo nok nogle andre færdigheder du helst havde været foruden?" Hun tog en tår af sin øl, mens hun nød den lette snak. Det virkede så hjemligt at snakke om familie og gjorde det lidt lettere at være så langt væk fra dem alle.

Der var kommet bekymring op i hendes blik som Cyraneus blev ved med at hoste efter at have kløjs i sin øl. Hun var stadig ikke helt tryg ved den slags fænomener og hans ord hjalp da heller ikke på det. Så virkede det dog som om han fik lidt mere styr på det igen og hun kunne slappe af med det lette og ganske morsomme emne. Hans udlægning af søstrene passede da også ganske glimrende til hvad hun havde set til dem, men fik hende alligevel til at hæve et øjenbryn skælmsk af ham. "Så det ville overraske at høre om en trolovelse?" Hun havde med vilje sagt det før han tog en tår mere af sin øl og tog i stedet selv en, som hun betragtede ham på tværs af bordet. "Gilianth kom af ganske fin familie fandt din søster dog ud af, da hun havde overbevist ham om hendes hengivenhed... Et overraskende godt match faktisk." Hun tømte den sidste tår af øllen og satte kruset fra sig, rimelig sikker på hun ikke burde drikke mere af det stads ligenu.

Cyraneus skar en grimasse der var en blanding af morskab og skræk. Det var ikke fordi han var bange for Moanas søstre, men forestillingen om at hans søstre skulle havde kamptræning. Det bragte et tick til det ene øje blot ved at sætte tankerne igang. Han gøs let for sig selv og kunne ikke undgå at grine lidt. "Det tror jeg absolut ikke at jeg havde overlevet. Såfrem de ellers havde haft en interesse i kamptræning selvfølgelig." svarede han og måtte indrømme at det glædede ham at den interesse ikke var noget nogle af hans søstre. Selvfølgelig var der den mindste der blot havde været 10 år gammel da han var rejst. Han håbede det ikke, og dog. Måske ville det være rart med en forandring blandt tøserne, selvom hun som barn havde været belastende nok. men tvivlen var stor.
"De var livsfarlige når de fik en nål i hånden!" startede han ud med et joke ganske let, og havde glemt hvor lang tid siden det var han sidst havde følt sig hjemmelig nok til at gøre sådan nogle ting uden umildbart at tænke over det. "De to ældste havde en skræmmende færdighed som gjorde at selvom du intet havde gjort, kunne de med deres holdning, blik og ekstrem skarpe ord, få dig til at føle dig som den mindse lille mide i verden!" og det var ikke løgn. Specielt den ældste havde dette talent til fulde. Noget der i mange år havde drevet Cyran til vanvid.

Cyran sukkede dybt og lænede sig lidt tilbage i stolen for at få pusten igen. Den omgang havde alligevel taget pipet lidt mere fra ham end han havde regnet med. Han rystede derefter lidt opgivende på hovedet, mens han morede sig over at den kære søster alligevel havde fået hvad hun søgte. "Neej.. Hun er god til at få hvad hun ønsker. Og jeg betvivler ikke at hun er glad for manden." Cyraneus løftee øllet op til munden igen og lyttede lidt mere vagtsomt til hende ord den her gang, som han tog en slurk. Ingen pludselige overraskelser denne gang. "Det glæder mig. Med alt det jeg har sagt, skal det også siges at hun er en varmhjertet pige. Har hun alle dage været." tilføjede han med et smil. Han savnede nogle gange de tøser.

Moana lænede sig tilbage på stolen, som hun tog Cyraneus reaktioner på hendes ord ind. Grimassen var nok til at få latteren op i hendes øjne, da den var et tydeligt tegn på at han havde givet hendes ord et billede i hovedet og det var ikke et han brød sig om. Hun kunne forestille sig hvilket, men også at hun kunne være langt fra det rigtige. Personligt var hun nu også glad for at hans søstre ingen interesse havde haft i kamptræning. "Jeg tror ikke nogen af os havde overlevet..." Hun fik det sagt med en tilpas blanding af gru og latter, der viste at hun kendte hans søstre - om ikke personligt så af omdømme.
Som Cyraneus fortsatte kunne hun dog ikke holde latteren tilbage længere. Af alt de kunne være farlige med så var nåle ikke det hun havde forestillet sig blive nævnt. Måske fordi nåle for hende brugt til at sy og lappe tøj med. Det næste var dog noget mere forståeligt og hun nikkede samtykkende. "Jeg tror det er en søster evne jeg gik glip af. Særligt min yngste søster havde den evne og forstod at vende alting til at være min skyld." Hun smilede til ham over bordet, mens hun flyttede let på kruset mellem hendes hænder.

Som hun havde smidt den sidste nyhed, så hun undersøgende på havmanden overfor sig. Det havde moret hende til en start at se hans overraskelse over de nyheder hun havde bragt, men en gnist af forundring startede i hendes sind.. Havde ingen sendt nyt op til ham? Og hvor længe? Det var en tanke hun ikke havde tænkt før da at hun kunne ende isoleret fra ikke blot sit folk men også sin familie. Moana fandt dog et smil frem og nikkede let. "De virkede til at være glade for det begge to, så det er jo godt." Hun tøvede lidt og tilføjede så med et skævt smil. "Selv din far virkede tilfreds med det."
En stemme ved et andet bord blevet hævet og fik Moana til at se i den retning. Da det ikke virkede som noget alvorligt, gled hendes blik videre til vinduet, hvor hun kunne se dagslyset var faldet en god del væk siden de var ankommet. Det fik hende til at se tilbage på Cyraneus og nikke mod døren. "Skal vi vende næsen hjemad? Det så ud til på tavlen at du hænger på mit selskab på patruljerne resten af ugen, så..." Hun lod ikke ligefrem utilfreds med det.

Cyraneus nikkede og klukkede let, mens han rystede på hovedet over hele det scenarie som blomstrede frem i hans sind. Han havde først forestillet sig sine søstre med våben, men deres evner lå bedre i at få andre til at få skyldfølelse. Noget som Cyraneus havde mærket en del til gennem opvæksten. Han var begyndt at overveje at det var en søsters ret at være sådan, specielt overfor deres brødre. "Jeg er imponeret og lidt skræmt over det faktum at de kan.. Den evne kunne jeg også godt leve foruden hos mine søstre." selvom Cyraneus egentlig ikke kunne forestillet sig tilværelsen uden sine søstre. Jo, han havde været væk hjemmefra længere end nogen burde, og han havde ikke set dem i alt for mange år efterhånden. Alligevel kunne han ikke forestille sig sin opvækst, barndom og minder uden at have dem der. Til trods for ubehagelighederne det medførte! Cyraneus smilede let for sig selv og afsluttede det sidste i sit ølkrus.

Cyraneus smilede som han kiggede ned i det tomme krus. Det var rart at høre om dem. Det var rart at vide at søstrene fandt lykke i livet og at de havde det godt. Siden han rejste havde han intet hørt. Cyraneus var begyndt at overveje om han var blevet slettet fra familielisten efter det sidste skænderi og den ilede beslutning om at tage afsted. Cyraneus sukkede let inden han løftede blikket igen, mens han dog stadig smilede ganske roligt til hende. "Jeg er glad på hendes vejne, og endnu mere glad for at min far rent faktisk acceptere hendes valg." det blev hurtigt til at Cyraneus fik sænket blikket til krusset igen, som han pillede lidt ved med den ene finger, mens tankerne kørte på havets dybe blå. Det var først da Moana talte igen, at han løftede blikket.
Et stille grin kom over ham, som han nikkede i eniged. "Mon ikke at jeg overlever de vagter." han rejste sig fra bordet, mens han fik drejet sin nak for at vågne lidt op igen efter at have siddet stille en del tid. "Men det virker ikke som en dårlig ide at komme hjem! Det er vist også ved at blive aften" allerede? wauw, han havde ikke set eller fornemmet at dagen var gået så hurtig forbi hans næse.

Moana nikkede samtykkende, som Cyraneus gav sit besyv med og derefter tømte sit ølkrus. Hun kunne også sagtens have levet uden søstre med evnen til at sende skylden videre, men på ingen måde uden sine søstre. Det var desværre første rigtig nu hun tænkte over hvor langt væk de var og hvor afskåret fra familien hun også var. Ingen rar tanke.
I det mindste virkede det til at hun havde nogenlunde let ved at finde ligesindede heroppe, så ensomhed og hjemlængsel skulle hun ikke komme til at lide for meget af. I hvert fald ikke det første af de to. Det andet var noget sværere at sige noget om endnu.

Hun smilede tilbage til Cyraneus og nikkede så igen. "Hun fik det vist drejet til at det var hans påbud at de skulle troloves. Noget med pigens ære... og de to lod pænt som om de var meget tynget af skyld." Hans søster havde kendt sin far godt nok til at dreje det hele på hovedet og Gilianths familie havde set det som et glimrende match fra starten, skønt de havde foretrukket en anden fremgangsmåde for de to at finde sammen.

Moana rejste sig som den første og vendte så øjne af havmanden, før hun lidt for tørt gav igen. "Få det nu endelig ikke til at lyde som en prøvelse...!" Hun kunne dog ikke lade være med at smile skævt til ham, som han også kom på benene og fik sig strukket ud. Møblerne i kroen var ikke helt lavet til en af hans højde. Så ledte hun vejen mod døren, mens hun svarede ham. "Jeg hørte den stod på Moria's overraskelse i aften? Nogen ide om hvad det kan dække over?" Rester eller oprydning ala sammenkogt var hendes bedste bud - ikke at der var noget galt med det!
Lige meget hvad havde det været en god første vagt efter hendes mening.

//CLOSED

Cyraneus kunne ikke lade hver med at klukke lidt over hele scenariet. Han kunne levende forestille sig at det var præcis det der var foregået, og det undrede ham heller ikke. "Tynget af skyld.. aha.." svarede han svagt for sig selv og sukkede let. Gad vide hvor længe de havde været sammen? Gad vide hvad der var sket i den tid. Det virkede ikke ligefrem til at være lang tid siden at Moana havde forladt havets dyr, så videre familieførelse var nok ikke lige noget der havde været på dagsordnen endnu. Alligevel kunne tanken ikke undgå at strejfe ham. Hvad hvis han gik glip af alt det. Desværre var det ikke engang et hvis, som det var når han gik glip af det.

Cyraneus fulgte Moanas eksempel og rejste sig, mens han meget forsikrende holdte fat i bordet, da han godt kendte øls effekt, selvom det heldigvis ikke var slemt. Cyraneus kunne godt se hvordan stemningen blev hvis han kom fuld tilbage til paladset! Den fornøjelse skulle medkrigerne ikke have! ikke denne gang. "Skal nok prøve at lade hver." svarede han muntert og begyndte at følge efter Moana ud af kroen. "Moria's overraskelse! Min favorit." kom der varmt fra ham som han fortsatte videre ud af døren, med tanke på at få en fin sammenkogning af alt godt fra havet.

//LUKKET