I Kravenoh strandhytte i kælderen dukkede de op rummet var mørkt kun få lys var placeret i rummet, væggene var af mursten og kun en lille stol var i midten af gulvet, og kæder ved siden af stolen som sad fast i gulvet. Han tvang hende over på stolen hvor efter han bandt hende hænder fast med kæderne, han rejste sig og stillede sig hen foran hende og smilede skummelt " har du besluttede dig, og vil lige gøre dig opmærksom på hvis du siger nej eller et eller andet lort så vælger jeg for dig!! ohh glemte lige velkommen til mit hjem eller min tortur kælder, mit hjem er ovenpå men det for du nok ikke at se " sagde han og tog hans dolk frem igen, og viftede den foran hendes ansigt.

Kravenoh kastede kniven frem og tilbage i hans hånd, " når ja dine hænder kommer til sig selv om omkring 2 minutter så bare rolig, men du kan jo ikke rigtig bruge dem når du er lænket, men jeg vil sætte mig og gi dig få minutter til at give mig et ordenligt svar " sagde han og satte sig over på trappen der var foran hende sådan han kunne sætte og holde øje med hende, for en ting som han normalt aldrig gjorde det var at bortføre elver, han vil heller slå dem ihjel men ikke denne elver der var noget ved hende der trak i ham til at vælge en anden vej, var det hende eller hvad var.



// rummet hun sidder i ser ca sådan ud // http://www.dankultur.dk/files/billeder/ ... ion-10.jpg

Ithilwen trak vejret heftigt ind som de kom ud af mørket, og hendes øjne flakkede forvirret. Hun havde absolut ikke set det komme og det var ikke rart at blive transporteret rundt. Hun havde aldrig prøvet det før, og følte derfor at alt blev vendt op og ned i hendes hoved. Det hjalp heller ikke spor at kælderen var dukkel og ikke ligefrem et varmt og lyst sted. Men andet havde hun naturligvis heller ikke regnet med.

Ithilwen gjorde så meget modstand hun kunne, da hun blev skubbet afsted og fastgjort til stolen. Så snart han slap hende var hun allerede i gang med at slide for at få sine hænder ud af deres fangeskab, til trods for at de stadig var lammede. Hun svarede stadig ikke på hans ord, men sendte ham et dræbende blik over hans velkomstord. Hun fandt sig på ingen måde velkommen og havde ingen intentioner om at blive i den her kælder eller hytte særlig længe.

"Du kender jo allerede svaret, så hvorfor trække smerten ud. Jeg kryber ikke som en lille hund. Du får mig aldrig knækket." svarede hun spydigt og stirrede tilbage på ham, som han sad og holdte øje på trappen. Hendes øjne skød nærmest lyn og for første gang forholdte hun sig helt roligt som hun holdte sit blik på ham. Hun nægtede at vise ham svaghed, nægtede at lade ham se hvor skrækslagen hun egentlig var for at han skulle bruge dolken mod hende, i denne forsvarsløse tilstand. Ithilwen var ikke bange for smerte som sådan. hun havde oplevet sin del. Hun var bange for at miste grebet i sig selv. Og Ithilwen vidste trods alt godt hvad tortur gik ud på.

Kravenoh rystede på hovedet af hende " hvorfor er det at i elver altid skal spille så hård og seje når det ser mest sort ud for jer, hvad var det du ikke forstod ved det jeg sagde, er det fordi jeg ikke udtrykker mig ordenligt, skal jeg virkelig til at udtrykke mig før du vil forstå det." han rejste sig gik om bag ved hende hvor han satte sig ved hende ene hånd, han låste kun den ene hånd op, hvor efter han så på hendes negle." du er en af de få der har fået lov til at leve så længe som du har fået lov til, men lige om lidt vil du nok ønske jeg havde dræbt dig, ser du når man tager knivspidsen og skære ind under neglen på en person, den smerte svare til at mist sine øjne øre og læber på samme tid, men nu ved jeg jo ikke om du bare er helt vild med smerte " sagde han stille og tog spidsen af dolken og skare hende ind under hendes negle, en finger af gangen.

Han ville hører hende skriger uden set hvad det skulle koste, og som reglt fik han sin vilje det var bare at finde ud af personens grænse, for en hver person vil bukke under på et tidspunkt, " ser du det vil være en skam at ødelægge dit smukke ansigt, men hvis du alligevel er død så kan det jo være lige meget," sagde han nede fra gulvet hvor han var stoppet med at skære ind i hendes negle men forsatte igen efter han havde snakket til hende.

Kravenoh stoppede med at skære i hende og låste derefter hendes hånd fast igen, han rejste sig og gik hen til trappen hvor han havde en stof ligne pose/sæk som han smed over hovedet på hende, han gik der efter op af trapperne og op ovenpå, nede fra kælderen kunne man høre vand blive fyldt op i en spand.

Ithilwen svarede ham ikke, og flyttede ikke engang hovedet for at følge hans bevægelser. hun kiggede blot frem for sig med kolde øjne. Hun vidste ikke hvad han ville hende, og det undrede hende at hun var blevet taget med hertil. Hun var ikke noget specielt blandt elverne. Hun var kriger og spejder. Faktisk mest spejder når det kom til stykket, men intet uvurderligt for elverly. Et sted ville hun gerne vide hvorfor han fandt hende så fandens interessant siden hun skulle med hertil. Men så igne. Måske han bare havde et sygt ønske om at torturere for en gangs skyld.

Ithilwen sank en klum i halsen, lukkede sine øjne og pressede dem hårdt sammen som kniven blev presset ind. Hendes tænder blev bidt sammen og kun ganske svage lyde undslap hendes læber. Hun så først ud til at slappe lidt mere af i sit ansigt som han stoppede og snakkede til hende. Det førte selvfølgelig til at hendes øjne nærmest sprang op da kniven igen ramte hende og en kort lyd kørtes fra hende, som var et klart tegn på at det gjorde ondt.

Da Kravenoh endelig stoppede, skævede Ithilwen ned til sin blødende og rystende hånd, som lige nu dunkede af smerte. Hun trak vejret uroligt og kæmpede for at hendes øjne forholdte sig tøre, selvom de var begyndt at blive let våde. Hun nægtede at græde. Der gik et spjæt igennem hende da sækken blev trukket ned over hendes hovede og mørket opslugte hende igen. Hun spisede øre og lyttede til fodtrin der forsvandt op efterfulgt af lyden af vand. hele Ithilwens krop panikkede og hun sled i lænkerne, til trods for den stigende smerte i hendes hånd. Hun blev mere desperat og panisk i hendes vejrtrækning og hendes hjerte havde svært ved at finde den rigtige rytme.

Kravenoh kunne hører hvordan hun rykkede i lænkerne der nede, "ro på " smilte han og tog den spand med vand han havde hældt op og vaskede kort sine hænder, da der var kommet lidt blod på dem, ved siden af spanden med vand stod der en spand med olie, han tog først spanden med vand ned, og da han kom ned af trappen gik han hen og stillede sig foran hende.

" det lille gips du lige kom med før er ikke det jeg vil hører, jeg vil hører din opgivelse i din krop jeg vil hører din krop give op din sjæl give op alt give op. " han tog stolen hun sad på og kastede den til væggen hvor efter han fik hende ned at ligge og lænkede også hendes ben fast til gulvet nu, sækken havde hun stadigvæk over hovedet, han tog derefter spande med vand og gjorde klar til at hælde den spand med vand.

Ithilwen kiggede ondt på trappen da Kravenoh bad hende om at slappe af. "yeah right." mumlede hun uhørligt og kæmpede videre med lænkerne. Da Kravenoh lød til at være kommet ned af trappen vendte hun hovedet efter hver lyd. Den meget lette svulpen fra spanden fik et skævt smil frem på Ithilwens læber, hvilket Kravenoh ikke kunne se for sækken over hendes hovede.

Hun mærkede hans nærvær og hans ord gjorde ikke hele oplevelsen bedre. Det hele føltes langt mere voldsomt når man intet kunne se, og lyden af stolen der ramte væggen, efter at hun var blevet hevet op af den, fik hende til at spjætte. Ithilwen forsøgte at bakke væk fra Kravenoh, blot for at mærke at han alligevel var i gang og fik hende væltet så hun slog hovedet ned i gulvet og kom med en misfornøjet lyd. Lyden af lænker der lukkede sig om hendes ankler, som hun forsøgte at sparke så vildt med hun kunne, hjælp ikke på situationen. "Hvad får du ud af at dræne mig?" spurgte hun endelig, men en skræmmende rolig stemme i forhold til hvad der foregik. "Jeg kan høre at du har bragt mig noget at drikke.. hvor sødt af dig." Ithilwen mærkede stik af vrede og irritation som gjorde at hun kom med spydige kommentare. Mest af alt glædede hun sig til at give ham en overraskelse omkring de vand som han mente hun skulle tortureres med. Hun lukkede og åbnede sine fingre let i hænderne for at mærke at lammelsen var aftaget igen. Det gjorde det her lidt lettere.

Kravenoh så blot på hende, han satte kort hovedet ned til hendes øre, "vi for at se elver vi for at se " sagde han bestemt inden han tog spanden med vand og hælde den ud over hendes ansigt, langsomt for at gi en illusion af at drukne, alt det med uvidenheden om hvad hun havde i bag tankerne, men ide kunne hun ikke slippe fri.

" hvis du ikke snart bare lærer at give op elver ser jeg ikke andre muligheder ind at dræbe dig på stedet, og det du ved det er sandt så hvorfor ikke bare give op" sagde han med et lidt højre stemme sådan hun kunne hører ham, for hun vil nok have en masse vand i ørene.
Kravenoh stoppede kort med at hælde og gik hen og tog stolen hen, hvor han rejste hende op og satte hende på den, hvor efter han trak sækken af hende hoved.

" er du klar nu eller skal vi blive ved, altså jeg har hele dagen for der er ingen af de små elver venner der kende til det her sted, faktisk er der kun en udover dig " smilede han og tænkte kort på den anden person. han satte sig over på trappen og kiggede på hende og ventede på lidt respons fra hendes side af.

Det pludselige vand der ramte hende, overraskede hende nok til at hun sprudlede og bevægede sig voldsomt. Hun pustede kraftigt ud, hvilket gjorde at vandet blot løb over et par milimeter over hendes ansigt uden at ramme. Det berød selvfølgelig ikke at hun holdte op med at spralle og komme med lyde af ubehag hvor hun i teorien skulle havde slugt vand. Da Kravenoh endelig var færdig med at hælde og satte hende op på stolen og trak hætten af hende. Hun trak vejret lidt ustabilt, men Ithilwen var overbevist om at han ikke havde regnet med at se hende smile tilfreds og med hovedet let på skrå.

"Hva sov ville der være i bare at give op? selvom ingen ved hvor jeg er." kom der smilende fra hende, hvorefter hun spredte sine fingre hurtigt ud og løftede hænderne så højt lænkerne tillod hende. Vandet fra gulvet samlede sig og kastede sig glubsk over Kravenoh og dannede sig som en kugle om hans ansigt, og forsøgte at snure sig rundt om ham. Hvilket var en besværlig opgave fra denne tilstand. Ikke destro mindre ville det nok holde ham beskæftiget lidt tid, og Ithilwen kunne få nogle frustrationer ud. "For første gang har det bidt dig i halen at undervurdere din fjende" Hun brugte vandet til at forsøge at skubbe ham væk fra hende mod væggen, men hun var ikke sikker på om det rent faktisk lod sig gøre.

Kraveonh var overrasket over hendes angreb, det kom bag på ham at hun kunne finde på at angribe ham bare sådan, men han havde ikke tænkt sig at udtrykke det til hende for det vil bare give hende mere selvtillid til at prøve mere, da vandet blev fastnet omkring hans hoved og han havde svært ved at trække vejet, ikke fordi han ikke kunne men fordi han var så overrasket, han lukkede øjne og begyndte rolig at genvinde sin vejr trækning, men det var det eneste han nåede før han blev slynget over i væggen af vandet.

Kravenoh ramte væggen hårdt og det slog et lille hul på hans rustning på ryggen, men på grund af hans rustning fik han ikke den skade han kunne have fået hvis han ikke havde haft den på, imens han blev presset sad han og tænkte hvordan han skulle slippe af med det vand.
han lukkede øjne og ledte efter det mørke der var i rummet, og efter få sekunder forsvandt han væk fra vandet og væggen. og dukkede op over ved trappen, han så på hende med et irriterende blik " meget smart, men legen stopper her " han satte hænderne langs muren rundt og begynde at sende flammer hele vejen rundt, sådan at det vil blive så varmt at varmen fordampede vandet som var i rummet, og hun vil sikkert også blive påvirket af varmen.

Da vandet var fordampet helt og der ikke var mere vand slukkede han for varmen og gik hen imod hende, "du er godt klar over dette ikke slipper ustraffet forbi, du smadret min rustning " han gik hen og satte sig på hende, og tog fat om hendes hoved med hans hænder " men lad os dog prøve igen " han fandt sækken frem gav hende den over hovedet igen, han gik oven på og hentede en ny spand, hvor efter han kom ned med en spand med olie i, han væltede endnu engang stolen bag over med hende på, hvor efter han begynde at hæle olie ud over hendes ansigt.

" dette er hvad der sker når man ikke gør som bliver sagt " råbte han sådan hun bestemt hørte det. Kravenoh stoppede endnu engang med at hælde og hev stolen op igen og trak sækken af hendes hoved, han stillede sig foran hende og kiggede blot på hende, han tog nogle af hans lammelses nåle frem og placerede en i hver af hendes side af hovedet sådan de lammede hendes naver i hovedet, han smilede lidt ide han havde sat dem der " du vil nok føle snart at du ikke ved noget alt det du har oplevet og alle du har kendt vil du ikke huske om lidt. " sagde han bestemt med et tilfreds smil på læben.

Ithilwen frydede sig over at hendes angreb rent faktisk var lykkes hende. Endelig kunne hun få lov til at give igen og forhåbentlig slippe fri fra Kravenohs fangeskab. Noget hun ønskede noget så frygteligt!

Ithilwen holdte ham fast mens hendes øjne var intenst på ham. Det var lige før at hendes grågrønne øjne fik mere intens farve jo mere hun brugte sin energi på at forsøge at skade ham. Men ud af ingenting forsvandt han igen. Ithilwen fik en urolig vejrtrækning da hun havde brugt mange kræfter, og at hun var forvirret over Kravenohs pludselige forsvinden. noget hun vidste at ikke var en god ide. Hun kaldte vandet til sig, i et forsøg på at hjælpe hende med at komme ud af lænkerne.

Den rødhårede elver drejde fribrilsk hovedet da flammerne kom frem fra væggende. Panikken bredte sig i hendes blik og vejrtrækning, som hendes vand begyndte at dampe væk i heden. Hun vidste at hun ville miste sit vand under alle omstændigheder, men hun var nødt til at beskytte sig selv, for ikke at få brændmærker. Vandet dannede en mur omkring hende som langsomt blev tyndere som dampen rejste sig og vandet begyndte at koge. Wen havde fået nogle brændmærker ved halsen og den ene skulder i modsatte side, fra flammerne før vandet havde dannet beskyttelse. Hendes vand var væk og Kravenohs ansigsudtryk så alt andet end venligt ud. Ikke så meget forandring der, men han så også langt mere rasende ud. "DU FORSØGTE AT TORTURERE MIG!" Råbte hun ind i hovedet af ham, som svar på at hun havde smadret hans rystning! Han var sluppet billigt. Mørket lukkede sig omkring hende igen som hun blev tvunget bagud og en ny væske ramte ned over hende. Olie. En tyg klam olie som smagte frygteligt og var meget værre end vandtortur.

Ithilwen blev hevet brutalt op med stolen og trak vejret tungt og en smule usikkert. Hun hostede kraftigt da sækken blev hevet af hendes hovede. Det oliefyldte hår dryppede ned over hendes krop og hænder. En tings, som kunne komme ud som hendes fordel. Ithilwen begyndte at slidde i lænken og hendes ene hånd kom fri ved hjælp af olien, men ikke hurtigt nok til at blokere de to nåle der ramte hver side af hendes hovede. Alt begyndte at bløre foran hende og hun hev sin anden hånd løs, selvom det forvoldte mere skade end ved den første. Hun hev nålende ud og blinkede panisk da hun ikke rigtig kunne fokusere. "Du.. du kan... det kan du ikke.." Ithilwen kiggede skræmt op på ham som forvandlede sig til vrede, selvom hun ikke kunne se andet end nogle mørke klatter for sit blik nu. "Rho..." Hun rejste sig for at slå ud efter ham, men gik ud som et lys. Hun faldte hårdt til jorden uden kræfter og helt slukket. Hendes øjne var lukkede og hun var helt væk.

Kravenoh var irriteret over hans rustning var i stykker , nu havde den ikke samme styrke og nu skulle han til at lave en ny eller skaffe sig noget mere stof til den, han var dog overrasket over hvad hun kunne med så lidt vand, og bare det at hun fik hendes hænder fri vidste at hun virkelig gerne vil fri. Efter at have placeret hans nåle som så ud til at virke med det samme, gjorde de at hun faldt om på gulvet han var dog ikke sikker på hvorfor hun var besvimet.

Kravenoh gik hen og satte sig på hug foran hende hvor efter han fjernede lidt af hendes hår fra hendes ansigt, han mærkede hende puls for at mærke hvor hurtigt den slog, han sad kort og overvejede hvad han skulle stille op med hende, men en ting var sikkert han kunne ikke bare lade hende ligge der, eller kunne han.
Han stod nogle sekunder og kiggede på hende, inden han gik oven på og efter lidt tid kom han ned igen hvor han satte sig på hug og tog hans arme ind under hende hvor efter han løftede hende op i hans arme " hvorfor gør jeg det her" mumlede han til sig selv.

Kravenoh løftede hende oven på og op til hans soveværelse, hvor der på et bor ved siden af hende stod en spand med vand i, hvor han tog en svamp og begynde at tør noget af alt det olie hun havde på sig væk. Da han var færdig og hun kun hader olie i håret stoppede han, et bad kunne hun nok trænge til men det ville han ikke stå med. han rejste sig og gik hen til hans taske hvor han fandt et meget stærkt lugtene stof som vil få en hver person til at vågne op fra en dyb søvn eller ligende, så han rakte stoffet op til hende næse imens han selv holde hovedet væk fra den lugt.
Kravenoh sad blot nu og ventede på hende hjerne vil melde lugten til hende, og at hun nok vil vågne op. Men det der vil være mest spænende var hvordan hun nu vil være og hvor meget af det hele hun vil kunne huske, men en ting var sikkert KRavenoh vil være på vagt så imens han sad ved siden af hende på sengen havde han den anden hånd under et tæppe hvor han havde en kniv i, bare for at være sikker.

Hun havde haft alt for mange tanker i sit hovede til at kunne håndtere hvad end der havde været i nålene. De nåle som havde fået hendes blik til at sløre sig og hun mærkede kort hvordan hendes hukommelse begyndte at svigte hende. Men dette var ingenting i forhold til hvordan hun ville havde det når hun vågnede.

Ithilwen var helt slap i kroppen som Kravenoh havde løftet hende op og hendes ansigt så ud til blot at være faldet hen i en dyb søvn. Hun havde muligvis anskaffet sig en betydelig bule i baghovedet, men mest af alt så hun ganske fredelig ud, mens det røde hår hang ned blandet med olie. Ithilwen slog først øjnene op da hendes hjerne opfangede lugten som var blevet placeret hen under hendes næse. Hun vågnede brat og lavede et forskrækket hop og havde nær slået hovedet ind i bagvæggen.

Ithilwen kiggede fribrilsk rundt, en smule panisk, og trak vejret meget hurtigt, som var hun ved at pumpe nok ilt ned i sine lunger til at løbe et maraton. "Arhv.." hun begravede sit hovede ned i sine hænder som greb fat i sine hårkant. Hendes hovede gjorde ondt, men mest på grund af bulen i baghovedet som var begyndt at melde sig. Hun rystede hovedet let, kiggede op på Kravenoh og fik endnu et chok. Det var ikke helt gået op for hende at der var nogen i rummet, som hun desuden ikke kendte til. Dog sad han roligt og truede hende ikke. hvem han så end var. "Hvor er jeg? Hvad sker der? og hvorfor har jeg så ondt i mit hovede." med 128 år på bagen var det klart at det som var hændt hende den sidste tid, var det første hun glemte. Hun huskede svagt noget kamptræning, hendes evner og meget få minder. Selv hendes evner var lidt slørede endnu, mest fordi hendes hovede gjorde ondt hver gang hun tænkte tilbage. Men personer og deres udseende var som slettet ud af hendes hukommelse. Hun havde ingen ide om hvem der sad foran hende, og det sås tydeligt at hun tydeligt mente at hun aldrig før havde set Kravenoh i sit liv.

Kravenoh sad og tog sig lidt til hovedet ide hun åbnede øjne op og næsten fløj op af sengen, han så på hende og håbede mest af alt at hun ikke vidste en skid, og til hans held så gjorde hun ikke, så nu var det Kravenoh tur til at bilde hende alt mulig løgn eller for det meste fylde hende med løgn, også håbe på hun tror ham, han slap kniven der var under tæppet og kiggede på hende. " Du er i mit hjem, og du var blevet overfaldet inde i byen af en anden elver, hvorfor ved jeg ikke jeg kom blot gående og var faktisk på vej hjem, da jeg så jer to komme op og slås, og der tænkte jeg at jeg var nød til at gribe ind for at hjælpe, men du nåede at få et ordenligt slag i hovedet inden jeg fik fat i ham, så det jeg ked af.... og nu vil den elver nok rende hjem til hans familie og venner, og sige det var mig der var den onde og nok sladre til alle om at jeg er en ond, og man ikke skal tro mig osv. " sagde han og sukkede falsk.

Han rejste sig op og gik hen til en skuffe der var overfor dem hvor han åbnede den og tog et silke stof ligende håndklæde frem, og forsatte " men at redde en som dem vil jeg til hver en tid gør igen " sagde han med et smil på læben ide han stod med ryggen til hende, sådan hun ikke ville kunne se det, han vende sig om imod hende og kastede silkehåndklædet over til hende," her du har fået olie i håret efter at have ligget i en olie pøl åbenbart eller noget, du havde det i dit hår da jeg kom så ved ikke hvorfor du har det i, men du kan tag et bad der ude" sagde han og pegede ud til badeværelset " også kan du tag noget rent tøj i skabet eller hvad du lyster ".

Kravenoh smilede kort til hende inden han satte sig ud på sin altan og kiggede ud over stranden og ud på havet, også for at hun kunne komme i bad i fred og ro, selvom Kravenoh ikke vil have haft noget imod andet :)

Det var tydeligt at Ithilwen var forvirret, specielt som Kravenoh begyndte at forklare hele situationen for hende. Hendes hånd ramte brændmærkerne ved hendes ene kind og siden af halsen. Hun regnede med at det nok hørte med til at hun var blevet angrebet af nogle elvere. Hvilket hun havde svært ved at forstå, specielt da hun intet huskede. Hans forklaring var hurtig og Ithilwen blinkede blot forvirret. "Jeg.. jeg kan intet huske.. Men hvorfor skulle de mene at du var ond?" hun virkede ganske rolig omkring hans tilstedeværelse, selvom små glimt af ild blev ved med at ramme hendes nethinde. Noget hun dog ikke kunne finde nogen sammenhæng i overhovedet. Andet end brændmærkerne. Det kunne vel være derfor.

Ithilwen greb håndklædet og sad og kiggede lidt på det. Oliet i hendes hår havde klistret det fast til siden af hendes hovede, som hun fjernede med en ubehaget grimasse. "Tak.." Hun kiggede efter ham som han forsvandt ud på hvad lignede en altan. Hun kiggede forvirret ned af sig selv og tog sig derefter træt til hovedet. Hvad i al verden var der foregået! Hun rejste sig og svajede let på sine ben, som hun tog de første skridt. Hendes tøj var let i stykker nogle steder, men intet overdrevet. Dog var det beskidt fra at være i kælderen og olien som havde væddet noget af hendes tøj. Det var meget lidt hun huskede generelt, hvilket skræmte hende mere end hun helt kunne sætte ord på.

Han virkede meget distrancheret i sine udtalelser omkring hvad der var hændt hende, og hun vidste stadig ikke hvad hun skulle mene om ham, andet end at hun var taknemmelig for hans hjælp. Ithilwen bevægede sig ud til badeværelset og fandt frem til vandet. Det var varmt, hvordan det var hændt var hun ikke sikker på, men det var i hvert fald en rar temperatur. Ithilwen trak ud af tøjet, vaskede først sit oliefyldte hår, for derefter at satte sig i det store kar med varmt vand og sad der lidt og holdte fast om sine knæ. Hun kiggede ned i vandet som syntes at danse med mærkelige billeder for hendes blik og intet af det gav mening. Hun så lidt på sit eget spejlbillede, og kunne med glæde konstatere at hun trods alt kunne genkende sig selv.

Ithilwen rejste sig efter lang tid fra badet, pakkede sig ind i håndklædet, som var stort nok til at dække hendes krop og kiggede lidt på det snavsede tøj. Måske hun skulle tage noget rent. Men hun kunne da ikke bare tage hans tøj, selvom han selvfølgelig havde tilbudt det. Hun gik ud fra rummet, stadig kun med håndklædet omkring kroppen og åbnede skabslågen for at kigge ind.

Kravenoh sad blot og studerede havet men havde dog det ene øje til Ithilwen, han fik ikke svaret på hendes spørgsmål da han var gået og hun var gået ud til badet for at vaske sig. han kunne godt fornemme at hun ikke kunne huske så meget af hvad der var sket, og det kunne han faktisk lide, men om hun vil tro på det han fortalte vidste han ikke.

Han rejste sig op og gik ind til hende han så hun stod kun iført håndklæde, en lille klump fik han men fjernede blikket væk fra hende " bare tag et eller andet tøj det er lige meget hvad det er, du kan også ifør dig rustning af læder hvis du vil." sagde han med blikket væk fra hende, selvom Kravenoh var en person der var ligeglad med ting kunne han ikke bare stå og klo på hende, selvom det ikke vil gøre ham noget hvis det var. " men hvis du vil så synes jeg vi skal tag ned på stranden, for ved du har nogle evner som du nok gerne selv vil vide du har " smilte han til hende, det der var godt ved Kravenoh's sted var at det lå væk fra alt plus den var godt gemt væk så man ikke bare kunne finde den, så de vil være i fred nede på stranden. " men du kan klæde om så mødes vi der nede, det er lige nede foran " sagde han og gik.

Kravenoh gik ned af en lille smal sti som var om givet af planter hele vejen rundt om stien, da han kom ned på stranden stod han blot og ventede " nu skal hun fanme have noget ondskab ind i sit hoved men hvordan, hmm." stod han og mumlede for sig selv.

Ithilwen havde blot stået og kigget lidt ind i skabet og ikke rigtig bestemt sig for nået, da Kravenoh pludselig var tilbage igen. Hun drejede hovedet og kiggede på ham. Hun var ikke ligefrem blufærdig, så meget kunne hun huske. Det måtte høre med til at være elver. Hun havde i hvert fald intet problem med kun at stå i et håndklæde. Ithilwen ragte ud efter rustningen og der gik et lille jag igennem hende. En kniv blev presset gennem orkens kranie og videre til den næste. Noget sagde hende at hun var god til at bruge dolke. Hun tog rustningen til sig samt nogle klæder. "Mine evner..." Ithilwen kiggede forvirret på ham men han talte videre og forsvandt derefter. Han kendte hendes evner. Hvor godt kendte han hende egentlig og hvor meget holdte han tilbage for ikke at forskrække hende?

Ithilwen smed håndklædet på sengen, trak i nogle klæder og rustningen. Det var anderledes end det som nu lå ude på Kravenohs badeværelse. Hun kiggede på sin genspejling i den spand vand som han havde haft til at stå deroppe. Hvorfor kunne hun ingenting huske. Hun gik målrettet ud af døren og ned af en smal sti. Hun mente i hvert fald at det var den rigtige vej. Hun nåede ud til stranden og så at sortelveren allerede var der. "Hvordan ved du så meget om mig? Jeg kan godt holde til at høre det.. Du må tilsyneladende kende mig bedre end som en der blot hjalp mig fra gaden, siden du kender til mine evner." hun talte mens hun gik tættere på ham og mærkede brisen fra vandet. Da brisen ramte hende stoppede hun og mærkede noget kraft bygge sig op i hende. Vandet.

Da Kravenoh så hende komme ned fra stien af og iført rustning kunne han ikke lade være med at smile lidt, hvem havde forudset denne dag vil komme, en elver og mørkelver i samme selvskab uden vold måske han bare skulle slå hende ihjel, den tanke gik han med mange gange.
" det er ikke så meget dig jeg kender men mere den familie du havde og hvad der skete med dem, ser du mine forældre kendte dine forældre.......for mange år siden var der en krig imellem vores racer men mine forældre og dine gad ikke at gå i krig imod hinanden, og det blev de så straffet for af elverne, så tror måske også det var en af grundene til du blev angrebet af en anden elver, fordi din familie var anderledes ser du jeg har et had til elver men fordi de slog min familie ihjel, men når jeg ser på dig ser jeg ikke en elver der slog min familie ihjel, jeg ser skønhed." sagde han bestem med et skævt smil.

Kravenoh måtte til at tænke sig om hvad han sagde til hende uden at have et svar, denne gang gik det lige men næste gang skulle det være med vilje, og lige håbede han blot at hun vil få lidt vrede til elverne.
" så andre elver ser jo også mig som en skidt fyr selvom jeg blot gør mit for at holde mig i live, men nok om mig folk ser at ens evne blive bedst brugt med glæde minder, prøv du at se om du kan finde den indre vrede jeg ved du har, og lav en kæmpe flodbælge af vand, jeg ved du kan jeg tror på dig" sagde han og lagde hånden på hendes skulder, og gik derefter et par skridt tilbage " og husk når den kommer at du skal lede den uden om dig og mig og mit hus. men husk det vrede kun vrede ingen happines"

Ithilwen kiggede på ham og mærkede en forvirring og sorg boble op i hende. Hendes familie. Hun lukkede sin familie og prøvede at huske dem. Hun huskede sin mor og et smil ramte hendes læber, men kun ganske kort, som et spring af minde ramte hende og tvang hende til at åbne øjnene mens hun hev efter vejret. Hun havde set sin mor myrdet. Noget som virkelig var sket, men ikke af dem som Kravenoh fortalte det var. Men intet af det så hun, hun så kun hvad der havde jaget hendes barndom og ungdom. Sin mor. Og hvad med hendes far. Hun mærkede at der var sorg ved tanken, men hun kunne ikke sætte fast hvorfor. Så historien fik fat om hende og formede hendes minder efter det. "Hvorfor.. De..." Ithilwen bed sine tænder sammen og mærkede vreden boble op i sig. "De døde, fordi de troede på fred mellem to racer." de grågrønne øjne begyndte at få mere mørke over sig som hun knyttede sine hænder sammen.

Kravenoh talte videre og fik Ithilwen til at fokusere på vandet. Hun klemte sine øjne sammen og fokuserede sin vrede på hvad hun lige havde hørt. Hvad hendes få minder begyndte at forme af sig selv jo mere hun hørte. Vandet begyndte langsomt at skvulpe mere og mere jo mere intenst hun så på det. "If they want war.. I'll give it to them.." mumlede hun vredt for sig selv og løftede sine arme så vandet steg op i en stor flodbølge. Det tog hårdt på hendes kræfter, men muskelhukommelsen og de vante bevægelser kom hurtigt tilbage til hende. Den store flodbølge kom hurtigt og faretruende mod dem. Et skævt smil formede sig på hendes læber. Ithilwen slog sine arme ud til siden og vandende bredte sig ud til hver sin side af hende lige foran hendes hænder og undgik både hende, Kravenoh og hans hus. Resten fik sig minimum en ordentlig spandfuld vand, hvis ikke mere. De vrede minder hang fast på hendes nethinde og alle de episoder hun havde oplevet med smerte, vold og blod. Og der vidste sig at være meget af det når det blev provokeret frem, specielt når hun ingen lykkelige minder kunne huske.

Kravenoh stod med et lille smil på læben ide hun brugte sin vrede til at lave flodbælge, han nikkede kort men var også lettet for hvis han skulle være ærlig hadet han vand, han gik hen til hende " meget flot det skal du have, men du kan gøre det med bedre du skal bare søge dybt ned i vreden du har også skal det nok komme. Men en anden ting er du villig til at slå ihjel og du skal vide den anden vil slå dig ihjel med det samme uden at tøve, så det er du også nød til at mestre." sagde han bestemt, han kunne godt se hende som en ond person der var en del vrede i hende som han bare skulle få til at blomstre meget mere.

Kravenoh gik væk fra stranden af og satte sig op på en stol på hans altan " du forsætter bare men der vil komme nogen og skade dig imens du gør det, for en for angreb vil komme og du skal smadre dem ødelægge den få det sus igennem kroppen du skal opleve det.".
Kravenoh dannede en masse kloner som gik til angreb på hende med knive, og nogle menneske ligende ild mennesker, alt det var klar til at skade hende blot for at hun skulle lærer at slå ihjel at mere af hendes ondhed frem.

Kravenoh følte lidt at han lige nu var i gang med at lærer hende op, men måske var det en fejl for det var som om jo mere han lærte hende jo mere glad blev han for hende, og det måtte bare ikke ske sådan noget ikke når det var meningen at hun skulle dø.

Det var en hel nyfundet vrede der var i hende, som Ithilwen ikke huskede at havde mærket før. Den fyldte hende, samtidigmed at vandets bevægelser beroligede hende. Det var en sær kombination, da selvfølgelig også gjorde at Ithilwen naturligvis ikke var fyldt op med vrede. Specielt nu når det ikke var alt hun kunne huske som gjorde hende vred.
Ithilwen drejede hovedet let og lyttede til Kravenohs ord. Hun vidste at hun havde slået ihjel før, men hvad var stadig usikkert for hende. Hun stod blot og kiggede på de svulpende bølger og forsøgte at huske. Hun huskede hvor ondt det gjorde da hendes mor døde, hvor meget hun havde skreget og grædt. Endnu mere hvor meget vrede og frustration hun havde gemt på. Hun pressede sine øjne sammen og lod de enkelte korte klip af minder overvælde hende, med krig, død og ødelæggelse. Det sidste hun så, var brand og en ond latter.

Kravenohs ord fra altanen, fik Ithilwen til at åbne sine øjne ganske let, så hun kunne se vandets brusen. Hun havde ingen våben, kun vandet hos sig lige nu, men hun følte sig ikke engang bange. Hun stod stille i lang tid, indtil en af de angribende var lige bag ved hende. Ithilwen havde vendt sig med en uhyre hurtig fart mens en flodbølge væltede brutalt ind over ham og slog ham hårdt ned i det i forvejen hårde sand. Hun orienterede sig omkring de andre kloner. Ildmenneskerne burde være nemme nok at få slukket lidt, mens den store flodbølge væltede ind over dem. Ithilwen selv var blevet våd i processen, som bølgen slog ned. Hun var blot den eneste stadig oprejst.

En angreb hende ved at forsøge at hakke kniven i hende, som hun nemt smuttede forbi, ved at køre forbi ham langs hans arm. Da hun var bag ham tog hun fat i hans arm og førte kniven tilbage mod mandens egen strube. Kniven var derefter fri og hendes. Det havde ikke bragt hende nogen glæde at slå manden ihjel, men heller ingen sorg. Hun havde vreden stikkende under overfladen, men ikke nok endnu til at hun brugte alle kræfter. Ikke før en kniv skar hende hens langs armen. Det fik minderne til at strømme. Minderne som gjorde at en stærk bølge af vand hamrede til manden og holdte ham nede i sandet. Holte ham så han ikke kunne få luft og hun stod over ham. Stod og ventede på at livet forsvandt ud af hans øjne. Ingen skulle såre hende og slippe levende fra det. Ikke længere.