Trents vrede lagde sig langt fra, da vampyren begyndte at tale om skydeskiver. Hvad fanden havde hun nu fundet på? Han sukkede lavt, og forsøgte at holde fast på sin styrke der gled ud af ham, hver gang han fik et vredesudbrud. Han kunne slet ikke håndtere hende Xenix. Hun var for ækel og han havde en stigende lyst til at æde hendes ansigt. Bare så han slap for at se på det.

Han havde ikke forventet denne drejning. Pludselig borede der sig en kastekniv lige ind i brystet på ham, og det eneste han kunne gøre var, at gispe af smerte og se chokeret ned på den. At hun forsøgte at dræbe ham SÅ hurtigt var ham et kæmpe chok. Han havde regnet med hendes små trusler og at hun ville gå videre med at ødelægge hans ben, slet ikke dette.

Kort røg endnu en kniv i ham. Denne ramte i skulderen, og satte sig godt fast til hans store misbehag. Han lukkede øjnene og forsøgte at glemme smerten, selvom den var forfærdelig.
Hendes spørgsmål var lige så ubrugelige som de havde været hidtil. Han rystede på hovedet.

"Et stykke papir.. Med navnet på en person du aldrig får,"

Svarede Trent i det mest provokerende toneleje han kunne finde. Han var nødt til at fokusere på dét og ikke det, at han efterhånden følte sig udmattet og drænet.

Vampyren samlede endnu en kniv op og vendte den et par gange i hånden, han var besværlig, men det var ikke første gang hun havde underlagt folk forhør, men det var trods alt længe siden, dengang havde hun været menneskelig, der var efterhånden meget langt til den dårlige samvittighed.

"Jaså, en på at papir? Så jeg går ikke ud fra, at vedkommende har henvendt sig til dig direkte. Det er vel ikke så underligt med dine evner når det kommer til snigmord!"

Xenix lo en hæs latter og kastede så kniven skødesløst mod ham, inden hun igen fiskede en ny frem fra mordet hun hvilede sig op ad.

"Var det et jobopslag? Først til mølle? Åh vær så venlig at fortælle mig hvad prisen var?"

Vampyren rodede lidt rundt med kniven, inden hun kastede den fra sig på bordet med et klonk, i stedet tog hun par skridt imod manden foran hende, og sendte ham et afventende blik.

Trents hivende vejrtrækning blev ikke bedre af den kniv der sad i brystet på ham. Hver gang han tog en vejrtrækning, rykkede den sig rundt, hvilket sendte jag af smerter gennem hans allerede hærgede krop. Hendes ord fik sat hans pis i kog igen, og han sendte hende et hidsigt blik, før endnu en kniv ramte ham. Denne ramte længere nede, mellem to ribben, til hans store misfornøjelse, og han kneb øjnene sammen og bed sig hårdt i kæben for at undgå at skrige over det.

"Det får du ikke at vide,"

Svarede han blot, mens hun gik hen mod ham. Han vidste godt, at det ikke var, hvad hun ville høre, men han havde allerede givet lidt for god information lige før. Nu vidste hun at det var et stykke papir der havde sendt ham hertil, og ikke en person der havde bedt ham om det direkte. Det var nok. Hun skulle ikke vide mere, overhovedet.

"Men jeg håber da, vedkommende sender én til.. Og at den morder får ram på dig. Jeg vil le fra graven, kælling,"

Sagde Trent med et hæst grin, der ikke engang lød som om, han morede sig. Det var et livløst, ligeglad grin. Den slags man brugte, når alting så mest sort ud.

Xenix tog sig betænkningstid. Normalt var lejemordere alene, men få havde grupperet sig enkle steder, det vidste hun fordi hun selv var blevet tilbudt en plads for et par år tilbage, men havde afvist og pænt fortalt, at hun kun arbejdede alene for ikke at blive involveret. Det var også af samme grund, at ingen savnede hende nu, hvor hun var blevet en del af de udøde der vandrede på jordens overflade.

"Hah, du vil ikke registrere en ting fra graven. Med mindre du selvfølgelig beslutter dig for at blive vampyr selv. Det ville nok være et spændende projekt!"

Xenix sendte manden et overvejende smil, hun havde ikke i sinde at forvandle nogen som helst, når hun så tilbage på hvor besværlig hun selv havde været som nyfødt vampyr skulle hun ikke nyde noget. Aldrig.

"Så hvor stor er den gruppe du kommer fra?"

Xenix spørgsmål var henslængt, hvis hendes job havde været på et papir kunne det kun være en gruppe, men om det var tre mand, eller flere hundrede var ikke til at sige, men hun havde i sinde at finde ud af det. Langsomt lænede hun sog nedover ham, inden hun tog fat omkring kniven i hans bryst, og drejede den så en halv omgang.

Trent kiggede en smule chokeret på Xenix som hun begyndte at tale om vampyrprojekter. Nej, fandeme nej, om hun skulle have lov til det! Han ville hellere bare dø end være en vampyr resten af sit liv. Tanken om, aldrig at kunne få lov at se solen satte frygt i hans sind, men han bankede frygten ud med sit raseri. Hun skulle ikke have lov til at lugte frygten igen, det nægtede han.

Hendes spørgsmål fik ham allerede nu til at ryste på hovedet af hende. Hvornår forstod hun det? Havde hun virkelig så tyk en hjerneskal? Han ville aldrig give sine venner. Da hendes hånd tog fat om kniven i hans bryst og hun drejede den, lød der et lavt udbrud fra ham, før han bed ud efter hendes arm. Hans tænder havde groet sig større og mere spidse i processen, men han fik ikke fat. Han kunne ikke nå.

"Det rager ikke dig!"

Svarede han hidsigt. Trent var ved at køre godt træt i alt dette. Hans øjne var matte til trods for vreden der var at se i dem.

Det gav et sæt i vampyren, de fine sanser registrerede hurtigt mandens ubehag, det vækkede den nagende sult noget så skrækkeligt. Hun hævede hovedet en kende, og rykkede sig ellers ikke ud af stedet da han bed efter hende. Næsefløjene vibrerede let idét hun indåndede den berusende duft af hans blod. Så trak hun kniven ud i et hurtigt ryk, inden hun smed den fra sig på jorden.

"Jaja, det kan du jo så tænke over de næste døgn. Jeg har travt og ting og se til. Du kan jo se frem til tørsten der langsomt vil æde sig ind på dig. Jeg er tilbage i løbet af et par dage, så kan du jo bestemme dig for, om du vil lade fornuften komme tilbage til dig!"

Som hun trådte henover ham fik sylen der endnu sad boret fast i låret på ham et vældigt spark, inden vampyren forsvandt ud af lokalet, med døren der smækkede i efter hende med et vældigt brag.

--- Tidshop ---

Døren blev forsigtigt skubbet op med en let knirken. Dagslys strømmede ind i kælderen, men kun svagt, da kældernedgangen var i hallen på det store palæ. Så trådte Saia, Xenix stuepige forsigtigt ind. I hånden havde hun en stor porcelænskande, som hun hurtigt stillede på bordet, og over den ene arm var håndklæder.
Hurtigt vippede kvinden en finger op til læberne, med et frygtsomt blik kastet over på manden, det var midt på dagen, og Xenix var for en gangs skyld ude af huset, men man kunne aldrig vide, nu skulle det hele gå lidt hurtigt.

Trent stirrede trodsigt på vampyren, som hun stirrede på ham og hans ansigt ændredes drastisk til en smertesgrimasse, da hun hev kniven ud af brystet på ham. Hendes ord gjorde ham vred - igen, igen, igen. Han ignorerede hende. Han var sikker på, hun sikkert ville komme tilbage i morgen nat.

Sparket mod sylen der sad i benet på ham, gjorde ham opmærksom på, at det også gjorde vildt ondt dér og han gispede halvkvalt.
Det gjorde voldsomt ondt og han ønskede sig langt væk fra kælderen. Men det fungerede ikke. Han måtte vente. Vente den lange tid det tog for Izil at komme efter ham. Hvis hun kom. Det håbede han inderligt, at hun gjorde.

------- Tidshop -------

Trent var kun halvt ved bevidsthed, da solstrålerne ramte hans forslåede ansigt. Hans lukkede øjne gled op og han så op fra gulvet med et træt blik. Han kunne ikke engang mønstre et dræberblik længere, men det var heller ikke Xenix der kom ind i rummet. Det var en anden kvinde, med en kande og nogle håndklæder og hun tyssede tavs på ham.
Der var gået lang tid. Han var meget mere svækket end da Xenix sidst havde haft sine ækle fingre i ham. Men han håbede, at han kunne skabe nok tid til at Izil kunne komme og hjælpe ham ud af kniben. Selv nu tvivlede han ikke. Hans håb var faktisk blevet stærkere.

"Hvem.. Er du?"

Spurgte han, så lavt han kunne. Hans stemme kunne knap nok høres som han havde det lige nu, så det fungerede glimrende for ham.

Saia lukkede diskret døren, faklen var for længst brændt ud, men hun var ikke længe om at få tændt de få fakler der var i rummet. Kvinden var lav og småbuttet. Hun havde runde æblekinder men endnu en fin figur, der var ingen tvivl om, at hun ikke manglede noget igennem den diskrete sorte uniform. Store nøddebrune krøller væltede udunder det blå tørklæde hun havde bundet omkring hovedet.
Da rummet var lyst op knælede kvinden forsigtigt ned ved siden af Trent, hun vidste godt, at han ikke ville se godt ud, men hun havde ikke regnet med at det ville være så slemt.

"Shh, shh! Jeg er Saia, men sig det for guds skyld ikke til Frøken Talinnin!"

Kvindes stemme var heller ikke andet end en hvisken, forsigtigt dyppede hun et af håndklæderne i kanden, inden hun forsigtigt duppede nogle af de åbne sår. Hun var godt klar over, at hun hverken kunne fjerne våben, eller lave yderligere sårpleje, det ville være åbenlyst, men hun kunne give ham lidt vand.

"Her, drik lidt!"

Kvinden lod kanden forsigtigt hvile mod hans læber, inden køligt vand rislede fra mundingen på kanden.

Damen så lettere nervøs ud da hun satte sig hos ham og igen tyssede på ham. Hendes ord fik ham overbevist om, at hun både kendte vampyrkvinden, og samtidig muligvis ikke var så glad for hende. Han håbede, denne Saia kunne hjælpe ham ud. Der var vel ikke noget galt i at spørge. Han kneb øjnene sammen, da håndlædet blev duppet hen over hans sår. Det gjorde ondt. Men det måtte vel gøre godt, forhåbentlig.

Da hun bad ham drikke, gjorde han sig klar på, at det muligvis ville være ubehageligt til at starte med. Hans hals var knastør.
Da vandet blev hældt ned til hans mund, drak han. Og han tvang den halvkvalte hoste der kom, væk igen. Der skulle drikkes, ikke hostes. Og han drak, grådigt, indtil kvinden fjernede kanden igen.

"Tak.. Kan du hjælpe mig ud herfra?"

Spurgte han i så lavt et toneleje, at det var lige så lavt som hendes. Så burde der ikke være noget galt i at tale. Han rykkede lidt i en af lænkerne, men fortrød. Hans håndled var fyldt med store sår, fra hans forsøg på at komme fri.

Kvinden rystede på hovedet i en hurtig vending. Xenix ville slå hende ihjel på stedet. Så hurtigt kvinden var kommet, havde hun fået pakket tingene sammen og var væk igen. Sådan fortsatte det de næste mange dage. Xenix kom farrende udspurgte og pinte og plagede og Saia kom af og til i dagtimerne, når Xenix sov og lappede ham lidt sammen, gav ham vand og af og til lidt brød og frugt, inde hun forsvandt igen.

Men efter halvanden uge mistede Xenix tålmodigheden. Hun var vant til stædige folk, og hun var vant til at væbne sig med tålmodighed, men Adrien var ikke til at have med at gøre. Hun havde fået nogle få oplysninger ud af ham, men det meste havde været noget hun havde ræsoneret sig frem til efter hans små kvæk eller hans lidt for rappe tunge. Solen var akkurat kun lige gået ned, inden Xenix for ud af sit værelse i en rasende fart og ned mod kælderen
De store sorte posebukser flagrede hidsigt omkring hende, mens den sorte tætsiddende trøje afslørrede kvindeformen. Håret var endnu løst, ikke sat op endnu. Aftenen bragte intet andet end smerte med sig for trents vedkommende. Vampyrens temperament var stukket af, og havde medført lange snitsår, en punkteret lunge, en beskadiget nyre, flere manglende fingernegle. Sidst, men ikke mindst havde hun sat tænderne i den ene arm, fristelsen var for stor og hun havde formået at holde sig fra ham i flere døgn, nu var det nok. Manden rokkede sig ikke, så kunne hun lige så godt få det bedste ud af situationen.
Efterfølgende havde hun forladt palæet i arrigskab og efterladt Adrien alene til døden

Det havde de værste uger i Adrien Trents liv. Han var efterhånden ved at blive helt sikker på, at han var godt som dødsens, som ugerne havde slæbt sig af sted. Det eneste der reddede ham fra den sikre død, var den venlige stuepige Saia, der var kommet nogle få gange for at holde ham i live. Om vampyren vidste noget om det, vidste han ikke, men Saia virkede ikke til at være død nogle af de gange hun kom ned til ham. Det måtte vel betyde, at Xenix enten ikke vidste det, eller bare var fløjtende ligeglad.

Men det, der skulle vise sig, næsten at slukke alt håb var den sidste nat, hvor Xenix var kommet ned, satans vred. Mere dyrisk end han havde været i løbet af sit "visit" her. Smerterne havde været ubærlige og til sidst havde hun sat sig til at drikke af ham. Han var tæt på overvejelserne om, bare at få tingene sagt, så han kunne dø hurtigere, da vampyren pludselig skred ud af døren.

Nu var han her alene, men Trent var ret sikker på, at det her var hans sidste nat. Han havde meget mere besvær med vejrtrækning, og han blev ved med at hoste blod op. Og så var han uendeligt træt og udmattet og knap nok ved bevidsthed. Hans håndled var forrevne og lige så blodige som mere eller mindre resten af hans krop og hans tøj var mere eller mindre kun pjalter nu.

Han sad for sig selv i lang tid og følte sig gradvist mere og mere færdig, da nogle lyde vækkede ham fra sin halvt bevidstløse tilstand. Han åbnede sine trætte øjne og forsøgte at fokusere i mørket, men magien virkede ikke denne gang. Han var alt for ødelagt. Lydene kom nærmere. Det var ikke de samme fodtrin som den der tilhørte Saia eller vampyren. Kunne det virkelig være?

To uger? Af en eller anden årsag var der ikke gået mere otte dage inden den hvidhårede bandeleder var begyndt at få en mærkelig fornemmelse i kroppen. En fornemmelse af, at tingene ikke var som de skulle være. om det var fordi Adrien ikke var den typiske morder, eller om det var rent instinkt anede hun ikke, men hun var klar over at noget stod helt skævt til.
Hun strakte sig ikke længere en det præcise tidsangivelse Trent havde givet hende, inden hun trak i de solide støvler og rejsekappen og fik sadlet en stor sort og hvidbroget hest op. Så trak hun en kopi ad sedlen med Xenix Telinnins informationer op ad skuffen og tog afsted mod det nordlige krystalland, så hurtogt hestens ben kunne bære hende.
Omkring fem kilometer fra målet indlogerede hun sig på en kro, inden hun fortsatte til fods, der var intet så tydeligt som heste, de havde en bestemt lugt, og typiske karakteristiske udseende.
Palæet var i øjesyn, ved den ene store søjle der holdt porten til palæet smed hun kappen, tøjet og det store sværd der ellers havde siddet skråt over ryggen på hende under hele vandringen. Så ændrede hun form og gled i ét med sine omgivelser.
Som et kattedyr kravlede hun med en enorm smidighed imod palæets indgang, inden hu nsnoede sig igennem selv samme vindue som trent var kommet ind ad. En ram luft af blod fangede straks Izilarnas opmærksomhed, de fine sanser hun udviklede når hun forvandlede sig var væsentligt finere end enhver vampyrs. Af samme grund var det ikke svært at følge sporet nedenunder i bygningen, på vejen passerede hun en lille buttet kvinde, men det var intet besvær at komme forbi hende. 'Til sidst endte hun ved en dør der blev skubbet forsigtigt op med en beklagende lys.
Den høje knagen fik kvinden til at fare sammen, og stå komplet stille et øjeblik, inden hun gik indenfor.
Synet der ramte hende var rædselsvækkende og ubeskriveligt. En let kvalme brød frem hos bandelederen, men hun bed det i sig med let ubehag.

"Pis!"

Stemmen var en dyb knurren der kom helt nede fra halsen, inden hun for imod Trent og gennemgik overfladisk skaderne.
Derefter gik jagten igang på en nøgle, heldigvis var det et af de steder, er ynnede at indgyde håb til det sidste, så der hang et pænt lille nøglebundt lige ved døren, som Izilarna hurtigt greb og med let besvær grundet kløerne fik åbnet lænkerne.

Så lagde hun forsigtigt en hånd imod den ene kind, inden hendes rovdyrsgule øjne stirrede vildt ind i hans, en søgen efter enhver form for reaktion.
Izilarna var på det yderste i sin dyriske form, hjørnetænderne var lange, som på et rovdyr, kløerne var skarpe og trækkene var generelt ikke noget man så hos et almindeligt menneske. Alligevel var der en tydelig bekymring at spore.

"Adrien? Kan du høre mig?"

Da døren blev åbnet, og Adrien fik øje på den katteagtige skikkelse, gav han et hæst suk fra sig og lukkede øjnene. Der var vel tid til at slappe lidt af, nu hvor Izil endelig var kommet. Han kunne lade hende tage sig af sagerne, og han kunne stoppe med at bekymre sig om hvorvidt han døde eller ej. Hun ville vel nok sørge for, at det ikke skete, men Adrien måtte indse at det snart ville være for sent.

Da hun åbnede lænkerne, klaskede Adriens arme ned fra den position de nu havde været i, i dagevis, og det gav en følelse af lettelse uden lige. Hans skuldermuskler var stive og leddende sad næsten fast. Men nu ville de endelig løsne sig.

Han kunne fjernt høre hendes stemme, men kunne næsten ikke bringe sig selv til at svare. Han kørte på sine absolutte nødreserver, og det var næsten lige før, han ville blive nødt til at forvandle sig for overhovedet at kunne komme væk herfra. Men Izil var der. Hun kunne hjælpe.

"Vi skal væk herfra.. Hun.. Er en vampyr,"

Hans stemme var næsten skreget væk, og var en hæs kvækken frem for en rigtig stemme. Han kunne ikke gøre for det. Xenix havde fået ham til at skrige så meget, at han havde følt hans hals blev kradset med sandpapir, men det var intet i forhold til resten af kroppens tilstand.

Izilarna skævede til Trent, hun anede ikke hvad hun skulle stille op. Hun kunne godt løfte manden takket være hendes forvandlede skikkelse, men hun anede ikke om hans krop ville kunne klare presset. Pt. var der ikke andet at gøre end at håbe på det bedste.

"En vampyr? Hvad satan?!"

Med et støn fik hun løftet Trent op i armene, det så absurd ud med den forvandlede lille kvindeskikkelse, og Tents krop der hang slapt i hendes arme. Så begyndte hun at gå, gangen var ikke besværet, men hun havde svært ved at overskue hvor fanden hun skulle slæbe manden henad i første omgang. Vinduet hun var kommet ind ad var ligesom udelukket, da det lå højt oppe på palæet og hun aldrig ville få vinglet manden ud gennem det.
En let rømmen som Izilarna ikke anede hvor kom fra, fik hende til at vendte rundt på en tallerken med en hvæsen, det lignede dog ikke kvinden fra papiret der stod foran hende, i stedet var det den buttede kvinde som Izilarna havde set på vej ind, der stod og kvækkede.

"Jeg... jeg har sadlet en hest op derude!"

Kvindens stemme dirrede let ved synet af Izilarnas dyriske udtryk og den slatne Trent. Kvindens motiv var for Izilarna ligegyldigt, hun skulle bare væk. Hun takkede ikke engang kvinden, inden hun i fuldt firspring for mod døren og ud til staldene, hvor en skimlet hoppe stod klar med hovedtøj, dog uden saddel. Hvor kvinden vidste fra, at Izilarna var i palæet og hun var på en redningsmission for Trent, stod endnu hen i det uvisse. Hun måtte have vidst det, for ved siden af hesten lå Trents bue.

I en forsigtig bevægelse lagde hun Trent på jorden, inden hun vendte sig mod porten. Hesten skrabede utålodigt i jorden med den ene hov, inden Izilarna tyssede på den og den gav et irriteret vrinsk.

"Bliv her, jeg er tilbage om et øjeblik!"

Stemmen var beroligende, men hendes ord gav sjovt nok sig selv, Trent vile nok ikke flytte sig ret langt. Izilarna for over til sine ting og trak så i kjolen, støvlerne blev snørret sammen og skidt over skulderne sammen med sværdet, inden hun tog kappen og småløb tilbage til Adrien, som hun viklede den store sorte rejsekappe omkring hans skuldre, så han med sit blodtab bedre kunne holde varmen.

"Vi bliver nødt til at ride et stykke, hold ud lidt endnu, så får du hjælp, okay?"

Izilarna så indgående på manden foran hende, som sad der på jorden. Hendes fineste opgave nu var at holde ham vågen, så han ikke døsede hen og kradsede af

Trent følte sig noget malplaceret, da Izil tog ham op i sine arme. Det burde have været omvendt, men han var stadig taknemmelig for, at hun ville hjælpe ham. At hun var kommet, fordi han ikke var kommet tilbage, den tid han havde nævnt, han ville komme tilbage på. Han følte gælden til hende stige, mens hun gik med ham væk fra den forfærdelige kælder. Han ville langt, langt væk herfra. Og det var først, når helvede frøs over, han ville tilbage hertil.

De stod på stueetagen, da Saia talte til dem. Hans blik lagde sig på hende, noget dyrisk skinnede igennem øjnene, men ikke den vilde slags. Han skyldte denne stuepige sit liv. Selvom hun ikke havde hjulpet ham fri, havde hun holdt ham i live. Om det havde været for, at vampyren kunne tortere ham, var ham helt irrelevant. Han ønskede ikke at dø. Han var for ung, og Saia havde sørget for, at han i hvert fald blev genforenet med Izil. Om det var for at overleve dette, eller for at sige farvel for evigt, vidste han ikke endnu. Hans håb var ikke slukket endnu.
Han nikkede til Saia, selvom det gjorde ondt, før Izil løb af sted.

Han blev lagt på jorden i nærheden af den sadlede hoppe, der virkede noget utålmodig, men det var ikke den han havde opmærksomheden på. Det var den bue, han i sin tid havde taget fra en kentaur. Han havde også taget dens liv, og af selv samme grund, var han meget glad for buen. Han samlede den op og trak den til sig, for at have noget at fokusere på, mens han hostede lidt mere blod op.

"Åh, jeg skal nok blive. Jeg går.. Ingen steder!"

Svarede Trent med den ru stemme, mens der løb blod ned over kinden på ham. Izil forsvandt og han begyndte pludselig at fryse virkelig meget.
Af angst for, at falde hen i søvn, satte han sig med megen anstrengelse op og blev siddende mens hans hænder holdt krampagtigt om buen. Den var spændt og koggeret med pilene lå der også. Han tog også dét til sig. Om han ville kunne affyre noget som helst, vidste han ikke, og han tvivlede en del på det, men det gav ham mod, bare at have sine våben hos sig.

Kort efter kom Izil tilbage med en kappe, der gav ham noget af sin manglende kropsvarme tilbage. Han trak den tættere omkring sig, mens hans tænder klaprede og smagen af metal blev i munden på ham.

"Bare.. Vi skynder os. Jeg kan ikke.. Rigtig.. Få luft,"

Svarede Trent, før han gav Izil et blik, der så meget undskyldende ud. Han rodede sig altid ud i lort, og det var altid Izil der stod med den lort til sidst. Det var typisk ham.

Izilarna var stresset, hun vidste, at det var en kamp mod tiden hvis hun skulle redde livet på Adrien. En ting var, at han havde siddet i kælderen med alle sårene, men nu blev han flyttet og endda ud i nattekulden, hvor hans krop let kunne gå i chok, men heldigvis var Izilarnas kappe lavet af uld og var utrolig varm, men det kunne jo ikke holde ham i live for evigt. Izilarna klappede hesten troligt på flanken, inden hun tog et tæppe der lå henover stalddøren og lagde op på ryggen, hestens varme ville hurtigt brede sig til tæppet og holde Adrien varm meget lettere.

Så tog hun forsigtigt at i Adrien, inden hun med voldsomt besvær fik kæmpet ham op på hesten. Den store hoppe rykkede en kende på sig, og prustede utilfredst, da Izilarna også sprang op, bag Trent, så hun kunne holde godt fast på ham, mens de red. På trods af, at det skulle gå hurtigt startede den hvidhårede kvinde forsigtigt med at bare at lade hesten skridte fremad, med alle hans skader nyttede det ikke meget at blive rystet totalt igennem.

"Jeg gør mit bedste, bare koncentrer dig om at holde vågen"!

Oprindeligt ville hun have sagt 'holde dig i live', men det lød alligevel for voldsomt og der var ingen grund til at slukke hans håb. I et fast greb holdt hun stædigt Adrien fast på hestens ryg, med begge arme omkring ham og med et fast greb i tøjlerne. Heldigvis var hesten rask og rørig og turen foresik i rask gang. Selv flere kilometer væk fra palæet var Izilarnas opmærksomhed stadig i fuld beredskab, vampyrer var snedige væsner med gode sanser, hvis vampyren var kommet hjem bare få timer efter flugten ville det med sikkerhed være hende muligt, at spore skikkelserne

Trent baksede mindst lige så meget som Izilarna gjorde, med at blive sat ordentligt på hesten. Da hun endelig sad der, klaskede han tilbage mod hende i afmagt. Han kunne knap nok bruge sine udtærede muskler og han hang noget med hovedet.

Som hun sagde sine ord, kom Trent mere til sig selv. Han måtte være faldet hen den korte vej de ind til videre havde redet. Hvor længe det havde varet, var han ikke klar over, men øjenlågene var tunge, og han følte sig virkelig træt og så havde han ondt i brystkassen over den mængde af blod der sivede ind gennem den punkterede lunge. Han kunne næsten ikke få luft, og det blev ved med at løbe ud af hans mund og ned på det tæppe, der var blevet lagt hen over hestens ryg.

"Jeg prøver,"

Svarede han med en let hovedrysten. Han måtte virkelig holde sig vågen, det var livsnødvendigt.

De kilometer de red var fyldt til randen med en kamp for at holde sig vågen for Trents vedkommende. Hans blik var blevet udvasket og han kunne knapt se noget i mørket, som han ellers ingen problemer havde med. Han havde nattesyn, men det var en magisk ting han kunne, og magi var fuldstændig udelukket i øjeblikket.

Det var mørkt og han havde behov for, bare at lukke øjnene lidt, mens hans krop rystede af kulde, og den hoste der en gang i mellem gik gennem ham, og han kunne ikke modstå fristelsen. Det var ikke godt, for da han havde gjort det, kunne han mærke, hvordan han gled ud af bevidstheden og han endelig blev helt slap dødevægt.

//Blackout

Izilarna gjorde sit yderste for at få hesten til at fortsætte den raske gang uden at begynde at trave, rystelserne ville bringe unødig smerte til Trent og i Galop ville hun simpelthen ikke være i stand til at skåne ham for stødene hestens hove ville give, på trods af, at gangarten var væsentligt blidere.
Men efter endnu en kilometer skete det uungåelige, Trent døsede hen i ubevidsthed, det var let for Izilarna at mærke, den smule han selv havde holdt sig oppe var pludseligt væk, og det var nu op til hende at holde hele den tunge krop.

"Trent? TRENT?? ADRIEN!!!"

Stemmen gik var let spørgende til en hidsig råben, Izilarna tørrede kort sved af panden, inden hun tog en drastisk beslutning, med et træk i tøjlerne fik hun hesten stoppet, inden hun med fingrene forsigtigt fandt frem til såret, inden hun borrede en finger ind, og åbnede let til lungen, for det værste blod midlertidigt kunne rende ud. Så forvandlede hun sig igen med et dyrisk brøl der satte hesten i fuld galop fremad. Izilarna var klar over at det var et tidsspørgsmål, men nu hvor Adrien alligevel ikke kunne føle noget, kunne hun lige så godt få dem transporteret frem til kroen hurtigst muligt. Mens de red holdt Izilarna blidt Adrien mod venstre, da det var den venstre lunge den var gal med, og hun holdt dermed mængden af blod væk fra den højre lunge.

Endeligt, efter hvad der føltes som en evighed, kom de frem, lyset fra kroen strømmede lystigt ud af alle vinduer og der var vild sang og dans på denne tid af natten. Den hvidhårede bandeleder sprang af hesten og lod med det samme Adrien glide fra hestens ryg og ned i hendes arme, inden hun bragede døren op til kroens vilde stemning.
Braget og den voldsomme indtræden, samt Trents udseende fik omgående aflivet først dansen, sidenhen larmen og til sidst musikken der holdt op med at spille, som alle vendte sig og stirrede på de to ankomne.
izilarna knurrede irriteret og kneb så øjnene sammen mod den berusede mængde.

"Ja, nu jeg har jeres opmærksomhed, så kan en af jer vel for fanden lette røven og skaffe mig en healer! En dygtig en, vel at mærke!"

Hendes stemme var den dyriske hæse knurren hun altid fik under en forvandling, de rå muskler spillede hidsigt under stoffet på kjolen, som hun begyndte at bevæge sig op ad trappen til værelset. På vejen efterlod Trent sig et ikke så diskret spor af blod, mere præcist sejlede kroen i løbet af ingen tid, og Izilarna var selv sølet godt ind, da hun lagde Trent i sengen og tog ham i øjesyn, hun ville gerne have pralet med ikke at have viet fra hans side, men det var praktisk talt umuligt. Så snart han var plantet i sengen løb hun ned til hesten, hvorfra hun fjernede tæppet og hovedtøjet, inden hun klappede krikken og gav den så et ordentligt klask på den ene flanke, hvilket fik hesten til at stikke af. Hvis den havde været glad for hvor den var før, ville den med sikkerhed finde hjem igen, men vigtigst af alt, ville den ikke være til at finde på kroen.
Derefter tog Izilarna tingene med ind på kroen, hvor de blev smidt på ildstedet, for at fjerne den massive stank af blod. Efter få øjeblikke var hun igen ved Trants side. Kort efter kom en ældre kvinde ind og meddelte, at der var en dygtig healer på vej

Healeren der trådte ind, var middelalderlig. Han havde lette grå stænk i sit nydeligt klippede sorte hår og så havde han et veltrimmet fuldskæg. Han var iklædt lette rober, og der hang den samme lugt af øl ved ham, som der gjorde ved alt og alle i kroen. Men han så ud til at være pinligt ædru som han kom forsigtigt ind.
Han så hen på manden der lå i sengen og var overhovedet ikke særlig glad for synet. Men kvinden gjorde ham samtidig en smule nervøs, så da han kom ind holdt han sin frie hånd - den der ikke holdt hans taske - op for at vise, at han intet ondt gjorde. "Jeg er healeren. Tillader De at jeg undersøger Deres bekendte?" spurgte han høfligt, men han ventede ikke på nogen godkendelse, før han gik hen og startede undersøgelsen. Det gik meget hurtigt op for ham, at Trent skulle bringes tilbage til bevidsthed, for at overleve alt der var sket med ham, samt healingen af de værste skader. Det ville tage ugevis at heale ham komplet, men det værste kunne sørges for.

Healeren satte forsigtigt to fingre mod patientens tindinger.

Trent blev noget brutalt hevet tilbage til bevidstheden. Hvad healeren havde gjort, gjorde ikke ondt, men det tvang Trent til at vågne op med sådan et sæt, at han næsten nikkede healeren en skalle, havde det ikke været fordi, han knap kunne bevæge sig.

"Hvor.. Hvad? Hvem er han?"

Spurgte Trent forvirret, men healeren tyssede, mens han skævede over til dyrekvinden. Det var vigtigt, manden ikke talte for meget, mens den punkterede lunge blev ordnet. Muligvis også de skadede ribben. Men det ville gøre ondt. Noget ville måske gøre mere ondt end da han fik skaden.

Izilarna havde faktisk aldrig rigtigt brudt sig om healere, tanken om at de stod med liv og død i hænderne og deres egen personlige mening kunne have indflydelse på en eventuel overlevelse skræmte hende faktisk, men i situationer som den hun stod i nu havde hun ikke rigtigt noget valg.
Intet under at healeren blev forskrækket over izilarnas tilstedeværelse, det store hvide hår strittede som en løvemanke, halvdelen af huden var farvet sort og de store orangegule øjne stirrede olmt på ham, som han trådte ind på værelset. Dog blev udtrykket hurtigt reduceret til noget væsentligt mere venligt, da hun så, at det var healeren og ikke vampyren.

"Jatak!"

mumlede hun bare til spørgsmålet, inden healeren gav sig i kast med Trent, hans pludselige opvågnen gav Izil et enormt chok, hvad end han var i stand til, så var han god til det.

"Det bliver en lang behandling, det bliver tidskrævende! Hvad har dog forårsaget dette?"

Den ældre herre kiggede spørgende og i virkeligheden nok lidt nysgerrigt over på Izilarna der sendte ham et advarende blik, inden hun lagde hovedet tilbage med et årvågent blik.

"Er det ikke ligemeget? Gør dit arbejde, nævn din pris og så er vi ude af dit liv igen!"

Nok var Izilarna kort for hovedet, men det var nødvendigt at hun ikke hentydede DSL på nogen måde, det ville svække banden og desuden kunne healeren risikere at løbe skrigende væk hvis han fandt ud af hvem hun egentlig var.
Healeren nikkede og kiggede så på Trent, mens han gav sig i kast med at beskrive alle skaderne og fremgangsmetoden. Izilarnas opmærksomhed var dog rettet mod noget helt andet, alle lyde i kroen gik ikke udenom hendes opmærksomhed, hun registrerede alt, af samme grund kunne hun ikke forvandlesig tilbage endnu, det ville hun ikke kunne før det igen blev lyst.