Mandens stemme kærtegnede igen hendes øregange; Insisterende på, at hun skulle hæve sin stemme og lade befolkningen lytte til dens toner. Hun var mildest talt skrækslagen. Hvorledes kunne hun imødekomme dette forslag uden at dø af skam? Hendes tankevirksomhed kørte på højtryk, da hans stemme lød igen. Hendes blik var fæstnet på det dansende folk. Sprudlende og sårbare. Et interessant bekendtskab i modsætning til hendes egen person, der måtte være dræbende på grund af hendes manglende dialog. Han holdte sig ikke tilbage. Hans stemme lød ofte og formulerede lange sætning. Hun forholdte sig i korthed som for at beskytte sig af en skal bestående af utilnærmelighed. Hun ønskede ikke denne fjendtlighed og afstandstagen, men ubevidst følte hun, at den var nødvendig. Nødvendig for hendes videre overlevelse. Dette kom til udtryk i en tanke; Hvordan er det muligt for mig, at leve videre uden denne guddommelighed at vågne op til? Ordene var deprimerende og fik hende til at sukke, da hans næste ord lød. Endnu engang følte hun dårlig samvittighed over, at være fanget i sin egen eventyrverden som ødelagde hendes hukommelse hvad angik hendes svar til virkeligheden.

Til gengæld var hans ord forunderlige. Hun troede straks på hver en påstand, der lød over hans læber. Hun følte sig dum som en nyfødt hundehvalp. Tillidsfuld uden grænser. Han kunne bilde hende hvad som helst ind uden, at hun ville undre sig. Naiv som hun var blevet skabt i tidernes morgen.
Det hemmelighedsfulde smil, der fulgte ordene, gav hende straks lyst til at have del denne hemmelighed. Hendes stemme lød kort, før hun kvalte det ord hun skulle til at udtale. Hun kunne ikke tillade sig, at spørge ind til en fremmedes skjulte ord. Skamfuldt vendte hun ansigtet mod jorden. Hun ville vide alt om ham. Læse ham som en åben bog. Han skulle blot give hende lov og hun ville aldrig være uden glæde resten af sit liv. Hun vidste, at dette være en direkte løgn. Hun var skabt med et skrøbeligt sind, der altid vaklede på grænsen mellem glæde og sorg. Igen havde hendes egen verden fået magt over hendes koncentration og han påbegyndte endnu en sætning, før han selv modtog et svar. Hun var for langsom. Tårerne væltede op i hendes øjenæbler. ”Jeg må gå. Jeg kan ikke.” Med de sidste ord referere hun til hans anmodning om en sang. Hun rakte hånden frem mod hans kind for vemodigt at kærtegne den som farvel, da hun ikke følte sig værdig til denne handling. Straks hev hun hånden tilbage – som havde hun brændt sig. ”Jeg må tilbage.” Nu tænkte hun på Paradisskoven. Hun hørte ikke til her. Det følte hun pludselig midt i dette fællesskab. Hun vendte ryggen til Cassa Nova med et hamrende hjerte. Derefter begyndte hun sin færd mod klipperne. Sin flygt. Med tårerne løbende ned af hendes gennemsigtige kinder.


// Du beslutter selv hvordan du vil tackle denne handling. Vi kan afslutte og derefter finde ud af hvad vi så skal. Hvis vi skal noget mere XD!

Ik’iss Ahss følte straks mandens manglende tilstedeværelse. Hun havde selv påbegyndt sin pludselige flygt og følte - trods dette faktum – skuffelse ved hans valg om ikke at følge efter hende. Tanken var ikke retfærdig, men de ukendte følelser splittede hende på så umenneskelig vis, at hun ingen kontrol havde over sine handlinger.
Med hastige bevægelser nærmede hun sig klippeafsatsen uden hun kendte til hans påbegyndte violinspil og usigelige smukke sang på det fremmede sprog. Disse toner blev kun åbenbaret for forsamlingen, der var tryllebundet af den nye melodi. Kærligheden på det nærmeste blomstrede, da mænd og kvinder fandt sammen for at danse tæt til de følsomme ord. Hvorledes det var muligt at holde musikken fra hendes ekstremt udviklede hørelse, kendte kun Cassa svaret på. Hun hørte i stedet ord, selvom hun kun lige præcis var forsvundet bag klipperne. Før var hun blev tiltrukket af musikken og glæden der føltes håndgribelig på dette sted. Nu var alt stille med undtagelse af de syngende ord, som ikke stammede fra den fantastiske mands stemmebånd. Alligevel vidste hun, at han havde formet disse ord til hende. Hvordan var dog uvist og sådan ville det formentlig fortsætte med at være i al evighed – men ordene fæstnede sig i hendes bevidsthed: ”Jeg ønsker Dem alt held og lykke til vi ses igen.” Det gjorde smerteligt ondt af forventningens glæde og sorgen over at det aldrig ville ske. Hun ville ikke håbe. Hun ville ikke drømme. Dog var det umuligt og det vidste hun fra da hun så ham første gang. Han var hendes lyspunkt i en mørk tid. Et minde hun ikke ville kunne slette. Af afmagt og ren fortvivlelse lød hun et hyl undslippe hendes ikke-eksisterende læber. Et skrig så hjerteskærende, at et hvert væsen med medfølelse for andre ville krympe sig ved lyden. Derefter forsvandt hun hulkende væk henover det stillestående hav. På afstand ville hendes silhuet ikke kunne bemærkes; Hun ville blot blive set som en krusning på vandet.


// OUT.