Et stille suk forlod Stian, næsten umærkeligt, men nok til at antyde, at noget havde rørt sig i ham.
"Jeg er glad for, at De kom igennem det."

Jeg er ikke sikker på, hvor talentfuld, jeg er...

Alisters ansigt faldt - i den mindste, mest flygtige antydning af noget, der vendte sig indad; skam, måske? Stian sendte ham et blik af stille vantro. I det lave skær fra det brændende træ var det svært at se sergentens øjne. Men det her var et sjældent øjeblik af sårbarhed.

Og den lille ufuldkommenhed i Alisters ellers fejlfri fremtoning fik Stians tanker til at knitre.

Han bevægede sig ikke. Blikket var fæstnet.

"Hvorfor siger De det?"

Spørgsmålet kom sagte. Af nysgerrighed. Af omsorg.
En sandhed malede sig i de brune øjne, når han så på Alister. En dybde af blød fascination.

Alisters hænder føltes pludselig rastløse, og han endte med at gribe fat i en pind, der lå på jorden. Han stak den mod lejrbålets flammer for at rode lidt op i det ulmende træ.

Han var ikke sikker på, hvorfor han pludseligt havde haft et behov for at være så ærlig over for Stian - måske var han bange for, at den fascination, den anden mand tydeligvis havde med ham, alt sammen ville vise sig at blegne, hvis de kom tættere på hinanden. Hvis Stian lærte ham rigtigt at kende.
Eller også var der en træthed i ham her ved det lune lejrbål efter dagens strabadser, der ikke rigtig kunne bringe sig selv til endnu engang at tvinge sit ansigt i en overlegen grimasse. 

"Jeg .. var meget heldig at få det arbejde, jeg har i dag." Lød det fra sergenten, som han kiggede ind i flammerne. "Før .. jeg var helt ude at skide. Når nu jeg har uniformen på, er det som om den gør mig til en anden person." 

Kæbemusklerne forekom anspændte, som han vovede et hurtigt sideblik mod Stian. "Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på .. er det hele blot en facade?"

Tålmodigt ventede Stian, mens han betragtede Alister med med sit sædvanlige rolige blik; fast, men uden hårdhed. En let nattebrise legede med deres hår og fik flammerne til at danse. Lyden af træ, der knækkede og aske, der blev forstyrret, satte takten til ordene, der fulgte.

Stian flyttede sig ikke. Han blev bare ved med at se på ham - fulgte hver bue i ansigtet, hver spænd i kæben, hver grimasse, som om han ønskede at glatte det hele ud. Vise Alister, at intet af det skræmte ham. Kun fingrene bevægede sig - en rolig gestus mod håndfladen, mens han lyttede.

Han fangede blikket og lod sætningen synke ind.
Han var ikke god til følelser. Ikke til de store, indviklede ting mellem mennesker. Ikke til at læse mellem linjer eller forstå, hvad folk gemte bag blikket. Men han kunne mærke, når noget var vigtigt. Og han kunne være ærlig. Stian havde altid været god til at sige det, han mente.

"Så hvem er Alister Sølvklinge, når han ikke bærer sin uniform?" spurgte han lavt og overvejet. "Er han sine fejl? Sine kampe? Eller den mand, der sidder foran mig nu - som kæmper videre, selv når han tvivler?"

Han løftede hånden og lod den hvile mod Alisters brystkasse. En stille bevægelse, uden pres.
"Måske er han det hele," sagde han lavt. Blikket søgte roligt hans. "Og måske er det nok."