
Stian Hwan
Byvagt i det centrale bydistrikt
Tredive kilometer nordpå.
De havde allerede redet hestene nogenlunde trætte på deres tur til Lulserra. Skulle de fortsætte yderligere nordpå, ville det tage dem adskillige timer at tilbagelægge distancen, hvis hestene overhovedet havde kræfterne til det. Stian lod sig ikke mærke med sine overvejelser. Ansigtet forblev neutralt, selvom han ikke ligefrem fandt kromutterens overlegne smil videre charmerende.
Han var egentlig bare glad for, at det ikke var ham, der skulle træffe beslutningen. Alister vidste lige så godt som han selv, at det ikke ville gå at fortsætte ud af byen. Alligevel fik lyden af krystallerne, der blev smækket mod bordpladen, det til at give et overrasket sæt i Stian. Kun brynene løftede sig en anelse.
Så de skulle virkelig...
Han trak vejret ind og begyndte allerede at forberede sig mentalt på aftenen. Måske kunne han sove på gulvet, blot for at skåne Alister for yderligere ubehag. Han havde skam bemærket de røde kinder, selvom sergenten ihærdigt forsøgte at opretholde sin myndige fremtoning.
"De har ret, sergent," svarede han dæmpet og skævede mod kromutteren, der så ganske tilfreds ud med sig selv.
Nøglen blev snuppet, og Alister førte an op ad trappen. Stian fulgte roligt efter, men kunne ikke helt slippe den forræderiske gejst, der havde lagt sig som varm bomuld i brystet.
De skulle dele værelse.
Han lukkede kort øjnene og forsøgte at samle tankerne. Styre dem i en mere sober retning.
Det betød jo ikke noget. De var her i embeds medfør, og der var intet usædvanligt ved, at to byvagter måtte dele et værelse under en mission. Desuden ville kromutteren vel næppe tilbyde dem et værelse med én seng, hvis ikke den kunne rumme to voksne mænd.
...Det kunne kromutteren åbenbart godt.
Stian standsede et øjeblik inden for døren. Sengen var smal. Faktisk så smal, at den næppe var beregnet til mere end én voksen mand, hverken i længden eller bredden.
To voksne mænd derimod? Det virkede knap så sandsynligt. Stian var ganske vist en mindre mand, men selv med hans beskedne størrelse ville de ikke kunne undgå at ligge meget,
meget tæt.
Værelset var ellers ikke noget særligt. Møblementet havde tydeligvis nogle år på bagen, men der var rent og velholdt, og i den anden ende af lokalet stod en rund badetønde. I det mindste skulle de ikke undvære et ordentligt bad endnu en aften.
Han lod blikket dvæle ved sengen et øjeblik længere, end han havde tænkt sig.
"Jeg kan godt sove på gulvet," foreslog Stian høfligt, som var det den mest naturlige løsning i verden. Han lukkede døren bag sig og undersøgte låsen. Den virkede heldigvis, som den skulle.