Landskabet strakte sig endeløst foran dem, en tavs vej af trampede jordstier, der snoede sig mellem marker og skovbryn. Hestene trådte tungt, mens de to ryttere red side om side, omgivet af stilheden, som kun blev brudt af vindens susen i trækronerne og den monotone rytme af hove mod jord. Solen stod lavt på himlen, kastede lange skygger og farvede horisonten i brændt orange. De havde stadig en dags ridt tilbage, før de nåede Turmelinien.

Stian holdt tøjlerne fast, men afslappet. Han havde ikke travlt, og det virkede heller ikke som om Alister havde det. Ingen af dem sagde noget. Faktisk var det meste af turen forløbet i en slags gensidig, uudtalt forståelse om, at samtale ikke var nødvendig.

Og måske var det bedst sådan.

Stian var ikke dum.
Han havde set det i Alisters blik, i hans kropssprog, i måden han undgik øjenkontakt, lige siden arkivet. Noget vejede tungt på sergentens skuldre – tungere end sædvanligt. Stian havde ikke kommenteret på det endnu, men det var ikke fordi han ikke havde lagt mærke til det.

Det var heller ikke Stians opgave at tage det op.
Ikke her. Ikke nu.

De var ikke sendt afsted for at diskutere, hvad der var sket i arkivet; hvad der var blevet sagt – eller ikke sagt. De var her, fordi en af byvagtens forbindelser havde sendt bud om en række forsvindinger i en lille forstad til Smarana, ved navn Lulserra. Fire mennesker på to måneder. Ingen spor, ingen vidner. Den slags sager var sjældne. De fleste forsvindinger havde en åbenlys forklaring – gæld, familiefejder, desperation. Men her var der intet mønster. Intet at gå efter.

Så nu var det op til dem. 

Stian havde selvfølgelig været en af de få menige til rådighed – de fleste andre var udstationeret rundt i Dianthos, og de var i undertal i byvagten for tiden. Det kunne mærkes tydeligt nu. 

Ud af øjenkrogen skævede han mod Alister. Han overvejede at spørge, om sergenten var okay med, at det var dem, der var blevet sendt afsted sammen. Men han lod være. For tid var jo, hvad Alister havde bedt om. Og det gav Stian ham.

I stedet brød han stilheden med en anden form for professionalisme;
 "Hvad ved vi egentlig om folkene her?" hans stemme var rolig, som den plejede at være på opgaver. Holdt i det nøgterne, præcise leje, som ikke gav plads til andet end sagen. Det var bedre sådan.

Stilheden på landevejen var mærkværdigt beroligende. Gruset under hovene. Vindens susen i trækronerne. Lydene af seletøjet af og til afbrudt af en prusten fra Alisters hingst, Maximus. Den første lange del af turen havde Alisters mave føltes som en hård knude af usagte ord - en fornemmelse der havde været der lige siden episoden i arkivet og som kun var blevet forstærket, da han havde modtaget missionen. 

Der er behov for tilstedeværelse fra byvagten i Lulserra. De lokale skal beroliges - og endnu vigtigere - der skal sættes en stopper for disse her forsvindelser. Tag Stian Hwan med. 

Alister havde blinket et par gange med øjnene af kaptajnen. Vidste han at der var foregået noget mellem Alister og den menige? Var det en form for prøvelse, han var blevet sat på?

Uanset var han fast besluttet på at bestå den. Sagen skulle løses - hans arbejde måtte komme i første række.

Det gav næsten et lille sæt i ham, da Stian brød landevejens stilhed, og hans blik farede over mod den anden byvagt på hesten. Den professionelle tone mellem dem var tilbage - næsten som om der intet var hændt. Næsten. 

"De fleste er bønder under den lokale greve." Bemærkede han efter et øjebliks betænkningstid - trækkende på sin viden fra sin tid som grænsepatrulje. "De holder sig typisk meget til traditionerne - og kan have en mening eller to om storbysfolk." Tilføjede han. Det lød måske i sig selv en anelse fordomsfuldt, men det var sådan han ofte havde oplevet folk fra Krystallandets mere landlige egne. De skulle altid lige bruge en gevaldig tid på at se en an, og man kom aldrig rigtig ind i varmen, hvis ikke man havde familierødder adskillige århundreder tilbage. 

 "Så det er ikke ligefrem en varm velkomst, vi kan vente os," konkluderede Stian med en tør ironi, men uden at det for alvor lettede stemningen mellem de to byvagter. Det havde muligvis noget at gøre med de neutrale folder, hans ansigt havde båret siden deres afrejse fra Dianthos.

Han kunne ikke tillade sig at vise, hvor meget han satte pris på muligheden for at tilbringe tid alene med Alister - væk fra velkendte ansigter, væk fra hverdagen. Men sandheden var, at da Alister opsøgte ham den morgen med missionen, havde der sat sig en spændstig klump i hans bryst af spæd forventningsglæde.

Som for at give sine hænder noget at gøre, lod Stian den ene glide fra tøjlerne og hen over Nishits kraftige hals, lod fingrene kortvarigt stryge gennem den varme pels, inden han klappede hesten roligt. Nishit prustede let, som om han forstod, at de stadig havde en strækning foran sig.

 "Det bliver snart mørkt. Måske vi skulle slå lejr et sted eller se, om vi kan finde en kro for natten?" foreslog han og lod blikket glide fremad på vejen, der langsomt blev opslugt af skumringen. 

"Jeg ville ikke regne med det." Svarede Alister med antydningen af et smil, der dog hurtigt døde på hans læber, da han opfattede Stians fortsatte fuldstændig neutrale ansigtsudtryk ud af øjenkrogen. Det var nærmest umuligt for Alister at regne ud, hvad den anden mand tænkte og følte.

"Jeg har brug for tid" - havde han sagt. Og Stian respektede det. Ligesom Stian høfligt havde holdt afstanden, efter det første følelsesudbrud mellem dem. 

"Du har ret. Hvor langt er vi fra nærmeste by?" Spurgte Alister, der på den ene side var glad for at holde sig til kendsgerningerne - på den anden side kunne han mærke den snigende nervøsitet der kom med mørkets frembrud. Når de ikke længere havde landevejen og missionen for øjne, ville den akavede stilhed hurtigt blive næsten ubærlig.
Hvis en landsby var tæt på, ville det utvivlsomt være at foretrække med et tag under hovedet og nogle mennesker man kunne udspørge om de lokale forhold .. det vilde, åbne landskab ude i det stille mørke var en helt anden ting. 

Stian lod blikket glide over Alister et øjeblik, før han slap seletøjet på Nishith og trak et kort frem fra bæltet. Hans bryn rynkede sig i koncentration, mens han forsøgte at orientere sig. Fingeren gled let over pergamentet, før han standsede ved den lille illustrering af byen.

"I hvert fald fire-fem kilometer endnu," konstaterede han og lænede sig en anelse mod Alister uden at se direkte på ham, mens han pegede på kortet. Brisen fik kortets hjørner til at blafre, og han justerede grebet for at holde det stabilt. "Stierne ser ud til at blive mere ujævne herfra," bemærkede han og lod blikket vandre over landskabet. "Hvis vi skal forcere det i mørke, risikerer vi at skade hestene." 

"Hvad synes De?" Først nu lod Stian sit blik glide op på sergenten, undersøgende og roligt, som for at aflæse en reaktion – eller måske noget mere.

Det gik op for Alister, at hans hænder havde holdt meget hårdt om tøjlen, mens Stian studerede kortet, og han forsøgte at slappe en smule af. Det var længe siden, han havde tilbragt så meget tid i sadlen, og han var så småt ved at blive en smule øm bagi. 
Fire-fem kilomenter. Alister så mismodigt ud i det begyndende mørke, mens tanken om en varm krostue langsomt måtte gives slip på. Hvor gerne han end ville, var det ikke værd at risikere hestene. 

"En skam at stierne ikke er bedre holdte .. men der har nok ikke været pengene." Måtte han konstatere. Med krigen og alt det andet - en vej blandt de mindre landsbyer i Turmelinien var næppe noget, der blev prioriteret højt i kronens budget. 

"Lad os hellere stoppe." Lød det fra sergenten efter et sidste øjebliks tøven, selv om der reelt ikke var noget valg. De måtte blive her og slå lejr - forhåbentlig var natten ikke alt for kold, tænkte han, hastigt skubbende enhver tanke om at ligge tæt på den anden byvagt ud af sindet. 

Det havde heller ikke været med Stians gode vilje, at de skulle til at sove ude i det fri. En varm pejs, og bløde tæpper ville være langt mere tiltalende, end et tyndt underlag på den hårde jord. Men sådan blev det.
 "Desværre, nej…" medgav han med et lille nik, mens blikket søgte horisonten, som om der stadig var en mulighed, de havde overset. Fingrene knugede let om pergamentet, før han tvang sig til at pakke det sammen og vende blikket mod Alister - et hurtigt elevatorblik, før han nikkede.

"Javel, sergent." svarede han lydigt, uden at lægge op til yderligere kommentarer. De red et lille stykke, før de fandt et egnet sted at slå lejr.

Med et lille prust gled Stian ned fra Nishith og klappede hesten beroligende på halsen, mens han ømmede sin lænd en smule, og strak ryggen efter den lange tur. Han tøjrede Nishith til et træ og kastede et hurtigt blik mod Alister, før han sagde:

"Jeg finder noget brænde, før det bliver for mørkt."

Det var svært for ham at se direkte på Alister. Tanken om den åbne plads, det vilde terræn - kun dem - fik Stians puls til at dunke hårdt i brystet. Men havde de varmen fra bålet, kunne de selvfølgelig sove på hver sin side af det. Det var det rigtige at gøre. Det mest professionelle. Tankerne ræsede, mens han i stilhed fik samlet grene sammen. 

Maximus travede efter Nishith det sidste stykke, før Alister endelig kunne glide ned. Man kunne godt se, at han stavrede en smule - og så snart han havde tøjret hingsten, gik han i gang med diverse benøvelser. Det var længe siden efterhånden, at han havde tilbragt en hel dag i sadlen.

"Perfekt, jeg rydder en plads til bålet." Taknemmelig for at finde noget at være effektiv omkring, gik Allister i gang med at fjerne det værste ukrudt for at have et sted, de kunne have bålet kørende. Solen var næsten allerede forsvundet bag horisonten, da de gjorde holdt, og han blev en smule overrasket over, hvor hurtigt det begyndte at blive mørkt.

Som han vendte sig mod deres oppakninger for at se om han kunne finde rationer og soveskind, tog han sig selv i at kigge flere gange ud i mørket mellem træerne for at holde øje med, hvor Stian var. De kendte jo ikke området, så det var bedst, at han ikke gik for langt...

Tusmørket var begyndt at lægge sit dunkle tæppe om skoven, og skyggerne krøb længere frem mellem træerne. Stian måtte anstrenge øjnene for at skelne de brugbare grene fra skovbunden, hvor tørre blade og kviste knasede under hans støvler. Men ellers var alt stille. For stille. Han mærkede spændingen i sine skuldre, en rastløs energi, han ikke kunne ryste af sig.

Forhåbentlig ville natten gå smertefrit. Han kunne ikke overkomme et angreb – ikke fra dyr, ikke fra røvere. Ikke oveni den uudtalte uro, der svævede mellem ham og Alister. Hans sergent havde endnu ikke gjort op med sig selv, hvad han ville med Stian, og Stian var begyndt at tvivle på, om han nogensinde ville.

En ugle tudede et sted oppe blandt trækronerne, og han vendte instinktivt blikket mod lyden, før han lod tankerne glide i baggrunden og fortsatte sit arbejde.
Da han vendte tilbage, var hans arme fyldt med brændbart materiale. Han kastede et blik rundt i mørket og registrerede Alister ved den plads, han havde ordnet til bålet.

"Det her burde være nok til at holde bålet kørende hele natten," meldte han, mens han lod bunken falde fra sine arme. Hans fingre var kolde, og han knugede hænderne kort sammen, før han satte sig på hug og begyndte at tænde op før mørket blev alt for kritisk.

Han arbejdede metodisk – lagde grenene i det rette mønster, sørgede for, at luften kunne passere igennem, placerede stenene med præcision. Gnister sprang fra flint og jern, dansede kort i luften, før de blev opslugt af det tørre kvas. En spæd flamme flakkede frem, voksede, og kastede sin varme, gyldne skær på deres ansigter. Han sendte et flygtigt blik i sergentens retning, tøvende, som om han forventede noget, han ikke kunne definere.

Stilheden havde det med alt for ofte at snige sig ind mellem dem, og selvom Stian som regel havde det fint med den, var han usikker på, om sergenten følte det samme. Anspændtheden sværmede om dem, nærmest emmede ud af halvelveren, og Stian kunne mærke, hvordan den langsomt begyndte at påvirke ham. Kunne han løsne det op på nogen måde? For han havde ikke lyst til, at de skulle glide længere fra hinanden.

Så ligesom hænder, der nænsomt løsnede knuder i ømme muskler, forsøgte Stian at massere stemningen ved at konversere.
"Jeg havde set frem til et varmt bad efter sådan en lang tur," sagde han, med en skæv snert af humor i stemmen. "Men det ser ud til, at vi skal stinke lidt af hest endnu." Et forsøg på at løsne op. Hans ord blev hængende et øjeblik i luften, som om mørket selv holdt vejret, uvist om de ville blive besvaret eller forsvinde ubemærket. 

Alister var vant til at have byens lyde omkring sig, og den pludselige stilhed kun afbrudt af hans egen puslen om bålpladsen og en ugles tuden, fik ham til at føle sig en smule nervøs for den utvivlsomt lange kommende nat. Han havde vænnet sig for meget til liv omkring sig - en sølle elver, han ville være, dårlig til at begå sig i skovene.

"Ah-" Han anerkendte Stians tilbagevenden og kommentar om brændet, men havde ikke rigtig meget at fuldføre sætningen med. I stedet begyndte han at rode i oppakningen efter forsyningerne, som man kunne dele over bålet. Det ville utvivlsomt også have været lækkert med et varmt, hjemmelavet måltid, men de måtte nøjes.

Stian havde fået gang i flammerne, og Alister slog sig ned på den anden side af bålet. Hans blik blev automatisk draget af skæret fra flammernes dans over Stians ansigtstræk. Hans krop føltes urolig og han havde svært ved at slappe af, selv om varmen langsomt begyndte at brede sig.
"Du lugter da ikke værst." Kunne han ikke holde sig tilbage fra at sige, hvilket øjeblikkeligt fik ham til at rømme sig let. Han kunne ikke lugte ham på denne side af bålet mente han jo bare. "Sulten?" Skyndte han sig at tilføje og rakte nogle af de tørrede rationer over til den menige. Langt fra et festmåltid, men det var vigtigt at få noget indenbords efter den lange dag i sadlen.

Flammerne fra den hjemmelavede bålplads rejste sig som en flittig mur mellem dem. Stian bemærkede hvordan Alister satte sig på den anden side, og han overvejede kort, om det havde været bevidst fra halvelverens side for bevare afstand mellem dem. 
Det tog ham et sekund at reagere på Alisters bemærkning, før et snert af fornøjelse glitrede i hans brune øjne. 
"Så vil jeg gerne vide hvad Deres definition på en dårlig lugt er." svarede han, med samme fornøjede tone, som hans blik emmede af. Stian forsatte med at iagttage Alister diskret - noget tilfredstillende over at se sin sergent blive forfjamsket. Det ramte ham et blødt sted i hjertet, når hans dedikerede og selvsikre sergents hårde facade smuldrede. Han endte dog med at skifte blikket ind i de livlige flammer igen, før han stirrede sig alt for blind på Alister. 

Da Stian blev tilbudt et par stykker af de tørrede rationer, rettede han sig op, og så stilfærdigt på hånden der rakte det frem. Noget udefineret rørte sig i Stians blik et sekund, før han rykkede sig tættere på Alister, og tog imod det tørrede kød. 
"Hundesulten." De brune øjne hang et par sekunder på Alister - som havde han set andre muligheder end maden i sergentens hånd. Salt, og protein ramte hans tunge, mens han tog et par stille bidder og betragtede brændet der blev ødelagt af ilden. En lille tanke om hans mors hjemmelavede mad rørte sig som et savn i ham, men han var taknemmelig for, at de ikke skulle gå sultne i seng.

"Synes De stadig at jeg dufter godt?" hentydede han, nu hvor han var kommet tættere på. 

"Det kunne i hvert fald lugtes i sidste uge, da en flok af de nye menige havde været på træningspladsen uden at gå i badene efterfølgende." Sagde Alister med en anelse munterhed i stemmen. Det havde hun varet, ind til en af serganterne havde taget alle i hoved og røv og smidt dem direkte ind i fællesbadet med en ordentlig blok sæbe. 

Alister vidste ikke helt, om det var hans elviske side, men havde havde altid selv haft en vist behov for at være ren og pæn at kigge på. Uniformen skulle være fri for krøller og håret strøget tilbage, når man skulle ud op opgave - ellers kunne man jo ikke blive taget seriøst. Han vidste dog godt, at der var en del af de andre byvagter, der ikke tog den slags så tungt.

Ikke Stian. Stian så altid godt ud. Og Alister var ikke helt sikker på, om han bare mente "pæn og ordentlig" i en professionel forstand. Ikke at han nåede at tænke nærmere om det, før Stian var rykket tættere på ved bålet. for at de bedre kunne dele maden, naturligvis. 
Han lod Stian tage imod de tørrede rationer, inden han selv greb sin egen portion, som han tyggede på i tavshed. De dansende flammer fra bålet drog hans blik, og et øjeblik var det tydeligt, at han så ud til at være et helt andet sted..

"Hvad?"

Byvagtenssergenten så ganske forfjamsket ud, som Stian stillede spørgsmålet. Det var ikke gået hans næse forbi, at den anden mand var tættere på, men det var ikke fordi lugten var slem, og spørgsmålet gjorde ham noget rød i kinderne, som han så sig tvunget til at snuse ind.

"Ikke værst, men et bad i morgen ville nok gøre os begge godt." Indrømmede han. "Jeg lugter ikke ligefrem selv af roser efter turen.." Ikke at det så ud til at gøre Stian noget at sidde ved hans side. 
"

Han betragtede Alister stille og opmærksomt som han fortalte. Tog udtrykket ind; hvordan øjnene fangede ildens skær og fik dem til at glimte så de matchede den muntre tone. Den her version af Alister var værdifuld - rar. Og Stian var taknemmelig for, at han kunne sidde sådan her med Alister, til trods for deres historik. Hans blik dvælede ved ham længe. Selv da Alister så på ham, og til sidst kommenterede på hans duft ved at snuse ind. Han kunne mærke hjertet hamre et hårdt enkelt stød i brystkassen.

"Mh." Brummede han kort. Blikket dalede til sergentens hals, så tilbage til hans ansigt, og så på hans skulder. 

Velovervejet lænede Stian sig frem med samme ukuelige udtryk han altid bar. Næsen sank ned ved Alisters skulder i det korte sekund han tog halvelverens duft til sig. Læder, sved og hest... og rester af sæbe. Nonchalant fjernede han sig igen, blikket hængende et øjeblik på sergenten. 

"Hm, nej - ikke af roser ihvertfald." Stian undertrykte et smil, men hans øjne glimtede livligt af unoder mens han så frem for sig. Han førte det tørrede kød op til munden og tog en bid - tyggede lidt på det i stilhed. 

Alisters blik var omhyggeligt rettet mod bålets flammer, der skabte et let genskær i hans grønne øjne. Brynene var automatisk trukket en smule sammen, uden han selv havde lagt mærke til det eller tænkt over det - men sådan var det ofte. Det samme kunne ses i hans hånd, der pillede ved det tørrede kød, uden at føre det til munden. Altid en smule rastløs.

Han havde ikke forventet at Stian ligefrem ville læne sig frem for at snuse til ham, og han blev pludseligt meget bevidst om den anden mands nærhed, som episoden i byvagtarkivet kortvarigt pressede sig frem i hans minder. Han vidste jo godt, at Stian var interesseret. For Alister føltes det hele utroligt .. kompliceret.

Øjenbrynet hævede sig en smule, som han alligevel tillod sig at skæve mod den menige: "Siger De jeg stinker, Menig Hwan?" udbrød han med et let munter påtagethed og en pludselig officiel tone. Han vidste godt, at han trængte til et bad.

Det var et vovet trick Stian gjorde brug af. Det vidste han godt. Intimt og uprofessionelt... sådan at stikke næsen i Alisters skulder. Hvad der overraskede ham var, at Alister ikke rykkede sig væk, men forsatte deres lille udveksling uden nogen form for reaktion på hans uskyldige grænseovertrædelse. Omend munterheden på Alisters læber, kom til udtryk lettere stift.

Stian kastede et blik på Alister, tog en langsom bid af sit tørrede kød og lod stilheden strække sig et øjeblik. Smilet i mundvigen bar alt andet end underkastelse.
"Jeg ville da aldrig fornærme Dem på den måde, sergent."  Ordene lød respektfulde, men gløden i hans stemme fortalte en anden historie. 

Det gik op for Alister, at han havde holdt vejret et længere øjeblik, og han åndede langsomt ud, inden hans næste indånding opfangede lugten af Stian. Man kunne godt fornemme, at de begge havde været til hest hele dagen - men enten var Sergenten ikke sart, eller også forekom det aldrig så galt, når det var Stian..

Han løftede øjenbrynet lidt i retningen af Stian og fornemmede den lette bevægelse i mundvigen, der kun var halvt skjult bag det tørrede kød. 

"Det er godt. Ellers kunne jeg se mig nødsaget til at beordre Dem til at slæbe alt vandet til mit varme bad, når vi kommer frem i morgen." Sagde han advarende, selvom der også var en tydelig munterhed i stemmen. 

De nøddebrune øjne glitrede muntert da ilden blafrede svagt. De blev på Alister - lidt for længe, lidt for tryllebundet af de grønne øjne og den advarende tone der bar alt andet end alvor. Mundvigen løftede sig yderligere i et smil som han med overvejet bevægelse gned væk med tommelfingeren. Et undertrykt fnys forlod ham. 

"Det vækker minder," sagde han med et muntert skuldertræk, og trak det ene ben ind til sig som han kunne hvile albuen på. Blikket gled til flammerne. 
"Det var den slags uretfærdige opgaver vi fik som rekrutter." Det var længe siden, men minderne sad i musklerne. Skrubbet ind i huden som et ekstra lag der havde formet ham til den mand han var i dag. Hårdt var det dengang  - men det var erindringer han nu så varmt tilbage på. 

"Vi sled virkelig i det." Tilføjede han. Men der var ikke andet end varme i stemmen. 

"Sådan er det for det fleste, tror jeg." Alisters blik blev for en stund fanget af flammerne fra bålet. Det var noget i det simple, hårde arbejde, som han havde haft som rekrut, han af og til godt kunne savne - ikke at han havde værdsat det dengang, naturligvis. Det havde handlet om at stige i graderne. 

"De er heller ikke ligefrem blidere ved én, når man har spidse ører.." Det skulle han i hvert fald høre en del for dengang. Det var ikke alle der mente, at elvermænd med deres ofte slankere kropsbygning kunne slide helt så meget i det - også selv om Alister jo kun var "halvt" af slagsen. 
Men han havde i det lange løb bevist sit værd, og det var alt, der betød noget.

Blikket sled sig løs fra flammerne og betragtede kortvarigt Stian. Det var jo kortere tid siden, han havde været ny rekrut. 

Alisters ord rev Stian ud af sine egne minder om yngre dage, og han drejede hovedet mod ham. En svag rynke samlede sig i panden. Der var noget i det sagte, der slog an i ham - en forsinket beskyttertrang, måske. Eller en stille ærgrelse over ikke at have været der dengang. Ikke at kunne have gjort noget.
Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan tingene kunne have set ud, hvis de havde været rekrutter samtidig.

Da sergenten drejede hovedet og mødte hans blik, veg Stian ikke.
"De fortjente ikke sådan en behandling, sergent," sagde han roligt, men alvoren lå som en skygge over stemmen.

Hans mørke øjne fastholdt Alisters et øjeblik - med noget dybere og blødere bag blikket. Flammernes genskær fik det næsten til at se ud som om hans bekymring glimtede. Samtalen havde ændret karakter. Blodet føltes varmere under huden. Fortroligheden voksede, som om mørket tillod mere, end dagslyset havde gjort.

Stians blik gled mod Alisters ører - en detalje han aldrig havde forstået kunne være anledning til så meget grimt. Hans stemme var lavere nu. Mere oprigtig.
"De er den mest talentfulde mand, jeg kender."

Han rystede let på hovedet, som om han ville ryste tankerne væk, og så igen på Alisters ansigt.
"De skulle skamme sig. Alle rekrutter burde behandles ens."
Ordene var vrede, men tonen var rolig. Alligevel spændte kæbemusklen let under huden - en tavs, men tydelig foragt.

Det var ikke ofte længere, at Alister tænkte på sine tidlige tider som rekrut. Den noget yngre mand, der havde været så usikker på, om det hele kunne lykkes - eller om hele foretagende med at blive byvagt, ville gå lige så galt, som dengang han havde forsøgt sig med Lysets Hær. 

En mild overraskelse kom frem i de grønne øjne, som Stian insisterede på, at han ikke havde fortjent det. 

"Det .. måske ikke, men det var sådan, det var. Jeg havde meget at bevise. Hvis jeg ikke også havde haft nogle gode folk at se op til, er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet igennem det." 

Han blev selv en anelse overrasket over sine egne ord, der pludseligt gerne ville strømme ud. Han havde jo altid selv travlt med at vise sig fra sin perfekte side, når det kom til de menige - de skulle jo også have noget at se op til. 
Og han var selv streng ved dem. Ikke på samme måde, som nogle af dem havde været strenge mod ham, men stadig streng.

Hans blik veg en smule fra Stians. Den mest talentfulde mand, jeg kender. En kompliment, som han almindeligvis ville tage i stiv arm og med et stigende smørret smil, føltes pludselig meget øm og personlig, som den kom fra Stian hen over lejrbålet. 
"Jeg er ikke sikker på, hvor talentfuld, jeg er." Indrømmede han, stemmen en anelse grødet.