Hvorfor skulle han tro på noget der aldrig skete alligvel? Den eneste gang han havde haft tag over hovedet var da han var på kontrakt  og det var bare i en lade men der havde været hø han kunne gemme sig i. Hvis ikke fruen fik for meget dårlig samvittighed og fik ham indenfor og op på loftet i de kolde vinter nætter. Ikke engang da han tog tilbage til Topalis Isle fandt han tag over hovedet. Huset var lige så fyldt som det plejede at være. Om end at hans lillesøster og far var død i en ildebrand. Den eneste I familien der havde holdt af ham var død og borte. Ved Isari hvor han savnede sin far. Hans far vidste altid hvordan han skulle få humøret op. Om end at han havde været med til at sælge Joey på kontrakt i 10 år. Joey havde sådan håbet på at vende tilbage til en familie der tog godt imod ham. I stedet forsvarede de sig med at de ikke kunne brødføde ham og at han måtte gå på gaden og tjene til føden dammen med resten af familien. Så var de æige glad med hvordan han gjorde det. Den nemmeste løsning var at sælge sig selv hvilket han havde gjort. Det havde ligesom bare hængt ved lige siden. Han havde aldrig opgivet håbet om at komme væk fra gaden men nu havde han boet på gaden i 8 år og han havde aldrig overvejet at få en bolig. Simpelthen fordi han aldrig tjene krystaller nok til at betale for en husleje.

Selv hendes ord gjorde ondt på ham. Hvordan kunne hun være så godhjertet og tro på ham når han ingen selvtillid havde? Han fortjente ikke gode mennesker i sit liv hrll han fortjente ikke engang Azia og alligvel var hun blevet ved med at opsøge ham. Azia var blevet den han stolede mest på i hele Dianthos. Azia havde samme job som ham, om end at hun boede på bordellet og fik mad hver dag. Joey måtte finde arbejde på gaden, of se hvad der var sket med ham nu. Brækkede ribben og en flækket læbe. For slet ikke at tale om det begyndende blå øje og hævet højre øje han ikke rngang kunne se ud af. Nej hvorfor skulle han tro på noget positivt når han ikke selv havde noget positivt i sit liv?
Han forblev tavs men lukkede øjnene i og drejede hovedet væk fra hende. Han fortjente ikke at have en ven, han havde intet at tilbyde i hele dette lorte liv. Jan havde Dreng, og ham var han taknemlig for. Han ville virkelig ikke undvære Dreng for noget i verden.

Som han hørte hende skramle ude i køkkenet lå han bare og lyttede. Han ville ikke bare tage hendes mad det var som at stjæle. Men Lilac var sød og åben hun ville ham jo bare det bedste. Hvorfor kunne han ikke se det fra den side af?! Ja de havde været oppe at skændes sidste fortjente han virkelig hendes godhed? Hun fortjente så meget mere end ham, og alligvel kunne han ikke ligge det bag sig. Han fortjente ikke Lilac i sit liv. Han fortjente en død for ingen ville savne ham alligevel. Kunne han ikke bare se positivt på nogen ting?! Nej han var paranoid som bare fanden of han fortrød ikke engang tankerne om at han bare skulle have været død. Hvorfor skulle han have en evne hvor han kunne regulere varmen? Han frøs jo sjældent og gik sjældent i bad. Simpelthen fordi han blev nedkølet af at være i vand for længe. 

Han sukkede lidt som hun kom ind og satte en bakke ved siden af ham på natbordet. Skulle han virkelig spise? Om end at han var pisse sulten. Ville Lilac ikke bare tro at han nassede? Skulle hun brødføde ham i to uger, uden at få noget igen?! Lilac virkede ikke som typen der gik til en trækkerdreng om end at hun var ganske køn. Lilac virkede for sød og ærlig, for slet ikke at nævne uskyldig i sin væremåde til overhovedet at tænke på sex eller mænd i den forstand. Lilac var i giftealderen af hvad han kunne bedømme, of det undrede ham at der endnu ikke var en mand der havde gjort krav på hende hos hendes forældre. Måske var der måske var der ikke. Men Lilac have sex?! Nej han kunne ikke se det for sig. Hun var for venlig og godtroende. Hvilket blot kunne få hende ud i uheldige episoder hvis ikke hun passede på. 
Han drejede hovedet og kiggede på bakken og den kande med vand, men han satte sig ikke op. Om end at maven knurrede endnu højere ved duften af den lækre suppe. Langsom rettede han sig op og kiggede på Lilac inden han satte sig op i sengen og svang benene ud over kanten. Han sad foroverbøjet og med armene rundt om sig selv i en beskyttende sfære. Han ville ikke gøre Lilac ondt, og han troede virkelig at han gjorde hende ondt ved at spise den frie mad hun havde serveret for ham. Han troede at han ville spise hende ud af huset. Hans tynde og slanke krop med knogler stikkende ud hist og pist kunne en hver jo se at han havde en dårlig kost. Han kunne ikke bare spise alt hvad der kom til ham, også selvom det kom fra gode intentioner. 

"Lilac jeg..." han vidste ikke hvad han skulle sige og han fortrød overhovedet at have åbnet munden. I stedet bed han sig i læben hvilket blot fik læben til at bløde fra det flækkede sted. Han kunne ikke spise hendes mad, hun fortjente ikke en ven som ham. Han betød ikke noget for nogen. Der havde han aldrig gjort, så hvorfor skulle nogen bekymre sig om ham nu? Det smertede ham at nogen skulle tage sig af ham. Der var aldrig nogen der havde puslet om ham når han var syg eller havde problemer. Dette her var jo bare et lille sidespor i hans liv. Han skulle nok komme oven på, og før han vidste af det havde Lilac glemt alt om ham.

Lilac så en anelse bekymret på sin nye ven. Han opførte sig virkelig mærkeligt efter, at hun havde tilbudt ham mad. Var det fordi, at sårene gjorde ekstra ondt eller fordi, at han ikke kunne vente med at spise? Lilac kunne ikke læse ham, for modsat hende var han ikke en åben bog. Noget, som bestemt gik hende en smule på. Hun kunne ikke sætte sig i hans fodspor. Hun havde aldrig levet et liv på gaden og ville formodentlig aldrig være drevet til det. Et tag over hovedet og mad på bordet var noget som hun forventede, ikke noget som hun måtte bekymre sig om hver dag. At Joey ikke levede på samme vis fik det til at prikke til hendes hjælpsommelighed. Var Joey hendes velgørenhedssag? Det ville hun ikke sige. I stedet så hun ham som sin ven, og når man var venner var man uselvisk og hjalp hinanden gennem hårde perioder. Hvorfor så Joey ikke tingene på samme vis?

Endelig satte Joey sig op og placerede sig ved hendes side, dog var armene lagt rundt om sig selv i en beskyttende position. Hvis hun ikke vidste bedre lignede det, at han holdte om sig selv for at holde varmen. Dette kunne dog ikke være sandt i det lune lokale. Joey åbnede sin mund, men kun to ord kom ud. Lilac så på ham, lagde hovedet på skrå og gjorde tegn til, at han skulle tale videre. Dette skete ikke, så det endte med, at det var hende som måtte åbne munden. 

“Vil du ikke have noget suppe? Det er bedst mens det stadig er varmt,” sagde hun og rakte ham skeen som ham tog i sin ene hånd. Alligevel var der ikke en stor reaktion fra hans side. Lilac kunne ikke forstå, hvad der var galt. Hvorfor var han pludselig så tvær igen? Hvad var det sket mens hun havde varmet maden op? Var han kommet på nogle dårlige tanker mens han var blevet efterladt herinde i sine egne tanker? Ja, han var måske en anelse malplaceret i der fine hjem med silkelagner og store puder, men han var stadig hendes ven. Hun var ligeglad om han kom fra en herregårdsfamilie eller gaden. Det var hende, som havde lukket ham ind i sit liv. Når hun havde gjort dette, kunne man ikke blot tage bagvejen ud igen.

“Joey..?” Begyndte hun en anelse tøvende og så på sin svage ven. Det var svært at fange hans blik i den position de sad i, men hun prøvede alligevel. “Hvad er det du tænker på? Dit humør har ændret sig siden jeg gik ud. Gør det ondt noget sted? Er sårene på ryggen gået op igen?” Spurgte hun bekymret og lod sine øjne vandre mod hans ryg, men der var intet at se. Den hvide paste dækkede stadig sårene, og hun måtte formode alt så godt ud indenunder.

Joey fortjente virkelig ikke en ven so  Lilac han havde altid klaret sig alene. Kun med ganske få jobs. Jobs nok til lige at få et måltid på en kro en gang i mellem. Det var ikke lige som Azia der boede på bordellet og havde masser af mænd til at komme og bedække hende efter behov. Azia havde et fast arbejde. Joey måtte finde det på gaden hvor det var farligt om natten. Boede i en af de mange gyder eller i en skraldespand for at få læ fra den kolde regn. Hvorfor skulle Lilac så være sød ved ham? Han havde ikke fortjent hendes godhed. Han kunne forholde sig til hendes surhed som sidst. Ja ja de havde begge været oppe at køre og været vrede men var alt dette bare glemt? Som når man bedre til de mange guder om håb og hjælp der aldrig kom?

Om end at Lilac ville det bedste for han fortjente han det ikke. Hele tiden tænkte han på hvad han skulle give hende tilgengæld. Han havde intet at byde på andet end sin tynde udsultede krop. Han var jo ikke engang pæn at kigge på, og han skammede sig en smule over at skulle sidde uden skjorte på. Nu hvor man rigtig kunne se rygsøjlen stikke ud og hofteskålene træde i karakter. Han dækkede sig altid under sex. Han havde aldrig tøjet af med mindre det var i et mørkt rum hvor det ikke kunne ses. 
Han åbnede munden igen men lukkede den hurtigt da der ikke kom en eneste lyd ud. Han var tabt for ord. Noget han normalt ikke var. Han var ikke så veltalende og der var mange fine ord han ikke forstod. Men han prøvede at lære hver dag lige som han havde lært ikke at være i det fine distrikt for at søge arbejde om aften.

Som hun snakkede og rakte ham skeen tog han ikke imod den. I stedet for begyndte han at sidde og vugge frem og tilbage stadig med armen klemt om sig selv. Han håbede inderligt at hun bare ville smide ham ud på røv og albuer det var det han havde fortjent. Intet andet end det. Et liv på gaden var jo også et liv, og dette sted virkede bare alt for fint til ham. Lilac måtte have rige forældre siden der var silkelagner på sengen og en stor blød pude. Han kom jo bare fra en familie på 10 i et lille hus på Topalis Isle. Der sov familien næsten i lag  og da han kom tilbage som 16 årige var han forvist udenfor. Han lignede ikke resten af familien. Han havde ikke den mørke glød eller de lange elverøre han havde intet der gav tegn til at han var i familie med Winchester. Han var udskudt i en families drøm, og han drømte jo bare om at være til. Lige meget hvor det var. Han ville bare gerne høre til her i verden. Få sig et fast arbejde, komme væk fra gaden sammen med Dreng  lære at skrive og læse. Lære at designe kjoler og jakker præcis som Sarril. Men end ikke det ville han sikkert lære. Han var blevet en dum uvidende dreng på 21 år eller lige der omkring. Han vidste jo ikke engang hvor gammel han var! Der vat aldrig nogen der havde sagt til ham "Hey tillykke med fødselsdagen  her har du en gave". Nej ingen havde sagt til ham hvornår ham havde fødselsdag. En dag tog jo bare den anden.

Han drejede hovedet og kiggede på hende mens han vuggede frem og tilbage mens hun snakkede. Hvad skulle han sige? Han kunne ikke lyve for hende. Det fortjente hun ikke.en sandheden ville jo bare høre hende ondt ikke sandt?! Han fortrød inderligt at han havde accepteret hendes hjælp om end at det havde været nødvendigt. Han dukkede list og slækkede sig på den blødende flækkede læbe, som en jern smag kom i munden på ham. "Hvorfor...." han knep læberne sammen da han havde svært ved at sige hvad han ville. Han drejede hovedet væk fra hende og rystede på hovedet. "Hvorfor hjælper du mig? Jeg er ikke andet end en simpel trækkerdreng der tigger på gaden. Jeg har intet at tilbyde dig andet end min krop. Jeg har ingen krystaller ingen familie, og jeg har bestemt ikke noget positivt at sige om mig selv. Jeg kan ikke engang læse eller skrive. Jeg er blot en simpel slave på kontrakt der er udløbet. Jeg kan ingen ting. Så hvorfor hjælper du mig når jeg ikke fortjener det?" spurgte han og drejede hovedet for at kigge på hende. Han havde halvvådt øje som om han var tæt på at græde. Men hvad skulle han gøre? Han havde jo intet godt i sit liv som Lilac kunne få. En udsultet og knoglebefængt krop var ikke noget at råbe hurra for. Han stoppede med at vugge frem og tilbage og sad helt roligt foroverbøjet med hovedet drejet til venstre for at kigge på hende. Hendes godhed var næsten for meget for ham. Hun fortjente så meget bedre end ham i sit liv.

Joeys vuggen bekymrede hende, da hendes moder altid sagde, at det var skøre og gamle mennesker som bevægede sig sådan. Forhåbentligt var Joey ingen af delene. Gammel var han bestemt ikke, og gammel ville han heller ikke blive, hvis han blev ved med at køre i den samme livsstil. Lilacs hjælp var en midlertidig løsning, fordi hun kunne ikke altid være der for sin ven. En dag måtte han komme ud i verden selv. Finde ud af, hvad kan ville med livet. Hvilke muligheder han havde sig. Hvis han blot troede en smule mere på sig selv, var Lilac sikker på, at der nok skulle være nogen som ville have ham i arbejde.

Han havde endnu ikke taget fat i skeen, så Lilac satte den atter på bakken. Endelig åbnede han munden, men kun et ord kom ud. Efter at han havde fjernet blikket fra hende lod han dog ordene flyde ud som en lang strøm. Lilac kunne næsten ikke følge med, da det ene efter det andet ord kom ud. Faktisk havde hun aldrig hørt Joey tale så meget til trods for, at hun vidste han havde mange tankerne kørerne under de tykke facader. Aldrig havde han lukket hende ind. Ikke før nu i hvert fald.

Lilac var en smule forbavset over, hvad han havde sagt. Hvordan han næsten fik hendes handlinger til at lyde som en byrde for ham, selvom han nok selv mente, at han var byrden for hende. Det var tydeligt at se, hvordan ordene havde en stor påvirkning på ham. Det lignede næsten, at han var ved at græde. “Hvorfor jeg hjælper dig? Det er åbenlyst er det ikke? Du er min ven. Venner hjælper hinanden ligemeget, hvor den anden person er i livet. Et venskab er uselvisk og behøves ikke nogen betaling. Jeg kan lide sig som ven og som person. Jeg nyder vores stunder sammen, også selvom det ofte er under lidt dårlige forhold,” forklarede hun en anelse oprørt og blev selv rørt over situationen. Hvordan kunne han ikke vide, at han betød noget for hende? Ja, de havde været lidt oppe og skændes sidste gang, men hvis han ikke var hendes ven, så ville hans dårlige selvtillid ikke have gået hende på.

Lilac vidste, at Joey ikke var så glad for fysisk kontakt. Alligevel lod hun sin hånd glide hen mod hans. Hun ville tage den, hvis han ville lade hende. “Jeg er også ensom nogle gange…” indrømmede hun så. “Jeg har kun en rigtig veninde i byen. Mine forældre er væk det meste af tiden, og når de er her, får jeg ikke lov til at gå nogen vegne. Det er ikke tit, at jeg møder nye mennesker som faktisk dr interesseret i mig for… mig,” forsatte hun og lod blikket fange Joeys igen. Det var ikke ofte hun indrømmede, at hun også havde problemer i sit ellers perfekte liv. Hvorfor skulle hun? Udadtil var hun pigen som havde alt.

Nok var Joey ung af alder, men hans krop var nedslidt og gammel at se på. Godt nok havde han ikke nogen rynker men den udsultede krop talte sit tydelige sprog. Han havde ikke haft et godt liv. Han fortrød ikke engang sine valg her i livet, Han tog jo bare valgene for at overleve. Han havde håbet på at tingene en dag ville vende for ham men med de 8 år på gaden havde han end ikke haft en eneste lykkelig dag. Lilac, Azia, Felicity og Sarril var de mennesker der havde budt ham velkommen og åbnet sit hjerte for ham. Men end ikke det var han taknemlig for. Han troede stadig til tider at de ville melde ham til byvagten for at være en pest på gaden. Han troede inderligt på at de aldrig ville have ham tæt ind til sig i sit liv. Han havde jo aldrig oplevet at nogen tog sig af ham som nu. Det var helt mærkeligt og han vidste ikke rigtig om han brød sig om det. Hvorfor skulle han bryde sig om at være i et rigt hjem med silkelagner og store puder. Et køkken fyldt med mad der kunne laves hen over et ildsted. Dette var for meget for ham. Han kunne slet ikke være i det og det gjorde ham ked af det.

Han kiggede på hende som hun snakkede hun nævnte et ord han ikke kendte uselvisk det var ikke et ord han kunne kende. Han vidste ikke hvad det betød og alligvel frygtede han at spørge om hvad det betød. Alligvel bed han fast i ordet ven han havde aldrig haft en ven før ud over Azia og det havde taget lang tid for hende at komme ind under huden på ham. Nu kunne de snakke om alt. Betød det så at han skulle åbne sit hjerte for Lilac? For det vidste han ikke om han var klar til. Han var ikke en god ven, han kunne ikke bare komme dumpende når det passede ham. Han lignede en tigger med hullet tøj og beskidt hud. Hvem ville du ikke skubbe ham væk af mødre og fædre for at tigge på deres dørtrin hvis han egentlig bare ville se en ven? Kunne han have en ven mere?! Han vidste det ikke, og faktisk frygtede han lidt hvad det ville sige at være en ven. "Men Lilac jeg kan ikke tilbyde noget. Jeg kan ingen ting. Jeg er ikke en god ven. Og så ved jeg ikke engang hvad dette u..us... uselvisk betyder. Jeg er ikke klog som dig. Du har sikkert mange der gerne vil hjælpe dig uden at skubbe dig væk på gaden. Du bor i sådan et fint hus, og jeg har kun gyderne. Jeg føler mig ikke engang tilpas i denne her seng. Det føles så... så... mærkeligt at være i" kom det fra ham og kiggede på hende. Han kunne aldrig drømme om at løbe væk fra Lilac en aften hun lå og sov. Ikke med mindre han skrev en sedl og ikke engang det kunne han finde ud af. Han ville få dårlig samvittighed hvis han gjorde det. Han ville ikke kunne se sig selv i et butiksvindue og se genskær af sig selv for at flygte fra en der bare ville hjælpe ham. 

Han drejede hovedet ned imod hendes hånd og kiggede på den som den havde nærmet sig hans. Hvad lavede hun? Lagde hun an på ham?! Skulle han kysse hende nu?! Men nej hun talte om ensomhed. En ensomhed han kendte alt til. En ensomhed der fyldte så meget at man ikke vidste hvilket ben man skulle stå på. Ikke engang hendes forældre var villige til at se til hende ud over når de var hjemme. Havde de planer om at hun skulle giftes bort?! Havde de en mand i sigte til hende?! Var det derfor hun ikke måtte gå ud når de var hjemme?! Var hun uskyldig og havde aldrig haft sex?! Hvad var hensigten med hendes forældre?! Han undrede sig dybt og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Alligvel gav han slip på grebet rundt om sig selv og lagde sin venstre hånd oven på hendes. "Lilac... Jeg..." han var tabt for ord og han vidste ikke hvad han skulle sige til hendes ensomhed. Han kendte den jo selv. Det var ikke sjovt at være ensom og samtidig var han jo bare så skide paranoid at han troede alle var imod ham eller efter ham. Selv dem der egentlig bare ville ham det godt. "Jeg... Du... Du er ensom? Hvorfor? Du er da så sød og rar du finder kun  lykke i dit liv. Hvor jeg??? Jeg finder det aldrig... Du får en mand med de bedste hensigter for dig og du vil forblive lykkelig... Jeg vil aldrig finde den samme lykke som dig. Min familie gider mig ikke og så mig helst være død. Du har i det mindste dine forældre life meget om de ikke vil lukke dig ud eller hvad. Jeg skulle bare tjene Krystaller på gaden da jeg tog hjem til Topalis. Jeg fandt ingen lykke ved at se min elskede familie igen. Kun smerte og ligyldighed." han dukkede lidt og en svag lille tåre trillede ned af kinden på ham. Han var et svagt menneske. Han græd aldrig. Men lige nu gjort alt ondt på ham. Kroppen, ryggen, øjet det at snakke om sin fortid at Lilac kaldte ham en ven. Han kunne slet ikke være i det. Det gjorde så ondt og paranoiaen tog til. Hvorfor ville Lilac være hans ven? Havde han fortjente en ven? Hvorfor meldte hun ham ikke bare til byvagten for indbrud? Han lignede jo en der kunne begå indbrud for at tjene til føden. Hun kunne lige så godt give ham et los i røven og kalde ham skældsord det ville betyde det samme.  Han frygtede for sit liv hver dag og nu kom Lilac som solen fra en skyfri himmel og kaldte ham en ven. Han fortjente det ikke. Han fortjente bare at bo i sin gyde og trække på gaden som han havde lært siden han var 16 hvor hans kontrakt udløb. Han havde aldrig fortjent en ven. Han talte aldrig om sin fortid og alligvel sad han her og kastede ud om sig omkring sin fortid. Føj hvor han bare ikke brød sig om det!

Lilac kunne se på Joey, at tankerne fløj gennem hovedet gennem ham med en hastighed og kraft som en tornado. Det var forkert at tro en mand som ham ikke tænkte, fordi ved blot at se på ham kunne hun se, hvordan han overtænkte hvert evig eneste ord der kom ud af hendes mund. Synet var sørgeligt, fordi hun mente hvad hun sagde. Der var ingen gemte meninger, ingen dobbeltbetydninger eller løgne. Hun havde lagt kortene på bordet, men alligevel tvivlede ham på hende. Hun havde kun fået et lille glimt ind i hans liv, men allerede nu vidste hun, at han havde svært ved at lukke folk ind. Faktisk troede hun ikke på, at hun var nået helt igennem endnu. Der var mange lag og facader hun atter skulle igennem, men hun var villig til at være tålmodig, hvis det altså betød hun ville komme helt i hans hovede på et tidspunkt. Problemet var dog, at Joey var en svær nød at knække. Man kunne bruge flere år med ham uden reelt at vide, hvad hans tanker lagde sig på.

“Venskab er ikke en foretningshandel mellem to mennesker. Det er ikke fordi, at jeg tilbyder dig hjælp nu for at modtage noget i den anden ende. Jeg gør det, fordi jeg bekymrer mig om dig som person, og jeg ønsker ikke at se dig i den tilstand, du er i nu. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke behandler dig selv bedre og med den respekt du giver mig og andre. Jeg tror p— nej jeg ved, at du vil kunne udrette større ting, hvis du turde at tage chancen. Lige nu holder du dig tilbage ved at sige, at du ikke kan, men ingen kan noget som en selvfølge. Der var også en periode, hvor jeg ikke kunne læse, skrive eller tegne. Ja, jeg lærte det i en ung alder, men det er ikke for sent at give det et forsøg endnu… men du lader dig ikke tage chancen. Hvorfor ikke Joey. Hvorfor holder du sig selv tilbage?” Spurgte hun med bekymrede øjne og søgte hans blik. Hun havde aldrig været dygtig til at lave motiverende taler. Normalt holdte hun så dybe emner for sig selv, da andre bedre kunne lide at se hende som værende glad hele tiden. Måske var det derfor, at hun var ensom til trods for, at hun var omgivet af mange mennesker. De så kun en lille bid af hende mens hun nu lagde det hele ud for Joey… problemet var, at han ikke ville tage imod den de, af hende heller.

Lilac følte sig varm indeni, da Joey lod sig selv tage fat i hendes hånd. Det var som om, at han endelig havde givet et lille stykke af sig selv til hende, hvilket hun ville værne om med sit liv. “Jeg ved godt at mine problemer ser ligegyldige ud i forhold til dine - jeg har ikke oplevet de ting du fortæller, og jeg er ked af du skulle igennem dem. Men det er anstrengende at skulle sætte en facade op før nogen kan lide en. Folk kan kun lide mig hvis jeg er smuk, hvis jeg er den perfekte datter og hvis jeg er en stille nikkedukke, men de ser ikke mig. Jeg tror ikke de er interesseret i det, men med dig er det… anderledes. Du er her stadig til trods for, at du så en dårlig side af mig. Påtvunget, ja, men du har ikke brugt det imod mig, hvilket jeg er taknemmelig for. Det er derfor jeg ikke forlader dig, fordi jeg tror inderligt på, at vi alle har brug for nogen til at støtte os gennem hårde tider. Jeg vil gerne være den person for dig. Hvis du vil lade mig?” Sagde hun og var selv hel grædefærdig over, at snakke om sine egne følelser. Det var endnu en af hendes svagheder. Hun var forfærdelig til at tale følelser uden at komme til at græde. Tårerne pressede sig på og hun prøvede på at blinke dem væk, men uden held. Snart strømmede de ned af hendes kinder.

Hvad var der med Lilac og skulle hjælpe andre?! En dag ville det gå galt og så var der ingen til at hjælpe hende. Han hørte godt hendes ord men ærlig talt vidste hen ikke hvad han skulle svare. Så jan forblev tavs. Han kunne jo ingen ting, han havde aldrig været god til noget før. Ja hun havde da givet ham en fjerpen i hånden og fået ham til at tegne, men det gik ikke lige frem særlig godt. Han havde sikkert ødelagt tøjet hun havde lånt ham med den blå farve fra blækket. Der var aldrig nogen der havde lært ham noget i hele hans liv. Der var aldrig nogen der havde taget sig af ham og sagt at han kunne ting. Der var aldrig nogen der havde troet så meget på ham som Lilac gjorde nu. Hvad nuttede det at have den tiltro til ham? Intet.. Han var ikke noget værd at samle på. For hvorfor skulle han være det? Han kunne sælge sin krop det var han god til. Ikke lige så god som Azia men hun arbejdede også på bordellet så det var jo nemt at regne ud hvor god hun var til sit job. Joey måtte bløde en gang i mellem for at få kunder. Han måtte bide i det sure æble og kigge alle steder efter en der lignede en der var ude efter sex. Hvilket ikke var ret tit med mindre de var fulde og på tværs. 

Han sukkede lidt og kiggede væk fra Lilac for at finde ud af hvad han skulle sige til hende. Der var så meget han kunne sige men han vidste ikke hvor han skulle starte henne. "Jeg.... tror ikke...." nej det lød dumt så han lukkede munden igen for at tænke sig lidt om i sin smerte. "Jeg forstår ikke hvorfor du bekymre dig.... jeg er vant til at klare mig selv på godt og ondt. Jeg fortjener ikke nogen ven. Azia er den eneste rigtige ven jeg har. Selv det har taget lang tid for hende at acceptere min skæbne.... Jeg.... Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg skal kunne lære noget når jeg ikke er særlig dygtig til noget. Kroppen kan jeg sælge, men at læse og skrive er aldrig noget jeg kommer til at lære. Jeg kan jo ikke engang tegne uden at få det blå stas ud over det hele og ødelægge tøj... Jeg... jeg er kun til besvær... Hvorfor indser du det ikke bare Lilac?" han satte armene over kors og gjorde tegn til et af sine mange egne kram. Var han en hod person? Var han villig til at lade Lilac kalde ham for en ven? Han vidste det ikke, for han var bare en modbydelig lille mide i sidste ende fyldt med paranoia. Han stolede ikke på folk gør der var gået lang tid. Selv det havde Azia kæmpet med ham om, og han var kun begyndt at lade vær med at have dårlig tanker om Azias hensigter med ham. "Jeg kan ikke være andet end en modbydelig lille kakerlak der lever i gyderne blandt affaldet og skraldespandene. Det er hvad jeg er. Ikke en eller anden der bor i et fint hus med ens forældre og som har haft en god opvækst... det er bare ikke mig, of det bliver det aldrig..." var det løgn det han sagde? Nej egentlig ikke. Det var ganske sandt, han duede ikke til noget og ville aldrig blive lykkelig. For hvem ville du have en tigger som ham? 

Selvom han nu havde armene omkring sig savnede han den varme hånd ved siden men han var bare bekymret for sit eget liv og hvad der ville ske med ham når hun sendte ham ud på gaden på ny. Han fortrød ikke at sidde her. Men hvad godt gjorde det for ham? Det var kun for en kort tid og så skulle hun ikke kigge på ham længere. "Du siger så mange ord jeg ikke kender og kan gentage. Jeg forstår ikke hvad du mener.. Jeg forstår ikke disse ord du siger men jeg kan ikke lide dem. Uanset hvad de betyder... Jeg prøver bare på at tjene til dagen og vejen sammen med Dreng. Jeg prøver bare at være et godt menneske selvom jeg sjældent går i bad. Selvom jeg sjældent kan ligge et simpelt regnestykke sammen. Men jeg ved da hvilke Krystaller der høre til hvad. Jeg et ikke interesseret i at skabe... Hmm..  Dr... drama tror jeg det hedder. Jeg vil bare have du er lykkelig. Selvom jeg måske har set din sure side. Det viser jo bare at du har et hjerte ikke sandt? Jeg vil ikke have dette med... med... med.. medlidenhed tror jeg det hedder fra nogen.. jeg vil bare være i fred og rigge på gaden som jeg plejer i fred. Jeg vil bare være alene og i sikkerhed. Men jeg får aldrig tag over hovedet, det tjener jeg slet ikke nok til. Jeg vil altid være et problem for andre mennesker på gader og stræder. Jeg vil aldrig få en normal hverdag som dig..." han kiggede kort på hende og kunne mærke en tåre presse sig på men om det var på grund af det de snakkede om eller om det var på grund af smerter vidste han ikke. Han vidste bare at det var et følsomt emne de var inde på. Han ville jo ikke være til besvær for nogen. Han ville bare leve et liv i fred for vold og tæsk. Måske hvis han var heldig kunne han bo på bordellet som Azia og få arbejde der henne. Man kunnr aldrig vide han vidste bare ikke om han turde tage der hen alene, om end at Azia havde sagt hun nok skulle hjælpe ham. Han havde bare aldrig taget skridtet videre og gjort noget ved det. For hvorfor skulle han? Han vidste ikke engang om det var mere sikkert på bordellet end på gaden. 

Han snøftede kort og blinkede nogle gange med øjnene for at mærke en tår trille ned af kinden på ham og ned imod mundvigen. Det smagte saltet som den lå på læberne og på vej ind i munden på ham. Han hadede at græde. Det viste svaghed og det var bestemt ikke noget han vat! Han hadede at være den svage i flokken. For det var det han altid var betegnet som der hjemme. Det var derfor han blev solgt på kontrakt. For at familien kunne overleve. At han havde været så uheldig at hans far var død under en ildebrand vidste han ikke noget om før det var for sent og han kom hjem igen. Han frygtede det liv igen. Han ville ikke se sin familie. Han vidste ikke engang om han selv ville have børn. For hvem ville dog have børn med en uklog person der vare trak på gaden?!

Dengang de først havde mødt hinanden var der næsten ingen ordveksling fra Joeys side. Nu strømmede ordene ud af ham, og Lilac havde af og til svært ved at følge med, selvom han ofte stoppede op for at omformulere sig eller finde ud af, hvordan han skulle udtrykke sig. Ikke en eneste gang afbrød Lilac ham. Hun kunne mærke, at han virkelig havde brug for at bryde sin tavshed. “Kan du ikke se det Joey? Jeg er her, og Azia bekymrer sig også om dig… hvorfor ville vi være her, hvis vi ikke ville? Bare fordi du ikke har nogle specielle evner endnu, så har du stadig mange år at lære i,” sagde Lilac betryggende og kom med et lille smil til sin ven. “Se på mig. Jeg kan ikke svømme. Jeg er piv bange for vand, men det betyder ikke, at jeg aldrig kommer til at lære det. Måske kommer det til at tage længere tid, men hvis man arbejder hårdt nok, skal man nok få lært det på et tidspunkt,” forklarede hun og kiggede på Joey, søgte hans blik for at se, hvordan han tog hendes ord.

Lilac hadede den måde som Joey talte sig selv ned på. Det var det samme nummer han havde lavet sidst, men denne gang ville hun ikke springe i luften. Det kom der ikke noget godt ud af sidst. “Jeg ved godt det ikke l ændrer noget, men jeg synes ikke du er en modbydelig lille kakerlak. Langt fra Joey,” sagde hun ærligt og med en hvis beslutsomhed i stemmen som fortalte ham, at han ikke kunne skifte hendes mening. Også selvom han prøvede med næb og kløer. Lilacs mening var fast. Hun var hans ven. Om han ville have hende eller ej.

Joey var lige så stædig som Lilac var. Igen sang han samme sang om, at han altid ville være i det dybe hul, som han eksisterede i nu. Ikke engang Lilacs solstråler kunne nå ham. Hvis ikke hun kunne, hvem ville så? Lilac følte sig en anelse opgivende, men stoppede ikke med at kæmpe for sin ven. “Jeg synes det er forbløffende, at du har overlevet alene så længe, og jeg forstår, at du har haft disse tanker i årevis for at komme gennem livet… men der findes et andet liv end gaden. Der findes endda et andet liv end mit. Ville det ikke være rart at have et tag over hovedet? Ikke at skulle kæmpe for mad og krystaller hver evig eneste dag? Der må da være et alternativ, hvor du stadig holder dine trygge rammer, men ikke bliver udsat for flere overgreb,” sagde hun og kiggede på sin ven. En tårer trillede ned af kinden på ham, men han gjorde intet for at fjerne den. Lilac rakte hånden hen til hans kind og strøm den væk. 

“Du er ikke en byrde for mig. Okay? Aldrig tro det,” sagde hun som sine sidste ord og kiggede på sin sårbare ven. I dette øjeblik vidste Lilac, at hun ikke kunne forlade ham, indtil de havde fundet en plan. Hun kunne ikke efterlade ham, hvis der var en risiko for, at hun ville finde ham død på gaden ved deres næste møde. I disse måneder var der ofte nogle få hjemløse, der frøs ihjel i novemberkulden. Joey skulle ikke være en af dem. Ikke mens Lilac var der til at beskytte ham.

Joey var normalt en meget stille og forsagt person han hadet vand fordi det gjorde ham i stand til at fryse. På en snevejrsdag kunne han klare sig, men med regnvejr var han helt fucked! Han gik sjældent i bad fordi det ødelage hans passive evne til at manipulere med sin varme regulation. Hvis han nu bare kunne lave en ildkugle af sig selv ud af den blå luft som resten af familien. Men end ikke det kunne han. Han skulle altid være i nærheden af gløder eller ild for at kunne få flammer i gang i hånden og manipulere gløder til at få en flamme. Han var virkelig bare udulig! 

Han sagde kun så meget her fordi han havde meget på hjertet. Han var i store smerter lige fra brystet til ryggen og ned i benene. Der ville ikke være noget at sige til hvis han fik et kæmpe blåt mærke på låret af ham. Han vidste ikke engang hvordan låret så ud, eftersom at han ikke ha de noget på inde under sine bukser. Lilac havde nok aldrig set en nøgen mand før, of han ville virkelig ikke bryde den intimsfære der var imellem dem. For hvis de skulle have et nyt venskab kørerende som hun så gerne ville have så krævede det at han bevarede roen en smule og ikke viste sig komplet nøgen. "Nej Lilac. Jeg er ikke værd at kæmpe for. Jeg er og forbliver et problem. Azia  er et godt menneske og det er du også,men mig??? Jeg kan virkelig ingen ting. Jeg kan ikke engang tage et orde tlig bad uden at fryse det halve af røven af. Jeg er ikke så klog og dygtig som dig. Du kan så meget mere, du finder en mand som egentlig vil dig det bedste. Jeg finder aldrig nogen der vil tage mig som jeg er...." han sukkede lidt og kiggede kort på hende inden han vendte blikket væj fra hende og lod en ny tåre glide ned over hans kind. Den således smag fylste endnu engang hans mund. Det smagte næsten som det kolde hav vand. 
Han drejede hovedet og kiggede på hende med knald røde øjne eller det øje han kunne se ud af og var begyndt at blive en smule gult. Det andet var stadig kæmpe efter at være hævet i så mange timer. Det var tydeligt at se der var en kæmpe blodansamling inde under huden ved øjet der havde gjort det var hævet op. "Men... Men..  Men... du er så meget klogere end mig! Du har sikkert en skolegang bag dig. Svømme kan alle oh enhver lærer, men jeg er gammel og lære ikke så hurtigt. Jeg ved ikke engang hvor gammel jeg er mere... en dag tager den anden og pludselig er det vinter og så sommer.. jeg tæller ikke dage jeg ved ikke wngang hvad år vi er i, eller hvor længe jeg var på kontrakt. Hvor længe jeg har været adskilt fra min familie. Du Lilac... Du... Du kan så meget det er jeg sikker på..." en enkelt saltet tåre løbe ned over hans kind igen og gled videre ned til hagen.

Hvis ikke han var en modbydelig lille kakerlak hvad var han så? Han duede ikke til at passe på nogen eller noget ud over Dreng. Dreng var den vigtigste for ham, og han havde bare fulgt med ham uden at Joey overhovedet havde gjort noget for det. Han havde bare været en ven. "Så en væggelus da!" konkluderende han. Lige meget hvor hård hun var i tonen ville han ikke give afkald på sin mening. Han var virkelig ikke det værd at samle på! Han hadet at se ned på sig selv, men alle kiggede jo ned på ham. Selvom dem med gode hensigter. Det var i hvert fald det hans paranoia sagde til ham.

Han havde jo bare prøvet på at overleve som alle og en hver på gaden. Han var ikke så heldig som Azia at have en bolig og et fast job. Han car ikke så heldig som Lilac hvor der var en familie der tog hende med åbne arme og beskyttede hende. Han havde ingen der var så venlig over for ham ud over Azia og det havde virkelig taget tid for ham at acceptere hendes godhed så han kunne stole på hende. Men nu prøvede Lilac at komme ind under huden på ham, men hvad nyttede det?  Intet! Kunne hun dog ikke forstå at han ikke var værd at samle på?! Hun kunne ligge sig på sine grædende knæ og bede ham om at overveje sine muligheder i en ny ven. Men han ville stadig være lige så paranoid som altid. Han ville altid tro at Lilac ville ham ondt. 
Han sukkede lidt oh kiggede ned på Lilacs skød om end at hun fjernede en tåre fra hans kind. Han nød tanken om hendes ord oh det varmede da en smule, men det ville aldrig ske. Han ville aldrig tjene krystaller nok til at få sig en bolig og betale skatter og husleje. Han ville aldrig kunne tjene nok krystaller til at kunne få mad på bordet hver dag. Hvem ville overhovedet ansætte ham når han ikke engang kunne gå ordentlig i bad. Han ville altid være en beskidt lille djævel. En rotte der der kravler rundt i gyderne for at finde sit næste måltid. Han kunne bare klare sig med få midler, men aldrig om han ville kunne få lov til at klare sig så godt som Lilac. Derfor forholdte han sig tavs. Han kiggede blot på hende med tåre trille længere og længere ned over hans kind og flere og flere af dem kom løbende. Han snøftede kort og hans øje var knald rødt af at græde som om det var sommer og høfeber var over landet. Han kunne ikke sige noget. Han var tabt for ord. Hvorfor skulle Lilac være så god og tro så meget på ham?! Han kunne ikke en skid! Han var bare sat på krystallandets jord for at være til besvær! Kunne hun ikke bare indse det som alle andre på gaden der var efter de hjemløse og dem der tiggede om krystaller.

"Lilac... jeg... jeg..." han begyndte at hulke en smule og satte hænderne op foran øjnene for at begrave fjæset i sine beskytte hænder. Han kunne ikke bare lide at hun troede så meget på ham. At han skulle sove i denne fine seng med silke lagner og store puder. Det var så blødt at han kunne hoppe i sengen uden at mærke brædderne i bunden af sengen. Hvordan kunne hun forvente at han ville blive liggende her?! Hvordan kunne hun forvente at han ville spise hende ud af huset, og den suppe hun havde sat frem til ham. 
Han hulkede stadig og snøftede list for sig selv ned lukkede øjne. Tårerne trillede længere og længere ned ad hans kind og videre ned på hænderne som fik en fin stribe snavs med sig for hver tåre. Han fortjente ikke Lilacs godhed. Han fortjente ikke at hun skulle sætte sig ned og holde af ham.

Hvis Lilac kunne ville hun finde en reset knap på Joey, der gjorde, at han ikke længere havde disse tanker om sig selv. Lilac vidste, på baggrund af hans indrømmelser i dag, at Joey havde haft et hårdt liv. Han havde aldrig mødt nogen, som oprigtigt ville ham det godt før han mødte Azia og hende selv. Måske var det derfor, at han var svær at overbevise. Når han tidligere havde ytret disse ord, havde de vist sig at være sande, men denne gang var det bare en bunke vrøvl. Lilac kunne ikke bare sidde og give op på ham. Ikke nu! “Er det virkelig det du vil have? At leve et liv i komplet isolation?” Spurgte hun en anelse kritisk, men kiggede på sin ven med bløde øjne. “Fordi det er ikke, hvad jeg ønsker for dig. Du fortjener at have gode mennesker i dit liv, og jeg er sikker på, du møder en person, som vil have dig, hvis du altså tør at lade dem ind.”

Lilac vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til Joeys ord. “Jeg er intelligent fordi jeg har gået i skolen. Ja, jeg er dygtig til at skrive og regne, men jeg vil aldrig kunne overleve på gaden som du kan. Du har en anden form for intelligens, der har bragt dig gennem livet. En som ikke kan blive lært ved at læse bøger. Du er en fighter Joey. Jeg håber, at du en dag kan stoppe med at overleve og starte med at leve,” sagde hun og blev selv helt berørt af, hvordan Joey lod alle følelserne komme ud. Hun måtte jo indrømme, at hun selv var lidt af en crybaby, så i det samme hun så Joeys tårer trillede hendes egne ned i en heftig strøm. Med ærmet tørrede hun de værste væk for der blot kom nye og tog deres plads. 

En væggelus var bestemt ikke det rigtige ord. Blikket blev vendt på Dreng i et stille sekund, og derefter rettede Lilac blikket mod sin sidemand. “Du er ligesom Dreng,” startede hun blidt og snøftede. Urgh det var svært at tale, når man græd! “Du sagde, at du fandt ham halvdøende og alene, men se ham nu. Han har aldrig været gladere eller sundere sammen med dig. Hvis ikke du havde været der, ville han aldrig have overlevet. Måske er det lidt det samme med dig. Ikke at jeg siger du er svag, men du er i et dårligt punkt i dit liv… hvis du ikke accepterer hjælp fra andre, er det ikke sikkert, at dit liv nogensinde vil ændre sig. Dreng ville så sandelig ikke have været her uden du tog ham ind,” sagde hun og kiggede frem og tilbage på Dreng og Joey. Det var spøjst, hvordan ejer og kæledyr ofte mindede så meget om hinanden.

Øjnene tilhørende Joey var nu blevet helt røde og var fyldt med tårer. Flere end Lilac egne øjne, hvilket sagde en del. Usikkerheden i, hvordan hun burde agere ramte hendes krop. Ville han skubbe hende væk, hvis hun trøstede ham eller ville han tage hende ind med åbne arme? Efterhånden havde han skubbet hende væk gang på gang, så det var netop derfor, at hun blev usikker i sine handlinger. I et stykke tid lod hun ham blot have sine øjne i hænderne. Hun placerede sin hånd på hans nøgne ryg og aede ham blidt, hvorefter hun lagde mærke til, hvor kold han var. Hun tog fat i dynen bag ham og pakkede ham så god ind, som hun nu kunne i denne akavede position. Det ville være en skandale, hvis han mu gik hen og blev syg. “Hvis det er for meget at tale, så kan vi også bare sidde i stilhed for en stund mens du spiser din suppe,” foreslog hun og skubbede suppen tættere på ham. Hvis han ikke snart gik i gang med at spise den, ville den ende med at blive kold. Det ville være endnu værre, at suppen slet ikke blev spist.

Isolation? Han vidste ikke hvad isolation betød. Han havde bare altid klaret sig alene på gaden. Hvis ikke det var fordi Azia havde skubbet til ham nogle gange og fået ham ud af sin skal så havde han stadig været underlagt sin ensomhed. Hvis ikke det var fordi at Lilac var her og prøvede at overbevise ham om det modsatte vidste han slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Der var aldrig nogen der havde bekymret sig så meget om ham som Lilac gjorde nu og han kunne bestemt IKKE lide det. Han kunne ikke lide at nogen lagde så stor en vægt på at han skulle have det godt og leve det bedste liv. Han var blot en simpel tigger der levede og åndede for gaden. Han kunne ikke bare gemme sig væk i et stykke arbejde ud over når det var mænd en mørk aften. Hvorfor skulle Lilac tro så meget på ham? Han var ikke det værd. Kunne  hun ikke bare lade ham være i fred og så kaste håndklædet i ringen og give slip på ham? Nej han kendte Lilac nok til at hun ikke ville gøre det, om end at de havde haft et lille sidespring i at de begge blev ophidset sidste gang de var sammen. De var begge to stædige og kunne blive lige sure.

Hvis han var intelligent så var Lilac det også! Hun havde haft en skolegang og hendes forældre havde givet hende det mest basale her i livet for at hun kunne få en lykkelig fremtid. Hun kunne regne og skrive, selv læse. Noget Joey aldrig kom til. Ja han var måske intelligent, men det så han ikke sig selv som. Han havde levet på gaden siden han var 16 og han vidste ikke engang hvor gammel han var nu, han vidste ikke engang hvor længe han havde været på kontrakt. Han kunne ikke uge dage, den ene dag tog bare den anden, ved Isaris guddommelige lys vidste han ikke engang hvornår han havde fødselsdag.  Han lagde bare mærke til hvornår arbejds mændene tog ud på markerne om i det varme vejr og høstede korn. Han vidste hvornår konerne vaskede tøj ved brøndene. Han så hvordan børn legede på gaden det var hvad han så. Han kendte alt til Dianthos gader, men at få et arbejde som Lilac så brændende ønskede at han kunne få var ikke på tale. Han var en trækker dreng, han vidste hvor han skulle gå hen for at tjene krystaller. Når single mændene gik på kro og fik lidt or meget at drikke søgte de hen imod bordellet eller i gyderne hvor de fleste prostitueret var. Hvis de prostitueret var optaget stod Joey altid klar til at tage imod dem. Han var og forblev en trækker dreng. Han ville aldrig blive som Azia der havde et job og en bolig på bordellet. Han ville altid have et arbejde på gaden, om end at Azia havde sag til ham at hun gerne ville hjælpe ham med bolig og arbejde på bordellet hvis han takkede ja til det. Han kendte til gaden og de mænd der ville have tømt kuglerne for deres pure varme sekreter. Nogen var ikke lige frem så renlige og lugtede kraftigt af urin og var svedige efter en hård arbejdsdag. Det havde Joey bare lært at leve med. Han kendte jo ikke engang årstiderne, han vidste bare at når det blev koldere og vejret skiftede var det svære at finde et ly for natten. Heldigvis var der et par skure på markedspladsen der nogen gange aldrig var låst. Ved Zaladins bare røde røv så havde han ikke engang muligheden for at tage et ordentligt bad uden at blive nedkølet. Noget han hadet ved sin evne. Når det regnede meget frøs han som et hvert andet menneske fordi han ikke kunne regulere sin kropsvarme.  Hvis han bare kunne lave en lamme ud af den blå lufft som hans ældse lillesøster, men det kunne han ikke. Han havde ingen træning i sine evne. Han havde ingen mulighed for at sætte en flamme til livs i sine hænder med mindre der var et ildsted med gløder han kunne sætte gang i eller en pejs med ild i før at han kunne tage ilden og forme den i sine hænder. Han var ærlig talt et problem barn der ikke kunne en skid. Så hvorfor troede Lilac at han var intelligent? Han levede da men det var svært at leve. Han kendt bare til dagligdagens rytme blandt menneskerne. Han kendte steder men aldrig skiltene i byen. Ingen havde taget sig tid til at lære ham at læse, skrive og regne.

Han hørte godt Lilacs ord om end at han flæbede som bare fanden selv. Han fjernede hænderne fra sit ansigt og tørrede næsen af med håndryggen som løb ret kraftigt. Det tog han sig ikke af og tørrede blot håndryggen af i sine sorte hullede og beskidt bukser. Han var lige glad med sit tøj han havde alligevel ikke noget på inde under. Men han brød sig ikke om den måde som Lilac talte til ham på. Hvordan kunne han være lige som Dreng? Dreng havde bare fulgt med ham fordi Joey havde været god ved ham. Da Joey fandt ham var Dreng udsultet og mishandlet. Dreng havde siddet fast i en bjørnefælde og havde været grov ved Joey som han havde prøvet at hjælpe ham. Han havde aldrig ønsket at nogen skulle være i smerte ikke engang dyr. Men Dreng havde været svær at komme ind på og havde bidt ud efter ham op til flere gange. Alligevel havde Joey været standhaftig og gjort små skridt for at hjælpe Dreng, fundet lidt mad som Dreng kune spise ved at skubbe det forsigtigt over til ham. Dreng havde været lige så tynd som Joey var nu hvor ribbenene kunne ses på Dreng. Nu var det bare omvendt. Nu hvor Dreng havde sul på kroppen havde Joey det ikke. Ribben og ryggen samt hofteben var tydelige at se på ham. hvor Dreng ikke havde en eneste knogle der stak ud. Hvis Joey skulle leve med denne smerte havde han gjort det med glæde. Han ønskede ikke noget dårligt komme ud for Dreng, det fortjente Dreng ikke. Faktisk ville han hellere tage smerten fra Dreng som han kunne. Men lige så modig Dreng var omkring fremmede mennesker lige så bange var han når der kom en gruppe teenage drenge og pustede sig op. Dreng havde det med at gøre sig lille og trygge sig helt sammen op af en mur, måske var det på grund af den mishandling som Joey ikke vidste han havde været igennem. Men han hadet at se at Dreng fik tæsk for at beskytte ham. Hvilket Dreng så sjældent gjorde. Aftenen før havde Dreng prøvet at beskytte Joey, hvilket bare havde fået Dreng til at blive losset væk og slået for at beskytte den han holdte af. Derfor havde Joey pustet sig op som den slapsvans han var og fik alle tæskene.
Lilac troede så meget på ham og håbede på det bedste for Joey det kunne han jo høre, men det var ikke det samme han kunne ikke give Lilac noget som helst hun fortjente.

Han mærkede hvordan hun lagde en hånd på ham og senere dynen hvilket bare fik ham til at trække lidt på smerterne i en grimasse . Salven han havde fået på ryggen ville gå i dynen og silke lagnet, men hvad skulle han gøre ved det? Forventede Lilac at han ville ligge her i to uger og kommandere med hende om hvad han ville have til han kom til hægterne? Han kunne ikke, sengen var så blød at han kunne hoppe i den uden at mærke brædderne i bunden af sengen. Skulle han virkelig sove i den og ikke på det hårde gulv? Hvad ville hendes forældre ikke sige hvis de opdagede at silke lagnerne var fyldt med utøj og var beskidte. De ville da aldrig blive rene igen. Han var jo ikke lige frem det reneste menneske der kunne ligge i denne seng. Hvis Lilac troede at han ville blive liggende her tog hun fejl. Det var alt for blødt for ham og det var ikke fortjent. Han prøvede jo bare at leve et sikkert liv. Det var bare ikke sket denne gang. Han vidste ikke engang om hans lår var blevet blå efter at have beskyttet sig så godt som muligt. Han kunne jo ikke smide bukserne og tjekke. Hvad ville lille uskyldig Lilac ikke sige til en nøgen mand i hendes nærvær?! Han forstod virkelig ikke hvorfor Lilac ville ham det bedste, men hun var så fyldt med kærlighed at hun kunne dele ud af det til alle der havde brug for det. Hvad så hvis der kom en dag hvor hun ville komme i problemer fordi hun valgte at hjælpe den forkerte person? Så var der ingen til at hjælpe hende. Joey var en slapsvans og kunne ikke slå fra sig. Han var for tynd og kunne dårligt nok løfte et våben, og så vidste han ikke engang hvordan man brugte et våben.

Han hulkede og snøftede stadig som hun havde sagt sine ord. Tårene ville bare ikke have nogen ende på ham. For første gang hvad der virkede som evigheder løftede Dreng hovedet og rejste sig op for at slikke på hans beskidte hånd, men Joey gjorde ikke noget. Han sad bare og græd snot. Hele denne ide om at Lilc ville være derfor en ven kunne han ikke rigtig lide. Som venner skulle man give oget ud af sig selv. Han havde brudt sit løfte igennem mange år om ikke at græde, og her havde han siddet og flæbet de sidste fem minutter hvis ikke mere. Han havde ingen tidsfornemmelse og han kunne ikke klokken. Var det fordi at han havde delt noget personligt omkring sit liv, noget der lå dybt i ham og som han aldrig snakkede om. Var det fordi at Lilac avr så venlig imod ham at han ikke vidste hvordan hans kulle håndtere det?! Han vidste det ikke og han fortrød virkelig at han sad her og flæbede som en eller anden seks årig knægt der blev taget væk fra sine forældre fordi de skulle have mad til resten af året til den voksende familie. Han kunne ydeligt huske hvordan det var at blev revet væk fra hans fars trygge favn af de folk der havde købt ham på kontrakt og fjernet ham fra hans rygge rammer. Han havde lovet sig fra den dag at han aldrig ville græde mere. Ikke engang da han fik piske slagene a sin herre for at være ulydig og ikke gøre tingene ordentligt, havde han ikke grædt en tåre. Heller ikke da han blev løsnet fra pælen og han havde de grimme sår ned langs ryggen der nu var brudt op og var betændte. Han var sårbar, og Lilac havde nu set ham være mest sårbar i hele hans liv. Han viste aldrig sine betændte ar på ryggen, ikke engang når de var lukket og inflammerede. Arene var en tid han ikke ville tænke på. Men han havde jo aldrig haft et lykkeligt liv.
Ikke engang efter sin Kontrakt udløb fandt han lykke. Han dukkede op på Topalis Isle blot for at finde at hans elskede far var død i en ildebrænd med en søster han ikke engang kendte. Hans mor var dødelig syg og alle mente at han skulle bringe krystaller med hjem. Problemet var bare at han aldrig havde fået nogen krystaller for at være på kontrakt. Han vidste ikke engang at patriarken i familien var død. Hans elskede far, den der havde holdt live i hele familien og som aldrig havde set skævt til Joey for de manglende elverøre, og den blege hud. Hans far havde altid sagt at han var unik, men hvad hjælp det når de mindste i familie flokke var bange for ham fordi de ikke kendte ham?

Da Dreng vendte blikket hen imod Lilac stoppede Dreng med at slikke på Joey's hånd og bevgede sig over til hende for at ligge sit hoved på hendes knæ og kigge bedrøvet op på hende. Først der vedte Joey ansigtet hen imod Lilac og så at hun græd. Hvorfor græd hun? Havde hun ondt nogen steder? Var hun i problemer? Kunne han gøre noget?! "Lilac... Du... Du... Du må ikke... Græde" snøftede han imellem ordene men hans egne tåre stoppede ikke. Hvis hun udviste så meget kærlighed til ham og prøvede at være hans ven måtte han jo gøre det samme. Om end at han ikke helt vidste hvordan man var en ven. Ja Azia var kommet tæt nok ind på livet af ham, men hun kendte ikke til hans baggrund som han havde siddet og bræget ud til Lilac inden han havde flæbet som den rene pest.
Lilac havde et sundt og godt liv. Hun havde sine forældre også selvom de lukkede hende inde når de var hjemme. De ville hende jo nok det bedste. Det bedste ved ikke at se alt det dårlige der skete i Dainathos blandt alle prostitueret i gadebilledet med de nedringede kjoler. Hendes forældre havde givet Lilac det mest basale for en uddannelse og hun kunne få et arbejde så let som at knipse i fingrene. Der var aldrig nogen der havde lært Joey den ting. For hvem ville ansætte en mand der ikke engang kunne skirve, læse eller regne. For slet ikke at næven sjældent gik i bag fordi han ville fryse, med mindre vandet var skoldende varmt. Så kunne han håndtere sin kropsvarme. Men at se Lilac græde brød han sig ikke om. Hvem sagde ikke at Lilac smed ham på gaden fordi han havde fået hende til at græde uden nogen grund. Hun kunne melde ham til byvagten for et eller andet. Nok ikke lige frem voldtægt efter som de aldrig havde været intime. Men så for tyverri for at spise hende ud af huset. Ja ja han kunne da bo lidt tid i arresten og så havde han da tag over hovedet, men hvad ville der så ikke ske med Dreng? Han kunne jo ikke komme med, hvem ville passe på Dreng mens han var væk? Tanken skræmte ham og han ville ikke den vej. Men han stolede ikke på folk.

Han skulede lidt til suppen som hun virkelig gerne ville have, men han kunne ikke. Han havde ondt i hele kroppen, og tanken om at løfte en ske gjorde det hele bare meget værre. Ikke at han ikke kunne løfte skeen, men det hele hang i at han følte han ville spise hende ud af huset i to uger. Hun var jo ikke lavet af Krystaller, og hvad nu hvis hendes forældre så sådan en beskidt mand ligge i deres silke lagner på et eller andet værelse fordi de kom tidligere hjem. Nej det duede ikke. Langsom løftede han en hånd op imod hendes kind og fjernede de værste tåre, men lige meget hvor meget han prøvede at fjerne dem kom der flere til, det var en kamp han ikke ville vinde. "Jeg... Jeg kan ikke... Lide at du græder" snøftede han da han havde lagt sin fulde opmærksomhed på Lilac. Græd hun fordi han havde delt noget af sit liv og vist hende sin udsultede og tynde krop? Fordi hun nu vidste hvordan han aldrig havde haft en familie og hvordan familien havde forrådt ham da han kom tilbage til Topalis Isle?

Hvis Lilac gav ham kærlighed skulle hun også have lidt, også selvom det betød at han skulle give noget han ikke engang vidste hvordan man gav. Lilac havde så meget kærlighed at dele ud og hun havde hendes forældre som klart gjorde det samme bare på nogle lidt andre måder. En dag ville de ægte hende til en mand der ville elske hende og gøre alt for hende, og Lilac ville få de kønneste børn med silke blond hår måske med krøller og de perfekte blå øjne lige som hendes. Kunne man ønske sig mere?! Hvor imod Joey?! Han ville aldrig finde lykke så længe han boede på gaden, for hvem ville elske en som ham som ikke engang kunne holde sig selv ren. Ville der en dag komme hvor han kunne få varme bade og nogle trygge rammer væk ra gaden? Han troede ikke selv på det. Han var og forblev en trækkerdreng med et escort service hvis der var brug for det. Lilac var bare så heldig at have fået lært det mest basale, om hun så kunne  svømme eller ej. Han kunne heller ikke svømme, så at bade i havnen var frygteligt fordi der var så dybt og han aldrig kunne nå bunden. Han lignede en der var ved at drukne hver gang han gik ud i havet ved havnen.

Hans mave rumlede mere og mere og han var lige glad med at suppen blev kold, han havde spist muggent brød før, eller det der var klammere for det var jo mad. Men aldrig i livet om ha kunne tillade sig at spise den mad Lilac havde sat frem til ham og brugt tid på at lave ude i køkkenet ved det varme ildsted. Hvorfor skulle hun være så omsorgsfuld. Ikke at han vidste hvad omsorgsfuld betød. Hun prøvede ihærdigt på at få ham til at spise, og hans mave knurrede jo også efter mad, men hvem sagde ikke at Lilac ville anklage ham for tyveri af mad, hun ville ende med at bruge alle sine krystaller på ham.
Selvom han blev ved med at tøre tåre væk fra Lilacs ihærdige tåre der trillede ned af hendes kinder gjorde hans egne det jo også. Var der ingen stopklods på tåre? Han udviste så meget sårbarhed og svaghed ved at græde et 15 år  gammel ed var brudt og han kunne IKKE lide det, men det var som om at nu hvor tårene havde fået frit løb så var det bare 15 års lidelse der skulle ud. "Kan du ikke.... " han snøftede lidt og tørrede sig under næsen med højre håndryg for snot. "... Stoppe med at græde... JEg kan virkelig... Ikke lide det" han kunne ikke engang selv lide at han græd. Lilac skulle være den stærke af de to, især når hun havde nogle der stadig passede på hende.

Det var tydeligt at se, hvordan Dreng bekymrede sig om Joey. Idet tårerne faldt ned holdte han kun blikket på ham for så at gå hen og trøste ham. Dreng var nok Joeys tætteste følgesvend og lige meget hvor ihærdigt Lilac arbejdede, ville hun nok aldrig nå lige så dybt ind i hans liv som Dreng nu var. Faktisk var det meget fascinerende at se denne forbindelse mellem menneske og dyr. Til trods for de ikke talte samme sprog, så forstod de alligevel hinandens signaler. Lilac vidste, at Joey var en god person fordi Dreng blev ved hans side. Dyr havde en naturlig evne til at se, hvilke mennesker var gode og hvem der havde dårlige intentioner. Dreng valgte ham og forlod aldrig Joeys side. Det måtte sige noget om hans karakter.

Efter at Dreng havde slikket Joeys hænder bevægede han sig mod Lilac, hvorefter han lagde hovedet på hendes knæ. De store hundeøjne kiggede på hende en anelse uforstående, som om de spurgte hvorfor Joey nu sad og græd. Måske spurgte de også om, hvorfor hun nu også var begyndt at tude. “Undskyld. Jeg er bare virkelig let til tårer,” undskyldte hun mellem sine hulk, men det stoppede ikke ligefrem tårernes passeren. Faktisk tværtimod. Lilac havde altid haft en svaghed med, at hun græd lige meget hvad. Når hun var sur, glad eller trist, tårerne fandt altid deres vej ud. Som barn hørte hun af og til de andre børn kalde hende tudefjæs, hvilket gjorde, at hun gemte sine tårer. Gik væk når de var ved at anmelde sin ankomst. Det var længe siden at hun havde grædt lige foran en anden person. Faktisk måtte det være dengang, at hun og Aqi Unqi blev angrebet i skoven. Lilac havde været så chokeret og bange, at hun ikke kunne gøre andet end at tudbrøle. Først fandt hun det ydmygende, men Aqi var sød til at trøste hende. Det var derfor, at han var hendes rigtige ven. Ligeledes betød det også, at Joey nu var det til trods for, at han ikke var vild med hendes følelsesmæssige side. Hun ville dog aldrig bede ham om at stoppe med at græde, idet hun kunne mærke, at han virkelig havde brug for at få det hele ud.

Lilac kom med skyggen at et smil, da Joey begyndte at tørre hendes tårer væk. Det var en tabt kamp, men hun satte pris på han gjorde et forsøg. Til sidst måtte hun dog selv tage over for fjerne de værste, for at det blot kom flere til. “Jeg ved det godt, jeg ved det godt. Jeg…” sagde hun, men stemmen brækkede. Faktisk var hun ikke sikker på, hvad hun ville sige. Lige nu var hendes eneste ønske at skrue tilbage i tiden og fjerne alle Joeys pinsler. Han fortjente en helt normal opvækst som hende med en god men alt for overbeskyttede familie. Han skulle have et varmt måltid på bordet hver dag, hade at lave sine lektier og den eneste bekymring ville være, om de andre børn mon syntes han var sej eller ej. En simpel opvækst var det eneste hun ønskede for ham, men det kunne hun ikke ændre. Hun var ingen heks og havde ingen specielle evner. Det eneste hun kunne gøre var at hjælpe ham med at gøre fremtiden bedre. “Jeg vil ønske, at tingene så anderledes ud for dig… hvis jeg kunne ændre din fortid ville jeg… men det eneste jeg kan gøre er at hjælpe dig nu,” forsatte hun blot, selvom hun slet ikke fik hele sin intention ud i de få sætninger. Det var alt for svært at tale i denne tilstand.

Joey nægtede stadig at spise, men kroppen talte tydeligvis mod hovedet. “Hvis suppen når at blive kold er den helt spildt… så er der jo ingen som vil få glæde af den. Vil du ikke spise den. For mig?” Stemmen var tiggende og hvis øjnene ikke var så røde ville hun have sendt han nogle hundeøjne. Dog ville de nok ikke være særlig effektive i denne situation. Lilacs krop følte sig svag i dette øjeblik. Udmattet efter aftens strabadser. Hun var både emotionelt træt efter deres samtale og fysisk træt efter at have båret rundt på Joey. Faktisk havde hun mest af alt lyst til at begrave sit ansigt i sin silkepude, men hun blev oppe sådan Joey ikke skulle føle sig alene.

Hvordan Dreng kunne tage komme så tæt ind på Joey måtte de mange guder vide. Hvordan Dreng var den bedste ven i hele verden og som aldrig forlod ham vidste han ikke. Han forstod ikke hvordan Dreng ville acceptere ham som han var når han bare havde været venlig over for ham. Alligevel havde Dreng taget sig godt imod den venlighed der var kommet til ham. Langsomt havde Dreng accepteret den kærlighed Joey havde givet ham i små mængder. Nu skulle Joey dele ud af en anden kærlighed til Lilac som han havde givet Azia, og hold nu kæft hvor var det svært at gøre. At acceptere der var en anden der ville ham det godt. At der var en der var troværdig var ikke til at holde ud. Han vidste ikke hvordan han skulle takle det, og han prøvede virkelig, men alt i ham sagde at det var farligt og at det ville gøre ondt i sidste ende. At Lilac kun ville ham det ondt selvom hun sad og flæbede sammen med ham.

Lige meget hvor hårdt og ihærdigt han prøvede at stoppe hendes tåre hjalp det ikke. Hun blev ved, lige som ham selv. Hvorfor skulle han sidde og flæbe nu. Han græd virkelig aldrig, han hadet at vise svaghedstegn, han var stærk og så var det ikke engang fordi han var mand. For der var ikke rigtig noget mand over ham. Han var en slapsvanse som ikke engang kunne slå fra sig med mindre han ville brække en hånd. Nej der var sgu ikke meget mand over ham som alle de andre mænd i Dianthos. Selv byvagterne var store og havde muskler og panser på. Han havde bare en sølle skjorte og et par slidte bukser, ingen muskler og en ægte splejs selv i forhold til Lilac. Hun kunne sikkert vinde over ham hvis de lagde arm. "Lilac.. Jeg... Stop med at græd!" lød det som en halv kommando mens han han kvalte et snøft og et hyl i sig. Han kunne bare ikke det der. Ingen skulle græde overfor ham. Han brød sig ikke om det. Han brød sig ikke om at nogen som han kunne se en ven i skulle være ked af det. Han var gjorde alt for sine venner, og tog altid deres problemer over på sig selv i stedet for at tage sine egne problemer først. Han prøvede ihærdigt i ikke at græde og ligge et låg på det hele. Men nu var malerbøtten ligesom åbnet og godteposen var fyldt med tåre. Alt det han ikke havde fået grædt ud i 16 år kom ud nu. Hvorfor skulle han nogen gange være så hård og når så fortiden kom frem så var han en tudeprinsesse.

Hvis han kunne ændre sin fortid havde han gjort det, men det kunne han ikke. Han kunne ikke se sin far en sidste gang og kigge ham i øjnene og fortælle hvor meget han elskede ham. Han kunne ikke lege i baghaven af det lille hus i Topalis og være en glad lille dreng. Lige så snart hans forældre ikke var til at se mere fra vognen og han var kommet på skibet der dragede væk fra Topalis Isle så fik han med bambussen hen over ryggen og der blev sagt i en hård tone. "Stop din flæben knægt!" og selvom det gjorde ondt kunne han ikke stoppe. Det havde bare resulterede i flere slag indtil bambus rørret var knækket hen over ryggen på ham og han lå forpint og forblødt på skibets trægulv. MEn tårene ville ingen ende tage. Han kunne ikke bare stoppe, men ingen forstod at han netop var taget ud af sine forældres arme og stjålet (i hans øjne) væk fra et liv han elskede. Det ændrede sig med tiden, og han var blevet hårde med tiden. Han var en hård skal at knække og det var han stadig den dag i dag. Hvis man så lige så bort fra nu hvor han havde flæbet i hvad der virkede som flere timer hvor det egentlig bare havde været i 10 minutters tid.

Han prøvede at tørre sig under øjnene igen men under det venstre øje gjorde det bare sindsygt ondt og det resulterede i at han lavede en enkelt grimasse af smerte. Det øje ville aldrig blive normalt hvis ikke han fik noget koldt vand på. Selvom han tørrede sig under øjnene dukkede der stadig nye op, men det var ikke lige så slemt som før. Han prøvede at minimere tårene men godtposen var jo blevet åbnet så kunne han lige så godt tude færdig, og det var alt sammen Lilacs skyld fordi hun ville hjælpe ham. Han havde været klar til at ligge sig ned på den åbne gade og ligge der i flere dage i regn og slud eller hvad der ville falde ned for ovn. Måske en spand badevand. Han ville være lige glad, han havde været klar til hvad som helst der kom til ham. Alligevel var Lilac kommet som sendt fra guderne og selvom han måske havde været hård ved hende, prøvede hun jo bare på at hjælpe ham for at han havde det godt. Han havde det virkelig stramt med det. Ha tog aldrig noget til sig før han gav noget igen. Så kunne man da ikke betvivle hans evne eller anmelde ham for et eller andet til byvagten. Så havde han gjort et ordentligt stykke arbejde. Noget man ikke kunne anmelde ham for hvis man fik lov. "Jeg vil ikke ændre noget... Det... Det har gjort mig... Til den jeg er i dag..." ja der var selvfølgelig nogle ting han gerne ville have ændret, men hele hans uduelige liv var kommet fordi hans forældre havde solgt ham på kontrakt, og han vidste ikke engang for hvor meget. Men Topalis Isle havde været i kaos da han blev solgt, og først senere hen af vulkanen gået i udbrud og slået hans far ihjel for at redde en ukendt lillesøster. Somme tider ville han ønske at det var hans mor der var død i den ildebrænd i huset og at det var hans far der havde overlevet. Så var han i det mindste dukket op til en familie der havde budt ham velkommen, og sendt ham ud i et ærligt arbejde, i stedet for at sende ham ud på gader og stræder for at sælge sig selv. Bare fordi hans storesøster gjorde det for at rede en familie der var i lige så stor kaos (Hvis ikke mere) som da han forlod dem.

Han kiggede endnu en gang på suppen og han drejede hovedet for at kigge på hende. Han var virkelig ikke meget for at spise suppen, men hans mave og næsen kunne både smage og lugte maden inden han overhovedet havde puttet det i munden. Han havde dårlige tanker ved at spise suppen, men havde det endnu dårligere med at vide Lilac havde stået i sit ansigts sved og lavet suppen til ham mens han bare havde ligget i sengen og haft ondt af sig selv.
Dreng sad stadig med hovedet på Lilacs knæ og kiggede op på hende med triste øjne som en hund nu kunne gøre det. Et enkelt piv kom fra Dreng og han flyttede hovedet en smule for at kigge på Joey. Joey rakte en hånd ud imod Dreng som straks fjernede hovedet fra Lilacs knæ og båttede snuden ind i Joeys håndflade. Straks kom der et lille smil fra Joey og han rystede på hovedet. "Jeg kan ikke... Andet end at elske dig Dreng" kom det fra ham og snøftede igen på ny. Han drejede hovedet for at kigge op på Lilac og sendte hende et svagt smil. "Hvis jeg spiser... en halv kold suppe... Så stopper du med at græde..." han kiggede ned på dreng som han aede hen over hovedet og ned langs ørerne ".. Jeg kan ikke lide... At mine begyndende... Venner græder" kom det fra ham, og han havde netop nu indrømmet at han gerne ville være ven med Lilac. Så måtte han holde sine dårlige tanker væk fra deres venskab selvom det blev skide svært. Hvis bare en af de mange guder kunne hjælpe ham af med de dumme tanker, og den kæmpe paranoia der sad i ham. 

Lilac forstod ikke, hvorfor folk altid sagde, at de ikke ville ændre fortiden, fordi den førte dem til hvor de var i dag. Hvis Lilac kunne pille ved sin fortid, så havde hun gjort det for længst. Med den viden hun havde nu, kunne hun have undgået mange hjertesorger, pinlige øjeblikke eller direkte smertefulde minder. Måske gjorde de blot, at hun var mere på vagt, men dog ikke i en lige så høj grad som Joey. Selvom Lilac ikke var en ekspert i psykologi var det blot rent logik, at hans fortid var skyld i, at han havde svært ved at modtage hjælp. Selvom Lilac ikke havde været andet end god mod ham, okay hun kunne også nogle gange være hård, så stolede han endnu ikke helt på hende. Det var spøjst, fordi han havde fortalt hende ting, som hun tvivlede på han normalt talte højt om. Måske var det smerten der talte. Folk blev altid en smule forskruet, når de var syge elle skadede.

Smilet på Lilacs læber viste sig atter igen, da Joey talte til Dreng. Det var godt at høre, at han havde ham i sit liv. Elles ville han have været mutters alene før Lilac og Azia fandt ham, hvilket var en ubærlig tanke. I Dreng havde han en trofast følgesvend, som var der gennem tykt og tyndt. Ikke engang Lilac kunne blive ved hans side i sådan en høj grad. “Jeg skal nok stoppe, hvis du spiser,” svarede hun til hans byttehandel og strøg tårerne væk. Fordi de ikke talte om lige så sensitive samtaleemner nu, var det nemmere at lade dem stoppe. Dog kom der stadig få ud, men bestemt ikke i lige så store mængder.

Suppeskes placerede hun i Joeys hånd, hvorefter hun rakte ham den halvlunken suppe. Hun håbede på, at han ville spise med det samme. At han ikke havde skovlet den i sig med det samme var over hendes hovede. Hvis hun var lige så sulten og tynd som ham, havde hun spist hvad end hun havde serveret ham. Måske viste det blot, hvor stærk tankens kraft var. Tænkt, at hovedet kunne trodse den sunde fornuft og overlevelsesinstinktet. Enten var det forklaringen eller også lå den i, at han var i så mange smerter, at appetitten ikke rigtig lå i kortene. Med den tanke tig Lilac igen et kig på hans ansigt.

Højnende var hævet op efter grædesessionen. De så helt røde ud, hvilket hendes egne nok også var nu. “Vil du ikke have noget koldt til dem?” Spurgte hun uvidende om, at det nok ikke hun var tårerne, som var skylden i hævelsen. Grunden til at hun spurgte var fordi, at hun selv altid fik hævede øjne efter at have grædt. Måske var det en overfladisk tanke. Han tænkte nok ikke på om øjnene var røde eller ej i morgen. Kroppen ville nok være gul og blå alligevel. Grunden til Lilac spurgte var nok også sådan, at hun kunne komme ud fra værelset og trække lidt luft. For alvor få stoppet tårerne og taget nogle dybe indåndinger.

Joey var usikker på at Lilac havde de bedset intentioner. Hun gjorde jo alt for ham desværre. Han viille gerne gøre noget igen, men hvad skulle han gøre? Han vidste det ikke, det var så underligt at sidde her i skrædderstilling på en blød seng når han blot var vant til bænkene eller gyderne. Det var hårdt og koldt, men han klarede sig så længe det ikke blev regnvejr så han blev nedkølet. Han hadede Efteråret og Vinter perioderne, og det vidste han ikke engang hvad var. Det var bare vejret der skiftede i hans hoved! Han kiggede lidt på suppen og skeen hun rakte hen imod ham. Noget usikkert løftede han hånden og tog fat i skeen. Okey hvis hun stoppede med at græde kunne han da godt lige spise lidt ikke sandt?

Noget usikkert rakte han ud efter suppe tallerkenen og løftede den op i hænderne. Han var noget usikkert og spildt lidt af det på gulvet hvilket blot gjorde ham flov og han snøftede. "Und... Undskyld" kom det fra ham og puttede skeen ned i suppen for at lade fødderne nå gulvet. Han lod sin sko køre hen over der hvor han havde spildt. Hans sko var alligevel ødelagte og hullede så det suppe han ramte fløj op i hans ene sok.

Langsomt begyndte han at spise mens han snøftede i ny og næ. Dreng kiggede bare på Joey og håbede på mere mad, men han forblev stille, kiggede lidt frem og tilbage imellem Lilac og Joey. Hvis Joey kunne forstå hundesprog så havde han tydeligt mærket at Dreng var ked af det. Især med de øjne Dreng sendte. Joey spiste lige så stille sin suppe i forsigtighed for ikke at sppilde for megt. Men fordi hans sklder gjorde ondt takket være de sår i ryggen rystede han lidt på hånden, og det meste af suppen kom ned i tallerkenen og lidt forblev på skeen. Hun havde virkelig gjort et fremragende stykke arbejde, men hun var også kvinde, var sådan nogen ikke uddannet til at skulle stå i et køkken? Han havde ingen ide, han var ikke så klog.

Han kiggede lidt på hende og lod hånden glide op til det ødelagte øje som var mere end hævet og han ikke kunne se ud af. Han mærkede lidt på det og skar en grimasse da en stikkende smerte skød igennem hans øjenlåg. Han snøftedde igen og tørrede sig under næsen med håndryggen og tørrede hånden af i sin skjorte. "Jo måske" han ville ikke have noget øje tilbage hvis ikke det blev behandlet med noget koldt så blodansamlingen kunne falde på det højre øje, det på venstre øje var allerede ved at blive gult og lilla hist og pist rundt omkring øjet. Det gjorde ikke lige så ondt som det højre.

Et eller andet sted håbede han ikke at han var til besvær. Han brød sig jo ikke om at være til besvær eller få problemer med nogen. Det var bare som om at problemerne kom til ham og ikke omvendt. Måske skulle han flytte ud af Dianthos, problemet var bare at det var her han tjente de fleste krystaller. Så tanken om at flytte væk skræmte ham en smulle

Lilac viftede med hænderne af Joeys kommentar. Hun kunne sagtens tørre den lille plet af efter han var færdig med sin mad. Lige nu ville hun helst bare se, at han faktisk fik noget føde ned. Hvis hun fjernede blikket fra ham frygtede hun, at han kunne finde på at hælde maden ud i protest. Det var jo hende der havde tvunget ham til at spise, men dog var det i god mening. “Tvunget” var nok også et stærkt ord. Hun kunne se hans krop ville, men hovedet prøvede at frarøve ham, hvad han reelt set havde brug for. Menneskers hoveder var så spøjse.

Øjnene der tilhørte Lilac var blevet røde og sensitive, men i det mindste strømmede tårerne ikke ned som vandet i et vandfald. Nu kunne hun da styre sit vandværk, hvilket skyldtes, at hun var så fokuseret på at overvære Joeys langsomme spisning. Gad vide om det gjorde ondt at spise. Hvis han havde skadet sine ribben måtte de sikkert stikke og kratte. Dog kunne Lilac ikke helt sætte sig ind i situationen, da hun ikke engang havde prøvet at brække en knogle før. Hun havde aldrig været et vildt barn.

Hun nikkede til Joeys ord. “Jeg synes vi burde få noget koldt på,” konkluderede hun blot, selvom han ikke just var kommet med et begejstret ja. Endnu et blik blev sendt i hans retning inden hun rejste sig op for at gå ind i køkkenet igen. Fordi Lilacs forældre havde en god sum penge, havde de formået at købe sig frem til noget kølingsmagi. De havde ikke ligefrem en fryser, men noget som nok mindede meget om. Lilac åbnede lågen og kiggede ind for at se, hvad der kunne bruges til Joeys øjne. Da hun havde fundet en form for køleelement lod hun et viskestykke vikle sig rundt om det. På den måde, ville kulden ikke direkte røre hans ansigt, hvilket hurtigt kunne gøre ondt eller forværre skaden. Derefter gik hun tilbage indtil Joey, som hun håbede på stadig var i gang med at spise. 

Hvis det egentlig stod til Joey havde han ikke spist denne her suppe. Men på den anden side var han jo sulten, men han følte bare at han ville spise alt Lilac's mad hvis han skulle ligge i denne her seng to uger uden at løfte en finger. Han havde smerter ja og kunne dårligt nok sidde oprejst men han skulle jo have noget i maven. så selvom det var svært at løfte hånden og det meste af suppen røg af skeen var han lige glad. Selvom suppen var halv kold spiste han det stadig. Det var mad, og ikke hvilken som helst mad, det var en hjemmelavet suppe. Noget han kun fik på en kro når han havde krystaller nok til atbetale sig for et måltid mad, eller at nogen forbarmede sig over ham og gav ham lidt at spise. Det skete ikke så tit men Zanza havde da givet ham mad før den gang han var i Turmeliien. Det var længe siden men han kunne da huske at hun havde tvunget ham til at spise mere selvom han egentlig var mæt. Han var ikke meget for at tage imod ordre, men hende der havde altså været skræmmende!

Han spiste i et langsomt tempo og bukkede sig længere og længere fremad for at slippe for den smerte han havde af de brækkede ribben. Han vidste ikke engang hvad han skulle stille op med noget som helst. Han vidste ikke engang hvorfor Lilac ville være hans ven. Han var ikke en særlig god ven, han tænkte jo negativt på alle og en hver at de ville ham mere ondt end alt det han havde været udsat for. Så ærlig talt forsod han bare ikke Lilac lige nu.
Da Lilac bevægede sig ud af værelset fortsatte han med at putte i sig af mad i små omgange. Der var stadig en halv tallerken fuld da hun kom igen. Han løftede kort blikket og så på hende smilte et lille smil og vendte blikket ned imod tallerknen og suppen som han stadig løftede og rystede på hånden så halvdelen af suppen faldt af skeen på ny. Han vidste det gik langsomt, men alt på ham gjorde ondt. Brystet og ryggen var værst, men han vidste ikke med sit lår. Det var han mest i tvivl om hvad der var sket. Var der et kæmpe blåt mærke efter de mange spark og slag, eller var det bare et rødt mærke? Det måtte han finde ud af når han var alene. Han kunne ikke smide sit tøj og være nøgen foran Lilac. Det ville være forkert! Lilac var et uskylidgt væsen der var alt for sød af sig, Så hvordan skulle hun kunne vide hvad sex var?! For joey var sex bare et tegn på at tjene krystaller intet andet.

“Jeg har fundet køleelementet,” sagde Lilac med et lille smil da hun kom ind i lokalet. Joey returnerede hendes smil, men klarede det til gengæld meget dårligt med at spise resterne af suppen. “Skal du have hjælp med det?” Spurgte Lilac blidt, da hun atter havde sat sig på sengekanten, hvor hun havde siddet det meste af tiden i dag. Selvom Lilac havde tilbudt sin hjælp, havde hun godt en mistanke om, at Joey ville afvise den. Han var dårlig til at modtage hjælp, også selvom det ville hjælpe hans situation. Hvis det stod til ham havde hun ikke renset hans sår. Faktisk ville han ikke engang ligge i hendes gæsteseng og spise en hjemmelavet suppe. Det hele var Drengs skyld, fordi han kiggede efter sin følgesvend ligesom Joey kiggede efter ham.

“Hvis det er kan du få kulde på dine øjne mens du spiser resten af suppen… så kan jeg tjekke dine ben efter,” foreslog Lilac, idet hun selv mente at det var den mest praktiske ide. På den måde havde hun en plan for, hvad der kom i hvilken rækkefølge. At hun ikke havde tjekket hans ben endnu var egentlig for dårligt. Hun burde have taget hele kroppen til at starte med, men så startede deres samtale, så skulle han have mad og pludselig glemte hun det helt. Det var nok ikke sundt, at de snavsede bukser klæbede sig op ad hans åbne sår. De skulle hun altså få tilset snarest muligt.

Selvom Joey havde svært ved at spise den halv kolde suppe klarede han det da super fint efter egen overbevisning! Han håbede bare lidt på at Lilac ikke ville tilbyde ham hjælp. Men det gjorde hun og han sukkede kort. Han var altså ikke et lille barn på 6 der skulle bæres rundt på skulderen eller på en hofte. Han var en voksen mand! Nok en mand der ikke kunne en skid, men han vidste hvordan man tjente krystaller! Uanset om det var den sunde måde at tjene dem på eller hvad det var. Ja ja han havde da været lidt uheldig men det var en anden side af sagen. Det kom jo med at arbejde på gaden. Han var da også tit blevet spyttet på af folk der gik i Dianthos gader når han havde tigget om Krystaller ved markedspladsen, men det var han jo så vant til. "Jeg kan altså godt... Selv" kom det fra ham og ømmede sig lidt over at skulle løfte og sænke skeen ned i den halv kolde suppe der ikke engang smagte særlig godt når den blev koldere og koldere. Suppe skulle være varmt! Det var godt at styrke sig på så man ikke blev syg! Han håbede lidt at Lilac ville glemme hendes tilbud og an spiste videre staadig med rystende hånd og kun få en halv skefuld op og ind i munden.

Han fik dog spist færdig, og selvom hans mave knurrede fortsat af den mad han netop havde fået ned ville han ikke tigge videre. Men da hun sagde at hun ville tjekke hans ben blev han ligbleg med knald røde kinder. Det kunne hun da ikke! Han havde ikke noget inde under! Så ville han være nøgen! Det gik ikke, nej, nej, nej, nej! Det var SÅ forkert! Hun skulle ikke se på hans nøgne krop! Var det ikke nok at han sad her uden sin skjorte på?! Nu ville hun have at han skulle smide bukserne?! Slet ikke cool Lilac! "Jeg... Jeg.. Det kan jeg ikke... Jeg har ikke noget inde under" det var mest en hvisken og en mumlen end noget andet så spørgsmålet var om Lilac overhovedet hørte det så flov som han netop var blevet. Det virkede ikke logisk men han hadet at vise sin tynde og udsultede krop frem. Nu ville hun se på ALLE godterne og se hver en knogle der stak ud. Den stakkels uskyldige pige vidste slet ikke hvad hun gik ind til.

Joey var en anelse irriterende, når han altid insisterede på at gøre tingene selv. Også når han tydeligvis ikke havde evnerne til det grundet han svækkede tilstand. Lilac lavede dog ingen indvendinger, da hun mente, at det var det sidste hun kunne gøre for ham. Hun ville lade ham have sin ‘mandlighed’ intakt ved at lade ham spise suppen alene. Så kunne hun begynde på at se på sårene imens, hvilket også ville være mere produktivt. Måske ville Joey være så distraheret med suppen, at han helt glemte, at hun rensede sårene… argh næppe, nok nærmere det modsatte. Lilac vidste jo at rensningen af skaderne var yderst smertefuld, så derfor ventede hun til, at han i det mindste havde fået nogle flere skefulde mad. Overraskende nok formåede han at spise op.

Da hun nævnte, at hun ville tage et blik på resten af kroppen stivnede Joey helt og lignede en som blev helt forlegen over det. Spøjst han ikke var flov, når hun så hans overkrop. Første gang de havde mødtes, havde hun set ham halvnøgen og der havde hun det samme ansigtsudtryk som Joey havde nu. Han stammede helt, og Lilac kunne næsten ikke høre, hvad der blev sagt. Dog fangede hun budskabet om, at han ville være helt nøgen, som også fik hendes kinder til at blive knald røde. “Jo Ehm altså… du kan låne det samme tøj som sidst… og det vil nok også være muligt at finde nogle underklæder til dig…” stammede hun selv også en smule opkørt over situationen. Tænk hvis hun bare havde fjernet bukserne og havde set en nøgen mand i sengen.