Det var den knitrende lyd af ild og knaster som sprang ind varmens greb, som afslørede at Fabian var kommet tilbage, og det måtte på sin vis også være hvad der burde kalde Aldamar tilbage. De mørkeblå øjne flakkede over de tegn han havde tydet, og modvilligt var det at han følte sig selv tage et skridt imod udgangen... 
... men dog, bare lige et mere! Aldamar af Arys' trækulspen skriblede som den aldrig havde skriblet før, og trods tempoet var blevet sat op, var det meget lidt at kvaliteten der faldt ned; man havde ikke en stabil og velskrivende hånd for ingenting. 

Det var dog - som forventet - ikke længe at han fik lov til at 'udskyde det', førhen at en kaldende stemme mindede ham om sit løfte, og han med et sidste pust på de fugtige bogstaver (så de tørrede), kunne smække notesbogen sammen og pakke den væk i en af lommerne. Fabian. Aldamar børstede noget skidt af knæene, mørke øjne vendt imod stedet han vidste manden sad, hvor at et orange skær nu kunne anes imod de solide stenvægge. Han havde godt nok været hurtig. 
På sin vej tilbage, var det at fyrstesønnen ikke kunne undgå at bemærke hvordan at hjerteslagene syntes at blive ikke kun tungere, men også hurtigere. Den ene af de behandskede hænder gled undrende op til venstre side, hvor at den vedvarende rytme kunne mærkes imod fingerspidserne. Huh.... han var udmærket klar over at hans fascination... eller måtte han være ærlig, hans begær for Fabian, fik kroppen til at reagere mere fysisk end der nogle gange var godt for dem begge. Men ikke over sådan noget simpelt som at gå imod ham, uden at han overhovedet kunne se ham. 

Tanker Aldamar ikke tænkte videre over, da han med et tilfreds smil rundede ruinmurens hjørne, og så den anden sidde omkring de knitrende flammers varme. "Det lykkedes nu ganske godt" kom det fra ham, og med intention om at hente hestene, endte han alligevel lige med at stoppe op og plante et kys på den andens hovedbund som tak, imens han sad på hug foran ilden. "Ikke sæt dig, Backer pakkede tæpper" formanede han på vejen. 
Da han kom tilbage, var det dog tydeligt at dyrene i hvert fald værdsætte den varme det bragte med sig, og ganske uden frygt for ilden, lagde de sig ned et lille stykke fra dem. Aldamar havde løsnet gjorden så det ikke gnavede, og svang den rygsæk han havde bragt med sig, ned på jorden. "Her" den anden der havde været spændt imod dyrets saddel blev kastet imod Fabian, så han også kunne pakke ud. 

”Baldriiiic!” Fabian var begyndt at blive utålmodig, da Aldamar endelig dukkede op. Selv sad han stadig på hug foran ilden, og varmede sine hænder, mens han ventede på at Aldamar ville komme ud, og hvis han ikke snart kom.... så måtte han jo gå ind og finde ham. Heldigvis kom der snart lyden af skridt mod ham, og han kiggede over på Aldamar, et smil på læberne, som blev mere taknemmeligt som han fik kysset mod hovedbunden inden Aldamar forsvandt videre for at hente hestene. ”Ildkrystaller gør alting meget nemmere,” indrømmede han. Der var ingen skam i det trods alt, og området havde også været godt at finde brænde i.

Han rejste sig op, da han fik at vide at der var pakket tæpper, og greb rygsækken, så han kunne begynde at pakke ud. Tæppet var det første der blev pakket ud, så han kort efter kunne sætte sig ned. Jorden var nu stadig kold, men med ilden var til at holde ud, og det så også ud til at der var pakket et par tæpper mere, så de ikke skulle risikere at fryse, og kunne tage det om dem.
Han hev det ene af dem ud og satte efter rygsækken til siden, inden han vinkede Aldamar over mod sig. De ville i hvert fald ikke risikere at fryse mens de var herude, så lang tid de ikke tog for meget tøj af. 

Det tog ikke lang tid, førhen at Aldamar også selv var på vej imod sin plads ved bålets varme, hvor at Fabian havde fået foldet det ene tæppe ud så det var til at sidde på. Med uldkappen som et ekstra lag imellem, og den højnede forsikring de ekstra tæpper kunne give på længere sigt, var der ikke meget i fyrstesønnen der mente at han ville være meget udsat for frostens kulde. Og slet ikke når han ganske målrettet, ikke ville nøjes med en plads ved siden af ham, ikke lige nu. 
Det havde været en underlig morgen, hvor at diskrete blikke og skjulte smil havde været den distanceskabende (men også den nødvendige) regel imellem dem. Og omend Aldamar var... vant til de vilkår, kunne han mærke hvordan at noget pressede på, når frihedens åbenhed bød sig - han kunne næsten smage den på tungespidsen, fordi den havde altid en smag af Fabian i sig. 

Det noget fik fyrstesønnen til at glide ind foran manden, og han smed tasken han havde taget med sig, ned ved siden af ham - den kunne de åbne senere. Aldamar stillede sig selv imellem bålet og den siddende mand, så flammernes lyskilde tegnede hans lave statur op i en mørkere silhuet. "... jeg er glad for at du ikke tog på arbejde idag" mumlede han med et smil, og bar med sig i stemmen en snert af det savn der pulserede igennem hans krop, som først fik Aldamar til at glide ned på hug, og derefter falde ned på knæ, så hans ben var fanget inde imellem hans knælende skikkelse. Han var virkelig glad for, at han ikke var taget på arbejde idag. 
Flammernes varme brændte ham næsten samtidigt i ryggen, og den fugtige kappe blev trukket en anelse længere frem for at holde den udenfor ildens skudzone, så den ikke blev en forhindring for det han gerne ville. "Jeg er glad for at du hellere vil bruge tiden herude, selvom ruinerne ikke siger dig noget" sagt med et skævt, drillende smil, og Aldamar foldede armene ind over hans skulder, så han kunne trække ham tættere til sig i et lille ryk. 

Fabian havde ikke haft en solid plan da han havde sat sig, men han var ligeså bevist som Aldamar om at de ikke bare ville sidde ved hinandens side. Hænderne har kriblet efter at få fat i den anden mand det meste af morgenen, og selvom Fabian var overraskende god til at holde sig tilbage, når han endelig skulle, så havde det hevet i ham, og været svært. Der var en fodleg under bordet bare ikke nok, ikke når han var så vant til at mærke og føle alt Aldamar havde at tilbyde.

Smilet strakte sig derfor også mere, som Aldamar selv tog det i sine hænder, og knælede foran ham, ja praktisk talt oven på ham. Det var ikke engang fordi Aldamar sagde noget utroligt, det var ting han allerede godt vidste, men alligevel kunne han godt mærke hvordan hans hjerte begyndte at slå lidt hårdere.
En hånd gled op og lagde noget af det sorte hår bag øret, som hans anden arm lagde sig om Aldamars liv, som han blev hevet tættere. ”Som sagt er det ret svært at sige nej til en prins,” sagde han lavmælt, selvom han intet problem ville have i at sige nej til en hver anden prins. Hvad var det ved Aldamar der hev ham ind, gang på gang? En dag ville han elske at finde svaret, men... måske var det bare en af de ting der ikke var et svar på desværre. ”Og jeg må hellere få de næste par uger til at tælle ikke?” Det var sagt med en drillende tone, men der var ingen tvivl om at det gik Fabian på, og sandheden var der i midten af alting. Han kom virkelig til at savne Aldamar. I stedet for at dvæle ved de tanker og følelser, lænede han sig dog fremad i håb om at presse sine læber mod Aldamars. 

Hvad end Aldamar havde at sige til de ord - og der var noget, det var så helt sikkert - kom ikke ud, da han blev afbrudt ganske effektivt at det kys der fulgte med. Bløde læber imod sine egne, som Aldamar uden meget modstand overgav sig til, og med et indvendigt suk næsten smeltede en anelse imod. Med varmen fra bålet bagfra, og den begyndende varme han kunne mærke trods mange lag imellem ham og Fabian, forfra, jah så var det ikke svært for fyrstesønnen at føle sig godt tilpas sådan som han sad her, og erfaring viste, at det var en position han brød sig om at være i. 
Måske endda fra den første.... nej, deres andet møde, hvor at han var blevet taget godt og grundigt på sengen over hvor aggressive tilnærmelser der kom fra skøgen, som havde placeret sig lige præcis på den måde som Aldamar gjorde nu. Det havde selvfølgelig været til at forvente, det var hans arbejde at være ganske overbevisende. Men alligevel. 

Da murene først var brudt ned, måtte der dog ikke være nogen tvivl om at Aldamar også kunne være ganske effektiv i sine egne tilnærmelser. 
Og kyssets summende dybde var nok til at han begærligt løsnede sine arme en smule, så de slanke fingre i stedet kunne stryge ham langs de kortklippede sider - tage en anelse fat i det længere hår der samlede sig i nakken, og rykke det tilbage så hovedet blev tvunget en anelse opad og kysset brudt. Ikke hårdt, men hårdt nok til at hans knælende skikkelse kunne udnytte de få centimeter han var over ham, og de mørkeblå øjne gnistrende kunne fange hans blik. "Jah du må" hviskede han bestemt, og næsten en anelse krævende. Hvis det ikke var noget de skulle tale meget om, skulle de i det mindste anerkende at det var vigtigt. "Du må få de næste par uger til at gøre op for måneden efter. Du må..." Aldamar's blik gled ned imod mandens læber igen, og lunefuldt glimt trak mundvigerne opad. "... ikke være ydmyg, når der er mulighed for andet" summede han, den ene hånd løsnet for at fingeren legende kunne følge kæbens stubbede kant, og ende ved hagen. 
Han måtte ikke være den der holdt sig tilbage, når Aldamar var den der rejste fra byen. Det ville føles uretfærdigt, og nogle ting, var værd at udfordre. Han opfordrede ikke til den store skandale på markedspladsen i Dianthos, men... lidt kunne man godt være fristet, til at udnytte friheden der var inden bånd blev bundet over Adena og hans hænder. Han ville ikke have at Fabian fortrød at være med ham, bare fordi at hans 'regler' kunne være så... kedelige for en person som ham. 

Mange ting havde ændret sig fra de første par møder de havde haft. Hvor Fabian havde været den primære til at lægge op til noget, og endda opsøge hvordan Aldamar altid rødmede og blev overrasket over tingene, så var det ikke sådan mere. Aldamar var næsten ligeså slem som Fabian, hvis ikke ligeså slem eller mere. Der var ingen tvivl om at de begge ønskede og søgte det fysiske, og det var også der hvor Fabian virkelig kunne være med. Følelserne der var kommet som forholdet var... stadig hvad Fabian havde svært ved. Man kunne være ganske afklaret med følelserne, og samtidig føle sig så rådvild.

Kysset blev noget groft afsluttet, som Fabian mærkede sit hoved blive tvunget tilbage og blå-grønne øjne mødte blå. Det var næsten så hans åndedræt blev taget væk fra ham. ”Du begynder at lyde krævende,” hviskede Fabian, men han kunne lide tonen Aldamar havde. ”Har jeg nogensinde været ydmyg? Eller ligger dig noget på sinde, min prins.” Hans øjne var udfordrende, men også opfordrende til at Aldamar faktisk fortalte ham præcis hvad han ønskede. Hvis Aldamar ønskede at Fabian gjorde et højere krav på ham og hans tid, så ville han nok gøre det. Der havde altid været spilleregler, men hvis han de sidste par uger ville smide dem ud af vinduet, så ville Fabian også med glæde.
Hans ene hånd var ligeså stille begyndt at begrave sig i de sorte lokker endnu engang, klar til at hive ham nærmere for at kysse ham, eller tvinge ham til at lade vær. Han ville have et svar først, også selvom han hele tiden måtte huske at kigge op fra Aldamars læber, for ikke at falde i staver over hvad han gerne ville. 

Fingrene greb fat om den andens hage, så tommelfingerens blomme hvilede imod fordybningen der skubbede hans hageparti ud, og fingrene under hagen, hvilende primært på pegefingerens ene kno. Fristelsen efter at tage mere fat lurede som oftest altid i fingerspidserne på den mørkhårede mand, og han følte som modspil hvordan at et noget fastere tag også blev taget i det mørke hår; noget der fik fyrstesønnens hår på armene til at rejse sig en anelse, men ikke i frygt eller ubehag. 
Nej, tværtimod. 

Udfordrende som altid, men den her gang med en opfordrende tone der bad Aldamar selv sætte ord på hvad han ville have. "Du er begyndt at kunne nøjes med mindre, her og der" hviskede han drillende, og måske en anelse flabet. Og havde den opfordrende tone været der for et par måneder siden, ville han aldrig kunne drømme om at sige noget så usømmeligt som det der cirkulerede i hans tanker, højt - slet ikke overfor en anden. Men her blev han skubbet ud i det, og kunne fornemme hvordan at det var dybere og dybere vand han - rent metaforisk i hvert fald, bevægede sig ud på. 
Kunne han ikke bare vise ham det? Så kunne han måske også føle det... samtidigt med at han selv prøvede at trække skøgens ansigt tættere på sit, følte han en bestemt hånd holde ham tilbage fra at nærme sig med sine egne læber, og overraskelse glimtede pludselig de mørke øjne - han vovede simpelthen at holde ham igen? 
Overraskelse der blev afbrudt af noget mere mageligt, der godt kunne give efter for det krav der blev sat. Han kunne trods alt godt tale; Aldamar's tunge fugtede i pausen læberne, imens at han prøvede at sætte den rigtige sætning sammen. "... du foreslog noget, for et par uger siden. Noget du gerne ville.." Aldamar's tommelfinger skubbede underlæben en anelse legesygt opad, og kunne - sit gode humør til trods - ikke undgå at mærke hvordan at blodet steg til de hvidlige kinder. Der var ikke nogen elegant måde at sige det på, hvis Fabian ville høre det verbalt. "Så jeg... lyttede. Det virkede som et absurd forslag, men.." 

Det var svært at benægte at Aldamar egentlig havde fat i noget. Fabian var begyndt at træde mere forsigtig, og krævet mindre af Aldamar, fordi han ikke helt havde følt at han kunne tillade sig. Mange af deres problemer var sågar også kommet fra Fabian, og han ønskede ikke at Aldamar ville blive træt af ham. Det ville gøre for ondt, hvis det var Aldamar der endte med at være den der sagde at hvad de havde var overstået. Fabian var ikke sikker på hvordan han ville skulle tage det.
Tankerne der hvirvlede om det lod han dog ikke vise sig, og i stedet for demonstrerede han bare ved at holde Aldamars hoved fast, så han ikke kunne komme over og kysse svarene væk, som han vidst håbede på.

Han kunne mærke hvordan hjertet dog begyndte at slå lidt hurtigere, som Aldamar begyndte at fremlægge hvad han havde ment. Det havde ikke taget Fabian mange sekunder at komme i tanke om hvad han havde forslået. Det var trods alt en af de ting der havde været på hans sind mange gange, og han havde overvejet at tage det op igen, men tiden havde ikke været der.
Man kunne se hvordan overraskelsen, men også spændingen viste sig i Fabians ansigt, som Aldamar fik flere og flere ord over læberne. ”Men?” hviskede han, allerede godt klar over at hvad de næste ord ville være, men han ønskede at høre dem, mere end noget andet. Det virkede absurd, og næsten lidt dumt, at han gik så meget op i at opleve også det med Aldamar, men det var vigtigt for ham.
Hans hånd gav ikke slip på håret endnu, men øjnene forblev forbundet med Aldamars, som han nød synet foran ham. Han ville først lade Aldamar lukke afstanden til hinanden, når han faktisk havde fået fuldført sin sætning, selvom det andet var så fristende. 

Han fik vist ikke lov til at slippe. 
Aldamar's mørke øjne flakkede en anelse da han så hvilke spænding, jah hvilken overraskelse og spænding der viste sig på den andens lidt mørkere ansigt, og den længe udskudte (og nedkæmpede) bølge af varme vandt endelig over dæmningen han havde bygget op, og steg ham til hovedet. En rødlig farve som han vidste ikke var skjult i dagens lys, og han bandede lavmælt over hvilken forlegenhed det syntes at sætte ham i. Det var jo ikke fordi at han skulle føle sig pinligt berørt over det, se det vidste han godt. Men alligevel var det svært at få tand over tunge, og fyrstesønnen trak vejret en anelse tungere ind, førhen at øjnene atter fandt vej tilbage til Fabian's blågrønne hav. 

Men. Men det havde ikke virket så... absurd som da han første gang havde sneget forslaget på bordet. Med udsigten til at ægteskab og løfter ville bærer ham længere væk fra Fabian end han selv brød sig om, var det et underligt (for ham underligt) behov af mere som trængte sig på; der var stadigvæk mere de kunne, og skulle opleve med hinanden. 
Der var stadigvæk mere at give, omend Aldamar's mund føltes tørrere end den nogensinde havde gjort før. Hvad man ikke gjorde, for dem man holdt af. Og hvilken stolthed man ikke slugte, når det kom til stykket. "... men jeg vil gerne" Aldamar's greb om hans hage løsnedes, og den lyse hånd gled langs halsen og ned til brystet, hvor at adskillige lag af stof sørgede for at beskytte mandens bankende hjerte imod de lyse fingre. Aldamar sank noget mere spyt - stadigvæk med en voksende farve blomstrende frem over kindben og næse, men ikke færdig. Han ville tydeligvis gerne høre det. "Jeg vil gerne have dig... på alle de måder jeg kan" en nogenlunde efterligning af hvad skøgen selv havde sagt, og Aldamar trak imod grebet i hans hår, for at mindske afstanden imellem dem til små sølle centimeter, den varme ånde tydelig imod hans egen varme hud. "Jeg vil gerne have at du tager mig, Fabian" med et blik der ikke flakkede, da han så absolut havde krav på alle de reaktioner, de ord bragte med sig. 
Fordi lidt spændt omend nervøs, kunne man godt være. 

Selvfølgelig var det grænseoverskridende for Aldamar. Det havde Fabian vidst fra det øjeblik han havde forslået det til Aldamar, men han ville gøre alt i sin magt for at det ville være en behagelig oplevelse, noget han ikke ville føle sig pinlig berørt over fremadrettet, også selvom Fabian ikke forventede det ville blive en normal ting mellem dem. Der var Aldamar lidt for glad for at kontrollere situationerne. Nok en meget god ting at Fabian fandt sig tilpas på alle leder og kanter når det kom til sex. Det gjorde det nemmere for de to af dem at fungere seksuelt med hinanden, selvom deres interesser nu lå meget op af hinanden.

Hjertet virkede kun til at slå hårdere, og selvom det susede i ørerne på ham pga. blodet der blev pumpet i kroppen på ham, så hørte han hvert et ord. Han hang sig ved dem, og måtte fugte sin mund, som han også selv fandt den blive tør. Han havde aldrig forstillet sig hvordan han oprigtig ville føle når Aldamar endelig gik med til det. Han var ikke engang rigtig sikker på hvad han følte i det her øjeblik. Følelsen af at ville have Aldamar tættere på var voksende, og som han mærkede Aldamar rykke sig frem, så lod han også sin hånd følge med, så han kunne mærke den varme ånde mikse sig med hans egen.
”Kun guderne må vide hvad du gør ved mig,” kunne han ikke stoppe sig selv fra at sige, som lykkelige øjne kiggede ind i blå. Et eller andet sted var det også en bekendtgørelse af at Aldamar stolede på Fabian nok til at lade det ske. Nok så tæt på en kærlighedserklæring, i hvert fald i Fabians øjne, som de var kommet. ”Jeg skal nok tage mig godt af dig,” kom det lidt hviskende efterfølgende, inden han endnu engang lod deres læber mødtes, længselsfuldt og kærligt. 

De første ord havde ikke været at forvente, og overrasket var det at mandens mørke øjne lyste en anelse op, så de trods deres gennemtrængende, mørke farve, alligevel formåede at finde en smule af det lys der var omkring dem, og kaste det tilbage. Eller var det lys der kom indefra? Det var ikke til at sige, fordi Aldamar fik ikke svaret eller følt efter, førhen at han med en indvendig fornøjelse hørte ordenes opfølgning - ord der fik hjerteslagene til at falde en anelse til ro, omend kraften bagved dem stadigvæk var larmende og næsten faretruende stærke. "... jeg.." Aldamar's læber blev lukket af et kys, som han villigt svarede igen på idet at han endelig 'fik lov' igen. 

Hvor eller hvornår, det var en anelse underordnet lige nu, og Aldamar kunnne ikke lade være med at skubbe de tanker en anelse på afstand, så han var fuldkommen i stand til at nyde nuet til dets fulde potentiale. Godt tilrette og i selskab han kun kunne takke selvsamme guder som Fabian vendte sig imod, for. Da læberne brød fri, var det med en lille, hemmelighedsfuld latter. Ganske lavmælt, og nok mest af alt en reaktion på glæde. "... og korrekt, kun guderne" kom det med en 'advarende' lille tone, da de var en hemmelighed, og Aldamar foretrak det stadigvæk sådan. 
Hånden imod skøgens bryst knyttedes, og Aldamar nulrede noget af det bløde stof imellem hænderne, lige dele indvendigt utilfreds men også... afklaret med at tøjet holdt ham på god afstand lige nu. Forsvandt det først, ville tonen nok få en anden klang."Mmmh? Så vil jeg da se frem til hvad du kan finde på" fulgte han op med, mørke øjne en anelse smalle i deres udfordring da han reelt set aldrig havde oplevet Fabian mere i kontrol end hvad Aldamar lod ham være. Jovidst, en smagsprøve var kommet frem tidligere, og han ville ikke benægte at dét nok også havde været en af de bærende grunde til at han havde tænkt så meget over det, sidenhen. 
Men aldrig som den ledende figur. I hvert fald ikke længe, det ville blive... bizart at give det fra sig. Og ganske som manden tænkte, men ikke sagde højt, jah var det i den grad en tillidserklæring fra Arysprinsen. 

Til trods for kulden der stadig hamrede på omkring dem, og den brændende følelse af at være tæt på bålet, selvom Aldamar skjulede det meste af den varme, så var det ikke som om at Fabian lagde mærke til andet, end manden der sad på hans skød. Ikke efter den bekendtgørelse han lige havde gjort. Hundrede mænd ville kunne komme stormende, og selv der var Fabian ikke helt sikker på at han ville lægge mærke til det, eller havde lyst til at bevæge sig væk fra deres nuværende position.

Det var efterhånden så lang tid siden af Fabian først havde fortalt Sif omkring Aldamar, at han havde en tendens til at glemme, at hun egentlig ikke burde vide det, men selv den advarende tone var ikke nok til at dæmpe glæden, og zalans nej om han ville være den der ødelagde stemningen nu.
”Du forventer måske det helt store?” spurgte han drillende, og lod sin hånd endnu engang slippe ind under Aldamars jakke, for at nusse ham, så godt han nu engang kunne når de begge var iklædt langt mere tøj end de var vant til sammen. ”Er det første gang for dig?” kunne han dog ikke lade vær med at spørge, for selvom han godt kunne mærke at Aldamar måske ikke var meget at snakke om det, så var det vigtigt. Det ville uden tvivl være en overvældende oplevelse for Aldamar uanset hvad, men hvis det var første gang at han var den der tog, så kunne Fabian næsten kun forstille sig hvor grænseoverskridende det alligevel måtte være. Han ville tage sig af fyrstesønnen, så godt han kunne, og desværre krævede det at han i hvert fald havde en vag idé om hvor meget Aldamar havde udforsket og prøvet tingene af. Det sidste han ønskede var at skræmme Aldamar væk fra at gøre det igen, fordi deres forventninger om hvad Aldamar kunne holde til var lidt anderledes. 

Aldamar's tvedelte varmekilder - bålet og Fabian selv - motiverede hans overvejelse om bare at krænge en smule af overtøjet af sig. Og da en hånd sneg sig ind under jakken, var det at han fulgte op på det og forsigtigt løsnede sin ene hånd, så han kunne lade den forsvinde ind under kappen og åbne jakken ordentligt, så der var bedre adgang. Det blev fulgt op med vesten der også løsnede sig, og havde Aldamar alligevel ikke været kuldeskær nok til at det første lille vindpust fik ham til at stoppe, var han nok endt med at forsætte helt ind til det inderste lag af skjorten. 
Med det faldt hånden tilbage imod skøgens egen jakke, men endte med at vandre op til kinden som den ene tommelfinger ganske roligt nussede. Om han forventede det helt store? Spørgsmålet fik en afvisende og dog stadigvæk (underliggende) forlegen fnysen fra Aldamar, som nok afslørede han ikke vidste hvad han skulle forvente, men nok havde gjort sig tanker. Han burde jo næsten spørge sig omkring inden, samle noget emperi til sammenligning. 

I enhver anden sammenhæng ville det være hans fremgangsmåde. Og så igen, så vidste han ikke om det var et behov han sad inde med de her dage... han skulle dog have svaret på spørgsmålet da der var mulighed for det. Fordi det næste der kom, var... om noget, mere udenfor hans komfortzone end det andet. "... nej, og jah" 
Han vidste nemlig godt hvorfor Fabian spurgte, og slugte sin akavede vinkel på lige dén samtale, så godt som han kunne - blikket søgte dog ned til et meget interessant sted ved hans kraveben, da ikke vidste hvordan de skulle kigge på Fabian imens. Det havde han aldrig forventet at tale med ham om. "Der var en overgang hvor at vi.. prøvede at få det til at fungere. Men det virkede ikke" helt konkret havde det aldrig føltes godt nok, til at det var besværet værd. Og Fillipe havde aldrig ønsket det på samme måde som Fabian virkede til at ville, så.. det havde været nemmere at lade være. 
Hånden omkring hans kæbe, forsvandt ind bagved hans nakke med en fastere bevægelse, og han trak i indvendig 'rastløshed' en anelse de lyse totter - hvor skulle han kigge hen! "Det var ikke, ehm.. frækt nok, eller hvad man siger, så vi kom aldrig igennem det" mumlede han mere lavmælt og knap hørligt, varme omkring kinderne ved minderne om dengang. Åh ved guderne, det havde været en.. spændende tid. 

Fabians blik gled lidt ned, som hænderne forlod ham til fordel for at sørge for at han havde adgang til Aldamar. Med den invitation på bordet, holdt Fabian heller ikke sig selv tilbage og lod rigtig hånden vandre ind under de mange lag, også selvom han ikke kunne komme helt ind til huden på Aldamar. Hans fingre nussede stoffet ved Aldamars lænd, men lod sig ikke distrahere alt for meget af den nye åbning.

Aldamars blik der nægtede at mødes med hans eget var dog også en klar indikation på at Aldamar ikke fandt denne her samtale speciel sjov. Hvilket betød at Fabian at i det mindste lige kunne tage sig sammen og ikke gøre situationen mere ubekvem for Aldamar, også selvom han havde lyst til at smile og le lidt af hvor genert fyrstesønnen virkede.
Et opmuntrende smil blev derfor i stedet for sendt prinsens vej, selvom han ikke var sikker på at Aldamar i det hele taget så det. Hans bryn rynkede sig dog lidt som Aldamar begyndte at forklare. ”Frækt nok?” spurgte han, lidt svært ved helt at holde den morende tone ud af sine ord, og han blev lige nødt til at rømme sig. Han følte sig nu ganske sikker i at han godt kunne gøre det frækt nok for Aldamar, hvis det var det det handlede op. ”Hvis det er det eneste der har været problemet, så tror jeg ikke vi får nogle problemer.” En skjult hentydning til at Aldamar meget gerne måtte sige hvis der var noget andet som havde været problemet. Nogle gange var det ikke ligefrem nemt at gøre sig klog på prinsen, og han kunne godt mærke at han lidt blev nødt til at hive for at få de her ord ud af ham. 

Varmen næsten steg til tifold omkring Aldamar's kindben, da tonen han brugte afslørede at han morede sig en anelse over det, og fyrstesønnen kunne ikke lade værd med at nive ham irettesættende i huden imellem nakken idet at hans blik endelig gled op. Det var ikke hårdt nok til at gøre ondt, slet ikke. Men det vidnede om en frustration hvad angik hans egne ellers selvsikre ublufærdighed, som ikke kom til syne eller i spil lige nu. På mange måder var det som at blive slået tilbage til i starten af deres møder, hvor at ord og berøringer havde været dybt vand at hengive sig til. Men han forstod så sandelig også hvordan at Fabian kunne finde det morsomt, når kontrasten til hvordan han normalt var, var så stor. Og det var lang tid siden han havde været på dybt vand med skægen. 

Aldamar's læber skiltes derpå i ord der ikke kom ud, og han gnubbede i stedet kinden en anelse. Som om at det ville hjælpe med at fjerne farven. "Jah, frækt nok" gentog han derpå endelig som et lille ekko, og følte sig selv møve sig tættere på Fabian - søge mere af ham - trods hans udtryk lignede en, der var godt irriteret over emnet. Han var dog ikke irriteret, han var bare... i gang med at træde i vande.
I tavs vurdering betragtede de mørkeblå øjne manden foran sig, inden at de atter flakkede ud imod siden, og han rømmede sig. "Og... nogle siger at det kan gøre ondt" sagt ganske lavmælt og hurtigt - næsten så det ikke blev hørt, og så snart det sidste ord faldt, var blikket tilbage over den blonde mand for at sende et skarpt blik - han kunne lige vove på at grine. 
Også selvom der intet var at gøre hvis han gjorde; 'de bekymringer' Aldamar bar handlede lige så meget om hans manglende erfaring på emnet, som det handlede om manglen på selvfed selvsikkerhed. 

Det var heldigvis en positiv ting at Aldamar søgte at komme nærmere, og Fabians ende arm luskede sig lidt mere omkring lænden, så han bedre kunne holde ham tæt. Den anden hånd legede stadig i håret lidt. Det var så sjældent han så Aldamar være så forlegen, men han kunne heller ikke helt lade vær med at nyde det. Det var trods alt lidt den person han i sin tid havde opsøgt grinende og udfordrende, for at se om han kunne tjene et par ekstra krystaller. Tingene havde virkelig ændret sig.

Hvor Aldamar dog forventede at Fabian ville grine, som der er et mere sobert udtryk over Fabians ansigt. Han forstod skrækken ved det, at lægge sig så bart for en anden person, og så med de frygtelige historier der gik rundt omkring med det.
”Det kan gøre ondt,” indrømmede han derfor også, men forsøgte alligevel at fange Aldamars blik. Hånden i håret gled ned for at lægge sig ved Aldamars kæbe, så han om ikke andet kunne hjælpe hans blik og ansigt på vej. ”Men det skal ikke gøre ondt.” Det var en vigtig forskel på det. Mange vidste bare ikke at det krævede tid og omsorg at nå dertil, især med en der ikke havde gjort det før, eller udforsket det selv. ”Det er aldrig meningen at det skal gøre ondt, med mindre man vil have. Det kræver bare at man giver sig tid til at forberede den der skal tage, og ikke forhaste sig, bare fordi det føles godt i øjeblikket.” Det sidste han ønskede var at Aldamar følte sig dårlig tilpas, og havde Aldamar andre bekymringer omkring det, så ville han også gerne tage dem, selvom det føltes lidt mærkeligt at gå så meget i detaljerne med det. Et eller andet sted, så havde Aldamar hurtig virket til at han havde styr på tingene, men åbenbart ikke helt så meget. Der var selvfølgelig også visse fordomme og rygter der kom med at dyrke den ukonventionelle sex. 

Grebet omkring kæbepartiet stoppede Aldamar's flygtende øjenkontakt i at lykkes helt fuldkommen, og selvom han havde tænkt sig at betragte alt andet end Fabian selv, efter at have sendt ham en lille 'ikke grin' anmærkning med blikket, så var det ikke det han gjorde.
Hånden drejede ham tilbage på fokus, og Fabian var... overraskende sober i sit udtryk. Ganske professionel, Aldamar kunne nogle gange glemme at det nok måtte være nok så almindelige overvejelser som han var blevet mødt med, hen af årene. Og han lyttede faktisk, mørke øjne vagt glimtende imens at han betragtede Fabian forklarer, og kunne unægteligt mærke, at de ord faktisk gav en form for... ro. Ikke meget, men en form for det; Aldamar satte sig langsomt ned på røven, så han kunne folde benene ud og vikle dem omkring Fabian's hofter og krydses ved hans lænd. Han kunne nok ikke komme meget tættere på, med den beslutning taget. 

Aldamar nikkede umærkeligt, en anelse tør i munden. "Og du er så tålmodig?" fulgte han op med, en drillende tone bagved de store øjne, men dog en tone der dækkede over et ganske reelt spørgsmål. Tålmodighed havde aldrig virket som Fabian's stærkere side, han var en travl mand med mange planer, møder og tilmed også en forretning at tage sig af. Men en kernedel af ham bankede en anelse hårdere og varmere, hvis han var tålmodigheden selv, for hans skyld. 
Hænderne greb derpå omkring vinterjakkens kanter - det føltes altid godt at have ham indenfor rækkevidde, og Aldamar trak ham tættere ind i sin egen intimsfære så han næsten blev nød til at læne sig frem, imens at han lænede sig en anelse tilbage. 

Det her var nemlig en samtale Fabian havde haft mange gange før, måske ikke på de helt samme præmisser, men han havde skulle berolige mere end en mand der havde opsøgt hans selskab for netop det, og de var begyndt at blive nervøse for hvor ondt det ville gøre. Skrækhistorierne var også voldsomme. Dog havde han aldrig følt sig så investeret i det, som han gjorde med Aldamar.

Den ekstra vægt på hans ben gjorde ham ikke noget, og han rykkede selv lidt på sine ben, så han sad bedre med Aldamar nu solidt plantet på skødet.
Et grin kunne dog ikke helt undgå at komme fra Fabian, som Aldamar halvt og halvt pointerede at Fabian ikke ligefrem var den mest tålmodige normalvis. Det kunne han ikke benægte, og det havde vidst være en ret markant ting mens de havde kendt hinanden. Han kunne ikke gøre for at han godt kunne lide at røre. ”For de rette omstændigheder, så kan jeg godt,” sagde han drillende, selvom ordene nu var sande nok. Han ville godt kunne holde sig tilbage, hvis det betød at Aldamar ville have en succes oplevelse med det, og han ønskede heller ikke at det kun var første og eneste gang de ville gøre det. Det skulle gerne være noget de oplevede flere gange.
Han lod sig trække fremad og denne gang gav han slip på Aldamars hoved, så han kunne lægge begge arme omkring Aldamars lænd. ”Jeg mener det, når jeg siger, at jeg nok skal tage mig godt af dig,” hviskede han, mens han fingre nussede Aldamar under jakken. 

Han sad nu engang ganske godt sådan her. 
Med de store arme viklet omkring sin lænd og sine egne ben viklet omkring Fabian - Aldamar ville mene at de passede utrolig godt sammen. Det var også nemt at sige udenfor byens snak, øjne, opmærksomhed og 'vidner', men han ville gerne have noget nemt - bare en gang imellem. Ud af de ting han vidste og ikke vidste, havde han dog desværre ikke de rigtige felter fyldt ud... han vidste at det ikke ville være en permanent løsning, sådan at gemme sig for verden. Han vidste ikke hvordan de ellers skulle gøre det, uden at kaste en skamfuld plet over hans forhold til Adena, udadtil. 
At hun var lige så afklaret med at deres ægteskab ikke var bundet sammen af fysisk tilfredsstillelse - det var heldigt. Men det var stadigvæk noget kun privaten måtte vide, og i alt det rod... hvor skulle Fabian så være? Hvor var der plads til ham, foruden Aldamar's seng?

Det vidste han heller ikke. 

Det var dog ganske nemt at skubbe væk, når man følte hvordan at manden lænede sig med ind og Aldamar med et begyndende smil - den underlige samtale til trods - 'opgivende' lukkede øjnene, den lyse pande ind imod Fabian's egen. "Det ved jeg" mumlede Aldamar. Sandheden i de ord var ikke til at tage fejl af, slet ikke for ham. 
Hovedet vendtes en anelse opad igen, og Aldamar pressede de varme læber imod Fabian's, med en hud der bar en velkommen kølighed til den ildebrand han havde sat i gang over hans ansigt, men også over hans indre. Ryggen skød en anelse i en bue ind imod hans krop, guidet af trykket på hans lænd såvel som ønsket om at komme nærmere. Og hans krop var lidt mere formbar, en skøgens egen muskuløse skikkelse. 

De to af dem ville aldrig rigtig få det nemt, men så lang tid at Fabian ikke krævede for meget, så var det nemt nok. Det var stadig ikke en tanke Fabian rigtig havde om at det her ikke ville være nok en dag, for lige nu føltes det rart, og uden problemer. Han havde aldrig været i en position hvor han kunne kræve mere på denne her måde eller ville have ønsket det. På rigtig mange punkter, så var det virkelig et problem til en anden dag for Fabian, også selvom han kunne mærke det trak i ham når han tænkte på at Aldamar forlod ham.

Smilet blev lidt bredere som Aldamar erkendte at han godt vidste at Fabian ville tage sig af ham. ”Godt,” hviskede han tilbage. Der var ikke mange punkter han faktisk kunne tage sig af Aldamar, men lige her kunne han. Han havde intet imod at hjælpe Aldamar til nye seksuelle oplevelser, om de lykkedes eller ej. Han håbede dog på at det lykkedes.

Aldamars læber blev mødt af Fabians egne, som han trak ham ind til sig, og kunne mærke hvordan Aldamars krop formede sig efter hans egen. Hvis kulden ikke stadig prikkede i baghovedet af ham, så ville han nok alligevel ikke helt kunne holde sig tilbage.
Hans fingre fandt huden under det sidste lag af stof. De var heldigvis blevet varme af at være under jakken i forvejen, og her kunne han rigtig mærke den varme hud og rygsøjlen der bøjede sig velkomment ind mod ham. Det var kun momentant at Fabian lod deres læber brydes inden han forsatte deres måske fortrukne aktivitet.