"Jamen, hun er også god, hende Zirra," smilede Treston og tog første skefuld af grøntsagssuppen. "Og pisseirriterende, naturligvis også - tro mig; det værste du kan gøre i denne verden, er at indlade dig i en diskussion med Zirra... Hun ser meget sød ud, men der gemmer sig også en arrig kælling bag de blå øjne dér..." 
    Hendes løfte om at være der, når dommen skulle eksekveres modtog han med et taknemmeligt og alvorligt, lille nik - der var ligesom ikke så meget at sige. Det var en frygtelig ting at bede hende om - og af samme grund havde han ikke gjort det - men samtidig var det rart at vide, at der i det mindste ville være ét venligt ansigt i mængden... Han var for eksempel ikke sikker på, at Zirra ville... at hun kunne...
    "Jeg forstår godt, at det ikke er sådan lige til... men jeg tror også, du kommer til at overtænker det, Josefine." Ordene var venlige, men alvorlige. "For eksempel dét med at være enlig soldatermor? Hvad skal du egentlig bruge en mand til? Du har mere end nok kærlighed for to forældre... Og det er lidt mit indtryk, at børn ikke skal bruge meget mere end dét." Det var i hvert fald, når der manglede kærlighed, at det gik gruelig galt... "Soldater-delen forstår jeg bedre... Du kan risikere at blive udsendt fra den ene dag til den anden, og det duer selvfølgelig ikke, når man har små børn... Men mon ikke børnehjemmet kunne hjælpe?" Han viftede med hånden, som for at sige: Du behøver ikke lytte til mig; jeg smider bare idéer ud. "Jeg ved det ikke... Jeg synes bare, det er ærgerligt, at du... holder dig fra dine børn, fordi du har fået ind i hovedet, at det er bedst for dem. Jeg tror ikke, du er i stand til at gøre nogens liv værre, Josefine." Han sendte hende et lille smil og et sideblik. "Jeg mener faktisk helt alvorligt, at du er en berigelse..."
    Hendes indvending fik ham til at rynke panden og synke bedre tilbage imod hendes bløde vinge. "Ja..." mumlede han. "Det er mange år - og især når man ikke er ældre end dét... Men er dén bekymring for dig eller for dem?" Det var måske ikke den mest sensitive måde at spørge på, men han ville gerne nå igennem til hende, og de havde desværre ikke resten af evigheden... "For jo flere år, der går - jo større er sandsynligheden for, at de ikke kan kende dig. Det er sandt, og det er da en reel overvejelse på deres vegne. Men den eneste løsning på dét, er at tage derhen nu - i dag - og tage tyren ved hornene. Derimod... hvis du er bekymret for, at du ikke ville kunne bære det, hvis de ikke genkender dig..." Han lod ordene hænge lidt i luften. "...Så ville jeg godt kunne forstå dig - det må være skræmmende for en mor. Men jeg har set dig bære smerten fra soldater, der har fået amputeret begge ben uden bedøvelse, Josefine - jeg tror helt bestemt, du er stærk nok til at tage chancen."

Det var svært ikke kort at finde et smil når man hørte ham snakke om sin søster. De drillende ord om hans søster. Sikke dog et forhold de to havde, hvordan mon hun ville reagere hvis hun hørte ham kalde hende en arrig kælling. Det lille nik, ansigtsudtrykket, det var tydeligt han var taknemmelig, og glad for det..men, ja..svært at vise glæde ved sådan et løfte.

overtænke det? Hun rettet sig op og faldt tilbage imod væggen og vente sine øjne imod ham. De let tåre berørte øjne hvilede over ham som han begyndte. Bruge en mand til..Du..har aldrig straffet et barn..og mærket deres følelser har du?..skal bruge en mand til mange ting...Mere for min skyld, end deres..
Mere end kærlighed nok...Du..mhm...Hænderne samlede sig mere og mere, fingernet slangede sig om hinanden som de sammen blev presset mellem hendes lår. Kort fandt hun et smil, som han snakkede om hvad børn havde brug for, kærlighed, og at hun havde nok for flere forældre. Soldat delen? udsent..Hun tog blikket væk fra ham, stille til maden, til hendes egen lår. Børnehjemmet? Hvad..skal de..altid være klar til mine børn? Hun tog en dyb vejrtrækning som hans håndbevægelse fanget hendes blik. 

Holder mig fra mine børn? Igen søgte hun blikket væk, denne gang imod gangen, vejen væk fra denne..samtale. Dog kom der snarest efter et smil på hendes læber. Berigelse? Ikke i stand til at gøre folks liv...Blikket bliv, men smilet var tydeligt og spredte sig selv ud i vingerne som de let rystede med hendes nik. "Tak...varmer virkelig."
Dets flere år.. Det var svært at trykke sig uenig i hans ord, hans udsagn. Det bedste er bare at gå derned...Hvis..bare jeg kunne. Hans næste ord fik hende dog til at smile stolt.. "Jeg..har forsøgt at gå derind..flere gange." som hun begyndte gled blikket til hans lille vindue. "Og hvad...gør jeg hvis..jeg ser dem? Og de ikke genkender mig?" gå ned og kramme et barn..Og bliver spurgt..hvem jeg er? "jeg..vil gerne..i alle guderne..hvor vil jeg gerne.." hun sukkede og lod langsomt blikket glide i hans retning. "Vil..du hjælpe? Altså... Vi..kan mødes der på fredag? og..du kan give et skub? Kan..bruge noget af dit mod..hvis jeg skal..." Hendes ord døde ud, og en hånd fandt i hast om amuletten....Hvis..du lever på fredag..

    Åh Josefine...Kunne Treston ikke lade være med at tænke, mens det føltes, som om ethvert udtryk stivnede på hans ansigt. Josefine... jeg regner jo for zalan ikke med at være her på fredag... Dén aftale er jo bare en bekvem løgn, vi begge leger med på, fordi sandheden er for skræmmende...
    Men han nikkede alligevel, langsomt, mens han gjorde sit bedste for at overhøre den lille stemme i baghovedet, der skældte ham ud for at love hende noget, han vidste, han ikke ville få mulighed for at holde...
    "Selvfølgelig vil jeg dét," overgav han sig til sidst. Håbede, at dét hér om ikke andet kunne være med til at give hende dét skub, der skulle til - selv hvis han ikke ville få mulighed for at stå ved hendes side. "Jeg tror, jeg... skylder dig så meget."
    Ved en pludselig indskydelse rakte han stille ud efter hendes hånd - dén hun havde lagt om amuletten. Holdt den mellem begge sine, mens han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle sætte ord på dén skam og modvilje, hun helt sikkert kunne mærke lige nu. For dét hér var pokkers vigtigt - han var bare ikke sikker på, at han ville kunne hjælpe hende, for...
    "Du ved..." Han åbnede sine hænder - betragtede hendes fine, feminine fingre, som de hvilede i hans arrede soldaterhænder. "Du ved godt, at jeg har tænkt mig at tilstå - ikke sandt? Jeg løb en kalkuleret risiko, og jeg vidste udmærket godt, at jeg forbrød mig imod Lysets lov. Jeg..." Han fangede hendes blik. "Jeg tror på Lysets ret til at straffe mig. Ved Isari - jeg har aktivt forsvaret dén ret siden jeg var atten. Jeg ved, hvad jeg har gjort mig fortjent til, og jeg vil ikke forsøge at sælge en anden historie, end dén, der er sand." Han tøvede lidt, fordi han ikke var helt sikker på, at han kunne tillade sig at sige det næste. 
    Men så gav han pokker i det; dét med at spille højt spil lod jo alligevel til at være hans nye ting...
    "Så vil du ikke love mig, at du om ikke andet vil forsøge at tage derned - på børnehjemmet - selv hvis jeg ikke har mulighed for at... tage med dig? Jeg tror, du vil opdage, at frygten for, at noget går galt, fylder mere end sorgen gør, hvis det rent faktisk ikke lykkes..." Han smilede - lidt bittert. Brød sig egentlig ikke om at være sådan en forpulet lommefilosof, men kunne alligevel ikke lade være... "Sorg udspringer i det mindste af kærlighed - ikke? Frygt er bare... spild af liv."

På trods af at tænke på hans død, den død som kom nærmere og nærmere ved hvert ord de delte og sekund der gik dem forbi, var det så om hun fornemmede lokken blive bundet om hans hals mere og mere. lagt med mørket, hjulpet mørket. Hun kunne høre folks mumlende allerede som det kom frem hvad der var sket efter retsalen. Den retsal som..Hendes tanker døde ud som hans ord bryd igennem den forfærdelig fantasi hun begyndte at forme, og øjeblikkeligt fandt hun et kort smil som hans ord ramte hendes sind. Blikket var stadig langt frem ham, Selvfølgelig vil jeg det. hun åndede lettet ud, selv vingerne slappede tydeligt af.

"Du..skylder mig ikke noget." tilførte hun så snart han begyndte på at påstå sådan noget. Netop som hendes ord endte, faldt blikket hurtigt til hans øjne, hendes tåre berørte øjne mødte hans før de faldt til deres hænder, tilbage til hans blik som hans ord begyndte. Amuletten..hvorfor tog jeg også den på.. Nok havde hun søgt følelses mæssig ro tidligere, men nu, ville hun gerne væk fra sine egne følelser, sin savn, sin tristhed, og nu, som han begyndte at forklare sig, forklare om hvor 'sikker' hans besøg under jorden om få dage ville være. Hendes frie hånd mødte deres samlede hænder og gav hans et lille klem. Hun nikkede flere gange som han talte, og kæmpede med at holde sine følelser tilbage ved hvert ord der blev sagt. Igen nikkede hun som der kom en kort pause i hans ord.
"Det..overrasker mig ikke at du..vil tilstå." lyd det som hun lod sin pande falde til deres samlede hænder. "Ville gøre det samme." forsikret hun kort før hans næste ord.

Hun sank en klump og klemte hans hånd igen, som han igen nævnte muligheden for han ikke ville være der, forsøgte at få hende til at love noget hun havde forsøgt i år. "Jeg..Jeg vil forsøge." lovede hun,o og igen lod sin pande møde hænderne igen. "Jeg..lover at jeg vil forsøge..på fredag..om du er der eller ej." forsikret hun.

    Treston studerede hende lidt, før han nikkede - en enkelt gang. "Godt," sagde han og gav hendes hånd et klem tilbage. "Så kan jeg ikke rigtig bede om mere." Han smilede skævt. "...Det er da en form for eftermæle! Jeg er meget tilfreds!"
    Inden hun kunne nå at komme med indvendinger, slog han bemærkningen hen med en selvmokkende hovedrysten og rejste sig - trak hende på benene også, så han endelig kunne hive hende ind i dét kram, han havde været bange for at give hende før. Da først hans arme lå om hende lukkede han øjnene - indprentede sig øjeblikket og gemte det et dybt, skattet sted. 
    "Jeg er glad for, at du kom herned," mumlede han ud for hendes øre og lagde så kinden imod det øverste af hendes hoved. Hun var så lille - endnu mindre end Zirra... "Virkelig, virkelig taknemmelig, faktisk..." Han slap hende modvilligt og holdt hende lidt ud fra sig med en hånd om hendes skulder. "...Men nu synes jeg, du skal gå op i verden igen og gøre, som du gør bedst; hjælpe folk til højre og venstre, fordi du ikke kan lade være." Endnu et lille smil, spillede over hans læber - det var varmt og kun en lille smule trist. "Og så skal du bare vide, at dét hér - dit besøg... det har gjort det hele lidt lettere for mig. Det er rart at blive bare en lille smule afklaret med de folk, jeg holder af..." 
    Han slap hende helt og trådte et skridt tilbage, så hun ville kunne gå forbi ham og ud af cellen. "Hov, Josefine?" spurgte han - som ved en eftertanke. Armene blev lagt over kors, fordi han godt vidste, at han egentlig ikke kunne tillade sig at bede hende om mere, men...
    "Vil du gøre mig en sidste tjeneste? Vil du ikke... lige tjekke op på Zirra for mig, når alt dét hér er overstået? Hun... hendes forhold til familien er... kompliceret. Jeg tror, hun får brug for en ven."

Det lille ord og betrykkende klem, hjalp ikke på de tåre berørte øjne, ej heller for at lade hendes sind begynde at finde ro. Men det hjalp, på alle måder gjorde det ting bedre. At høre han var tilfreds med dette bitte kun, fik kort et smil frem på hendes læber. Hun havde slet ikke opdaget at han havde bevæget sig. Det sendte et sug igennem hende som han træk hende op i sine arme, og hendes fandt hurtigt hans ryg som han blev holdt så tæt hun kunne. At høre ham så tæt på øren, at mærke ham hvile imod hendes hoved. Skabte sådan en ro. Glad for jeg kom herned? Treston, jeg kom..for at arbejde. Hun holdt ham, hun holdt ham så længe det var muligt, så tæt som muligt. Det gjorde ondt at mærke ham slippe, men hun gjorde det samme, modvilligt slap hun hans ryg, og lod hænderne finde hans front. Kort var der noget som fanget hende, og mens han talte, rettede hun forsigtigt på hans krave.et sugemærke?

"Det var rart at komme herned. Og du har nok ret, på trods af hvor meget jeg vil være her..Så..ja..nok bedst jeg går... Og Tres..nok bedst du holde mærket skjult." Hun mødte hans smil med sit, og lod endelig blikket falde på de blå øjne hun havde undgået siden hun kom herned. Hun nikkede som han gik væk, hænderne faldt fra hans side til foran hende selv. Modvilligt begyndte hun at trække sig til celledøren, vingerne faldt og hang ikke langt over jorden som hun tog fat om døren. "Huh?" udbryd hun som kastede blikket overskuldren i reaktion på sit eget navn. zirra..selvfølgelig hende.Hun træk på smilet. han elsker hende virkelig. Hun kunne ikke andet end at håbe Alexander elsker sin egen søster bare halvt så meget som Treston elsker Zirra. Selvfølgelig er dine..sidste.. ord til mig..om din søster. "Selvfølgelig. Jeg skal nok holde en vinge over hende, det lover jeg." hun rystede kort hovedet, som blikket blev vendt imod celledøren igen, modvilligt, fik hun den åbnet...og..der stod hun lidt, i den åbne celledør. "Treston...jeg.." forsøgte hun, og forsigtigt samlede hånden om sin amulet. "Vi...ses.. ikke?" spurgte hun som hun forlod cellen, vendte om lukkede døren...nøglen drejede om langsomt, og igen var det umuligt at lade deres øjne mødes. Panden hvilede imod døren ganske få sekunder. Svar eller ej, blev hun der kun nogle sekunder før hun blev nød til at gå. Nød til at trække sig væk..få noget ro.. Så det gjorde hun.

Med tåre fulde øjne, gik hun væk fra cellen, ned af gangen imod vagtmestrene. Uden et ord, stadig med hånd om amuletten træk hun så hurtigt forbi dem. Imod døren ud, luft, himmel, noget. "Jose? er du okay?" 'han udnytter kvinder' skreg hendes indre som hun hørte stemmen. Som hun drejede om var han allerede tæt på, og i samme bevægelse endte hans hånd på hendes om amuletten. "Ikke ofte du har den på..Jeg sagde jo du ikke skulle have set ham." Hun tog blikket af manden. 'hold dig fra den slange' .Gentog Trestons ord i hendes sind, og netop som de ord hang i hendes indre blev hun revet ind i endnu et kram. Et kram som vingerne hurtigt fik hende ud af. "Undsykld Kester..jeg..vil bare gerne have noget luft." undsykldte hun sig selv, og begyndte at gå imod udgangen igen. "jeg lover dette snart er ovre..med en god slutning." Hans ord, hans tone.. en god slutning? Hvorfor tror jeg dig ikke. Hun nikkede, og som døren blev nået fik hun endelig flået amuletten af..endelig følte hun sig hel igen. Hun åndede lettet op, og lod vingerne baske få gange. Ikke for at lette, blot for at mærke luften. "..Fredag.." mumlede hun til sig selv som blikket falde imod solen.