Okay-et blev sagt af elveren, som han hoppede ned af Winchell med den buttede mund følgende kort efter. Som de stod over for hinanden, kunne han ikke lade være med at bide mærke i, at de var lige høje. Det havde han ikke tænkt på. Måske var det kropstypen af Vektor, der fik ham til at se højere ud. Den slanke skikkelse gav altid illusionen af at være højere, som en bred skikkelse gav illusionen for at være lavere. Og begge illusioner var fremvist lige nu.
En hånd fumlede hurtigt ned i lommen for at hive en krystal eller to op som betaling. I mellemtiden havde Vektor valgt at bunde Winchells krus. Menneskemanden kiggede kort på dette, da kruset blev sat hårdt på bordet, så krystallerne hoppede blidt. Han kunne virkelig dele, når det kom ham til gode. Men Winchell smilede blot ved dette. Lad elveren drikke hans øl. Der var langt bedre ting at smage end Svinets alkohol.

"Det er ikke langt, bare rolig." sagde Winchell betryggende. Og det var ikke bare en løgn for at blødgøre deres tur. Nej, han boede ikke mere end en gade væk. Det var altid en fordel at bo centralt og tæt på de befærdede kroer og steder.
Vektor blev ledet ud af kroen og ned ad gaden. Konstant kiggede Winchell på elveren som for at se, om han stadig var med og ikke havde mistet tålmodigheden. Skønt det kun var en lille gade væk, virkede turen lang for Winchell. Han fik ikke mærket elveren under hele vejen. Men heldigvis ankom han til sin dør og åbnede den hurtigere end han nogensinde havde. "Velkommen til mit ydmyge hjem, Vektor." Winchell åbnede døren og stillede sig indenfor for at lade elveren komme ind. Ydmygt, det var det. Der var ét stort rum med køkken, stue og spisebord. Tre døre var udover døren ud til. En til et badeværelse, en til et lille depotrum og den sidste førte ind til soveværelset. Blikket hvilede på den flotte elvermand, som han skulle han bevæge sig ind i hjemmet. Winchell ville lukke døren bag ham, så det bare var de to i privaten. Den buttede mand var ikke sky for at gøre det offentligheden, men de havde ikke brug for, at en byvagt kom og stoppede dem. Herinde kunne de gøre, hvad de ville, hvor de ville, lige så længe de ville. Der var ingen begrænsning. Og blot denne tanke gjorde Winchell sulten efter elveren.

Når Winchell sagde at der ikke var langt, var det heldigvis ikke en løgn. Med et smil kunne Vektor fornemme hvordan at de ikke skulle meget mere end en lille gade videre, førhen at den buttede mand drejede dem af og låste op for simpel dør, som ledte ind til et ligeså simpelt hjem. Med ham inde som den første, gled de lyse øjne nysgerrigt over hvad Winchell havde og hvordan han indrettede sig, og nysgerrigheden drev ham ind imod det første skab, og lod undersøgende en hånd åbne det, førhen at han næsten med det samme lukkede det og begav sig videre. Hjemmet fortalte altid meget om en person. 
"Et hjem er et hjem" pointerede han med et lille grin; Winchell levede større og mere 'overdådigt' end ham og hans mor nogensinde havde, eller ville præstere. 

Hånden dansede videre til et andet skab, men stoppede med det, for i stedet at lade den glide ned på bordpladen og gik en enkelt tur rundt om det, så han atter ville være med fronten imod Winchell. Man skulle jo næppe lade sig distrahere, og drømmesælgerens smil voksede en anelse ved hvert skridt, idet at blikket sørgede for at fange mandens brune, varme øjne. Han havde ikke helt fået føling med hvad mennesket foretrak, om han ville styre, eller blive styret. Om han ville give eller tage - det var trods alt der Vektor forventede at det endte, her til aften. 
Så med et snuptag løftede elveren sig selv op og sidde på bordet, benene dinglede ud over og et skammeligt, skråsikkert smil omkring læberne. "Kom herover, hmm?" Vektor lagde hænderne fladt  træfladen under ham idet at han lænede sig en anelse tilbage og skrånede med blikket ned imod Winchell. 
Nu måtte de jo se om han efterkom, og hvis han gjorde, så hvordan han efterkom den. 

Måden, hvorpå Vektors nysgerrighed for hele hjemmet, gjorde Winchell sulten. Kosteskabet blev åbnet og hurtigt lukket igen. Elveren var lige ved at åbne døren ind til soveværelset, da han åbenbart skiftede mening for at forvilde sig hen til spisebordet. I en meget kort stund fik den buttede mand bagsiden af Vektors krop at se - og han klagede næppe. Men som deres fronte mødtes igen, kunne Winchell ikke adet end at gengælde smilet med et af sine egne.
Uden problemer fik Vektor løftet sig op, som når Winchell bevægede sig selv, når manden havde sænket sin kropsvægt meget. Det var yndefuldt, måden Vektor var kommet op at sidde med dinglende ben og en anelse tilbagetrækken for at invitere Winchell ind. Sølvelveren behøvede ikke at kalde ham over til sig. Winchell ville været kommet af egen fri vilje. Men nu var ordren givet og den buttede mand fulgte lydigt hen til ham for at lade sig blive nedstirret af den nu hævet elver. Hænderne fandt hinanden bag Vektors nakke, hvor fingerspidserne svagt nullede i det hvide hår. Fødderne stillede sig på tæer, så mændenes næsetipper næsten rørte. "Her er jeg," hviskede Winchell dybt og forførende til elveren, før han valgte at fjerne millimeterne i mellem deres ansigter for at lade læberne finde hinanden. Og imens de fugtige huller var i kontakt, bevægede Winchell sine hænder ned af elverens krop. Højre hånd fandt hele vejen ned til der, hvor elverens ben mødtes i skridtet. En hård bule blev mødt af Winchells hånd. Smilebåndet trak svagt på sig, før Winchell trak sig tilbage og lod blikket sænke ned til skridtet. "Skal jeg hjælpe med denne lille ven? Hjælpe den ud af sine klæder?" Hovedet sig sammen med blikket, så deres øjne mødtes. Alt imens havde begge hænder fundet vej til buksekanten, klar til at rive dem af. Winchell var, hvad de fleste nok ville kalde ambivalent. Når det kom til mand til mand, kunne han være begge. Oftest var han modtageren. Den, der blev domineret. De fleste kunder ønskede at udøve magt, at sidde med kontrol. Men der var også de mandlige kunder, der ville være til nåde for en andens hånd. Plus, Winchells friaftener kunne bringe alle og enhver kunde ind. Derfor kunne den buttede mand give tilfredsstillelse både ved at give den, men han kunne også tricks for at gøre oplevelsen langt bedre, hvis han modtog. Det var mere eller mindre op til Vektor. Lige nu ville Winchell bare have sølvelveren i hele sin pragt og det kunne kun gå for langsomt for det grådige menneske. På arbejde tog han altid i kundens tempo for det meste. Når han havde fri, kunne Winchell udforske sig selv. Gøre det på sine egne præmisser. Gøre det med Vektor.

Med en tilfreds lille brummen kom Winchell nærmere, og Vektor mødte ham begærligt i det kys der fulgte med, med fingre der bagved ham langsomt spændtes en anelse i deres fornøjelse, førhen at de med en lavmælt skraben knugede sig sammen, idet at hænderne ikke helt holdt sig ovenvande mere. Endnu engang stak den ene af, ned til hans skridt, og endnu engang fornemmede Vektor hvordan at det sendte en svag rislen i gennem hans krop, som både kom i forventningen om hvad der lå til at komme, og hvad der ville ske.
Derpå trak mennesket sig en anelse, og spurgte ganske fint om det var noget der skulle tages hånd om, og halv-elverens øjne funklede en anelse i deres tilfredse sprækker, idet at han endnu engang trak hænderne ned til hofterne, for at løfte sig selv nok til at få dem af. "Alt andet ville være en skam" smilede han, og følte hvordan at de hurtigt blev fjernet til et meget bedre sted - ned omkring anklerne, så han senere kunne få dem ned på gulvet. 

Med samme elegance satte Vektor sig endnu engang på bordkanten, benene en anelse spredte for Winchell den her gang - underhoser var ikke noget han benyttede sig af videre ofte. . En elegance der uden tvivl kom af at være ganske muskuløs, men samtidig også overraskende let - de elviske gener slog satme igennem der hvor det betød noget. 
Der skulle dog ikke gå lang tid førhen at det ene ben snoede sig omkring mandens lår for i et lille ryk at skubbe ham tættere på, en bevægelse der forhåbentlig tvang overkroppen med ned så han kunne kører en enkelt hånd om bagved hans nakke, gribe en anelse fat i håret, og blotte øret for hans hvisken, idet at han tiltede hovedet til siden. "Vær nu sød, Winchell" spandt han derpå nærmest, førhen at han ville slippe og endnu engang læne sig tilbage, så der var plads til hvad han havde tænkt sig. 

Vektor løftede sin krop fra bordet. Winchell skyndte sig at tage sit snit og rive bukserne langt nok ned, så når elveren satte sig igen, kunne mennesemanden endnu rive bukserne resten af vejen, så Vektor nu sad med bagdelen bar på spisebordet. Et mere end passende sted for ham, syntes Winchell. Hånden fandt atter vej ned til skridtet og stadig uden tøven, som to fingre nulrede om spidsen på det stive elverlem. Winchell kunne intet andet end at smule, som han sneg et blik ned for se skønheden, der var Vektors blottede manddom - eller hed det elverdom?

Dog fjernede Vektor fokusset for Winchell. Benet, der snoede sig rundt om Winchells lår, tvang den buttede mand tæt på, så den bulede mave stødte ind i bordkanten og overkroppen lænede sig ind for at kunne blive rørt på af elveren. En enkelt hånd strøg igennem Winchells hår, indtil det tog fat for at tvinge hans profil til for at kunne høre Vektors spindende ord, inden der blev givet slip igen. I et langsomt tempo drejede Winchell sit hoved tilbage for at kigge direkte på elveren. Smilet var endnu på læberne, omend ikke mere kækt end nogensinde før under deres møde. Læberne fandt vej til Vektors hals, som låret var blevet frigivet. "Jeg er mere end sød nu," hviskede Winchell til hans kød, før den buttede mand bukkede sig. Knæerne ramte gulvet, som Winchell kom i øjenhøjde med det blottede lem. En hånd bevægede sig op og ned langs skaftet, før tungen valgte at fugtiggøre hele lemmet, især hovedet. Kort kiggede Winchell op for at se på elverens ansigt, før læberne spredte sig for at tage hovedet ind i munden. I et roligt tempo bobbede Winchell op og ned langs skaftet. For hver gang han trak ned igen over lemmet, kom mere af kødet ind i den buttede mands mund. Til sidst nåede han helt ned til roden, hvor den ene hånd legede med den tilhørende pose. Den anden hånd hvilede oven på Vektors ene lår for bare at mærke mere af den nøgne elverhud. Nu kunne Winchell sætte tempoet op og det gjorde han. Nu var han klar til at lege med hele lemmet og ikke tage det roligt. I hvert fald ikke med munden. Vektor skulle mærke, hvor god Winchell kunne arbejde. Og hvis elveren ikke sagde noget, ja, så måtte han bare arbejde endnu hårdere. Natten var endnu ung for de to og der var nok energi i Winchell til at lege længe med elveren og elverkroppen.

Vektor's lyse øjne syntes at betragte ham med stigende iver og opmærksomhed, idet at han kækt - mere kækt end da de havde været inde på Svinet - pointerede at han var mere end sød lige nu. Og efterfølgende, med knæene der faldt til jorden og hånden der endelig greb fat om det godt stive lem, kunne Vektor med et lille suk kun give ham ret, og lænede hovedet tilbage så de sølvfarvede lokker i en mindre kaskade af krøller gled ned ad hans ryg; øjnene lukkedes sagligt til mindre sprækker idet at Winchell gik rigtigt i gang. 

Og han var dygtig. Nok havde Vektor ikke den store viden om mandens faste og hverdagsagtige arbejde, men man kunne langsomt danne sig en relativt god idé om hvad han lavede, med måden han arbejdede sig fremad på. Gradvist, støt og i et fantastisk pirrende tempo kom han længere og længere ned, og et lavmælt støn kom endelig fra Vektor, hvis hænder knyttedes imod bordpladen han sad på. Efterfulgt af et til støn, og så et til. 
Han havde aldrig haft et problem med at være vokal om sin egen nydelse, og et godt stykke arbejde fortjente at blive hørt, selv hvis det ikke kun var af dem som der var i rummet; de lyse øjne åbnedes igen og halv-elveren vendte blikket væk fra loftet og imod Winchell igen, der valgte at øge tempoet. 
"Ngh.." den ene af de vejrbidte, solbrune hænder strøg nogle af krøllerne i panden væk, og låste ganske bevidst øjne med Winchell, pupiller langsomt og støt igang med at udvise sig mere, desto mere tændt han blev. 

Prøvende gled hånden om bagved baghovedet, for at se hvor meget at tempoet han kunne få lov til at styre, det kunne jo være at man var heldig, trods det ikke var alle der brød sig om det. Han var alligevel snart ved at være der, der ville ikke gå forfærdelig længe. 

Lydende af nydelse, der kom fra sølvelveren, var som musik i Winchells ører. Det var kun tegn på, at han gjorde sin opgave godt. Selvfølgelig vidste den buttede mand dette allerede. Han var alt andet end ny til at tilfredsstille mænd. Han vidste, hvordan hun skulle lade tungen og læberne arbejde. Og med hånden legende med posen gjorde dette kun alting bedre. Selv kom Winchell med mumlende lyd som tegn på sin egen tilfredshed over at have noget at fylde munden ud med. Lydene fra den buttede mand var overvejende fugtige takket været mundsavlet. Dog holdte han dette inde. Winchell vidste, hvordan han skulle holde det renligt og tørt på alle andre steder end lemmet.
Deres blikke mødtes kort og glæden var tydeligt at finde i Winchells brune. I Vektors øjne kunne han læse, hvor tændt sølvelveren var. Og denne var høj. Pupillerne var udvidet, som kiggede Vektor på det, han elskede mere end noget andet. Og det var kun skyld af Winchell og dennes behandling af de ædle dele af sølvelveren.

Op indtil nu havde Winchell bestemt tempoet, som munden arbejde om elverlemmet. Men som følelsen af en hånd mod baghovedet kunne mærkes, fokuserede Winchell sit blik atter op mod Vektor. Før dette havde han lukket dem for at fokusere på fyldet i munden. Endnu med munden låst om lemmet nikkede Winchell. Ønskede Vektor at bestemme tempoet, skulle han have mere end lov til at bestemme dette. Den buttede mand var mere end erfaret i at være underdanig og lade andre bestemme tempoet, han arbejdede i. Han kunne holde til et hårdt og hurtigt tempo, hvor modparten prøvede at presse mere end længden af lemmet ned i ganen på ham. Ja, hvis Vektor ønskede at komme i munden på Winchell, ville han tillade dette. Dette ville blive slugt uden klagen.
Selv var Winchell hård som en klippe i sine bukser. Der skulle dog mere til end at sutte på et lem for at nå et klimaks, men mon ikke Vektor ville komme på noget, der kunne tilfredsstille ham også? På den ene eller anden måde. Bevidst havde Winchell ikke rørt ved sig selv. Han ville lade Vektors behandling af ham bestemme, hvornår han kom. Han ville ikke tage forskud på goderne. Dog ønskede den buttede mand nok snart at komme ud af sine klæder. Om det skulle trædes ud selv eller Vektor havde planer om at trække eller rive det af den buttede krop. Det samme gjaldt sølvelverens top, skønt denne viste en del af overkroppen. At smide alle former for stof var idealet for Winchell. Og det ville komme, det vidste han. Men lige nu var fokus på Vektors lem i Winchells mund. Og dette blev gjort engageret, grådigt og passioneret.

Det lille nik der kom var alt der skulle til, førhen at Vektor med et tilfreds grynt fik bedre fat i det mørkebrune hår, og lod tempoet blive sat en anelse op, og ganske grådigt - hvilket nok også havde været forventet, søgte at presse ham en anelse længere ned selvom det knap nok var muligt. Det fik dog tydeligvis en mere åndeløs stønnen fra Vektor, som indenfor de næste par minutter kunne mærke et længe savnet klimaks bygge sig op, jah grådigt nærme sig toppen, og i det næste øjeblik komme ud og frem i munden på den anden. 
Når han havde fået lov, havde han fået lov, og Vektor holdt hans hoved nede til at han med et tilfreds suk løsnede grebet en anelse. Det var næsten en høj følelse der sitrede igennem kroppens nervesystem, dopaminen indtog grådigt sin plads i Vektor's legeme. Og med den, var det en opstemt hungren efter mere der fik ham til at øjne den mørkhårede Winchell, og med et lille fnys skubbe ham en anelse tilbage med foden - ned og sidde på jorden - så han selv kunne hoppe ned fra bordet. 
Inden det skete blev den løse skjorte dog krænget af, så den solprægede krop endelig kom til syne; en krop der vidnede om et liv i fysisk anstrengelse og arbejdsmuskler strakte sig over den slanke men velformede krop. 

En anelse unfair når ens elviske gener næsten skyede fedt som pesten, hvilket gjorde det en anelse nemmere, men Vektor tog nu engang ganske god stolthed i sin krop. 
Støvlerne var dog stadigvæk på, og i alt sin perverse, nøgne stolthed, betragtede han Winchell med et sultent smil, og spidsen af støvlen vippedes imod hans hage, for at løfte blikket en anelse. "...." endelig hoppede Vektor ned, men kun for møjsommeligt at spankulere om til ryggen af Winchell, og med et fast greb i stoffet, hive ham en anelse op så han ville komme op og stå. 
Med det var det at elveren ene hånd søgende gled ind under armhulen, op til brystet, hvor at den ganske rutineret begyndte at åbne knapperne til skjorten, ham selv ganske bevidst presset op af den andens krop, og den frie hånd på vej ned for at løsne bæltet. "Det gjorde du godt" hviskede han forsinket i det runde ører, og placerede et lille nap på øret, førhen at kys forsatte ned af halsen. 

Fingrene i håret fik greb om hovedet. Kontrollen over tempoet blev givet fra Winchell til Vektor uden brok. Han lod hænderne øge tempoet og presse hovedet mere ned. Lemmet kom længere ned i ganen, men der var ingen gag-fornemmelse. Denne havde den buttede mand trænet sig væk fra. Winchell kunne, efter et par minutters arbejde, nærmest mærke i Vektor, at det var tid. Spændingerne steg, lemmet pulserede i munden på ham og kort efter kom den saltede smag i munden. Og dette lød hele vej ned gennem halsen i en glidende synken. Ja, Winchell smilte sågar over dette. Mums. Andre ord var der ikke til at beskrive det. Vektors lem og klimaks. Guf.
Dog nåede den buttede mand knap nok at gøre skaftet tilstrækkeligt rent, før grebet i håret fjernede og en fod pressede ham ned at sidde på den bukseklædte bagdel. Tungen slikkede sig om læberne, som Winchell kiggede op på Vektor, der hoppede elegant ned af bordet og fik taget skjorten af. Sølvelveren stod i sin solbrune stolthed over Winchell. Den buttede mand kunne ikke lade være med at nyde synet. Lemmet skinnede i stuens lys takket været blanding af kropslige væsker af deres. Meget vel kiggede sølvelveren grådigt på ham, men Winchell kiggede lige så sultent og lystende op på hele Vektor. Kroppen var et sand vidunder og det var ene og alene Winchells for i dag.

Støvlens spids bevægede Winchells hage op, så han var mere tvunget til at se på Vektor, der med sit sultne smil så ud til at nyde det. Og det samme gjaldt den buttede mand. Det skæve smil på de runde kinder var i hvert fald svar på dette. Dog følte han sig mere end beklædt. Sølvelveren, der kun havde støvler på, imod Winchell, der endnu var i fuld påklædning.
I stilhed gik Vektor rundt, indtil han stod bag Winchell. Som armene greb fast i stoffet, valgte Winchell instinktivt at sænke sin vægt til det af et spinkelt barn. Sølvelveren ville uden tvivl mærke, hvor let en mand af Winchells fysik var at løfte. Hændernes rejse fra armhulerne til brystkassen til knapperne blev taget uden indvirkning fra Winchell. Det var først, da disse vendte deres fokus ned til bæltet, at menneskemanden gjorde resten og fik smidt skjorten væk fra sig. Deres nøgne overkroppe rørte hinanden. Winchells ryg mod Vektors tonede mave og brystkasse. Bæltet blev løsnet og den ene af Winchells hænder fandt vej til buksekanten, hvor den sammen med hofternes svajende bevægelser fik bukserne til at falde, så de lå i en bunke og dækkede skoene. Hvis Vektor ønskede al beklædning og sko komplet af ham, måtte sølvelveren give denne ordre. De letbehåret ben stod nøgne. Den store bagdel var lige så nøgen og blottet med Vektor stående lige bag de store, kødfulde baller. Lemmet var hårdt og kiggede direkte op mod loftet.
Alt imens hans ene hånd havde fået bukserne ned, havde den anden hånd bevægede sig op for at kærtegne den ene side af Vektors ansigt, som elveren komplimenterede for arbejdet og gav øret og halsen lidt fokus. "Jeg ved det. Og du smager meget godt," sukkede den buttede mand med lukkede øjne selvsikkert, smilende og lettere nynnende. "Og jeg er langt fra færdig, Vektor."

OVerraskende let var manden at få op og stå, og forundret kom noget der mindede om en lille tilfreds brummen fra Vektor, hvis hænder ganske rutineret arbejdede sig igennem lagene af tøj. Knapper blev åbnet, bæltespænder ligeså, læderremmen fjernet... med hjælp fra Winchell selv, var det et arbejdede der metodisk var ganske nemt at komme igennem, og han kunne tilfreds snart mærke den længe søgte, men også eftertragtede fornemmelse af hud mod hud, krop mod krop. 
Et smil krøllede mandens læber opad, og trods den lette berøring langs kæbe og hals var kærkommen - og ordene ligeså - kunne han ikke dy sig da han drilskt nappede ud efter fingrene, og bed en anelse til. 

Imens var det at hænderne nu havde fået mere frit lejde, og trods deres ru overflade - noget der kom ganske naturligt efter et liv som arbejder på skibe, på havnen eller på de mindre fine gadehjørner - var de overraskende nænsomme da de bevægede sig ned imod mandens underliv. I hvert fald som en start. 

Fingrene blev sluppet, og tænderne skrabede i stedet over musklen mellem hans skulder og hals - "Godt" - som fik et kys, og tilhørende, prøvende bid. Var det monstro noget der fungerede for Winchell? Her var det dog også at det gik op for Vektor, hvor godt tændt mennesket selv var-  allerede nu - og en fornøjet knurren af latter kom helt inde fra brystet, da han greb fat om det stive lem og bevægede sin hånd en anelse kærtegnene op og ned. Det havde været et sammenstød der udspillede sig til det bedre, der tilbage i kroen. 
Givet at han allerede var ganske godt kørende, var det at sølvelveren ikke længe efter styrende skubbede Winchell frem, så han ville blive smækket ind over bordet han selv lige havde siddet på, en undersøgende hånd på vej ned for at varme ham op til noget større, omend det var fristende blot at tage ham nu, så fristende som han tog sig ud. Men lidt manerer havde man vel med sig hjemmefra. 

Følelsen af hud mod hud var en følelse, Winchell aldrig ville hade. Han ville altid elske den. Og som de stod lige nu, begge nøgne som den dag de var født, nød den buttede menneskemand det. Hans ryg var mod Vektors front. Det fugtige, stive lem kunne mærke nær hans baller og lænd - og det var en fornemmelse af perfektion.
Deres samarbejde om at få Winchells klæder af havde været tæt på dannende. De havde gjort det sammen uden at aftale noget. Alligevel var det effektivt kommet af - givet Winchell aldrig gik i meget tøj, så det var altid nemt at få ham strippet helt af til kødet.

Fingrene om kæben blev mødt af Vektors mund, som han blidt bed i dem som en lille hund. Dette kunne Winchell ikke lade være med at smile over, som han lænede hovedet bag ud. Den anden hånd fandt vej ned til Vektors ene hofte, hvor den blidt kørte rundt - man behøvede ikke gøre ved underlivet for at tænde en person.
Sølvelverens hånd var på vej ned til Winchells intimitet og dette brokkede han næppe over. Nu havde han givet Vektor en oplevelse, der havde udløst i et klimaks. Det var kun fair, han nu fik lidt fokus, skønt følelsen af Vektor bag ham var meget godt også. 
Læberne om fingrene skiftede ned til Winchells skulder, hvor kys blev plantet, før tænderne satte sig i. Dette fik en lille hvinen ud af Winchell. Det var ikke en hvinen af frygt og stoppelse. Tværtimod. Winchell kunne klare til meget, før mærker kom til. Vektor skulle bare fortsætte. Og det gjorde elveren også, som hånden fandt vej helt ned til Winchells lem, hvor den begyndte at bevæge langsomt. Ikke nok til at komme og det elskede Winchell. Han ville ikke komme af en hånd. Der skulle mere til.

Deres nuværende position var rar og behagelig. Men den kunne ikke vare evig. De skulle flytte sig på et tidspunkt. Og dette tog Vektor intiativ til. Kontrollerende og magtglad. Det kunne Winchell godt lide. Han kunne også lide at være den dominerende. Giveren. Men på arbejdet var han oftest den domineret af de mandlige kunder. Modtageren der. Og lige nu havde han det meget fint med Vektor sådan. Pludselig blev den buttede mand skubbet frem. Bukserne blev trådt ud samtidig, inden maven blev klasket henover bordet. Lemmet blev presset ned, som Winchell forblev liggende henover bordet. Bagdelen var blottet for Vektor at se. De store, runde og kødfulde baller ventede blot på sølvelveren. De var hans lige nu. Derfor vrikkede Winchell da også blidt med sine hofter for at bevæge hele bagdelen, kun for Vektor.
En undersøgende hånd af Vektors fandt vej ned til Winchells åbning. Følelsen af den varme hånd og de dejlige fingre fik et smil henover mandens læber. Der behøvede ikke lang tid og opvarmning, før Winchell var klar til større. Efter mange års erfaring med flere omgange om dagen de fleste dage i ugen var han klar. Han var tom lige nu. Det var også derfor, at han kiggede over skulderen for at låse sine øjne med Vektor, forførende og grådigt. Med et sultent smil og varme i øjnene. "Vektor, tag mig, hårdt. Nu." Winchell kunne ikke vente. Han var grådig og han ville have Vektor. Have sølvelveren i ham. Om Vektor ønskede at varme ham op for at være sikker, vidste Winchell ikke. Men han tog styringen for en kort stund. Bare midlertidig for at få, hvad han ville lige nu. Han kunne holde til mere. Holde til flere omgange. Og derfor ville han have en omgang nu. Ventetiden var gjort.

Der var et helt bestemt spark af energi at hente, når han med fuldt overlæg kunne gøre - næsten - som han ville med den anden mand. Villigt faldt hans kraftige skikkelse ind over bordet, og ligeså villigt blev hans fingerarbejde taget imod idet at han lænede sig med ham ind over hans lyse ryg, og med de tidligere blå, nu tættere på sorte øjne kunne tage Winchells udtryk til sig, høre hans lyde. Han havde været inviterende som bare pokker - han forstod at få kroppens rundere former til at arbejde for sin egen agenda, og som en dukkefører trak det mørkhårede menneske i de snore der fik Vektor i omdrejninger. Lige fra det tidligere arbejde med munden, til afklædningen af ham, til nu... nu hvor at han med et grådigt smil kastede et blik over skulderen, og mødte sølvelverens iver hvor det gjorde godt. 
Okay. 

Ingen respons var nødvendig, og ingen ekstra ordre skulle følge med - han skulle nemlig ikke sige det to gange. De ru fingre trak sig ud og greb i stedet om det erigerede lem (der ganske motiveret var kommet op og stå igen), og med en tilfreds brummen satte han det i position, øjne på sit arbejde for at være sikker på at han var det rigtige sted, førhen at de fangede menneskets mørke øjne igen. Smilet omkring halv-elverens læber splittedes derpå i en pervers fornøjelse af hvad der skulle ske, og med den ene hånd over lænden for at holde ham nede, og den anden omkring sig selv, skubbede Vektor sig frem. Hngh. En blanding af et støn og en åndeløs latter kom fra Vektor, som ikke holdt meget i pause imellem starten og slutningen af hans indtrængen, men tværtimod fortsatte. Hele vejen ind, så langt ind som han kunne komme. "Wincheell..." så gradvist men jævnt som muligt. Stemmen var tyk af begær, og de runde negle satte sig til sidst i ballerne på ham, som hænderne var gledet hen for at holde fast i. 
Men han havde ikke i sinde at give mennesket meget tid til at tilpasse sig. Fordi han havde bedt om hårdt, så hårdt skulle han få; så snart Vektor's lår ramte menneskets bag, trak han sig med et fnys tilbage, og stødte så frem igen i et beslutsomt ryk. Og et til. 
"... lad os så høre dig" knurrede han tilfreds, og brugte hænderne i bagdelen for at styre tempoet hen imod hurtigt, så hurtigt som muligt, ved at få rykke ham med sig tilbage når han selv stødte frem. 

Som var Winchell den dominerende i deres midlertidige forhold, gjorde sølvelveren, hvad den buttede menneskemand gav ordre på. Der blev ikke sagt noget tilbage. Ingen verbal bekræftelse på, at Vektor ville gøre, hvad Winchell ville have. Men han kunne mærke det. Han kunne mærke iveren og grådighed i Vektors behandling. Hvordan fingrene hurtigt træk sig ud af åbning og Winchell blot ventede på at blive fyldt med noget større. Noget mere livligt. 

Endnu havde Winchell hovedet over skulderen, som han kunne se Vektor tage fat om sit lem. Selv det så sultent ud for at møde nye, strammere omgivelser. Den anden hånd fandt vej til lænden på Winchell, men dette så menneskemanden i selv, for kort efter skete det. Hovedet vendte sig frem og øjnene lukkede i, som Winchell lod et lille hvin undslippe sine læber. Han blev presset frem henover bordet ved elverens indtrædning. Allerede ved første stød kunne Winchell mærke søvlelverens nosser ramme hans bagside. Han var helt inde og det kunne den buttede mand mærke. Han kunne mærke, hvordan Vektor fyldte ham ud på en pervers og nydende måde.
"Hngrf!" Støn og ordløse lyde slap ud af Winchells læber ved hvert af Vektors stød. Han gjorde det hårdt, præcis som Winchell havde beordret. Og det var godt. Så fandens godt! Der var ingen tid til lige at få pusten og tilpasse sig udvidelsen af åbningen. Og det ønskede Winchell heller ikke. Han ville igang og igang nu. Og Vektor vidste det. Derfor gjorde Vektor det.
Vektors hænder og negle havde fast fat i hver sin balle. Der blev ikke givet slip. Vektor ville have ham, det vidste Winchell. Og sølvelveren ville ikke lade manden slippe fri. Dét ønskede Winchell ikke. Grebet blev også brugt til at støde hårdere og helt ind i Winchell. Hans egne hænder strakte sig henover bordet, hvor neglene greb fat i træet blidt og kradsede ned, mærker efterladt. Ved hvert stød blev Winchell skubbet en anelse frem, men med grebet om hver balle blev han nu trukket med tilbage i Vektors stød. Dette skabte friktion mod hans eget lem, der var kødet i en sandwich mellem ham og bordet. "Vektoooor..!" Den sidste vokal blev trukket ud i takt med et stød, stønnende, Navnet blev først færdiggjort, som Vektor trak sig tilbage næsten ud af Winchell for derefter at støde ind igen. Tempoet var sat op. Vektor ville høre Winchell og med denne behandling fik han kun lyde af den buttede mand. Støn, hvin, suk, gisp. Alle lyde skabt af nydelse ved et lem fyldende ham op. "Vend mig, Vektor. Jeg vil. Se dig." gispede han stønnende og lavt. Hurtigt sænkede Winchell sin kropsvægt. Hvis Vektor ville vende ham rundt for at ligge på ryggen uden at trække sig ud af ham, ville dette kunne ske nu. Ellers kunne han også trække ud for at vende ham. Eller også lyttede Vektor ikke og tog kontrollen. Selvfølgelig ville Winchell elske alle af disse muligheder - så længe Vektor forblev. Der var bare noget intimt ved at kunne se ens partner, som de kom tættere mod orgasmer. Noget perverst og tilfredsstillende ved at kunne se den andens ansigtsudtryk, som det skete. Se, hvad man gjorde ved personen og hvad han gjorde ved en selv.

Som en kat strakte den runde mand sig under den hårdhændede behandling, hvilket i og for sig, var et syn for guder. Og lidt som en gud kunne man godt føle sig, når man med de stødvise bevægelser og arbejdende muskler kunne få de ord, lyde og udåndinger fra det yngre menneske foran ham - det hele, Vektor følte i sandhed at han fik det hele, og det var noget han bestemt kunne arbejde med. 
Og ikke nok med at han arbejdede med det, jah så arbejdede Vektor også for det. Små svedperler af spænding og delvist også anstrengelse tegnede sig snart over den solbrune, nøgne hud, og det var med en tilfreds stønnen at han følte Winchell bevæge sig med ham, villig og medgørlig som enhver skøge i Fristavn ville være og præsentere sig. Hvilket var frækt. Det var ingen hemmelighed at lydene fra den anden mand var en stor motivation for Vektor, da han med en knurrende fornøjelse stødte længere frem, længere op. 

Mere. Altid mere, intet mindre end det. 
Så da Winchell bad ham om at vende ham, var det ikke et ønske der gik for døve elverører. De ru hænder gled ned omkring mandens lår idet at Vektor stoppede, vejrtrækningen stødvis og påvirket af de endofiner der pulserede igennem hans mørke krop og de lyse øjne begærligt over den andens krop, imens at han trak dem tilbage op. Der var noget... specielt ved Winchell, og da fingrene borede sig ind i det rykbare kød, kunne han mærke samme... mangel på vægt, som han kortvarigt havde bemærket før. Ohh... halv-elverens hænder greb ikke videre blidt omkring den andens underdel, så han kunne få drejet ham rundt - stadigvæk liggende på bordet - og i stedet skubbe det ene ben over skulderen, imens det andet blev presset omkring hoften på ham. Hah.  

Blikket betragtede undersøgende, jah næsten med en snert af fascination det erekte lem Winchell præsenterede, førhen at selvsamme øjne gled op imod hans ansigt, samtidigt med at Vektor satte i bevægelse igen. Den sigende lyd af hud imod hud fik et næsten djævelsk udtryk af tilfredshed over det skarpe ansigt, hvorom at de ru hænder søgte over hans krop i stedet. Den ene fandt sin vej omkring lemmet, stimulerede det imens at han i heftige ryk sørgede for at pressse ham imod kanten af det han så grådigt ville have, og den anden fandt vej til kravebenet, og til sidst halsen; Vektor's skikkelse lænede sig ind over den liggende Winchell. 
Og et begyndende pres blev tilføjet, varsom med ikke at klemme hans luftveje men i stedet øge presset imod halspulsåren. 

Vektor var fremragende. Absolut fremragende. De hårde bevægelser, de grådige stød. Svedperlerne, der faldt blidt mod Winchells ryg, stod i stærk kontrast til sølvelverens behandling. Og Winchell elskede det. Han kunne klare det. Han kunne holde til det hårde. Til at blive udnyttet, udvidet, brugt. Og Vektor gjorde alt dette ved ham og meget mere. Ved hver af den buttede mands lyde virkede Vektor til at arbejde hårdere. Som var Winchells lyde en kickstarter for sølvelverens bevægelser. Jo mere han larmede, jo mere ville han få.
Bevægelserne i takt med Vektors fortsatte, omend blev disse forstærket. Som et rovdyr bevægede Winchell sit underliv og hofter mod sølvelverens. Meget vel var Winchell kraftigt bygget. Dette betød dog ikke, at han ikke kunne bevæge sig. Han kunne bevæge de vigtige kropsdele bedre end andre. Det var kommet med træningen. Og Vektor fortjente at mærke det hele sammen, kvit og frit.

Ønsket om at blive vendt rundt skete. De ru, mørke hænder bevægede sig hen til baglårene og satte sig fast. Stødene stoppede, men endnu var Winchell fyldt op, omend det var stillestående. Derfor kunne han mærke hver en lille bevægelse fra Vektor. Derfor gik det heller ikke den buttede mand ubemærket hen, da en svag tøven blev gjort. Havde Vektor mærket vægtskiftet? Winchell smilte kækt til dette og dette smil forblev på læberne, som han blev vendt rundt, endnu med Vektor i sig.
Nu liggende med ryggen på bordet blev det ene ben ført op til skulderen, imens det andet snoede sig rundt om sølvelverens hofte. "Jeg er, medgørlig. Udnyt det." udåndede Winchell lettere forpustet. Sveden på panden og hele ansigtet var tydeligt. De mørke bølger skinnede i lysets skær.

Winchell kunne se, hvordan Vektor kiggede på lemmet, der ikke var inde i nogen af dem. Det hårde lem, der pulserede takket været sølvelverens behandling, inden blikket vendte op til ansigtet sammen med bevægelsernes ankomst igen. Nu kunne Vektor se, hvad han gjorde ved Winchell. Hvordan den buttede mand tog imod det. Hvordan hvert stød fik munden til at åbne sig måbende. Hvordan øjnene lukkede blidt i. Hvordan hænderne legede med hans egne bryster for at påvirke sig selv, skønt Vektors behandling var virkning rigeligt.
Dog havde Vektor mere at give sig til på Winchell, for nu fik hans eget lem følelsen af en ru hånd. Den buttede mand var tæt på. Det stødende lem ville have været nok, men den stimulerende hånd var prikken over i'et. Winchell havde jo ikke lige fået udløst sine startende lyster ved et godt blæs. Men det var, da den anden ru hånd fandt vej op til halsen og Vektor lænede sig ind, at Winchell virkede var tæt på kanten. Sølvelveren var i sandhed rovdyret, der stirrede ned på sit bytte med stolthed. Han havde nedlagt Winchell. Gjorde, hvad han ville med den buttede mand.
"Vektor," pep Winchell hviskende igennem hånden om halsen. Den var ikke kvælende, men den var mærkbar. Kombinationen af alt dette sendte Winchell over kanten. Det kommende orgasme-ansigt var tydeligt. Hvordan musklerne trak sig i ansigtet og hele kroppen. Ja, selv dem inde i Winchells åbning trak sig, hvilket Vektor uden tvivl ville kunne mærke om sit lem. Men han ville mest kunne mærke det i sin hånd. Hvordan Winchells lem pulserede og hoppede som en kanin. Og få øjeblikke senere skød Winchell dagens første udløsning. Om det endte alt sammen i sølvelverens hånd, eller det ville lande på ham selv, hverken vidste eller mærkede Winchell ikke. Han mærkede bare Vektor. "Vektor." Svagt åbnede øjnene sig igen og låste sig fast sensuelt med Vektor, som den ene mundvig trak i sig selvtilfreds. En tilfreds udånding kom ud, som Winchell slap helt af i sin krop. Vektor vidste virkelig, hvilke knapper der skulle trykkes på og hvordan og hvor hårdt. Winchell nød sølvelverens erfaring - og mon ikke Vektor nød det omvendte også?

Hvis Vektor nogensinde skulle se sig selv i den her form for aktion, ville han... måske blive en anelse overrasket over sit eget ansigtsudtryk, og måske også sine egne krævende hænder der fuldkommen (og glædeligt) tog den kontrol der blev ham givet, når han med hele sin mimik, hele sin krop og en god del af sit væsen koncentrerede sig om et formål - at nå sit klimaks, men ikke nå det alene. 
Der måtte nemlig ikke være nogen tvivl om at Vektor nød at se hvordan mennesket vred sig under ham, på samme måde som han nød den rus af ren hegomoni som bølgede frem i ham. Dominans klædte ham, og drømmesælgeren var uden tvivl et rovdyr når det gjaldt sine egne lyster. Men en selvisk elsker, var han dog ikke. 

Det var han simpelthen trænet 'for godt' til, og ikke længe efter at være begyndt på sidste akt af sit lille show, var det at Winchell endte med at komme. Et ansigtsudtryk som Vektor gjorde krav på, da han uden at blinke betragtede ham i optakten til det - det var altid hvad han ledte efter i de her situationer, og først måtte lukke øjnene da han med et støn, to støn nej tre støn mærkede at han strammede, og heller ikke selv længere ville - eller kunne - udsætte det. Åh, han var ved Zaladin's dæmoniske aner... god. Et par afsluttende ryk blev det til hvorom at hænderne i udløsningen af energi (og andet) strammede sit greb, førhen at han med et tilfreds pust følte erofoien skylle gennem hans krop; et smil dansede på de smalle læber og hænderne ramte med en hård lyd træbordets plade under Winchell, ud fra hans liv. 
Skuldrene hævede og sænkede sig idet at han fik vejret igen, og da han åbnede øjnene, var det for at møde menneskets livlige øjne. "Hmmm..?" den spørgende tone var mere for princip end reel, og med et tilfreds suk trak han sig ud, så benene kunne glide ned fra hans skulder og hofte. 
En lavmælt, lille latter forlod ham derpå, og han tørrede uden at tænke meget over det, den klistrede hånd af i bordpladen, førhen at han greb den andens hånd, for at få ham op og sidde. "Hvad zalan var det der med vægten, for noget?" kunne han ikke lade være med at spørge i en drillende hvisken, lyse øjne vagt ulmende i efterdønningerne af sin krops tilfredshed. 

Der var ikke tid for Winchell til at få pusten efter sin udløsning. Vektor havde endnu grebet om ham, som flere stød ind skete, før sølvelveren selv nåede sit klimaks. Og sikke et klimaks. Hvis sølvelveren havde fortsat, frygtede Winchell, at han allerede nu ville have kommet endnu en gang. Hånden om hans lem strammede sig, før den og den anden hånd bankede ned i bordet. Samtidig skete udløsningen inde i Winchell. Den buttede mand kunne mærke, hvordan væsker fyldte op og plaskede blidt rundt, inden Vektor trak ud med det velkendte blop!
Endnu liggende kunne brystkassen og hele maven ses hæve og sænke sig sammen med Winchells dybe vejrtrækning. Det var ikke tit, at han var udmattet efter en omgang og han var næppe for udmattet. Men Vektor havde arbejdet ham som en god dej. Dog formåede Vektors spørgende tone at lukke Winchells øjne op, som han kiggede på sølvelveren. Benene var ikke længere om ham. De hang og dinglede henover bordkanten. De mørke øjne havde endnu et perverst glimt i sig, som han kunne se det glinsende væske på Vektors hånd. Winchell kunne mærke lidt rester på sin egen flotte mave, men størstedelen af det hvide var på sølvelverens hånd. Det fik et tilfredst smil henover de fyldige læber.

Hovedet drejede med, som Vektor sænkede sin hånd for at tørre den af på bordet. Det her bord havde set sin gode del af uanstændige affærer. Det var næppe et bord, de fleste ønskede at spise ved, hvis Winchell fortalte, hvad der var sket på det. Derfor reagerede han heller ikke, da Vektor tørrede hånden af - selvom den buttede mand kunne finde ideer på, hvor den væske kunne ende henne.
Hånden blev taget imod, som Winchell uden problemer løftede sig selv op at sidde. Vægten var endnu lav. Lavere end det hos et barn. Og det var også denne vægt, der havde vakt spørgen fra sølvelveren. Selv kunne Winchell ikke lade være med at fnyse lidt. Det overraskede altid de fleste. "Det er lidt heldig magi, jeg med glæde udnytter," sagde Winchell lavt og legende. Hånden var endnu i Vektors, som den anden fandt vej mod sølvelverens lænd og blidt pressede ham tættere på. De fyldige lår flyttede sig, så der var plads til Vektor i mellem dem. Siddende kunne Winchell mærke, hvordan tyngdekraften hjalp væsken i ham med at flyde på bordet og brede sig svagt på de store baller. Åndedraget var endnu tungt, som Winchell strakte sin hals for at komme nærmere Vektors ansigt for at hviske tydeligt til sølvelveren, skønt de var alene og kunne larme så meget, som de ville. "Vil du ikke gerne udnytte den også? Udnytte mig?" Hånden om lænden fandt vej ned for at gribe fat om en af sølvelverens baller. Den blev taget fat i, som Winchell positionerede sine læber således, at de ville møde Vektors, hvis ikke sølvelveren fjernede sit hoveds egen position. Og de fyldige læber rørte ikke. Tungen kunne og ville gerne lege med.

Ahh, magi. Vektor's overraskede øjenbryn faldt med en lille, rumlende latter ned igen, idet at han med en mental hovedrysten noterede sig at der skam også fandtes de former for magi. I og for sig, jah så tog magi joh forfærdeligt mange forskellige former og afstøbninger, han havde mødt folk der husede noget af det mest praktiske i verden, og så folk som ham selv, hvis magi sjældent, for ikke at tale om næsten aldrig, ville komme ordentligt i spil. Hmmm.. 
Det var dog ikke tankebaner han fik lov til at fortsætte i, da Winchell i det næste nu pressede ham tættere på, med let spredte ben for at gøre plads til ham imellem dem. De lyse øjne glimtede underholdt - oh? Sikke et spørgsmål at stille! 

Det kunne ikke andet end at puste til de ulmende gløder der lurede i drømmesælgerens indre, og den krævende hånd omkring ballen - jah selv de indbydende læber, gjorde intet forsøg på at gøre andet. Rykket frem gjorde at Vektor's smallere læber grådigt stødte sammen med menneskets, og selvom han ikke som sådan fik plads, eller tid til at svare, så var det jo heldigvis ikke alle svar som behøvede at være verbale. Opfordringen skulle man næsten være en tåbe for ikke at samle op på, og hvis der var en ting han ikke var, tvivlsom intelligens til trods, så var det en tåbe. At han opførte sig som en af og til, det var jo så  noget helt andet. 
Hans ene hånd gled undersøgende ned omkring hans eget lem, for målbevidst at stryge det en anelse frem og tilbage, arbejde det op, til de krav der blev sat for det. Den anden... jah den anden gled ned langs Winchell's lettere fugtige lår, og stryg indersiden af det kælent. 

Vektors respons til oplysningen om Winchells vægtevne, virkede kun til at gøre sølvelveren tilfreds over sit valg af selskab for dagen. Det samme gjaldt den buttede mand, der gladeligt kunne bruge resten af aftenen og flere aftener med Vektor. 
Og som Winchell havde presset Vektor helt tæt ind mellem sine ben, lod sølvelveren deres læbe. Straks lod den buttede mand sin tunge udforske grotten, der var Vektors mund. Den ledte efter elvertungen for at lege med den. Alt imens bevægede hånden om ballen sig i faste bevægelser. Vektors egne hænder var interessante steder. Sit eget lem af alle steder. Det kunne Winchell da nemt gøre, men det var tydeligt ikke for at komme. Det var for at være klar til anden omgang. Elverlemmet måtte ikke falde i søvn nu. De skulle være vågne hele natten. Den anden af elverens hænder var et mere velkendt sted for denne slags forhold. Den var på Winchells svedbadet lår og strøg kælent det tykke kød. Det var nok berøring for den buttede mand til at forblive hård mellem benene. Dét fik Winchell til at smile, endnu med sine læber mod Vektors.

Efter lidt tid siddende på bordet trak Winchell sig endelig en anelse væk fra kysset. Han kunne mærke, hvordan væsken i, under og på bagdelen var begyndt at tørre ind. Dog fjernede manden ikke sit hoved komplet. Han trak det nærmest kun til siden for at nærme sig elverens øreflip. Den fik et lille nip, før munden åbnede sig for at hviske. "Bær mig i seng, Vektor." Samtidig gjorde Winchell sin vægt let som et nedspist kyllingelår. Sølvelveren kunne nemt finde ud af, bag hvilken dør sengen var henne. Der var ikke mange valgmuligheder. 
Som for at gøre klar til at blive løftet, flyttede Winchell begge sine hænder rundt om Vektors nakke. Fingrene nulrede blidt mod de hvide lokker, som han fjernede hovedet helt fra elverens øre for at lade deres pander mødes. Dog vippede Winchell sit for at give næsetippen et sødt kys. Benene var klar til at slå rundt om hofterne, når Vektor valgte at tage fat om den buttede mand for at løfte ham som den skøge, han var - bare en skøge uden for arbejdstimerne.

Det var en forunderlig magtkamp imellem tunger som Winchill spillede op til, og som på så mange andre tidspunkter, særligt i aften, så var det ikke en kamp som Vektor selv bakkede ud af. Med fornyet iver - både givet hans egen voksende spænding imellem benene, og den voldsomme (men dog intense) energi mennesket gav ud af, var det svært at være andet end ivrig. Han var så villig. Så håndterbar, og det i sin reneste forstand, at Vektor næsten følte sig lige godt velsignet over at være blevet udset af ham af alle dem der havde været at finde på kroen, den her aften. 
Men dog, men dog.... tanken og beskrivelsen af Winchell's mere håndterbare fysik, gjorde ikke drømmesælgeren videre ivrig efter at komme noget sted hen, som hed ned og ligge. 

Hænder der fandt hans nakke, et enkelt kys på næsetippen og en tilhørende lille frydefuld sitren gled igennem Vektor's egen krop. 
De lyse øjne betragtede manden, hvis vægt var så godt som ingenting når han kørte hænderne ned omkring hans hofter og baller i stedet, og med et flabet smil åbnede han munden. "Nej" var det eneste rigtige ord der kom ud, men sagt med så meget skråsikkerhed at manden blot kunne prøve at sige ham imod på lige den front; sengen var ikke hvor Vektor ville bære Winchell hen endnu. 

I et ryk løftede han ham op, manden var let nok til at Vektor kunne holde ham med en enkelt hånd, især med benene der grådigt snoede sig om det smallere hofteparti, så den anden var fuldkommen fri til at positionere ham selv, således at manden, skøgen, trods Vektor ikke vidste at han var lige præcis det, ville komme ned og 'sidde' på hans eget lem. 
Noget der fik et tilfreds grynt til at komme fra halv-elveren, der med nogle hurtige, og for Winchells vedkommende, hoppende skridt, trådte væk fra bordet og imod væggen. Men selv den var ikke nødvendig som støtte, da han nu med begge hænder let - latterligt let - kunne bevæge manden op og ned, en serie af tilfredse støn over den nydelse det bragte med sig. Det her var jo fantastisk og praktisk på samme tid.