Havet ! Hun var i havet ! Hun kunne slet ikke stoppe sin gensynsglæde med vandet, de frie bevægelser, der ikke var begrænset af nogen rammer omkring hende, hun kunne svømme lige så langt hun ønskede, uden at være tvunget til at vende omkring. Dette var hendes sande hjem! I vandet slog hun den ene kolbøtte efter den anden, hendes krop strøg strømlinet igennem vandet uden nogen former for besvær. Det føltes så rigtigt! Hendes latter gled ubesværet igennem vandet, præcis som hendes krop gjorde, mens hendes blik sugede det hele til sig, hver en lille sten og hver en lille muslingeskal. Men en stemme tiltrak sig hendes opmærksomhed, det var ham, han var fulgt efter hende.

I sin iver efter vandet, havde hun slet ikke skænket hans ordre om at stoppe, en eneste tanke, for hvordan kunne hun dog? Hun bremsede op i vandet, og drejede let omkring sig selv, så hun kunne se ind imod stranden. Hun kunne kun lige ane hans ben i vandet, fordi hun var nået et godt stykke ud på det åbne hav, men det var som om vandet bar hans stemme med sig til hende. Drukne? Troede han hun var menneske. Hun holdt sig for munden med begge hænder, mens hun klukkede af latter for sig selv, inden hun slog med halen så hurtigt og hårdt hun kunne, hendes arme holdt hun strakt frem foran sig, nærmest for bedre at bryde igennem det hurtigt. 

Hendes krop begyndte at glimte i vandet, da hun først nåede ind imod det lavere vand, hvor han stod. Blå og sølv glimtede omkamp med hinanden, da hun sænkede farten, før hun kom op til overfalden med hovedet let på skrå og et stort smil omkring læberne. "Jeg tror ikke jeg kan drukne..." drillede hun med et glimt i øjne, mens hendes øre vippede ganske let for at opfange de mange, meget tydeligere lyde omkring hende nu. Hun kunne høre fuglenes kvidren, mennesker der snakkede oppe i byen, bølgerne der skyller over stranden. Hendes blå øjne, havde fået en meget kraftigere glød trods de var helt lyse blå, 

Hans blik vandrede ud over vandet og han havde lyst til at rive halskæden af for at få sin hale, blot for at finde hende. Hvem fanden ville også smide tøjet blot for at tage et bad et sted som dette?! Det kunne ikke være rigtigt at de5 var sådan det skulle være. Men lige meget hvor han kiggede hen fandt han ingen måder eller steder hvor han fandt hende. Han kunne stå her ude i vandet i evigheder blot for at finde hende. Men hvor nemt var det at finde en nål i en høstak? Det var præcis det samme som i vandet. Hvis bare man lod sig Rive med vandet. På den anden side vidste han jo ikke hvor slem strømmen var i disse farvande. Ikke at han ville have noget problem med det, men det ville hun sikkert hun var blot menneske!

“HALLO KOM OP!” Råbte han ud over vandet men der kom intet svar, intet råb om hjælp, der var ingen hjælp at hente han var ene og alene. Hvad skulle han gøre?! Han skulle lige til at tage halskæden af da hun endelig kom til syne. Først var han lettet, men der efter var han fuldt us overrasket over hvordan hun så ud da hun kom op til ham? Han så hendes hale, og han lagde mærke til hendes mere klare blå øjne. Hun var i sandheden en havfrue! “Du er.... hvordan... jeg forstår ikke...” kom det fra ham og prøvede at gå rundt om hende men sank i stedet ned i sandet så hans knæ knækkede sammen og han fik vand i munden. Han rejste sig op og kiggede indgående på hende. “Du er en havfrue! Hvorfor sagde du ikke det?!” Han var så forvirret og så forstod han ikke halvdelen af noget mere. Havde hun hele tiden vidst at hun var en havfrue? Og hvorfor havde hun så ikke sagt det?!

De mange år i fangenskab, havde i sandhed gjort ting ved hende. Hun var vagtsomt når det kom til hendes sande form, så da William forsøgte at gå rundt om hende, fulgte hun med så hun aldrig havde ryggen til ham. En dæmpet latter rullede over hendes læber, da han faldt på knæ i sandet, og i sandhed så dybt forvirret ud. Hendes hoved vippede let på skrå mens hun nikkede til ham. Selvfølgelig var hun da en havfrue, det burde enhver da kunne se nu, sikke fjollet han var. Men da hans talestrøm fortsatte vippede hendes øre en smule bagud og smilet om hendes læber blegnede en anelse, men hun skjulte det hurtigt bag et smil igen, mens hun svømmede omkring ham i en stor cirkel.

“Fortæller du alle fremmede at du er en havmand?.” spurgte hun ganske roligt med hovedet let på skrå, for at lede samtalen væk fra sandheden. Hun frygtede at andre skulle finde ud af hendes hemmelighed, hun frygtede at ende i fangenskab igen, hun havde for meget at miste nu hvor hun endelig havde oplevet friheden, oplevet at svømme frit i havet, og hun manglede stadig at finde ud af hvem hun egentligt var, og hvordan hun var endt i fangenskab. 

Det var helt fantastisk, men samtidig var det virkelig mærkeligt. Hvordan kunne hun bare sådan gå på land uden at have en halskæde? Først tænkte han på at hun måtte være formskifter som så mange andre fra og omkring Aqurin, men alligevel undrede det ham at hun ikke havde sagt noget. Havde hans sande form ændrede hendes mening om at vise hvem hun var? Det virkede lidt mærkeligt men han kunne ikke gøre noget ved det. Han kiggede på hende og sendte hende et svagt smil uden at sige et ord.

Der gik noget tid inden han endelig fik sagt.  "Jeg forstår stadig ikke. Men nej du har nok ret. Det er jo heller ikke til alle og en hver jeg går og siger at jeg er prins for Aquarin" det var måske ikke det bedste sted at snakke højt om, men alligevel var det kommet ud af hans læber. Det virkede forkert på så mange måder. Han kendte jo ikke engang stedet eller hvor henne af han sådan ca var. Han vidste bare at der var et hav, og før eller siden skulle han den vej igen, når alt kom til alt så var han ikke i fangeskab, og han kunne bevæge sig frit rundt som det passede ham. Altså hvis ikke hans halskæde blev taget fra ham som tidligere. Blot for at mærke tog han en hånd op til halskæden og klemte lidt om den, blot for at mærke den mellem sine hænder. Han skulle nødig komme galt af sted og den forsvandt fra ham på ny.

Isarnia nød følelsen af vandet omkring sig, og hvor let hun kunne bevæge sig i vandet. Det føltes ikke spor koldt, men helt perfekt imod hendes sarte lyse hud. Williams stemme, bragte hende tilbage fra dagdrømmeriet, og hendes øre vippede forvirret frem og tilbage. "Hvad er en prins?" spurgte hun undrende, mens hendes hoved gled let på skrå. Egentligt var hun nok ikke særlig god til at besvare spørgsmål, for de fleste af hans, havde hun blot besvaret med et af sine egne. Men hun morede sig dog over, at han intet forstod. En klukkende latter lød fra hende, inden hun lod sig glide bagover i vandet, og flød let i vandoverfladen med et sagligt smil omkring læberne. 

"Fortæl mere om disse havfolk og ... Aqua...." Hun gik helt i stå og løftede hovedet op, for hvad var det han havde sagt, prins af Aqua, hvad for noget.. Hvad end det så måtte betyde. Hun trak let på skuldrene af sine egne tanker, inden hun gav sig til at flyde afslappet omkring i vandet igen, med ørene hele tiden lyttende efter alt omkring dem. Hun kunne høre menneskene inde på landjorden, men også fiskene i vandet omkring dem. Der var så mange ting hun skulle undersøge, så mange ting hun ville se, og et øjeblik skulle hun lige til at svømme afsted, da hun igen kom i tanke om prinsen. Havde han mon svaret hende? 

William kiggede stadig overrasket på hende. Hvis hun havde været havnen Eske hele tiden hvorfor havde hun så ikke sagt noget? Det virkede list mærkeligt. Men han kunne godt forstå hende. Han ville hellere ikke prale med at han var prins til alle og en hver. Faktisk slet ikke, og slet ikke et sted som dette. Det virkede som et farligt sted især når hans halskæde var blevet fjernet kort tid for inden og sat på igen. Han vidste stadig ikke hvem der havde gjort det da han havde været blind af uvisse årsager. "En prins er en der kommer til at styre et kongerige på et tidspunkt. Der er mange ting en prins skal kunne. Styre sine magiske evner. Lære om kamptaktik, lære om landet og økonomi. For slet ikke at tale om at træne med våben" faktisk havde han droppet sin træning med sin trefork længe. Måske han snart skulle se at komme i gang igen. Ham var tydeligvis bagud med dette. Men han fandt det bare så kedeligt. Især når han allerede kunne kæmpe med den. Det var mere hans vandmand der haltede. For den kunne han slet ikke styre på nogen måde. Den levede stort set sit eget liv selvom han ihærdigt øvede sig hver dag.

Han lod sine fingre glide hen over vandoverfladen og kiggede på hende. Han ville ikke være på tværs, men hun havde tydeligvis også travlt. Måske hun havde fundet en ny lykke i at være ude i havet? Han kunne selvfølgelig tage sin halskæde af og nyde godt af vandet sammen med hende. "Hvad vil du vide om dem og om Aquarin? Jeg kan fortælle en masse" svarede han og kiggede efter hende som han trådte et ekstra skridt ud i havet og lød bølgerne gå imod hans maverregion for at skubbe ham lidt tilbage. Dog blev han ved med at tage et skridt længere frem som ham blev skubbet tilbage af de kraftige bølger. "Har du aldrig hørt om Aquarin?" spurgte han eftertænksomt. Hun måtte da have hørt om landet hvis hun var hav menneske. Dog kom det ikke bag på ham hvis ikke hun havde hørt om det. Hvor ma gr havde egentlig hørt om Aquarin når det kom til stykket?