Smilet blev en anelse bredere, og Aldamar fornemmede at han var inde på den rigtige vej til at få lidt liv tilbage i den trætte mand under sig. Med et pust af nyvasket hår slap fletningen fri af dens fængsel, og indrammede det blege ansigt der kiggede ned på Fabian med et lille, leende smil. Et smil der kort forsvandt da han spurgte om han havde tabt, og en påtaget grimasse af 'pfff' fik ham til at ryste en anelse på hovedet, inden at han lænede sig ned så panden næsten ramte Fabian's. 
"... det er et uærligt spil med rødder i Chance's lunefuldhed, det ved du godt, hmm?" den korte afstand gjorde det så godt som umuligt at se hans øjne helt tydeligt, men Aldamar behøvede ikke at se dem for at vide hvordan hans egne gnistrede i reflektionen af dem. Ånden var varm imod hans hud og fyrstesønnens grimasse ændredes i et lunefuldt smil. "... så nej, jeg tabte ikke. Rettelse, jeg taber aldrig i terningespil" blev der hviskende sagt, inden at han prøvende forsøgte at fange Fabian's læber i et lille kys, der dog bar sejrens sødme et eller andet sted på tungespidsen. 

Fordi det havde i sandhed føltes godt at vinde, og en del af hans konkorrencementalitet havde måske sørget for at han lige blev et par minutter over den time han skulle have ventet. 

Håret fik ikke lov til at være frit i særlig lang tid, som Fabians hænder legede lidt med det. De var bløde, og velplejet, noget som Fabian stadig ikke helt var kommet sig over, for Aldamar var altid så zalans nyvasket hver gang han så ham, og tog bare så godt af sig selv. Det var ikke en ting Fabian havde regnet med at han ville værdsætte, men når man først havde fået smag for det... så var det svært at lade vær med at holde den generelle standard op mod Aldamars.

En nynnende bekræftelse kom fra Fabian, da Aldamar spurgte om han ikke godt vidste at det var et uærligt spil. ”Vil jeg...” mere fik han dog ikke sagt, da han forsøgte at svare på det, som læberne mødtes hans egne og han.. smeltede bare ind i det. Det havde føltes som om at det var evigheder siden at de havde kysset sidst.

Kysset var alt, alt for kort, men han slap det med et tilfredst suk. ”Jeg er glad for at du ventede på mig,” sagde han stille. Det var ikke ofte at man kunne rive sådan nogle kommentarer ud af ham, som ikke var bundet i sex, men engang imellem skete det alligevel. Om det havde været taknemlig for sidste uge, eller bare denne her uge, hvor han var kommet for sent, ja, det måtte Aldamar selv gætte sig selv. For Fabain var det dog for begge uger, og følelsen af at han ikke bare ville blive smidt væk af Aldamar i sidste ende. 

Sejrens sødme strakte sig ind i kysset, og tilfreds følte Aldamar hvordan at noget syntes at løsne en anelse op omkring Fabian, førhen at han trak sig tilbage igen de små og få centimeter der adskilte dem lige nu. Hans ord gav genlyd i fyrstesønnens indre, der med en lille kluklatter lagde sig ned ved siden af ham, stadigvæk med fornemmelsen af ham på munden.  Så det var han? Hænderne foldedes henover maven og kan kiggede en anelse op i loftet og på de stribede brædder det indrammede rummet.  "Lad det nu ikke blive en vane" smilede han, trods en del af ham mente det. Han kunne ikke li' den måde deres roller ville byttes om begyndte Fabian at lade ham vente, men det sagde velsagtens sig selv, appellerede man til Aldamar's følelse af selv vigtighed. 

Han drejede dig efter kort tid blikket tilbage imod Fabian, og lod en enkelt hånd danse henover ham igen, ikke helt i stand til at holde fingrene på sin side af madrassen, når den ledende fandt hans igen. "Nogle gange glemmer jeg hvor kort tid jeg har kendt dig..." det kom ud af det blå, men det kom et sted fra hjertet af, og Aldamar's blik gled tilbage imod loftet imens at han overvejede hvorfor de ord havde trængt sig på. 

Det var næsten en anelse skuffelse at Aldamar lagde sig ved hans side, i stedet for at blive hvor han havde ligget oven på ham, men i stedet for sørgerede han blot for at deres skuldre lå mod hinanden, så han stadig kunne mærke lidt af Aldamar ved hans side.
”Har jeg ikke planer om,” sagde han leende, næsten betryggende. Han brød sig ikke om at folk ventede på ham, ikke på den måde. Desuden havde Aldamar altid været god til at møde op til tiden, når det var en de dage hvor han havde tid, selvom det nu ville være mere rart hvis de kunne kommunikere om mødet, så Fabian slet ikke behøvede at vente forgæves.

Ved den næste kommentar, lagde han hovedet lidt til siden og kiggede mod Aldamar. Hans hjerte slog et ekstra slag over, inden en varme spredte sig i hans krop, og han smilede blidt mod Aldamar. ”Jeg er nogle gange alt for opmærksom på hvor kort tid vi har kendt hinanden,” sagde han endelig. Nogle gange så smuttede det, og han sagde ting, som han forventede Aldamar kendte til, som Sif, men han var stadig meget opmærksom på, hvor lidt Aldamar egentlig kendte til ham, og hvor lidt han kendte til Aldamar.
Hans hoved gled tilbage på plads og øjnene fandt loftet over dem, ligesom Aldamar. Det var næsten lidt underligt at ligge på denne her måde og bare... snakke. Uden noget andet. Men det føltes næsten som når han var med Sif, men på... en anden måde. For et par måneder siden havde han bare ikke forudset at der ville være mere en seksuel tiltrækning mellem de to af dem, og nu ønskede han også Aldamar som... noget mere end en varm krop.

Da Fabians hoved gled imod loftet, var det som et træk i Aldamar's der drejede imod ham - efterfulgt af hele hans krop da han endte med at vende sig imod Fabian fremfor de skrå brædder over dem. Alt for opmærksom? Ordende fik et fjollet omend uforstående smil frem på fyrstesønnens læber, der i stedet for at spørge direkte hvordan med det samme, insisterende borede sit ben ind imellem hans og møvede sig nærmere. Først tæt nok på til at kunne mærke varmen fra ham hvis han drejede sig, valgte Aldamar at tale og spørge om det åbentlyse. 
"Hvorfor alt for opmærksom?" 

Aldamar troede ikke på skæbnen. Fandtes den, så var den så fandens ironisk at han aldrig ville sætte sin lid til at den ville nogen af menneskracen noget som helst godt. Skæbnen var den her ukendte medspiller med alle trumfkortene og en smag for bittersød sejr. Og han nægtede at spille med sådan en spiller til stede. 
Og alligevel.... kunne han nogle gange overveje om skæbnen for første gang valgte at arte sig efter hans ønsker, da den havde hevet en skøge i Dianthos til bal, og selvsamme skøge havde formået at finde ham imellem alle de andre. Eller var det ham der havde fundet Fabian? Han kunne ikke engang huske det mere. 
Han vidste at tid var en faktor i mange ting. Tiden læger alle sår, alt skal nok gå hvis du giver det lidt tid, tiden er hvad motivere os - alverdens indikationer på at den betød meget. 
Men Aldamar var begyndt at tvivle på hvor meget, og det kun fordi at det gik.. så stærkt. Og han brød sig for første gang om at noget gik hurtigere end han måske var helt klar på. 

Fabian kunne mærke den insisterende krop ved hans side, og han kunne ikke helt holde en let latter tilbage, som han om ikke andet drejede hovedet, så han kunne se hvor tæt Aldamar var kommet. Som et lille barn der ville have opmærksomhed, og Fabian... ville mere end gerne give ham alt det opmærksomhed and ønskede og også fortjente. Han var på mange kanter absolut ikke hvad Fabian søgte, men han kunne ikke benægte hvordan hans hjerte altid syntes at slå en anelse hårdere når han så på ham, og bare var en anelse gladere omkring. Til Kile med hvor dårligt deres stand passede sammen.

”Fordi jeg ikke er vant til at tænke over sådan nogle ting,” sagde han, ærligt, og møvede sig om på siden, selvom han følte sig selv lidt drukne i Aldamars blå øjne. Det med Sif havde tydeligvis også ramt ham dybere, for for en gangs skyld så søgte han ikke væk fra samtalen, som var dybere end den så ud som om. ”Der er stadig så mange ting vi stadig ikke ved om hinanden.” Hvilket nok også lå delvist på Fabian for ikke at fortælle Aldamar om dem. Der havde bare aldrig været det rette tidspunkt, og der havde aldrig været behov for faktisk at snakke om det, men han kunne ikke gå og holde tingene inde for evigt. Især ikke nu når han havde mødt Aldamars mor. 

Den latter var lige nu alt han ville høre, og også gerne på det vilkår at han opførte sig en anelse usædvanligt for at få den til at danse over mandens tunge, Aldamar smilede en anelse bredere da det lykkedes og gjorde sig det tilpas som de lå og kiggede på hinanden. Til hans store overraskelse forblev han ikke kun nærværende i sin tilstedeværelse men også i spørgesmålet, og overrasket hørte Aldamar ham faktisk svare på noget han ikke havde forventet et videre svar på. 
Ting de ikke vidtste om hinanden? Han kunne kun være enig - meget basale ting ville Aldamar sagtens kunne svare på hvis nogle spurgte ham, men... nej, selv her måtte han stoppe sig selv, da han ikke engang vidste hvor meget af det der havde været for at føje ham og hans ønsker, og hvor meget af det der havde været for Fabian's egen fornøjelse. 

Såsom ynglingsfarve, eller favoritsted i Dianthos. Mad - noget så simpelt som hvilken mad han foretrak, kunne han ikke engang være hundrede procent sikker på. Spurgte nogle hvad han foretrak i sengen, eller hvad der interesserede ham i en samtale, kunne Aldamar svare fra hoften. Men mere... basis end det, og han kom på dybt vand. 
Derfor benægtede han ikke hvad Fabian sagde, men nikkede blot stilfærdigt, førhen at han endelig åbnede munden igen. "Du er en svær formskifter at gennemskue" mumlede han småleende, hvilket velsagtens kun var en kompliment. Han havde holdt det meget proffesionelt, og det kom virkelig til udtryk lige nu. 

Selvom Fabian ikke havde givet meget af sig selv, så havde han dog altid været oprigtig, hvis ikke lidt undvigende til tider. Det havde aldrig ligget til ham, når han var sammen med Aldamar, at lyve om tingene. Det var også derfor han havde reageret så voldsomt da han var blevet bedt om faktisk at fortælle om hvad Aldamar betød for ham. Han kunne ikke sætte ordene på det, men at lyve over det havde også virket... absurd.

Han rykkede sig en anelse leende tættere på Aldamar, så deres pander kunne mødes, og han lukkede øjnene lidt i. ”Jeg gør mit bedste,” mumlede han tilbage, en smule leende. Han havde været så sikker på at han ville have skræmt Aldamar væk efterhånden. Hans uvillighed til at sætte stærkere ord på hvad der var mellem dem, men også bare fordi... han havde svært ved at stole på at han betød så meget for den anden mand. Men det var ikke sket endnu.
Han vidste ikke hvorfor det kom på tale, for det var noget han havde det fint med at gemme væk, men alligevel åbnede han munden. ”Jeg frygtede du havde givet op, da jeg ikke var der sidste uge...” For selvom Fabian havde ventet tre uger på Aldamar, så havde han bare ikke samme tiltro til at Aldamar ville gøre samme. 

Det var lidt et dobbeltspil, hvor at han uden tvivl stødte Aldamar fra sig oftere end han måske gik og vidste, men formåede samtidigt at hive ham to nye grunde til at blive, hvert gang der kom en grund til at gå sin vej og bare lade det være hvad det var. Hans selskab var berusende og vanedannende, noget der uden tvivl var blevet fortalt ham før, og sikkert en fantastisk måde at sikre sit erhverv på. Han fik uden tvivl folk til at føle sig specielle, og der var svært ikke at nyde det, når han oveni købet formåede at gøre det i hvad der virkede som en ubesværet indsats. 
Aldamar ville vædde med at han havde knust flere håbefulde hjerter end han måske selv kendte til. Eller også kendte han lige præcis til det, og bar det som en rustning, en garanti for at det nok skulle gøres igen i sidste ende.  
 
Og det var også begrænset hvor længe han selv havde ville være en del af den leg. 

Men det magiske var sket at han var.... kommet tilbage. 
Aldamar stødte sin pande imod hans, og nikkede umærkeligt. "Jeg havde givet op" bekræftede han, og lagde sit hoved på sine hænder, et glimt i øjet da munden åbnedes til et 'men. 
"Men det var for flere uger siden. Sidste uge... var jeg nok nærmere bekymret. Enten var jeg naiv, eller også var du... optaget. Og jeg krydsede fingrene for det sidste" Aldamar sank kort, og lukkede øjnene en anelse mageligt, men nok mest af alt fordi at øjnene talte lidt for tydeligt nogle gange.  
"Det... Det føltes forkert, at du ikke dukkede op" ville han dog gerne... påpege. Understrege. Hvad det nu end hed.  

Fabians øjne åbnede sig, da Aladmar sagde at han havde givet op. Et spørgende blik i hans øjne, fordi hvorfor var Aldamar her så? Det blev dog hurtigt opklaret, og et grin undslap ham endnu engang. ”Der havde du nok givet op lidt for tidligt,” kom det mumlende fra Fabian, selvom han kunne mærke hvordan hans hjerte slog lidt hårdere og hurtigere. Det var ikke skam, eller fortrydelse han følte over hvad der var sket, men måske alligevel en lille smule af overraskelse over sig selv, og forlegenhed. Han var ikke vant til de her følelser, eller at give noget så ømt til kende overfor en anden person.

Øjnene faldt lidt i igen. Han følte sig virkelig tung i kroppen, men det virkede som om at det kun var nu hvor han havde nok ro til faktisk at slappe af. ”Du er bare... en svær mand at kontakte,” sagde han lidt drillende, og til trods for sin halvlukkede øjne, så rakte han over og pillede ved en af Aldamar's krøller.
Et lidt mere sobert smil kom på hans læber. ”Jeg ved godt at jeg ikke er... god til sådan noget her...” Han var ikke helt sikker på hvor han ville hen med sætningen, men måske bare... at Aldamar ikke skulle føle sig så usikker i hvad de havde, uden at Fabian nødvendigvis behøvede at fortælle at han elskede ham eller noget i den dur. 

En bevægelse omkring krøllerne fik ham til at åbne øjnene og følge det en anelse med blikket, inden at et enigt 'hah' fandt sin vej ud, og Aldamar nikkede umærkeligt. Ikke god ville være en underdrivelse, og han kunne også accepterer at det oftere blev vist en sagt høj - at der faktisk var noget imellem dem som ikke bare var, at Fabian nød hans selskab. Nogle gange kunne han føle sig ufatteligt krævende i selskab med ham, men han havde bare lettere - hvilket måske var det omvendte end Fabian - ved at sige hvad der skete og få det overstået, fremfor at skulle følge sin fornemmelse, lige her. Han gjorde ikke andet end at danse elegant omkring emner til hverdag, det var trættende når det her virkede så åbenlyst.  
Og alligevel ville det være dobbeltmoralsk at påstå, da han om nogen også talte uden om selv. Havde han ikke følt at Fabian bare var bedre til det, og havde han ikke selv villet mere, havde den blonde mand også fået lov til at forblive i distancens tryghed.  

Men der havde været en grænse til hvornår det skulle frem, ellers havde han været nørd til at stoppe det fuldkommen.  Men nu hvor at det var mere på bordet,  kunne Aldamar godt stille sig tilfreds med de vage indikationer der kom herfra. I hvert fald for nu.  
"Det ved jeg godt" smilede han derfor, og rykkede sig tættere på, hænderne fandt hans for at give dem et forsikrende klem. "Og vi må finde en måde at kommunikere på... Jeg gider ikke sidde og spille min aften væk, vælger du at have andre end mig at tage hånd om, sådan en aften som sidst" himlede han en anelse dramatisk med øjnene, men trak hans hænder til sig, gøre at gøre klar at intet ondt lå i det.  
Hans tid var bare... mere værdifuld end at den skulle bruges på Svinets borgerlige folk.  

En dag skulle det hele nok komme ud. Omkring hvor meget Fabian egentlig holdt af Aldamar, men det ville alligevel kræve at han så sin frygt lidt i øjnene, og det var han... stadig ikke helt parat til. Der var de små indikationer, og de små ord der sagde at der var mere, og Fabian vidste der var mere. Det var også mest for Aldamars skyld, at han faktisk forsøgte, for han havde det fint med at der aldrig var et ord, selvom han ikke var sikker på at han ville have opsøgt Aldamar på denne her måde, hvis han ikke godt var klar over at Aldamar holdt af ham som en person.

Hans hånd blev fanget fra hans lille leg med hårtotten, og han kiggede ind i Aldamars øjne, og smilet blev lidt mere muntert igen. Det var vidst Aldamar der ikke havde behov for den samtale i aften, hvilket Fabian ikke rigtig havde noget imod.
”Så det betyder også at jeg kan slippe for at sidde og vente på dig, når du ikke kommer,” sagde han drillende, for han var trods alt den der havde ventet mest i det her forhold. ”Desuden skal der vel gøres lidt op for.... at du bare forsvandt.” Selvom det ikke havde været sjovt i øjeblikket, så var det et drilsk blik i Fabians øjne, som var der kommet lidt mere liv i dem mens de lå og snakkede på denne her måde. Han havde heller ikke tænkt sig at bære nag over det, men at bringe det op engang imellem? Det havde han trods alt ret til, efter de tre uger af frustration, bekymring og vrede. 

De mørkeblå øjne blev til små mindre sprækker da han talte, og med et fnys drejede Aldamar sig omkring til ryggen, et teatralsk suk som reaktion. Det var nok noget han ikke helt ville slippe for at høre fra længe, og selvom han stadigvæk mente at det både havde været fortjent og nødvendigt for at rykke dem bare en anelse - for at fremtvinge en reaktion fra Fabian, og hvis det ikke var kommet ind, så at sige 'det var det' - kunne det nok godt være tacklet mere elegant end hvad han havde formået. Stadigvæk, Aldamar skævede til ham, en hånd der prøvede at vriste sig fri fra hans for insisterende at prikke ham i maven.  ""Det var kun 3 uger" lo han, men vidste også selv at det havde været tre lange uger, og lagde heller ikke helt skjul på at det nok stadigvæk gav et stik af dårlig samvittighed hvis han tænkte for meget over det. 

Smilet fik en smørret kant - måske endda for ikke at dvæle ved det, og blikket listede sig tilbage imod loftet, selvom opmærksomheden fuldkommen lå over hvad Fabian sagde og gjorde, indadtil  "Jeg kan tænke på bedre måder at gøre op for sådan en forfærdelig uret. I hvert fald mindst 3..." 
Øjnene gled flygtigt til siden i en ikke så skjult interesse for hvordan det lød. "... måske flere" førhen at de fandt loftet igen, ledende efter en henslængt energi at smide den kommentar med. Hvor godt det lykkedes kunne han ikke sige. 

Fabian var nu sikker på at de stadig kunne have snakket om det, og være kommet frem til noget, allerede en følgende torsdag, for han havde tænkt over det. I stedet for var han blevet nødt itl praktisk talt at løbe Aldamar ned i det øvre bydistrikt og true ham med at snakke om det på åben gade, for at få ham til at snakke med ham. Ikke den meste elegante løsning, og selvom Fabian havde lidt dårlig samvittighed over den del, så fortrød han det ikke. Aldamar havde gjort sit for at forsøge at løbe væk.

En latter undslap ham, ikke fordi han var kilden ,men bare mere hvor insisterende hånden prikkede til ham, som han prøvede at få fat i igen, så den ville stoppe. ”Tre lange uger,” pointerede han, hvilket nok mest havde været på den måde de havde efterladt deres sidste samtale på.
Han møvede sig lidt længere ind mod Aldamar, nu når han pludselig lå på ryggen, men bare så han kunne halvt lægge sig over Aldamar. ”Du har min opmærksomhed,” hviskede han, da han hørte at Aldamar havde måder at gøre det op på. ”Det hele er det vel ikke en hemmelighed?” Han kunne godt lide et godt mysterium men han var alligevel interesseret i at vide det her og nu. 

Da Fabian fik møvet sig ind over ham, gled den ene i stedet bagved nakken for at give støtte til hovedet da det løftede sig en anelse - den anden stadigvæk fanget under den blonde mand, men ikke med mange forsøg på at prøve at tage den til sig. Legende flettedes fingrene ind imellem hans, og mandens hviskende stemme blev mødt af et fornøjet smil. "Fantastisk" hans opmærksomhed var trods alt mest af alt det han ville have.  
Aldamar's mund spidsedes en anelse tænkende, inden at han nikkede beslutsomt for sig selv. "Den første involvere et bad, jeg ved ikke om du nogensinde har prøvet nogle af rubinens eksotiske badeolier, men den gør huden... glat" som i rigtig glat, rigtig blød og rigtig behagelig; den mørkhåredes hånd legede stadigvæk en anelse med Fabian's helt afskåret fra samtalen. Et dejligt varmt bad, for to. "Den anden mulighed er teater. Jeg har hørt rygter om et ret så spændende et af slagsen" typisk Aldamar at købe sig ud af sine problemer, men det havde han trods alt aldrig lagt skjul på. 

Stemmen sænkedes dog til en hemmelighedsfuld hvisken ved den tredje, og et noget sigende smil trak Aldamar's læber op i et grin, og han trak en anelse i ham for at få ham tættere på, selvom det nok var lidt svært henover brystet. Men stadigvæk en lille hiven for at få ham nær, "Det tredje involvere en god flaske vin, en god mænde privathed, en tidlig aften og et løfte om at samle op hvor vi slap, sidst" Aldamar's øjne blev en anelse smallere, inden at han alligevel dristede sig. "Du var fantastisk. Er, fantastisk" og ikke kun i sengen - hele hans måde at agere på havde ramt Aldamar noget hårdere end han ville indrømme for sig selv. "Og hvis det ikke gør op for tre lange uger, så en aften på... dine præmisser. Med forbehold!" nikkede han for sig selv som en ekstra tilføjelse og smilede. "Det var vidst 4". 
Forbehold og hans præmisser til en hvis grænse, selvom Aldamar tvivlede på at han havde noget som han selv ville decideret nægte. 

Fabian lod Aldamar lege med hans hånd, det var en dejlig distraktion, mens han selv kiggede lidt op på Aldamar. Han overvejede lidt at lægge sit hoved ned på ham, men vinklen ville være dårlig så i stedet for holdt han det oppe lidt endnu for at studere Aldamars eftertænksomme blik.
Det var dog også ventetiden værd, da Aldamar egentlig begyndte at fortælle om præcist hvordan han kunne gøre op for det. Ikke at Fabian troede at han ville være foruden de her ting, hvis Aldamar havde mødt op ugen efter, som var planlagt. Han kunne dog godt lade som om at det var en belønning.

”Kan jeg ikke sige at jeg har,” mumlede han som en lille kommentar til badene. Han var vant til badehusene, men aldrig noget større end det, så derfor lød det egentlig også meget rart at dele sådan noget med den anden mand. Ikke at Fabian kunne love at holde fingrene for sig selv når de først var der. Teater var dog ikke noget der fangede hans interesse ligeså meget. Han havde været på byens teater, som han formodede var det Aldamar talte om, og det var virkelig ikke noget der interesserede ham meget. Måske fordi Liliana Reier var den der valgte stykkerne de skulle se for det meste.
De to sidste var dog... noget andet.

Han lod sig hive lidt længere op, hvilket egentlig ikke gjorde meget, bortset fra at han følte sig lidt mere oven på Aldamar nu, så han mere så ned på Aldamar. Hans læber begyndte derfor i stedet for at finde hans hals, den var jo lige der. Det var et sug af tilfredsstillelse over at høre hvordan Aldamar havde elsket deres sidste gang, selvom de ikke havde færdiggjort det.
”Jeg tror alle 4 kan gøre op for det,” hviskede han mellem kyssene. Han holdt ikke sin vægt nok oppe til faktisk at kunne bevæge hovedet meget op og ned, men det var fint lige nu. ”Du var også fantastisk.” Aldamar skulle i hvert fald ikke tvivle på at Fabian havde nydt det, selvom det havde været lidt underligt, men måden Aldamar havde set på ham, og elsket det, og det udtryk han kom med nu? Det var vitterligt alt hvad Fabian ønskede fra det, og at han så også selv havde kunne lide det, det var bare en bonus. 

Øjnene fulgte interesseret hans udtryk og bevægelser for at kunne aflæse ham nogenlunde ordentligt, og den ekstra vægt var ikke en han sagde nej til. Slet ikke da læberne ovenikøbet fandt vej til hans hals, og Aldamar lænede hovedet tilbage imod sin hånd bagved og madrassen, imens en lille latter gav genlød imellem rummets kedelige vægge. Latteren blev i sidste ende erstattet af en nydende lille brummen over opmærksomheden såvel som komplimenten, og hans hånd gav ham et lille, forsikrende klem. "Alle 4? Din grådige slyngel..." lo han stille, men ville aldrig nægte at alle fire i den grad var en mulighed. 
Hvis han kunne få banket lidt kultur ind i hovedet på Fabian, tog han gerne alle de billige kneb han kendte i brug. 

Hånden under hans nakke vristede sig fri for i stedet at stryge ham igennem håret, godt tilfreds med at han ikke virkede ligeså træt som da han lige havde set ham. Fysisk så han stadigvæk... drænet ud. Men der var kommet en genkendelig, drilsk energi fra og over Fabian, og det gjorde ham selv glad at mærke ham smile imod halsens bløde hud. 
"... det burde kunne arrengeres" hviskede han derfor også efter en utrolig kort pause, da det ikke var længere væk end at trække i nogle tråde, eller ordne nogle ærinder. To ting han ville mene han klarede ret så godt, selvom de almindeligvis blev gjort i lidt mere sobre og 'samfundstjenende' (familie-tjenende) gestusser, end når han brugte dem til egen personlig underholdning og fornøjelse. 

Aldamar ville uden tvivl kunne mærke smilet mod hans hals, som Fabian blev kaldt en slyngel. Han benægtede det ikke, for kunne han virkelig. Han var vel lidt grådig, både i hvad han opkrævede fra Aldamar, men også at han bare gerne ville nyde mere af Aldamars selskab når han kunne. Han ville nok følt det lidt mere kvælende, hvis de havde været omkring hinanden hele tiden, men lige nu føltes en gang om ugen i hvert fald ikke som nok. Han var dog også godt klar over at han havde fundet en travl mand at engagere sig i desværre.

Han placerede et sidste kys på halsen, inden han lagde sit hoved til siden, og blot lænede sig hoved mod Aldamars skulder, og nød den blide strygning af hans hår. ”Jeg tvivlede ikke på noget tidspunkt,” hviskede han tilbage, og lukkede sine øjne. Aldamar havde dog ikke behøvet at gøre noget så stort og dyrt for Fabians skyld,  selvom han nød luksussen. Han var glad for de gode ting i livet, men ligeså vant var han til at leve med lavere standarder, som han havde fundet sig til rette med.
”Men det virker til at du foretrækker mig enten nøgen eller pænt påklædt,” kom det lidt mere overvejende, og dog drillende fra Fabian. Tre ud af fire ting var ham nøgen og den sidste ting var et sted hvor han formodede at Aldamar ville give ham noget pænt tøj på. Om det var som kvinde eller mand var lidt underordnet. 

En tilfreds brummen forlod ham da Fabian fik lagt sig til rette, og med øjnene lukket var det at han lå og lyttede, den rolige vejrtrækning fra dem begge og den dumpe hjertebanken fra i hvert fald ham som noget af det mest vedvarende baggrundsmusik han længe havde hørt. Intet burde give den blonde mand noget at tvivle i, de små fornøjelser var trods alt noget han altid gerne havde villet kaste penge i eller efter, og han så det måske lidt som den udgift der fulgte med at leve i en storby med så mange muligheder og fristelser. 
Han ville jo nok have gjort halvdelen af tingene selv uden Fabian. 

Alligevel havde lige den overvejelse - eller den side af sagen -  ikke lige været oppe og vende sammen med de andre, og med et overrasket 'huh' gik der ikke lang tid inden at han grinte en anelse muntert for sig selv. 
"Der kan man jo bare se..." Aldamar's hånd gled ned over hans ryg, over trøjen, og han kunne ikke lade værd med at nikke en anelse for sig selv. "Og jeg der troede min agenda var skjult... er jeg så let at gennemskue?" 
Han var blevet læst af Fabian uhyggeligt hurtigt siden første gang de mødtes, det var han irriterende meget bevidst om - især de gange han ikke kunne læse ham tilbage, noget der kun skete af og til, da han sjældent lagde låg på sig selv. Men hvor at det før havde været grundlag for usikkerhed, mest over hvad han ville gøre ved det, og hvad det betød, var det nu primært til hans egen lille fornøjelse. 

Det virkede også bare altid som om at Aldamar havde nok penge at kaste rundt med, i hvert fald flere end Fabian nok nogensinde ville komme i besiddelse. Han havde dårlig nok blinket for at betale to jader for en aften, men det kunne sørge for at Fabian fik noget at spise i praktisk talt dagevis. Det generede heller ikke Fabian som sådan at der var en voldsom ubalance på den front mellem de to af dem. Han følte sig ikke mindre værd, nok nærmere modsat, at Aldamar var villig til at bruge den mængde penge på at de havde det godt.

At Aldamar så måske ikke lige havde overvejet hvad han havde tilbudt, eller hvad Fabian havde set i forslagene, det morede alligevel Fabian en anelse.
”Nogle gange lidt for nem,” sagde han grinende, og lod en fraværende hånd lave små mønstre på det af Aldamars bryst som ikke var fanget under hans egen krop. ”Men du plejer at gøre det min tid værd, selv når jeg skal iføres noget tøj.” det var måske ikke lige et rigtig sæt tøj han tænkte på, men måden Aldamar havde set på ham.... Bare tanken om det fik et sug til at gå igennem Fabian. Det havde været nogle fantastiske gange. Måske ikke så meget da Aldamar havde forsøgt at snakke med ham om tingene, men de andre gange, når han kunne se hvordan Aldamar reagerede på ham. Det var alt besværet værd.