Krystallandet
Helli 15.09.2020 17:16
Fabian kæmpede ikke for noget. Han tog livet et skridt af gangen, og lå tingene gå deres vante gang, og det betød også at han gav slip på folk ligeså hurtig som de kom ind i hans liv, men det kunne han ikke med Aldamar. Hans tanker var fyldt med den sorthåret mand, og hver gang de skilte veje, så kunne han kun se frem til at se ham igen. Det var nyt og skræmmende for Fabian, og det var derfor han havde tvivlet sidst. En dag ville de dybeste af følelserne nok komme på tale, men det var stadig for skræmmende at blotte sig, især da han stadig ikke vidste hvad Aldamar ville have ud af det.Irrationelle frygte var desværre sværere at skubbe væk end man lige troede. Fabian vidste godt han ikke var så fantastisk, som han fik folk til at tro, og han vidste godt at Aldamar ikke troede det om ham, de havde skændtes om mere end en ting, men alligevel var den der. Når han ikke længere kunne give det Aldamar søgte, så troede han stadig til dels at han ville blive kastet væk. Men måske var tiden indtil da god at have.
Og så var Aldamar pludselig så tæt på at Fabian kunne røre ham rigtig, og selvom han forsøgte at rette sig med blev, så føltes det ikke helt så endeligt mere. Det føltes som om at Aldamar måske ville blive, i hvert fald for en stund.
”Det gjorde du,” indrømmede han, og inden han kunne stoppe sig selv placerede han sine hænder på hver sin side af Aldamars hoved, hænderne under ørerne og i håret, men han gjorde dog ikke antræk til bare at kysse ham, selvom han havde lyst, men bare følelsen af Aldamar under sine fingre igen, var nok, for nu. ”Så hvis jeg siger at jeg ikke har lyst til at det skal ende?” Hans hjerte hamrede derudad i brystkassen, men han holdt trods alt stadig øjenkontakt med Aldamar.
