Hendes næse rynkede sig, som han nævnte hvor befriende det var; for ellers vidste han ikke hvordan han skulle opføre sig omkring hende. “Øv, stop med at blive så blød imod mig lige pludselig.. Især passende til hvad han sagde som det næste, hun rystede på hoved og lukkede kort øjnene så hun kunne få styr på næste smerte bølge. De blev længere i mellem, og mindre smertefulde, hvad end hun havde fået at drikke måtte være begyndt at virke på hende. Det var næsten farligt, hvis hun pludselig gik rundt og troet hun havde det helt fint igen. 
Et bryn blev hævet, da han nævnte om hun nogen sinde havde tænkt på, hvor gode de ville blive; skulle de vælge at slå hovederne sammen. Men hvor han måske havde ventet et vredesudbrud, klukkede hun i stedet af en blød latter. “Måske” drillede hun, han skulle da ikke vide, hun selv havde overvejet det. Men de ting han lavede, var så meget imod det hun selv ønskede at lave. Ringen folk kæmpede i, mere kriminalitet i at kidnappe folk. Nej det var ikke hendes boldgade. Men stadig kunne det kunne hun ikke lade være med at underholde idéen om hvordan det ville være. 
Men lige nu, var det ikke en realitet de kunne gøre til virkelighed. Ikke med hendes skygger hængende over hoved. 

Blikket flakkede over gruppen af mennesker, hvordan deres øjne hvilede på dem, som de gik ud i fællesarealet. Så håndtegnet imellem dem mørkhudet mand og Pax, noterede det i sit stille sind, måske det ville være af nytte på et andet tidspunkt.
“Okay... følg efter mig” på trods af hendes besværet gang, gled hun alligevel let ind i skyggerne, som de bevægede sig ud af hans hule ind i nogle gange der ville lede igennem de gamle lukkede rør af kloaken. Hun gled så ubesværet, let og igennem rørende - så det næsten ikke var til at tro hvordan hun var ankommet hos Pax ganske få timer forinden. Og selv på trods af mørket der havde lagt sig omkring dem, havde hun ikke svært ved at finde vej. Skulle hun mærke at han havde svært ved at følge med, ville hendes fingre ganske stille finde hans og føre ham igennem mørket. 
rørende blev smallere som de kom længere ind, måske en halv time efter de havde forladt stedet. Stilheden havde lagt sig over dem, da hun ikke havde noget at fortælle end hun allerede sagt. Desuden ønskede hun at lade stilheden ligge lidt imellem dem. Lade ham suge forventningerne til sig, som fik et lumsk smil til sprede sig på hendes læber. 
Endelig kom de til deres destination. 
Hun vente sig imod ham, og gav ham et lille blink med øjet. “Kun meget specielle mennesker, kan få lov til at besøge dette med mig.” svarede hun, og forsvandt så rundt om et hjørne der ville ligne for de fleste at der intet var. Så snart han så mørket, ville han træde ind i hendes skattekammer. 
Hun fandt tændstikkerne der kunne tænde for lyset, af et meget lille rum, fyldt med ægte malerier og de få genstande hun havde kunne stjæle uden at hendes klan vidste omkring det. Men også krystaller, og en del af dem.
Her måtte være nok, til at kompenserer for hvad hun havde snydt Pax for. 

”Vent, kan kvinder ikke godt lide bløde mænd?”, lød det sarkastisk fra Pax, i det han fulgte med Evlyn ned i de dybereliggende undergrundstunneller.
Den korte rejse foregik i stilhed, hvilket passede den gråhårede mand særdeles godt. Aldrig havde han været den snaksaglige type, medmindre ord var påkrævet men selv for ham var det sjældent. Som Evlyn derefter bekendtgjorde, at de havde nået deres destination, fnyste Pax moret og fulgte efter –

- hvad han dernæst fandt, overgik selv hans vildeste fantasi. ”Og her troede jeg, at du tog mig et romantisk sted hen, hvor vi kun kunne være os to. Måske et sted hvor vi kunne betragte hinanden i månelyset og kysse og alt det, som forelskede par gør sig i”, brummede Pax, i åbenlys fascination over hvad han så, men dog stadig i en spøgefuld tone.
Uden skyggen af forbehold trådte han længere ind i det hemmelige hulrum og tog derefter hver enkelt genstand i nøje betragtning. Med et lusket og smørret smil om læberne – det var ikke helt nemt at forglemme egne spøgefuldheder – blinkede han leende til hende. ”Det her er meget bedre. Alt andet ville have efterladt mig særdeles skuffet.”

Beskidte fingre gled henover rammen på et maleri, Pax aldrig havde set før. Dernæst tog han et armbånd i hænderne og piftede, i det han stak sin frie hånd i lommen og fremdrog et matchende et; det, han havde stjålet ti dage forinden i palæet.
”Et par. Nydeligt. Så… sentimentalt, hvis man må være så fri”, mumlede han, om end mere til sig selv ind til Evlyn selv.

Hendes ansigt blev næsten dødt for følelser som han nævnte, at han troede hun tog ham et romantisk sted hen med månelys og kysserier. Men det som der nok havde fået de døde øjne mest frem, var nævnelsen af forelsket par. Hvad Zaladins helvede og lange hængenosser havde han gang i, med de ting han sagde? Havde det været hvilken som helst andet, havde hun måske leget med, gled hen imod hans skikkelse. Fingre gledet ned af hans arme, mens hun med rolige og artikulerede fingre ville røre ved hans hud.
“Vi kan stadig nå at kysse, det er ganske romantisk her.. eller .. nej vent.. du har jo slet ikke lyst til at kysse mig.. vel?” mumlede hun med en næsten ligegyldig stemme, som hun kørte sine fingre over nogle af malerierne, det var et glædeligt gensyn, flere af malerierne havde en ganske speciel historie. Også en af grundene at hun lige så stille havde fået smuglet dem fra Alfenæs til Dianthos. Der til var det ganske fornuftigt at have en portal der var blevet placeret imellem de to lande, som ikke grænsede op af hinanden. Bare ikke lige, når en hvis dæmon valgte at komme på uvelkommen visit. 
Hun rullede med øjnene, som han fandt armbåndet frem. Hvis hun havde kunne, havde hun fremvist det hun selv havde stjålet. I særdeleshed kniven hun havde fået taget fra vagten, det havde i sandhed været en triumf at fremvise for Pax i dette øjeblik. 

Hun kantede sig forbi ham, og greb krystallerne, begyndte at tælle. Inden hun kastede en pose imod ham. “50 diamanter.” sagde hun, som var det en pose med ris hun havde kastet hans retning. “Men jeg sværger Pax, hvis du bruger dem på stoffer, hvis du bruger dem på andet end at sørger for børnene under din kappe.” hun fuldførte ikke sætningen, truslen var nok i sig selv der hang i luften over dem. 

Pax frøs på stedet, som Evlyn nærmede sig og dernæst rørte ved ham. Straks genfandt han det tomme, kalkulerende udtryk som brat erstattede spøgefuldheden, han i et afslappet øjeblik havde benyttet.
De mørke øjne fandt frem til Evlyns skikkelse og dernæst kvindens undersøgende fingre, før Pax abrupt trak sin hånd til sig og tog et skridt baglæns. Nej, han ville ikke kysse hende, men hvorfor syntes Evlyn oprørt over det faktum? Hvad var det, der generede hende ved dét af alt?

Som Evlyn dernæst snurrede rundt på hælen og tog sine malerier i nærmere øjesyn, smed Pax armbåndet fra sig. Det var smukt, men bandelederen kunne ikke forestille sig, at det ville indbringe en betydelig sum – en der potentielt ville opveje for omkostningerne.
”Det jeg sagde i balsalen… du forstår vel, hvorfor jeg sagde, som jeg gjorde, ikke sandt?”, lød det fra ham, som Pax vendte fronten mod den blonde kvinde. Ikke længere lå Pax’s skuldre afslappet; de var spændt til bristepunktet, til trods for den lette smerte i den ene af dem, som var Ulven parat til at springe på hende for hvert øjeblik det skulle være.

”Jeg synes ikke, at du er grim. Gregory skulle jo nødig lugte, at vi-” er venner? Bekendte? Pax tav, i det han søgte efter et passende udtryk, men smed den ene hånd ud til siden i en affærdigende gestus, som han opgav den mission. ”Du ved godt, at jeg ikke ligger med nogle”, tilføjede Pax dernæst, som forklarede det alt og i en tone, andre brugte, når de proklamerede, at solen var på vej op i morgenstundens ro.

Da Evlyn derefter frembragte ham de 50 diamanter, greb han dovent om sækken. ”Jeg køber ikke stoffer, Eve. Jeg sælger dem”, belærte han hende, pludselig irriteret over den atmosfæriske forandring, der lå mellem dem. Det havde naturligvis været for nemt, at være i sådan et afslappet selskab med rivalen, men Pax havde nydt det – og nu havde Evlyn taget det fra ham. ”Hvorfor tror du, at jeg var med fra start? Vi mangler kapital. Det kan enhver blind idiot se.”   

Hun viftede med hånden, som havde det ikke såret hende.
“Det fint, jeg er ikke en smuk kvinde - Så spar mig, har ikke behov for at høre dine bortforklaringer.” bed hun af, hun knyttede sin ene hånd, og borerede neglende ind i håndfladen. Smerten fik hende til at tænke klart igen, fanden til stof manden havde givet hende. Hvad havde været i den gule pis lignede substans? Det dulmede i hvert fald noget i hende, og hun brød sig ikke om det.
Hun rynkede brynene sammen, da han nævnte han ikke lå med nogen. Som overhoved? Hendes stik imod ham, med Freya havde været underliggende for at hun bare skulle smide noget brande på bålet, som Pax selv havde startet da de havde siddet i den blod indsmurte balsal. 
Så hun havde haft ret, sælger stoffer. Hun skar tænder, endnu en boks tikket af hun aldrig ville være partner med ham. Havde manden ingen skrupler i livet?! 
Ville han altid leve sit liv i hulen, med hans børn der ikke fik kød nok så de kunne få fedt på kroppen. Måske ville det hjælpe i fremtiden, men lige nu, lige her? 
Desuden, hvis det var med den mand hun troede det var. Så så hun selv at det stof blev fjernet fra Dianthos gader. Hun havde slet set hvor destruktivt det kunne være, hvor altødelæggende. 
“Blind idiot” snerrede hun, og trådte et skridt imod ham med lynene øjne. “Hvis nogen er en blind idiot, er det dig.. I hvert fald halv blind” kom der spydigt som hun metaforisk stak efter hans problem med øjet, det var et gæt ud i tågen. Men hun vidste jo efterhånden mere omkring manden end han nok lige gik og troet. “Og hvor længe går der inden du får profitten imellem hænderne? Hvor længe inden at børnene for ordentlig mad på deres tallerkner?” hun var måske mange ting, men den eneste der havde lidt nød og så ud som hun selv gjorde. Var hende. Alle var vel brødfødte, så at han i det hele taget havde lokket så mange af hendes medlemmer havde været noget hun havde undret sig meget over. Men stoffer? Hvor meget havde han lovet dem, hvor stor et afkast var de blevet lovet? Hendes negle borede sig så langt ind nu, at noget flydende begyndte at forme sig omkring hende. Vrede, det næste stadie i hvad hun havde været ude for. Og hun kunne ikke holde den i stak.
“Men fint! Jeg kan jo stå og råbe af dig her fra og til topalis, og du vil alligevel gå bag om min ryg, bag mit ønske. Lige som du fortalte til Caitlin omkring mit kup! Selvom jeg sagde du skulle holde hende ude af det!” stemmen var hævet, mens den sammen knuget hånd skælvede. Vreden havde meget lidt med ham at gøre, den var imod en mand hun ikke kunne kaste spydige ord imod. 

Pax mærkede, hvordan irritationen langsomt steg ham til hovedet, som Evlyns hadske ord fortsatte. Det var noget ganske andet, at have Evlyn rendende efter sig, men at påpege hans ungers sultede kroppe var personligt. Indtil det øjeblik havde de aldrig gjort sig i sådanne anliggende.
Mange forstod øjensynligt ikke, at Pax holdte af enhver af de små børn. Han anså dem som sin familie – hans ansvar – og af uvisse årsager havde Pax altid formodet, at Evlyn selv forstod netop det faktum. At hun om nogen så det. 

”Jeg får profitten i hænderne hver fjortens dag. Det har jeg gjort de sidste seks år”, svarede han køligt, uden at uddybe hvordan situationen havde forandret sig; hvordan Pax var i færd med at forhandle sig til en ny og bedre aftale; hvordan vinteren nær havde kostet ham en håndfuld af de magre børn. Hans børn. Mere nåede Pax dog ikke at bekendtgøre, for straks syntes Evlyn at nærme sig den egentlig kerne.

Caitlin.

Pax fnøs og skridtede dirrende op til den modsatte ende af bordet, så afstanden mellem dem voksede stødt. ”Lad mig fremlægge en lille tese for dig – den er helt for sjov, men se om du ikke kan følge med alligevel, gider du?”, hvislede han mellem sammenbidte læber, før han hævede sine brede øjenbryn og stirrede lige dele vredt og udfordrende på hende. ”Lad os sige, at din største rival kommer til dig med et job. Lover dig 50 diamanter uden nogen videre forklaring. Teer sig som en desperat over gamle artefakter og beder dig om, ikke at undersøge sagen nærmere og i stedet stole på vedkommende. Ville du så gøre det uden at stille spørgsmålstegn ved det? Du kan få et øjebliks tænkepause, hvis du har brug for det, Eve”, fortsatte Pax nådesløst, før han knyttede begge sine hænder, ganske uden at vide det. ”Og vov ikke at belær mig om, hvad jeg skal gøre for mine børn eller ej! Du kan få så lang line, du vil, men end ikke Zaladin skal gøre sig klog på mine motiver, når det omhandler dem!”

Hun direrede næsten af vrede som hun kiggede på ham med store øjne. 
Så han havde sat folks liv på spil? Han kunne have fortalt hende han ikke var interesseret uden yderligere information. Han kunne have gjort så meget andet! Men hun havde eksplicit bedt ham om at holde hende uden for deres aftale! For slet ikke at tale om han også havde stjålet fra hende.
Neglende slap huden, og fingrene fleksede som blod begyndte at glide ned af fingrene. Så det var med den på, han ville få det hele til at dreje sig omkring hvad hun synes og hvad hun havde sagt til ham. Han havde kun hørt fornærmelsen, og troet hun mente han ikke elskede sine børn. For det, ville selv en blind idiot kunne se. Omvandrende røvhul!
I ren afmagt knaldede hun hendes hånd endnu en gang i knyttet næve i bordet.
“En hver idiot kan se du elsker de børn du har omkring dig!!” skreg hun så det rungede i de tunge rørs vægge. “Men derfor billigere jeg ikke din opførelse!” kom der hurtigt efter, som hun mærkede den vibrerende smerte der pulserede igennem hånden hun havde slået imod den massive træbord. 
“Så lad mig male et billede for dig, din opblæste nar! Hvorfor det betyder så meget for mig om hvad du bruger de krystaller på! Omkring en lille pige der så sin mor blive brændt på et bål” hvad var det hun sagde? “Og en far der hadet hende, fordi han vidste hun var skyld i det!” nej stop, stop forhelvede stop. “Hvordan hun elskede sine brødre, og tit gik sulten i seng fordi de ikke havde nok mad, men de skulle aldrig sulte lige som hende selv” hendes øjne viste tydeligt at det gik op for hende, hvad det var hun var igang med at sige, men et eller andet fik læberne til at fortsætte. “Hvordan hun dræbte hele sin familie til sidst, og med blod på sine hænder flygtede fra området hun havde levet fra hun var syv år gammel” det var ikke hendes stemme, men dæmons. 
Den slog med tungen, som den betragtede den irritable mand foran den. 
“bare rolig, du får hende tilbage om lidt.” den pillede lidt ved en maleriet, mens den betragtede kunstværket med en gennemtrængende ligegyldighed. “Hun er lidt oprevet efter hun fandt ud af, hun ville dø hvis jeg nogen sinde forlader hendes krop” svarede den, uden at tage blikket fra maleriet. Derefter lo den en meget tør latter og lagde armene over hinanden. “Hun bliver tosset når hun finder ud af, jeg har snakket med dig - bare for god ordens skyld, lad mig fortælle dig en lille hemmelighed..” den vente endelig øjnene imod den gråhåret mand “Hun kan virkelig godt lide dig Carl - og den eneste grund til hun bliver sur er fordi hun ikke ved hvor hun skal gøre af de følelser” de sorte øjne blinkede af ham. Hvad der måske kunne anskues som være morerne gled over læberne, inden det forsvandt igen. “Mmmhmmm... hun dukker snart op igen.. hvis du har nogle spørgsmål, skal det ske lidt tjept.” mumlede en påtaget melankolsk stemme. Som var den slet ikke ked af, den snart ville forsvinde tilbage i dybet.   

Pax blev stående, urokkelig og som statue af sten, imens Evlyns ord haglede ned over ham. Ord, der ikke var tiltænkt hans ører, men som han alligevel ikke kunne undgå. Der var noget ved den petit og blonde skikkelse, der indbød Pax at forholde sig i tavshed, for der gik ikke mange øjeblikke før, at Evlyns fortælling antog en mere personlig og dyster karakter. En karakter han kendte så udmærket selv.
En eftertænksom rynke satte sig fast mellem Pax’s brede øjenbryn, for han så forvirringen i Evlyns øjne, som forstod hun heller ikke, hvorfra hendes ord kom. Snart efter blev det klart hvorfor, eller måske snarere hvorfra, hendes fortælling udsprang.

I det Evlyns kønne blå øjne forsvandt og blev erstattet af dæmonens sorte, syntes Pax at fylde sine lunger med den sparsomme, fugtige luft omkring dem. Stadig sagde han intet og stadig lå hans eget stålgrå blik på dæmonen, der betragtede ham med en mildt underholdende gnist midt i alt mørket. Til trods for den ondskabsfulde atmosfære omkring væsenet, følte Pax ikke frygt. Det gjorde han sjældent, ja, faktisk kunne han ikke huske, hvornår han sidst havde mærket den kvælende fornemmelse i sit bryst. Desuden syntes væsnet at have noget på hjerte, for hvorfor ellers tvinge sig vej frem og erstatte Pax’s ven?

Pax fnyste, men denne gang ikke moret, som han omsider flyttede sig fra den modsatte ende af bordet og i stedet stillede sig foran dæmonen. Allerede havde Pax selv fået bid af en væsentlig portion af information, men han kunne ikke mærke den så kildende tilfredshed.

Evlyn skulle dø.
Evlyn ville unægtelig dø.
Det kunne ikke – det måtte ikke ske.

Af en eller anden årsag kunne Pax ikke begribe at tænke andet, selv længe efter dæmonen indviede ham i, hvad der tilsyneladende var en hemmelighed. Såeh, Eve kan lide mig, tænkte han, i grunden lige dele overrasket og ikke. De kunne vel ikke andet end at respektere hinandens kompetencer, der på en og samme tid var ens og så forskellig fra hinandens.
Pax slog klik med tungen – næsten for at håne væsnet i det skjulte – før han omsider nikkede. ”Jeg kan også godt lide hende. Hun har ben i næsen”, svarede han langsomt, næsten overvejende. At stirre ind i dæmonens mørke øjne var som at falde ned i en dyb afgrund af ingenting. ”Jeg synes, at du skal skride tilbage til Zaladins forgård. Jeg snakker kun med Eve”, lød det dernæst, hvorefter Pax tog de sidste skridt imod Evlyns skikkelse og lagde sine hænder på hver side af hendes kønne og udsultede hoved.

”For jeg har tænkt mig at kysse hende og misforstå mig ikke – du er sikkert ganske frygtindgydende at se på, men det er Eve der gør det for mig.” 

Som altid når dæmonen overtog, blev hun lukket ind i et klamt mørke. Hun ville beskrive det, som når hun lå i drømmenes verden, og mørket slugte hende. En paralyserende drøm, der ikke lukkede hende ud igen. Med desperate negle der rev og sled i væggene hun var spæret inde i, hun skulle ud, hun nægtede den skulle gøre ham ondt.
Skrig ingen kunne høre, mens blod flød ned over fingerspidserne. Gjorde hun ikke holdt som hun normalt ville gøre, når disse overtagelser foretog sig, plejede hun blot at sætte sig og lade bølgen ride over hende. Men ikke denne gang, for guds skyld ikke denne gang.

Et ganske ligegyldigt udtryk betragtede manden foran den blonde skikkelse. Den rokkede sig ikke ud af stedet, som en stenstøtte betragtede den dovent som manden begyndte at gå hen imod den. Tungen led ud over læberne, som manden begyndte at tale.
Hvor yderst triviel, de kunne lide hinanden? De fortjente næste en hyldest for at komme så langt, med deres utålelige små hjerner. Så primitive de var, men selvfølgelig også ganske underholdende. Ellers ville den jo ikke blive ved med at besætte mennesker, som den således havde gjort de sidste mange tusinde år. Den tog en dyb indånding, som den gråhåret spejls bad den om at vende tilbage til sit fængsel. For det var indiskutabel det Evlyns krop var blevet for den gamle dæmon. Aldrig havde den troet, den ville blive narret på den måde, som den var blevet. Og selvom den ikke nærede nogle følelser for kvinden den havde besat, om hun levede eller døde det kunne være ganske uvedkommende.
Men det at den var blevet tvunget til at besætte hende så længe. Det i sig selv, havde gjort den så rasende; at den gerne ville give den gråhåret en mulighed, for måske at redde sin lille veninde.

En latter slog omkring dem, som hænderne lukkede sig om dens ansigt. Kysse hende, virkelig?
Læberne bredte sig i et næsten hjerteskærende smil. “Det er en udvej for din fine veninde til at overleve, find mig igen – hvis du nogen sinde vil have et råd med på vejen.” den knejsede med nakken “Men som tiderne stå mellem jer nu, vil hun unægtelig aldrig blive din” De sidste ord blev kastet ud i luften, som en mulig trussel eller en advarsel. Det var ikke til at vide, med den ufattelig flade monotone leje stemmen havde taget til sidst.
Øjnenes farve forvandlede sig til vide, som havde hendes iris rullet tilbage i hendes kranie. Også lukkede øjenlågene sig i.
Kroppen blev en smule slap, inden hun endelig kunne mærke sig selv igen. Hun gispede efter vejret, som var hun lige kommet over vandet. “Pax?” mumlede hun ganske fraværende, inden det gik for hende hvilken position de var i. “Hvad?” kom der med en anelse mere kraft, hvorfor havde han sine hænder på hendes ansigt? “hvor længe var jeg væk?”

”Eve tilhører ikke nogen. End ikke dig.” Ordene sprang ud af Pax’s mund, som et øredøvende løvebrøl til trods for, at bandelederens hæse stemme ikke var andet end en kølig mumlen. Hvis Evlyn var blot skyggen af ham selv, ville hun aldrig ejes eller tilhøre nogle, og her i ensomheden med dæmonen følte Pax, at det var nødvendigt at…

… forsvare hende.

Ikke, at det var det eneste, der spillede i hans tanker. Dæmonen ville sættes fri og hævdede tilmed, at der var en udvej? Hvordan kunne det nogensinde lade sig gøre? Og, måske vigtigst af alt, kunne Pax stole på det?

Optaget af sin overraskelse og ikke mindst de efterfølgende overvejelser, bed Pax ikke mærke i, at Evlyn talte til ham, før et langt øjeblik var gået. Stadig stod han med sine beskidte hænder omkring hendes bløde kinder, og ganske langsomt skred de brede øjenbryn længere op i panden, i takt med at Ulven fandt tilbage til virkeligheden.
”Jeg truede med at kysse ham, hvis han ikke skred”, mumlede han, som forklarede det deres fysiske nærvær. Han tog dog endnu ikke sine hænder til sig og ganske uden at vide hvorfor, lod han sin tommelfinger stryge Evlyn over hendes skarpe kindben.

Bag Pax’s bande rumsterede alskens spørgsmål. Kendte Evlyn også til hans sande navn eller var det kun dæmonen? Delte de en hukommelse, en slags mental genvej mellem sig? Og ikke mindst – kunne han samarbejde med væsnets af mørke for at befri hende?

”Et minuts tid. Han ville vist bare snakke med mig”, hørte Pax sig selv forklare, men hans ru stemme var fjern og tung af tanker. Langsomt tog Pax derefter et halvt skridt tættere mod hende, uden at vide hvad i Zaladins lange løg, han havde gang i.
For et langt øjeblik så han ind i Evlyns øjne, alt imens han forsigtigt bøjede sig frem og nedover hende, for at plante et blidt kys mod hendes mundvige.

”Bare så du vidste, at jeg mente, hvad jeg sagde. Du er ikke grim.”

“Oh” mumlede hun forvirret, kysse hende? Truede? Det lød ikke som noget, der normalt ville få dæmonen til at forsvinde igen. Og slet ikke så hurtigt, hvad havde den sagt? De havde jo stået og råbt hinanden lige før. Stemningen omkring dem, var næsten elektrisk som hun kiggede ind i de stålgrå øjne. Ufrivilligt havde øjnene også gled hen over hans læber, som nævnelsen af et kys var kommet på banen. Men det kunne jo ikke passe, det var en dårlig vits – en dårlig….
Hun sugede hektisk et lag af luften ind imellem hendes læber og tænder. Som han trådte tættere på hende, hun glemte det vigtige, hvad havde de snakket om? Hvad havde den sagt.
Havde den fortalt hendes hemmeligheder, havde den delt hvad hun viste omkring manden foran ham. Planer hun havde lagt, før hun havde lært ham at kende som nu.
Det var ikke her hun plejede at rode rundt, det var ikke sådan hun tog stilling til ting. Så uempatisk som muligt, det var altid den sikreste vej fra at indlede i forhold der til sidst bare ville være en svaghed.
Noget hårdt klemte omkring hendes brystkasse, som han bøjede sig frem over og plantede et kys ved mundvigen. Lænede sig ikke ind i det, hun prøvede ikke at røre ved ham eller på nogen måde integrerer med hvad han havde gang i.
Hun var pludselig så bange, for at hun ville ødelægge ham hvis hun gjorde.

Et udtryk gled hen over hendes øjne, som hun betragtede ham. Lod ordene synke ind, helt ind til kernen hun normalt havde så fast tillukket så ingen kunne komme i nærheden af det. Både for hendes egen skyld, men såvel også for personens skyld. For mange gange, havde hun mistet folk tæt på sig, til hun turer tage chancen igen.
Men, derfor blev hun stadig overvældet af lysten til at røre ved hans ansigt.
“Pax” mumlede hun igen, med en tørlagt stemme, som havde hans læber frataget alt væske fra hendes krop.
Hun blinkede med øjnene, som hun jagtede efter ordene. Sig noget, hvad som helst, bare noget. Det var en fin grænse mellem, hun ikke ønskede at de skulle udfolde sig i.
“Tror du – hvad skulle det til for?” ændrede hun hurtigt, da hun havde prøvet at spørger om hun måtte røre ved ham. Som hun lod blikket vandre over hans ansigt. Men hun kunne ikke fange hvad der virkelig indebar i det han havde gang i, hvilke følelser der lå bag.

Bag bandelederens tynde brystkasse hamrede hans hjerte i krampagtige hop. Aldrig havde han stået i en lignende situation, så tæt på en kvinde, med sine ru hænder omkring hendes bløde kinder og…

… nydt det. For alt i verden ville han bøje sig frem endnu engang og denne gang kysse hendes læber, der for blot et øjeblik virkede som det eneste, der kunne redde ham, fra hvad end der jagtede hans skikkelse i de mørke nætter.
Det var derfor næsten ufrivilligt, krampagtigt og kvælende, at Pax fjernede sine hænder og atter aflagde afstanden mellem dem.

På intet tidspunkt forlod Ulvens stålgrå blik Evlyns skikkelse og han nikkede pludselig mod hende. Der var ingen grund til at rode rundt i hans patetiske forsøg på et kys, for der var vigtigere ting at tale om.
”Du ved, hvad jeg hedder. Hvilket navn min mor gav mig, da jeg var spæd.” Ordene var konstaterende, men de dirrede også af noget andet, noget end ikke Pax selv kunne definere – vrede? Afmagt? Fascination? Måske en mærkelig sammensmeltning af samtlige distinktioner af følelser. ”Han fortalte mig det. Han brugte det”, lød det efterfølgende og næsten forinden, at Pax havde sat sit eget og definerende punktum.

Med en elegant, kontrolleret bevægelse skubbede Pax sig fri af muren og begyndte at bevæge sig mod bordet, der hvor bag han havde stået før. Stadig forlod hans øjne ikke Evlyn. ”Hvorfor ved du det? Du må skulle bruge det til noget, ikke sandt?” 

Hendes hjerte skreg en hjerteskærende sang, da han fjernede sig fra hende.
Hun havde været for langsom, hun havde ikke formået at tage kontrol over sig selv og sige til ham hvad hun ønskede. Og nu var det for sent, lige som vand der havde sivet igennem sandet i Rubinen.
De blå øjne slog ned imod hendes fødder, som han begyndte at snakke igen. Hun vidste hvad han hed, dæmonen havde virkelig fortalt de gode ting.
Det ene øje lukkede i, inden hun vente sit blik op imod Pax igen.
Da hun prøvede at tage en dyb indånding, var det umådeligt svært, som skulle hun fysisk presse lufte ned igennem hendes luftrør. Det gjorde ondt, hele hendes krop gjorde ondt. Og det var ikke smerten fra det tortur hun var gået igennem, det var ikke kvalerne omkring at hun var blevet taget imod hendes vilje.
Nej, det var at hun nu stod over for en skillevej. Hvormed hun måske for altid ville miste manden foran sig, og det gjorde ondt. Så forfærdeligt ondt.
Tungen gled hen over hendes tænder, pressede sig ud igennem læberne og fugtede dem.
“Ja.” mumlede hun endelig.
“Jeg ved alt.. fordi. Du kender mig..” svarede hun langsomt, og satte begge hænder på bordet og lænede sig hen over det. Blikket lå ikke på ham, da hun næsten var skræmt for at se hans reaktion.
“Jeg var så vred, Pax…” hun brugte ikke hans rigtige navn. “Du havde trængt mig op i en krog, hvor jeg havde det allerværst, og jeg var nød til at lære alt omkring dig.. Men aldrig for et udnytte det.. jeg er ikke sådan som person. Jeg ville have fundet dig, fortalt dig alt jeg vidste, så du ville vide hvor meget magt jeg har at trække i.”
Hun lukkede øjnene i, der var ingen vej tilbage.
“Så jo, jeg kender dit navn.. Carl Fletcher.. Og jeg ved hvem din mor er.. jeg ved hvad du gjorde ved hende.. jeg ved du har en lillesøster.” hendes blik flakkede imod skikkelsen. Fordi hun var uvist omkring, hvor vidt han selv vidste han havde en.
“Fordi.. mit navn er Io Twylan.. ikke Evlyn Crane”
Nu var den givet, hendes hemmelighed. Den sidste hun nok havde tilbage at dele med ham. Ikke at det gjorde op for, det hun vidste omkring ham.

Pax lyttede opslugt; som var han ved at dø af tørst og Evlyn den eneste, der med hendes ord alene kunne væde hans tørre svælg. Selv længe efter at denne Io, der vidste alt om ham, samtlige dele af hans eget mørke, var færdig med at fortælle, stod han blot i tavshed og betragtede hende. Og, for første gang i årtier, stod bandelederen af Ulvens Flok uden en eneste tanke at underholde…

… for bag den beskidte pande var der tomt. Kun urgamle skygger der ikke havde nogen stemme, syntes at rumstere livløst deri.

Tavsheden strakte sig såvel som tiden, og da Pax omsider nikkede, måtte han fugte sine indtørrede læber. Uden at vide det havde de adskilt sig i vantro forundring.
”Jeg kan ikke have en… en lillesøster”, brummede han, for det var af en eller anden årsag det, der syntes at fylde mest. Barnet, der var Carl Fletcher, havde altid ønsket sig en søskende. En, han kunne være alene med; en, han kunne lege med. Carl Fletcher havde ikke være blandt de populære børn, for hans mor spredte ben for mænd for penge og tvang Carl til at stå på alle fire for det samme, hvormed ingen syntes at ville røre ved ham. Nu, som voksen, forstod han hvorfor. Han var beskidt, og ikke kun udenpå men også i sjælen selv. Alle så det, for hver gang deres øjne lagde sig på ham, så meget vidste han instinktivt.

Pax sank en klump og lod sit blik farer henover grottens herligheder. Han fandt intet sted at falde sammen, så i stedet drejede han rundt og lod sig støtte mod det massive bord, der stod for at holde på alskens skatte.
”Det var altid kun skøgen og jeg. Der var aldrig andre børn. Hun var aldrig tyk med en. Jeg kan ikke have en lillesøster.” 

Hun lod informationen vaske hen over ham. Den skulle have lov til at bearbejdes, og hun ville ikke tvinge noget frem i ham. Faktisk var reaktionen meget mere  dæmpet end hun havde regnet med. Hun havde forventet han ville være vred, være sydende over hun vidste så meget. At hun fortalte ham det, men i stedet var der bare fornægtelse. Han havde ingen lillesøster, det kunne ikke passe. Men det passede, den frygtelige sandhed om at han havde en søster, og nogen kunne have været der igennem det hele. Men selv det blev taget fra ham. Det var alt sammen sket, og nu hvordan hun så det kalkulerede blik forlade hans øje. Hvordan han næsten blev tom foran hende, jeg kan virkelig godt lide ham. Ellers ville det ikke have gjort så ondt, at se en person blive så berørt af en situation. Uden egentlig at vise noget, det var som om hun kunne i dette øjeblik få lov til at læse imellem de tillukkede linjer.
“Hun er et år yngre end dig, at.. være som din mor er.. og have to børn?” svarede hun sagte og lod fingrene glide igennem hendes fedtede hår, inden hun vente blikket tilbage på Pax. “Det ville aldrig have fungeret.”
Hun knyttede sine bryn.
“Jeg forlod Dianthos for at finde hende” hun tog en dyb indånding, og knyttede sine hænder sammen. Hvorfor havde hun gjort det? Fordi noget havde fortalt hende, hun skulle.
Hun sank og gik hen imod ham. Forsigtigt, ganske nænsomt.
“Undskyld.” kom hun med en stemme der var næsten mindre end en hvisken. Hun kunne slet ikke begribe hvilken voldsom nyhed det måtte være at få at vide.
“Men hun er okay, jeg fik hende ud.. Og gav hende krystaller nok til at leve et godt liv.. men hun” hun bed sig hårdt i læben. “Hun arbejder for mig.” med mig, var der understreget ikke for gruppen. Men for Evlyn selv. 
Hun var nu helt henne ved ham. “Kig på mig?” spurgte hun, det var ikke en ordre. Han skulle ikke tvinges hvis han ikke havde lyst.
“Jeg havde aldrig tænkt mig at bruge noget af det jeg fandt imod dig.. Jeg ville have gjort det samme… Havde jeg været i dit sted…” forstår du hvad jeg siger?
“Slog mig, skrig af mig… skæld mig ud… Men du må ikke lukke mig ude.. For chance, luk mig ikke ude.” Hvorfor var hendes stemme pludselig så bedende? For den var unægtelig, som en lille pige der ikke ønskede de skulle få lukket døren i hoved og bedt om at skride ad helvedes til.

Et sted midt i den mørke tomhed hørte Pax Evlyns fortælling. Enhver af hendes ord drev ud som fødder sank i kviksand, men ingen af dem ville forlade ham i lang tid, som gik de i evig ring omkring ham i hans tanker.
I det Evlyns skikkelse stillede sig foran ham og de bedende ord forlod hendes bløde læber, så Pax op. De mørkegrå øjne var tomme, men på en ganske anden måde end de plejede. Den tomhed der herskede midt i alt det grå var nemlig intet andet, end hvad den udgav sig for at være. Pax var blottet, som et åbent sår der blødte og blødte, og som end ikke den bedste helbreder kunne stoppe. Ingen overvejelser, ingen tankestrømninger, ingen kalkulation var at spore i bandelederens skarpe ansigt – kun en altædende intethed, som var hans væsen forsvundet og kun den udsultede skal var tilbage.

Og Pax vidste det. Han så sig som en spejling i Evlyns skikkelse. Han hørte hendes stille bøn og vidste, at hun pludselig var alene i grotten. Af uvisse årsager kunne Pax end ikke mærke vreden, ej heller afmagten eller den spirende nysgerrighed. Der var ingen spørgsmål, selvom Pax ikke besad andet, for…

… hvad hed hun? Havde hun også gråt hår? Var hun også blind på sit ene øje? Hvordan var hun? Var hun okay?
Var hun bedre end ham selv? Et bedre menneske?

Pax mærkede, hvordan han rejste sig og hvordan en enkel, formålsrettet tanke satte sig på tværs bag den beskidte pande. Dernæst så han, hvordan hans skridt førte ham tættere mod Evlyn, til de til sidst stod så tæt, som de havde gjort blot få øjeblikke forinden dette kaos.
Langsomt, for instinktivt vidste Pax, at hele hans eksistens kun kunne redes af Evlyn alene, og hvis han skræmte hende, at hun således ikke ville kunne få ham hentet tilbage til sin krop, lagde han sine ru hænder mod hendes bløde kinder. Stadig fortsatte han med at gå, så Evlyn også måtte skridte, indtil de nåede den skarpe klippevæg og de lette skygger.

”Rør ved mig”, bad Ulven i en lavmælt hvisken, hvis tone var hæs og bedende. Pax bed end ikke mærke i, hvordan hans hjerte gjorde krampetrækninger; ej heller hvordan hans hænder dirrede mod hendes hud. ”Rør ved mig”, gentog han sin egen bøn, i det han lagde sin pande mod Evlyns. Han kunne smage hendes åndedrag mod sin tungespids, og intensiteten tog til som fysiske gnister, i det han lod sine læber søge Evlyns egne.

Hun var i et kort øjeblik i tvivl om hun var nået igennem til ham.
For da hun så hans øjne, genkendte hun det med det samme. Følelsen af af man var ved at drukne, drukne i sin egen elendighed. At man blev væltet i stormen af fortidens spøgelser og monstre, unden nogen chance for at holde fast i ens velbefindende.
Hun genkendte den alt for godt.

Men hun ventede, hun var så tålmodig i dette øjeblik. Vreden imod ham, havde for længst ebbet ud. De halvtreds diameter, var som affald i vandet. Det var der stadig, men nu havde strømmen taget det og det ville være et problem i fremtiden. Ikke nu. Måske heller aldrig et problem for dem.
Hvis der var en ting hun måtte lære på den hårde måde, så var det at de to var som to pulsebrækker. Uden dem begge ville det aldrig give mening. På den ene eller anden måde.
De var to sider af samme mønt, symbolikker har var der nok af.
Men alle de tanker flygtede fra hende, som hun mærkede hans hænder imod hendes kinder. Forvirringen var nem at finde i hendes blik. Ville han lukke hende ind? Eller ville han bare skubbe hende væk, lige som så mange gange før.
Hendes fødder fulgte samme gang som hans, som ville føre hendes ryg op af de eneste få bare vægge der var i rummet. Stearinlyset flakkede nervøst i rummet, og kastede skygger hen over hans grå øjne. Hun kunne ikke læse ham længere.
Rør ved mig. Der gik hendes hjerte i stykker, det græd for ham. Men hvordan kunne hun fornægte hans ønske, når det så tydeligt var en depression om at blive reddet. Om det så var den rigtige eller ej, hun var ikke sikker. Men hun valgte at lytte. Og gøre som han ønskede.
Hendes åndedrag tog til, som han nærmede sig tættere.
“jeg er her… jeg.. Har dig.” mumlede hun imod hans læber, og lagde forsigtig en hånd imod hans der lå imod hendes kind.. Hun gav den et klem, som hun lænede sig imod ham.
Men hun tog ikke springet ud over afgrunden, hun ville ikke tage det fra ham. Han måtte bestemme om deres læber skulle mødes, hvor meget hun måtte røre ved ham. Og hvor de gik her fra og videre.
Han måtte hoppet ud i det ukendte, det sidste skridt, hun ville ikke tvinge ham til noget. Og selv hvis han trak sig væk, ville det være okay.
Hun kunne ikke fejle ham for noget, han ikke selv kunne herske over, hun om nogen måtte vide hvordan det var.

Men derfor gik tankerne stadig igennem hende, ville han virkelig dette? Med hende?
Tankerne blev lukket ude, da hun lod sine øjne lukkes i.

Til lyden af Evlyns forsikrende ekko, gled de mørkegrå øjne nedover hendes ansigt. De fæstnede sig ved hendes buttede læber, dernæst på hans tommelfinger over hendes skarpe kindben, som han så, at han atter kærtegnede med en skælvende bevægelse.
Endnu ikke var ilden dukket op, den der brændte hans hud, når den kolliderede med andres. Hvorfor kom den ikke? Hvor bliver du af? Tanken gled søgende igennem hans mange tankestrømme, men de eksisterede ikke længere og alt, den blev mødt med, var tomhed. Som var Pax stadig i gang med at falde og ilden, eller de så normale overvejelser, der altid rumsterede i ham, ikke faldt hurtigt nok. 

Pax sank en klump, i det han lod sin krop hvile mod Evlyns, så de ikke var adskilt. Pludselig forlod hans ene hånd Evlyns kind og kindben, og greb om hendes egen, for at føre den ind under hans mange beklædningsgenstande. Selv forinden hendes spinkle fingre kolliderede med hans lyske, var Pax’s åndedrag overfladisk og hvæsende, men i det øjeblik deres hud mødtes, stoppede han et langt sekund med at trække vejret.
Ilden kom stadig ikke og desperat klemte Pax Evlyns hånd mod sin krop. Uden at bide mærke i det, snerrede han af frustration, mens hans modsatte hånd, den der stadig hvilede mod Evlyns ansigt, kærtegnede hendes kind og hår.

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Aldrig havde Carl Fletcher, alle kaldte Pax, været så umådelig langt væk, ude af kontrol, desperat…

Tanken nåede end ikke at registrere sig rigtigt, før den førte handling med sig og som Pax’s læber kolliderede grådigt med Evlyns egne, tabte han pusten af smerte…

… og indestængt, altædende nydelse.

At sige at Evlyn ikke blev berørt af situationen der udfoldede sig foran sig. Ville være en blid måde at beskrive det, hun kunne mærkelig hvordan hun blev næsten rådvild af frustration over hun ikke vidste hvad hun kunne gøre.
For alt det han tvang sig sig til, det han fik hende til at gøre, da han flyttede sin hånd for at gribe hendes og næsten tvinge den ned i hans bukser. Hun lukkede øjnene, og et lidende udtryk gled over hende. Hun måtte gispe eftervejret, fordi hun kunne mærk det. Følelserne af desperation der bløde igennem hans håndsbevægelse og de lyde der forlod ham.
Men på et intet tidspunkt, mærkede hun at han tvang hende til noget. Og selvom hendes egne problemer var så rå. Så dæmpede han hendes smerter med det blide kærtegn der gled hen over de skarpe kindben, de udsultede kinder.
Vejrtrækningen fortog sig, til den var mere normal. Hendes hånd gled ud af hans, og op ad maven i stedet. Forsigtigt. Lige som når hun var i gang med at male de sidste detaljer på et maleri, dem som der krævede hendes absolute opmærksomhed. Dem som krævede allermest fra hende, så det ville blive helt perfekt.

Hun ville have fjernet hånden helt, måske lagt den imod hans brystkasse. Men hun nåede aldrig så langt, da han slugte alt hendes viljestyrke, som deres læber kolliderede imod hinanden. Og hvor hun selv ikke havde mærket andet, end hans usikkerhed og desperathed. Så blev hun pludselig mødt af noget ganske andet.
Gennemtrængende elektricitet der skyllede hen over hendes krop.
En forløsning på noget meget gammelt, som hun slet ikke vidste hun havde ønsket. Hans læber imod hendes.
Hun svarede igen, med samme grådighed. Hendes hånd der havde været presset op imod ham, fjernede sig helt og begge greb ham nu om baghoved og trak ham ind til sig.
Det var svært at holde kontrol over sig selv længere, alle tanker om at passe på ham. Blev smidt ud af baghoved, men noget mørkt begyndte også at ulme.
Var hun overhoved klar til at kaste sig ud dette, og lige nu?
Men det afholdte hende stadig ikke fra at kaste sig ud over grøften i det dybe mørke. Hvis det betød bare et sekund længere med hans læber imod hendes. 

Ilden meldte endelig sin ankomst, som Evlyns hænder fandt vej rundt omkring ham. Med den fulgte en mærkværdig lettelse, der blandede sig med den fysiske smerte, for Pax vidste, hvad det betød. Langsomt indfandt tankerne sig derefter, men bandelederen måtte hurtigt indse, at de ikke længere var som før. Stadig var de sløret af et mørkt og altomsluttende tæppe, der ikke lod sig fjerne, men som ikke længere syntes fjendtligt, for…

… de var der trods alt. Og sløret ville omsider forsvinde.

Til trods for anerkendelsen fjernede Pax sig ikke. Det føltes umenneskeligt at fortsætte, men endnu værre var det, hvis han afbrød deres grådige sammenstød. Et sammenstød der tog alt og efterlod intet tilbage. Dertil vidste Ulven instinktivt, at noget havde forandret sig mellem ham selv og den blonde kvinde. Noget der ikke ville vende tilbage til det, som det havde været før. De havde trådt over den usynlige grænse, den de måske begge to havde vidst eksisterede, men som ingen af dem ville krydse. I hvert fald ikke før nu.

Pax’s læber, hans kys, var lige dele klodset, desperat og altædende. Han kunne ikke få nok af Evlyn, og til hans store overraskelse, heller ikke af ilden, der brændte hans hud, for den hørte med Evlyns bløde læber. Den var som stoffer, der fik hans hjerne til at smelte og blive til en grødlig substans, der ikke efterlod ham med andet end sine instinkter tilbage. Instinkter Pax end ikke vidste, at han besad. 
Udsultet, hungrende, trak Pax sine hænder fra Evlyns kind og hår, og førte dem resolut ind under den bluse, han havde fundet til hende. Hans hænders greb om hendes hofter var ligeså hårdt, som det var kærligt og ømt, i det han pressede hendes underliv mod hans eget pulserende og hårde. Mødet fik ham til at tabe pusten i et tungt men overfladisk støn, og drevet af den altomsluttende lyst, stak han sin tommelfinger ned i den stramme buksekant. Som ville det alene få deres kroppe til at sammenflettes.