Mirabelle ventede med en tålmodighed, som overraskede selv hende selv, med hvor meget energi der kørte rundt i hendes krop. Det var lidt som at vente på at kampen startede, selvom i dette øjeblik var det en langt mere kompliceret kamp end hvad hun normalvis skulle forholde sig til.

Hun lagde armene over kors, som Zirra begyndte at tale, og tog informationerne ind. To måneder var meget, især når man tænkte på at det var lidt hvad Zirra skulle dømmes efter. Hvis hun skulle dømmes, for hvis hvad hun sagde var rigtig så havde hun været i sin fulde ret til at være der.
Zirra bange anelser om at Mirabelle ville le af hende, gik heller ikke i opfyldelse, selvom et lidt mistroisk blik fandt vej gennem de gyldne øjne.
”En spion siger du?” sagde hun, mens hun kiggede på Zirra. At tro på at nogen var spion var ufattelig svært, især en som Zirra, nu når Mirabelle faktisk kendte hende.

Endelig løsnede hun op for sin stilling, og gik lidt tættere på hende. ”Det kan godt være at det passer hvad du siger, men jeg kan ikke bare tage dit ord for det,” selvom hun så gerne ville det. ”Nogen du synes jeg skal bekræfte det med, eller skal jeg gå til min overordnede om det?” spurgte hun.

Mirabelle tog det hele overraskende godt. Hun så faktisk ud som om hun lod tvivlen komme Zirra til gode, og det fik hende til at slappe en smule mere af, selvom al anspændthed ikke kunne forsvinde helt fra situationen, før Zirras historie var blevet bekræftet.

"Jeg havde lidt håbet, du ville være blevet informeret på forhånd," svarede hun. "Måske mente de at det ville se bedst ud, hvis I anholdt mig rigtigt. Idéen er at jeg skal grave videre i dæmoncirklerne, så jeg har brug for at de ikke opdager, hvem der smuglede informationerne ud af huset."
Det var en svær situation at stå i for hende. Hun vidste ikke, hvem Mirabelle var underlagt i denne opgave, og hendes overordnede ville muligvis heller ikke tro på spionhistorien. Det kunne blive problematisk for Zirra, hvis de brugte en masse tid på at verificere hendes ord i stedet for at afhøre dæmonerne - så ville dæmonerne muligvis fatte mistanke.
"Har I haft kontakt med Verissa Kantore?" spurgte hun så og fugtede sine læber. "Hun har været min primære kontaktperson under forløbet, og jeg ved hun har en rolle i hæren. Det var hende jeg meldte tilbage til med jævne mellemrum, og hende der tog beslutningen om, at I skulle slå til i aftes på grund af gidslerne."

Desværre var nogen af oplysninger gået tabt da de endelig var kommet til Mirabelle tilsyneladende. Hun vidste at der havde været en spion i midten, men hun havde fået intet at vide om at spionen stadig måtte sidde med dem. Det var ikke hendes ansvar, og hun havde nok ikke rigtig evnerne til at forstå den mere sensitive stilling, som det var at være en del af spionnetværket.

Hun stod lidt og overvejede situationen, hun ville gerne stole på hvad Zirra havde at sige, men hun blev også nødt til at verificere at det var sandt. Hvis det viste sig ikke at være sandt, så ville hun nok blot få en hårdere straf, for det virkede også som om at Zirra var klar over at det ikke blot blev en løsladelse, hvis det skulle se ud som om at hun var en del af dem.
”Verissa Kantore?” sagde Mirabelle tøvende, som hun tænkte sig om. Jo, det var faktisk rigtig, Mirabelle kendte faktisk til hende, og hun havde været involveret.

”Okay, jeg kontakter hende om det... her...” sagde hun og lavede en lidt generel bevægelse mod Zirra. ”Personligt,” kom det også kort efter, så Zirra var sikker på at Mirabelle ikke valgte at gå igennem en af de andre vagter og dermed ødelægge Zirras dække. Hun kunne nok heller ikke tillade sig at gå op lige med det samme, der var stadig resten af folkene der skulle afhøres.
”Er der andet du kan fortælle mig om dem, mens jeg har dig, eller er det her alt sammen noget som vi ikke må kende til?” spurget Mirabelle, ikke helt sikker på hvordan hun skulle spørge ind til tingene mere. En ting var at det var Zirra, hvilket gjorde tingene akavet i forvejen, men hun havde heller aldrig været kontakt med en spion før.

Zirra åndede en lille smule op, da Mirabelle så ud til at genkende navnet. Forhåbentlig havde Verissa været nok indblandet til at hun kunne verificere Zirras historie og få hende ud af håndjern og celle. Der ville nok gå nogle timer, men i det mindste ikke dage, og i det mindste ville hendes familie og venner ikke nå at opdage, at hun manglede i deres hverdag uden en god forklaring. Det ville være noget af et forklaringsproblem, skulle hendes far få nys om, at hans datter sad i spjældet. 
"Jeg har helt usandsynligt meget information til dig," svarede Zirra prompte, da Mirabelle spurgte ind til det. "Men måske er det ikke det bedste tidspunkt at have en meget lang snak. De andre skal også afhøres, og vi skal helst ikke give et indtryk af, at jeg var alt for samarbejdsvillig. Kommer jeg tilbage efter lang tid uden knubs, kommer de til at antage, at jeg bare bukkede under for de første  trusler. Men vent med Trieveran til efter I har snakket med Eresika - halvelveren. Hun har haft noget kørende med ham, så kan I få presset hende til at give lidt, kan I få mere på ham, tror jeg. Hun har noget familie i Lazura, der har haft svært ved at komme tilbage til Dianthos efter genåbningen. I kan nok tilbyde hende en løsning, hvor hun fortæller jer en del, hvis I hjælper hende med at få dem tilbage."

Zirra stoppede sin lange talestrøm. Hun havde meget mere, hun gerne ville give Mirabelle, men der var bare ikke tid til at nå igennem det hele på en måde, hvor det kunne forventes, at Mirabelle kunne huske det hele, eller bruge det mest nyttefuldt. Med lidt held havde Verissa en plan for at få Zirra ud derfra, så det for de andre lignede en simpel overflytning, og så kunne Zirra fodre Mirabelle gode trykpunkter til alle de tilfangetagne.

Mirabelle nikkede, hun kunne godt forstå at det godt kunne se mistænkeligt ud, hvis hun holdt på Zirra i lang tid, uden at Zirra havde fået nogle knubs. Ikke at Lyset gjorde sig meget i tortur for at få informationer ud. Alligevel kunne hun ikke bare lade Zirra gå tilbage uden at høre om hvad hun kendte til.

Den ældre kvinde var dog ikke klar på at Zirra sprøjtede informationer ud som et vandfald. Hun kunne godt forstå tidspresset, men hun var også taknemmelig da hun stoppede igen, så hun kunne tygge informationen lidt igennem. Det var meget at skulle håndtere på en gang, især fordi hendes hjerne stadig ikke var helt sikker på at hun kunne håndtere at Zirra potentielt var en spion, potentielt var en landsforræder. Heldigvis hældte hun mest mod spion tingen i øjeblikket.

”Eresika,” bekræftede Mirabelle lige for at være sikker. Det var faktisk noget god information at komme ud med. Det var rart at vide hvem det var de skulle presse, for at få noget mere information, ellers kunne de godt gå lidt i blinde mellem de overraskende mange folk de havde arresteret samme dag.
”Jeg vil forsøge at bruge informationen til bedste evne,” sagde hun, selvom hun stadig ikke kunne få et smil frem.

Hvis der ikke var mere Zirra havde at sige, så ville Mirabelle kalde efter en vagt, som kunne tage hende tilbage i cellen, og tage en ny ind for at blive afhørt. At tage Eresika med det samme, virkede trods alt lidt for suspekt for selv Mirabelle.

Zirra nikkede blot, og forholdt sig roligt, da Mirabelle kaldte en vagt ind og hun blev ført tilbage til cellen. Hun vrissede en smule ad vagten, da hun blev puffet tilbage ind, og da de var alene, blev hun selvfølgelig prikket til af sin cellekammerat for, hvor dårlige de havde været til at få informationer ud af hende, og hvad de kunne forvente. Det var dog ikke meget, hun nåede at fortælle, før han også blev hentet. 
Godt træk, tænkte hun. 
Tog de dem ind til afhøring i rækkefølge, ville der ikke ende ekstra mistanke på, om Zirras start derinde havde været planlagt. 

De næste par timer var en smule nervepirrende for Zirra. Hun anede ikke, hvad der foregik ude på den anden side af tremmrene. Om de havde fået fat på Verissa. Om Mirabelle havde fået den relevante viden, og nu troede på hende. I hvert fald ville hun gerne snart ud herfra, så hun kunne skrive rapport og mødes med sin overordnede for at høre, hvad der nu skulle ske.

Mirabelle forsatte med afhøringen af dem, bare en efter en, mens hun havde i mente at de måtte køre lidt hårdere på Eresika når hun kom ind. Det var varierende hvor meget information de kunne få ud af dem.

Desværre for Zirra, fik Mirabelle ikke en pause før de var færdige med at høre alle medlemmerne, hvilket tog timer, især som de kørte på Eresika i længere tid, og så også lederen Trieveran, men informationerne som Zirra havde givet havde virket til at være i orden. Det stoppede dog ikke Mirabelle fra at skulle være helt sikker på hvor Zirras loyalitet lå.

Da de endelig stoppede for nu, bevægede Mirabelle sig op i Krystalpaladset, for at finde Verissa. Efter at spørge et par folk, fandt hun hende heldigvis, og efter en kort snak, lavmeldt, væk fra nogle lyttende ører.
Da Mirabelle endelig kunne få bekræftet at Zirra virkelig var hvem hun sagde, selvom det næppe var med Verissas gode vilje, kunne hun mærke hvordan en masse vægt var blevet taget af hendes skuldre. Nu var det bare et spørgsmål om at lade Zirra gå fri, uden nogen andre opdagede det.

Heldigvis var de her celler aldrig ment som et permanent ophold, så ligeså stille blev det planlagt hvem der skulle tages hvor hen, ned i de dybere celler. En og en, blev de taget ud af cellerne, før de blev taget længere ned, indtil Zirra var den eneste der var tilbage i de originale celler. Mirabelle vidste hun ikke var helt færdig med Trieveran, men færdig for nu var hun forhåbentlig.

Endelig tog hun selv nøglerne til cellen, og kom over og åbnede den til Zirra. De var de eneste to i gangen, da de andre vagter næppe havde nogen grund til at kende til det her.
”Du kan komme ud nu,” sagde hun lavmeldt, og måske en anelse for seriøst, selvom Mirabelle så gladere ud end hun havde været timer forinden.

Da Zirras cellekammerat blev flyttet, var hun blevet meget bedre tilpas. Hun kunne slappe lidt af og sætte sig i et hjørne af cellen, så vagterne ikke tænkte over, at hun virkede mere afslappet nu. At kunne sidde og få pusten alene var en lettelse efter de sidste dages intens arbejde. Det var ikke blevet til mange pauser, og Aladrios vide, hun havde brug for at have lidt mindre stress i kroppen nu. 

Da Mirabelle dukkede op og kaldte hende ud på gangen, der havde ligget stille hen det sidste stykke tid, begyndte udmattelsen også at snige sig ind på Zirra. Nu havde hun rigtig grund til at slappe af og sænke paraderne. Nok var den anden kvindes stemme stadig alvorlig, men hendes ansigtudtryk var langt mindre bekymret end tidligere. Det tog Zirra som et tegn på, at hun havde talt med Verissa.

"Puh, sikken omgang," forsøgte Zirra sig, og hendes tonefald var tydeligt lettet. "Ikke lige det jeg havde forventet mig af den her opgave."

Det var ikke ofte at Mirabelle følte sig akavet. Der var tidspunkter hvor hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre, men følelsen af at der var en akavet stemning påvirkede hende sjældent. Nu var det lidt anderledes, for første gang siden sine teenage år følte hun sig akavet, som vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre med Zirra eller sige til hende. Hun var lettet ja, men det havde også bare ramt hende hvor lidt hun egentlig kendte til den anden kvinde.

”Ja, det var.. mere end jeg havde forventet,” kom det fra Mirabelle, let tøvende, som hun kiggede på Zirra. Hun så også ud som om at hun havde set bedre dage, men dagen havde også været lang, og de havde begge været involveret i kampen.
”Er du okay? Vi var vidst lidt grove...” selvom Mirabelle måske ikke havde været det direkte, så havde hendes underordnet lidt været det, og Mirabelle havde været meget modvillig i at stole på Zirras påstand om hvad hun lavede her.

Zirra trak på skulderen til Mirabelles spørgsmål. "Tjoh, men jeg har prøvet værre."
Det burde ikke være meget af en trøst, men et eller andet sted var det det for Zirra. Hendes job krævede det, og nogle gange var folk nødt til at behandle hende lidt groft, uagtet om det var skuespil eller simpelthen fordi de ikke kendte hele planen. Men det var altid bedre end at skurkene kom til at behandle hende groft. Så længe Lyset stadig fik placeret de skumle typer i deres kælder, kunne hun godt tage nogle knubs i processen.

"Så-eh..." begyndte hun igen, tøvende først for hun havde egentlig ikke lyst til at bringe det op. Det ville komme til at lyde som om, hun ikke stolede på Mirabelle, men det var også vigtigt, at Mirabelle forstod, hvilken information, hun nu stod med. "Jeg regner med, jeg kan stole på dig. Til alle fremtidige akavede familiemiddage er jeg stadig bare den uduelige sekretær."

Det fik det ikke ligefrem til at lyde bedre i Mirabelles ører, selvom hun godt vidste at det blot måtte være en del af jobbet. Det var vigtigt for lyset at bruge spioner, for at få ordentlig fat i Mørket når de lavede ting de ikke måtte, men derfor fik det ikke Mirabelle til at have det bedre med det. Mest fordi hun nu åbenbart kendte en, ganske intimt, som var det, og hun ville meget gerne have at Zirra var sikker, og ikke udsate sig for noget som dette.

Hun smilede lidt, da Zirra nævnet 'akavede familiemiddage', ikke fordi hun ikke forstod alvoren, men den havde godt nok være akavet sidst. ”Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at røbe noget” sagde hun. Hun følte sig på ingen måde ramt af hvad Zirra havde sagt. ”Det er desuden nok ikke så svært at lade som om at du stadig blot er den uduelig sekretær. Jeg skal bare lade vær med at spørge ind til dit job,” sagde hun.
Hun havde næsten lyst til at række ud efter Zirra, og tjekke om hun havde det godt, men hun lod vær. Det var næsten som om noget i hende sagde at hun ikke havde rettighederne til det mere, selvom det næppe var sandt. Måske var det bare fordi hun skulle tygge sig igennem hvordan verdenen pludselig så ud omkring Zirra.

Mirabelles kommentar fik Zirra til at løsne lidt op og smile mere afslappet. Hun stolede ret meget på den anden kvinde, og de havde delt så meget af sig selv allerede ved deres første møde, at hun ikke var alt for bekymret for hvordan fremtidige situationer skulle gå. Højst lidt indforståethed mellem de to - men det havde de jo så allerede en del af. Deres familier ville faktisk nok have svært ved at finde ud af, hvad de fandt værst, hvis de fik begge de to kvinders hemmeligheder at vide samtidigt.

"Jeg er glad for du var den ledende ridder idag, Mirabelle," sagde hun og trådte lidt tættere på hende. "I starten bandede jeg ret meget over det, men lige nu er det mere rart. Det er ikke mange, jeg får lov til at fortælle det til."
"Det var i øvrigt også derfor jeg var så træt til middagen dengang," tilføjede hun med et lille fnisegrynt. "Jeg havde været på opgave hele natten og måtte låne en kjole fra vores udklædningslager for at nå det i tide."

Mirabelle havde en lidt holdning, hun var ret sikker på at hemmeligheden om at de havde ligget med hinanden, var den der var værre for familierne. At holde det hemmeligt at Zirra var spion, den var dog vigtigere at holde. Det handlede om deres riges sikkerhed trods alt.

Hendes smil blev lidt bredere, og lidt mere afslappet, som Zirra trådte tættere på. Det her var næppe tidspunktet at gøre noget mere uanstændigt på, men det var svært at lade vær med at tænke det, når Mirabelle kendte Zirra på den måde.
”Jeg er glad for at blive indviet i det,” indrømmede hun. Det føltes rart at vide, at hun var til at stole på. ”Hvis du nogensinde skulle få behov for noget hjælp, så skal jeg nok være der. Ingen forklaring nødvendig.” Det var måske at love lidt for meget af sig selv, men hun ville gerne hjælpe Zirra, hendes erhverv kunne næppe være nemt.

Et lille grin undslap hende, som Zirra nævnte at kjolen var lånt af et udklædningslager. ”Så kan jeg godt forstå at den ikke passede dig.” En kjole der faktisk sad ordentlig på Zirra. Den måtte gøre vidundere for hendes krop. Måske en dag Mirabelle ville se det.

"Tak," svarede Zirra til Mirabelles kommentar om, at hun nok skulle være der, havde Zirra brug for det. 
Det var mere end Zirra kunne håbe på fra de fleste, og at Mirabelle var klar til at være der for hende, viste hende mere tillid og accept af hendes valgte erhverv, end nogle forsikrende ord kunne havde givet. 

"Jeg må hellere komme videre og få skrevet en tiltrængt rapport," sagde hun og berørte let Mirabelles arm, mens hun vendte overkroppen mod udgangen for at gøre mine til at forlade fangekælderen. Det var ikke det rareste sted at være. "Du får en kopi af Verissa, når jeg har indleveret den. Hvis du har brug for noget bestemt i en fart, er du velkommen til at komme forbi og få det mundtligt over et glas vin."
Det sidste tilføjede hun med et indforstået smil. Zirra tog sig altid et glas vin til rapporter, hun skulle skrive efter en lang opgave. Det her var sådan en situation, og hun havde i den grad behov for noget afslappende for at kunne samletankerne nok til at skrive sammenhængende. Kom Mirabelle forbi, ville hun måske tage en lidt længere pause imellem rapportdelene, dog.

Mirabelle havde nok hellere set Zirra i et mindre udsat erhverv, men spioner var nødvendige, og det var ikke ligefrem fordi hun selv var i et ufarligt erhverv. Før eller siden måtte man bare acceptere at folk bare blev nødt til at udsætte sig selv, for en god del ondskab, for at godheden kunne sejre i landet. Uanset hvor svært det kunne være at sluge nogle gange.

Den ældre kvinde nikkede lidt, da Zirra nævnte at hun hellere måtte komme videre og skrive rapporten. Det var heller ikke fordi Mirabelle selv var færdig på dagen, men selv kunne hun også godt bruge at slappe lidt af. Den stille invitation gik dog ikke tabt for hende, og hun kunne allerede føle lidt glæden ved at vide at de kunne slappe af i hendes selskab.
”Det skal jeg huske på,” sagde hun, med et smil der passede til Zirras. De havde begge behov for det efter den dag de havde haft. Der ville dog nok i hvert fald gå et par timer før Mirabelle kunne hive sig helt fra sit arbejde.

"Tak igen, for at stole på mig," sagde Zirra og lagde en hånd på Mirabelles overarm. 
Det var en stor lettelse for Zirra, at hun heller ikke længere skulle prøve at give dårlige undskyldninger til Mirabelle. Kvinden var kløgtig, og Zirra havde fra tid til anden tænkt på, at Mirabelle ville fatte en eller anden mistanke på et tidspunkt - det ville kun være et spørgsmål om tid. Så at den bekymring blev lettet nu, og det hele var kommet naturligt som en del af arbejdet, kunne hun kun glæde sig over. Forhåbentlig ville hun også kunne overbevise Mirabelle om, at hun godt kunne passe på sig selv. Trangen til at beskytte glimtede i ridderens  øjne, og selvom det helt sikkert også var en del af titlen at have det sådan, ville Zirra gerne have, at Mirabelle så på hende som en handlekraftig og ansvarlig spion. Hun havde været i professionen så mange år nu, og med hver ny person, der opdagede hendes identitet, var det som at skulle bevise sit værd til en eksamen om igen, fordi de aldrig havde set hende i det lys før.

"Vi ses, Mirabelle." Zirra stillede sig på tær og placerede et lille kys på Mirabelles kind, inden hun trak sig væk med en let rødmen og smuttede mod fangekælderens udgang.

”Det var så lidt,” sagde Mirabelle, og kiggede kort på hånden før hun kiggede på Zirra igen. Hvis hun var en spion, så var der jo nogen der havde bestemt sig for at hun var dygtig nok, også selvom Mirabelle måske ville skulle bruge lidt tid på at sluge det til. Hendes beskytter instinkt overfor andre kvinder, ville dog ikke ligefrem gå væk, blot fordi hun lærte at acceptere at Zirra var en spion.

Det lille kys var behageligt, og fik da også Mirabelle til at føle sig lidt bedre tilpas. ”Vi ses, Zirra,” sagde hun stille tilbage, og lod den anden kvinde smutte afsted mod udgangen, før hun selv gik tilbage mod de andre krigere der stadig var på niveauet. De havde stadig ting der skulle snakkes om, og planer der skulle lægges, inden Mirabelle kunne overveje at få fri. Hendes planer blev dog det samme, når hun engang kunne tage lidt fri, så måtte hun lige tage en tur omkring Zirra.