"Ja..." svarede hun tøvende, hvilket burde besvare alle hans spørgsmål. Hun havde mistet modet igen. Hvorfor skulle han også hente brænde... Vent, han måtte da også fryse, ikke? Eller måske var vampyrer immune over for kulde. Da hun var lille, havde hun hørt historier om, hvordan varulve ikke kunne tåle at blive rørt med diamanter og andre hvide krystaller. Hun havde selv haft muligheden... eller mulighed var ikke det rigtige ord. Hun havde i hvert fald afprøvet det. Krystallen gjorde absolut intet i sig selv, men varulven havde fået et sådant grineanfald, at han ikke lagde mærke til hende stikke af. Hun havde også engang hørt, at vampyrer ikke kunne tåle dagslys eller at se Isaris symbol, og mange andre historier. Det med lyset var vidst rigtigt nok, men resten var sikkert ren ammestuesnak. Under alle omstændigheder ville hun ikke gøre sig selv til grin.

"Altså..." hun mærkede kulden begynde at gnave gennem de våde klæder og prøvede igen, "Det er vel det mindste... jeg mener..." og mistede igen modet, "Ikke noget." I stedet forsøgte hun at rejse sig. Denne gang gik det bedre, men hun vidste, hun ikke ville nå langt. Noget usikkert bevægede hun sig mod en lille trægruppe nogle meter væk, mistede balancen og greb fat i en stamme for at blive stående, men horisonten byttede om på himmel og jord et par gange. Et bål måtte hun have, for alternativet var hun alligevel ikke interesseret i. At fryse ihjel, havde hun hørt, skulle være en længere omgang. Hun begyndte forsigtigt at brække grene af og samle stumper op, hele tiden meget forsigtig med ikke at hverken bukke eller rejse sig for hurtigt.

Loke var typen der gerne ville gå med på en leg om hvad han kunne og ikke kunne tåle. Så lang tid det ikke skadede ham direkte. Det var noget morsomt når folk virkede så sikre i deres sag med ting som hvidløg eller Isaris symbol, at han ikke kunne lade vær med at gå med på det. Med mindre han var sulten, så var det lige meget med de åndssvage ting.

Hans øjne hvilede lidt på den blonde elver, som hun begyndte at rejse sig og bevæge sig væk, og måske ramte hun alligevel lidt den menneskelige barmhjertighed, som stadig var gemt i ham. Dybt, dybt inden. Hans apatiske attitude stak kun så dybt, og egentlig ville han også selv fryse ihjel hvis han blev her. Eller måske ikke ihjel, men det ville ikke være en sjov omgang.
Hun så også ud til at have det meget dårligt, han skulle nok bare have gjort det af med hende, mens han kunne, så ville hun da have det bedre, men endelig, så rejste han sig op og kiggede mod elveren. Bedre at være sammen end alene i denne her kulde.

"Fint, jeg hjælper," sagde han endelig, og begyndte selv at lede efter grene og andet der kunne gå som tørt brænde, selvom det godt kunne blive lidt svært.
"Du har ikke tilfældigvis en super praktisk evne som at starte et bål vel?" spurgte han, selvom han tvivlede stærkt. Hvis hun havde, ville han nok have brændt nallerne på hende.

“Åh…” lyd det ynkeligt og meget lavmælt ovre fra den lille trægruppe. Ceri var begyndt at få kvalme. Hun var eller ret hårdfør på det punkt, men nu var det tredje gang træerne begyndte at vende forkert. Det var ikke så meget, at rødderne vendte op i stedet for ned, eller at det var svært at bedømme afstand, fordi grenene flyttede sig. Det var nærmere at træerne snurrede rundt om hende, og hun var helt sikker på, hun ikke havde gjort noget for at provokere dem denne gang. *Det her er tortur…. Måske skulle han bare have gjort det af med mig, så ville jeg i hvert fald ikke have det værre.*

Hun hørte knapt nok vampyren endelig give efter, men hun var vanvittigt taknemmelig, særligt når man tænkte på, at han havde bragt hende i denne situation til at begynde med. Hun holdt et hvil, og imens sagde hun ikke tak, men det var mere fordi, hun var bange for at kaste sin aftensmad op, end at hun ikke ville sige ’tak’ til sin angriber som et hvert andet raskt væsen. Hun håbede også, at han fortsatte med at prioritere varme højere end mad et godt stykke tid endnu. Tanken om, hvor meget blod han havde drukket, tvang hende til at holde sig for munden. *Mere brænde… skaf brænde, ja det var bedre, tænk ikke på *gulp* blod.*

Efter nogle forsøg lykkedes det Ceri, der lige nu var noget blegere end hendes naturlige hudfarve og manglen på en bestemt kropsvæske, hun helst ikke ville tænke på, kunne forklare. Hun sukkede dybt, “Nej…. Ellers ville jeg have brugt den til at forsvare mig med.” Et eller andet sted under trætheden, var der en smule opgivende sarkasme. ”Men jeg har den her ting, man kalder et fyrtøj, men det er måske for ny en opfindelse for dig,” svarede hun og tog fyrtøjet op ad en tilknappet lomme i tasken. Der var sarkasmen igen, og hun fortrød øjeblikkeligt, at hun var kommet med antydninger. Der varede dog kun kort, for kvalmen kom tilbage, og den fornemmelse var meget overdøvende. Hun fik samlet sine egne kviste i en sjusket bunke og lod sin tommel smutte på fyrtøjet så flammer sprang. Fyrtøjet var et stykke metal med en rødgul krystal og en fjedermekanisme, der kunne slå metallet mod krystallen, så der sprang flammer, men det vigtigste var, at der nu var et tændt bål. Eller starten på et.

Loke var ikke ligefrem hurtig med at samle brændet sammen, som han lidt slentrede rundt i området, og samlede nogle kviste op, når han fandt dem, og med tiden havde han fået samlet sig en lille bunke. Nok til at bålet nok ville kunne blive holdt kørerende i et par timer, hvis regnen ikke blev for voldsom.

Han slentrede tilbage, trods han aldrig havde været langt nok væk fra Cerediel til ikke at kunne høre hende.
En let latter undslap ham, som hun bed tilbage at hun havde et fyrtøj. Det var simpelt, men ja effektivt. Han havde selv forlagt sit sidste, og havde aldrig fået taget sig sammen til at skrabe nok krystaller sammen til at købe et nyt.
”Altså, jeg har normalvis ikke behov for det,” sagde han med et grin på sine læber, som han endelig kom over og dumpede grenene ned ved siden af den lille bunke Cerediel havde lavet, før han satte sig på den våde jord igen. ”Selvom varme er langt mere rart end kulde nogensinde bliver.” Det eneste gode ting ved at være vampyr var at der skulle lidt mere til før han rigtig følte kulden, siden hans egen kropstemperatur var så lav.

Cerediel vågnede stadig med ryggen mod grusstien og blikket vendt mod nattehimlen. Her var bidende koldt og flammerne var for længst brant ud. Vampyren kunne hun heller ikke se længere; han måtte være blevet mæt og gået. Forsøgende rejste hun sig op. Det gik. Stadig noget svimmel samlede hun sine ting, og gik så hurtigt hun ture, hjem. Hellere komme væk, inden monstret skiftede mening.