Ildelementalen holdt op med at sprudle ud af munden og kiggede betragtende og tålmodigt på hende. Hun lod til ikke at være på vej væk, hvilket glædede ham. For selvom han normalt ikke brød sig om selskab, så var han med tiden blevet en huleboer, og det eneste spændende , der var at kigge på, var hans tilsynsmand, Onelyas, som aldrig så specielt anderledes ud…  Nogle gange var han dog mere vred end andre gange. Men han var sjældent i godt humør. 

Jyotis magre hånd med lange fingerled og spidse kløer, rakte ud i luften og hidkalde hende, med et vink. Et vink han havde observeret menneskene gøre en del gange. Som regel ville menneskene gå imod personen, der havde gjort håndbevægelsen af egen frivillighed. Men det havde heller ikke været usædvanligt, at Onelyas vagter havde trådt ind og hjulpet dem på vej, inden de… for eksempel skulle ofres. Jyoti havde ingen vagter til at få hende til at lystre og heller ingen ord.

Ville pigebarnet træde ham nærmere, eller ville han blive nødt til at tale med hende? Han brugte sjældent den telepatisk evne han besad, selvom han ikke brugte vildt mange kræfter på det. Men lige nu ønskede han ikke at skræmme hende væk. Han vidste ikke helt hvilket svar hun ønskede at høre, så han kunne få hende til at blive. Han var vel bare endt her på samme måde som hende selv? 

Ahras kattegang og pigesure humør, ville uden tvivl have pirret de fleste mænd, hvis de så hende gå mod sig på den måde. Jyoti derimod var i stand til at definere forskellen på kvinder og mænd, og han vidste da, at han selv havde form som en mand. At han ikke vidste, hvad han kunne bruge den information til, var så en anden sag. Han havde dog en interesse i det lille pelsede væsen, som dog ikke var af seksuel karakter, trods hun var pyntet godt op for at skulle behage hans åsyn senere. Han blev stående på stedet og tiltede med hovedet, da hun kom nærmere, som om han kunne se mere af hende fra den vinkel. Da hun var tæt nok på, men stadig sådan at han ikke kunne nå hende, rak han hånden ud og kunne kun lige stryge en lok af hendes hår. Han gjorde det af nysgerrighed, og ville ikke forvente, at det ville få hende til at vige væk fra sig. Men før hun selv nåede at opdage det, blev hendes opmærksomhed rettet mod porten. Hun virkede skræmt? Jyoti kiggede også kortvarigt mod porten, men kendte lyden lidt bedre, og dette var ikke lyden af nogen, der var på vej. Han så på Ahra, hvis enorme ører vippede en smule, som hun lyttede. Hvis bare han kunne nå…

”Du er to meter høj, og du lod en lille pige slippe væk!” Onelyas var rasende og havde grebet hånden om Ahras´vagts hals og havde tvunget ham op ad stenvæggen. Vagten gjorde ikke modstand, selvom han sagtens ville kunne give herren udfordring. Men hernede i dette interne samfund, kunne det ikke betale sig. Han spændte i kroppen og fik fremstammet ”Herre…”. Hans arm blødte, og hans anden hånd vidste ikke om den skulle værne om halsen eller holde blødningerne tilbage. Heldigvis var han stadig værdifuld nok for Onelyas at beholde, så selvfølgelig var der plads til at udvise vagten nåde. Han slap vagten med det samme og vendte ryggen til ham. ”Find hende inden ceremonien begynder. Du har ikke lang tid igen, så vær grundig.” Han viftede ham væk og fortsatte ind ad den dør, han var på vej ind i, før han blev afbrudt. Herinde havde de forsyninger af de dyrere slags, og det var herinde han gemte på sine egne ceremoniklæder. Både Jyoti og Onelyas havde samme højde, og klæderne ville uden tvivl passe ildelementalen godt. Han tog en rød kåbe, magen til sin egen oppe foran sig. Hvis de begge var klædt ens, ville det give en bedre effekt. Tåberne fra Topalis ville associere ham med Jyoti og udvise ham samme respekt. Der var ikke mange af Onelyas´ handlinger og beslutninger, som var ubegrundede. Han foldede klæderne og bragte dem med sig ud og gik ned ad gangen. Der var en lille blodpyt fra der hvor han havde holdt vagten fast, men han var allerede forduftet. Pis også. Tænkte Onelyas rasende for sig selv. Hans planlæggelser for den længe ventede ceremoni var sat på pause, fordi han skulle bekymre sig om halvdyrets bortsluppen. Hun kunne jo gemme sig alle steder og springe frem. Det var ikke utænkeligt at hun kunne finde på at hævne sig, ved at give ham et uventet gok i nøden med et tilfældigt våben… Ideen var ham… ganske uværdig!

Han nærmede sig porten, hvor vagterne igen havde indtruffet deres pladser. Han gav dem blot et advarende blik hver og vrissede ”Åben porten”.

Jyoti løftede foden og skulle til at træde et enkelt skridt nærmere, men den blev hurtigt flyttet på plads, da der alligevel viste sig at være nogen på den anden side af døren. Jyotis øjne så opspilede på hende og han besluttede i det sidste øjeblik at kommunikere med hende via telepatiske evner. Gem dig Lød en væmmelig stemme, som ville overdøve hendes tanker. Stemmen i hendes hoved, som i virkeligheden kom fra Jyoti, var venligtsindet. Han lod hende vide at det var ham, der havde sendt hende meddelelsen ved at kigge sig om skulderen i retning af den nærmeste kamin, som slukkede, uden at han behøvede at røre en finger. Først nu begynde de store portdøre at rumstere, som de med vagternes kræfter blev åbnet op for Onelyas.

Elementalen var fuldt ud optaget af hvor henne hans nye veninde befandt sig, men stod som stivfrosset på sin plads og kiggede fremad til at modtage Onelyas i rummet. Det ville ikke blive noget problem at skjule at han havde oplevet noget mærkeligt til aften, for Jyotis ansigt virkede altid overrasket. Pludselig til Jyotis forvirring, så han Ahra valse frem, og han gjorde en rumlende, protesterende lyd, i et ønske om, at hun villereagere på det, men Onelyas var allerede så godt som inde i salen. Af en eller anden grund, havde Onelyas tidligere sluppet godt fra at konfiskere hans ting. Det kunne være en spilledåse eller en død kat, som elementalen havde knyttet bånd til, og det passede ikke ind i topalisherrens masterplan. Hvis Onelyas havde tænkt sig at tage hans ting en gang til, ville han ikke vide hvilke midler han ville gøre brug af, for at standse ham.

Den sorte skikkelse bremsede hårdt op. Det var klart, at han ikke havde ventet at se Ahra herinde, og så endda ren og fin i de røde klæder, og Onelyas så næsten forskrækket på hende i et godt langt øjeblik, før hans ansigt ændrede sig. Det var pludselig en munter Onelyas, der trådte nærmere, med en dyb latter. ”Hvis jeg havde vidst, du ikke kunne vente med at møde Jyoti, så havde jeg ikke gjort så stort et nummer på at lede hele templet efter dig!”. Hans stemmeleje afslørede hans sande, vrede følelser. Han havde svært ved at holde masken så længe, at halesmældet i hans ansigt stadig glødede. Han gik et bue udenom hende, med blikket fastholdt på hende og stillede sig om bag Jyoti og klædte ham på, let som ingenting. Det drejede sig om en stor kåbe, en krave der skulle rettes, og et sort silkebælte om, som skulle vikles om livet på ham. Elementalen var medgørlig at arbejde med, og han blev pludselig guddommelig og anstændig at se på. Begge mænd kiggede på Ahra, den enes blik mere grådigt end den andens. ”Nå, hvad synes du så om dit nye hjem, nu hvor du har været rundt omkring?” Han placerede sig foran Jyoti, så han igen var mest fremtrædende af de to.

Ahra var langt fra den første, der kunne se igennem Onelyas´ løgnhistorie. Mange havde endda kunne påpege, at Jyoti var en ildelemental forklædt som en person, men på nuværende tidspunkt, var beboerne i templet så hjernevaskede af alle ritualerne og de religiøse symboler, som templets fliser og møbler var besmykkede med, at de ikke ville kunne se sandheden, selv hvis den stod blottet foran dem. Det eneste Onelyas kunne frygte ved Ahra, ville være at hun gjorde noget dumt, der kunne sætte hende selv i fare, eller tvinge Onelyas til at straffe hende. Derfor bakkede han også fra hende, da hun nærmede sig ham og skældte ud på ham. Han lo og smuttede hurtigt i sikkerhed om bag Jyoti. ”Du har ingen anelse om hvem det er du provokerer, pigebarn!” Hujede han begejstret over hendes udfordrende attitude, som han han kiggede frem fra Jyotis side. Det optimale ville jo være at befale elementalen til at udvise magt over for hende, så han kunne vinde hendes respekt hurtigt. Men ceremonien var lige på trapperne, og Jyoti skulle ikke bruge de få kræfter han havde lige nu, kun for at true. Han kiggede op på Jyotis stive ansigt, som ikke tog sig meget af, at blive brugt som kødskjold. Jyoti var ikke helt sikker på hvorfor Ahra pludselig kiggede på ham med samme rasende blik på ham, som hun sendte Onelyas. Han og halvdyrets snak var ikke til at forstå, men han kunne høre på Onelyas at han var presset op i et hjørne. Men kendte han ham ret, ville der ikke gå længe før der kom andre boller på suppen. Hans blik scannede hende op og ned, for at finde ud af, hvad pokker der var galt med hende, og hvorfor en så lav, pelset skikkelse kunne jage Onelyas om bag ham.

”Tillad mig at invitere dig til at sidde ved mit bord i aften. Så skal du se alt hvad jeg, ene mand, har fået opbygget, siden vores Gud viste sig for os!” Han trådte frem igen, men ville hele tiden sørge for at holde en god afstand fra hende. Vagterne stod bag den lukkede port, men de skulle ikke se deres herre eller guden få prygl af en forbasket hale!

Kujon? Det her var bestemt ikke planen. Hun skulle jo netop se ham som modig, farlig, og respektfuld... Men hun havde trods alt set ham holde en meget bevidst afstand fra hende. De vidste vel begge hvad der var sket, hvis han havde ladet hende komme tæt nok på. Det havde ikke taget hende længe, at komme sig over de chakra-bremsende lænker, og på ganske få sekunder havde han fået en glødende hale mod sit ansigt, værre end en syngende lussing fra selveste hans egen mor! Hvis ikke Onelyas lærte af sine egne fejl eller uopmærksomheder, ville han ikke være nogen særlig god leder, vel? Og derfor skulle pigens hale ikke i nærheden af hans ansigt igen. 

Som han, med den respektive afstand fra halvdyret, afventede hendes svar på hans invitation, var han kun forberedt på at hun ville stride imod og spytte flere modsvar og skældsord efter ham. Kujon havde blot været et af de mildere af slagsen, men han kunne se i hendes øjne, at der lå noget langt værre, lige på tungen. Hendes had til ham kunne vist ikke skjules. Dog, mod al forventning, krydsede hun sine arme og gav ham hendes accept. FINT!? Onelyas’ ansigt var forvrænget i en midlertidig forundret grimasse. Var det løgn? Måske en fælde? Lige som hun gav hendes ja og lod ham stole nok på hende til at træde nærmere, så kunne hun vel sagtens give ham et nyt slag eller måske et bid, kraftigt nok til at skaffe hende mere tid, til at stikke af. Igen...

“Godt så?” Han rettede sig højtideligt mere op og så hende an, som om han var i stand til at gennemskue hendes tanker. Men hun var som en lukket bog, der ventede på at åbne, til han mindst ventede det. Det måtte bare ikke ske. Onelyas ville have kontrollen altid! “Du bliver lige dér. Jeg skal lige snakke privat”. Onelyas vendte sig fra hende. Han behøvede ikke at trække væk, fra at kunne tale privat med ham. Han havde skam fået denne gave, at være i stand til at kommunikere med ildelementaler... En gave, der havde været totalt spildt, hvis han ikke havde udnyttet den til fulde som nu. Manden åbnede sin mund og umenneskelige, flamme- og gnistrelyde kom fra ham, som han instruerede elementalen i, hvad der skulle gøres, når først dørene blev åbnet og hans folk begyndte at træde indenfor med deres dekorationer, mad og gaver. En almindelig person, ville ikke være i stand til at tyde et ord af, hvad der blev sagt til guden i den givende stund. Jyoti var noget mere lyttende en mand, og gav kun få gryntelignende lyde som svar, som tilmed afgav lidt røg, der søgte ud fra hans næsebor. Små lyde kunne ikke virke af meget, men på elementalsk, kunne det faktisk bestå af en hel sætning...

Ganske bevidst om, at Ahras øjne rettede sig mod sig, forsøgte Jyoti at holde interessen på Onelyas. Men det varede ikke længe, før han kiggede om efter hende. Onelyas udtrykte utilfredshed i sit blik, da han ikke havde afsluttet instruktionen, men han var vel så godt som færdig. Der var ikke meget Jyoti skulle huske på. Hans rolle var ganske let, faktisk. Opfør dig guddommeligt og brænd kun dem, som Onelyas ønskede dræbt. Et enkelt håndtegn eller et nik fra Onelyas ville kunne afsløre, om der skulle ske en ofring eller ej. Selvfølgelig ville der altid ske mindst én, sådan så de nytilkomne beboerere i templet også fik set, hvordan deres skæbner kunne have set ud, hvis ikke de havde valgt rigtigt, da de valgte mellem liv eller død. 

“Hold op med det der” Knurrede Onelyas og krydsede også sine arme, og kiggede hen på hende. Han var ikke sikker på hvad hun havde gang i, men kaminen stod slukket, som det eneste i lokalet. Havde hun mon troet hun kunne klatre ud herfra? Hvis hun var i stand til at klatre den lange vej, ville han være imponeret nok til at lade hende slippe væk... i normale tilfælde. Men Ahra bar på en meget værdifuld skat, midt i panden, så han ville faktisk ikke engang give hende forsøget. “Kom her hen” Sagde han, med en stemme der blev lidt blidere. “Vi skal hen og åbne op for ceremonien”.

Udenfor døren, stod alle beboere af templet, slaver, såvel som vagter og tjenestefolk, børn og gamle, plus et dusin udefrakommende gæster, som ønskede at se hvad dette nye samfund havde at byde på. Selvfølgelig med en gave til denne spændende nye gud, Jyoti. Tilsammen var de næsten trehundrede, primært bestået af mennesker, men også andre væsner, der kunne bidrage med deres kræfter. På trods af menneskemængden, kunne man nok kun lige høre dem ankomme, hvis man havde en skarp hørelse, som Ahra måske havde. Men Onelyas vidste de kom, alene fordi han havde planlagt det. Han vendte sig mod Jyoti og gennede ham hen til hans trone. Jyoti kiggede på ham lidt, før han bakkede nogle skridt nærmere tronen. I stedet for at tage plads, stod han dog op.

Onelyas var overbevist om, at Ahra flirtede med ham, og var bevidst om det, sådan som hun kom gående imod ham på den måde, og det havde absolut intet med ønsketænkning at gøre. Kvinderne hernede gik i hvert fald ikke så vovede skridt. Han steppede utålmodigt med den ene fod, indtil hun stod ved hans side, og han lyttede til hendes truende meddelelse, uden at lade sig provokere. Han løftede på hovedet og kiggede overlegent ned på hende. “Din advarsel er noteret. Men jeg lover ikke noget!” Svarede han bidskt og begyndte at gå den lange vej, hen til de store døre. Et hemmelighedsfuldt smil trak sig på hans læber. Hvad havde hun regnet med? Hvis det kun var rubinen i hendes pande han var interesseret i, så havde han ladet hende brænde for længst, for at frigøre den fra hendes krop. Heldigt for hende, måske, så havde Onelyas accepteret hendes mange forsøg på at udfordre ham. Mand mod kvinde. 

Han stoppede brat op ved døren og gav to langsomme klap, som gav portvogterne tegn til, at de skulle åbne op for beboerne i templet. Onelyas bakkede lidt og vendte blikket mod Ahra, mens de første, stærke mænd kom indenfor, bærende på en snes langborde og bænke af træ, hvorefter tjenestekvinderne kom ind med deres favne fulde af dekorationer og service, der afslørede, at der ville finde en form for middag til stede, i løbet af aftenen. “Drikker du vin, halvdyr?“ Onelyas stillede sig ved hendes side og gjorde plads til at den resterende befolkning trådte forbi. De vigtigste beboere to plads ved bordene, mens slaver og andre lavtstående stillede sig i baggrunden. Der var børn, såvel som gamle mennesker, men størstedelen var unge og middelaldrende mænd, da det var denne befolkningsgruppe, der for to år etablererede templet. Den generelle opførsel for de trehundrede personer var meget ærbødig og respektfuld. En del kiggede ned i gulvet, for ikke at være for åbenlyst interesseret i at smugkigge på Jyoti, som stod i den anden ende af lokalet, mens andre tillod sig at se afventende efter Onelyas, som plejede at afgive ordre eller starte ud med en tale. Det ville højest tænkeligt være på sin plads, hvis han bød folk velkommen...

Onelyas stod tæt på halvdyret og betragtede menneskerne der fandt til rette. Det krævede ventetid, før alle fandt deres pladser, men ikke så meget, som man normalt ville tro. Her var der en procedure, og den blev overholdt. Man stod ikke i vejen eller gjorde sig negativt bemærket lige inden en ofring. Den enarmed mand og Ahras vagt stod tæt ved døren, sammen med nogle andre vagter og nogle af de selv samme slaver, som Ahra havde fulgtes med. Alle var blevet vasket og kommet i nye klæder, men de var ikke blevet pyntet lige så fint som hende, for de havde et helt andet formål i aften. 

Med blikket fastholdt mod salen, rettede Onelyas sig en smule ned og talte privat til hende. Tydeligt, men lavt nok til, at hans stemme ikke brød ud til alle i salen. Der var rumklang, når der endelig blev stille nok... “Det lyder godt.” Tilføjede han, til hans tilbud om vin. At han havde tiltalt hende ved race var ganske bevidst. Han havde forventet at hun ikke ville give det til ham, for stædig var hun altså! Men hvis han ikke fik det før eller siden, kunne han vel passende give hende et nyt navn, nu hvor han i forvejen havde givet hende et nyt liv. Hvis hun var sød i aften kunne hun jo blive tildelt et kønt navn... 

Onelyas skævede ned på hende med sit blålilla blik. Hendes spørgsmål havde været vovet, og han burde egentlig ikke tillade sådan et spørgsmål at blive stillet. Men halvdyret var jo ikke dumt, blot fordi det var et halvdyr. Hun vidste godt, at Jyoti ikke rigtigt var nogen gud. Onelyas kunne ikke se noget problem i, at lufte sandheden om Jyoti lidt.

“Han er ingenting.” Røg det hurtigt ud af ham, og han kiggede opmærksomt på hende, for at spotte hendes reaktion på, at han skulle til at fortælle hende sandheden “Eller jo. En ildelemental. Men han er ikke meget anderledes end alle de andre af hans slags.” Hvis Ahra nogensinde havde mødt en ildelemental før, havde hun sikkert ikke spurgt Onelyas om, hvad Jyoti i virkeligheden var. Men hun var også ung, og elementaler var en sjældenhed blandt almindelige mennesker, så hendes uvidenhed var bestemt undskyldt. “For seks år siden, da jeg var en ulykkelig skabning, bundet til en uheldig skæbne, hvor jeg skulle tjene et åndsvagt familienavn resten af mine dage, blev det meste af krystallandet ramt af elementernes hævn... De var i gået sammen om at straffe menneskeheden fordi vi tog hele verden forgivet. På det tidspunkt var Jyoti nærmest ustoppelig... Men da han slog sig ned på vulkanen i Topalis, endte det med at blive min redning. Jeg forstod at snakke til ham, og jeg snakkede ham til sidst til fornuft. Elementaler kan være... ret så dumme” Forklarede han, mens hans blik var rykket over mod Jyoti. Han smilte over glæden ved, at kunne dele hans oplevelse med hende “Jeg introducerede ham selvfølgelig til en fredeligere ordning, som jeg kunne drage til min egen fordel, og da jeg var den eneste der kunne viderebringe folket hans formål i Topalis og hans ønsker, er det klart jeg blev udnævnt som leder. At han ikke i sandhed er en Gud, ændrer jo ikke på, at han var og er farlig”. 

Det var beundringsværdigt hvordan halvdyret foran Onelyas forstod at skjule hver form for overraskelse eller usikkerhed. Eller... Han begyndte næsten at tro, at hun faktisk var ligeglad. Eller også var hun dum og uoplyst. Som han talte til hende virkede hun ikke sport imponeret af hans fortællinger, men i det mindste havde han hendes fulde opmærksomhed. Blikket faldt interesseret på hendes ører for at se, om de vippede, ligesom dyr gjorde, når de opfangede nye lyde. 

Det næste hun sagde, virkede som om hun truede ham. Havde hun mon tænkt sig at gå op og sladre, så Jyoti ville gå amok og kaste sine flammer i retning mod ham? Sikke en morsom joke. “Hah!” Udbrød han, måske lidt for højt “Han ville blive stiktosset. Men heldigt for mig, så finder han aldrig ud af det, for du får ikke lov til at nå så langt”. Han tog straks hendes arm og begyndte at trække hende med sig, trods hun advaret om ikke at lægge en finger på hende igen. Han gik i retning mod Jyoti og de havde alles blikke rettet mod dem, som om de frygtede, at denne ukendte og mystiske halvdyrskvinde skulle kastes for guden. Alt de havde hørt var en kort, fornærmet latter fra deres leder, og det var sjældent noget godt tegn. Hvis nogen skulle have håbet på at se hende brænde, ville de blive skuffede, for Onelyas placerede hende blot ved et tomt bord, der var tiltænkt ham alene. Han ville typisk sidde alene på det bord, der var tættest på guden, hvor han var i stand til at se det hele og give tegn til ham, hvad han skulle gøre. Men i dagens anledning var han ledsaget af Ahra.

Mens alle endnu ventede på, at ceremonien skulle gå i gang, og portene for alvor var lukkede, i tilfælde af, at nogen skulle komme for sent... Hældte Onelyas vin op i to glas. “Hvis du ikke er bange...” Begyndte han, mens han rak hende et glas og løftede sit eget i en gestus “Så lad os skåle for dit mod”. Han smilte, men smallede øjnene. Blikket signalerede ikke ligefrem glæde, men nok nærmere en form for advarsel. Hun skulle tage at vare sin mund og gøre hvad der blev sagt. “De der har intet, frygter intet” Mumlede han, og tog selv en tår, uden at vente på, om hun ville dele skålen med ham eller ej. Under hans tår ville han gennemtænke et svar til hendes sidste, men måske vigtigste spørgsmål. Hvad ville han med hende? Tjo... Det var en oplysning han ville vente med til senere.

Alle ventede. Jyoti ventede. Men Onelyas var ligeglad, for han stod sikkert med alle vagterne omkring ham, og en ildelemental, der troede, at han havde brug for at holde Onelyas i live... 

Der lød et gispende hvin fra publikum, mens Onelyas selv, drivvåd af vinen stod vredt og sitrede. Hans eget glas i hans knugede hånd var ved at splintres i tusinde stykker, som Ahra hastigt tog de første skridt mod porten.  

Selvom det ikke burde komme bag på nogen, at hvis man gav en person, som afskyede én så meget som Ahra afskyede Onelyas, et glas vin, så ville personen højest tænkeligt smide indholdet pladask i hovedet på ham. Dog havde Onelyas alligevel ikke regnet med, at hun ville turde at gøre sådan noget, efter den frygt han endelig havde fået frem i hende. Kunne hun ikke forstå, at det normalt betød dødsstraf!? Han burde give hende hvad hun åbenbart ønskede han skulle gøre, men hun fik ikke lov til at slippe så let. Hun havde ydmyget ham foran hele befolkningen, og det bragte de værste tanker frem i ham.

En af de nærmeste tjenestefolk skyndte sig frem med en serviet for at duppe hans fine klæder, men Onelyas hævede hurtigt en hånd. Ingen skulle røre ham lige nu, og desuden var det for sent. Rubinsk silke kunne ikke tåle at få vin over sig!

Som Ahra nåede bunden af lokalet kastede de almindelige beboere sig til side, da ingen af dem ville rodes ind i noget. Kun vagterne greb ind og løb i samlet flok hen mod porten for at spærre for hende, med deres skarpe sværd og spyd rettet imod hende. Eller de nåede kun lige at rette deres våben i retning mod hende, da ildelementalen fra den anden ende af lokalet løftede en hånd og hævede flammerne fra de nærmeste kaminer og lod ilden blokere for deres vej. Mændene kiggede forbløffet op over, at de blev standset i deres handlinger. For kunne det virkelig passe, at Jyoti ville lade hende gå efter det hun havde gjort mod hans nærmeste talsperson? Jyoti gav ingen tankebeskeder til nogen, der kunne sætte ord på hans befaling, men forvandlede sig til en mand af ild, så klæderne på ham begyndte at ryge og brænde op. Han hævede sig fra jorden, og lod sig bære af termisk luft for at komme hen til Ahra og slutte sig til hende i hendes flugt.