"Kun en god nats søvn?" spurgte Eyad med et halv-slesk smil, mens han rakte ud og lod sine fingre glide nussende gennem Dals korte hår. Det var ikke, fordi han og Dal ligefrem levede i cølibat på deres rejse, men Eyad havde generelt meget svært ved at holde sig fra den flotte dværg, og når han så ovenikøbet var glad og spændt, ja, så var det blot endnu sværere! 

"Jeg kunne da godt komme i tanke om et par ting eller tre, vi også kunne få noget af natten til at gå med," spandt han og nussede Dals ene øreflip, mens hans smil voksede. "Den slags er også kendt for at give ekstra energi, at du ved det."

Dal kunne ikke andet end at le godmoddigt ved Eyads indsmigren. Guderne vide at Dals ego alle dage havde stået for skud, og at Eyads ufortødne, hæmningsløse smiger altid fik Dal til at vokse et par centimeter.. i højden. Den unge dværg havde aldrig i sit liv været så horisontalt aktiv som efter han havde mødt Eyad.

"Nogle gange begriber jeg virkelig ikke hvor du får energien til det fra!" erkendte Dal med et fjoget smil og lagde en hånd mod Eyads kind. Dal var van til at rejse og gå langt, men selv han var træt efter en hel dags rejse. Men Eyad, der ellers havde virket til at være nær kollaps da de først gjorde holdt, var nu spring fyldt med energi igen, som om bare det at se på Dal gav elveren uanede mængder af energi. Tanken fik Dal til at rette ryggen og stikke sit behårede bryst en anelse frem.

"Der er vel kun én måde at teste det på, tænker du ikke?" gnækkede dværgen, der ikke kunne nægte at være påvirket af elverens tone og berøring. Han tog Eyads ene hånd i sin og kyssede den "Men skulle vi ikke se at få noget mad først? Sådan, i tilfælde af det trækker ud?"

Eyad sukkede dybt og dramatisk, da Dal talte om mad, som om det var verdens ende, men Dal havde jo ret. Uden mad og drikker dur helten ikke, og slet ikke til den slags "heltegerninger", som Eyad havde i tankerne.

"Jo, måske har du ret," sukkede han og smilede så. "Men så også kun fordi det er dig."

Han grinede og lænede sig tættere, så han kunne trække sin hånd væk fra Dals læber og dække dem med sine egne i stedet. Selvom han var sulten, så ville han tage så meget kissemissen, han kunne få.

Dal gengældte Eyads kærlige gestus, og smilede bredt mod elverens læber. De kraftige arme holdt Eyad i et kram, og gav ham lige et ekstra klem, inden dværgen slap ham igen, og fik stavlet sig på benene. Der tog han dog Eyads hånd i sin igen, og sammen kunne de gå tilbage til hvor deres ting stod... eller havde stået.

Bag piletræets grene var indholdet fra Dals taske blevet spredt udover jorden, mens tasken selv var smidt skødesløst til siden. Eyads taske stod heller ikke hvor den havde, men var i klørene på et ubehageligt udseende halvdyr - en grævling - der stod med snuden dybt begravet i elverens ting.
"Vi har selvskab" mumlede grævlingens kumpan, en høj, bredskudlet halvork med en bandana ned foran det ene øje. De bar begge store knive i bælterne, der bestemt ikke var til at spise med, og halvorken havde en grumt udseende kølle over den ene skulder.

"Hey, det er vores!" udbrød Dal og slap Eyads hånd for at træde et skridt frem mod dem.

Grævlingen løftede først nu hoved fra tasken, og hvæste af Dal og Eyad. Overraskende nok var det halvorken der tog ordet, "Virkelig? Det ligner nu ellers mere vores lige nu" kommenterede han med en dyb rumlen, og flyttede lidt på køllen ved sin skulder, for at drage opmærksomheden til den. 

Eyad havde for travlt til at glo forelsket på Dal til at opdage, at deres ting var ved at blive stjålet. Da halvorken talte, så han dog op og blev med det samme en smule kold indeni. Han kunne ikke slås, og han kunne bestemt heller ikke håndtere et våben - ikke at han overhovedet havde et - så han var mere eller mindre ubrugelig, med mindre røverne udfordrede dem til en konkurrence om, hvem der gav det bedste håndjob, men det var nok ret usandsynligt. 

Men på trods af sine manglende kampevner, havde Eyad aldrig stået tilbage for en udfordring, og han havde i hvert fald aldrig givet op uden en eller anden form for kamp. 

"Skrub af!" sagde han i den stemme, der lød meget mere modig, end han følte sig. "Få jeres klamme, små, tilpissede hænder væk fra vores ting!"

Grævlingen smed tasken fra sig ved Eyads ord "Jeg skal fandeme pisse på dig når du ligger død i den sandkasse du kom fra!" hvæsede hun og trådte frem mod dem med hånden på kvinden. Hun kom dog ikke langt før halvorken havde hånden på hendes skulder og holdt tilbage. "Ro på. Der er ingen grund til at nogen kommer til skade. I bliver derover mens vi tager hvad vi vil have, og så går vi vores vej, og i vil stadig have alle jeres fingre at flette" sagde han, og truslen bag orderne var tydelig. Gør som der bliver sagt og i slipper med forskrækkelsen.

Dal trådte frem uden at tænke over konsekvenserne trådte Dal frem. "Ingen er interesseret i at miste noget her, min gode halvork, så hvis i lader vores ting være hvor i fandt dem, kan vores veje skilles fredeligt". Dal var ikke helt ringe med et sværd, og havde altid gjort det til en prioritet at have et med sig når han rejste, om end ikke andet så for den afværende effekt det havde! Det største problem var dog, at han ikke længere havde sit sværd. Det havde han givet væk til en elver i foråret, og havde ikke haft en chance for at anskaffe sig et nyt.

Grævlingen gnækkede af Dals ord "Du er sjov lille mandsling! Måske vi skulle tage dig med også" hun kiggede mod halvorken "Kan vi tage den lille sjov med?". Halvorken trak bare en anelse på skuldrene. Ikke et nej, men heller ikke et ja.
Dal sank en klump. 

Eyad fik pludselig en idé, der måske kunne virke, hvis alting ellers spillede, som det skulle. Uden at tænke for meget over det (for så ville han nok miste modet til at gøre det), trådte han et skridt frem og kneb øjnene sammen til to small sprækker, mens han betragtede de to røvere.

"Er I klar over, hvem I taler til?" hvæsede han og forsøgte at gøre sig selv så frygtindgydende som mulig at se på. Han var trods alt ret høj, og han rettede ryggen, så han kom helt op i sin fulde højde. "Hvor vover sådan nogle elendige insekter som jer overhovedet at vise jer for mig? Men I har måske ikke hørt om ørkentroldmanden, der vandrer denne jord?"

Eyad forsøgte virkelig at lægge så meget af Dals fortællerenergi i sin tale, og selvom han ikke kunne måle sig med Dal, så synes han nu alligevel, at han lød ret skræmmende.

"Og I har måske heller ikke hørt, at han ynder at spise grillmad? De, der trodser ham, rister han gerne over en sagte ild i timevis, så de bliver godt møre, inden han sætter tænderne i dem."

Eyad slikkede sig om munden, mens han smilede ondskabsfuldt, og løftede begge hænder foran sig. 

"Hvem vil først? I skal nok begge få lov til at mætte mig, men vi tager jer en af gangen, så I kan se jeres usle ven blive stegt først."

Eyad vendte begge håndflader opad og begyndte at bevæge fingrene, som var han i gang med at fremmane et eller andet. Samtidig mumlede han på sit hovedsprog (elvisk med en kraftig ørkenelverdialekt), og han mumlede højere og højere, mens han stirrede intenst på de to røvere. Han sneg dog et blik ud af øjenkrogen til Dal; bare han nu opfattede, hvad Eyad ville have ham til at gøre. Ellers ville Eyad bare stå der med tomme hænder, mens han forsøgte at fremmane en usynlig ild. 

Da Eyad trådte frem, var Dal lige ved at gribe ud for at holde ham tilbage. Dal var ofte lidt for god til at stille sig i vejen for ting langt større end ham selv, men det var altså ikke okay når Eyad gjorde det! Han kunne jo risikere at komme til skade!
Tonen i Eyads stemme som han trådte frem, stoppede dog Dal, der aldrig havde hørt elveren tale så.. bestemt før, så nedladende! Dal viste præcis hvad Eyad havde gang i, og faldt ind i sin rolle, hvilket var, for nu, at falde i baggrunden. 

De to banditter virkede ikke synderligt overbevidste af Eyads forestilling først, og det var et spring fra øjeblikket tidligere, men da en uset vind blæste fra bag Eyad, og flammerne sprang frem fra elverens hænder, begyndte de at tøve. Ilden knitrede, og dansede op af Eyads arme i levende spiraler, som flammerne i hænderne blev mere og mere intense. Røg steg fra Eyads øjne, og et glødende, arcant symbol trådte frem mellem de røre bryn.

Grævlingen hvæste, men trak sig langsomt væk, og om bagved halvorken, der stirrede med store øjne, og sank en klump. "Vi... vi beklager, herre, vi skal nok.. forføje os.. fra dit åsyn.. lige nu!" mens hun langsomt trak sig tilbage, inden han endelig vendte rundt, greb sin ven i nakken og stak halen mellem benene.

Dal blev synlig igen da han var sikker på de var ude af syne og lo højt. Han havde gjort sig usynlig mens de andre havde været fokuseret på Eyad, og i den ene hånd holdt han sin kappe, han havde brugt til at lave vinden, og i den anden en håndfuld tørre blade, der havde gjort det som ildens knitren.
"Eyad, min spidsørede ven, du er genial!" erklærede Dværgen, og kastede armene om sin langbenene ven. "Ved guderne, jeg troede vi ville komme i så gevaldige problemer der!"

Eyad havde sgu ikke regnet med, at det ville virke, men Dals "effekter" var så overbevisende, at det ikke kunne andet end virke! Han havde utroligt svært ved at holde masken, mens de to røvere stak halen mellem benene, og det var først, da Dal omfavnede ham, han turde bryde ud i høj latter. Han gengældte Dals omfavnelse og kyssede hans kinder og mund, mens han stadig grinte.

"Mig? Det er da dig, der er genial!" sagde han og rystede på hovedet. "Du var så god! Dine illusioner... jeg har aldrig set noget så godt, Dal! Min kloge, smukke dværg."

Eyads fingre gled ned under kraven på Dals overtøj, så han kunne kradse igennem Dals brysthår, som han vidste, at Dal elskede.

Dal strakte sig på tær og plantede et kys på Eyads hage "Mine små tricks havde intet gjort hvis det ikke havde været for dine fantastiske skuespiller evner! Jeg viste slet ikke du var en mand til teater!" lo Dal glad og lettet "Hvis du ikke havde tænkt hurtigt er det ikke til at sige hvad de kunne have fundet på!" tilføjede han og hans smil blev bredere endnu, som Eyads hånd gled igennem hans brysthår. Dal nød det et øjeblik, og lænede sin pande ind mod Eyads brystkasse.

"Men vi bør måske ikke blive hængende i området alt for længe.. du ved, i tilfælde af de stopper op og tænker nærmere over det og beslutter sig for at komme tilbage og tjekke hvor varm den ild egentligt er" foreslog han så en smule fåret. Dals illusioner var nok detaljerede og troværdige, men den eneste sans de kunne snyde, var synet. Lyden var han nød til at lave ved siden af, og hvis nogen faktisk rørte ved dem, ville deres hånd gå lige direkte igennem.

"Det vidste jeg heller ikke," lo Eyad og kørte sine fingre igennem Dals hår, da Dal lænede sig mod hans bryst. "Måske skulle vi slå os sammen med en teatertrup. Du kan stå for effekterne!"

Eyad mente det kun halvt i sjov. En teatertrup ville et være et dårligt sted at slå sig ned; de var som regel lavet af alle mulige væsner og udskud, og han og Dal ville passe perfekt ind, og de flyttede sig hele tiden, så Kilerne ville have sværere ved at opsnuse dem. Men alt det måtte vente; først skulle de finde hende damen, der kunne hjælpe Eyad med at få menneskeører, så han ikke længere behøvede at bekymre sig om dem.

"Du har nok ret," sagde han og sukkede, inden han placerede et kys på toppen af Dals hoved. "Vi må hellere få pakket sammen."

Dal klukkede lidt "Hvis det er det du vil, så kender jeg et par stykker der nok kunne lokkes til at tage os med" svarede han med et lille lettet suk som Eyad kørte hånden igennem hans hår. Det var vel som sådan ikke en dårlig idé! Der var massere af grupper derude der kunne bruge en som Eyad, især når Kiles Orden blev slået for fode! Der ville uden tvivl komme et væld af stykker der kom til at kræve elvere.
Og så kunne Dal jo slæbe lidt og bruge sine illusioner på siden! Om ikke andet var der en hvis teatertrup der skyldte ham en stor tjeneste, så de ville som minimum kunne hægte sig på for en sæson.

Dal slap en anelse modvilligt sin elviske elsker, og gik igang med at rydde op. De to banditter havde fået spredt hans ejendele over et større område og det tog sin tid at finde det hele igen. Heldigvis havde de ikke haft nogen interesse i bogen og alle de løse papirer, så de var for det meste uskadt. "Det bliver interessant at se hvordan Dianthos har klaret sig i vo-åh ved Azurs blå hængekogler!" Dal afbrød sig selv og slog hånden mod panden "Væddemålet med Cedric! Det havde jeg glemt alt om!"

Eyad havde egentlig aldrig tænkt over skuespil som en mulig levevej. Det havde forekommet ham som den eneste mulighed for overlevelse, da han ankom til Dianthos, at sælge sig selv, og han havde da for det meste også haft det sjovt med det. Han kunne jo godt lide opmærksomhed, og endnu mere sex, og de to ting fik han rigeligt af som glædesdreng, også selvom det til nogle tider var hårdt, fordi han ikke fik nok at spise.

Eyad blev revet ud af sine tanker, da Dal pludselig bandede, og det gav et lille sæt i Eyad. Cedrik!

"Åh... ups?" sagde Eyad med et lidt akavet grin. Han havde også fuldstændig glemt alt om Dals væddemål med ræven, og han blev med det samme ramt af virkelig dårlig samvittighed. "Tror du, han bare har ventet på os?"

Dal sukkede tungt og opgivende "Hvis jeg kender den røve ræv godt nok, og det skulle jeg mene jeg gør, så vader han ind af døren på Liljensfryd, og når lige at sætte sig til rette inden vi ankommer. Så kan han påstå han har været der hele efteråret, og jeg må punge ud for øllen!" fortalte dværgen, og som han nåde slutningen, var latteren vendt tilbage i hans stemme. Det kunne lige ligne den rævepels held!

"Første skridt bliver under alle omstændigheder at nå tilbage til Dianthos - og forhåbentligt uden nogen forsøger at røve eller skyde os!" jokede dværgen, vel vidende at det nok var mere sandsynligt til at ske end ikke. Men det måtte de tage som det kom, de to, sammen, skulle nok klare sig igennem regn, blæst og tvivlsomme karakterer!

På deres vej mod Dianthos!