Miranda havde den sidste tid ikke været ubeskrivelig god til at opfylde sine alfa pligter. Graviditeten havde taget hårdere på kvinden end hun selv havde regnet med! Den sidste måned havde været uligelig, hun havde ikke kunne klare simple opgaver, og ugerne efter fødslen havde også været præget af den hårde tid. Mest havde hun befundet sig under jorden med den nyfødte vuggende i sit skød. Det var en mærkelig følelse, noget Miranda ikke engang var sikker på hun kunne vende sig til.
Klanen betød alt for hende, og hun ville ofre sig for de andre medlemmer, men pludselig at have denne lille skabning i sine hænder satte alt andet i perspektiv. Klanen var stadig noget af det vigtigste, men alt andet virkede ligegyldigt uden den lille piges nærvær.

Men Miranda vidste også hvad det indebar at være mere end blot mor. Hun havde ikke kun forpligtelser til barnet der lige nu sov tungt i de underjordiske huler. Hun havde nye medlemmer at tale til, taktikker at vedligeholde, samt at sikre sig at konflikter blev løst fredeligt. Tingene havde kørt nogenlunde fredeligt uden hendes overvågning, men hun havde de sidste to dage brugt på at labbe et par skader som var sket inden i flokken blandt et par medlemmer. Uenigheder ødelagde mange ting.
Miranda satte sig i skrædderstilling ved et bål, foran en mand hun havde anmodet om at tale mere med. En mand hun vidste var blevet lukket ind i flokken og forhåbentlig modtaget godt. Det nagede hende dog stadig at han var ukendt for hende, selvom hendes næse ikke satte nogle faretruende signaler i gang som hun havde nærmet sig. "Alexander, ikke?" Hun var aldrig så god til at starte op på samtaler, men hun fik forhåbentligt hans opmærksomhed. "Mit navn er Miranda

Han havde haft det lettere anstrengende ved at være blandt disse fremmede ulve, men alligevel, på en underlig måde… Skabte det også en indre ro hos ham, for han vidste det var nogle af hans egne, nogle der kun ville ham godt… Det var i så fald sådan han havde det på fornemmelsen. Han havde fået at vide, at Miranda, alfahunnen for flokken var i hulerne for at tage sig af unger, hvilket havde bragt et smil frem på hans læber. Aldrig havde han selv fået nogen og havde heller ikke nogle planer om det, da han sikkert ville overføre sine lidelser til dem, hvilket han ikke ville have på sig. Han havde fundet dem og befundet sig blandt dem i nogle timer. At han allerede følte sig velkommen mellem dem, de ikke så underligt på ham trods han små ticks, fik et smil frem på hans læber og en gav en følelse af, han langt om længe blev accepteret som den han var.
 

Han satte sig foran bålet, prøvede at opsamle noget af den nærmest uendelige varme det kastede ud omkring sig. De mørke øjne stirrede ind i ilden og han var nærmest fokuseret. Ild fascinerede ham, ganske vidst på afstand. Lyden af en kvinde der talte til ham, fik ham til at rette blikket mod hende og han nikkede ”Det er ganske korrekt” sagde han og sendte hende et smil. Som hun præsenterede sig selv smilede han til hende ”De andre sagde du var ved ungerne.. Så jeg ventede blot. Jeg ville ikke forstyrre” sagde han med et skævt smil på læberne.

Miranda havde arbejdet hårdt på at få alle sindstilstand indstillet på at dette ikke var en krigergruppe. At de ikke fandt sammen for at bekrige de andre racer. Det havde taget tid at overtale nogle af dem hun kendte fra gammel tid til at slå ro i blodet. Enkelte var også taget videre. Men budskabet var kommet frem. De var her for at kunne leve fredeligt med deres egne slags. Have en familie, uden hele tiden at frygte at flå folk fra hinanden når månen stod højt, og Miranda var ubeskrivelig stolt over at folk rejste til klanen på det bare rygte at de var her og hvad de stod for.

Miranda smilede varmt tilbage og bukkede hovedet som hilsen til ham. "Kun en der er min egen, i denne omgang" svarede hun og mærkede hvordan hendes smil blev lidt større. Enkelte af de andre kvinder havde været gravide, eller haft børn med fra deres tidligere hjem inden de var kommet hertil. Men at Miranda selv havde fået var ikke noget hun havde regnet med. "Men jeg beklager alligevel at jeg ikke har været her før til at tage imod dig. En ting jeg naturligvis skal fortælle som det første, er at vi er fredelige. Vi har ikke i sinde at bekrige andre, kun forsvare. Vi arbejder sammen som en familie, og deler alt hvad vi har. Selvfølgelig har du ret til at have ting for dig selv, men ingen går sulten i seng, og ingen fryser om natten." forklarede hun roligt. Han skulle vide hvad han gik ind til, og hvis dette ikke var hvad han søgte, fandt han hurtigt ud af det. "Jeg ønsker også gerne at vide lidt om dig, hvis de vil fortælle. Jeg kræver ikke at vide alt, alle har ret til deres hemmeligheder og fortid. Jeg selv har ikke altid været lige fredelig." hun gav tilbage. Hvis han ønskede at stille spørgsmål var det tilladt, og hun holdte en åben holdning der indbød ham til ikke at holde igen, med hvad han forventede, tænkte eller ville spørge om.

Han smilede ganske kort over hendes kommentar over hun selv kun havde fået en enkelt denne gang. Hvor mange havde hun egentlig fået? Det var ikke noget han havde tænkt sig at spørge ind til, for det ville virke underligt, nu hvor han teknisk set ikke var inde i flokken helt endnu, dette møde måtte briste eller bære. De næste ord der fulgte fik et smil til at brede sig på hans læber ”Som Alfa må der være en del at se til.. Så jeg forstår” sagde han og så kort rundt. Der var også en del hun skulle holde styr på, samt nogle unger der lige nu sov. At de var fredelige passede ham fint, eftersom han ikke selv var ret meget til at bekrige andre og var ret neutral omkring hver race han stødte på, om det så var en vampyr. Han nikkede kort ”Jeg har ingen intentioner om at bekrige nogen… Jeg gider ikke engang at forsøge. Jeg deler gerne hvad jeg har, provianter, seng hvad end der er brug for” sagde han og sendte hende et blidt smil.
 

Som hun nærmest begyndte at spørge ind til ham kløede han sig kort i nakken ”Tja.. Jeg hedder som sagt Alexander, men fulde navn er Alexander Augustus Black. Jeg har før været med i en flok også en fredelig en af slagsen.. Efter jeg..” han holdt en kort pause og sank klumpen i hans hals og rømmede sig inden han fortsatte ”Jeg havde til opgave at beskytte alfaen, men en nat blev vi angrebet og det meste af flokken blev udryddet… Jeg er nok en af de få der stadig er tilbage fra den flok.. Men!” sagde han og fremmanede et smil på læberne ”Jeg er en dygtig jæger” sagde han og trak på skuldrene. Han var lidt i tvivl om hvad han egentlig skulle sige.. Måske skulle han nævne? Han smed tanken fra sig, det måtte han tage som det kom, eller hvis hun spurgte ind til det. 

Miranda var taknemmelig for hans forståelse og nikkede som svar. Der var generelt meget at se til, og alt havde virket uoverskueligt den sidste tid, hvor alt var ramlet sammen på en gang. Ikke at være tilgængelig for klanen hele tiden, var næsten lige så smertefuldt for hende, som fødslen havde været. Det var en forkert følelse at sidde stille, men det var fortid. Hun var tilbage til at kunne klare sine hverdagsgerninger uden problemer. Nogenlunde.
Miranda smilede lidt mere, som Alexander så ud til at dele deres idealer i flokken. Det gjorde i hvert fald hendes arbejde nemmere, siden hun ikke behøvede at holde ekstra øje med om han nu også overholdte ikke at bekrige andre.

Miranda ventede tålmodigt på hvad han ville fortælle hende, hvor meget eller lidt det end måtte være. Nogen havde deres hemmeligheder af en grund og det kunne hun acceptere. Om det var fordi man i blodrus og månenatten havde overfaldet en landsby eller sin familie, var egentlig underordnet. Hemmeligheder var ikke altid noget der skulle deles.
Alexanders historie var tragisk, og Miranda nikkede forstående til hans ord. Det måtte være forfærdeligt at blive revet væk fra den flok man tilhørte, af den ene eller den anden årsag. Dødsfald var nok den værste i Mirandas mening. Samtidigmed bed hun fast i at hans job havde været at beskytte og var fejlet. Det måtte gøre ondt at tænke på, og måske endda endnu værre at indrømme for en ny alfa. "Det lyder som en tragisk baggrund, der dog har sine fordele i at du forstår hvordan en flok fungere" Miranda talte først som han var færdig og havde været stille i et par sekunder. Hun tillod altid at folk kunne tilføje mere skulle de lige tænke en ekstra gang over om det var noget de ville dele. "Vi har brug for dygtige jægere! Faktisk er det en af de ting vi har mest brug for, da vi er meget afhængige af dyr vi nedlægger. Både til mad og mange andre ting, som tøj. Jager du bedst alene eller blandt andre?" det var forskelligt, og de havde grupper afsted sammen hvis de foretrak flokjagning.

Ja hans fortid havde ikke altid været guld og grønne skove, men det var der heller ikke nogen der havde lovet ham alligevel. Det var tydeligt på allfahunnen at hun var berørt af hans historie omkring hans fortid, men han ønskede ikke at folk skulle ynke over hvad han havde været igennem, for det kunne alligevel ikke ændres. Hvis han selv havde haft muligheden, ville han have haft det var ham der måtte lade livet og ikke leve med alt skyldfølelsen, paranoiaen og alt andet han havde fået efter han havde mistet den forrige flok. Som hun begyndte at tale trak han kort på skuldrene. Han forsøgte at ligge fortiden bag sig, men det var af og til svært, i hvert fald når han blev nødt til at fortælle Miranda omkring det. Hun havde helt ret i han vidste hvordan en flok fungerede, trods det var ved at være noget tid siden han sidst havde været i en flok.
 

Han sendte hende et skævt smil ”Om det er alene eller i flok er mig lige meget, jeg kan begge dele” sagde han og så omkring sig på de andre flokmedlemmer der stod og betragtede dem, mon de ville være sikre på han ikke angreb hende? Han rettede igen blikket mod alfaen og smilede kort ”Jeg har det på fornemmelsen at de holder øje med os.. ” sagde han og blinkede til hende. Det var sikkert ikke helt ved siden af, men de havde trods alt gået op og ned af ham inden Miranda var kommet ud til ham.

//Beklager det korte svar s: //

At han havde kendskab til flok, hvor længe det end måtte være siden, betød at han ville havde nemmere ved at falde ind i deres rytme, noget som Miranda så som en stor fordel. Samtidigmed kunne hun også lugte mere end bare hvor han befandt sig. Det var ikke en tydelig måde at lave karakterbedømmelse, men hans aura var af dem hun normalvis tolkede som retskafne og behagelige at have omkring sig. På den ene eller anden måde, som beskytter eller fordi han var god til talens gave. Ikke noget hun gav sig til at analysere, men det var en behjælpelig faktor i hendes bedømmelse af ham som person.

Miranda nikkede. "I orden, lige nu mangler vi et medlem til flokjagt, så der vil jeg foretrække at du begynder" forklarede hun en smule overordnet. Det var nemmere for jagtpartierne selv at indvige ham i rytmen med hvornår de forskellige jagede og hvordan. Hun selv var fritaget i øjeblikket - ikke med sin gode vilje, men man måtte være fornuftig.
Miranda drejede blikket ganske let til siden, strejfende over flokmedlemmer, der forsøgte at betragte fuldstændig, men stadig uden at være for uhøflige. Hun smilede og drejde øjnene tilbage. "Bare en smule" svarede hun tilbage med et skævt smil og glimt i øjet. "Jeg er ikke i topform, og det kan de alle fornemme, hvilket heldigvis for mig, gør dem mere beskyttende." hun sagde ikke orderne, men det lå underliggende, at det også var tidspunktet andre ville udfodre skulle de ønske at tage alfa titlen for dem selv. "De mener det godt, og så snart de lærer dig bedre at kende, falder du ind i rytmen som en del af flokken" beroligede hun ham, men i starten måtte han nok tage til tåls med folk holdte øje med ham af forskellige årsager.

Som hun talte sendte han hende blot et smil. Flokjagt lød som et godt sted at starte, ikke fordi han havde regnet med andet, men han havde trods alt heller ikke noget i mod at skulle jage, da det var noget af det han var god til. Han så omkring sig ganske kort og havde det en smule underligt, ikke fordi stemmerne var ved at drukne ham med alle de negative tanker. Uhyggeligt nok havde de ikke rigtig sagt ret meget til ham mens han havde været her, hvilket var yderst underligt, for de var som regel ikke på standby og kunne ikke bare slukkes for, men andre gange var de stærkere end andre.
 

Glimet i hendes øje fik hans hjerte til at takke over STOP da.. var den tanke der fløj gennem hans hoved. Han tog sig selv i at stirre på hende og så derefter ned i jorden for ikke at virke underlig eller noget i den dur. Hendes stemme fik et skævt smil frem på hans læber ”Du er trods alt lige blevet mor… Kan godt forstå dem” sagde han og sendte hende et smil ”Alphaen.. Er den vigtigste i flokken trods alt” sagde han og trak på skulderen ”Mon ikke de vender sig til mig før eller siden… ” sagde han og grinede ganske kort. Han skulle nok klare sig i denne flok, i så fald kunne han tale med alphaen, hvis de andre ikke turde tage kontakt eller ikke svarede ham hvis han selv tog kontakten. I så fald, åndede han næsten lettet op.

De fleste der var ankommet til flokken var kompatible jægere, men af Mirandas erfaring med tørke og mørke plagen var at der aldrig kunne være for meget mad. Deres forråd var også fuldstændig tømt ud og var så småt ved at få lidt ind i sig igen. Gøre klar til en hård vinter, forhåbentlig mindre voldsom end den sidste. Derfor satte Miranda mange styrker ind på jagt, selvom det også var vigtigt at finde andet spiseligt end kød. Dyrelivet havde også lidt under plagerne, og Miranda ønskede ikke at udrydde deres byttedyr. Nej, de måtte nogle gange rejse udenfor hvad hun betegnede som deres grænser. Eneste krav var at ingen tog af menneskenes dyr. Der var ingen grund til at give dem flere grunde til at jage dem med fakler og høtyve.

Miranda bemærkede ikke nogen videre forandring, da hendes blik tog et kort strejf ud over sine flokmedlemmer. I hvert fald dem som var i nærheden. Hun kunne ikke forhindre dem i at holde øje, hvilket hun heller ikke ville. En observant ulv var opmærksom og mindre tilbøjelig til at lade sig overraske. Noget hun foretrak. Miranda trak let på skulderne. ”Det har du ret i.. Ikke at jeg vil sætte mig selv på en pedistal.. En alfa kan udskiftes hvis alfaen ikke udføre sit arbejde tilstrækkeligt..” faktisk skulle alfaen være det bedste til jobbet, den bedste for flokken, og den som kunne fastholde sit omdømme som den der bestemte. Fejlede hun i det, var der åben plads for andre at udfordre, i hvert fald mere åben og indbydende end ellers. At være alfa var ikke altid en let opgave.
Miranda smilede varmt og nikkede til hans ord. ”Det gør de før eller siden, det skal du ikke bekymre dig om” om det var en uge eller en måned, det var så til gengæld ikke noget Miranda kunne fastslå. Det afhang også meget af hvordan den nye tog kontakten og opførte sig. Men før eller siden ville de alle lukke op og lærer ham at kende. Sådan havde det været ind til videre, og Miranda regnede ikke med at det havde ændret sig.

Der var ikke nogen tvivl om der var brug for jægere, ikke at dem hun havde var inkompetente, mere at vinteren nærmede sig langsomt og der var ikke voldsomt meget i deres forråd, det var i så fald det han havde hørt, mens han havde ventet på hun skulle blive ledig til at tale med ham. Han var vandt til at jage og ville uden tvivl være til hjælp når det kom til at skulle få forråd til vinteren. Som hun talte nikkede han kort af hendes ord ”Det er korrekt, men du virker trods alt som en der har styr på tingene, på trods af du har noget andet at se til ved siden af” sagde han og fortrak læberne i et skævt smil. Hvis det kom så langt og der skulle til at være en kamp om hvem der skulle være alfa, så ville han stille op for denne hun, eftersom de andre han var stødt på ikke virkede stærke nok, hverken psykisk eller fysisk, da det krævede en del af begge ting. Han var klar over at rollen som alfa ikke altid var lige sjov, men der var alligevel dem der var fødte ledere og ind til videre, virkede hun til at være den rigtige til jobbet. Han selv havde ingen forstand på hvordan man skulle drive en flok og havde heller ikke i tankerne om at blive omstillet til at få den viden.
 

Han vidste godt de nok skulle vende sig til ham, men der ville uden tvivl gå lidt tid ” I så fald, så må jeg gøre mit for de ikke ser mig som en trussel” sagde han og trak kort på skuldrene. Nej det var ikke fordi han havde tænkt sig at udfordre nogle af de andre, men han havde sine ting at bakse med og han ville så vidt muligt ligge skjul på det så længe han kunne, men hvis det kom dertil ham måtte gå til kende og forklare dem hvad det var han havde i hovedet som han ikke altid kunne kontrollere, for hun som alfa havde uden tvivl krav på at vide det.

Miranda smilede roligt. ”Tak, jeg håber jeg kan fortsætte med at leve op til den udstrålning” hun havde rigeligt at se til i forvejen som det var nu, at skulle kæmpe mod utilfredshed var virkelig ikke noget hun ønskede at sætte på listen. Og nu hun også have Luna, var der alt for mange ting at se til på en gang. Hun havde brug for hjælp fra sine medulve, at de tog del i arbejdet uden at modsætte sig. At der ikke opstod indre konflikter. Hun skulle nok håndtere det hvis det skete, men energien var efterhånden fordelt anderledens. Derfor havde alfaen heller ikke været på jagt i nu flere uger. Hun følte sig nærmest som en belastning til samfundet bare på det grundlag, selvom hun inderst inde godt vidste at det var en dum tanke.

”Det skal nok komme” svarede hun igen, måske lidt for at berolige ham. Det var sundt at have noget skepsis i kroppen, men det var bare et spørgsmål om tid før de vendede sig til det hele. ”Er der noget du ønsker at jeg skal vise dig i lejren? Måske du vil vælge et sted hvor du vil sove – om det er over eller under jorden er helt op til dig selv.” hun vidste ikke rigtig mere hvad de skulle have på plads, med mindre han havde spørgsmål. Hun var bedre til at bedømme på hvilke gerninger som personen udførte fremfor hvad de sagde.

Han smilede kort til hende ”Ellers tror jeg de fleste støtter dig.. Jeg gør i så fald” sagde han. Det lød for ham selv, nærmest som om han prøvede at fedte sig ind på hende, men det var bestemt ikke hans intention, han var blot sådan. Hun skulle dog heller ikke være i tvivl om at han ville gøre sit for at beskytte hende, men aldrig på samme måde som den tidligere alfa… Han ville ikke sætte folks liv på spil, så derfor ville han ikke op i rang, end blot at være en jæger, for det ville han ærligt talt have det fint med. Jo ganske vidst kunne man ikke være fri for konflikter, det ville ske i ny og næ at man kom op og diskutere om de mest ligegyldige ting, men det kunne stoppes, for det meste.
 
Som hun igen talte nikkede han kort ”Mon ikke det gør” sagde han og sendte hende et skævt smil. Selvfølgelig ville der komme til at gå noget tid inden de vendte sig helt til ham, men de skulle nok have tid til a se ham an, være sikker på han ikke havde dårlige intentioner. Han så på hende og tænkte kort over hendes spørgsmål og trak kort på skuldrene ”Et sted at sove ville uden tvivl være en god ide… Jeg nyder naturen, så tror det bliver over jorden, så er man også hurtigere til at reagere på farer” sagde han og smilede ganske kort. Han havde altid haft det bedst med at sove under åben himmel, for som han netop sagde, så var man hurtigere forberedt på de ting der ville ske, hvilket der i så fald kom til at ske noget.

Miranda så på ham et stykke tid, ikke voldsomt undersøgende, men på en måde som man ofte så når nogen skulle vurderes. Tog hans ord ind, hans ansigtstræk og kropssignaler. Han virkede oprigtig og selvom orderne i hendes hoved virkede som en måde at gøre sig selv mere præsentabel og nemmere accepteret, var de tikke noget hun bed sig fast i. Det ville undre hende hvis en ny der ønskede at blive en del af fælleskabet ikke forsøgte at sætte sig selv i bedre lys. Og så længe hun ikke fornemmede at han løj, tog hun det med ro. Miranda var ikke en løgndetektor, men hun havde efterhånden været nødsaget til at læse mange folk.

Miranda nikkede til hans svar og rejste sig op fra den siddende stilling. hendes hofte gjorde stadig ondt efter den dødbringende fødsel hun havde været igennem, men hun beklagede sig ikke. Der var højest et tick i hendes ene øje over smerten, derefter var hendes ansigt i normale former. At vise svaghed var farligt i hendes position, hvor oprigtige medlemmerne end var, kunne de ikke løbe fra deres dyriske egenskaber mere. "Kom med mig. Vi skulle gerne have telte til overs hvis du ønsker et, ellers er der sovegrej" de var forberedt på at skulle sætte mere op i lejren, hvis der kom nye, eller hvis de havde behov for at noget skulle ligge i tørvejr. Ekstra soveskin og des lige havde de også endnu. Miranda bevægede sig hen mod en af de større telte, slog duen til side og gik ind i teltet der var fyldt med skin, poser og andet praktisk.

Det var tydeligt at hun lige så ham an, dog var det også ganske forståeligt, da man ikke kunne være forsigtig nu om dage, for man kunne ikke altid se på folk når de havde ondt i sinde. Alexander havde kun rent mel i posen og ønskede blot at komme ordentligt ind i en ny flok efter det der skete med den anden han var i. Det var også grunden til han sikkert ikke havde taget sig sammen til at lede efter en ny, skylden der hang så tungt over hans hoved og havde gjort ham skrækkeligt paranoid, men han kunne dog takle det og vidste som regel hvornår det kom. Han ønskede ikke at Miranda og de andre skulle opleve ham sådan, ikke fordi han ikke havde lyst til hjælpen de kunne give… Men fordi han var flov.

Han så på hende som hun rejste sig og lagde svagt mærke til hvordan hun næsten fortrak en mine, men ville intet sige. Selv rejste han sig og lyttede til hendes ord og nikkede kort ”Jeg behøver intet telt… Så længe der er noget der minder om en pude og så et tæppe, så kan jeg nok overleve” sagde han og sendte hende et skævt smil. Han var ikke vandt til at der var så meget luksus, hvilket han næsten ville sige dette var. Det han kaldte hjem var blot fire vægge der var hamret op og så nogle sparsommelige møbler og en seng, men han var nu meget tilfreds. Han fulgte efter hende og gik ind i det store telt. Med nærmere eftertanke, ville det egentlig måske være meget praktisk at have et telt til hvis der en nat skulle stå ned i stænger. Han så sig lidt omkring og derefter på hende ”Egentlig… Tror jeg et telt ville være praktisk nok alligevel” sagde han og grinede ganske kort, da han tidligere havde sagt til hende han ikke behøvede. Det var vel okay at skifte mening?

Miranda kiggede roligt på ham, og nikkede som svar. Okay, jamen hun skulle ikke tvinge ham til at tage imod et telt hvis han ønskede at sove uden, men han havde muligheden - når det kom til stykket var der udemærket vejr nu, men når vinterperioden kom ville et telt gøre underværker. Så meget vidste hun fra sine egne rejser hvor hun havde sovet under åben himmel hver nat. Den tid var ovre nu.
Miranda grinede med ham ganske let, og bøjede sig ned for at tage en bylt med tæpper og andet sovelinned op i sin favn. "De ligger derovre" svarede hun og gjorde gestus mod højre side af teltet. "Du må selv vælge hvor du vil have teltet sat op - men jeg vil råde dig til ikke at komme for langt væk fra andre." Menneskene angreb ikke ligefrem, men enlige ulve i udkanten var selvfølgelig mere udsatte. Noget som Miranda gerne ville forsøge at forhindre. Miranda gik ud af det store telt igen og ventede på at Alexander fulgte efter med teltet, samt at han ville tage beslutningen om hvor han ønskede at sætte det op.

Der var ikke nogen tvivl om at vejret var fint nok til at sove ude på denne tid af året, men han vidste dog at der godt kunne være nætter med regn, hvilket heller ikke ville være rart at ligge i, med mindre man ønskede at være syg, hvilket han bestemt ikke ønskede, da han følte han havde nok at bakse med. Han så på hende med et kækt smil som hun grinede af ham. Han forstod hende godt, eftersom han startede med at sige at et telt ikke betød noget, men som de efterhånden nærmede sig de koldere tider, samt tider med regn, så kunne det trods alt være meget rart med ly. Han sukkede kort ”Jeg holder mig nok omkring de andre” sagde han og smilede blidt til hende. Han vidste godt hvad der ville ske hvis han var i udkanten, da det var sket for ham før.

”Er der problemer med menneskene? ” spurgte han da som han greb et telt og tog det under armen og vendte sig mod hende og gik ud af teltet. Han så sig omkring og kløede sig i nakken, for han ville ikke tage et sted hvor der allerede var optaget. Han så mod Miranda igen og smilede ”Udover udkanten, er der andre steder jeg ikke skal slå telt op? Er der faste pladser” spurgte han som han så sig omkring. Der var allerede nogle telte der var slået op, mens andre sikkert sov i hulerne under jorden. Det havde han aldrig været fan af, jo da han var ung boede han ganske vidst under jorden, men det stoppede da han blev teenager, for så skulle man jo være rebel, men nu foretrak han at være over jorden, enten åben himmel eller i telt.

Miranda fulgte med ham ud af det større oplagringstelt og orienterede sig med sine opgivelser på en ganske diskret måde, man alligevel godt kunne fornemme ud af øjenkrogen. Selvom klanen var stedet hun følte sig sikker, var der stadig intet hun ønskede skulle komme ud af en blind vinkel og overraske hende. Ikke når hun i forvejen var så sårbar som hun følte sig. ”Både og.” startede hun ud med at svare inden hun vendte blikket tilbage til Alexander. ”Der har været en episode hvor bønderne angreb. De antog at vi havde stjålet deres kvæg og dræbt nogle i deres by. De havde endelig nogen at skyde skylden på. Vi er ikke ligefrem velset blandt menneskene. Men jeg regner ikke med at de angriber igen. Plagerne gjorde det hele langt mere skrøbeligt og os alle desperate. Dem mere end os, fordi vi havde mad og det havde de ikke” det havde ikke ligefrem været en rar periode. Alle havde været nødt til at være ekstra på vagt mens der var mindre og mindre mad og vand tilgængeligt. Mange gode ulve var også faldet i den periode. ”Men nu hvor antallet af både dem og os er faldet og plagerne er ophørt, er der ikke sket mere.” endnu.. det hang lidt i luften at der var en risiko. Samarbejde mellem dem var ikke gået synderligt godt.

”De fleste telte står fast, så du finder bare et sted hvor der er plads til teltet” svarede hun roligt med et venligt smil på læben. De fleste var efterhånden begyndt at flytte ned i hulerne, men ikke alle brød sig om det, samt det også var ganske fordelagtigt at have folk over jorden til at holde øje med det hele. Det havde reddet deres skind før.

Han havde lagt mærke til hun orienterede sig omkring sig, hvilket han også kunne forstå da alphaen uden tvivl ville være det oplagte mål at gå efter hvis man skulle angribe en flok. Han så på hende og sukkede kort "I så fald, så går jeg ud fra alle flokmedlemmer er klar, hvis det da sker igen" sagde han og trak kort på smilebåndet. Han selv skulle nok stå klar hvis der nogensinde ville komme et nyt angreb. Ikke at han ønskede det nogensinde kom, men i så fald, så skulle hun vide han ville være klar til at forsvare flokken med alt han havde i sig. Han vidste selv hvordan det var at begå sig mellem mennesker, man skulle altid gå på listetæer, da der ikke var mange der var synderlig begejstrede for varulve, men det var sikkert grundet de sagn omkring de altid havde taget bøndernes kvæg og andre dyr, men det havde ikke altid været tilfældet, men det havde været nemt at skyde skylden på en flok rovdyr der havde brug for mad, hvilket var ret sørgeligt.

Han nikkede til hendes ord om at de fleste telte lagde fast "Super, jeg finder et sted" sagde han og sendte hende et smil. Det var egentlig ikke fordi der var mange telte sat op, men det var sikkert fordi der var mange af dem der var flyttet ned i hulerne nu hvor vinteren efterhånden var godt på vej og der var begyndt at blive koldere om natten. Han kunne godt forstå dem, men igen, det ville være fint at der var nogen over jorden til hvis der skulle komme et baghold eller noget i den dur og angribe dem. han så sig omkring, prøvede at spotte et godt sted og havde besluttet sig "Kom hellere ned til din datter igen... Jeg skal nok klare mig, bare rolig" sagde han og smilede til hende. Han gik roligt over mod stedet han havde udset sig og lagde tingene fra sig og gjorde klar til at få slået teltet op.

Miranda nikkede bekræftende ved de ord. Hun håbede virkelig ikke på at det nogensinde skulle ske igen, eftersom hun ikke havde nogen hensigt om at køre krig. Ikke med andre varulve, ikke med menneskene, og ikke med vampyrer. Det var de tre racer der var flest problemer med når det kom til stykket. En enlig ulv der kom forbi, var ikke en trussel, men rygter om større hanner der søgte et sted at høre til, eller nærmere. Et sted at styre for dem selv. De var endnu ikke nået til dette sted, men som rygtet om deres tilstedeværelse bredte sig, des større blev bekymringen. Derfor var Miranda også konstant på vagt. Hun var urolig. Fødslen havde taget hårdt og gjort hende skrøbelig for lange stunder og hun var endnu ikke tilbage i sit normale sted. En udfordring udefra, var hun ikke sikker på hun kunne overvinde. Men det måtte man ikke vise for andre i flokken. At stå alene som alfa var ikke nemt – derfor det oftest var par.

Miranda smilede taknemmeligt til ham ved ordene at hun ikke længere var behøvet til at hjælpe ham på plads. Hun blev så længe som nødvendigt og så længe han havde spørgsmål for at han kunne finde sig ordentligt til rette. Men det trak også for at komme tilbage til hulen for at se hvordan ungen klarede det. Det var en stærk unge, men ikke destro mindre var hun bekymret konstant. ”Sig endelig til hvis der er mere de har brug for, spørgsmål til eller andet. De andre vil med sikkerhed hjælpe dig, og jeg er vil også være tilgængelig hvis der er behov” tilføjede hun inden hun lavede et let bøj med hovedet til ham, før hun gik tilbage af mod en af højens indgange til hulerne. Der var efterhånden mange gange, udgange og indgange dette sted. Det ville være katastrofalt at blive fanget under jorden.