Lyden af de mange mennesker i Medanien’s gader fik hans tanker til at løbe løbsk, men i et ivrigt forsøg på at lukke dem ude gik han og fløjtede en melodi for at undslippe de tilråb hjernen kom med. Et skævt smil spredte sig på hans læber som han passerede et velkendt ansigt, ikke et eneste ord blev sagt som de begge gik videre og passede hver sit. Igen blev hans fløjten genoptaget og han lukkede tankerne ude, men alligevel kunne han svagt mærke hvordan de ivrigt forsøgte at komme frem. Det var heller ikke ret tit han var i byen, slet ikke på denne tid af døgnet. Han var vandt til at være i byen hvor der ikke var ret mange mennesker, men denne dag virkede anderledes og han var klar på en udfordring, da han havde en del han skulle arbejde med, i håb om at han måske kunne blive mere socialt anlagt kontra han altid låste sig inde i huset. Han stoppede op og lod de mørke øjne spejde rundt på pladsen med de mange mennesker. Han kunne mærke hvordan han efterhånden havde brug for ro i hovedet, uden alle de mange mennesker omkring ham, men det kom sikkert ikke til at være aktuelt, nu hvor det var omkring middagstid.  Han knyttede sine hænder og tog nogle hastige skridt mod en gyde og lod sig dumpe ned på jorden som han tog sig til hovedet.
 

 Se hvordan de kigger på dig… Du er en skændsel for din race..” lød det i hans hoved. Han knuede omkring håret og lukkede øjnene ”Jeg gør mit bedste… Jeg… Gør” mumlede han svagt og skar tænder som han rejste sig op og så omkring sig. Hvis der var nogle der havde bemærket ham ville de sikkert ikke turde nærme sig, som om det var pesten selv der havde gjort ham sindssyg. Han sukkede kort og tog derefter en dyb indånding inden han atter gik ud mellem de mange mennesker. Egentlig var han på jagt efter noget nyt tøj, men det var sikkert ikke til at finde når der var så mange mennesker. Han fortsatte jagten på noget tøj.  

Byens gader var fyldt med alle mulige typer, men alligevel stak Sarká ud i mængden med hendes underlige hår og hendes våde øjne. Hun gik rundt og konstant skiftede hendes humør. Hun kunne aldrig helt være glad og men hellere ikke rigtigt være sur og vred selvom hun ville. Og det var alt sammen HANS skyld. Hvis hun aldrig havde været i nærheden af HAM aldrig været sammen med HAM, så ville det her ikke være sket. Det var ikke bedre at folk var alle vegne selvom hun bare ville have fred og ro i hovedet for en kort tid.

Hun var iført en løs trøje uden ærmer og et par korte bukser, alt i et forsøg på at skjule den ekstra mave der var opstået som et barn groede i hendes indre. Hvad hun ikke ville give for at være fri for det, men... Alligevel ikke.
Som hun gik hvileløst rundt i gaderne uden noget bestemt mål rumlede hendes mave pludseligt og hun lagde en rolig hånd på sin mave. "Ja også mig lille ven... Lad os finde noget." sagde hun til sig selv som hun placerede en hånd på en af husmurene og gik stille hen af gaden for at prøve at se om en kro skulle ligge nær, for hun havde ikke i mange dage spist og sulten var ved at knage. Hun havde lidt penge til overs, men hun måtte snart finde hjem til Kzar Mora hvis hun ville overleve meget længere.

Med nogle korte snif i luften fandt hun hvad hun mente var vejen til "mad" men snydt af hendes egen mave så hun bare en mand i en gyde. Hvem end han var virkede ligegyldigt, men som hende selv lugtede han bekendt, lidt som hende selv og Rafixul? Var det muligt han også var en? Det var vel ligegyldigt tænkte hun og gik videre som hun blev mere og mere svimmel på de åbne gader. Desværre fandt hun ikke mad før hun syntes at verden omkring hende sortnede og hendes sjæl igen forlod hende.
Hun stod ved foden af hendes egen krop og kunne se hvordan folk undgik hende, hvordan de gik forbi hende, hvordan de efterlod hende! Hun ville vågne lige nu, hun ville tæve dem, men det var ikke første gang hun havde et black-out, dog var det første gang siden barnet, og hun frygtede for det. Åndeverden der ellers altid virkede lettere blå i skær var rødlig og frygt var tegnet i Sarkás udtryk som var skjult for verden. "Hjælp mig!" råbte hun ud som det ekkoede i ånde verden, men ingen kunne høre hende? Eller kunne de?
Hun syntes næsten at kunne mærke nogen se hende? Næsten som om at nogen hørte hende, bare ikke fordi hun var der.

Han bemærkede godt en velkendt duft, duften af ulv, men der var noget ved denne person som han ikke kunne sætte en finger på. Ikke at han kunne spotte personen som bar duften, men han kunne nærmest ane denne person, mærke personen i hans nærvær. Kort lukkede han øjnene og skar tænder ”Ugh…” lød det svagt fra ham som han igen åbnede øjnene og gik mellem de mange mennesker. Han havde ikke været ret god til at begå sig mellem andre, for det var tit at hans paranoia spillede ind og satte ham på en prøve, blot for at teste om han kunne overleve endnu en dag uden at skade andre eller sig selv. Han stoppede op og tog en dyb vejrtrækning og mærkede en der gik ind i ham. En spydig kommentar fra personen fik ham til at knurre ganske kort som han blev stående og så efter personen der forsvandt. Han sukkede og begav sig igen ud på sin jagt efter noget tøj.
 

Folks underlige blikke skar i hans sjæl, mærkede ham og det fik hans hoved til at gå amok, nærmest som en eksplosion der bare eskalerede mere og mere. Han knyttede hænderne og gik over til et hus og støttede sig op af væggen ” Alex… Alex.. Alex.. Du er ussel.. De ved du er ussel!” han havde lyst til at slå hovedet ind i husmuren, blot for at undgå de evige råb i hans hoved der nedgjorde ham. Han så op i et ryk og bemærkede hvordan folk hviskede og tiskede omkring en kvinde der lagde i gaderne. En kvinde i gaderne!? Han kneb kort øjnene sammen og gik mod menneskestrømmen og forsøgte at spotte kvinden. Ganske rigtigt… Han kunne nærmest ane der stod en for foden af denne kvinde. Hans øjne så på kvinden på jorden og op på det han troede han kunne se. Han satte sig ned på knæ ved kvindens side og mærkede hvordan folk så fordømmende på ham, som om det var hans skyld hun lagde der. Han knurrede ganske kort og satte øret ned mod hendes mund og spottede så maven. Han kunne svagt antyde en graviditets mave og tog sig håret og uglede det kort. Han havde ingen ide om hvad der skulle gøres, men han prøvede sig frem med at gøre noget der mindede om hjerte massage, i håb om det ville virke.

En mand... En Redning!?... Vent nogen hjælper mig? tænkte Sarká som hendes ånde selv så manden ved hendes fysiske side. Han så ud til at prøve at hjælpe og selvom Sarká ikke forstod helt præcist hvad han prøvede på satte hun sig ned ved hans side og så ham an.
Det var ham manden folk tidligere havde hvisket om og som de gik udenom. Han virkede ellers ikke til at se så forstyrrende ud som folk gjorde ham ud. Men måske så han bare anderledes ud herinde imellem livets og dødens verden. Hun havde personligt ikke troet at nogen ville hjælpe hende og selv troede hun da også hun igen bare var tvunget til at trænge ind i kroppen, men... Der var en anden?

Et lille lys kom til syne for Sarká. Et lys der fortalte hende det igen var tid til at komme "Hjem" og så accepterede hun det. Hun trådte tilbage ind i sin krop som manden måtte havde gjort noget. Hurtigt satte hun sig op og hostede en smule. Det var aldrig behageligt at falde ud på den måde hun gjorde. Hun rystede på hovedet og så så mod manden ved hendes side. Det var ham der. Han hjalp mig? tænkte hun for sig selv mens hendes mund åbnede sig for at ligne der formede ord, men alt der kom ud af hende var "Hvem?" hun så bare på manden og hendes hoved følte som om det dræbte hende.
"Hvad skete der?"spurgte hun så som hun bragte en hånd til hendes tinding for at prøve at dulme den hovedpine der var opstået med faldet i jorden.

Han forsøgte ihærdigt at få denne kvinde tilbage til livet, om det ville lykkedes var han i tvivl om, men så havde han i det mindste forsøgt. Som hun satte sig op og hostede, trak han sig svagt tilbage, gav hende plads så hun kunne komme til sig selv. Som hun rettede blikket mod ham sendte han hende et lettere nervøst smil. Folk der gik forbi dem så underligt på dem begge, som om den ene var mere sindssyg end den anden. Han sukkede kort over andre folks reaktion, for hvordan kunne man lade en person ligge midt på gaden? Bare efterlade hende til sig selv.. De fleste tænkte ikke længere end deres egen næsetip, hvilket var forstyrrende på så mange måder, for hvad hvis det var dem selv? Han trak kort på skulderen og sendte hende et skævt smil ”Du.. Ehh..” sagde han kort og studerede hende, for at se om hun havde kommet til skade under sit fald ”Du besvimede, eller noget i den retning” sagde han og så hvordan hun tog sig til hovedet. Faldet måtte uden tvivl have givet en skrækkelig hovedpine, men eftersom han ikke var læge, så vidste han ikke hvad der hjalp, med mindre han havde drukket en masse alkohol, men i hendes tilstand… NO WAY! ”Jeg ville ønske jeg kunne gøre mere.. men jeg er desværre ikke læge” sagde han og så ned i jorden, nærmest i skam over han intet kunne gøre for måske at fjerne denne kvindes hovedpine.

Sarkás hoved rungede stadig med hovedpinen, men det hørte vel med til et fald som det hun var udsat for. Selv var hun ikke helt uden viden om hvad der skete. For nogle gange var det ret besværligt at holde hendes sjæl inde og fanget i sin krop når den teknisk set helst ville til dødsriget hvor den hørte til. Men aldrig i hendes liv om hun ville tillade den at forlade hende. Især ikke nu! Ikke nu hvor der var et liv mere at tænke på, eller i det mindste overveje.
"Øh. Tak." sagde hun og satte hænderne i jorden for at rejse sig op. Hendes balance var lidt ved siden af sig selv men hun kunne lige klare det. Og det første hun gjorde da hun lige var kommet op var at gribe lige over hendes bryst, gennem hendes tøj og mærke at hendes amulet stadig sikkert hang om hendes hals. Uden den ville hun klart være meget tættere på døden end hun allerede nu var.

"Det er okay... Du hjalp o- og nu alt fint." sagde hun og tog et skridt væk men kunne mærke at hovedet ikke var helt med på at hun skulle nogen steder. Så med hendes første skridt afsted faldt hun forover og skynde sig bare at kaste sine arme foran for ikke at komme til skade ved endnu et fald. Hvis nogen havde en dårlig dag så måtte det være hende efter tre dages sult og nu et blackout som dette... Hvad havde Zaladin nu tænkt sig at stikke hende med for at lege hans lille syge leg!?

Han trak kort på skuldrene og så på hendes mave. Var hun? Han ville ikke spørge ind til det, hvis ikke det var sandheden, for han ville ikke fornærme hende, lige efter han havde redet hende for det ville bestemt ikke få ham til at score nogle point. Han rejste sig og så hvordan hun selv kæmpede for at komme op, men det lykkedes dog ”Er du sikker? Jeg kan sagtens se efter dig hvis du behøver.. ” sagde han og så usikkert på hende som hun var ved at falde. Som hun nærmest kastede armene ud foran sig gik han tær på og nærmest greb hende for at holde hende stående. Han sukkede ganske kort og kastede sit blik ned på hende ”Du burde ikke rejse dig så hurtigt.. Tag det med ro og lad mig hjælpe” sagde han og slap hende igen, men stod i nærheden af hende, hvis det skulle ske igen.
 

”Er der noget du har brug for? Mad… en seng? ” spurgte han og så bekymrende på hende. Det var ikek fordi han på nogen måder havde nogle skumle bagtanker, eller nogle planer for denne kvinde, men han ville blot hjælpe og hvis som han havde set på hendes mave, at hun var gravid, vil der blot være endnu støre grund til at beskytte en kvinde som hende. 

Sarká var inden i vred og frustreret. Hun følte sig svag lige nu og svag var det sidste ord hun nogensinde ville have brugt om sig. Desværre for hende var hun ikke faldt på jorden men grebet af manden der fortale han ville hjælpe hende. Men hvis hun lod ham hjælpe så ville hun jo ikke være bedre end de folk hun så inderligt hadede for at være svag. Men alligevel...
"Okay. Så hjælp mig..." sagde hun og selvom hendes tone kort kunne antydes at være hård og skarp ende den mere ud som bare at være et ynkeligt kald for hjælp,

"Mad og en seng lyder rart lige omkring nu." svarede hun ham bare som han stod i der virkede hjælpsom. Det var underligt. Sarká huskede aldrig at være blevet hjulpet på den her måde. Kun smerte og sorg lå i hendes fortid, helt tilbage til Hændelsen hvor efter alt var sort. Selv hendes fremtid virkede kun til at blive mere og mere dyster, men for barnets skyld ville hun da prøve at gøre noget ved det. Men hun vil bare ikke under nogen omstændigheder være svag igen, det var at træde over grænsen for hende.
Barnet kunne vel også klare sig selv. Hun bad aldrig om at være Mor eller at det skulle have en far som Ham, som Rafixul. Men sådan var verden vel nu engang. Og det bragte bare et smil på hendes læber.

Han så på hende med et hævet øjenbryn og sukkede. Han kunne godt se på hende hun forsøgte at spille hård, ikke virke svag overfor ham. Han dømte hende ikke, på ingen måder og havde personligt ikke noget imod hvis han selv fremstod sårbar, for inderst inde vidste han, det var okay at få hjælp af andre, uanset hvor stærk eller frygtindgydende man så end var. Kort nikkede han og sendte hende et skævt smil ”Der er ikke så langt.. Jeg bor omkring ti minutter her fra.. Der er der mad og en seng” sagde han og slap hende som hun var kommet tilbage på hendes ben. Aldrig havde han haft en person med sig i hans hjem, men dette var også en undtagelse. En gravid kvinde der netop havde haft et voldsomt fald og sikkert ikke var ved fulde fem, så syntes han alligevel det var okay.
 

Han tog nogle få skridt fra hende og så sig over skulderen ”Har du brug for støtte?” spurgte han og sendte hende et skævt smil. Han frygtede næsten han fik kastet et eller andet i nakken, men han var sådan overfor alle i nød.. Beskyttede dem der havde brug for det og tog derefter vare på sig selv, eftersom det uden tvivl også var en nødvendighed. Han ventede på hun kom op til ham før han igen begyndte at gå.

Sarká ville for at være ærgerlig helst ikke tage nogen steder med nogen som helst. Hele verden kunne gå til helvede ifølge hende... Men lige nu var måske en undtagelse. Barnet ville hun helst ikke have skadet, og det var nok alt i alt for det bedste. Så selvom hun stod og havde et surt mæle lød hendes tone ikke spor sur. Langt mere det modsatte. I hendes stemme kunne det høres hvordan hun mere var sørgmodig over at skulle sige hvad hun blev nødsag til at sige. "Ti minutter... Okay... Jeg tager imod alt hjælp der hjælper ham." sagde hun så og tiltalte da barnet som 'ham' af ingen verdens grund. Men hun følte at det var hvad det ville ende som. Af ukendt grund var det hvad hun følte.

"Jeg tror ikke støtte bliver nødvendig... Endnu." åndede hun ud, men hendes øjne vildfarede stadig afsted over stok og sten af ingen verdens grund føltes det som om. Dog kom hun på sine ben og holde sig oppe. For 'hans' skyld og for manden der stod ved siden af hendes skyld. Hun ville ikke være til besvær, hun ville helst kunne klare sig selv. Men denne gang var hjælp altså nødvendig. Om hun kunne lide det eller ej.
"Hv-hvad hedder du?" spurgte Sarká så. Hun vidste ikke lige hvorfor hun spurgte. Men det ville da gøre det nemmere at tale. Dog var hun normalt ligeglad med sådanne nogle formaliteter. Men her var det alligevel rart... Et blødt hjerte. Hvorfor nu?

Der var ikke nogen tvivl om at denne kvinde ikke var vandt til den hjælp hun fik, det var i så fald det han fik ud af den måde hendes ansigtstræk var på, hvordan folk bare gik forbi hende sådan som hun lagde på jorden. Han selv var ikke god til at omgås folk, men derfor betød det ikke at man skulle have lov til at lide? Folk var idioter og det var tydeligt som de gik forbi hende for blot få minutter siden. Han så på hende og nikkede ganske kort ”Lad os komme hjem” sagde han og så på hende med et fortrængt smil. Han bed mærke i den måde hun omtalte barnet, ”ham” vidste hun hvad køn det var, eller var det blot et ønske, eftersom fødsel af en pige ville være et dårligt tegn? Sådan var det i hvert fald hvor han kom fra.. Hvis en kvinde ikke kunne føde sønner, var hun ikke en rigtig kvinde og blev enten udstødt eller slået ihjel, hvilket var derfor han hjalp denne kvinde nu?

Hendes ord fik ham kort til at nikke som tegn på han forstod. Han ville være lige i nærheden af hende uanset, så hvis hun greb ud efter ham, var ved at falde eller andet, så var han der til at hjælpe. Dog vidste han at dette var et tegn på styrke fra hendes side, at hun ikke behøvede hjælp, da hun ikke ville fremstå svag, hvilket han også kunne følge hende i, men der var ikke nogen skam i at få hjælp, men han var selv lige sådan og sagde sjældent ja tak, når folk ofrede deres hjælp til ham. hendes spørgsmål fik ham til at smile ganske kort ”Alexander… Og du” spurgte han som han betragtede hende som de langsomt gik af sted mod huset, hvor han boede.

Langsomt kom hun afsted mod huset. Hun smilede for første gang i noget tid som hun fik svaret om hans navn. Hun ville helst ikke virke svag, han hadede det, men svaghed havde intet med barnet at gør. "Alexander... Mit navn er Sarká. Og ja, jeg er fra norden er jeg blevet fortalt." hun skynde sig at få fortalt delen med norden som det nu føltes som om hun altid blev spurgt om det efter hendes navn blev fortalt i det åbne rum.
Hun gik så stille afsted med Alexander ved siden af. Hun vaklede måske hist og her, men var stod stadig fast på at hun selv kunne gå. For hun vidste jo godt at selv hvis hendes ben skulle brække ville hun ikke tænke over det i timer, men hun var ikke i Kzar Mora. Hun havde ikke adgang til læger eller medicin lige nu, så forhåbentligt ville brækkede knogler ikke være lige rundt om hjørnet. For ærgerligt talt var hendes magiske ressourcer også få for nu.

"Så hvor langt siger du der skulle være endnu?" spurgte Sarká for sikkerhedens skyld. Hun ville nok godt kunne klare selv at gå for nu, men hvis turen var for lang ville hjælpen nok skulle kaldes på inden så længe. Sarká ville gerne være sur, men hun kunne ikke være det lige nu. Ikke med manden, Alexander, ved siden af. Noget om ham virkede til at holde hende fra det som hvis hans venlighed overfor hende havde ført hende til ikke lige nu bare at ville slå en eller anden ned og tage deres mad. Hun ville lige nu faktisk gerne have hans hjælp. En følelse der var til at væmmes sig over i hendes normale hverdag. Hvad ville Mørkets Krigere ikke lige tænke om hende hvis de fandt ud af hun var gravid lige nu? Og så endda fandt ud af hvem faderen var... Hvilken skam det ville føre til.

Han bemærkede smilet på hendes læber og smilede da selv. Det var første gang han så hende smile, for det ellers så barske ydre og facaderne havde været oppe hele tiden, men måske var hun bare ved at vende sig til at det ikke var alle der ville hende ondt? Han havde i så fald ingen intentioner om at gøre hende nogen som helst skade, tvært imod. Hendes navn var specielt, men han kunne faktisk godt lide det "Smukt navn til en smuk kvinde" sagde han med et svagt smil på læberne. Han skulle ikke til at spille charmør, for hun havde tydeligvis en mand et eller andet sted, eller blot en kæreste, hun var trods alt gravid, men derfor kunne han vel godt hjælpe hende? Det gjorde vel ikke skade på nogen, det var i så fald ikke hans intention. 

Han så på hende som hun stillede et spørgsmål og han smilede "Det er lige omkring hjørnet der nede" sagde han og pegede mod et gadehjørne. Han havde ikke løjet da han sagde det blot var ti minutter væk fra hvor de var. Han havde lagt mærke til hun var begyndt at vakle lidt på benene, men han gik udfra hun nok skulle sige til hvis hun gerne ville have hans hjælp. Som de kom omkring hjørnet hev han en nøgle op fra bukselommen og satte den i låsen, nogle klik lyde kunne høres og døren gik op "Kom indenfor" sagde han og holdt døren åben for hende. Når hun var gået indenfor ville han selv gå ind og lukke døren bag ham. Han trak kort på skuldrene "Altså.. Det er ikke meget, men der er hvad man behøver for at overleve" sagde han. Stedet var pænt, rodede ikke og sengen var redt. Han smed nøglerne på kommoden der stod på højre side af døren og så da på hende "Hvad vil du have at spise? Og hvad med noget at drikke?" spurgte han og gik mod køkkenet og så over sin skulder på hende. Han havde noget tørret kød, dog var der også noget frisk der var i noget der mindede om et køleskab, det holdt det i så fald koldt nok til det ikke bare rådnede "Jeg har noget kanin, lidt hjort... Drikkelse der har jeg vand og mælk og så noget alkohol, men det er nok ikke smart med en lille en i maven.." sagde han og smilede kækt, lidt forstand havde han på graviditet og det var at man ikke skulle ryge eller drikke i hvert fald.