,,Fanden tage denne kulde!’’ Avaion hvæsede, næsten med en hysterisk undertone, mens hun kæmpede igennem de store mængder af sne. Dette var et helvede, hun havde været i norden for at udforske en mulig forretnings mulighed, var endt med at miste hendes hest og resten af de mennesker hun var taget afsted med, da en voldsom snestorm havde taget dem med overraskelse. Dette var sidste gang hun nogen sinde ville foretage forretning i norden! Sidste og eneste gang! Aldrig havde hun oplevet noget lignede, selv hendes tid på havet, havde hun aldrig været ude for noget så ubehageligt, som frosne fingre og stikkende kolde tær. Eller jo, men det galte ikke lige nu, da irritationen var for stor, til at kvinden kunne tænke rationelt.
Men nu vandrede hun så alene rundt i denne forbistrede kulde, i et bjerg hun ikke vidste hvor befandt sig henne. Den ellers så velafbalancerede dæmon kvinde, havde svært ved at holde sig fra at bande stort og helligt, på alt der lå på hendes vej. Iført nogle stramme sorte læderbukser, høje sorte skinstøvler, hvis kant var af fin sne ræv pels. Der ud over havde hun en lang kåbe på. I hvid bjørnepels, der havde fået skabt en hætte der var hævet hen over hendes sorte lange hår, der havde revet sig løs fra den ellers trofaste knold. Men ufortrødent fortsatte hun, på et eller andet tidspunkt måtte hun vel finde liv, fra andet end de få snehare hun havde set på sin vej.
Hvad der føltes som flere timer efter og med et håb som hang i en meget tynd linje, gled hendes øjne op imod en fæstning, der virkede, fuldstændig malplaceret i dette landskab. De velplejet øjenbryn, dannede en dyb rynke imellem sig, over forundringen over hvad dette sted var. Men hvad betød det, når dette var ly fra kulden, fra den forbistret sne og varme til hendes nu igennem frosne tær. Ja et varmt bad ville virkelig gøre underværker lige nu, måske hun kunne være så heldig?
De tunge døre fik hun åbnet og med skridt der gav genlyd i de lange gange, begyndte hun at bevæge sig fremad. I Håb om at dette ikke var et efterladt fort. Nysgerrigheden havde nu også grebet hende og tanken om at finde et bad lå hende meget langt væk. Hvor førte disse gange hen, hvem boede her, eller havde boet her. Med lette skridt, halv løb hun frem ad, for hver ny dør hun fandt, lå et nyt lokale, eller en ny gang. Det var som om hun befandt sig i en stor labyrint uden nogen ende.

Its not to pray
Krystallandet
