Det var en af de første dage i foråret, og planterne vidste det. Nogle viste allerede små, grønne knopper, der snart ville udvikle sig til blade eller blomster. Det var en udædvanelig mild dag, og Lyra havde efterladt sin kappe ved deres andre ting. Hun fortrød det nu lidt, for havde hun haft sin kappe, havde hun mulighed for at skjule sit ansigt, hvis der skulle komme nogen. Hun var tættere på Hovedstaden, end hun brød sig om, og hun vidste at ikke langt væk lå et hjem, der tilhørte Lord Malcharion. Hun havde været der til sommerfester, og vidste at det var en god familie, men hun kunne ikke risikere at blive genkendt, og sendt tilbage til sin bror.
Hun mindedes om sommeraftener i haven, med musik og dans. Hun kom godt ud af det med Lordens døtre, og især den yngste søn, som Lyra havde været forelsket i. Hun havde håbet at blive lovet væk til ham, men sådan gik det ikke. Hun blev lovet til en styg greve. Lyra kikkede på Arryn, der sad på en sten, i vandkanten af en sø, med en lille fiskestang, og smilede. Hun ville ikke give sit liv væk for alt i verden. At være mor til Arryn var det bedste der var sket i hendes liv. Lyra kærtegnede sin mave, der endnu kun var vokset en lille smugle. Snart ville der være en ekstra mund at bespise, og Lyra vidste helt ærlig ikke, hvordan hun skulle forsøge sig selv og Arryn når hun var højgravid. Hun havde heldigvis tid til at finde ud af det.
Hun havde fjernet alle deres pakkenelliker fra deres hest, og lod den stå og græsse i skyggen. De havde rejst længe, og skønt det ikke var sent nok at slå lejr, havde hesten fortjent at slappe af. De var kommet forbi en sø, og Arryn havde bedt om at få lov til at fiske. Så de var stoppet, og Arryn havde placeret sig på stenen. Hun var allerede ved at blive utålmodig.
'Husk hvad vi aftale, ikke? Du går ingen steder, og hvis du hører nogen komme, så gemmer du dig mellem træerne. Du husker det, ikke?' spurgte Lyra strengt. Arryn nikkede fraværende. Hun var dybt optaget af at fiske. 'Jeg kommer tilbage når jeg har fanget noget mad.'
Lyra kyssede Arryn på panden, og smilede melankolsk. Arryn lignede så meget sin far, og hver gang Lyra kikkede på hende, kikkede Beorns øjne tilbage. Hun savnede sin mand så utrolig meget, men hun var nødt til at holde facaden for Arryn. Den lille pige havde allerede mistet en far, og Lyra var fast besluttet på, at forsøge sin datter, som hvis Beorn havde været hos dem.
Med en bue i hånden, gik Lyra ind mellem træerne. Beorn havde lært hende at skyde med bue og pil. Hun var langfra så god som Beorn, men var hun heldig kunne hun nedlægge et bytte. Det var flere uger sider de havde fået friskt kød.