Hun åbner stille øjnene, nysgerrigt ser hun sig omkring. Hun gør sig den observation, at de måtte være hjemme hos Kravenoh. Ubehaget fra sidst hun forsvandt med ham vender tilbage, og hun må tage sig til hovedet. Det er som om hele stedet gynger.
Da Kravenoh vender tilbage, og smider den hvide kjole ned ved siden af hende, tager hun den nænsomt i hendes hænder, og stryger fingerspidserne over det bløde, fine stof. Hun orker ikke at gøre indsigelser, for hun er gennemblødt og kold. Kjolen hun har på er våd og klæbrig omkring hendes krop og frakken vejer tungt på hendes skuldre. Damia smider frakken og rejser sig op med ryggen til Kravenoh. Trods omstændighederne, føler hun sig ikke genert, som hun ville havde gjort tidligere. Selv de stjålne blikke hun sender Kravenoh som han klæder sig af, går hende ikke på, men i stedet breder der et smil på hendes læber. Damia skubber stropperne ned ad skuldrene, så kjolen glider ned ad hendes krop og ned på gulvet.
Varmen fra rummet kærtegner hendes hud, og jager kulden bort. Det grønne hår hænger ned over hendes skuldre, og indrammer hendes lyse ansigt. Hun tager den nye kjole på, som glider ned over hendes nøgne krop. Det føles rart at have noget nyt på.
Hun sætter sig ned på sengen igen og betragter Kravenoh, "Så det er her du gemmer dig? ... Du ved, det er næsten lige før jeg begynder at tro på dig Kravenoh. Jeg sidder i dit skjulested, på din seng, i dit tøj, med dit mærke. Hvilken del af mig tilhører ikke dig?" Hun ser afventende og udfordrende på ham.

- Avatar og profil billede lavet af mig