Det var første gang, Alitja var med til Midvinterballet, og hun havde glædet sig helt afsindigt. Hendes mor havde aldrig ladet hende tage med. Det var ikke med vilje, hun havde læst grunden deril i Snodrias tanker; det var bare sket. Hendes mor frygtede, de ville møde Onkel George, hvis de tog af sted, og det var nok for det bedste, de blev væk så, for Alitja var virkelig ikke sikker på hvordan, Snodria ville reagere på at se ham igen. Selv var hun dog nysgerrig. Ikke at hun ville gå hen og tale med ham, og han kunne næppe genkende hende efter alle de år, men hun var da nysgerrig efter at vide hvordan, det gik ham. Hun havde kun hørt rygter, men nu havde hun så heller ikke været der så længe endnu.
Hun havde købt en ny [url=http://www.devilnight.co.uk/1327-4690-thickbox/blue-off-the-shoulder-velvet-fancy-medieval-dress.jpg]kjole[/url] til anledningen og bar sit hår i en tyk, løs fletning med et sølvbånd snoende sig om hovedet og en krystal i panden. Små krystaller var viklet ind i hendes hår, og den lyse hud skinnede svagt grundet olierne smurt på tidligere på dagen. Alitja så sig omkring og forsøgte at lægge en dæmper på sin iver og den ellers lettere åbenlyse beundring i hendes unge øjne. Lysene, sneen mod vinduerne, midvintertræet… Det hele var så smukt og vidunderligt, og hun følte sig helt let i brystet, som hun gik rundt derinde i salen og kikkede på de andre væsner. Den lidt mere alvorlige side af hende, der kunne være ganske voksen, var væk lige nu, og nærmest barnlig glæde og forundring var at spore i de havblå øjne, der forsøgte at nå at få et indtryk af alt herinde. Hun kendte ikke nogen herinde, men det gjorde kun det hele endnu mere spændende … selvom hun holdt sig lidt tilbage og var en anelse genert.

Achillius havde flået fra vandfaldet og til Krystalpaladset, Achillius havde ikke rigtigt fortaget sig noget i langtid socialt, han havde siddet i vandfaldet og mediterede i flere uger nu, så nu mente han det var på tide at søge ud fra vandfaldet. han landede kort fra porten til den store sal hvor nogle vagter spurgte om våben, men Achillius gik ikke med våben, så det eneste han havde var hans vinger.
han fik lov til at gå ind, og da han kom ind i den store sal hvor der var så højt til loftet at man kunne flyve rundt der inde, han så imponeret at han glemte kort alt omkring sig.

Achillius var en meget galant person overfor folk, han bukkede for de fine mennesker der nu var til stede, dog holde det op da han fik øje på en ung skønhed i den flotteste kjole han nogensinde havde set. han gik over imod Alitja stillede sig lige ved siden af hende, med vinger slået ind sådan han ikke skubbede til hende.

Han stod helt stille ved siden af hende uden at kigge på hende " Det er et smuk syn " han vende blikket på hende og betragtede hende kort, men længe nok til at han kunne lide hvad han så. han så hende direkte i øjne hvilke var noget han altid gjord ved hunkøn, mest af alt fordi mange piger falde for hans havblå øjne, og fordi han godt kunne lide at kigge hunkøn i øjne.

Nærmest ved et tilfælde gled Alitjas blik over et sæt vinger i mængden. Hun var altså ikke den eneste, men denne mand bar altså sine vinger konstant? Eller måske havde han bare ikke den samme ”evne” som hun selv til at skjule dem.
*Eller også, Alitja, er det bare ikke alle, der har vingekomplekser lige som dig selv!* forsøgte hun logisk at sige til sig selv. Hendes blik gled videre, men der gik faktisk ikke længe, før selvsamme mand kom i hendes retning og tog plads ved hendes side. Højdemæssigt passede de ganske godt, da hun havde lidt hæl på i dag, men ellers var det vist kun havblå øjne, der var til fælles. Hvor hun var lys, var han mørk og omvendt. Ja selv på vingerne – om end hendes ikke var synlige lige nu. Hun skævede til ham, som han stod der ved hendes side, og løftede ubevidst hagen lige en centimeter mere. Forsøget på at virke lidt ældre gled dog hurtigt væk ved spørgsmålet, og hun kunne ikke lade være med at smile lettere genert. Blikket gled rundt en gang mere lige for at bekræfte hans ord, før hun mødte hans blik. Havblå øjne virkede ikke på hende; hun så dem selv hver dag i spejlet og ligeledes på sin mor. Hun var dog unægtelig lidt nysgerrig.
”Meget. Der er så meget at se på, man næppe bliver færdig på én aften …” Hun følte sit svar noget fjollet, men vidste ikke helt hvad, hun ellers skulle sige. Akavet følte hun sig dog, og blikket gled ned som følge deraf.

Achillius smilte lidt af hendes kommentar, han vende sig imod hende og betragtede hende endnu engang, hans øjne fik helt klart set en del af hende. hans blik blev fjernet igen " det var ikke dette sted jeg mente, men ja det er også meget smukt. " smilte han. det var langtid siden han havde snakket med en pæn ung dame som hende, men efter alt det han havde oplevet med kvinder i hans liv, så holde han sig lidt væk fra det modsatte køn, men nu var han klar til at snakke med dem igen, og han vidste jo heller ikke hvordan denne unge damer var på, eller om hun i virkeligheden var en der bare manipulede med folk.

Achillius vidste ikke hvordan hun vil reagere på hans kompliment, men selvom hun var en pæn pige så vil han ikke tag det så tungt hvis hun ikke sagde noget eller hvad hun nu vil gør. hvis der var en ting Achillius var god til var det at læse en kvinde, og denne kvinde virket genert, men hvem vil ikke være det overfor en mand man ikke kende.
" men kunne forstille mig de nok har fået det af vide flere gange ind en gang før" sagde han efter lidt tid, med blikket stadigvæk rettet ud i den store sal. han kunne dog ikke lade være med at tænke på at hans mor vil være stolt over at hendes søn ikke slog ihjel mere eller brugte sig selv i krig, nej Achillius var forandret, efter alt den tid i vandfaldet væk fra alle mennesker det havde fået ham til at tænke anderledes.