Geäsiz havde fundet en forholdsvis lys plet i skoven, tæt ved floden, og her havde hun besluttet sig for, at spænde sit oversejl op mellem nogle træer og slå lejr, mens hun var i denne by. Hun var ikke helt tryk ved vandets mørke farve, og havde besluttet sig for, at hun ikke ville drikke af det, før hun vidste, hvorvidt det var ufarligt eller ej. Dog tyede vegetationen, de grønne planter og de lange strå, der stod langs flodens breder på, at vandet ikke var giftigt – i hvert fald ikke for planterne.
Hendes hest stod bundet til et træ, ikke langt fra hendes 'telt'. Hun vidst godt, at den ikke rendte væk, men hun var bange for, at den eventuelt skulle drikke af flodvandet, hvis det nu var giftigt. Hun kunne ikke rigtigt ride resten af riget rundt uden sin hest.
Hun havde været i gang hele formiddagen med at samle små grene til et bål, som hun nu var i gang med at stable. Hun skulle bare have tilpas mange gløder, og derved noget varme, til, at hun ville kunne tørre nogle af de større grene, som hun havde samlet i skovens fugtige jord. Så ville hun kunne lave et ordentligt bål i aften, så hun kunne lave aftensmad. Så lige nu sad hun på hug i skovbunden, og var i gang med at opstille et lille bål.

Maiken har i et par dage nu rendt rundt inde i byen. Men tidligere i dag havde hun besluttet sig for at tage på skovtur. Det var ikke helt normalt bare at vade ud i skoven, men hun tænkte, at hvis hun nu fulgte floden, ville hun også kunne finde tilbage igen. Hvis hun overhovedet havde tænkt sig at gå tilbage. Skoven var nu meget fredelig - selvom den var mørk. Men lige netop det, havde aldrig skræmt Maiken. Og det var heller ikke fordi det var helt mørkt. Nogle enkelte solstråler nåede ned mellem de tætte blade, kunne Maiken se, mens hun gik og kiggede opad.
BUMP, sagde det, da hun ikke lige havde opdaget en trærod og kun i sidste øjeblik nåede hun at støde fra med hænderne, så hun ikke slog hovedet ind i et træ. Hun væltede ned på skovbunden og lå der et øjeblik. Typisk, tænkte hun og ømmede sig lidt over hendes hånd og sit knæ. Hun fik vendt sig og sat sig op. I hendes hånd havde hun fået en lille rift og hendes knæ havde fået et slag. Men ingen slemme skader sket.
Maiken havde ikke set, at der måske var folk i nærheden der havde hørt hende, så hun rejste sig lidt fortumlet op, uden at kigge rundt.

Hun var ellers dybt begravet i sit bål; de fugtige grene var sværere at få ild i, end hun havde troet, og derfor måtte hun bakse noget med hendes flintesten, for at få gnisterne til at antænde bålet. Men noget rev hende pludseligt ud af hendes koncentration, og hun så op. Hun så på hesten; det var ikke den. Så hun gjorde, hvad der faldt hende naturligt, og trak sit sværd. Sværdet hang i hendes bælte, og bæltet havde hun smidt inde med hendes forsyninger under oversejlet.
Med sværdet solidt plantet i højre hånd bevægede hun sig i nærheden af lyden, parat til at forsvare sig imod en eventuel overfaldsmand - hvis det da overhovedet var en overfaldsmand? Tyve plejede at være mere stille i det. Men hellere være på den sikre side.
Hun listede sig mod lyden, gik i kampposition og hoppede ud foran sin modstander, men stoppede op, da hun stod foran det, som hun ville kalde en simpel pige.
Hun slappede af i de ellers anspændte skuldre og kiggede på den anden.
"... Og så var det bare dét," fremfnyste hun og hævede skeptisk det ene øjenbryn. Hun lod sværdet glide ned langs siden, dog stadig med et fast greb, i tilfælde af, at der skulle være noget.

Maiken havde stået og børstet lidt blade, jord og andet snask af sig selv, da der pludselig sprang en skikkelse frem foran hende. Forskrækket hoppede hun nok en meter op i luften og fik hurtigt fat på hendes sværd i bæltet, før hun ligesom faldt nok til ro til at se, at den anden havde sænket sit sværd. Hun nåede derfor ikke at trække sværdet og tog sin hånd op til hendes hjerte i stedet for.
"Åh, du forskrækkede mig!" Sagde Maiken og tog en dyb indånding i lettelse over, at det ikke var et overfald. Mens hun genvandt sin ro, studere hun den anden kvinde med nogle smugkig. Hun så lidt større ud end hende selv, men ellers virkede hun ikke så truende. Heldigvis.

Geäsiz kommenterede ikke på den andens kommentar. Forskrækkede hun hende? Nå, og hvad så? Hun kunne lære at se sig for, hvor hun gik. Så havde hun ikke faldet over ting og skabt så meget ballade. Det kunne ikke være Geäsiz' problem.
"Pas på hvor du går," mumlede hun og vendte om. Hun gik de 4 meter langs floden og hen til hendes lejr, der, når man vidste, at den lå der, var nem at se. Nok mest fordi der stod en stor, brun og hvid, langhåret hest midt i det hele. Hun gik direkte hen til teltet igen, lagde sværdet i skeden og smed det, hvor hun før havde taget det, og vendte hovedet imod sit bål igen. Hun baksede videre med flintestenene, der stadig ikke gad antænde småkvistene, som hun havde samlet i en bunke. Hun så tydeligt irriteret ud; irriteret over, at lortet ikke bare gad at gøre, som hun ville. Hun ville have bål. Hun ville have et lille, varmt bål af gløder, så hun kunne få tørret træ til i aften. Var det forhelvede så svært?

Maiken løftede et øjenbryn af den anden og flugte hende med øjnene, da hun gik hen til det, der lignede en lille camp - Og en hest! En hest, der ikke var spændt fast. Maiken flugte efter den anden kvinde og så hende sætte sig ned ved noget, der lignede et kommende bål. Var hun ved at lave mad? I så fald, tror jeg, at jeg lige bliver her lidt, tænkte Maiken. Hun gik langsomt hen til hesten, for ikke ar skræmme den og strækte en hånd ud for at ae en på mulen.
Maiken kiggede på Geäsiz igen og lagde først nu mærke til, at bålet ikke så ud til at gå så godt. Hun kom til at fnyse kort at grin, mens et smil bredte sig på læberne. "Har du brug for hjælp med det der?"

Hesten tog veltilfreds imod nusset på mulen, og gumlede videre på de blade, som den havde samlet op fra skovbunden. Den så ikke ud til at lade sig genere af, hvad der skete omkring den. Hverken Maiken eller Geäsiz, eller deres lille optrin lige før, så ud til at interessere de synderligt.
Geäsiz, derimod, så irriteret op, da hun fandt ud af, at pigen ikke blot var fulgt efter hende, men tilmed blev hængende. Hvad skulle det nu til for?
"Pånær du er et og andet vidunderbarn, når det kommer til antændelse af fugtige bål, så synes jeg bare, at du skal pisse af," vrissede hun irriteret, smed stenene fra sig og rejste sig op, så direkte på Maiken. Hun brød sig ikke om, at være den lille, og derfor kunne hun umuligt sidde ned, hvis den anden stod op.

"Slap af," sagde Maiken med et smil, da den anden virkede utrolig irriteret, og endda rejste sig op. Det var jo ikke fordi hun ville lave ballade eller skabe rod i den. Maiken var bare nysgerrig.. Og sulten. Og den anden var ved at tænde et bål. Med våde grene. Maiken kigede lidt på det der skulle blive til et bål.
"Har du overvejet, at der måske skulle nogle lidt tørrere kviste til, for at ilden får fat?" Foreslår hun, selvom hun ikke har synderlig meget forstand på det. Hun er jo trods alt et bymenneske, der aldrig har haft brug for at bygge et bål.
Hun sætter sig på hug ned til bålet og prikker lidt til en gren. "Jeg kunne hjælpe dig med at samle nogle nye, tørre grene!"
Hun vender blikket mod den anden kvinde og smiler stort, som om det var verdens bedst idé, hun lige havde fået.

"'Tror du ikke, at du skulle samle nogle tørre kviste, for at ilden kunne få fat?'", efterlignede hun Maikens stemme med et bøvet udtryk for at påvise, netop hvor debil hun synes den anden virkede.
"Det var dog genialt! Nej, hvorfor havde jeg ikke lige tænkt på det! Tørre grene! Det er jo banebrydende! Har du fortalt det videre til andre? Jeg tror befolkningen har brug for dine orakel-vise råd!" Geäsiz var, uden sammenligning, et af de mest sarkastiske mennesker, der nogensinde havde sat sine fødder i Mørkets Skov. Hun kiggede vrissent på den anden.
"Tror du ikke jeg har prøvet det, hva'? Prøv du at finde tørre kviste i den her lorte-skov. Lyset kommer jo knap nok herind, her er så gennemfugtigt, at jeg har mistet troen på, at tørt træ overhovedet eksisterer!"
Hun havde prøvet. Hun havde bestemt prøvet at finde tørt træ, men det var ikke lykkedes hende. Om det var fordi, at hun ikke havde været tilstrækkeligt langt fra sin lejr, eller om hun bare ikke havde kigget godt nok, det var ikke til at sige. Hun havde nemlig ikke været så frygteligt langt væk fra hendes telt, af frygt for, at nogen skulle finde hendes lejr og evt. røve den; hun kendte jo ikke området, endnu, så hun vidste ikke, hvad hun kunne forvente sig.
Geäsiz kiggede på den mørkhårede pige. Hun virkede nu ikke farlig. Hun virkede nærmere... naiv. Ikke dum, bare godtroende. For umiddelbar. Geäsiz mente ikke, at der var nogen grund, til at frygte den anden, og nu hvor hun lige var ankommet, og tydeligvis ikke, kunne få det hele til at fungere selv, kunne hun vel lige så godt få noget hjælp.
"... Hvis du kan finde nogen, så må du meget gerne". Hun var pludseligt rolig. Lettere undskyldende, for hendes opfarende adfærd, men også kun lettere. Hun var ikke noget mildt væsen, og hun kom aldrig til at fremstå sådan.

Maiken blev overrasket over den andens udbrud, men da ordene falder ind, rynker hun brynene og hendes overlæbe løftes lidt i den ene side i en utilfreds grimasse. Hun sætter den ene hånd i siden og ruller med øjnene. Hun kommentere ikke den lange strøm af opgivende, nedladende ord fra den anden. Hun lader det bare flyve ind af det ene øre og ud af det andet. Hun stiller sig op på sine ben og kigger ikke engang på den anden.
I stedet spejder hun lidt rundt i området og får øje på noget mod på en gammel træstub. "Hey! Kan mos ikke bruges?" Spørger hun og løber hen til det for at pille det af. Hun ved ikke helt, hvorfor hun overhovedet er begyndt at hjælpe den sure kælling der ikke kan få bålet til at virke - og om hun overhovedet kan hjælpe, men Maiken er vant til lidt af hvert, og lader sig ikke rigtig gå på af sådan noget. Inderst inde håber hun også på, at der muligvis er et måltid mad på vej. Hun smiler lidt for sig selv ved tanken om mad.

"Kun hvis det er tørt", svarede hun kort og satte sig igen på hug ved bålet, for at pille noget af det fugtigste træ fra. Hun var så småt ved at opgive projektet om bål, og overvejede sine alternativer. Hun kunne finde en lysning i skoven, hvor solen rent faktisk nåede ind, og evt. finde noget tørt træ der. Tørt bark, evt. Bare noget, der var tørt. Eller hun kunne prøve at lufttørre det træ, som hun allerede havde. Det kunne hun fint gøre, som vejret var nu, men hvis duggen faldt i løbet af aftenen, hvilket den højest sandsynligt ville gøre, så var det et dødt løb.
Hun skævede over til den anden.
"Hvis det ikke er, så må vi få det tørret. Det tørrer nok hurtigere end træ alligevel", kom hun så frem til. De kunne evt. plukke mosset fra hinanden og sprede det ud på oversejlet, der vendte mod lysningen. Så ville det nok kun tage et par timer, før mosset var tørt. Det var faktisk en god mulighed. Og Geäsiz var sur over, at hun ikke selv havde fået den idé, uden hjælp fra hende den anden. Nu var hun rent faktisk tvunget til at være lidt rar mod hende, og det gjorde ikke ligefrem Geäsiz i godt humør.
"Vi kunne evt. tørre det på oversejlet," vrissede hun tilpas tydeligt til, at hun ikke lød sur, men alligevel vredt nok til, at hun ikke ligefrem var begejstret. Hun nikkede samtidig overmod telte i tilfælde af, at pigen rent faktisk var så dum, at hun ikke vidste, hvad hun mente.

Maiken havde allerede pillet lidt af mosset af, da den sure trunte svarede hende lidt negativt. Hun mærkede på det mos hun havde pillet af, og ganske rigtigt var det lidt fugtigt. Æv. Jeg prøvede ellers, tænkte Maiken og satte sig ned på skovbunden med numsen og benene strittende ud til hver side af træstubben.
"Tørre?" Gentager hun stille, da den anden får en idé. Hun kigger over på hende og lytter først lidt uforstående, men så synker det ind og hun forstår nu, hvad det er den anden vil. Et smil kommer frem på læberne igen og hun sætter sig op på hug igen og piller ivrigt mere mos af.
"Argh," halvskriger hun dog pludselig og hiver fingrende til sig. "Ad, en edderkop!" Hun kigger rundt og finder et lille stykke af en pind og skubber edderkoppen væk fra mosset, før hun fortsætter med at pille det af. Da hun ikke kan have mere i hænderne, rejser hun sig og går hen til den anden.
Hun så ikke, hvor den anden pegede hen, da hun nævnte overseglet, så hun tillader sig at spørge: "Overseglet? Er det det der?" Hun nikker mod teltet, da hu ikke kan pege pga. alt mosset i hendes hænder.

Geäsiz skuttede sig i skam over, at være i nærheden af så dumt et individ. Hun måtte bide kæberne hårdt sammen, for ikke at sige noget, og hun måtte ligeså knytte hænderne hårdt sammen, for ikke at stikke pigebarnet én på siden. Men hun måtte beherske sig. Hun var én gang før blevet jagtet ud af en lille landsby, hvor hun ellers ville have overnattet et par dage, fordi hun var kommet i slagsmål i byens værtshus. Det endte med, at hun smed fyren hun slås med ud af vinduet. Hun greb ham bare ved skuldrene og kastede ham halvvejs gennem lokalet, til han røg direkte gennem ruden. Så blev hun jagtet ud af byen. De tillod barslagsmål, så længe det bare var et par håndmadder, der blev delt ud. Men de var ikke glade for rigtig vold. Enten det, eller også var det for pinligt for dem, at en ung, fremmed blondine kom og tævede deres skaldede stamgæster. Uanset årsagen, så var hun smuttet. Så selvom hun havde lyst til at stikke Maiken en lussing, måtte hun hellere lade være. Blev det opdaget her midt i skoven? Sikkert ikke. Men Maiken kunne hente forstærkninger, eller sådan noget. Samtidig havde hun også, trods alt, været rimeligt nyttig.
"Jo, den der", sagde hun fast og tog mosset fra Maikens hænder. Hun kunne ikke lade være med at tabe en smule, men fik det meste med, og gik så over og spredte det ud over oversejlet, som vendte mod lysningen mellem trætoppene.
"Gider du finde noget mere? Så burde vi have nok til et bål om et par timer. Det skrumper jo ind når det tørrer", fik hun sagt, i et forholdsvis venligt toneleje.
Vent, sagde du lige 'vi'? SAGDE DU 'VI'? Geäsiz, din idiot! Nu har du automatisk inviteret hende til at blive! TAG DINE ORD I DIG IGEN! TAG DINE ORD TILBAGE!
Men det var for sent. Ordene var sagt, så Geäsiz måtte smile falsk og fordele mosset på oversejlet. Dog så hun ikke just fornøjet ud, da hun igen havde vendt ryggen til Maiken.

Maiken samlede det mos op, som Geäsiz tabte og efter at have set, hvor det andet blev lagt, tillod Maiken sig at kaste den sidste klump mos derhen - og ramte. "Sådan!" Grinte hun og samlede sin venstre hånd i en sejrs-knytnæve. "1-0 til mig!" Hun vidste ikke om den anden kvinde overhovedet var med på legen, men om ikke andet, så var Maiken god til at underholde sig selv.
Hun smilte til den anden og nikkede til hendes forespørgsel om at finde mere mos. "Skal ske!" Sagde hun og tog et enkelt skridt væk fra lejren, før hun stoppede og vendte rundt igen. Hun kiggede på Geäsiz og overvejede, hvordan hun skulle få tilsnusket sig noget mad. Hun kunne spørge direkte, men så ville den anden sikkert bare afvise. Hun ville vente til hun havde hjulpet hende tilpas nok, så hun ikke kunne sige nej. Hun smilte over sin egen lille lykkelige plan og traskede lidt længere væk fra lejren for at finde noget mos.
Efter nogle få minutter fandt hun noget på nogle sten og råbte tilbage til Geäsiz: "Fandt det!" Hvorefter hun skyndte sig at sætte sig på hug og samle en masse sammen.

Hun så passtivt til mens Maiken smed mosset over på oversejlet. 1 - 0? Geäsiz hævede et ene øjnbryn i skepsis, men endte dog med at smile. 1 - 0? Ja, hvorfor ikke. Indtil videre virkede det til, at hun godt kunne få lov til at vrisse, uden at skræmme den anden væk, og det passede Geäsiz fint. Hun havde egentlig ikke noget imod lidt selvskab - hun havde trods alt været alene på landevejen længe - men hun gad bare helle ikke spille smilende, glad, hjerteveninde for at få føromtalte selvskab. Så rollefordelingen virkede, for Geäsiz, ideel.
"Bare en portion som før, det burde gøre det". Denne gang overvejede hun grundigt sit ordvalg. Hun sagde ikke 'vi', den fejl begik hun ikke to gange.
Mens den anden samlede mos fra stenene, så samlede Geäsiz selv småkvistene fra hendes tidligere bålforsøg op og lagde ligeså disse på oversejlet. Hvis disse nåede at tørre samtidig med mossen, så var det jo bare bonus. Så ville de have ekstra meget optænding. Hvis ikke, så havde de ikke tabt noget. Hun! Så havde 'hun' ikke tabt noget. Geäsiz fnøs næse af sig selv.

Maiken kommer småløbende tilbage med masser af mos i arme, hænder og lommer. Der var masser af det på stenene og hun havde ikke lige bidt mærke i, hvor meget det var Geäsiz ville have. Da hun kommer tæt nok på til, at man kan kaste mosset hen på oversejlet, stopper hun.
Hun har fået en god idé, og håber den anden vil lege med. "Kom herhen!" Smiler hun til den anden kvinde. Hun lader alt mosset falder til jorden og begynder at dele det op i to bunker. "Du får halvdelen af mosset og så ser vi, hvem der rammer teltet flest gange."
Hun ville gerne have en konsekvens til taberen, men ved ikke helt, om Geäsiz er frisk på sådan noget, så hun foreslår forsigtigt: "Og så kan vi sige, at taberen skal fortælle en pinlig historie?" Hun har nu fået delt bunkerne forholdvist lige op og vender afventende blikket mod Geäsiz.

Geäsiz nærmest stivner og kigger mistroisk på den anden. Hvad har hun gang i? Vil hun til at lege? Hun minder Geäsiz om Raenef, en ung fyr hendes tidligere kæreste engang skulle oplære fordi... ja, lang historie. Men den der barnlige glæde og den evige legesyge, den havde Maiken og Raenef tilfælles. Geäsiz vidste ikke hvorvidt denne velkendte følelse egentlig beroligede hende, eller om det nagede hende at blive mindet om noget, der var så tung en del af hendes fortid. Så hun valgte punktet ca. midt i mellem og var ligeglad. Hun gik hen til den anden og samler uvilligt hendes uddelte bunke med mos op.
"... Og hvad får jeg så-", når hun kun at sige, inden Maiken udtænker en straf til taberen. Dette sætter straks fut i Geäsiz' konkurrencegen - som egentlig bare bunder i en dyb frygt for at blive latterligtgjort ved at tabe - og hun tager derfor udfordringen op.
"Okay", siger hun fast og fokuserer på oversejlet. Mosset er let og ville derfor ikke flyve så langt, kom hun frem til i sit sind, men i det mindste var der vindstille, herinde midt i skoven. Hendes taktik ville nok være, at rulle den fugtige mos sammen til små bolde, for at få mere tyngde i det. Alligevel tøvede hun.
"Du starter, fem kast til hver", sagde hun så bestemt. Det var indiskutabelt i hendes verden.

Maiken smiler stort, da den anden tager udfordringen op, hun samler sin egen bunke og kan mærke spændingen i maven. Det her bliver sjovt, tænker hun, hvorefter hun sætter sig ned på hug og rejser sig hurtigt op et par gange, for at se ud som om, at hun er total klar og bare er mester til dette. Derefter finder hun en gren som hun lægger på jorden lige for fødderne af dem. "Denne her må man ikke overtræde!"
Da den anden forslår at Maiken starter, smiler hun lettere hånligt. "Nu må du ikke fortryde, når jeg laver fuldtræffer!" Hun tager den første klump mos og tager en dyb indånding. De står lidt længere væk nu, end hun gjorde første gang hun kastede den, så der skal lidt mere kræft i. Hun sigter i nogle sekunder og kaster så klumpen afsted. Den rammer en gren fra et træ og falder til jorden en halv meter foran teltet.
"Eeeij," udbryder Maiken og samler den næste klump op. "Denne gang rammer jeg!" Hun kaster også den afsted, og som hun forudser rammer hun oversejlet og laver et lille jubelråb, før hun tager den næste klump. Den ryger for langt. Den fjerde rammer, hvilket den femte også gør.
"3 ud 5!" Jubler Maiken med armene i vejret. "Så er det dig!" Hun griner, mens hun træder en skridt tilbage så Geäsiz kan få plads. Hun lægger armene over kors og er egentligt tilfreds med udfaldet, men er også lidt bekymret om Geäsiz kan slå det. Det var alligevel ikke så nemt, som Maiken havde regnet med.

Det burde du kunne gøre bedre, Geäsiz, tænker hun for sig selv, men hun har aldrig været en god skytte. Hun lægger vægten over på det ene ben og har øjnene fastklemt på måle,t mens hun med hænderne former en lille bold af mosset. Hun vejer den i hånden og beslutter sig for, at den er god, så med et let sving med skulderen svinger hun den først bold afsted, som uden problemer rammer oversejlet, og blander sig med resten af det udspredte mos.
Ha, tænker hun. Det er jo nærmest for nemt! Hun smiler veltilfreds. Men hendes overmod skulle vise sig at være stafbart.
Hun kører samme taktik som før og laver en klump mos om til en solid lille bold. Hun svinger den afsted, men bolden ryger direkte over teltet. Utilfreds trykker hun brynene sammen i panden. Nå, men de sidste skal bare sidder rent, så klarer hun det nok.
Ny klump, ny bold, et sving med armen og bolden flyver, igen, lige over oversejlet.
Geäsiz er ikke tilfreds. Vreden over at være ved at tabe, vreden over at hun ikke gør det godt nok, begynder at hobe sig op inde i hende, og hun må igen bide kæberne hårdt sammen, for at bevare fatningen.
Hun samler en bold mere, prøver at sigte en lille smule lavere ved at finde en let på oversejlet, som hun kan fokusere på, og da bolden er skudt afsted lander den også sikkert på oversejlet.
Det ser ud til, at stillingen i det mindste kunne blive uafgjort. Hvad ville den anden gøre, hvis det endte sådan? Skulle de så begge fortælle en pinlig historie, eller kunne de begge få lov til at slippe? Hun håbede på det sidste.
En sidste bold blev samlet, hun kiggede på sit fikspunkt, pletten fra før, og smed elegant den sidste mosbold afsted. Den fløj ubesværet gennem luften, snittede kanten af oversejlet og landede inde i teltet, lige ved siden af hendes bælte med sværdet.
Geäsiz var mundlam og stiv som et bræt. Dybt irriteret over at tabe og vred på sig selv. Hun skulle bare have skræmt pigebarnet væk fra starten, skulle hun ikke? Det var fandme for meget. Men hun kunne ikke løbe fra sit ansvar, nu havde hun lovet.
"Jeg finder spurtten," sagde hun tørt, og fik over mod sin hest, hvori hun stadig havde noget oppakning i sidetaskerne.

Maiken betragter Geäsiz rulle mosset til kugler og kaster rundt med det. Da hendes første forsøg lander rigtigt, bliver Maiken lidt nervøs - måske hun havde undervurderet modstanderen? Men det viser sig ikke at skulle gå så nemt, og jo flere Geäsiz for kastet, des bredere bliver Maikens smil.
Hun bliver gebet så meget af spillet, at hun ikke kan styrer et højlydt grin, da to af hendes klumper mos ikke har ramt. Så kan det i det mindste højst blive uafgjort. Maiken tænker ikke rigtig over, hvad der skal ske, hvis resultatet ender sådan. Det blev lidt spændende til sidst, men da den ryger forbi oversejlet, kan Maiken ikke skjule et kæmpe smil og hun komme rogså til at klappe med hænderne. "Jeg vandt! Juhuuu!" Hun hopper lidt rundt af glæde, og er lige ved at overhøre det Geäsiz siger om sprut, men det bliver alligevel opfanget af Maikens øre og kigger overrasket på den anden. Lidt forvirret over situationen indtil hun kommer i tanke om, hvad de væddede om. Arh, hun er genert! Tænker hun. Men det er en glædelig overraskelse og Maiken lunter lidt efter efter hende. "Sagde du sprut? Er der rom?" Spørger hun nysgerrigt,