Slettet Bruger 30.09.2007 10:37
Krys: okay. tak.
så vil jeg gerne sige, at min historie ikke foregår i den tid, krystallandet er i nu, og der er dukket noget helt nyt op; noget, der kaldes Sorte varulve...
jeg vil gøre opmærksom på, at min historie indeholder voldelige og blodige detaljer, så: LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!
I mystikkens mørke
Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften. Den smalle sti, som snoede sig ind og ud mellem træerne, var delvist dækket af ukrudtsplanter, trærødder og nedfaldne blade. De høje træer, der hævede sig højt mod himlen og lukkede stort set alt lys ude, kastede dybe skygger hen over stien, og det blev mørkere og mørkere, efterhånden som det sidste af dagens sollys forsvandt. Et sted længere inde i skoven hørtes noget, der lød som en ulvs tuden. Et større, ukendt dyr masede rundt et sted inde i krattet, og selv om man ikke kunne se det fra stien, kunne man være ganske sikker på, at det var et eller andet, der havde rigeligt med tænder og kløer.
En tør kvist på stien knækkede under en fod, og en af solens sidste stråler, der faldt i en enkel stribe ned gennem de tætte træer, oplyste i et kort øjeblik ansigtet på en person, der langsomt bevægede sig hen ad skovstien.
De isblå øjne blev kort synlige I det unge ansigt, der lå indhyllet I en orange, krøllet manke af hår. Personen var iført en midnatsblå kappe af fløjl, med en hætte, som dog var slået ned. Foran blev den holdt lukket af et perlebesat sølvspænde. Inde under kappen, var hun – for ja, det var ganske vidst en ung kvinde, som gik afsted, hen af skovstien – iført et par brune bukser af hør, til knæene, og en champagnefarvet top. Hun havde et sort bælte på, som holdt bukserne oppe, og nogle mørkebrune, store handsker.
Det virkede ikke som om hun havde taget notits af det andet væsens nærvær, men hun vidste godt at det var der. Hun vidste det kun alt for godt…
Hun rørte kort ved knivene I sit bælte. Der var koldt I skoven nu, hvor solen var helt forsvundet, og det eneste lys, var det spøgelsesagtige skær fra himlens måne og stjerner. Hun fortsatte med at gå, imens hun kort spejdede efter bevægelser ud af øjenkrogene. Hun måtte være på vagt.
Alt imens hun gik, begyndte hun langsomt at nynne en melodi, hendes mor altid havde sunget for hende da hun var lille, da hun fik øje på en skikkelse lidt længere hende af stien.
Hun stoppede op med et sæt, som om hun havde braget panden imod en usynlig mur. Skikkelsen stod underligt foroverbøjet. Fingrene var for lange til at tilhører et menneske, og de lange kløer for enden af fingrene forstærkede den mistanke, at det ikke var et menneske. I hvert fald ikke et normalt menneske.
En forfærdelig stank af råddenskab, død og mos snigede sig ind I hendes næsbor, og hun rynkede på næsen. Hvad var det for et væsen hun stod overfor?
Enkelte steder var huden rådnet væk, så man kunne se direkte ind til sener, kød og blodårer. Det ene øje hang ud af øjenhulen I en tynd tråd, som fik øjet til at ligne en grotesk udgave af en yoyo. Håret var nogle steder forsvundet, og det hår der var tilbage, var smurt ind I en rød, klæbrig masse, og jord og snavs.
Dens mund var forvrænget, al huden omkring den var flået væk så det lignede at den havde et stort, uhyggeligt smil smurt ud over ansigtet, og en masse grusomme, store hugtænder stak ud af gabet på dem. Den åbnede langsomt munden, og ud slangede to, spaltede og lillae tunger ud. De gled ned imod jorden, som slanger, og gled hen af den, henimod kvinden.
Hun gik uvilkårligt et skridt tilbage. Og så et til. Ved siden af… ja, hvad der så end var, kom der en flok af uvle med glødende, rovdyrgule øjne ud af mørket. Deres pels var sortere end natten, hun stod midt I, og deres tænder, klør og øjne glimtede skarpt I månelyset. Ulvene var unaturligt store, omkring 1,70 fra jorden og op til ryggen, og de seks horn I panden var på ét af eksemplarene faretruende store.
“Hvad… er
det?” gispede hun forskrækket, lammet af skræk og frygt, og hun reagerede ikke på tungerne, som nærmede sig hende. Ulvene knurrede, og den største – det måtte være lederen af flokken – lænede hovedet med de store horn tilbage, og hylede imod månen. Idet samme var der noget slimet og hvådt der snoede sig op af hendes venstre, og højre ben. Hun stirrede forskrækket ned, og skreg op. hun sparkede til de lillae tunger der havde fundet vej til hendes ben, og væltede baglæns. Tungerne gled hen over jorden, hen imod hendes igen, og hun kravlede febrilsk baglæns, imens hun forsøgte at finde ud af, hvad det dog var der foregik! Det var ikke et mareridt… intet mareridt kunne være så livagtigt…
hun trak hurtigt knivene fra sig bælte, og hamrede dem nede I tungerne, som blev lænket til stedet. Et skingert, og bestemt ikek menneskeligt, skrig lød fra den uhyggelige skabning, omkring 10 meter fra hende.
Keira, slap af… det er INGEN grund til pani… Keiras tankegang blev brat afbrudt, da to af de muterede varulve trådte hen imod hende. De gule, morderiske øjne var fæstnet på hende.
Hun kom op på benene hurtigere end lynet, og varulvene nærmede sig hende. Varulve var I hvert fald det hun mente de var. det måtte de være. Medmindre…
Sorte varulve… tanken slog ned I Keira. Sorte varulve var mennesker, som havde forstået forbandelsen der var blevet hidkaldt over dem, og som havde viet sig selv til den forbandelse. Dem, som aldrig ville kunne få deres menneskelige skikkelse tilbage…
Hun knyttede de behandskede hænder, og stillede sig parat. Hvert øjeblik kunne de finde på at angribe, hvert øjeblik kunne de finde på at springe, og bide efter hende, for at mærke blodet sprøjte, og fryden ved at have skabt endnu et monster, som kunne fylde folk med rædsel, bare ved at blive nævnt…
så sprang den ene, den største af de to. Keira sprang til side, og bankede ryggen ind et stort træ. Og hun nåede knapt nok at komme op og stå, før de begge to sprang imod hende. De trængte hende hen imod de andre Sorte varulve, og det mærkelige væsen.
Keira lod langsomt sine hænder begynde og gnistre elektrisk. En kugle, ladet med elekticitet formede sig, svævende over begge hendes håndflader. Hun kylede dem efter de to Sorte varulve, som ikke nåede at opfatte hvad der foregik. De fik kuglerne lige I synet, og med en høj piben blev de slynget baglæns, og ind I træerne.
Keira nåede heller ikke denne gang så meget som at blinke, før hun lagde mærke til, at hendes knive sadigvæk sad I jorden, men der var intet de holdt fast.
“Hvad I al verden…” udbrød hun, da hun fulgte sporet af blod hen imod det sted det umenneskelige væsen stod lige før; der var intet tilbage!
Blodet brusede igennem hendes årer, og hun trak vejret hurtigt. Så samlede hun hænderne, og lod en stor lynkugle skyde direkte imod de resterende 16 Sorte varulve. Der lød en masse hyl, og en hjertenskærende piben, da de forsvandt.
Efter at den sorte røg var sivet væk imellem de høje, mørke træer, stod Keira igen alene. Sådan så det I hvert fald ud. Men hvad var forbindelsen imellem det mærkelige væsen, og de Sorte varulve?
I det samme mærkede hun et stød igennem sig, da noget gennemborede hende bagfra. Igennem skulderen, og foran så hun nu en blodig, klam hånd, som langsomt vred sig omkring, imod hendes ansigt. Hendes skrig sad fast I halsen på hende, lukket af pågrund af, at smerten havde snørret hendes hals sammen. Inden hun nåede at reagere, lukkede hånden sig sammen om hendes hovede, og forhindrede hende næsten I et få luft. Stanken af råddenskab og død blev stærkere end nogensinde før, og hun greb fat om det fordærvede kadarvers rådne håndled, og fingre, og prøvede at hive hånden væk fra sig. hun kunne mærke maddikerne kravle under hendes håndflade, hun kunne mærke hvordan det klistrede kød sugede sig fast til hendes hud, og hun mærkede, hvordan grebet omkring hendes hovedet blot strammedes. Hun skreg, og en stor bølge af elektricitet stod ud fra hende I en chokbølge. Et svagt, umenneskligt skrig genlød I natten, da det uhyggelige væsen blev slået væk fra hende. Da hånden slap sit greb omkring hendes hovede, blev hun først lettet, men så skreg hun, fordi at armen blev hevet ud af hendes skulder igen. Hun faldt ned på knæ, kunne ikke bevæge hele højre side af overkroppen, og armen hang som en død, slagtet orm, en kold klump ned fra hendes gennemborede, blødende skulder. Alting begyndte at få et mørkeligt, rødt og grønt skær. Hun drejede hovedet lidt, og havde ikke kræfter til at stritte imod, da væsenet placerede sine halvrådne knæ på hendes lår, og holde hendes arme nede. Der skød en smerte igennem højre side af hende, og hun følte, at hun var ved at dø. Det var hun jo nok også…
Den lænede sig ind over hende, og det rådne ansigt var kun centimeter fra hendes, da den pludselig kom med et højt smertesskrig, der sagtens kunne have sprængt Keiras trommehinder, og den forsvandt I en sky af sort røg. En mand, med fedtet, langt og knaldsort hår, og en bleg hud, bøjede sig ned over hende. Hun var for svag til at gøre noget. så da lyset I hendes øjne forsvandt, sukkede han, og lukkede hendes øjne ved hjælp af hånden. Hun var død. Død af skræk og smerte.
Så vendte han om, og forsvandt ind imellem træerne. Han var den eneste, der kendte sammenhængen imellem de Sorte varulve, og det uhyggelige væsen der hærgede skoven I øjeblikket. Og han har stadig ikke røbet hemmeligheden overfor nogen… end ikke mig…
det var så min 'novelle' som godt nok blev lidt lang... men alligevel...