Hændelsen havde lagt sig, og Richard kunne atter nyde af ikke at løbe ind i Dem konstant. Det var som en velsignelse fra Isari, som hun skønnede at han havde brug for noget frisk medvind, nu når det saltede havluft ikke længere kunne bruse i hans ru og solbrune hud som det så længe havde gjort. Blødheden var begyndt at lægge sig som en yndig silke hinden, de gemte rynker af skulen, smilende, grin, glæde og sorg kunne lettere anes, som vintergækkerne der vovede sig op gennem sneen sidst i vintermåneden. 

Der var en friskere følelse af fest fornøjelse på havnen, trods nogle af omstændighederne der endu rasede i landet, det var uforklarligt. Det ulmede i luften som en summen af titusindende bivingeslag lagde sig på huden, vibrerende og hårrejsende, skønt der intet var at ane eller se. Følelsen var alt der lå til grunde for dem, det forklarlige uforklarlige, undslupne spørgsmål der hungrede svar, men intet kunne næres, forsvandt langsomt i sandet dybtgravet i vandet. 

Richard skimtede mod den klare natte himmel og trak let på minen af hans, så endnu en rynke kunne vokse, støjen var genkendeligt og velment for ham: "Jeg fik ved Zalans det hele for kun 3 krystaller!" - "Sjældent har der været så meget skum i øllet, det mætter jo næsten som et helt måltid - HA!" Det flød med stemmer der talte i mundene på hinanden, folk inde og ude. Havne kroerne levede i bedste velgående på denne måde, og måske dette var en rejsning for deres salg i en evighed. 

Selv veg han uden om dem, hilste med nik eller en halv løftet hånd, intet bemærkelseværdigt for nogen eller for noget. 
Høfligheden var blot gensidig (for nogen). 

Indtil da han mødte Charles, og de kunne falde i en let snak, skønt den nære ven af hans havde et halvvådt overskæg af skum, nogle ting ændret sig aldrig. "[...] og husk når I tager mod Flodlandet for at lave overdragelsen af godset, så skal I for alt i landet undgå Adam, han bruger tricks der er mere beskidte end Frederik Ludviks fordømte olier. Han vil forsøge at lave aftaler som sirene sang var det eneste virkemiddel" advaret han i den afdæmpet dialog, skønt han havde tillid til Charles, vidste han ligevel at Charles kunne lade sig forvilde ind i dumheder som Viktor af Alryss. Et kønt yder, en god sum penge, en uimodståeliges handel for de let fristende. 

Oskari lynede sin gylp op, efter have pisset op ad muren ledende ind til Fru Bortnicks møbelbutik. Luften var kølig mod huden, men han mærkede det knap. Promillen lå allerede som en varm dis bag øjnene, mens fødselsdagssange - eller noget der forsøgte at ligne det - rungede gennem Juvelens tætte gader.
Marquis greb ham i ærmet og trak ham væk med et grin.
"Hvis hun ser dig, får du en stol kastet efter dig, Oskari. Fødselsdag eller ej."
"Fru Båtnakke kan da bare prøve."
"Bortnick," rettede Marquis tørt.
"Hvad?"
"Det er Fru Bortnick."
"Nå." Oskari skød hagen frem med et skævt smil. "Men hun har ikke set mine reflekser." Han demonstrerede det (eller forsøgte) med en overdrevet undvigemanøvre, der fik ham til at miste balancen et øjeblik. Marquis lo højt og klappede ham på ryggen for at holde ham oprejst. "Måske når du er ædru."

Dagen var begyndt med tredive shots. Han kunne stadig smage dem. Stemmer, hænder, latter; tyve mænd der havde vækket ham med drukviser og hældt farvede væsker i ham, før han overhovedet havde fået øjne. Han havde bandet. Kæmpet imod. Og alligevel... havde han nydt det. Måske mere, end han ville indrømme.
Flåden havde sine ritualer. Især når man fyldte tredive… og stadig stod uden hustru. Han var blevet båret ud. Bundet. Efterladt til sin skæbne. Peberet havde ramt som en storm - i hår, i øjne, i mund - og latteren havde runget omkring ham, mens han bandede og vred sig. Vandet der fulgte efter, havde været lunkent, næsten nådigt. Næææsten.

Nu sad det stadig i ham. I huden. I næsen. Selv efter at have skiftet tøj og vasket ansigtet rent. 
"Urgh… jeg kommer til at lugte peber i flere uger," mumlede han og gned hårdt over næseryggen.

Timerne var gledet. Kroen var varm, tung af røg og stemmer. Nogle var allerede forsvundet. Andre havde fundet selskab.
Marquis var ingen undtagelse, der sad med en kvinde halvt i skødet. "Oskari, min ven… hvornår slår du dig ned?"
De blå øjne gled sløret op mod ham. Et langsomt skuldertræk.
"Det er ikke min første prioritet." Kruset blev løftet. Han stirrede et øjeblik ned i det med rynket pande. Hvad dælen drak han? Han tog en tår alligevel.
"Kvinder er altid førsteprioritet," protesterede Marquis med et grin og trak kvinden tættere ind.
Lydene begyndte at flyde sammen. Stemmer over stemmer. Latter oven i latter. Puha. Oskari lænede sig tungere ind over bordet, gned ansigtet med hånden, som om han kunne skubbe rusen væk. Marquis sagde noget. Han hørte det ikke, og da han så op—

var han væk.

Marquis' blik gled rastløst gennem menneskemængden udenfor kroen - og standsede. Der.
En bredskuldret skikkelse, han genkendte. Perfekt. Han kastede et sidste blik ind mod bordet, hvor Oskari stadig hang tungt over sit krus, halvt opslugt af sin egen rus. Det var ikke ideelt at efterlade ham sådan. Ikke med rygterne, der svirrede i gaderne om uro og utilfredse stemmer rettet mod adel og flåde.
Men... han kunne heller ikke være to steder på én gang. Og kvinden ventede.
Med et hurtigt, beslutsomt nik for sig selv banede han sig vej hen mod manden.

"Undskyld mig—" Han lagde en hånd på hans arm for at fange opmærksomheden. "De er Richard Fjord, er De ikke?"
Et smil, bredt og ligetil, som om de allerede kendte hinanden bedre, end de gjorde. "Så er det jo heldigt." Han klappede ham let på overarmen, næsten kammeratligt.
"De kender min ven, Oskari Riten. Han… kunne godt bruge lidt assistance." Et kort nik i retning af kroen. "Han sidder derinde." En lille pause—ikke helt længe nok til at give plads til et svar.
"Jeg ville selv have fulgt ham hjem, naturligvis, men—" Han trak let på skuldrene, et skævt glimt i øjet.
"Pligterne kalder." Løgn... Eller i hvert fald kun halvt sandt. "Jeg er Dem taknemmelig." Han trådte allerede baglæns, som om aftalen var indgået. "Virkelig."
Og før Richard nåede at protestere—hvis han overhovedet havde tænkt sig det—vendte Marquis sig om, greb kvindens arm og forsvandt ind i mængden med et grin, der hurtigt druknede i havnens støj.

Hvem end, der havde lagt fundamentet for udtrykket: stille før stormen; var ikke længere en respekteret person i den forhenværende sømands liv. Var det lugten i luften der tegnede op til et stormvejr, uroen i undergrunden der fik selv myrerne til at søge dybere ned, eller... var det i sandhed faktummet af en officer af flåden, dog en af de venligere af dem, tog ham i armen. 
Marquis, flik af person og karakter, nøjsom og reflekterende. Der var intet galt i ham, men hans henvendelse var næppe gode tegn, hvorfor det trak op til uvejr. 

Men fik et eneste ord kunne nå at blive indført, trods for Marquis lige skulle have luft af og til, nåede Richard kun at hæve et bryn af trættende utilfredshed. Han fik løftet en hånd, men før den nåede op for at protestere, var Marquis ude af vagten og Richard så ham blot svinde væk med de såkaldte pligter der måtte kalde på ham. 

Stod Richard pludselig med et ansvar han ikke ønskede sig, tvært i mod, kunne han sælge problemet videre for det halve, gjorde han det. Men det ville næppe gå godt, for hvem ville ønske sig Oskari Riten? Hvis end ikke hans venner ønskede ham, hvorfor skulle de fattige så. 

I en ny funden konflikt stod han der. 
Milisekunder, sekunder, minutter, timer. Det som føltes som en evighed med beslutningstagen, kom han frem til et endeligt. Richard havde intet til overs eller skyldte Riten, de gjorde intet for ham, heraf var grunden til hans valg retfærdiggjort. 

Lyden af larmen lød svingende, hans skridt tunge som bautasten der lød faldende fra klipperne. Var det gangen af hans, fremtoningen ved hans kropsbygning - noget gjorde hvert fald at der blev gjort plads. Hånden af hans lagde sig tungt og fast i kragen på Riten, som han hev ham op fra hans fantasidrøm. Klar til at trække ham ud på gaden og dyppe ham i iskold vand.  

Noget hev i ham— Marquis?
Hovedet fulgte med i et sløret ryk, men grebet der trak ham op, var forkert. For fast. For urokkeligt. Så meget styrke, huskede han ikke vennen have. Oskari blev trukket på benene og stødte direkte ind i noget solidt; en mur af krop og varme, der ikke gav efter. Stolen bag ham skreg kort mod gulvet, før lyden druknede i kroens summen af stemmer og latter.

"Skal vi hjem n—" Ordene faldt fra hinanden på tungen.
Han kneb øjnene sammen, det ene hårdt lukket, som om verden kunne presses skarpere på den måde. Silhuetten foran ham samlede sig langsomt. For velkendt.
Et træt fnys gled ud mellem læberne. "…nej." Han lod hovedet falde en anelse til siden, som om han overvejede det, og nægtede det på samme tid.
"Det nægter jeg simpelthen." En skæv, næsten opgivende latter fulgte. "Nu er De her også?" Ordene var trætte, gennemvædet af rus og irritation.
"Jeg må virkelig være mere fuld, end jeg troede…" Han løftede hånden og satte den mod brystet foran sig - mod ham - for at skubbe sig fri, men kroppen reagerede langsommere end viljen. Oskari følte sig som en uduelig klud der ikke kom særlig langt. Grebet holdt ham fast.

Et øjeblik blev han stående. Blikket gled op, forsøgte igen at samle det slørede billede. Linjer faldt på plads. Skygger blev til noget konkret. Det kunne ikke passe, men...
"...De." Det blev sagt lavere denne gang. Ikke som en konstatering, men som en erkendelse, han ikke helt ønskede at tage imod. Og næsten i samme åndedrag trak noget sig sammen i ham; stolthed, irritation, modstand.
"Kan jeg ikke engang få lov at nyde min fødselsdag…" Ordene gled over i en mumlen, tung og utilfreds. "...uden at De også skal være her?" Han rettede sig halvt op, forsøgte at samle noget værdighed op fra gulvet, hvor den var gledet hen med resten af aftenen. 

"Nu må… jeg finde min ven." Som om det stadig var en mulighed. Det gav mening for ham. 
Hånden løftede sig i en vag gestus, upræcis, ufuldendt.
"Vil De have mig undskyldt…" Et langsomt nik. "Den herre…" Bevægelsen, der skulle understrege det, ramte intet bestemt. En løs antydning af retning, uden mål.
Han skjulte en tilbageholdt bøvs bag hånden og forsøgte at træde væk, men grebet lod ham ikke.  

Ildelugtende, vammel stank hang ud af den andens ånde og sved, nok til at byvagten ville kunne smide ham i arresten for overdreven alkohol indtag tilsvarende af syv mænd. Havde Richard i sig selv ikke været tolerant over det, havde hans øjne løbet i vand og de salte tåre af hans ville kunne være med til at få vandkanten til at stige ved havnen. 
Hånden tæt knyttet om kraven, men intet i nærheden af et så stramt et greb, at Oskari ikke godt kunne løsrive sig hvis det var had han ville. 

Ånden så varm og klæbende, det måtte sætte sig i skægget af hans. Det lignede, nej det var realtid og skete faktisk, at Oskari ikke helt kunne tyde sine egne sanser. Mon manden tvivlede på at han så rigtigt. 

Øjnene knep sig sammen i en let mimik; "Din kammerat mente vidst noget andet" brummede han ud i et egentlig åndedragt af frustration. Aftenen der havde været så god, så mindeværdig blev nu uværdig og et mareridt at se tilbage på. Venligheden lå ikke frit fremme for tider som dette, men alligevel skete det for ham, han gav sig. 
Men så man omkring sig, som Oskari gav sine kvækkende ord fra sig, ville han ingen finde at hans kreds. Ladt alene og forladt i stikken for sin sprut, ej kunne man vel bebrejde ham for det, for han var jo en fest i sig selv.

Richard rykket hovedet en tand tilbage i forbavselse af bøvsen der lød ud af officerens mund. Nok havde han set meget, og dette var næppe noget nyt - alligevel var det uforventelig at se det fra en som Oskari Riten. Grebet løsnet sig (i frygt for at få eventuel bræk på sig). 

"Martinus eller hvad han hedder bad mig hjælpe dig hjem" lød det ærligt fra ham, i et vagt håb om at Oskari af den årsag ville samarbejde og blot lade sig affinde med relatiteten af at festen var slut. 

"Sludder." Ordet faldt tungt ud af ham. Han havde ikke nogen ven der hed Martinus. 
Officeren satte hånden mod Richards brystkasse for at skubbe sig fri, men bevægelsen bremsede halvvejs, da varmen fra kroppen under stoffet slog imod ham. Fast og solid.

Et stærkt, bredt mandebryst.

Oskaris håndflade blev liggende et øjeblik for længe.
"Åh ved guder—" Et hikkende åndedrag forlod ham, og han trak hånden brat til sig, som havde han brændt sig. Maven snørede sig mærkeligt sammen ved følelsen. Fingrene krummede sig let ind mod håndfladen, før han tørrede dem hårdt af i skjorten. Væk med følelsen af Richard Fjord.
"Så…" Han blinkede langsomt. "...så De er ikke en hallucination."

De klare øjne kneb sig sammen i et anstrengt forsøg på at stille skarpt på manden foran sig. Richard syntes næsten at lyse i rusens tåger; silhuetten bred og mørk mod kroens varme lys. Uvirkelig på den måde kun ting, man tænkte for meget på, kunne være det.
Oskari stolede ikke på det. Stolede ikke på ham.
"Hvorfor..." begyndte han, men mistede halvt tråden undervejs. "Hvorfor skulle jeg tro på, at De ikke bare har tænkt Dem at kyle mig i havet, så snart De får chancen?" Han svajede let på fødderne.

Jo længere han stirrede på Richard, desto mere begyndte verden at arbejde imod ham. Konturerne delte sig. To af ham. Så én igen. Skygger gled oven i hinanden som bølger der slog skævt mod et skib. Oskari missede hårdt med øjnene og gned en hånd over ansigtet. Vanvittigt.
Gulvet gyngede under ham som våde dæksplanker. Kroens larm trak sig væk et øjeblik, druknede i en fjern susen af hav og rebværk. Var de på havet? Havde han drømt resten? Fødselsdagen. Drukviserne. Peberet. Kroværelset. Mørket... 

Richard der stoppede med at sejle.

Tankerne gled rundt i ham som løse genstande under stormvejr. Nej. Nej nej. Det var idiotisk.
Han blinkede igen. Langsommere denne gang. Lydene fra kroen vendte tilbage i bølger — latter, glas, stemmer — men da blikket gled rundt, fandt han ingen af sine flådekammerater i mængden. 

Kun Richard. Forbandede Richard Fjord.