Hændelsen havde lagt sig, og Richard kunne atter nyde af ikke at løbe ind i Dem konstant. Det var som en velsignelse fra Isari, som hun skønnede at han havde brug for noget frisk medvind, nu når det saltede havluft ikke længere kunne bruse i hans ru og solbrune hud som det så længe havde gjort. Blødheden var begyndt at lægge sig som en yndig silke hinden, de gemte rynker af skulen, smilende, grin, glæde og sorg kunne lettere anes, som vintergækkerne der vovede sig op gennem sneen sidst i vintermåneden. 

Der var en friskere følelse af fest fornøjelse på havnen, trods nogle af omstændighederne der endu rasede i landet, det var uforklarligt. Det ulmede i luften som en summen af titusindende bivingeslag lagde sig på huden, vibrerende og hårrejsende, skønt der intet var at ane eller se. Følelsen var alt der lå til grunde for dem, det forklarlige uforklarlige, undslupne spørgsmål der hungrede svar, men intet kunne næres, forsvandt langsomt i sandet dybtgravet i vandet. 

Richard skimtede mod den klare natte himmel og trak let på minen af hans, så endnu en rynke kunne vokse, støjen var genkendeligt og velment for ham: "Jeg fik ved Zalans det hele for kun 3 krystaller!" - "Sjældent har der været så meget skum i øllet, det mætter jo næsten som et helt måltid - HA!" Det flød med stemmer der talte i mundene på hinanden, folk inde og ude. Havne kroerne levede i bedste velgående på denne måde, og måske dette var en rejsning for deres salg i en evighed. 

Selv veg han uden om dem, hilste med nik eller en halv løftet hånd, intet bemærkelseværdigt for nogen eller for noget. 
Høfligheden var blot gensidig (for nogen). 

Indtil da han mødte Charles, og de kunne falde i en let snak, skønt den nære ven af hans havde et halvvådt overskæg af skum, nogle ting ændret sig aldrig. "[...] og husk når I tager mod Flodlandet for at lave overdragelsen af godset, så skal I for alt i landet undgå Adam, han bruger tricks der er mere beskidte end Frederik Ludviks fordømte olier. Han vil forsøge at lave aftaler som sirene sang var det eneste virkemiddel" advaret han i den afdæmpet dialog, skønt han havde tillid til Charles, vidste han ligevel at Charles kunne lade sig forvilde ind i dumheder som Viktor af Alryss. Et kønt yder, en god sum penge, en uimodståeliges handel for de let fristende. 

Oskari lynede sin gylp op, efter have pisset op ad muren ledende ind til Fru Bortnicks møbelbutik. Luften var kølig mod huden, men han mærkede det knap. Promillen lå allerede som en varm dis bag øjnene, mens fødselsdagssange - eller noget der forsøgte at ligne det - rungede gennem Juvelens tætte gader.
Marquis greb ham i ærmet og trak ham væk med et grin.
"Hvis hun ser dig, får du en stol kastet efter dig, Oskari. Fødselsdag eller ej."
"Fru Båtnakke kan da bare prøve."
"Bortnick," rettede Marquis tørt.
"Hvad?"
"Det er Fru Bortnick."
"Nå." Oskari skød hagen frem med et skævt smil. "Men hun har ikke set mine reflekser." Han demonstrerede det (eller forsøgte) med en overdrevet undvigemanøvre, der fik ham til at miste balancen et øjeblik. Marquis lo højt og klappede ham på ryggen for at holde ham oprejst. "Måske når du er ædru."

Dagen var begyndt med tredive shots. Han kunne stadig smage dem. Stemmer, hænder, latter; tyve mænd der havde vækket ham med drukviser og hældt farvede væsker i ham, før han overhovedet havde fået øjne. Han havde bandet. Kæmpet imod. Og alligevel... havde han nydt det. Måske mere, end han ville indrømme.
Flåden havde sine ritualer. Især når man fyldte tredive… og stadig stod uden hustru. Han var blevet båret ud. Bundet. Efterladt til sin skæbne. Peberet havde ramt som en storm - i hår, i øjne, i mund - og latteren havde runget omkring ham, mens han bandede og vred sig. Vandet der fulgte efter, havde været lunkent, næsten nådigt. Næææsten.

Nu sad det stadig i ham. I huden. I næsen. Selv efter at have skiftet tøj og vasket ansigtet rent. 
"Urgh… jeg kommer til at lugte peber i flere uger," mumlede han og gned hårdt over næseryggen.

Timerne var gledet. Kroen var varm, tung af røg og stemmer. Nogle var allerede forsvundet. Andre havde fundet selskab.
Marquis var ingen undtagelse, der sad med en kvinde halvt i skødet. "Oskari, min ven… hvornår slår du dig ned?"
De blå øjne gled sløret op mod ham. Et langsomt skuldertræk.
"Det er ikke min første prioritet." Kruset blev løftet. Han stirrede et øjeblik ned i det med rynket pande. Hvad dælen drak han? Han tog en tår alligevel.
"Kvinder er altid førsteprioritet," protesterede Marquis med et grin og trak kvinden tættere ind.
Lydene begyndte at flyde sammen. Stemmer over stemmer. Latter oven i latter. Puha. Oskari lænede sig tungere ind over bordet, gned ansigtet med hånden, som om han kunne skubbe rusen væk. Marquis sagde noget. Han hørte det ikke, og da han så op—

var han væk.

Marquis' blik gled rastløst gennem menneskemængden udenfor kroen - og standsede. Der.
En bredskuldret skikkelse, han genkendte. Perfekt. Han kastede et sidste blik ind mod bordet, hvor Oskari stadig hang tungt over sit krus, halvt opslugt af sin egen rus. Det var ikke ideelt at efterlade ham sådan. Ikke med rygterne, der svirrede i gaderne om uro og utilfredse stemmer rettet mod adel og flåde.
Men... han kunne heller ikke være to steder på én gang. Og kvinden ventede.
Med et hurtigt, beslutsomt nik for sig selv banede han sig vej hen mod manden.

"Undskyld mig—" Han lagde en hånd på hans arm for at fange opmærksomheden. "De er Richard Fjord, er De ikke?"
Et smil, bredt og ligetil, som om de allerede kendte hinanden bedre, end de gjorde. "Så er det jo heldigt." Han klappede ham let på overarmen, næsten kammeratligt.
"De kender min ven, Oskari Riten. Han… kunne godt bruge lidt assistance." Et kort nik i retning af kroen. "Han sidder derinde." En lille pause—ikke helt længe nok til at give plads til et svar.
"Jeg ville selv have fulgt ham hjem, naturligvis, men—" Han trak let på skuldrene, et skævt glimt i øjet.
"Pligterne kalder." Løgn... Eller i hvert fald kun halvt sandt. "Jeg er Dem taknemmelig." Han trådte allerede baglæns, som om aftalen var indgået. "Virkelig."
Og før Richard nåede at protestere—hvis han overhovedet havde tænkt sig det—vendte Marquis sig om, greb kvindens arm og forsvandt ind i mængden med et grin, der hurtigt druknede i havnens støj.