Hændelsen havde lagt sig, og Richard kunne atter nyde af ikke at løbe ind i Dem konstant. Det var som en velsignelse fra Isari, som hun skønnede at han havde brug for noget frisk medvind, nu når det saltede havluft ikke længere kunne bruse i hans ru og solbrune hud som det så længe havde gjort. Blødheden var begyndt at lægge sig som en yndig silke hinden, de gemte rynker af skulen, smilende, grin, glæde og sorg kunne lettere anes, som vintergækkerne der vovede sig op gennem sneen sidst i vintermåneden. 

Der var en friskere følelse af fest fornøjelse på havnen, trods nogle af omstændighederne der endu rasede i landet, det var uforklarligt. Det ulmede i luften som en summen af titusindende bivingeslag lagde sig på huden, vibrerende og hårrejsende, skønt der intet var at ane eller se. Følelsen var alt der lå til grunde for dem, det forklarlige uforklarlige, undslupne spørgsmål der hungrede svar, men intet kunne næres, forsvandt langsomt i sandet dybtgravet i vandet. 

Richard skimtede mod den klare natte himmel og trak let på minen af hans, så endnu en rynke kunne vokse, støjen var genkendeligt og velment for ham: "Jeg fik ved Zalans det hele for kun 3 krystaller!" - "Sjældent har der været så meget skum i øllet, det mætter jo næsten som et helt måltid - HA!" Det flød med stemmer der talte i mundene på hinanden, folk inde og ude. Havne kroerne levede i bedste velgående på denne måde, og måske dette var en rejsning for deres salg i en evighed. 

Selv veg han uden om dem, hilste med nik eller en halv løftet hånd, intet bemærkelseværdigt for nogen eller for noget. 
Høfligheden var blot gensidig (for nogen). 

Indtil da han mødte Charles, og de kunne falde i en let snak, skønt den nære ven af hans havde et halvvådt overskæg af skum, nogle ting ændret sig aldrig. "[...] og husk når I tager mod Flodlandet for at lave overdragelsen af godset, så skal I for alt i landet undgå Adam, han bruger tricks der er mere beskidte end Frederik Ludviks fordømte olier. Han vil forsøge at lave aftaler som sirene sang var det eneste virkemiddel" advaret han i den afdæmpet dialog, skønt han havde tillid til Charles, vidste han ligevel at Charles kunne lade sig forvilde ind i dumheder som Viktor af Alryss. Et kønt yder, en god sum penge, en uimodståeliges handel for de let fristende. 

Oskari lynede sin gylp op, efter have pisset op ad muren ledende ind til Fru Bortnicks møbelbutik. Luften var kølig mod huden, men han mærkede det knap. Promillen lå allerede som en varm dis bag øjnene, mens fødselsdagssange - eller noget der forsøgte at ligne det - rungede gennem Juvelens tætte gader.
Marquis greb ham i ærmet og trak ham væk med et grin.
"Hvis hun ser dig, får du en stol kastet efter dig, Oskari. Fødselsdag eller ej."
"Fru Båtnakke kan da bare prøve."
"Bortnick," rettede Marquis tørt.
"Hvad?"
"Det er Fru Bortnick."
"Nå." Oskari skød hagen frem med et skævt smil. "Men hun har ikke set mine reflekser." Han demonstrerede det (eller forsøgte) med en overdrevet undvigemanøvre, der fik ham til at miste balancen et øjeblik. Marquis lo højt og klappede ham på ryggen for at holde ham oprejst. "Måske når du er ædru."

Dagen var begyndt med tredive shots. Han kunne stadig smage dem. Stemmer, hænder, latter; tyve mænd der havde vækket ham med drukviser og hældt farvede væsker i ham, før han overhovedet havde fået øjne. Han havde bandet. Kæmpet imod. Og alligevel... havde han nydt det. Måske mere, end han ville indrømme.
Flåden havde sine ritualer. Især når man fyldte tredive… og stadig stod uden hustru. Han var blevet båret ud. Bundet. Efterladt til sin skæbne. Peberet havde ramt som en storm - i hår, i øjne, i mund - og latteren havde runget omkring ham, mens han bandede og vred sig. Vandet der fulgte efter, havde været lunkent, næsten nådigt. Næææsten.

Nu sad det stadig i ham. I huden. I næsen. Selv efter at have skiftet tøj og vasket ansigtet rent. 
"Urgh… jeg kommer til at lugte peber i flere uger," mumlede han og gned hårdt over næseryggen.

Timerne var gledet. Kroen var varm, tung af røg og stemmer. Nogle var allerede forsvundet. Andre havde fundet selskab.
Marquis var ingen undtagelse, der sad med en kvinde halvt i skødet. "Oskari, min ven… hvornår slår du dig ned?"
De blå øjne gled sløret op mod ham. Et langsomt skuldertræk.
"Det er ikke min første prioritet." Kruset blev løftet. Han stirrede et øjeblik ned i det med rynket pande. Hvad dælen drak han? Han tog en tår alligevel.
"Kvinder er altid førsteprioritet," protesterede Marquis med et grin og trak kvinden tættere ind.
Lydene begyndte at flyde sammen. Stemmer over stemmer. Latter oven i latter. Puha. Oskari lænede sig tungere ind over bordet, gned ansigtet med hånden, som om han kunne skubbe rusen væk. Marquis sagde noget. Han hørte det ikke, og da han så op—

var han væk.

Marquis' blik gled rastløst gennem menneskemængden udenfor kroen - og standsede. Der.
En bredskuldret skikkelse, han genkendte. Perfekt. Han kastede et sidste blik ind mod bordet, hvor Oskari stadig hang tungt over sit krus, halvt opslugt af sin egen rus. Det var ikke ideelt at efterlade ham sådan. Ikke med rygterne, der svirrede i gaderne om uro og utilfredse stemmer rettet mod adel og flåde.
Men... han kunne heller ikke være to steder på én gang. Og kvinden ventede.
Med et hurtigt, beslutsomt nik for sig selv banede han sig vej hen mod manden.

"Undskyld mig—" Han lagde en hånd på hans arm for at fange opmærksomheden. "De er Richard Fjord, er De ikke?"
Et smil, bredt og ligetil, som om de allerede kendte hinanden bedre, end de gjorde. "Så er det jo heldigt." Han klappede ham let på overarmen, næsten kammeratligt.
"De kender min ven, Oskari Riten. Han… kunne godt bruge lidt assistance." Et kort nik i retning af kroen. "Han sidder derinde." En lille pause—ikke helt længe nok til at give plads til et svar.
"Jeg ville selv have fulgt ham hjem, naturligvis, men—" Han trak let på skuldrene, et skævt glimt i øjet.
"Pligterne kalder." Løgn... Eller i hvert fald kun halvt sandt. "Jeg er Dem taknemmelig." Han trådte allerede baglæns, som om aftalen var indgået. "Virkelig."
Og før Richard nåede at protestere—hvis han overhovedet havde tænkt sig det—vendte Marquis sig om, greb kvindens arm og forsvandt ind i mængden med et grin, der hurtigt druknede i havnens støj.

Hvem end, der havde lagt fundamentet for udtrykket: stille før stormen; var ikke længere en respekteret person i den forhenværende sømands liv. Var det lugten i luften der tegnede op til et stormvejr, uroen i undergrunden der fik selv myrerne til at søge dybere ned, eller... var det i sandhed faktummet af en officer af flåden, dog en af de venligere af dem, tog ham i armen. 
Marquis, flik af person og karakter, nøjsom og reflekterende. Der var intet galt i ham, men hans henvendelse var næppe gode tegn, hvorfor det trak op til uvejr. 

Men fik et eneste ord kunne nå at blive indført, trods for Marquis lige skulle have luft af og til, nåede Richard kun at hæve et bryn af trættende utilfredshed. Han fik løftet en hånd, men før den nåede op for at protestere, var Marquis ude af vagten og Richard så ham blot svinde væk med de såkaldte pligter der måtte kalde på ham. 

Stod Richard pludselig med et ansvar han ikke ønskede sig, tvært i mod, kunne han sælge problemet videre for det halve, gjorde han det. Men det ville næppe gå godt, for hvem ville ønske sig Oskari Riten? Hvis end ikke hans venner ønskede ham, hvorfor skulle de fattige så. 

I en ny funden konflikt stod han der. 
Milisekunder, sekunder, minutter, timer. Det som føltes som en evighed med beslutningstagen, kom han frem til et endeligt. Richard havde intet til overs eller skyldte Riten, de gjorde intet for ham, heraf var grunden til hans valg retfærdiggjort. 

Lyden af larmen lød svingende, hans skridt tunge som bautasten der lød faldende fra klipperne. Var det gangen af hans, fremtoningen ved hans kropsbygning - noget gjorde hvert fald at der blev gjort plads. Hånden af hans lagde sig tungt og fast i kragen på Riten, som han hev ham op fra hans fantasidrøm. Klar til at trække ham ud på gaden og dyppe ham i iskold vand.  

Noget hev i ham— Marquis?
Hovedet fulgte med i et sløret ryk, men grebet der trak ham op, var forkert. For fast. For urokkeligt. Så meget styrke, huskede han ikke vennen have. Oskari blev trukket på benene og stødte direkte ind i noget solidt; en mur af krop og varme, der ikke gav efter. Stolen bag ham skreg kort mod gulvet, før lyden druknede i kroens summen af stemmer og latter.

"Skal vi hjem n—" Ordene faldt fra hinanden på tungen.
Han kneb øjnene sammen, det ene hårdt lukket, som om verden kunne presses skarpere på den måde. Silhuetten foran ham samlede sig langsomt. For velkendt.
Et træt fnys gled ud mellem læberne. "…nej." Han lod hovedet falde en anelse til siden, som om han overvejede det, og nægtede det på samme tid.
"Det nægter jeg simpelthen." En skæv, næsten opgivende latter fulgte. "Nu er De her også?" Ordene var trætte, gennemvædet af rus og irritation.
"Jeg må virkelig være mere fuld, end jeg troede…" Han løftede hånden og satte den mod brystet foran sig - mod ham - for at skubbe sig fri, men kroppen reagerede langsommere end viljen. Oskari følte sig som en uduelig klud der ikke kom særlig langt. Grebet holdt ham fast.

Et øjeblik blev han stående. Blikket gled op, forsøgte igen at samle det slørede billede. Linjer faldt på plads. Skygger blev til noget konkret. Det kunne ikke passe, men...
"...De." Det blev sagt lavere denne gang. Ikke som en konstatering, men som en erkendelse, han ikke helt ønskede at tage imod. Og næsten i samme åndedrag trak noget sig sammen i ham; stolthed, irritation, modstand.
"Kan jeg ikke engang få lov at nyde min fødselsdag…" Ordene gled over i en mumlen, tung og utilfreds. "...uden at De også skal være her?" Han rettede sig halvt op, forsøgte at samle noget værdighed op fra gulvet, hvor den var gledet hen med resten af aftenen. 

"Nu må… jeg finde min ven." Som om det stadig var en mulighed. Det gav mening for ham. 
Hånden løftede sig i en vag gestus, upræcis, ufuldendt.
"Vil De have mig undskyldt…" Et langsomt nik. "Den herre…" Bevægelsen, der skulle understrege det, ramte intet bestemt. En løs antydning af retning, uden mål.
Han skjulte en tilbageholdt bøvs bag hånden og forsøgte at træde væk, men grebet lod ham ikke.  

Ildelugtende, vammel stank hang ud af den andens ånde og sved, nok til at byvagten ville kunne smide ham i arresten for overdreven alkohol indtag tilsvarende af syv mænd. Havde Richard i sig selv ikke været tolerant over det, havde hans øjne løbet i vand og de salte tåre af hans ville kunne være med til at få vandkanten til at stige ved havnen. 
Hånden tæt knyttet om kraven, men intet i nærheden af et så stramt et greb, at Oskari ikke godt kunne løsrive sig hvis det var had han ville. 

Ånden så varm og klæbende, det måtte sætte sig i skægget af hans. Det lignede, nej det var realtid og skete faktisk, at Oskari ikke helt kunne tyde sine egne sanser. Mon manden tvivlede på at han så rigtigt. 

Øjnene knep sig sammen i en let mimik; "Din kammerat mente vidst noget andet" brummede han ud i et egentlig åndedragt af frustration. Aftenen der havde været så god, så mindeværdig blev nu uværdig og et mareridt at se tilbage på. Venligheden lå ikke frit fremme for tider som dette, men alligevel skete det for ham, han gav sig. 
Men så man omkring sig, som Oskari gav sine kvækkende ord fra sig, ville han ingen finde at hans kreds. Ladt alene og forladt i stikken for sin sprut, ej kunne man vel bebrejde ham for det, for han var jo en fest i sig selv.

Richard rykket hovedet en tand tilbage i forbavselse af bøvsen der lød ud af officerens mund. Nok havde han set meget, og dette var næppe noget nyt - alligevel var det uforventelig at se det fra en som Oskari Riten. Grebet løsnet sig (i frygt for at få eventuel bræk på sig). 

"Martinus eller hvad han hedder bad mig hjælpe dig hjem" lød det ærligt fra ham, i et vagt håb om at Oskari af den årsag ville samarbejde og blot lade sig affinde med relatiteten af at festen var slut. 

"Sludder." Ordet faldt tungt ud af ham. Han havde ikke nogen ven der hed Martinus. 
Officeren satte hånden mod Richards brystkasse for at skubbe sig fri, men bevægelsen bremsede halvvejs, da varmen fra kroppen under stoffet slog imod ham. Fast og solid.

Et stærkt, bredt mandebryst.

Oskaris håndflade blev liggende et øjeblik for længe.
"Åh ved guder—" Et hikkende åndedrag forlod ham, og han trak hånden brat til sig, som havde han brændt sig. Maven snørede sig mærkeligt sammen ved følelsen. Fingrene krummede sig let ind mod håndfladen, før han tørrede dem hårdt af i skjorten. Væk med følelsen af Richard Fjord.
"Så…" Han blinkede langsomt. "...så De er ikke en hallucination."

De klare øjne kneb sig sammen i et anstrengt forsøg på at stille skarpt på manden foran sig. Richard syntes næsten at lyse i rusens tåger; silhuetten bred og mørk mod kroens varme lys. Uvirkelig på den måde kun ting, man tænkte for meget på, kunne være det.
Oskari stolede ikke på det. Stolede ikke på ham.
"Hvorfor..." begyndte han, men mistede halvt tråden undervejs. "Hvorfor skulle jeg tro på, at De ikke bare har tænkt Dem at kyle mig i havet, så snart De får chancen?" Han svajede let på fødderne.

Jo længere han stirrede på Richard, desto mere begyndte verden at arbejde imod ham. Konturerne delte sig. To af ham. Så én igen. Skygger gled oven i hinanden som bølger der slog skævt mod et skib. Oskari missede hårdt med øjnene og gned en hånd over ansigtet. Vanvittigt.
Gulvet gyngede under ham som våde dæksplanker. Kroens larm trak sig væk et øjeblik, druknede i en fjern susen af hav og rebværk. Var de på havet? Havde han drømt resten? Fødselsdagen. Drukviserne. Peberet. Kroværelset. Mørket... 

Richard der stoppede med at sejle.

Tankerne gled rundt i ham som løse genstande under stormvejr. Nej. Nej nej. Det var idiotisk.
Han blinkede igen. Langsommere denne gang. Lydene fra kroen vendte tilbage i bølger — latter, glas, stemmer — men da blikket gled rundt, fandt han ingen af sine flådekammerater i mængden. 

Kun Richard. Forbandede Richard Fjord. 

Søsyg, rørstrømsk, splittet, begejstret, foragt og mange flere ord. De fleste, og de færreste af dem, beskrev hvordan Richard havde det i momentet han var blevet placeret i. Påduttet at være babysitter for en voksen mand der ikke brugte sin tid på andet end at spænde ben for selv-samme-person. (Snak om at bruge tiden uforsvarligt.)

"Hvis blot..." mumlet han brummende (rettelse: foragtende). Han havde haft en større fornøjelse af at være en hallucination. Det havde været en fordel for alle parter. Forhåbentligt kunne det gå ubemærket hen hans kommentar, for så røde Oskaris øjne syntes at se ud, ville manden umuligt kunne huske fra det ene næsebor til det andet. 

Dog kunne man næsten unde kroens gæster det, de fleste var ramt af rusens sødme. Alt som foregik så langsomt, måtte gå tidstro i deres opfattelse. Intet der sneglede sig, mumlende eller sløvende. Men her stod han som den eneste robuste maste i stormens øje af mjød og andet godt. Ænsede alt som det foretog sig. 
Så da Oskaris stemme atter kunne lyde, snøvlende, hær og tør (som Richard hørte det), kunne han kun give et suk dybt nok til at luften gav et pust til trøjen. "Jeg har haft rigeligt med chancer af den kaliber, og endnu har jeg bevist at kunne beherske mig over for din utålelig adfærd" bum. 

Richard valgte at træde udenom Oskari, men lod en hånd gribe fast i officerens arm, for at trække ham med sig (omend han tog Oskari i et spind om sig). "Hvad er så dine forældres adresse" for man kunne vel næppe tro at den himmelblå officer med de blonde havkrøller kunne bo andre steder end hjemme hos sin far og mor. 

Oskari følte sig ikke det mindste begejstret. Det var slemt nok at hans kammerater havde efterladt ham, og nu skulle han bruge de sidste timer af sin fødselsdag med Richard Fjord. Det var jo bare aldeles glimrende. I det mindste kunne Oskari fryde sig over, at Richard var lige så ilde til mode ved hele dette vanvittige arrangement som ham selv.

Han glippede med øjnene i fornærmet selvretfærdighed. Havde Oskari ikke været bedøvet af alkohol, ville han have leveret et fantastisk modsvar. Noget der havde slået Richard Fjord omkuld. Faktisk var han så sikker på at han allerede havde sagt et eller andet, som havde gjort Richard mundlam nu. Hvorfor det pludselige emneskift. 

En irritabel lyd undslap ham da Richard tog ham i armen og snurrede ham rundt. 
"Jeg kan godt gå selv!" busede det ud af ham. Han rev armen til sig i en voldsom bevægelse og mistede øjeblikkeligt balancen. Kun en tilfældig stol reddede ham fra at demonstrere det modsatte. Oskari glippede hurtigt med øjnene da gulvet sejlede under hans fødder. De føltes indtørrede, og det var svært bare at blinke. 
Luften forlod tungt Oskaris næse, og han rankede sig med al den værdighed, han stadig kunne samle sammen fra gulvbrædderne. Richard sagde et eller andet. Et forvirret udtryk gled over ansigtet på ham. Forældre?
Hvad i alverden fabler manden om? Han stirrede længe nok på Richard til, at det næsten virkede gennemtænkt. "Hvorfor skulle vi hjem til mine forældre?" Ordene kom oprigtigt undrende. Han blinkede langsomt.
Så faldt en ny tanke ind. "Vent." Brynene trak sig sammen. "Planlægger De at besøge mine forældre?" Han virkede næsten fornærmet ved tanken. "De tager altså ikke imod gæster på det her tidspunkt," forlod det ham spidst, men mere drævende og utydeligt. 

Havets brusen mod de kolde stenblokke var som hylden i vinden fra ulve. Richard kunne genkende det fra kilometers afstand, nok til at hårene på armene kunne rejse sig ved varsling af ændring i tidevandet. Men som han var sat på at færdes ud af kroen, skulle karma blotte sig så voldsomt at det kunne blænde dem til blinde. 

Den pensioneret kaptajn kunne knap nå at vende blikket over skulderen for at vidne de arrige ord fra den voksne dreng. Men i stedet kunne hans cognac farvede øjne blot se beviset for, at officeren faktisk ikke kune gå selv. "Javel så" bekræftede han blot. Oskari kunne gå selv, og det skulle han så sandelig få lov til så - men det krævede formeligt også at Richard gik på den rigtige side af Oskari .. for at sikre sig at han ikke selv faldt i det sorte vand. 

"Bor du ikke hjemme?" lød spørgsmålet som en opfølgning, ingen fortrukne miner eller humor i sigte. Ligegyldighedens oprigtighed lå for døren og nu måtte én sandhed da komme til bords. Boede Oskari hjemme eller for sig selv; hvis for sig selv, hvordan så hjemmet så ud? Snore lige, ikke et element ude af kurs som hverdagens uniform og hår? Eller var det kaotisk og rodet som mandens mentale tilstand?

Bor du ikke hjemme? Spørgsmålet faldt så ligegyldigt fra den tørlagte sømand, som talte man om vejret for at udfylde stilheden.
Oskari tog det straks som en fornærmelse. Han kneb øjnene sammen.
 "Hvorfor skulle jeg dét?" Et svagt ryst gik gennem hovedet på ham. Åndssvagt spørgsmål. Troede Richard virkelig, at han stadig boede hjemme hos sine forældre? Latterligt. 
Han stavrede målrettet udenfor - strejfede skulderen mod en forbipasserende, som straks fik skylden i form af et utilfreds brum.
"Jeg er en voksen mand!" Det lød i hans egne ører som et særdeles overbevisende argument. Blikket gled mod Richard, eller der hvor han mente Richard måtte være. Det gippede let i ham, da han opdagede den brede skikkelse ikke langt væk. En skygge der nægtede at forsvinde selv i natten. 

Den kølige aprilvind slog imod ham i samme øjeblik de trådte væk fra kroens varme. Oskari gyngede en smule på fødderne og trak instinktivt skuldrene op om ørerne. Det gøs gennem ham. Verden vippede igen.
Men denne gang var det ikke ubehageligt. Mere som at ligge i en køje under rolige bølger. Den langsomme, velkendte bevægelse af træ og hav. Den slags søvnighed der sneg sig ind bag øjnene og gjorde det svært at huske, hvad man egentlig havde været vred over.

Han tog et langt sug ind gennem næsen. Et forbandet peberkorn kildede stadig et sted derinde. Med en utilfreds lyd gned han sig hårdt over næsen, indtil den blev rød. Et snøft. Så endnu et. Først dér slog det ham igen. Richard gik stadig ved siden af ham.

Oskari skævede omtåget på ham. "Du er her endnu?" Men det lød ikke anklagende, bare oprigtigt forundret.

Kunne man bebrejde Richard for hans uvidenhed? Absolut ikke. Oskari havde visse former af karaktertræk der matchede til aspekterne af én som boede hjemme. Helt grundlæggende, som Richard betragtede det, så var Oskari i.) notorisk kaotisk ii.) usammenhængende fra at kunne vare tage simpleste opgaver selv iii.) klare sig selv. 

Men alligevel stod han stille og så til. Larmen fra kroen brusede i baggrunden, støjen fra havet i forgrunden og i midt af det hele, Oskari der erklæret at han var en voksen mand. Argumentets troværdighed kunne overvejes, men Richard havde hverken tid, energi eller overskud til at gå ind i nærmere diskussion med officeren. For den pensioneret søfarer vidste allerede nu, at der lå et hav af argumenter af den ene og anden slags forude for ham. 
I den tanke strøm, formåede et lille knæk at forme sig på mundvigen af hans, da det mindede ham om Viktor af Alryss. 

"Hm?" brummede han, og så mod Oskari som han talte direkte til ham. "Desværre. Hvis ikke du bor hjemme, hvor bor du så, for din kammerat stoler ikke på dine evner til at kunne finde hjem" lød det endelig ærligt og træt fra Richard, der langsomt lagde armene overkors for at vise hans modvillighed for hele dette teaterstykke. 

I et øjeblik der føltes langt længere, end det sandsynligvis var, stirrede Oskari bare på ham.
Det ene øjenbryn løftede sig. Så det andet. Et skævt smil begyndte langsomt at trække i mundvigen, mens blikket gled ned over de korslagte brede arme og den demonstrative utilfredshed, Richard bar som en kappe.

Noget boblede i ham. Han vidste ikke helt hvorfor. Måske fordi Marquis åbenbart mente, at Oskari ikke kunne finde hjem uden opsyn. Måske fordi Richard Fjord stod her og så ud, som om han hellere ville kaste sig i havnen end fortsætte den her samtale.

Måske begge dele.

"Sikke et fjols." Han lo vantro. Det morede ham og fornærmede ham på samme tid. Hvem forlader lige sin bedste ven på hans fødselsdag og får andre til at følge ham hjem? Han viftede afværgende med hånden.

Hovedet føltes mærkeligt let. Som dengang han var yngre og første gang stod på dækket af et skib, mens kysten langsomt gled væk bag ham. Han blinkede et par langsomme gange.
"Du..." En finger blev løftet mod Richard. Den svajede faretruende gennem luften, mens Oskari forsøgte at samle resten af sætningen op et sted bag sine egne tanker. "Du skal ikke med mig hjem." Fingeren blev stående mellem dem.
Et øjeblik senere rynkede han brynene. "Du skal ikke se hvor jeg bor." Brynene blev stående i den samme mistroiske fold, som om Richard burde vide bedre.