Kroen havde holdt en konkurrence.
Konkurrencen var nu slut og Sarah stod uden for med krystallerne placerede i hendes pung. Det var med et bredt smil på læben, at hun fandt en lille pose frem og derefter hægtede piben af hendes bælte og satte i mundvigen. Langsomt begyndte hun at tilføje tobakken. Det havde været en yderst nem fortjeneste. Selvfølgelig havde hun også snydt, men siden alle kendte Sarah og den styrke som der var i varulven. Så var det ganske nemt at lade som om, at man havde tilegnet den styrke der kom gennem hendes magi.

Sarah nåede lige at tænde ild i tobakken og tage det første sug, da hun hørte døren åbne og lagde øjnene på en yderst smuk kvinde der kom ud. ”Nej, du kan ikke få dine krystaller tilbage og nej, jeg har ikke behov for at have en sengevarmer i aften” kom der brysk fra varulven, som med et grin på læben, vente blikket væk fra kvinden.
I stedet lod hun dem roligt betragte hvordan at regnen stod ned. Lavede lange stråler fra hustagene som de ramte den grusede og brune vej.
”Hva, har du hø i ørene, eller hva’?” kom det igen fra Sarah, som hun vendte blikket tilbage mod kvinden der var kommet ud til hende fra den lune kro.

Det var et olmt udtryk der glimtede i de tvefarvede øjne, og dét på trods af at hun almindeligvis ikke reagerede så voldsomt. Men hun havde snydt. Og Lynette havde knap nok nået at reagere, eller sige sine mening om det, førhen at det hele havde været pakket sammen, overstået og pengene allerede givet videre. Hvad Zalan var det for en ordning? 
Måbende havde hun stået tilbage i sekunderne efter hendes arm havde hamret ned imod bordet, og det faktisk gik op for hende at hun tabte en armlægningskonkurrence. Det gav ingen mening, hun måtte have haft noget gemt i ærmet! 
Nogle anklagende ordudvekslinger med krofatter, og hun var pænt blevet henvist til at tage det med den allerede forsvundne vinder. 

Armene gled langsomt mere over kors, og hun hørte døren glide i igen med et dæmpet klik. "Undskyld, hvad sagde du?" hun ignorerede hende? Flådesoldatens blik gled over regnen, den var åbenbart langt mere interessant end hendes anklagende tonen, og lige som hun skulle til at sige noget, blev hun skåret af. Hø? Øjnene smalledes faretruende, forud for stormvejret i hendes stemme. "Du kan ikke bare gå - jeg forlanger en forklaring. Du snød, tydeligvis" Mere end konstatering, end et spørgsmål. I et lille elevatorblik tog soldaten hendes fysik ind, hun så middelmådig ud. Og det lignede ikke Liljehåb, at undervurdere andre. 
Med et lille fnys, prøvede hun at holde sig i dække fra den sivende regn, ved ikke helt at gå ud i vejret hvis det da kunne undgåes lidt endnu. 

Røgen forlod hendes næse, men smilet på læberne talte sit tydelige sprog. Sarah var på godt krystalliansk, røvligeglad hvad denne kvinde synes om hende. Eller den måde som hun opførte sig på overfor andre. Sarah havde ikke behovet for at være noget, hun ikke var, desuden var det de færreste der kunne være omkring hende alligevel.

”Dú forlanger en forklaring?” en tør latter forlod varulven, før hun vendte sig mod Lynette. ”Ja, og hvad så? Der var ingen der lagde mærke til det, før det var for sent” et snedigt smil krøllede sig over den venstre side af hendes læber. ”Desuden kunne jeg have gjort meget værre, så hvad med du piller af ind i kroen igen og drukner din højtidelige følelser i bunden af et krus” det var ganske tydeligt, at Lynette ingen ting ville få ud af at snakke med varulven. Måske fordi, at Sarah ikke var blind. Lysets kriger gav hende det blik som hun kendte alt for godt. Det blik der fortalte hende, at de mente hun blot var en af de afskum som levede her i de lavere lag af Dianthos. Men ingen kendte hende, ingen gav sig til at forstå hendes historie. Så hvordan kunne de overhoved begynde at dømme hende?

Et glimt af irritation, og Lynette talte indvendigt til 10, langsomt, men følte ikke nogle spændinger forsvinde væk fra skuldrene. Tværtimod, var det som om at de med den tørre latter kun blev værre, og soldaten hævede hagen en anelse udfordrende, da løgneren tværede hendes pointer ned i det våde underlag under dem. Ingen lagde mærke til det? "Jeg lagde mærke til det" fnyste hun, og kunne ikke stoppe den arrogante lille bevægelse af øjnene der rullede imod himlen, ved de hårde ord. "Der gik ikke engang fem sekunder, og så var du ude!" og Lynettes øjne smalledes overvejende ind, ved den næsten.. trussel der lå bagved kvindens ord. Værre? 

Det var uden tvivl lidt af en ballademager hun havde fået fat i, og en fornuftig stemme mindede hende om at det aldrig nyttede noget, at mundhugges med den slags mennesker. Undergrundsfolket, skulle ord og formuleringer betyde noget for at cementere hendes fordomme. Og Sarah kun bekræftede dem. Fodrede dem. Overlæben vrængedes, stadigvæk irriteret, men ikke vred endnu, omend det lurede i stemmen da hun snerrede "Værre? Dig?" en farlig provokation, men den føltes godt i munden. "ER du vant til at få din vilje på den her måde, eller er du bare enebarn?" 
Men fysisk eskalerede Lynette ikke, hun måtte trods alt have et eller andet trick i ærmet, og hun skulle nødigt ende på den forkete side af det. Hvis det altså kunne undgås. 

”Det var en skam du så ikke var hurtigere, er det ikke putte” lo Sarah med et hint af skadefro. Det skulle ikke undre varulven hvis denne soldat også var adelig, hun bevægede sig som en. Når alt kom til alt, var Sarah en umådelig dobbeltmoralsk person. Hun ønskede ikke at blive dømt, men hun dømte folk hurtigere end mange andre.

Sarah tog endnu et sug af piben og vendte sig derefter rundt for at kigge mod Lynette. Hun sænkede ikke hendes blik som hun normalt ville gøre. Nej hun kiggede direkte mod den anden kvindes øjne også måtte de se, om hun ville ende med at se hvad denne soldat skammede sig over.
”Det har vel intet at gøre med hvad jeg er vant til, er det det?” spurgte Sarah og tog et skridt mod hendes retning. ”Jeg var snedigere og du tabte, reglerne siger meget tydeligt at du bare ikke skal opdages i at snyde, ærgeligt at du ikke nåede at sige noget før krystallerne var givet, såeh… hvad er det egentlig du vil?” øjnene gled ned af næseryggen og betragtede staturen af kvinden. Hun var smuk, det ville Sarah medgive, men lige nu overskyggede hendes opførsel for skønheden kvinden bar.

Putte? De tvefarvede øjne fik et stik af vrede flammende op i sig, og hun hørte sig selv åbne munden en kende vantro. Putte? Det var så nedværdigende, at Lynette ikke rigtigt vidste hviilket ben der var det rigtige at stå på, og om hun overhovedet burde blive ståede. Og så havde hun ikke engang samvittigheden til at se hende i øjnene imens hun sagde det, og Lynette tog et overfladisk sug af luft ind, pludselig lidt mere irriteret på den stank hendes pibe efterhånden forurenede luften med. 
"Du skal ikke citere reglerne for mig, jeg-" og Lynette følte et stik af skyldfølelse, der satte sig i halsen på hende. Hvad? 

Da hun endelig havde vendt sig for at kigge hende i øjnene, havde Lynette nok følt et stik af triumf. Det var bedre, de havde trods alt en samtale her - lige meget hvor pirrelig en samtale det var. Men alt tilfredshed forsvandt til fordel for et metaforisk slag i maven, og hun mistede pusten i sine ord. "Hvad? Du blev-" i de tvefarvede øjne, flakkede minderne om nogle af søslagene over nethinden på flådesoldaten. Mørkelvere, pirater, dæmonisk afskum. Skibe kunne huse en broget besætning, og mange af dem var ikke særlig fredelig anlagt. Og knælende foran en af de mere sårede fjender, stod Lynette og var ved at stoppe en blødning på en mørkelver, med de daværende mørkerøde hænder. "- du blev opdaget. Jeg opdagede dig, og du-" 
En forfærdelig mængde giftige kommentarer fulgte med. Selvfølgelig forrådte mørkelveren dem, og havde en kniv gemt i støvlen. Så snart hun kom indenfor rækkevidde satte hun i bevægelse efter flådens kaptajn, og nåede at tage to med sig i graven, inden hun blev overrumplet. 
Ordene tabte pusten. Lidt mere tvivlende følte hun minderne, skammen over at have gået imod ordre, og skam over den medfølelse hun i øjeblikket havde haft overfor det andet væsen. Tåbeligt, naivt, mytterisk, havde de ikke været bange for at hviske. 

Øjnene smalledes ind, og hun lænede sig en smule undvigende tilbage idet Sarah nærmede sig, til sin egen forfærdelse. Utilfreds, nej, det her føltes værre. Hun virrede en anelse med hovedet, indene at hun fnyste. "Hvad er det-du. Hvorfor.." Stop det. 

Deres øjne havde fundet hinanden og billeder bragede ind i Sarahs hoved. Billeder af kamp, blod og skam. Så meget skam og frygt mast sammen i en lille kugle, der borede ind i hjertet og hjernen. En skam man kunne lægge fra sig, men en gang imellem ville den ulme der i baghoved og tage fat mens man mindst ventede det. Liggende i sengen og gribe fat om høet under en. Mærke den stikkende fornemmelse mens tåre mod ens vilje, gled ned ad de varme kinder. Men gråden kunne ikke høres på grund af den hyperventilerende stønnen, der gjorde at brystet nærmest klappede sammen.
Men når først kontakten var blevet skabt, var det lige så svært for Sarah at stoppe som det var for andre.
Kæben spændte og hun kunne mærke hvordan tænderne begyndte at gnide mod hinanden. Det var voldsomme ting denne kvinde skammede sig over, ting som tydeligvis ikke var noget som hun kunne gøre for. Men så igen, hvorfor skamme sig over noget hvis man ikke selv var skyld i det? Det var et spørgsmål Sarah ofte spurgte sig selv om.

Med et gispende åndedrag rev hun øjnene væk, og tog endnu et hvæs fra hendes pibe ”som jeg sagde, jeg kunne have gjort meget værre” selvom stemmen skælvede, var der ikke meget omsorg at finde hos varulven som hun fortsatte med at ryge hendes tobak.

At Sarah gennemgik det samme som hun gjorde, var ikke noget Lynette lagde mærke til med det samme. Men som to mekanismer der røg i selvsving, reagerede hendes magi nok på værste - eller bedste, alt efter perspektivet - måde med skammerøjnene den anden bar. Og som en spejling af den andens tænder der kværnede imod hinanden, følte flådesoldaten sine egne tænder male korn til mel. Forfærdeligt, det føltes absolut forfærdeligt, nu hvor ufrivillig empati fra Lynette, sivede ud i den ellers anspændte luft der dirrede omkring dem. Hun var låst i orkanen, og havde ingen mulighed for at nærme sig dens øje. 
Og så, endelig. 
Et gispende åndedræt, tæppet faldt tungt ned for den teatertragedie hun havde været vidne til og Lynette trak sin tilstedeværelse til sig, som havde hun brændt sig. Hvilket hun nok også havde; det sitrede i kroppen i en blanding af afmagt, frustration og frygt. Hvad var det her for nogle hekse-kræfter? 

Tilbage i nutiden, hævede og sænkede soldatens skuldrer sig i forlængelse af de overfladiske åndedrag hun formåede at tage. En svedperle gled afslørende ned fra tindingen, og i en forfærdet udånding hørte hun de hårde ord. "Du..." og frygten skulle pludselig slås med harmen der vældede frem i hende, gift for sindet. 
"Dit kryb. Tænk at du følte, at det var nødvendigt..." hviskede hun, istapper hængende omkring ordene. Hvordan skulle hun kunne vide, at det ikke var intentionelt? Alt hvad hun stod tilbage med, udover resterne af traume dæmrende i hendes  nerver, var følelsen af at være blevet angrebet. Hemmeligheder så nidkære, at det var flossede huller som Sarahs øjne havde revet sig igennem. "Du er et forfærdeligt menneske" fulgte hun op med, og lukkede øjnene for hendes kolde sjælevinduer. Føj for helvede. 
Men det hang stadigvæk i luften. Det kaldte på hende, hun kunne ikke lade være, da hun med et ufrivilligt snøft rankede ryggen, og tørrede tårer der ikke fik lov til at bryde frem. Til helvede med det, det var tårer der ikke var noget værd alligevel. 
Men. Det hang. Stadigvæk i luften. Omkring den voldsomme kvinde, som usynlige edderkoppetråde af Lynettes minder. Så med et skælvende suk gled brynene koncentreret ind imod hinanden, førhen at sorte streger langsomt voksede frem på det nordhvide ansigt. De traumer, og den angst forbundet med dem. Det var hendes. 
Og ligeså meget af medlidenhed, som forargelse over at have sin intimsfærer krænket så egoistisk, ønskede hun at tage det tilbage. 

Det var ikke fordi Sarah ønskede, for nogen at gå igennem det som Lynette lige havde gjort. Og trods for, at Sarah fandt hende yderst arrogant, havde varulven ikke gjort det med sin gode mening. Men nogle gange, bare en gang imellem så var det svært at undgå at øjnene skulle mødes.
Så nu stod hun i en situation, den evige vente position hvor hun vidste at der ville komme noget. Men hvad, det var hun ikke sikker på.

Der. Der kom vreden, den hun kendte så godt. Dit kryb, forfærdeligt menneske, djævlens datter, heksesvin.. Listen var længere end de tanker der gled gennem hoved, efter Lynette havde formået at finde de mindre forfærdelige ord frem, som varulven før var blevet kaldt.
Det betød ikke, at det ikke gik direkte ind i hjertet på den ældre kvinde. Sarahs øjne flygtede fra skikkelsen foran hende, mens hun tog en dyb indånding gennem næsten. Mest af alt for at sikre sig, at hun ikke ville slå næven direkte ind i ansigtet på kvinden foran sig.
Med et hæst latter, der ikke varede meget længere end hende der trak vejret ind, løftede hun blikket lidt længere op. Dog ikke nærmere end næsetippen. Betragtede den skarphed den besad, næsetippen som var rundt som en lille knap. Lige forneden af den, var nogle smukke hjerteformet læber. Men Sarah tillod sig ikke at tænke mere.
”Jeg er sikker på at du kan gøre bedre end det” sagde Sarah med et flabet toneleje. For Sarah havde erfaret at med smerte givet af en knytnæve, var nemmere for hende at tage imod end smerten der spredte sig som et flammehav i hendes hjerte. En smerte der lokkede hende til at tænke, hvilket var noget den ældre varulv altid forsøgte at løbe fra.

Jeg er sikker på at du kan gøre bedre end det. Øjnene gled i et ryk op, og Lynette stirrede i sekunderne efter lidt mere tungt ud foran sig. Bedre? Hun var en kriger, men ikke den største af slagsen. Det temperamentet som mange gik og gemte på, imellem soldaternes krigslystne individer, det tilhørte ikke oprindeligt Lynette. Men der var et eller andet over kvinden, som gjorde det svært at bide i støvet, og lade det ligge. Jeg er sikker på at du kan gøre det bedre. 
Hvis man ikke kunne være bedre end andre, måtte man bare prøve at blive så meget værre end dem. Var det ikke hvad man sagde? På hver sin arrogante hest, kunne Lynette ikke forestille sig andet end at det var hvad der gik igennem hovedet på den anden kvinde. Hun var ingen tankelæser, men empaten samlede tråde op, og fulgte dem altid til dørs. Det var et facadespil. 
Og en brændende følelse af selvretfærdighed lavede et bagholdsangreb på Lynette, da hun samlede op på den potentielle svaghed. "Det er perverst" fulgte hun derpå op med, ægget på vej af de flabede ord og med fødderne først i fælden.
 "Finder du nydelse ved det, eller kigger du væk fordi det for svært at se folk i øjnene igen, bagefter?" tilføjede hun, og fnøs. Med vrede kom mod, og den skubbede smerten ved minderne til side; den fodrede hendes ego - hun var berettiget til alt hvad hun sagde, lige nu. Og ryggen rankedes lidt mere, tilbage til den vante holdning. 

"Finder du det sjovt, når folk kryber for dig?" ikke at det var kommet så vidt her, men havde hun ikke sluppet Lynette henad vejen? Jah så var hun nok væltet mere tilbage, også fysisk. 

Fnyset kunne lyde morende, ja næsten som om hun tog glæde i hvad der skete. Men hvis man lyttede ordentligt, kunne man høre smerten bag lyden. Hvordan det bredte sig i hele kroppen og borede sig ind gennem huden.
En smerte som Sarah kendte alt for godt til. For skammer øjnene havde fulgt hende siden hun havde været ganske lille. Måden hun havde fået bind for øjnene, og nægtet adgang til resten af flokken.
Og på trods af, hvordan hun var blevet behandlet, var det også tydeligt, at hendes mor tog glæde i at Sarah havde fået evnen. Hvordan den kunne bruges på mændene i flokken.

Finder du nydelse ved det?
”Hold din kæft” sagde hun med et grin og rystede på hoved, hendes øjne løftede sig. ”Jeg kan da sagtens blive ved med at kigge dig ind i øjnene? Er det hvad du vil have? Du kommer her ud og klager din nød, jeg sagde jeg kunne have gjort meget værre og det vidste jeg dig” Sarah tog et skridt mod hende igen og lod hendes hånd gribe nakken omkring soldaten. ”Nogle gange, må man vide hvordan kampen er tabt også flygte inden det bliver værre” med de ord lænede hun sig frem så hendes læber var lige ved siden af Lynettes øre. Hånden på nakken strammede grebet, hvor hun brugte hendes styrke på at holde Lynette på plads. ”Jeg tager ingen nydelse i det, for alt du føler, føler jeg i samme øjeblik. Det er den værste forbandelse et menneske kan bære”

Det var nogle beskidte slag, og så snart ordene forlod hendes mund, vidste hun også at det egentlig var over grænsen. Det var for meget, og bestemt ikke en soldats opførsel værdig, skulle Lyset stå for noget godt her i verdenen. Men samtidigt med at hun vidste alle de her ting, så føltes det stadigvæk så retfærdigt. Der var nemlig meget stolthed omkring den anden kvinde. 
Og stikpillerne borede sig ind som spydspidser, krakelerede facaden, påvirkede stoltheden. Et pust af vrede, og den her gang kom kvinde i bevægelse. 

Hold kæft. Trodsigt følte Lynette hvordan hendes krop spændte op, Sarah var indenfor intimsfæren nu, og hænderne ledte i en forsinket reaktion efter noget som ikke var der, på ryggen. Lort, de tvefarvede øjne nåede at kigge op, førhen at et falkegreb fik fat i hendes nakke, og smertefuldt borede de beskidte fingre ind i huden på hende. "Arhg, hvornår den er tabt? Du mener da ik-" og hun lagde sin hånd imod kvindens albue, og pressede i et kæmpende ryk imod, da hun med et lille fnys følte hvordan Sarah strammede. Prøvede i det næste sekund at bukke hendes arm ved leddet, så hun kunne snurre omkring of få fat i nogle brædder og- 
Der var det igen. Den underlige magt, i den ellers middelmådige fysik "Din gadelus" hvislede hu. En overnaturlig styrke cementerede nu kvindens greb, og fik en klagende lyd fra Lynette. Så det var magi. Hun vidste det! Ikke at den sejr føltes god, og hun satte nu begge hænder over armen på den anden for at bryde fri, det føltes som en jernstang for helvede. Hvordan skulle hun.. 

Og så slog det hende, hvad Sarah underligt blødt hviskede, og hun stivnede. Ord som samtidigt slog hende ud af den hektiske mission det nu engang var at bryde hendes overgreb, og faktisk - nok for første gang i mange år... fik et skarpt, hånligt og usympatisk smil over de bløde læber. Den grimme følelse væltede frem i hende, og dystede med alt hvad der lå i luften, lige til at samle op. Følelser - hun foragtede og forelskede sig i dem, hver dag. De var alle vegne, og at gennemleve dem sammen med andre, var et tungt kors at bære. Og alligevel talte Sarah som om hun vidste noget. 
"Den værste forbandelse, siger du?" der var mange ting at begræde, hvis man skulle måle smerte. Foruden dem hvis magi eller krop langsomt slog dem ihjel, var det næsten tragisk komisk at høre ordene fra den stærke personlighed - hun ville bruge evnen, men ikke dens magt? Øjnene hos Lynette lynede, omend Sarah ikke kunne se det. "Tyrelort. Det virker kun rigtigt, at du skal bære smerten med dem" og hun gav op på at løsne grebet. "Du er ikke forbandet. Du er bare forbandet egoistisk" fulgte hun i et tørt grin op med. Styrke virkede ikke. I stedet greb hun i et ryk ud efter den andens krave, for at forsøge at tvinge sig selv et par skridt frem og sætte et knæ i maven på hende. 

Det var utroligt hvordan begge kvinder, kunne stå fast ved deres tro. 
Den ene var klar til at kaste Sarah i ilden, mens den anden mente Lynette var en kvinde, som havde levet hele deres liv med en guldske op i røven.

Det gik ikke Sarah forbi, at Lynette tydeligvis prøvede at komme ud af hendes greb. Hvordan flakkende øjne ledte efter en udvej. Men Sarah strammede blot grebet, og et vredt smil bedte sig over hendes læber. 
“Du aner ikke hvad du snakker om” hvislede hun gennem sammenbidte tænder. Hele Sarahs liv havde været en traumatisk hændelse. Mellem at blive tvunget til at gå med bind for øjnene, til at blive tvunget til at få ulven som gave da hun blev 16. Der var intet for hende at vinde i denne verden, ingen kærlighed ingen omsorg. For hvornår skulle hun nogen sinde finde en, som ønskede at være sammen med en de ikke kunne se i øjnene? Det tætteste hun var kommet på et forhold, hvor hun havde følt sig elsket; der havde kvinden snydt hende og efterladt Sarah for ulvene der nær havde kostet hende livet. 

Knæet i maven kom ikke som en overraskelse. Hvilket gjorde Sarah kunne spænde sine mavemuskler. Dog undslap en smertefuldt suk hende, hvilket tvang hende til at give slip på grebet og træde et par skridt væk. 
Hun stod der et øjeblik, før hun trådte frem igen og svang en knyttet næve mod kvindens kæbe. Hele Sarahs krop dirrede af vrede, helt ud i fingerspidserne kunne hun mærke det. På nuværende tidspunkt var varulven ikke engang sikker på, at der var Lynette hun var vred på - eller om det blot var hele verden.

Med karambolagen af hendes knæ imod Sarahs mellemgulv, gav de beskidte fingre en smule mere slip - bare et sekund. Og et sekund var heldigvis alt hun havde brug for, da hun med et fnys også bakkede bagud, afstand, der skulle lidt afstand imellem dem. Ordene blev dog ved med at svirre i hendes opmærksomhed, imens. Nej, hun vidste virkelig ikke hvad hun snakkede om - og det ville hun også normalt minde sig selv om. Men hvis ikke hendes angreb før havde sat retningen for hvordan det her skulle udvikle sig, sørgede hendes toneleje i hvert fald for at gøre det; soldatens hænder knyttedes afventende da hun følte kamprusen sive ned igennem den stærke krop. Sanserne skærpedes. Hun savnede sit langsværd nu, men måske var der noget der kunne bruges her omkrin-

Kun et øjeblik var passeret, og Sarah var allerede i bevægelse. Lynettes tvefarvede blik prøvede hastigt at danne bro imellem hendes kamtræning fra skoletiden, senere skibet og til sidst de diverse kroslagsmål hun havde været med til at stoppe. Men der var en forskel, skulle hun senere erfarer. 
Lige nu, var hun dog forberedt. "Pfft" slap det over læberne, hun havde ikke noget godt modsvar. Og Det sidste hun ønskede, var at være offer for den kraft hun (sin bedrevidenhed til trods) vidste den anden bar med sig. Hverken hendes hænder, eller hendes øjne. Så fokus. 
I et hurtigt skridt sidelæns svajede Lynettes ansigt udenfor svingets bue. Albuerne lå tæt ind til kroppen, musklerne trak sig sammen og Lynette jabbede i et hurtigt stød ud efter hendes ribben, men forsøgte også hurtigt at komme udenfor rækkevidde, den anden beskyttende foran kraveben og hoved. 

Det tog kun et par øjeblikke for varulven og se, at Lynette formåede at undvige hendes slag. Et grin undslap hende, da hun hurtigt genfandt balancen. Næven der blev sendt mod hendes ribben, blev grebet i et fast tag. Men hvor at det stod mellem at banke armen mod hendes knæ, hvilket ville føre til at den brækkede, eller at skubbe hende væk—der var valget nemt. Med et hårdt skub smed Sarah Lynette væk fra hende, i den intention om at hun skulle vælte ned i den våde plørede jord.
”Se nu, nu er min pibe gennemblødt” kom der med et irritabelt suk, som hun bukkede sig ned og samlede den op igen. ”Så hvad har du tænkt dig at gøre? Melde det til byvagten? Jeg vil være væk inden de når at finde mig” forklarede hun med en kølig tone, hvor hun begyndte at stoppe piben med ny tobak i håb om at hun igen kunne få gang i den.
Selvfølgelig alt imens at hun ventede på, om Lynette følte for at kaste sig yderligere efter hende. Måske var der et håb om det, selvom Sarah var træt, og egentlig helst bare ville nyde sin aften. Alene og i fred.

Smack. Slaget blev med provokerende lethed grebet, og Lynette knap nok nåede at ærgrer sig over det, førhen hun blev kastet bagud, tumlende ned imod den våde jord med et ydmygende bump. Lort! Soldaten skævede op, hænderne mudrede af det klamme underlag og med en kølig, våd plet godt på vej til at dække hele hendes røv samt underlår. Lorte kvindfolk. 
Som en hver anden arrogant nisse, begyndte Sarah nu at give sig i kast med den pibe man næsten kunne mene havde startet det hele. Og med et fnys af vantro skramlede Lynette op på benene igen, et uimponeret blik over den hånende kommentar. 
"Hvis du nu stoppede med dit magipis, og gav mig i hvert fald mit indskud tilbage, kunne vi se på ikke at klistre dit fjæs op på eftersøgt plakaterne. Jah?" 

Imens hun talte havde Lynette nu givet op på ikke at blive våd, og bevægede sig med lidt tungere skridt udenfor dækkenet af kroen. Vandet var koldt, det samlede sig hurtigt i det tykke, tvefarvede hår, og gled i små krystaller ned over hendes arme. Lynettes øjne smalledes, og hun knyttede næverne foran sig, idet hun forberedte sig på runde to. "Jeg tror at jeg gættede rigtigt før. Dit forhold til magt altså. Dit blik, din magiske fysik... du er lavet til at tvære andre ud, er du ikke?" og ubevidst dansede hun nok lidt for tæt på sandheden i sine provokationer, men Lynette ænsede det ikke rigtigt. Hun skulle have retfærdiggørelse, på den ene eller den anden måde. Og her kom lidt af årene som kriger til sin ret, da hun begyndte at analysere sin modstander. 
Hænderne svævede lidt afventende foran hende imens hun talte, indtil hun endelig hukkede ud igen, lige idet ordet 'tvære' forlod hendes mund, den her gang rettet imod siden af hovedet, men efterfulgt af to hurtige jab fra den anden side også. Teknik, det måtte handle om teknik, sagde hun til sig selv. 

”Hvis du lærte at kæmpe bedre, ville du også vide, at magi ikke har noget med det at gøre” nok havde Sarah en overnaturlig styrke i sig, men det betød ikke at hun var uovervindelig. Med snilde ville man nemt kunne sætte varulven på plads. Der var trods alt en grund til, at Sarah ofte gik fra kampe med brækket fingre, kæbe og andre knogler i hendes krop. Hun tog dog med åbne arme imod smerten, fordi den mindede hende om, at hun stadig var i live. Den mindede hende om, at hun kunne føle noget og hun kunne komme igennem hvad som helst. Det var hendes eneste frelse fra hvad der var hændt i hendes liv. Det eneste der fik hende til at føle, at hun ikke blot var et offer, men hun valgte selv. Om hun skulle blive rapporteret til byvagten, tog tydeligvis ikke hårdt på hende, om andet så ville da blot være på tide, at hun endelig så sit smukke ansigt hænge rundt omkring i Dianthos. 

Denne gang engagerer hun sig ikke i samtalen, hun røg blot videre på hendes pibe og rettet blikket stift ud mod den kolde regn der stod ned i larmende strenge. 
Med et suk, så hun hvordan at en knyttet næve blev kastet mod hendes kæbe. Og selvom hun måske kunne undgå det, stod hun uhyggelig stille og mærkede hvordan den kolliderede mod ansigtet. Det gjorde ondt, så forbandet ondt—men alt der kom fra varulven, var et side blik før hun undveg de næste to slag. ”Der, er du tilfreds? Fik du det bedre?” kom der en anelse besværet, da kæben tydeligvis havde mærket slaget. Om kæben var brækket, det måtte tiden vise.
Sarah spyttede blod ud på jorden, før hun placerede piben mod hendes læber igen.

Sammenstødet var hårdt, og indvendigt krympede Lynettes væsen sig en smule. Hun havde taget det direkte på? Forbløffelse tindrede kortvarigt i øjnene, dernæst forvirring, inden at det gik op for hende hvad den anden kvinde nu prøvede på. Virkelig? 
Hun var vidst en hård type, så uinteresseret hun lige pludselig kunne se ud. Hvis det handlede om at få hende til at føle sig dum, virkede hun da til at trykke på de rigtige knapper - hvorfor var hun så led? 

Med et lille hmm åbnede og lukkede hun knytnæven en anelse rytmisk, og rystede så på hovedet. "Giv mig min del, af dit snydegods. Så er vi færdige, og du kan vende tilbage til..." og hun stoppede sin sætning, da der ikke lige dukkede noget pænt at sige, op i hendes tanker. Hun krævede sjældent noget. Men hvad der blev spillet med i god tro, skulle ikke sværtes til at en eller anden ældre kvindes 'jeg ejer stedeet' attitude, den passede ikke ind. 
Og selvom hun normalt undgik konflikter, var det ikke fristende at slippe den her helt. Dog gik Lynette ikke længere til angreb, nej, ingen grund til at løse noget så fysisk, hvis hun allerede havde tabt pusten. Så bitter var hun heller ikke,. 

Sarah vendte blikket mod Lynette, da hun igen krævede at få hendes del af betalingen. "Nej" kom der hårdt og kontant fra varulven, der ikke fjernede blikket fra regnen der kom silende ned. Kun dækket af det lille halvtag, kunne hun mærke hvordan hendes fødder blev køligere og vådere for vert minut der gik mens hun stod herude og røg hendes pipe. 
"Reglerne sagde ikke noget om, at man ikke måtte snyde, der stod blot hvis man gjorde, skulle man ikke blive opdaget—du opdagede det for sent, jeg har fået betalingen" kom der tørt fra Sarah, der hæv røgen ned i lungerne, før hun sendte skyen ud af hendes næse og lod et lille suk slippe. "Desuden har du ikke brug for de her krystaller, det har jeg, især når du lige har brækket min kæbe—måske jeg skulle gå til byvagterne om det? En fra lyset, valgte at tæske mig, fordi at jeg 'snød' i en armlægnings konkurrence..." denne gang drejede Sarah hoved, dog uden at kigge Lynette ind i øjnene "gad vide hvordan det ville gå, hmm?" smilet på læberne, vidste deres tydelige sprog. Dette havde været varulvens plan, fra det øjeblik som Lynette var kommet ud, og krævet krystallerne tilbage, fordi at Sarah havde 'snydt'.

Forfærdet stivnede Lynette, den ene hånd løftet i vejret, da det gik op for hende hvad Sarah havde sagt. Hvad? Tæsket hende? Soldatens øjne spærredes op, hvad fanden mente hun med det, og en uhellig lille forbandelse listede sig af sted (indvendigt), da hun indså at hun var blevet snydt. Hun var vidst ikke en tankeløs torsk, men derimod en snog, den mørkhårede kvinde. Med yderst meget besvær - det krævede overraskende meget selvkontrol for en ellers pacifistisk kvinde - holdt hun sit toneleje i nogenlunde ro, da hun svarede "Du ved udmærket... at jeg opdagede dig. I tide" hun ville ikke vige fra den pointe; det var nok den eneste hun havde nogenlunde hold i, når alt andet begyndte at skramle under fødderne på hende. 

Og pludselig følt hun et stik af nervøsitet. Lort. Ville hun virkelig anmelde hende, når det var den mørkhårede der havde startet alt det her? Som hun huskede det, var det i hvert fald ikke Lynette der eskalerede det, omend det var hende der nok endte med at tage konsekvenserne for det. Lort, lort, lort! 

Ikke at hun prøvede at vise det alt for tydeligt, da de tvefarvede øjne smalledes mere ind. "Tror du virkelig at de ville tro på dig?" ikke særlig soldateragtigt sagt, og så slet ikke med hendes ellers venlige natur i mente. Det lignede ikke Lynette, at være så bidsk. Men et eller andet omkring den anden kvinde, provokerede hende grænseløst. Det var samtidigt også hvad der holdt hende her, stadigvæk, jah hun burde joh være gået for længst! 
Men det var svært. Fordi hun var så træls, selvfølgelig.