Efter slagsmålet med kollegaen, Stian Hwan, havde Eskilds løjtnant fået ham til helbredelseshuset. Dette var dog uden for hans erindring, da han i sin ankomst dertil var faldet hen i en bevidstløst tilstand.

Fra hans bevidstløshed til han vågnede igen, var der gået to døgn. I dette tidsrum havde healerne haft fokus på at få lappet Eskild sammen. Hans højre øre havde lidt stor last, hvor hørelsen var forsvundet helt i øjeblikket. Et til slag på højre side af hovedet kunne havde haft permanente skader, men de havde fået healet brudene i øret i tids nok til, at han blot ville have nogle mén. Kæben var foreslået og næsen havde været brækket.

Healerne havde udredt disse skader, samt informeret om forventning til healingsperiode til den overordnet der havde afleveret Eskild.

Men som han var vågnet, var det med ømhed, at han fik sat sig op og svunget benene ud over kanten. Knoerne var røde og endnu medtager for de slag han selv havde uddelegeret.

Efterfølgende var han blevet hjemsendt for at komme sig det sidste. Følelse af at hørelsen havde været på spild, frustreret ham grænseløst. Væske fik han indtager, men mad var en anden sag. Den blev skubbet lidt til. Halve madder blev spist, resten kasseret eller hobede sig op på køkkenbordet. Det var en pine at vandre omkring i eget hjem på fuld tid. Uniformen var endnu ikke blevet vasket, blodet var indtørret og gjorde næsten stoffet stift. Han havde sine tvivl, om han ville få muligheden for at vende retur. Issac havde endnu ikke informeret ham om sin fremtid i byvagten, blot at de ville drøfte det, når han var på fode igen. Men det var dage siden nu, at han var blevet sygemeldt. “For zalens.” Brokker han sig højlydt i eget hjem og slog kruser hårdt i bordet, så det pjasket udover det hele.

Nok var han ikke en ideel byvagt, men det var alligevel hans liv. Han nød sit job, trods det ikke så sådan ud.

Håret blev spændt væk med en snøre, som han var blevet træt af at mærke det i ansigtet. Vand over det hele. Fuck mit liv tænkte han vredt for sig selv og trak trøjen over hovedet for at tørre køkkenbordet fri for vand.  Hvad var overhovedet pointen i det, han vandret omkring i løse hørlignende bukser som var bundet om livet på ham.

Hjemmet var små rodet, tydelige tegn på en som vandret omkring i frustrations ensomhed. Tøj lå her og der og alle vegne. Papir lå spredt på gulvene og i sofaen. Det eneste der så taget hånd om, var sengen og soveværelset. Næsten som, at han havde sovet på sofaen som det primære.

 Hele vejen, havde den unge byvagt haft en ubehagelig knude i maven som han nærmede sig beboelseskvarteret der husede hans kollega, Eskild Havasi. Det var ikke af egen lyst at han var taget afsted for at aflægge visit. Men hans mor havde forlangt, at Stian, som minimum, besøgte ham, og gav ham en undskyldning for en mulig forsoning. Hun anede dog ikke hvad der lå forud for slåskampen, og at en nogen som helst form for gensidig respekt kunne opnås.

 Alligevel, var Stian taget afsted. Skam, og dårlig samvittighed åd ham op - og, han var ikke stolt af det der var sket. At Eskild næsten havde mistet hørelsen, havde sat sig forkert i ham. Det var ikke ham at gøre sådan; det var uetisk og ikke professionelt. Uanset hvad end Eskild havde gjort ham, skulle han aldrig have lagt op til vold. Så det var ligeså meget skyldfølelsen, som hans mor, der havde tvunget den unge menige afsted. 

 Vejret var bidende koldt, og det afspejlede hans hjerte, som føltes harmt og ødelagt. Uniformen var lagt på hylden, (hvilket var et sjældent syn) så istedet var han påklædt temmelig ordinært, mere eller mindre. For at holde varmen havde han en lang uldkappe på i brunlig nuance, hørbukser, og en bindeskjorte der var bundet ind i taljen med et bælte. 

 I armen bar han på en kurv, proppet med alskens mad lavet af hans mor. Den bedste medicin, ifølge Jiya Hwan, var god mad i maven, når man var skidtmas; Hun havde lavet en ganske letspiselig mild, grød, og kunne Eskild få andet ned, var der også en topalis specialitet; krydret lavakrebs med ris og fermenteret kål. Det var en stærk ret, men den gjorde godt i tider som disse; mente hun selv. Der var også mælk, medicin og andet som hun mente en ung, sygemeldt byvagt kunne have behov for; Stian havde fortalt, at Eskild var alene - hvilket havde sat hendes moderlige sanser igang. 

 Stian overvejede om han bare skulle vedlægge en lap papir med en undskyldning på kurven og gå igen. Men.. selvom Eskild var en idiot, og han næsten hadede ham lige så meget som sin egen far, følte han, at han skyldte ham det. Stian var et godt menneske, og gode mennesker indser sine fejl. Ikke ligesom Eskild. 

 Der lød tre hårde bank på døren, og ganske modvilligt blev han stående og afventede. Usikker på, om Eskilds svækkede sanser kunne høre ham. 

Den grønne bindeskjorte var blevet tværet henover bordet i forsøget på at få alt vandet op, trods så grundig han nu engang var, var der endnu vand på bordet. I hans verden var det væk, for han havde ikke kunne mærke noget med den anden hånd. Men som der lød bank på hans hoved dør, så han med sit frustrationen udtryk forvirret i mod lyden. Den ene hånd blev tørt let af i de gråsorte hørbukser før bindeskjorten blev taget i knyttet hånd og han gik hen til døren. 

Eskild burde kunne ud fra banken have opfanget hvem det var, men hans opmærksomhed var ikke hvor den skulle være, så først han fik revet døren og indså han hvis vejrtrækningen der var på den anden side af døren. Barfodet og med sin bindetrøje krøllet sammen i en knytte hånd, faldt skuldrene en anelse og han lænede hovedet tilbage i en form af opgivelse. Hvor-FOR. 

Hovedet blev hældt en anelse frem og til siden: "Hvad er årsagen.. -- hvorfor er du her" skønt han kunne have fundet på så mange andre spørgsmål at stille, orkede han det virkelig ikke. Hørelsen var ikke helt tilbage i samme niveau, men der var ikke lang vej igen. 

Det var ikke noget han som sådan tænkte over, men så man forbi Eskild, kunne man se køkkenet bordet der endnu var svøbet i vand, tallerkener der var stablet ujævnt på hinanden med og uden mad. Men samtidig, hvis man skænkede bindetrøjen et opmærksomt øje, kunne man se den var delvist våd. Det krævede næppe nogen teoretiker at ligge to og to sammen. 

 Døren blev revet op, hvilket fik Stian til at læne sig en anelse forbavset tilbage fra døren, men han spærrede kun øjnene ganske kort op, før de igen faldt tilbage i hans lettere mutte ansigtsudtryk. Synet af Stian, for Eskild, var vel lige så uønsket, som synet af Eskild var for Stian. Og ud fra kollegaens kropssprog at dømme, indikerede der en tydelig frustration over at have ham ved sin dør. 

 Eskild lignede nogen der var blevet taget med det forkerte ben på vej ud af sengen. Stians blik gled scannende henover ham. Håret var uglet sat op i en knold, og han var kun iført løse bukser, mens han stod knugede et stykke klæde, der muligvis havde været hans skjorte. Hvorfor var den fugtig? Bare at høre den andens stemme, fik Stian til at lukke øjnene træt sammen, og han kunne ikke lade være med at sukke tungt. Ja, hvorfor er jeg her, såmænd.

 Grebet om kurvens håndtag, strammedes, og han gnavede sig lidt irritabelt i underlæben. Jeg ville bare se om du var okay, tænkte han frustreret, men kunne ikke ytre det. Så snart Eskild havde vist sig i døren, blev Stian i umådeligt dårligt humør. Men han havde forventet dette - genforeningen, ville ikke just være et glædeligt syn.
 "Jeg har.." han hadede det næste han ville sige, så han kom med et irritabelt suk, "..mad med til dig." Stian sank en klump, og rakte stift kurven mod ham så den strejfede den andens bare hud på maven. Han ville holde den udstrakt i stiv arm indtil Eskild ville tage imod den. 
 "Min mor, ønsker dig god bedring. Det er fra hende. Os." rettede han sig selv tvungent, og lød ganske sammenbidt. 

 Blikket gled ned på den våde bindetrøje igen, som Eskild havde i sin hånd. Den virkede temmelig gennemblødt, at den næsten dryppede af vandet. I det samme fik han set forbi sin forslåede kollega, og overværede hvor rodet der så ud derinde. Det så forfærdeligt ud, og det var blot en brøkdel af hvad Stian kunne se fra døren. Et sug af sympati spredte sig i ham, fordi han lå til grund for det her. Der var ikke rodet sidst han var der. Så Stian kunne ikke lade være med at tage et skridt tættere på, for at se ordentligt derind. Stadig med en madkurvs afstand mellem de to mænd.

  "Hvordan er det der ser ud i dit hjem?" udbrød han målløst, men tonelejet var dæmpet. Det var måske ikke en særlig sensitiv ting at sige, taget i betragtning, at Eskild intet kunne se - og derfor ikke ville kunne svare på spørgsmålet.

Der var ingen skam i, at Eskild havde en snert af mistanke om hvorfor Stian var der. Stående ude foran hans hoveddør. Chancen for at færdiggøre hvad han selv sidst havde sat i gang, det var jo ikke blevet afsluttet, for Eskild trak endnu vejret. Men som han fik mærket efter i jorden under sig, var der noget ekstra ved kollegaen som han ikke kunne sætte en finger på. Det lignede en firkantet boks der hang ud af hans hånd. 
Det gav på ingen måde mening for ham. 

Men som kollegaens hånd greb mere om kassen han stod med, blev det en anelse mere tydeligt for ham. Det var ikke træ, sten eller metal, men noget let og givende materiale. Alligevel måtte han først finde ud af, hvad det var noget når det blev fortalt, hvis et blev fortalt. 

"Mad med til mig?" gentog han med en monoton stemme. Fru Hwan havde påtvunget sin søn til at bringe mad ud til ham? Eskild trak en anelse på smilebåndet over ironien af det. Det var en mere mild side af ham, som han tog det som en kærkommen ironisk joke. Det var en bizart situationen de nu stod i. Men som Eskild skulle til at sige tak: "Sig tak til din mo-" blev han afbrudt af Stians mindst lige så bizarre sætning, at han fik lagt armene i holder, endnu med trøjen i den ene hånd.  

Dunk han mærkede kurven med mad mod sine lår og Stian står lige bag den. Skulle han nu til at retfærdiggøre sig selv over for hans voldsperson? "Er det virkelig spørgsmålet du stiller mig?" det var jo ingen hemmelighed mellem dem, hvorfor det irriteret spørgsmål virkede en del mere fattende. Alligevel fik han trådt skråt tilbage og skævede omkring i rummet bag sig, trods for dette kun gav plads til at Stian kunne tvinge sig selv ind på besøg. "Det er ingen ting," valgte han dog at øffe ud og fik spidset læberne en anelse sammen som han bed sammen.  

 Stian kunne ikke helt placere hvad han følte i øjeblikket. Det var et miskmask af følelser der alle ramte ham på samme tid. Irritation, had, frustration, skyldfølelse, tomhed, sorg og sympati. Og sikkert meget mere derimellem. Hvorfor han ikke var gået endnu, kunne end ikke guderne vide. Planen var; giv kurv, undskyldning og gå igen. Men han blev stående. 

 Det svage smil der tonede sig om Eskilds læber, var en blødsødene kontrast, til hans forslåede ansigt. Også selvom hvad end manden foran ham tænkte måtte være ironisk, eller hånene. Stian prøvede ikke at tage sig af det. De var ingenting for hinanden, selv kollegaer ville han ikke kalde dem, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Tag nu kurven så jeg kan gå. 

 Men kurven blev ikke taget. Og Stian stod stadig og skævede ind i mandens lejlighed. 
 "Beklager." svarede han til Eskilds bemærkning, selvom han ikke lød særligt beklagende. "Det var ikke det rigtige ordvalg." 

 Stian sænkede kurven da Eskild ikke havde taget imod den endnu, og kørte sin hånd igennem sine lyse lokker med sin frie hånd. Det næste der kom ud af munden på ham, ville han fortryde. Garanteret. 
 "Må jeg komme ind?" spurgte han så, og ignorerede Eskilds øffen. Stians toneleje blev forsøgt at lyde så monotont han kunne, mens han skævede væk fra Eskild. Det var som hvis ordene, ville have sværere ved at forlade ham, skulle han se på den anden, "Jeg vil gerne snakke med dig." han pressede læberne sammen, og satte hånden i siden.
  "Bare snakke." forsikrede han den anden om, inden han kunne nå at gøre indvendinger. Stian lod sit blik hvile lidt på de blå mærker ved Eskilds ansigt, og et stik af skyldfølelse ramte ham i hjertet igen. 

Armene blev atter løsnet, trods de blot var blevet lagt i folde med sig selv. Den eneste måde, hvorpå han kunne komme af med kollegaen på den anden side af dørkarmen, var ved at tage i mod kurven og lukke døren bag sig, som han ville forsvinde ind i mørket igen. 

Beklager, gentog han stille for sig selv i sit indre og trak på skuldren. "Det var en joke," måske ikke en synderlig tydelig en af slagens, men nu kunne han heller ikke rigtig klandre en for at skulle tage hensyn til noget så ubetydeligt. I alt deres kendskab til hinanden, havde hans manglende syn været ukendt, så at tage det med sig i sine kommentar og ordvalg, var ingen nem ting. Eskild ville dog ikke tage det særlig ilde op, det var sådan det alle dage have været, hvorfor så begynde at gå i små sko. 

Men som han endelige ville få rakt ud efter kurven, fornemmet han ændringen og den halvt udstukne arm stoppede og hånden knyttet en anelse og han trak den til sig igen. "Eh" lød det demotiverende fra ham. 

Kunne han komme uden om det? Stian stod der jo endnu og havde allerede været så gæstfri at kommentere på hjemmets tilstand. Alt andet ville jo være så respektsløst. "Ja-ja" svaret han henkastet og trådte tilbage og lod sig vende ryggen til kollagen for at gøre plads. Som Eskild bevæget sig mere ind i rummet, fik han foldet trøjen i grebet ud og hængt den på en stoleryg og satte sig på en anden af de fire stole (han tilsyneladende har). 

En albue blev sat i bordet og en håndfalde til kinden som han satte sig træt til bordet. Berøringen på kinden mindet ham om ømheden der endnu lå ved kæben og kindbenet. "Hvad vil du snak om, Stian?"

 Det var en joke. Nå for pokker. Det var da heldigt at Eskilds humor stadig var intakt. 

 Stian bed sin modvilje i sig og trådte indenfor; det var et under at han overhovedet fik lov til at komme ind i Eskilds privatsfære igen. Af hvad han kunne huske fra sidst, var lejligheden rimelig minimalistisk anlagt, og ryddelig. Men det var selvfølgelig svært at tage alle detaljer ind, af et mørkt rum, altimens munden blev penetreret - så han kunne jo have husket forkert. Mindet gav ham kuldegysninger, og han forsøgte at tænke på noget andet; som for eksempel at her lugtede af at der kunne trænges til en ordentlig omgang opvask. 

 Ud af øjenkrogen bemærkede han Eskild sætte sig efter at have hængt sin våde trøje.
  "Er der ikke nogen som har besøgt dig?" Spurgte han undrende, grundet tingenes tilstand i hjemmet. Han måtte vel have familie der kunne passe på ham imens han var for dårlig til at tage sig af sig selv. Blindhed, og dårlig hørelse, var ikke en nem tilværelse at befinde sig i. 
 
 Han stillede kurven fra sig på bordet hvor Eskild sad, og vurderede om han selv burde sætte sig. Det kriblede dog i hans fingre for at gøre orden i sin kollegas hjem - men måske det var upassende. 

 Hvad vil du snakke om Stian - ordene hang i luften mellem dem, men det var for svært for ham at bringe sagens kerne op med det samme. Så han tog tilløb til det. 
"Mhrm." Rømmede han sig utilpas, og satte hånden på bordet, inden han med det samme løftede den overrasket igen. Han gned sine fingre sammen. Vand.
 "Bordet er vådt, Eskild?" Konstaterede han, og så rundt efter noget ordentligt at tørre op med. Mon det var derfor skjorten var våd? 

 Med et lille suk gik han hen til køkkenbordet, og fandt en klud til at tørre det op med. Han lænede sig ind, og tørrede bordet omhyggeligt indtil det blot var en smule fugtigt. Det var mærkeligt.. at agere som hushjælp for Eskild ligepludselig, og det var ikke hans problem hvordan den anden levede - så hvad var der med ham? Alt hvad der er sket på det seneste, havde kørt ham fuldstændig ud af sporet. "Må jeg.. eh. Rydde op? Det ligner.." lort. Ordene døde hen og blev aldrig afsluttet. 

Det var ikke just hvad han ønskede sig. Det var næsten som, at være på nippet til en feber, så utilregneligt var mødet for ham. Skulle han have fortrudt sin accept til at lukke kollegaen ind og blot bedt ham gå sin vej? Fortrydelse kunne man altid tage med sig til overvejelse. Men skulle Issac Thorne diktere hvad der var det rigtige at gøre, var det formenligt at holde ud og finde ud af, hvad som kollegaen ville. 

Et tungt gh-lyd forlod hans læber. "Nej. Jeg ser ikke just mine forældre og Thorne vil først se mig, når jeg er vurderet egnet igen," det var ingen behagelig sætning at dele med lige den person, men der var vel ingen grund til at være på tværs. Specielt ikke når moderen tvang ham til Eskild med forsyninger. 
Lyden af kurven der ramte bordet var vel kun forventeligt, selvom han nok ikke selv, ville have placeret den der, men taget omstændighederne i betragtning, var det måske meget passende alligevel. "Mhm," fortrydelsen var nu indtruffet. "Det skulle jo ske, at jeg spildte vand før eller siden," begyndte han at brokke sig. 

Men det havde endnu ikke besvaret hans spørgsmål, men det virkede ikke helt til, at han kunne forvente et svar. Er hans bekymring virkelig roden i mit hjem? Du laver sjov med mig.. "Slå dig løs," opgav han og viftede opgivende med den anden hånd. Hvorfor kunne han ikke blot få svar på sit ellers så simple spørgsmål. 

"Men hvorfor er du her, Stian?" prøvede han dog igen. 

 Så Eskild havde været helt alene i al den tid. Stian stod og stirrede mut på ham. Hvor var det dog yderst irriterende en situation han befandt sig i lige nu. Han kunne ikke tilgive Eskild for dét han havde gjort, skyldfølelsen var som en sten i maven, for hvad han selv havde gjort, og sympatien for sin foreslåede kollega, begyndte at vokse spædt. 

 Stian kunne ikke finde nogle passende ord at komme med, så han nikkede blot til det. Tavs. Det er din egen skyld Eskild, tænkte han, men det blandede sig med lyden af: det er min skyld. Hans mundvige trak sig nedaf.

 Den brokkende tone fra Eskild indtraf, og Stian kunne blot mumle noget i retningen af: uheldigt. Før han gik igang med at tørre vandet op. Det var en anden måde at se Eskild på.. mere, hjælpeløs. 

 Få din undskyldning overstået og tag hjem Stian. Hvorfor står du og smider gamle madrester ud og rydder op i Eskilds hjem, Stian? 

 Det var nemmere at tale når han var igang med noget andet. Ordene kunne flyde bedre, når han ikke sad overfor ham. 
 "Det der skete.. Det var forkert af mig." Begyndte han, og forsøgte at overveje hvert et ord. 
 Stian standsede dog med at rydde op og stirrede op i loftet, et par tøvende skridt væk fra Eskild, inden han gik hen og satte sig overfor ham. Ganske langsomt tog han plads. 

 Han måtte erkende at en undskyldning var mere oprigtig, hvis man fordybede sig i den imens. Det var pinsomt, og der var utrolig stille i hans hjem, når stilheden ikke blev brudt.

 "Hvordan har din hørelse det?" Spurgte han dæmpet, og foldede sine hænder i skødet, mens han så den anden an. Han vidste ikke hvordan spørgsmålet ville blive taget imod.

Uden chance for at vide hvad der skete i hovedet og ansigtet af Stian, summede han blot for sig selv i sin egen lille tankestrøm af intethed. Men han havde vel et eller andet sted godt af, at én besøgte ham. Det var ikke sådan at han var foruden venner, men han ikke rigtig selv bevæget sig synderligt meget ud siden han var vendt retur. Men han ville gerne bare vide hvad der var så vigtigt for kollegaen at snakke om, siden han ville ind. Foruden at gøre rent selvfølgelig. 

Han lyttet aktivt med til, som han hørte hvad der foregik omkring sig. 

Eskild fjernet hånden fra ansigtet og lod sig læne tilbage på stolen, lod hænderne blive foldet i skødet som han strakte benene en anelse. "Det var ganske fair det du gjorde," kommenteret han og prøvede afgøre med sig selv, om hvad Stian havde gang i. han stod stille som et træ i skoven. Men han rynkede panden en anelsen som han indså, at de nu skulle sidde over for hinanden. Uventet?

Hovedet blev drejet til venstre og han sukket let. "Hvorfor ved du det?" spurgte han og drejet hovedet let tilbage, men han magtede bare heller ikke at modstride det hele, hvorfor han modvilligt sank en klump og trak let på skuldrene: "Den er fin, de bad mig give det tid til at vende retur til normalniveau," havde han virkelig lyst til at fortælle om følelsen af at opleve hvrodan det var at være fuldkommen ude af stand til at lokalisere noget? 

Men svaret på hvorfor de sad her, var endnu ubesvaret efter hans mening. 

 Stian sad stift i stolen som en soldat, og den eneste menneskelige bevægelse han tillod sig selv, var da den ene hånd uvilkårligt blev flyttet fra skødet til bordet - hvor han trommede tænksomt med fingrene. Fair, måske- men ikke desto mindre var det forkert af Stian at tæve en kollega. De var selvfølgelig lige gode om det; men var Stians hjerne ikke bristet, kunne han have gået sin vej, istedet for at lægge op til slåskampen. Det lå ikke sådan til ham, at blive revet sådan med af sine følelser. 

 Eskilds ben var udstrakte, og fyldte det meste af pladsen under bordet. Så Stian gjorde sit for at holde sine fødder under sig ved stolebenene. 

 Hvorfor ved du det? Stian klemte øjnene fjernt sammen, og knugede hånden der lå på bordet en smule. Ja, Eskild havde selvfølgelig ingen erindring om at Stian havde set til ham på helbredelseshuset efter snakken med Alister. 
 "Jeg overhørte det på helbredelseshuset." Forklarede han sandfærdigt, og sank en klump, mens han af ren vane pillede overvejende ved sin ørering. 

 Men Eskild forklarede at hørelsen var fin. Det var heldigt at løjtnant Thorne havde fået ham afsted med det samme til en healer. Stian brummede med et lille nik. Og efter lidt overvejende stilhed, sagde han endelig; "Undskyld, Eskild." Det lød oprigtigt, men ordene havde svært ved at forlade hans læber. De skulle tvinges ud. 

 "Jeg kan ikke tilgive dig, for det der skete mellem os men.." han sukkede svagt, og rynkede brynene. Hånden ved øreringen kom ned i skødet til den anden igen, "Jeg er ked af det der skete. Det gik for langt." Tilføjede han til sidst. 

Han kunne ikke bære nag over had der var sket. Det ville jo ske før eller siden, at det blot skete før, var en overraskelse selv for ham. Men skulle han være ærlig, så havde han fundet det attraktivt og frækt. Hvordan Stian havde holdt ham op mod murstensvæggen og vist sin dominans. Men han vidste godt, at det ikke var tidspunkt at fortælle sådan noget, så ville det nok blot forværre deres situation. 

Fødderne lå over hinanden, ærligt gav ham det ikke meget eftertanke, at han fyldte. Men det burde han vel egentlig lidt. 

Det gav vel alligevel god mening: "Ah. Okay. Jeg må erkende, jeg husker ikke meget af hvad der skete efter dit sidste slag," det var blot et sort hul for ham. Det var måske ikke så belejligt, men det var nu engang sådan det kunne gå, når man fik slag der var målrettet efter at gøre skade. 

"Hør," sagde han og fik trukket benene til sig og lod fødderne blive plantet solidt i gulvet under sig og han lænede en anelse frem på stolen, næsten som dengang Stian havde været der første gang: "Jeg har ikke i sinde at undskylde for hvad der skete, og du burde heller ikke. Vi er ikke kvit, det ved jeg godt. Men du viste en anden side af dig selv, der kan komme dig til fordele," kommenteret han. "Alister er dit problem, udnyt muligheden du har med ham, hvis du virkelig gerne vil ham," skulle han virkelig motivere Stian til at gå til Alister? Åbenbart. 

Men han satte hænderne på knæene og rejste sig fra sædet og lod hænderne blive sat i siden af sig selv. "Men.. du må undskylde, at jeg valgte at dele det med Thorne," det var mindst lige så svært for ham at sige ordet, som det havde været for Stian, men de kunne lige så godt få rent bord. 

 Efter dit sidste slag. Det stikkede ubehageligt til ham, at han havde været så voldsom, at Eskild havde sivet ind og ud af bevidsthed. Et dæmpet mhm, forlod ham, men han havde intet mere at tilføje. At sige undskyld igen, klingede bare hult. Det var ikke et ord man skulle kaste sig sløset om med; så ville ordenes betydning til sidst blive tomme; ligesom med, 'jeg elsker dig'.

 Eskild fik hans opmærksomhed og han så ind i den andens jordlige nuancer der var i hans øjne. Selvom de ikke kunne udtrykke meget, gjorde hans mimik det. Stian var stille, og sad blot og afventede at Eskild skulle forsætte. At han lænede sig frem, gjorde blot at Stian sad bomstille uden at reagere, men han fulgte ham med øjnene. De landede på hans læber, før de søgte andre steder på Eskild. Næsen, næsen var passende et sted at kigge. 

 Komme mig til fordele? Stian hævede et forvirret øjenbryn. Hans stilhed bød den anden at forsætte med en forklaring. Alister. Hah. Stians hjerte slog et modløst slag over da sergentens navn blev nævnt og han vendte hovedet væk for at skjule den bitre følelse der vældede op i ham (også selvom Eskild ikke ville kunne se hans udtryk). Det skib var sejlet for længst. 
 "Det er ligemeget nu." Konstaterede han blot, ganske tonløst, uden at lægge op til at ville uddybe hvad han mente. 

 Ud af øjenkrogen så han Eskild trække sig væk og komme op at stå. Han vendte hovedet for at imødekomme ham, og drejede sig lidt med i stolen så han ikke skulle fordreje nakken. 

 Undskyldningen kom lige så bag ham, som det var kommet bag på Eskild at Stian havde aflagt visit. Byvagten pressede læberne sammen, tøvende.
 "Tak." Kom det dæmpet fra ham. Han kunne høre hvor svært det var for den anden at ytre. Eskild der undskyldte? Stian anede ikke at han havde det i sig, mundvigen trak sig lidt op, men han smilede ikke. 

Undskyldninger var blevet givet og der var intet mere at komme efter i det omfang. Det var en ting at undskylde, en anden ting at mene det. Deres modvillighed havde blot været medvirkende til, at vise hvor oprigtigt de havde ment disse undskyldninger. Kvalmende ikke sandt?

Men blot nævnelsen af Alister gjorde noget ved Stian. Ikke som det førhen havde gjort, men det var ikke helt hans sted at prikke ind til dette hvis ikke døren selv blev åbnet til det. Tvivlen om han aller hastigt til gode: "Hvorfor det? Alister er jo ikke udelukkende til kvinder," måske det ikke var tydeligt, men hjerteslag og talemønster var hvad der afsløret tingene for ham, hvorfor han selv havde ladet sig friste til at høre til sergentens rytmiske hjerteslag når de endelige passeret hinanden. 

Eskild gik let omkring i eget køkken som den hovedløse høne han var for tiden, men han stoppede alligevel tøvende op. Løftede hånden tøvende før han lod den klap Stian på skulderen en enkel gang, før han lod den falde fra igen. 
Det var lidt af en situation, og han måtte opgive sit søgen på svar til besøget foruden at moderen havde mad med, som han langsomt indså duftede forfærdeligt godt. 

"Er din mor kok?"

 Alister er ikke udelukkende til kvinder. Stian rynkede panden, og kiggede opmærksomt på Eskild fra hvor han sad. Hvor havde han denne information fra? Det var umuligt noget som sergenten havde røbet for kollegaen, end ikke Stian havde et klart svar om sin overordnedes seksualitet; blot at han ikke var interesseret i Stian på sådan en måde. Afvisningen var hård for ham. Frisk, og det sve' stadig i hans nyåbnede sår fra det. 

 "Jeg vil ikke tale om Sergent Ponticus." kom det afvisende fra ham - mere køligt, end hvad intentionen var. Hjertet hamrede en smule hurtigere, og han måtte tilbageholde et rystende suk. Istedet kom det ud som en sagte udånding. Forhåbentlig kunne de droppe emnet. Det gavnede ikke Stian at tale om det. Og han ville slet ikke bringe det op med Eskild. Det var grundet Eskild at han overhovedet kom til at røbe for sin overordnede, at han havde varme følelser for ham. Ironisk, at han så sad i kollegaens hjem, der var en del af Stians kaos. 

 Stian sank en tydelig klump i halsen, og holdt øje med Eskild der gik lidt ubeslutsomt rundt i køkkenet. Måske gjorde det ham utilpas at sidde til bords med Stian. Han havde det i hvert fald sådan. Det var noget tøvende over kollegaen, og Stian så blot afventende på ham, tavs, og foldede hænderne i sit skød som den anden trådte hen til ham. 

Det akavede klap på Stians skulder fik ham til at stivne lidt igen. Skulle det forestille at være kammeratligt, ville Stian helst være foruden. Han holdt vejret indtil Eskild fjernede hånden fra ham igen. Det var heldigvis kun ganske kortvarig berøring. Men hvorfor summede det så mærkeligt hvor han var blevet rørt. Han tog sin hånd op til skulderen og trykkede på den for at fjerne hvad end det kunne være. 

 "Nej, hun laver bare tit mad til de forskellige herberg der ligger i Dianthos." Forklarede han stille og skævede hen til kurven, før han så besluttede sig for at puffe den ind på midten af bordet. Det gjorde også at han kunne læne sig lidt tilbage fra Eskild. 
 "Der er grød, som er let at spise. Og hvis du har lyst til noget mere.. krydret mad, er der også en ret med lavakrebs, ris og fermenteret kål." Det var selv, een af Stians yndlingsretter - noget han blev introduceret til da de ankom til Dianthos, hvor hans mor kunne lave de tradtionelle retter hun var vokset op med på Topalis.
 "Men det er ret stærkt." Advarede han stille. Blikket flakkede rundt på Eskild igen, kroppen, hænderne, og til sidst skævede han op på ansigtet. Afstanden måtte godt være større. 

Eskild kunne ikke gøre op med sig selv om hvad der var forandret omkring emnet eller med kollegaen i rummet. Noget var der sket, men eftersom han havde mistet to dage for sin kalender, var der nok sket en del ting han havde misset. Men han blev mødt af en klar melding fra den fyldig læbede kollega. 
Måske en anelse tøseformet? Men Eskild måtte tage det til sig og lade emnet ligge og kunne blot børste det af sig med et okay-svar. Selvfølgelig ved kom det ikke ham, og selvfølgelig havde han været medskyldig i hvorfor deres situation måske var som den var. 

Men den akavet stemning lå tungt omkring dem. Det var næsten som at være i et dampbad hvor man intet kunne se og fik sat sig forlegent oven på den anden ved en fejl. Eskild lod sin hånd der havde rørt Stian ved skuldren blive tørret af i bukserne og han gik lidt væk fra hvor han stod igen og tog den modsatte væg fra hvor Stian sad. 
Der stod han ganske fint. hænderne blev lagt i lommerne i bukserne og han stod med en passende mængde afstand. 

Lyden af kurv der blev kørt henover bordet var en lyd for sig selv. Moderen lød til at være en god kvinde, men det kunne han vel ikke rigtig stå og sige nu. I stedet lod han sig blot passiv lytte til hvad der var at blive budt på af mad i den. 
Der var en pæn del, og han nikkede stille til hver nævnelse af det hele. "Stærk?" gentog han og trak vejret dybt ind og lod det komme til udtryk igennem hvordan brystkassen hævede sig, før han lod den sænke sig igen. "Det lyder alt sammen lækkert, når det er spist, hvordan vil I så have kurven returneret?" lad det være nok, at skulle aflevere den på hovedkontoret og ikke hjemme hos Stian selv. 

Men måske var det tredje gang som var lykkens gang, så han tog et skud igen: "Men har du i sinde at fortælle mig, hvad du ville snakke om?"

 Afstanden var kærkommen. Stian havde haft besvær med at trække vejret i nærheden af ham. Han følte ikke at han bare kunne læne sig tilbage og være afslappet i Eskilds privatsfære. Det var trods alt her.. dét skete. Ikke så langt fra hvor Stian sad, var væggen hvor han fik slået hovedet ind, og bag ved Eskild, var døren ind til soveværelset hvor han havde mærket den anden på måder, han ønskede at han ikke kendte til. Et ubehageligt gys gik igennem kroppen på ham, og han måtte tage en dybindånding for at få styr på sig selv. Hvorfor var han her overhovedet endnu?

 Stærk? Eskilds stemme trak Stian tilbage til nuet, og lidt omtumlet gned han sin brystkasse, mens han så på den anden. Han stod noget så nonchalant væk fra ham. Måske, han var klar over, hvor skidt tilpas det stod til med ham. Eller også vil han bare selv have en medgørlig afstand. Slap af Stian. 
 "Der er også nogle smertestillende urter, og .. mælk. Hvis du drikker det." Oplyste han den anden om. Spørgsmålet om hvordan kurven skulle returneres kom lige efter, og Stian overvejede det. 
 "Hovedkontoret er fint. Ellers kan jeg altid.. hente det en anden dag." sagde han henkastet, men viftede så lidt med hånden, "Du kan også bare beholde den. Min mor kan altid lave en ny. Hun fletter." Ligegyldig information. Men Stian følte også bare at han trak tiden ud - hvorfor dog. 

Hvad ville du snakke om? Stian missede lidt forvirret med øjnene. Han troede at den anden var klar over at undskyldningen, var snakken. Eller en slags snak. Måske skulle han bare have undskyldt udenfor. 
 "Vi har lige snakket om det." sagde han påpasseligt, og hævede et bryn, "Undskyldningen og dét.." 

 Men så kom en ny indskydelse til ham - og han huskede noget fra deres samtale, inden og mens slåskampen stod på. Stian rejste sig op og rettede på kappen som han endnu ikke havde taget af. Han havde regnet med et kort visit; så hvorfor afklæde sig? 
 "Uhm. Forresten." lød det tøvende fra ham, og han så væk, "Jeg synes ikke det er forkert.. at to mænd er sammen." ordene undslap ham dæmpet, og en smule mere forlegent end tiltænkt. Men havde Stians forvirring, om sig selv, resulteret i det der var sket mellem dem, så ville han hellere påpege det nu, så der ikke kom flere misforståelser. Han ønskede ikke at Eskild skulle føle sig forkert i dét henseende. At være til mænd altså. 

På magiskvis, var de tilbage på emnet af indholdet i kurven. Det var lidt et under, at man valgte at give så mange forskellige ting med til en, som ikke kunne se hvad der var hvad. Det var ikke helt her, han forventede at de havde skrevet sedler på de enkelte ting for at hjælpe ham (det krævede jo at de vidste, at han kunne læse). Men han måtte vel tage det for gode vare og bare lugte sig frem til tingene i sidste ende. 

"Hvorfor skulle jeg ikke drikke mælk?" 

Eskild lod hovedet let tilte til siden og spændte let i kæben. Det var tydeligt at han ikke havde noget yderligt fedt i ansigtet som han mærkede hvordan det trak let i ham. "Okay" hvad svaret man til at mor flettet? Tak, lad hende flet en ny, så vi undgå at skulle bringe kurven til hovedkontoret og blive taget i, at jeg har din mors flettet kurv?

Vi har lige snakket om det. Var det virkelig dét, det hele havde handlet om. Men det virkede blot så mangelfuldt for årsagen til at ville ind og rydde op. 
Lyden af at stolen der gav sig, som kollegaen rejste sig, fik Eskild til at rynke brynene let md hinanden. Forresten hvad? Men før han kunne nå at at give sig selv nogle mulige idéer til hvad det handlede om, fik han et svar der overrasket ham mere end hvad tiltænkt var. Den begyndende overraskelse kunne anes på ham og han blev i tvivl om han faktisk hørte korrekt. "Hvad?" fik han sagt og rystet let på hovedet som ordet forlod ham. 

 Stian trak lidt uvidende på skuldrene, "Ja." Sukkede han til det, og var selv i tvivl. Hvorfor skulle han ikke drikke mælk? "Der er vel nogen som ikke gør." Påpegede han og gned læberne lidt tænksomt sammen. 
 
 Men Stian stod op, cirka, fem lange skridt skulle der til før han ville stå ved Eskild. Men han blev stående. Et suk skulle til at forlade hans læber da Eskild sagde hvad, og ikke havde hørt ham ordentligt - men han slugte sit suk og gned næseryggen med mild frustration. Det var svært for ham at tale med Eskild, så at gentage sig var pinsel for ham. Stian måtte dog huske på, at kollegaens dårlige hørelse, skyldtes ham - så det gav fin mening, at den anden ikke kunne høre hans mumlen. 

 "Mhm." Rømmede han sig lidt og stod ubeslutsom mens han pillede ved sin ørering. Måske ville det hjælpe hvis han kom tættere på. 

 "Jeg sagde.." begyndte han et tvungent oktav højere - ligesom når man talte tydeligere til et gammelt menneske. Stian trådte nogle langsomme skridt tættere hen til Eskild. Han var to skridt fra ham, "At det er okay, at du er til mænd." Hvor var det akavet.

  "Jeg synes ikke det er forkert." Tilføjede han med dæmpet stemme igen. Øjnene hvilede kort ved de definerede muskler på den andens overkrop. Han fjernede blikket til gulvet istedet med det samme da det gik op for ham. Han følte sig underligt nervøs.