Oppe i det store soveværelse var der to dæmoner. Værelset var overdådig, og sengen stor nok til at ligge tre folk, skulle man ønske det. Den var dækket i røde og sorte silkelagener.
Orpheus' øjne glippede endelig. Natten havde været lang, og det var første gang i et stykke tid at han havde sovet så dybt. Han vendte sig mod hvor hans kære hustru lå, og et smil spredte sig på hans læber, som han kiggede på hendes smukke form. Han elskede at han endelig havde hende tilbage, og hans fingre rakte over for at glide over kinden på hende, for at mærke den bløde hud, uden betydelige rynker. Så meget ulig hans egen menneskekrop. En krop han ikke havde i sinde af at blive ved med at bruge, men det tog tid at finde en ny, og der var ingen hast.
Men selv som han lå her og kiggede på hende, så var det som om at der også var en anden følelse der udviklede sig i ham. Hans tanker kunne ikke lade vær med at komme over på hvordan Lumine havde efterladt efter alt han havde gjort, men han prøvede også at huske på at hun trods alt var her med ham.
Hvordan magien hvirvlede i soveværelset var ikke noget han var vågen nok endnu til at opdage.
Krystallandet

