Endnu en sommer var nået sin ende. Dagende var optrinvis blevet kortere og Cyrille blev forsat lige overrasket over, hvor hurtigt mørket kom snigende. Hun følte stadig at sommeren kun lige var begyndt og at dagende nok akkurat havde nået at blive varme nok til at selv nætterne var lummervarme, før det tidlige efterår maste sig ind.
Nærmere bestemt opdagede den unge halvræv det oftest først når der blev tættere mellem kroens gæster. I løbet af sommeren kom folk mere spredt, fordi de ikke på samme søgte ly for vejret eller lys i mørket. Denne aften var ingen undtagelse, ikke et bord i de varme krostue stod ledigt tilbage og det samme kunne næsten siges om stolene. Det var på aftner som disse, at Cyrille var ekstra taknemmelig for ikke at fylde mere i højde eller drøjde, så hun med lethed kunne bukke sig under de fleste vildfarende arme eller klemme sig ind mellem møblementet, og de besøgende.

Hos langt de fleste steg humøret i takt med beruselsen. Ligeledes blev folks årvågenhed også typisk væsentligt mindre, og det var en mulighed som ræven ikke kunne lade passere sin næse forbi, uden at tjente en krystal eller fem. Med stor fingersnilde og rette udvalgte ofre, havde det lykkes Cyrille at få fisket mindst 4 krystaller til sig; 2 jader og 2 ravstykker. En ganske uden mærket fortjeneste, hvis hun selv skulle sige det.

Hun burde have stoppet der, men med blod på tanden blev hun desværre for overmodig.
"Sig mig tøs, prøver du at komme til min pung?!" Bjæffede den midaldrende menneske mand, mens grove fingre lukkede sig omkring hendes spinklere overarm. "Nej," Løgnen gled af tungen, som vand mod olie. Et hårdt grynt fra mennesket gjorde det klart, at han ikke købte den. Han lagde an til at kommentere, men hun kom ham i forkøbet "Jeg skulle bare passere for at komme hen til min mand, men havde nært mistet balancen til en albue." Uddybelsen fik hans øjenbryn til at rynke, mens øjnene under glemte sig mistroisk sammen. En finger fløj op, rettede sig mod den eneste mand der syntes at side alene i kroen. Cyrille have ikke kunne undgå at bemærke ham, selvom hun ikke havde været i nærheden af fyren med det hvide halvlangt hår.
"Skal jeg vinke ham over?" Blikket sænkede sig sigende til hånden før det så tilbage på manden, mens hun forsatte med samme flabede kant: "Med mindre du har tænkt dig at slippe mig?". 
Til alt held for hende havde manden måtte vurderet at ræven talte sand, hvis ikke det i virkeligheden var fordi at manden par borde væk, alligevel lidt for bred over skuldrene, til at tage chancen og svare ja. Hånden gav om ikke andet slip, modsat den forurettedes blik - det var som isnet fast på hende.

Få øjeblikke efter var den unge halvræv i færd med at møve sig ned på 'hendes mands' skød, siddende med begge ben til samme side og et varmt smil klisteret til læberne. "Godaften, beklager jeg trænger mig sådan på, men du kunne ikke tænke dig at spille min mand til Hr. skaldepande dér ikke længere stirre på mig, som om det kunne give ham håret tilbage?" Han fik ingen tid til at protestere "Ja? Fantastisk, for det er lige det jeg har brug for." Stemmen blev med vilje holdt lav, mens Cyrille forsøgte at få det til at ligne hun var ved at forklare sin, falske, ægtemand hvad der havde skyldes hendes forsinkelse tilbage til bordet.

Aftenen havde været ved at indfinde sig da Romulus havde fundet sig selv trave ned af de vante gader, og ind på en af hans efterhånden stam kroer. Med mindre der var grund til anden, så var det ofte her på disse kroer han fandt sine måltider. Han kunne lave et par opskrifter, men efter Remus var blevet smidt ud på landet, så havde det bare føltes underligt at spise alene med mad han havde lavet. I en kro kunne han trods alt stadig holde øje.
Det var derfor også sådan han fandt sig selv ved et af hjørnebordene. Et bord der havde haft et par kunder allerede ved, men siden han greb fat i stolen, og sendte et blik mod mændene, havde de taget deres ting og bevæget sig hen til et af de andre borde, og Romulus havde bordet for sig selv.

Maden og øl var blevet bestilt, og som maden var blevet spist, og det kun var øllen der var tilbage, havde hans øjne gledet rundt i krostuen, og han havde bare set på. En kropige prøvede at slippe væk fra en mands vandrende hænder et par borde længere nede, og han kunne se en lille gade unge der var ved at stjæle krystallerne fra selv samme mand. En hånd gled mod hans egen pung med meget sparsomme krystaller i, for at tjekke at ingen var kommet i nærheden af dem, men ellers så morede synet ham bare.

Det var dog midt i den forstilling, at noget rødt kom ind foran hans synsvinkel, og han fik armene fuld af en spinkel kvinde. Helt instinktivt lagde Romulus sine arme om kvinden, og et undrende men dog interesseret blik blev rettet mod halvræven han nu sad med, og som næsten snakkede hans øre af, for at opsummere hvad der foregik. Han nåede da også kun at åbne munden, for at stille spørgsmålstegn ved det, inden at hun bare havde forsat i et toneleje der fik det til at lyde som om at han ikke havde meget valg.
Smilet spredte sig lidt bredere på kantede ansigt i en morende mine. ”Ville du ikke rimelig meget være på røven, hvis jeg sagde nej?” spurgte han, og lænede sit hoved lidt længere ned for at kigge ind mere indgående på hende. Hun var faktisk ganske yndig at kigge på, omend meget spinkel, men det var at forvente i denne del af byen. Mad var der ikke meget af trods alt. Hans greb strammede sig lidt om hende, så hun blev hevet lidt tættere på.
Hans blik gled lidt væk fra hende, i en svag skulen ud i resten af krostuen. De havde fået opmærksomheden af et par af de folk der kendte Romulus, men ingen sagde noget, og udover noget af et surt blik der kom fra hvem han regnede for Hr. Skaldepande, så virkede det ikke som om at umiddelbart havde planer om at komme over og spørge om deres historie.
Derfor var det også at halvræven fik Romulus fulde opmærksomhed igen. ”Men hvis jeg skal være med på legen, så er det vel ikke noget du forventer sker uden at jeg får lidt til gengældelse.” Det var en venlig tone, og med mindre man egentlig kendte ham, så var det ikke rigtig til at tyde hvad han ville have. Det var også lidt sjovere at vide hvad hun havde tænkt sig at give til gengæld. 

Om hun ville være på røven, hvis han ingen interesse havde i at lege hendes redningsmand? Spørgsmålet havde nært fået hende til at le. Det måtte i hvert fald være den pænere måde at sige det på. Hans arme var lige nu hendes bedste værn og hun havde alle intentioner om at lade det forblive sådan til manden med den skaldet isse ikke længere befandt sig i krostuen eller til alkohol indtaget slettede alle erindringer om ræverøde lokker. "Hmm, jeg har dog ladet mig fortælle at jeg er ganske svær at slippe af med." Fnøs Cyrille muntert og lod sig uden protest blive trukket længere op på skødet.

"Mit selskab er ellers ganske berigende i sig selv." Et bredt smil blottede de spidse hjørnetænder. Ublu gled blikket over ansigtet på den navnløse frelser inden det hæftede sig ved hans blå-grå. Han var overraskende behagelig for øjnene, men selv det var ikke nok til at få hende til at tilbyde det oplagte.
Med armene om hans nakke lænede Cyrille sig nærmere. "Men siden det ikke er nok, selv i et falsk ægteskab, så kan jeg uddybe mig selv som din mundskænk - at dømme ud fra den afstand folk omkring os holder til dig, så vil jeg gætte at du er en mand med mange fjender?" Hviskede hun nært hans øre "Med mindre du har andet i tankerne?"

Romulus havde sine metoder at slippe af med folk på, men som han alligevel fandt det gode humør smittende, trak mundvigene op på ham, i et kort grin. Han havde nu alle dage værdsat at have noget kønt at kigge på, og en varm krop til at varme ham, når han kunne slippe afsted med det. Ikke at kvinder normalvis ønskede at være i hans nærvær i længere perioder, selvom der var de der typisk kom tilbage af den ene eller anden grund.

Hans greb strammede sig kort, bare for at markere det på rævetøsen, og at de nok begge to godt vidste hvad man typisk kunne friste en mand som ham med. Især når man havde et kønt ansigt.
”Det kan ikke se så intimiderende ud, når du forslår selv at stå imellem mig og noget potentielt gift,” sagde Romulus i et morende toneleje. Ikke at han regnede med at nogen ville være dumme nok til at prøve at forgifte ham her. ”Men mon ikke jeg kan komme i tanke om noget mere… givende.” Hans ene arm løsnede sig lidt, dog blot for at lade den ene hånd vandre ned, for blidt at kærtegne noget af hendes lår. Ikke at han gjorde noget træk for at det behøvede at være nu. Nej, de havde tid, og Romulus var trods alt ikke færdig med sit måltid endnu. 

Hun burde nok have haft langt flere betænkeligheder ved at have søgt tilflugt i skødet på en fremmed, men det var ikke første gang og det havde jo aldrig voldet hende noget større besvær, så hvorfor skulle denne gang være meget anderledes? Et fast greb var jo næppe en advarsel i omgivelser som disse.
Måden hvorpå han undgik at svare på mængden af fjender burde derimod have fået alle alarmklokker til at ringe hos halvræven. Istedet for at forsøge at sno sig ud af han hænder slap hun en lav humørfyldt latter.

"Jaså?" Musede hun og lod indladende spidsen af fingrene glide kælent over den skarpe kæbelinje. "Du må dog forstå at hvor fristende det så end lyder, så kender jeg end ikke dit navn, husbond." Smilet trak en kende mere skævt under det uskyldige blik.

Romulus var ganske tilfreds med at hun ikke trak sig væk, selvom han nok hurtigt ville kunne holde hende mere fast skulle det dog være sådan. Dog foretrak han ikke at gøre disse optrin nede i en krostue, selvom han elskede... legen der lå i det, men han vidste også godt at der ofte blev kigget lidt mere skævt til det, og der var sikkert en idiot hernede, der gerne ville lege helt.

"Så det hjælper lidt på det hvis du kender mit navn?" lød det fra Romulus med et let grin. Det var ikke som om at halvdelen af kroen ikke allerede kendte navnet, selvom de måske ikke havde et ansigt at sætte på det. "Romulus, mit navn er Romulus, men så fortjener jeg vil også at få at vide hvad dit navn er?" Ikke at han havde meget tiltro til at hun nødvendigvis gav ham sit rigtige. Hun virkede som en der foretrak at kunne sno sig ud af problemerne, og måske det også gjaldt navnet, men hvad var nu også et navn? Hvis Romulus ønskede at finde hende senere, så skulle han nok, selvom han ikke havde et rigtigt navn. 

Livlinjer kunne mødes og skilles uden nogensinde at kende andet end et enkelt øjeblik delt og stadig føle det var nok. Nysgerrigheden derimod, den havde bedst af at vide hvem øjeblikket blev delt med og det var den Cyrille lod sig dikterer af.

Romulus. Hun måtte bide sig i kindens inderside for ikke at komme til at slippe et fnis. Morskaben undgik derimod ikke at sætte sig i de hazelgrønne øjne. 
"Gør du dig altid kun byttehandler, Romulus?" Lød det fritsvævende, uden forventningen om en respons. Fingre lukkede sig omkring hans hage, mens hun lænede sig en anelse nærmere indtil hendes eget ansigt var få millimeter fra hans. "Du kan kalde mig Cyrille, men jeg lystre det meste." Fingrene slap som hun rettede sig smilende op. 

Hun var en firnurlig og måske lidt for lystig pige, men Romulus kunne ikke beklage sig. Det var trods alt bedre med et godt humør, hvis det ikke blev for meget. Selvom når man var alene med kvinder, så kunne man godt få dem til at tie stille, hvis man ønskede det, ikke at det var nødvendigt lige nu. Hun var behageligt selskab... for nu.

"For det meste, ja" svarede han dog alligevel. Måske ikke altid lige byttehandler, men byttehandler var der trods alt... i hvert fald hvis andre ville have noget ud af ham. Hans øjne kiggede ind i hendes, ikke rigtig søgende, men dog ganske betragtende over hende, som han lød deres ansigter være ganske tætte. "Cyrille er nydeligt," svarede han, et let smil i mundvigen, ligesom hun trak væk. "Ikke et navn jeg har hørt før, selv på disse kanter." Det var små snak, bare for at snakke uden substans.
Hans fingre dansede lidt i en let kærtegn over hendes lår, hvor de stadig var. Ikke ligefrem pressende på at han ønskede mere lige nu, men som en lille ting om at de stadig var der.

En lav hmm kunne svagt høres gennem krostuens larm. Ærligheden var at sætte pris på, selvom det i sidste ende ikke havde den store betydning, hvorvidt han primært gjorde sig i byttehandler eller ej. når det i virkeligheden var hvad de fleste interaktioner i sidste ende kunne betegnes som. 

Blikket sænkede sig kortvarigt mod låret og fingerspidsernes lette dansen derpå inden hun igen søgte øjenkontakt. "Lad mig gætte, du siger det samme til det næste hunkønsvæsen der lander i dit skød, eller er det hvad du hvisker dem i øret for at få dem til at varme dit skød?" Spåede hun djærvt. Det betød alligevel intet, hvilket potentielle løgne han skød efter andre. De var ikke bundet til hinanden og som tingene var nu, så ville de næppe gøre andet bekendtskab med hinanden end denne aften.

Et drillende smile prydede også Romulus' læber. Det var som en lille leg, og han var for nu ganske villig til at spille med på den.
Hans toneleje faldt lidt, så ordene mere blev for hendes øre, ikke at der var mange der strakte sig for at høre hvad de to af dem snakkede om. De fleste kunne nok godt regne ud hvad denne lille interaktion gik ud på. "Kun de få der vælger at springe op på mit skød som en hilsen. Dem er der ikke mange af."
Han løftede hånden der ikke var på låret, for ganske omhyggeligt strøg de røde lokker bag hendes skulder. Det var en smuk farve, og nu hvor Romulus faktisk fik mulighed for rigtig at tage hende ind, siden hun ikke så ud til at ville springe videre endnu, selvom hun virkede flyvsk nok til at ville gøre det. Måske så lang tid skaldepande var her?
Han kunne ikke stoppe sit blik fra kort at spejde rundt i krostuen inden det fandt Cyrille endnu engang. 

Tankerne var for længst centreret væk fra den egentlige årsag til at hun var endt hvor hun var endt. Istedet var hendes opmærksomheden udelt rettet mod manden under hende. 

"Med et ansigt som dit, så er det svært at tro det skulle være sandheden." Kom det spørgefuldt tilbage, selvom hun et sted inderst inde ikke var blind for den underliggende advarsel i hans svar. Men stik imod fornuft, at lytte til den prikkende fornemmelse valgte hun aktivt at ignorer den, inden den nåede at rodfæste sig. Det var trods alt de færreste kvinder, der villigt søgte tilflugt fra en anden mand i skødet på en fremmed mand.

Man kom alligevel langt med smiger, i hvert fald i situationer som disse. Romulus var godt klar over at han ikke ligefrem var den flotteste der gik på gaden, men hans gener gjorde i hvert fald op for hvad der var ar problemer af opvæksten der kunne arbejde imod det.

"De andre er vel ikke ligeså vovede som du er," sagde Romulus, inden han tilføjede: "Jeg kan godt lide den del." For det kunne han trods alt godt. Det gjorde legen mere spændende for ham også. Om de stadig ville ende på et værelse et sted, kunne kun aften vise sig, men for nu var han i hvert fald interesseret i hende. Det var jo trods alt heller ikke fordi han var grusom som sådan, men man skulle bare være klar på at hvis man valgte at gå op på et værelse med ham, så var der ikke noget med at fortryde.

"Hm, nej det er vel egentligt heller ikke så kvindeligt." Mumlende hun en smule eftertænksomt, uden det store antræk til skamfølelse over den skandaliserende adfærd hun havde udvist. "Naturligvis kan du det. Jeg sidder her jo endnu." Kunne hun ikke dy sig for at bemærke en kende flabet, velvidende at det var på hans velvilje at hun endnu ikke var havnet på gulvet ved siden af stolen.

"Nydelige navne og en frembrusende natur. Hvis dog bare alle mænd var ligeså nemme at stille tilfreds." Hun justerede lidt på sig selv, flyttede sig en anelse højre op på hans skød, ugeneret over at det samtidigt ledte hånden på hendes lår længere. Det var trods alt ikke en ubehagelig berøring. "Med mindre der er noget du skjuler?" Spurgte hun spekulativt og lod fingrene danse let op over ydersiden af hans ene arm.

Måske ikke så kvindeligt, men det generede ikke Romulus lige på det her punkt. Hun var kvindelig nok for ham, og han værdsatte at noget af jagten var blevet lagt til siden. Desuden var det jævnligt hvad skøger eller løsslupne kvinder alligevel gjorde. Cyrille virkede dog ikke som nogen af delene, men måske var man heldig.

Han var dog alligevel lidt overrasket da hun rykkede sig lidt mere op på ham, så han kunne mærke hvordan også hans hånd selv ændrede lidt hvor den var. Måske var hun mere løssluppen end han havde antaget.
"Og hvad skulle det være jeg skjulte?" spurgte Romulus med en kort leen. "Jeg tænker de fleste mænd burde være tilfredse når en køn kvinde sætter sig på dem, uanset hvor de kommer fra. Eller du er måske uenig med det?" Det var nemmere at henlede hende til andre ting, for jo, der var massere af ting man kunne argumentere for at Romulus rent faktisk skjulte. Dog ikke ting som man ikke kunne finde ud af hvis man bare gik en runde i Skumringkvarteret og spurgte lidt ind til ham. 

"Det ved jeg ikke, har du? Har vi ikke alle noget vi skjuler?" Munden spidsede sig en smule tankefuldt, inden de skiltes i et tandsmil. "Jeg ville vove at påstå at sådan en mand ville være et skarn, hvis han blev utilfreds over en kvinde på sit skød, hvis ikke hun var ualmindelig fæl af udseende." Svarede hun ganske ublu. Det var ikke fordi Cyrille selv mente at hun var som formet af guderne selv, men hun var heller ikke blind for at der var kvinder der ude som havde langt mere at byde på end hende selv havde.

"Man kan vel argumentere for at vi alle har noget at skjule, men det har du vel også," sagde Romulus. Der var næppe nogen der var helt ærlige på disse kanter, selvom Romulus trods alt foretrak at folk bare var en smule ærlige omkring ham, men han forventede det ikke. Alle ville jo nok have noget fra ham, men det var ikke til at sige hvem af dem der var ærlige nok.
Han nikkede med et lille grin på læberne. "Det ville jeg mene, og du er trods alt langt fra at være fæl at kigge på," sagde han, og løftede en hånd for at fjerne en hårtot fra hendes ansigt. Nej hun var ganske nydelig. Den slags kvinde Romulus gerne ville være i selskab med, i hvert fald for en nat. Kvinder havde fordelen af at kunne se ganske kønne ud på mange måder, og det var ikke altid at Romulus var så kræsen igen, mente han selv.