Han havde ikke været der i sidste uge. 

Aldamar sad ved et af kroens hjørneborde, mørkeblå øjne der betragtede folkene foran ham og et enkelt krus i hånden som han sippede til her og der. Fyrstesønnen havde en god del af håret gemt i en fletning ned i skjorten, og lignede i de almindelige klæder han havde taget på, enhver anden der hørte til på Svinet - måske en anelse mere veltrimmet når det kom til skægget. Foruden at ligne en ganske almindelig kunde, lignede han tydeligvis også en der ventede på noget eller nogen. 
I det her tilfælde var det nogen, og han havde ikke været at finde i sidste uge. 

Det var ikke ofte at Aldamar fandt sig selv i den her position. Det var ikke ofte at han sad og ventede på nogen, og i lyset af at Fabian af og til havde skulle vente forgæves på ham, begyndte han nu at se træls sider i det - de måtte finde sig en måde at kommunikere på, begyndte en strøtanke at vrisse desto længere tid han sad her.
Men som minutter blev til en halv time, og en halv time blev til en time, begyndte det trælse at svinde ind til noget... bekymret - det ville nu være anden gang uden i det mindste et afbud. Han forventede ikke meget (hvilket var en løgn, Aldamar's standarder var ret høje), men en lille besked ville være at foretrække, bare som et hint om at han var okay. Han havde sågar for blot få minutter siden været oppe i baren for at spørge efter ham, og med kommenteren om at han ikke havde været at finde de sidste par dage heller, virkede det mindre og mindre sandsyneligt at alt var som det plejede. Og det kunne betyde to ting, var man en anelse selvtænkende.
Enten var han ude i at undgå Aldamar - noget der virkede absurd efter deres sidste lille sammenstød i palæet, og noget han slet, slet, slet ikke ville fokusere på. 

Eller også var der sket et eller andet, som var vigtigt nok til at holde sig væk. 
Hvad end det var, fik det Aldamar til at stramme grebet en anelse om kruset da han førte det op til læberne for endnu en tår, og lod endnu engang blikket glide over krostuen, i håbet om at finde hans smilende og leende skikkelse langs disken, på vej ned af trappen eller som en af dem der åbnede døren. 

Det havde ikke været en god uge. Hvis det ikke var årets underdrivelse. Det havde været en helt igennem forfærdelig uge, og han ville ønske han kunne sige at det blot var fordi han havde misset sidste uges aftale med Aldamar, noget som aldrig var sket før. Nej, hele livet havde bare virket til at være hektisk, og forfærdeligt, og så var der Sif.
Sidste uge havde han ikke kunne tage af sted, mest fordi han ikke havde turde efterlade hende, og denne her gang, var det mere fordi han nok i sidste ende trængte til at komme ud, at han havde gjort det. Han ville gerne se Aldamar, men han var ikke helt sikker på hvor meget Aldamar ville få ud af det.

At tiden så også var forsvundet mellem hans fingre, da han skulle hjem og skifte tøj, inden han kunne komme hen til Svinet, havde ikke siddet godt med ham. Han vidste at de havde paseret 8, og han var ikke sikker på hvor villig Aldamar egentlig var til at vente.
Det var dog en tydelig træt Fabian, som endelig åbnede døren, lidt over halv ni ind i krostuen. Han vidste han var for sent på den, og han var ikke sikker på at Aldamar overhoved var her. Hans øjne kiggede rundt lidt, tydeligt søgende, men smilet brød først frem, da han endelig fik øje på den mørkhåret skikkelse, som havde formået at gemme sig godt. Det var dog et træt smil.

Han forsøgte ikke engang at gå op og købe noget at drikke først, inden at han gik med beslutsomme skridt over mod Aldamar. ”Undskyld jeg er for sent på den,” sagde han, da han nåede bordet, og tog plads.

Fabian der ellers altid så ud som om at han havde styr på tingene så... smadret ud. Som en  mand der ikke havde fået en god nats søvn den sidste uge, selvom han ellers stadig så sund og rask ud. Der var ingen varige mén på ham, udover randerne under hans øjne. 

Det var lang tid at vente, især fordi at Aldamar var kommet før tid, bare for at være sikker på at han ikke missede ham af en eller anden dum grund. Men det var det værd, og han havde alligevel godt af den 'friske' luft udenfor palæet til at rense hans tanker en anelse. De nærmede sig nemlig med hastige skridt bryllupet, og samtalen med Adena var blot en ud af mange ting der skulle ordnes, inden selve dagen oprandt og familierne skulle samles til fest... når han gik derhjemme, var det som om at det var alt han kunne tænke på. Men når han gik herude, forekom vinterbryllupet som en fjern fremtid at forholde sig til, hvilket måske også var den anden grund til at han var blevet så længe. 
Bare lige et par minutter mere... ellers måtte han lægge en besked. Ikke at Fabian kunne læse, men måske nogle kunne læse den for ham. 

Men det skulle heldigvis ikke blive nødvendigt. 
Døren gik op, og som så mange gange på aftenen gled Aldamar's øjne fluks hen til den skikkelse der kom ind, for at se om ham eller hende kunne genkendes. Og det var Fabian. Umærkeligt rettede Aldamar sig en anelse op ved synet af hans blonde ansigt, og da han endelig fandt frem til ham i vrimlen, brød et velkomment smil frem på Aldamar's læber; som var det for en stund glemt hvor sent han kom. "Det går nok" brummede han, han var trods alt bare lettet over at Fabian endelig var dukket op... og i lettelsen var det svært at være andet end positiv. 
Det var så også her at det gik op for fyrstesønnen at noget ikke var som det plejede, og det slidte, trætte udtryk i det kønne ansigt, fik hans smil til at falme en anelse. Uden et ord skubbede han øllen hen til ham, hvis han ville have noget. "Hvad... hvad er der?" 
Han så... hærget ud. Randerne under øjnene gav hans ansigt en helt fremmed form for indsunkenhed han aldrig havde set før, og noget gav hans øjne et glimt han ikke havde set før. Hvad fanden var der sket?

Lige fra det øjeblik at Fabian havde forladt Sif, der havde han været klar over at han nok ville skulle forklare situationen, på enten den ene eller anden måde til Aldamar. Han var stadig ikke sikker på hvordan, men det var ikke som om at han havde tænkt sig at holde den hemmelig, i hvert fald ikke fra Aldamar. Men nu når han var i et rum fuld af folk, så ville han nok egentlig foretrække at den samtale blev taget ude af hørevidde fra dem. Nogle af dem kendte helt sikkert Sif, for ikke at nævne at de nok kunne se at skøgen ikke så helt så frisk ud som han plejede.

Det var også et næsten taknemligt smil han sendte Aldamar, da øllen blev skubbet over, og han tog kruset op for at tage en slurk, inden han satte det ned, og lod øjnene glide lidt rundt omkring dem, inden han skubbede øllen tilbage.
”Kan vi gå et andet sted hen, hvis vi skal snakke?” endte han med at sige i stedet for at faktisk svare på spørgsmålet. En hånd gled igennem de blonde lokker, og han så faktisk... en anelse desperat over at komme væk, og bare... gemme sig lidt i Aldamar. Hvor ville han bare gerne glemme tingene for bare en aften, men han skyldte Aldamar en undskyldning. Han havde trods alt lovet han ikke ville forsvinde uden ord, men det havde svært at få en besked hen til Aldamar sidste uge. 

Han så næsten jaget ud, som om at han ikke havde sovet i flere dage.... hvilket var uvant, fordi Aldamar havde aldrig forestillet sig at noget kunne få Fabian til at se så presset ud, at han endda tjekkede sig en ekstra gang omkring dem, inden at han svarede. Øllen blev skubbet tilbage og Aldamar greb den i sin ene hånd, inden at han nikkede en enkelt gang og rejste sig. 
Den frie hånd blev kortvarigt lagt på hans skulder med et forsikrende, jah næsten beroligende smil, førhen at fyrstesønnen begav sig hen til kroens nuværende værtsmand og udskænker, hvor at han fik købt sig til en nøgle og et værelse tilhørende den nøgle. 

Aldamar værdigede ikke kroen og dens folk meget mere opmærksomhed, nu hvor at Fabian (endelig) var her, idet at de bevægede sig op af trappen.
Hvilket var en anelse spøjst, givet hvor intenst han havde siddet og betragtet hele rummet den sidste time - han var virkelig faldet til i vrimlen af det brogede selskab, hvis han selv skulle sige det! Han havde ventet så længe at han sågar var faldet i... snak med enkelte af stamkunderne. Og overraskende nok, fortrød han det ikke engang. Meget kunne man sige om de folk der kom her... men enten var Aldamar blevet mere borgerlig efter sit besøg i Lillekilde, eller også havde hans fordomme været helt ude af proportioner. 

Med et kort blik tilbage stoppede Aldamar op foran døren til det værelse han havde fået lejet sig ind i, og låste med et klik døren op så de kunne gå ind - han holdt den åbent så Fabian kunne gå ind først, og han følge med lige bagefter; en rynke af bekymring over hans ansigt, men ikke videre.. snagende lige nu. Det virkede ikke som det rigtige at gøre. 

Der var en del af Fabian der hadede hvor bekymret han fik Aldamar til at se ud. Det var jo ikke engang som om at det rigtig handlede om ham eller dem. Han kunne ikke lide at fremstå svag, men efter alt det med Sif? Så var han også godt klar over at det havde taget hårdere på ham end han helt var villig til at indrømme. Heldigvis var det ikke lang tid de skulle blive hernede.
Aldamar havde i hvert fald valgt at tage hånd om problemet med at snakke hernede, ved at leje et værelse, ikke deres sædvanlige så det ud som om, men det var nok også bedre. Det her var ikke som deres normale møde, selvom det i den grad ville have været tiltrængt.

Turen blev taget i stilhed, men var også hurtig, og ligeså snart de kom ind på værelset, tog Fabian et par skridt over mod sengen, før han praktisk talt smed sig ned på den, og lukkede øjnene lidt.
”Jeg havde lidt håbet at jeg ikke skulle møde op sådan her,” kom det halvt grinende fra ham, selvom det var et træt grin, der dårlig troede på sine egne ord.
Han vendte sit hoved lidt mod Aldamar, usikker på om han havde tænkt sig at komme med over på sengen eller sætte sig ned og stirre på ham indtil at han kom med en undskyldning for hvorfor han lignede noget der var løgn, for ikke at nævne at han havde misset et møde, næsten to, hvis ikke Aldamar havde siddet og ventet på ham selv efter at deres tidshorisont var overskredet. 

En del af ham havde i den grad overvejet hvordan han skulle reagere når Fabian endelig dukkede op. Nok primært fordi at timingen i hans lille... jah, hvad end det havde været, når han ikke var dukket op sidst, var ikke ligefrem optimal. En timing der almindeligvis ville have kunne få Aldamar til at svede en anelse mere i sit overtænkende sindelag, og sætte alle mulige forklaringer op førhen at han overhovedet havde hørt hvad det kunne handle om. 
Det var dog ikke sket, han havde slået koldt vand i blodet. Først da det virkede til at han heller ikke ville dukke op idag... jah der var han begyndt at blive bekymret. 
Og vred. 

Alt sammen noget der var forsvundet, da han kunne se at forsinkelsen ikke virkede... ubegrundet. 
Nu, inde på værelset, var det at fyrstesønnens mørke øjne fulgte hans færden over til sengen, hvor at han med et træt grint væltede omkuld. Hvad fanden var der sket? 
Opførsel der var så ulig Fabian, at det fik ham til at møde hans blik med en overvejende mine, inden at han roligt låste døren bagved dem - man lærte vel af erfaringer - og bevægede sig hen for at sidde på sengen med ham. 
Den knirkede en anelse da den modtog den ekstra vægt, og en søgende hånd fandt vej til hans ansigt, for at fjerne noget af det blonde hår fra det trætte ansigt. Randerne under hans øjne var så dybe... Aldamar's smil havde en bekymret kant, men kunne ikke skjule den lurende glæde der lå i at se ham - på trods af hvad han sagde. Men så let skulle han ikke slippe, det havde han ret i. 
"Mmh, du ligner lort" kom det stille omend med en lille tone af latter i sig, og Aldamar's hoved tippede på skrå idet at han betragtede ham yderligere, granskende efter hvad det kunne være, men afventende på forklaringen som nok ville komme på et eller andet tidspunkt. Han havde trods alt ikke travlt. Hovedet vippede en anelse overvejende til side som en opfølging kort efter. "Bedre klædt lort, men stadigvæk... har du overhovedet sovet?" han lignede en der ikke havde sovet. 
Og Aldamar vidste om noget hvad det kunne gøre ved en selv og ens udseende. 

Ligeså snart Fabian mærkede vægten ved sengen, kiggede han ned mod Aldamar, og rakte ud efter en hånd til at... ja lege med, og bare føle hånden. Mest af alt havde han lyst til at trække ham ned i sengen med ham, men for nu, gjorde han sig til takke med hånden. Selvom længslen efter Aldamar næsten kun var blevet større da han havde set ham, og nu rørte ham. Han havde savnet ham. Deres nuværende situation virkede næsten ikke holdbar, med hvor svært det pludselig var når den ene af dem ikke kunne nå det, og ikke havde mulighed for at give besked om det.

Hans øjne gled lidt i igen, mens han flettede deres fingre ind i hinanden. Bekymringen var alligevel for meget at se på.
”Det er godt at nogen kan være ærlige om det,” sagde han med et lille grin. Hvor var han udmattet. Han kunne dog næppe danse om emnet for evigt, især nu når lyden af kroen næsten ikke kunne høres, og der var en tryghed ved at være herinde. ”Det er ikke meget,” indrømmede han lidt mere lavmælt.
”Sif har lige mistet begge sine børn.” Det var blot en hviskende stemme, og han var ikke engang sikker på at han overhoved havde fortalt Aldamar om Sif. Hans egne personlige relationer var ikke kommet op ofte, men han var så vant til at andre folk bare... kendte til Sif. 

Ganske som forventet, trak uforståenhed op i Aldamar's panderynker da han løftede øjenbrynene, og prøvede at genkalde sig hvem Sif var, og da der ikke var nogle klokker der ringede, om det overhovedet var en de havde snakket om før. Hans tanker gik straks til den familie han havde vidsdt var i Medianien, men dem havde han ikke virket til at have synderligt meget kontakt til...
Så Aldamar gav deres sammenflettede fingre et lille klem, inden at han i stedet slog sig tilfreds med at nusse håndryggen en anelse i overvejende stilhed. 

Endelig nåede han frem til en konklusion; Sif var ikke et navn han kendte. 
Men selvom han ikke kendte hende, var det en Fabian virkede til at kende - og børnedødelighed var aldrig et godt emne at stille sig på neutral grund i, det var altid en trist skæbne når de gik til Kile før deres forældre. "Stakkels kvinde..." Aldamar's stemme havde en sørgmodig kant, og hånden fik endnu et klem. "Var du der?" 
Aldamar ventede lige nogle sekunder yderligere, inden at han nikkede for sig selv. "Er Sif din... mor?" ikke fordi det nødvendigvis var nødvendigt for ham at vide det - sorgen i hans stemme ville ikke ændre sig af det faktum blev delt med Aldamar, men... det ville give ham en større idé om hvor de stod til hinanden.
Fraværende begyndte han at vippe sine sko af imens at han ventede på svar, nok så besluttet op at lægge sig ned til ham ved det mindste tegn på at det var noget han ville. 

 

Det var et svært emne for Fabian i det hele aget navigere, for den sorg han følte, var ikke for det mistede barn, men derimod for Sifs sorg, og ikke mindste tabet af Nanna. Til trods for at Nanna stadig formodentlig var i live.
Han kiggede dog lidt overraskende op på Aldamar, da han spurgte om Sif's identitet, og det tog ham et øjeblik før det gik op for ham, at det nok var fordi han aldrig havde fortalt ham om hende.

”Hun er...” et lille grin undslap ham alligevel da han prøvede at sætte ord på hvad de var for hinanden. ”Hun var den første i Dianthos som jeg valgte at kalde min ven. Hun er som familie for mig.” Som en irriterende lillesøster der altid vidste hvor hun skulle prikke til tingene, hvis han skulle være helt ærlig.

At fortælle om selve episoden, var dog noget han faktisk trak lidt i langdrag endnu, men han kunne høre at det næsten lød som om at Aldamar var begyndt at tage sine sko af, hvilket blot betød at Aldamar rykkede sig lidt længere ind, og hev lidt i ham. Nu når han gjorde sig klar, så ville Fabian meget gerne have ham ved sin side.
Endelig åbnede han dog også munden omkring det tidligere spørgsmål. ”Hun blødte allerede kraftig da jeg ankom.” Bare tanken fik ham til at få det helt dårligt igen. Det her var absolut ikke den slags ting han ønskede at snakke med Aldamar om. Nej, med nogen som helst om. Men det var jo mere fordi det var svært, og han var vant til at bearbejde de svære ting alene, og ikke sammen med en anden person.

Grinet fik bittersødmen til at vælde op i Aldamar, da han alt for godt kendte det grin. Det var ikke humor, men derimod noget der gjorde det meget lettere at bære sin stemmeføring normalt, og da han hev lidt i ham, var han ikke sen til at trække benene op i sengen, og dreje sig ind imod Fabian, ledende efter nærkontakten han selv var kommet til at holde så meget af. Armen imod madrassen fandt vej til hans brystkasse hvor at hjertet bankede livligt, og med et lille smil hørte han hvad han sagde, hvem Sif var. 
Familie. Tæt på en form for hjem.  

Den frie hånd fulgte fjerlet hans kæbes skarpe linje ind imod halsen, inden at den forsatte sin vandring ned af armen imens at han lyttede, øjne der fandt vej tilbage til hans ansigt da han valgte at uddybe, og bryn det gled en anelse imod hinanden som reaktion. Blod var aldrig godt.  
Men det var nu engang desværre ikke helt unormalt, slet ikke hvis hun levede udsat. 
Aldamar's tanker formulerede hans ord, selvom det ikke tog lang tid for ham - det gjorde det sjældent omkring Fabian. "Men hun er ikke syg, vel?" Implementeret at han stadigvæk snakkede om hende i første person, så hun var vel ikke... væk.  
Selv hvis hun ikke var, så var hun nok hærget som ville hun have mistet en del af sig selv, hvilket hun jo også havde, rent teknisk. Men stadigvæk i live, hvilket ville være det vigtigste. 

Fabians øjne gled i igen, som han mærkede nærkontakten, og man kunne mærke hvordan hans krop bare forsøgte at lægge sig ind til Aldamar, og forme sig efter ham. Benene flettede sig med hinanden, og han gav endelig slip på hans hånd, for at lægge den om ham, og hive ham tættere. Det her var hvad han havde brugt for. Sex var normalvis der han valgte at gå hen når han havde behov for trøst, men i dette her øjeblik, så var det bare Aldamars nærvær han søgte. Han vidste godt at han ikke opførte sig som normalt, men det var længe siden noget så voldsomt var sket for en han havde nært.

”Nej,” kom den stille stemme. Hun var i hvert fald ikke syg som man normalvis ville kalde det. Det her var mere noget i hjertet end så meget andet. ”Men hun mistede både sit ufødte barn, og fik kidnappet sin unge datter fra sig, og der er intet jeg kan gøre for hende, andet end... at være der.” Hvilket var hvad han havde gjort på det seneste, i håb om at det havde lettet hendes burde, og han var da i hvert fald ikke bange for at hun forsøgte at dræbe sig selv mere. Ordene om at hun ikke ville leve uden sine børn, havde desværre ekkoet lidt for meget i hans sind. Det havde i hvert fald ikke hjulpet på at få ham til at sove.

En anelse overrasket var Aldamar over hvor tæt på han kom, men ikke mere end at det tog et lille sekund for han at møve armen længselsfuldt ind over hans hals og hånden ind under hans armhule, ind imod ryggen. Ansigtet blev trykket imod hans brystkasse, og Aldamar bukkede hovedet en anelse ned og begravede næsen i det blonde hår, den velkendte duft fantastisk beroligende og en på påmindelse om at det faktisk var ham, og at han ikke var stukket af, selvom han ikke havde været der sidst. Tværtimod, var hans grund en han umuligt kunne diskuterer vigtigheden af, og Aldamar følte et kort stik af afmagt overfor situation og fik ham til at holde ham tættere.  
Fordi hvis han følte afmagt, måtte Fabian føle noget der var sin del værre. 

Han var dog rationel i sine ord, selvom det ikke føltes som om han helt troede på dem.  
Aldamar's hænder strøg ham henover ryggen, og der hvor hans arm var krænget under nakken, henover skulderen. "Du har ret, der er ikke mere du kan gøre. Hverken der, og heller ikke nu.." hvilket var ret vigtigt at forstå - Fabian kunne umieligt tage den smerte og sorg hun følte på sig, kun forsikre hende om at hun ikke var alene med den.  
"Og melder hun det til myndighederne, vil de uden tvivl kunne finde barnet der stadigvæk lever - især hvis det er her i Dianthos" at de selvfølgelig godt vidste hvem han var, vidste Aldamar desværre ikke. Men han havde aldrig troet på at selvtægt hjalp i det store billede. At knuse nogen politisk, afskaffe deres monopoler eller indskrænke deres formue? Det var der ingen regler om - men det var heller ikke selvtægt i den klassiske forstand. 

Det var som om at Fabian kun holdt mere fast i Aldamar, da de først endelig lå der. Hans hovedet blev begravet i Aldamar, og han lod bare varmen og duften overtage ham. Det var lang tid siden at han var blevet trøstet på sådan her måde, hvor han bare følt sig omsluttet og sikker i en andens favn. Det var endda en anelse varm, men når han med hver vejrtrækning blot kunne dufte Aldamar, så var det svært at bekymre sig om at det måske ville blive for varmt.

Ordene var ikke nogle der kom bag på Fabian, og selvom han måske var uenig med myndigheder faktisk ville hjælpe dem, så havde han det ikke i sig at argumentere på det, fordi det var stadig... trøstende, at Aldamar forsøgte og han bare var her. At han var villig til at lytte. Enhver anden ville ikke have skænket skøgen en tanke eller omsorg på denne her måde, og selvom Fabian vidste at de havde noget dybere end som så, så var det øjeblikke som disse, hvor det rigtig blev gjort klart.

”Tak.” Det var helt stille, og også mumlende, gemt mellem Fabians mund og Aldamars bryst, men det var der stadig. Han var ikke sikker på hvad han ellers skulle sige, eller hvordan hans kulle udtrykke det, for han kunne ikke rigtig sætte ord på hvad det her betød for ham, selvom Aldamar nok i sidste ende blot gjorde hvad man forventede når man blev trøstet. 

Hånden strøg fraværende hen langs hans rygsøjle, og for en stund lukkede Aldamar blot øjnene, og lod omfavnelsen bare... være til. Han mindedes ikke at de nogensinde havde ligget på den her måde før, og det at han følte sig komfortabel nok til at gøre det, fik fyrstesønnens hjerte slå et slag ekstra. Ikke at han helt oprigtigt kunne have en fair fornemmelse af sjældenheden i det, men han havde en anelse; Fabian var alt for stolt til at det her bare kunne ske, og var Aldamar selv en smule værd som menneskekender, var det noget der havde rystet ham mere end han måske selv gik og troede.  
Søvnløsheden... det at den havde sat så tydelige spor, bekymrede ham. 

 Aldamar holdt ham en anelse tættere ved det mumlende tak, men smilede opgivende i sit stille sind.  Ingen årsag. 
Efter nogle minutter åbnedes øjnene på klem, og et blidt kys faldt imod hans hovedbund. "Er der noget jeg kan gøre?" Stadigvæk med læberne imod ham, men dog oprigtig.  
Han var ingen barmhjertig samaritaner, Aldamar gav ikke almisser ud, og ville nok aldrig komme til at gøre det. Men stod hun nær Fabian, stod hun nærmere Aldamar end så mange andre. Og hvis det betød at skaffe hende et job at komme på benene, eller sørge for at de to havde lidt ekstra at løbe på, om hun boede hos Fabian lige nu, jah så var det sådan det var.  
"Hvis ikke for hende, så i hvert fald for dig?" Fulgte han op med, endnu et lille klem til følge. 
Hans selskab talte ikke med her, det var en selvfølge i fyrstesønnens blå øjne. 

Det kunne godt være at Fabian havde brudt sine mure bare en smule ned, for at tillade dem at være i sådan en position, og lade Aldamar se ham sårbar. Det var ikke noget der skete hver dag, og slet ikke mod enhver anden, men til trods for hvor meget han havde været villig til at give, så var der stadig en smule stolthed tilbage i skøgen. Han havde ikke lyst til at Aldamar skulle løse alle hans problemer og lade ham stå i gæld, selvom han kunne bruge det. ”Jeg skal nok sige til hvis jeg kommer på noget,” sagde han derfor i stedet, hvilket var en hvid løgn mere end noget andet, men lige i det her øjeblik, der tænkte Fabian ikke over Aldamars evner til at spotte dem.
Selvom han var imod hjælpen, så var han faktisk heller ikke sikker på hvor meget Aldamar ville være villig til at give dem, hvis det viste sig at være en hjælp de burde tage senere hen. Heldigvis havde Fabian aldrig været bange for at spørge, selvom han nok ville forsøge at gøre op det.

Hans gled hen over lænden på Aldamar måske lidt mere søgende om at komme under trøjen. Det var lidt den naturlige reaktion han havde, selvom han ikke egentlig ikke søgte noget mere i det her øjeblik.
Som de lå lige nu, gjorde det også muligt for Fabian ikke at kigge ind i Aladmars øjne, som han var helt sikker på ville have flere spørgsmål end han stillede lige nu. 

Som forventet blev det ikke taget imod 'bare sådan uden videre', og Aldamar måtte med et suk konstatere hvordan at hans undvigende ord talte imod den virkelighed han stod i, trods sukket blev holdt nogelunde lavmælt og mest for ham selv. Han tvivlede ikke på at Fabian nok skulle tage sig sammen og henvende sig når lokummet brændte og røgen spredte sin stinksky i hans eget liv. Men Aldamar ville gerne være der før det skete, trods det ikke virkede som en mulighed. Han kunne ikke tvinge ham til at tage imod hjælp... i bedste fald kunne han luske sig til at lægge lidt ekstra i aften, og bare ikke nævne noget mere om det. 

En varm hånd luskede sig rundt bagved, og Aldamar følte mundvigerne krølle sig en anelse opad idet at han lagde det her emne fra sig - for nu - og i stedet fokuserede på det emne han lå sammen med. "Godt" brummede han blot, og lod sin egen hånd følge markeringen af hans armmuskler ved de oprullede ærmer i små skridt med fingrene. Skridt der forsatte op imod hans nakke, og kærligt blev til en nussen af hans blonde hår. 
En krop han efterhånden kendte ret så fantastisk, og som han nok sjældent ville kunne afvise. Ikke fordi at hans behov talte for andet end det her lige nu - Fabian virkede træt. 
Og en træt mand fortjente at slappe af, hvordan end han foretrak at gøre det var underordnet. Lige nu fornemmede Aldamar hvordan at de små, rolige kærtegn var nok og med en lille brummen bukkede han sig ned for at kysse ham ved hovedbunden igen, såfremt at stilheden var hvad der skulle fylde lige nu. 

Det var stadig meget nyt for Fabian, at der var en person i hans liv, som han delte noget så intimt med, men som også var villig til at være der for ham, når tingene gik skidt. Han vidste det ville tage ham tid til overhoved at varme op til idéen om at Aldamar kunne give ham mere end blot krystaller, og det tøj han også havde anskaffet.

Derfor lå han også stille i noget tid, bare op af Aldamar. Hans øjenlåg tunge, men ikke tunge nok til faktisk at falde i søvn, mens han hånd let nussede lænden, som han havde fået adgang til efterhånden. Han havde ikke travlt med noget, hverken med at forklare sig selv, eller at komme videre i programmet. Aldamar havde vel hele natten, og selvom Fabian gerne ville mere, så havde han også selv hele natten.

Det var dog også Fabian der endelig lidt brød stilheden. Han flyttede endelig sit hoved fra Aldamars bryst, bare en smule tilbage, så han kunne se op på Aldamar.
”Hvor lang tid ventede du på mig sidste uge?” det var næppe relevant, og han ville nok også droppe det hvis Aldamar ikke ønskede at svare, men alligevel var det nysgerrige øjne der fandt ham, stadig trætte dog. 

Nogle minutter passerede i stille ro, inden at Fabian valgte at bryde stilheden, og Aldamar løsnede sit greb en anelse da han fornemmede at han ville kigge op, et spørgende smil til hvad der ville komme nu. Et spørgsmål simpelthen, og ét der kortvarigt fik Aldamar til at kigge overvejende frem for sig - over Fabian og imod væggen i rummet - inden at han kiggede ned igen, nu med et glimt af drilskt forlegenhed og han grinte en anelse. Hvor lang tid han havde ventet? 
"Længere tid end jeg burde, for en mand som dig" Aldamar's ord var varme, og med et prøvende skub rullede han en anelse ind over ham, så en hånd kunne placeres ud fra hver side af  hans blonde ansigt og knæene kunne holde ham oppe, ud fra hans smalle hofter. "Godt og vel en time" fulgte han endelig op med, mørke øjne studerende over ham for at se hans reaktioner - det var ikke en løgn, Aldamar havde ventet mere end hvad godt var på at se hans rodede lille ansigt komme forbi - og håbede velsagtens også på en positiv reaktion, i sidste ende. 

Fyrstesønnen sukkede dertil en anelse teatralskt. "Jeg endte med at spille terninger, Fabian. Terninger" som ville det ekstra tryg understrege hvor grotesk det havde været, at være tvunget til det uden sin faste partner som værende grunden til at man gjorde det. At han faktisk havde nydt det mere end forventet holdt han dog for sig selv. 

Lidt havde Fabian forventet at blive stukket en løgn, eller at få spørgsmålet smidt til side, men det kunne ligeså meget være pga. stadiet Fabian var i, at Aldamar alligevel faktisk fortalte ham om hvor lang tid han var blevet.
Han lod sig også blive skubbet ned på ryggen, så Aldamar endnu engang, som han plejede, var over ham, og han kunne se op på de smukke blå øjne. Hans hænder fandt vej op til Aldamars nakke, hvor de lagde sig.

Det virkede dog til at have den rigtige effekt på Fabian, hvor smilet endelig blev lidt bredere, og næsten strakte sig op til hans trætte øjne. ”Mmmmhhh... en lille time er vel ikke så slemt,” sagde han drillende, og hans fingre nussede lidt nakken, inden at den fandt vej til fletningen. ”Vandt du så i terninger? Jeg håber så sandelig ikke at ud har tabt, og forventer jeg betaler dig tilbage for det.” Hans fingre forsøgte at få fletningen op, nu når han havde fat i den. Håret var så meget finere når det indrammede det kønne ansigt.

Det virkede næsten absurd at det her var hvad de snakkede om lige nu. Ligegyldige ting, men Fabian... havde behov for at føle at tingene hang bare en smule sammen, og alt det frygtelige ikke var sket. Han havde behov for glæde sig over Aldamars selskab, og bare at være til i deres egen lille personlige bobbel.